Tilbage



OVERLÆRER C. STEINCKE
NYKØBING SJÆLLAND

Skrevet i 1930 af G. Knudsen


Som ung lærte jeg at kende et ord af Henrik Ibsen om, at "hver er digter i skole og kirke, som øjner idealet bag sit virke". Når jeg nu som gammel ser tilbage på de mange mænd i skole og kirke, som jeg har lært at kende, og spørger: hvem af dem så idealet bag deres virke og higede efter at virke-liggøre det, så træder C. Steinckes billede frem for mit minde. Jeg har nok kendt mænd i den danske skole, der i højere grad end C. Steincke var skolemænd af Guds nåde, De havde en forunderlig magt i deres blik til alene ved det at vinde børnenes hjerte og opmærksomhed, så de overgav sig til deres lærer at følge ham derhen, hvor han vilde lede dem. Men hvad pligtfølelse og troskab til at bruge det betroede pund angår, har jeg ikke truffet mange, der kunde måle sig med C. Steincke. Hans søn nævnede ved hans grav retsind, frisind og borgersind som kærnen i sin faders liv og personlighed.


Retsind og retfærdighed er ved siden af kærlighed til børnene og til lærergerningen hovedbetingelsen for at blive en god lærer. Når man lærte Steincke at kende, opdagede man snart, at han var en retsindig og retfærdig mand, der ikke med sin gode vilje vilde gøre nogen uret.

Han kunde gøre indtryk af at være tilknappet og utilgængelig, ja noget hård og barsk, en mand, der ikke tålte indblanding i sine private sager eller indgreb i sine rettigheder. Og så var han dog en mand med et blødt hjerte og med fine, dybe følelser i sit indre.


Da jeg i 1904 var kaldet til sognepræst for Nykøbing Sj. og Rørvig sogne, rejste min hustru og jeg til Nykøbing for at leje lejlighed. I 200 år havde der ikke været nogen præstebolig i Nykøbing. Vi kom fra Jylland med kalundborgdamperen. Da toget standsede i Jyderup, kunde vi forstå, at der havde været lærermøde. Mange lærere steg ind i toget. Jeg tænkte mig muligheden af, at Steincke var med, men i Holbæk mærkede vi ikke noget til ham. Da vi havde kørt noget med Odsherredstoget i en Kupé for ikke-rygere, hvor vi kunde sidde i stilhed og berede os på alt det nye, vi nærmede os, kom der en mand ind til os i kupéen. Han gav sig ikke straks til kende for os. Også han sad en tid i stilhed. Der var noget, han først skulde have overvundet, inden han gav sig til at tale. Det var ham ikke let at mødes med den nye mand, som han skulde arbejde sammen med. Han havde været god ven med den tidligere præst, provst Bostrup. De havde arbejdet udmærket sammen. Nu skulde han begynde med en ny og vidste ikke, hvad det var for en mand. Omsider fik han samlet sig og blev herre over sine følelser og gav sig til kende for os som skoleinspektør Steincke.

Det var hemmeligheden ved C. Steincke: dette dybe, stærke følelsesliv, denne dybe pligtfølelse, denne stærke retsfølelse, denne stadige følelse af idealet i dets højhed og fuldkommenhed og sin egen lidenhed overfor det at nå målet og samtidig følelsen af egen ret og egen frihed og selvstændighed. Dette stærke følelsesliv i hans indre forklarer meget hos ham. Først dette, at han til tider tilknappede sig sjæleligt. Han følte sig nødsaget dertil. Og dernæst dette, at han ikke selv tog ordet, når han var bange for, at hans følelser skulde overvælde ham. Ved afslutningshøjtideligheden i skolen efter endt eksamen overlod han altid til præsten at tale til lærerpersonalet, børnene og forældrene.

