Tilbage

Om en barndom i Hørve
Af Preben Thomsen


Da jeg er årgang 1934, stammer de fleste af mine erindringer fra krigstiden der jo på mange måder var en vanskelig tid. Heldigvis blev min barndom dog kun let påvirket af krigen. Vi boede i et hus på Møllevej, det lå midt mellem møllen og missionshuset. Jeg var/er enebarn, min Far var skotøjsarbejder og min Mor (naturligvis) hjemmegående og de var et par prægtige forældre, der gjorde alt hvad der var i deres magt for at give deres dreng en god barndom og opvækst.

På den anden side af vejen lå huset, hvor min moster og onkel boede og overfor missionshuset lå min morfars hus, der var altså altid familie inden for rækkevidde. Efter nutidens forhold boede vi primitivt. Der var et stort udhus, der bl.a. indeholdt et vaskehus med gruekedel og bagerst et aflukke med lokum og plads til brændsel. Jeg tror vaskehuset oprindelig må have været en vognport eller garage, for der var en stor port i stedet for en dør. I denne port havde min Far lavet en fin gynge, som jeg og mine kammerater havde stor glæde af. I gården var der en brønd med en pumpe, og Mor havde en trækanal hun kunne hænge under pumpen, så vandet kunne løbe direkte fra pumper ind i vaskehuset, hun slap altså for at slæbe det. Inde i køkkenet var der også en pumpe så vi kunne få vand uden at skulle udendørs. Det var lidt smartere end i missionshuset, hvor jeg husker Fru. Christensen havde en stor galvaniseret spand med drikkevand stående i køkkenet. Opvarmningen skete ved hjælp af en emaljeret kamin i stedet for den sædvanlige kakkelovn, der var riste under loftet der kunne lede varmen ind i de øvrige rum. Jeg husker dog at soveværelset var koldt om vinteren, så min dyne blev gerne varmet på kaminen inden jeg blev lagt i seng. I køkkenet var der et komfur, der blev brugt til madlavning og bagning, dog ind imellem suppleret med et primusapparat.

En af mine tidligste erindringer var en morgen hvor jeg blev sendt hen til mælkemanden for at købe mælk. Jeg havde en lille trædebil med bagagerum hvori der stod en blå emaljeret mælkespand. Ved mælkemandens gavl stod et par mænd og diskuterede, og jeg forstod af samtalen at tyskerne var kommet og havde besat landet. Jeg styrtede ophidset hjem for at fortælle min Mor om dette skrækkelige, hun vidste det naturligvis godt, men syntes åbenbart ikke det var noget at plage en lille dreng med. Krigen blev naturligvis et problem for mine forældre, der blev hurtigt mangel på al ting, og pengene var små. Min Far var imidlertid utrolig dygtig til at skaffe og til at få penge til at slå til. Han byggede en svinesti i udhuset og anskaffede i fællesskab med mølleren en lille gris der blev fedet op med affald fra to husholdninger og 'det' mølleren kunne skaffe. Grisen trivedes og den blev efterfulgt af flere, så et par gange om året blev der slagtet, nedsaltet, henkogt og røget så der var mad og naturligvis masser af fedt, det var noget der lettede på smørrationeringen. Slagtningen husker jeg som noget meget ubehageligt, så jeg ved udmærket godt hvor udtrykker 'at hyle som en stukket gris' stammer fra.

At få varme var et andet krigsproblem, man brugte tørv til opvarmning, men også disse var rationerede, så Far fandt ud af at man kunne leje et stykke mose med mulighed for tørvegravning i nærheden af Dragsholm. Han kørte så de ca. 7 kilometer til mosen, når han var færdig på fabrikken for at grave noget sort mudder op og brede det i et passende lag på græsset. Det blev så hakket ud i passende stykker hvorefter det fik lov at ligge og tørre formodentlig det meste af sommeren. Når tørven var tør, blev den puttet i sække og kørt til hjem til Hørve på cyklens bagagebærer.