Han elskede sin by og sin skole og sit arbejde i den. Han holdt af børnene, ikke med en blød og gemytlig kærlighed, men med en fast og alvorlig kærlighed. Han var en alvorsmand helt igennem. Han glædede sig med sin skole, når det gik godt. Og glæden forskønnede hans åsyn. Smilet klædte ham usigelig godt. Men han led også med sin skole. "Vi har en ond tid i skolen nu", sagde han en dag til mig. Det er blevet hævdet i vore dage, at der er en nøje forbindelse mellem kærlighed og dom. Den rette kærlighed er ikke blind, men ser og dømmer alt det onde hos den elskede, men holder dog fast ved den elskede trods alt i håb om, at det onde skal overvindes og udryddes. Sådan mener jeg, at Steinckes kærlighed til de unge var. En stærk og mandig, retsindig kærlighed, ganske fri for blødsødenhed.

Man vil måske undres over, at frisind blev nævnt af sønnen som et særpræg ved Steinckes åndelige personlighed. Men sønnen har set ganske rigtigt. Frisind er ikke at lade alt passere, ligegyldigt hvordan det er. Frisind står i den inderligste forbindelse med retsind. Frisind er at ville og kunne øve, hvad der er ret, ikke at øve tvang, men lade alt, hvad der stemmer med ret og sandhed og kærlighed få lov til at komme frem og udfolde sig. Steincke ønskede frihed for sig selv. Derfor undte han også andre frihed. Så vidt jeg ved, var han som så mange af os ældre, "født højremand", o: opvokset i omgivelser, der gjorde det naturligt for ham at slutte sig til det politiske og litterære højre. Men han har selv sagt, at det var kultusminister Scavenius' mundkurvs-cirkulære for lærerstanden i firserne, der var årsagen til, at han måtte forlade højre og slutte sig til venstre. Dette cirkulære vilde lægge et bånd på lærerstandens ytringsfrihed. Det kunde Steincke ikke finde sig i. Og han vedkendte sig sit nye standpunkt og blev ordførende stiller ved folketingsvalget for venstremanden, fhv. gårdejer og kreditforeningsdirektør Peter Madsen.

Men det er ganske rigtigt: først ved et nærmere kendskab til Steincke fik man øje på hans frisind.
Hans borgersind var derimod iøjnefaldende, så at enhver straks kunde se det.

Da han i 1882 blev kaldet til førstelærer og kordegn i Nykøbing, forefandt han den skoleordning, som den gang var almindelig i købstæder: en friskole for de dårligt stillede forældres børn og en betalingsskole for de bedre stillede folks børn. Denne betalingsskole førte ikke frem til nogen eksamen, hvorfor en del af byens mænd i 1894 fik stiftet en privat realskole og bygget et hus til den, det hus, hvori nu kommune- og politikontoret findes. Men inden denne realskole blev oprettet i 1894, var fri- og betalingsskolen i året 1892 slået sammen. Steinckes ønske og mål var nemlig at få oprettet en virkelig borgerskole for samtlige byens børn, hvori de børn, der havde evner dertil, kunde få en videregående undervisning.

Det er nok ganske rigtigt, hvad der fortælles: da man i Holbæk vilde gøre dette skridt, bad man Steincke om at udkaste en plan dertil. Og det gjorde han. Han opnåede også, inden han døde i 1919, at se virkeliggørelsen af dette hans ønske og mål begyndt i Nykøbing.
Det var ham en sorg og smerte, når de begavede elever i borgerskolen blev taget ud af denne og sat over i den private realskole, Men lige så dyb som denne hans sorg kunde være, lige så stor var hans glæde over at få lov til at beholde de velbegavede børn og give dem alt, hvad hans skole formåede. Men derfor glemte han ikke de jævnt eller svagt begavede elever. Jeg skal nævne et vidnesbyrd derom.

Det blev nødvendigt at dele børnene i de højere klasser i kommuneskolen i to sideløbende klasser, hvoraf den ene gav almindelig skoleundervisning og den anden en udvidet undervisning, der førte børnene frem til Borgerskoleeksamen. Disse klasser skulde foruden deres ordenstal: 5., 6. eller 7., have en bogstavbetegnelse: a og b, for at holde dem ude fra hinanden. Nu kaldte Steincke klassen med de almindelige skolefag for en a-klasse og klassen med den udvidede undervisning for en b-klasse. Bag ved dette ligger der den rigtige tanke, at de børn, der må nøjes med den almindelige skoleuddannelse, ikke må føle sig sat til side som en ringere del af skolen. Derfor blev deres klasse kaldt a-klassen. Steincke elskede sin by. Han elskede både dens fortid og nutid og arbejdede af al sin magt med på dens fremtid.