En anden af krigens mangelvare var tobak, den gang måtte man jo gerne ryge. Vi havde en meget lille have, men Far fandt ud af at det var muligt at dyrke tobak, så han fik fat i nogle tobaksplanter, som blev plantet og passet efter alle kunstens regler. Det lykkedes. Der kom nogle meget store blade på planterne, og de blev plukket, trukket på lange stykker ståltråd og hængt til tørre på udhusets loft. Venlige tobaks-hungrende naboer forsynede så Far med diverse mærkelige ingredienser til at krydre tobakken med f.eks. Likør (som jo også var mangelvare). Efterhånden blev Far meget ivrig, han var en grundig natur, så det endte med at han rullede cigarer (måske var det snarere cerutter), hvad der var til stor fornøjelse for mange af byens notabiliteter. Det var helt sikkert en let måde at blive populær på, og det var jo rigtig tobak.

Hørve var så langt væk fra alting at vi næppe så noget til tyskerne, men Dragsholm blev beslaglagt og her blev indkvarteret ungarske soldater, som vi dog heller ikke så meget til. Til gengæld kom der en del flygtninge, der blev installeret i forsamlingshuset Bavnen, der ligger mellem Hørve og Vallekilde. Det var ynkeligt at se disse stakler komme slæbende med deres få ejendele, og det berørte mig dybt, jeg var jo vandt til et trygt liv, men det var endnu mere ynkeligt at se dem, da de efter krigen skulle hjem igen, specielt når man tænker på, hvad de skulle hjem til, det var sandelig et syn man har svært ved at glemme.



Et par af mine kammerater fik nogle meget elegante trædebiler af fint rødlakeret metal. Sådan et køretøj ville jeg naturligvis også gerne have, men det var der ikke penge til. Endnu en gang gik Far så i gang, han fandt stellet fra en klapvogn og begyndte selv at bygge en bil til mig. Det var et stort projekt, men han kunne benytte min morfars bilværksted (og vel også personalet), så der kom en flot lille trædebil ud af det. Den var ikke af metal men af krydsfinér, den var (naturligvis) rød, og så var den forsynet med afviservinger og andre mere specielle ting - som de fabriksfremstillede manglede. Endelig var der et lille bagagerum, der var praktisk, når jeg skulle i byen for Mor, men det kunne også benyttes til en ekstra passager som f.eks. pigen der boede i lejligheden over vores. Jeg husker tydeligt at jeg var mindst ligeså flot kørende som mine kammerater. Der var dog ét problem, der var toppede brosten på vores gårdsplads, men det klarede Far ved at støbe et lag cement ovenpå brostenene, så jeg havde et helt sikkert og behageligt sted at køre.

Min morfar havde et bil/maskinværksted hvor han lavede mange finurlige ting udover reparation af biler, så vidt jeg husker havde han ansvaret få næsten al mekanik i byen inklusive møllen.. Han var lidt af en opfinder og jeg husker jeg elskede at se ham ved drejebænken, hvor han kunne få fine ting ud af et stykke stål. Min Mor var lidt bekymret fordi jeg kunne gå rundt på værkstedet i lang tid og komme hjem uden at have fået snavsede fingre, så nogen pilfinger har jeg ikke været, men jeg holdt meget af at følge med i hvad der skete. Det var vigtigt at være dygtig den gang, når man ikke kunne købe reservedele, måtte man selv lave dem og det var min morfar dygtig til. Der var ind imellem problemer med materiale, der var blevet for gammel, jeg husker jeg stod og så en lærling, der skulle pumpe et lastbil dæk, det ville normalt ikke være noget problem, men pludselig eksploderede dækket med det resultat at lærlingen fik en flyvetur på et par meter, den slags er meget voldsom. Et andet krigsproblem var gasgeneratorene, nogle store kakkelovne, der var monteret bag på bilerne. De havde den ulempe at de udsendte en mængde kulilte, så det var strengt forbudte at starte bilerne, når de var indendørs. Det var der en lærling, der glemte, han skulle nok bare klare en bagatel, han blev båret til lægen, og jeg huske stadig han så meget død ud, da kom med ham. Heldigvis kom han til hægterne, og han dukkede igen op på værkstedet efter et par sygedage.

Jeg fik dårlig hals og lægens dom lød på jeg skulle have fjerne mandlerne. Det foregik på en privatklinik, der havde til huse i en villa på Kalundborgvej i Holbæk. Det var ikke noget jeg glædede mig til, men det blev da overstået, og min trøst var at jeg skulle have en daglig is af hensyn til såret i halsen. Da jeg kom hjem stod der en flot cowboyhest (lave af træ) på vores gårdsplads. Den havde manke og hale lavet af flosset tovværk og der var saddel med stigbøjler. Far havde sandelig haft travlt medens hans søn var borte, og nu kunne jeg så øve mig på at fange pumpen med lasso medens jeg 'red' på hesten.



En dag hvor det blæste kraftigt og jeg sad og hyggede mig i min gynge, så jeg pludselig at der faldt noget ned fra møllens top, det lignede nogle store skruer og bolte og resultatet var at vingerne, der jo kørte hurtigt i den kraftige blæst, begyndte at slingre og til sidst ramte de møllens stel og en af vingerne knækkede som var det en tændstik, den blev dog hængende. Det så meget dramatisk ud, og det var meget spændende bagefter at følge møllebyggernes arbejde med at lave en ny vinge. Det at få vingen på plads oppe i møllen viste sig at være næste lige så dramatisk som da den knækkede. Næsten alle mænd i byen (i hvert fald rigtig mange) deltog med at hale i de mange taljer, der var nødvendige. Sådan en møllevinge var en rigtig stor sag.

På førstesalen i møllerens villa boede en hyggelig enlig gammel dame. Hun var glad for børn, så jeg aflagde hende ofte et besøg. Det var spændende, for det første havde hun en rokkestol, som man kunne sidde og gynge i medens man nød udsigten over møllens plads, og så havde hun ingen radio men et krystalapparat. Jeg syntes der var meget mere spændende at sidde med hovedtelefoner og skratte på krystallen end at høre radio i højtaleren derhjemme. Vi havde en glimrende radio med en stor udendørsantenne, for Far ville være sikker på at kunne følge med nyhederne om krigens gang fra BBC. Krystalapparatet var godt nok meget gammeldag - også dengang, men jeg havde da en legekammerat, der boede lidt uden for byen på et landsted (det var nok nærmest et husmandssted). Her havde man vistnok ikke elektricitet for jeg har en tydelig erindring om at der hængte en petroleumslysekrone over bordet i deres stue.

Da jeg skulle i skole, blev det Hørve friskole, der hvor Sejer's bogtryk nu har til huse. Det blev frk. Vang en søster til den legendariske C. O. Vang der kom til at give mig mine første skolekundskaber. Men min Far var vistnok lidt ambitiøs på mine vegne, så jeg blev efter et par år flyttet til Svinninge Realskole, hvor der jo altså var mulighed for at tage en realeksamen. Der var ca. 4 km. til Svinninge, det var en ganske lang cykeltur - især når det var dårligt vejr, men heldigvis var trafikken ikke så voldsom dengang. Jeg husker en dag det var isslag, glat men med nogle modbydelige knopper, og jeg væltede ustandselig, den dag var jeg træt af at gå i skole og meget øm i knæene. Fra Svinninge Realskole bestod jeg så optagelsesprøven til mellemskolen, altså det første beskedne trin på en uddannelse der skulle komme til at vare næsten hele livet.

Jeg husker tydeligt en majaften, hvor jeg havde været ude at lege. Da jeg kom ind kørte radioen med nyheder fra BBC, og netop da hørte jeg den prægtige meddelelse om at tyskerne ville overgive sig den følgende dag kl. 8.00. Det var en stor og dejlig nyhed, men desværre husker jeg ikke meget mere fra den aften.

Straks derefter, da sommerferien begyndte, flyttede den lille familie til Nykøbing, hvor jeg så kom til at tilbring mine teenageår. For mig var Nykøbing en stor by, så min tilværelse der blev noget anderledes. Jeg fik gode kammerater, jeg blev spejder og tog min mellemskole eksamen, hvorefter jeg så fortsatte min uddannelse på gymnasiet på Stenhus i Holbæk.

til toppen

Tilbage