Han kendte sin bys fortid og grundlagde Odsherreds folkemuseum, som var hans hjertebarn. Det var Steincke, som fandt borgmester Morten Thuesen Grundtvigs ligsten, det vil sige en fjerdedel af den. For snart 100 år siden blev ligstenene i Nykøbing kirke taget bort fra deres plads og solgt ved auktion. 1/4 af byens ypperste borgers ligsten var havnet under afløbstuden fra en køkkenvask på Algade. Og han omfattede sin by i nutiden med en ægte interesse. Dens økonomiske liv støttede han af al sin magt. I 18 år var han et virksomt medlem af byrådet. Formandsskabet i det vanskeligste af alle udvalg: fattigudvalget, blev ham betroet. Med grundighed satte han sig ind i de fattiges kår for at støtte dem, således som man i de gamle nøjsomme tider støttede nødlidende. Han søgte at forene de to hensyn: hensynet til de fattige og hensynet til kommunen, at dens kasse ikke skulde overvældes. Og han havde øje for, hvad der kunde forskønne hans by. Han tog sig af byens anlæg. Og af byens skov ved Skærby. Det var ham en hjertesorg, da der blev flertal i byrådet for at sælge til private denne skov, som Steincke havde gjort så meget for at fremelske. Og han, alvorsmanden, havde også sans for at støtte byens forlystelsesliv. Endnu som ældre mand mødte han trofast til "Borgerlig Forenings" fester, ja, han havde virkelig en gang i sine yngre år spillet Løjtnant von Buddinge ved en dilettantkomedie for at more sine bysbørn. Der var nemlig humor i ham. Men det opdagede man først ved nærmere bekendtskab.

Mon det egentlig er så let at øve sin manddomsgerning dér, hvor man har levet sin barndom og ungdom? Der er noget tiltalende ved det: at bære sin arbejdsfrugt dér, hvor man har sin rod. Når jeg var til eksamen i den gamle skolebygning i Svanestræde og stod ved et af vinduerne på 1. sal, kom jeg somme tider til at tænke på, at her kunde Steincke stå og se ned på gaden og sige, som Aladdin sagde fra sit høje slot:
Dernede gik jeg som en lille dreng.

Han var ingen Aladdins-natur. Hvad han var nået til, var han kommet til gennem strengt arbejde. Men han kunde dog føle med glæde noget af det, som digteren havde følt og får os til at føle og genopleve med disse ligeså dybe som jævne ord: Dernede gik jeg som en lille dreng. Men sin stilling i Nykøbings borgersamfund, sin position måtte han vinde gennem strengt arbejde og personlig indsats ligesom sin dygtighed som skolemand. Han havde idealet for øje. Han arbejdede stadig på sin dygtiggørelse som skolemand. Aldrig færdig, altid brændende for at udvide sine kundskaber og uddybe sin erkendelse.

Der var altid noget smukt at opleve og noget nyt at lære ved at være censor hos ham, særligt i religion og naturhistorie. Både sjælelivet og naturlivet havde hans fulde interesse.
Og musikkens ædle kunst dyrkede han med kærlighed.
Han var alsidig i sine interesser. Intet menneskeligt var ham fremmed.
Han kunde få andre med sig, både når han bad fadervor i kirke og i skole, og når han sang for med sin smukke, dybe, klangfulde stemme.
Meget led han, inden han brat gik bort. Sygdom og sorg havde bøjet hans ryg, men han voksede under det, han led.
Hans hustru fandt, at jeg havde truffet det rette, da jeg samlede det, jeg vilde sige i min ligtale over ham, om denne kærne: Det, han vilde i og med sit liv, var dette:
o Til Gud ved Kristus.
Æret være hans Minde!

G. Knudsen.

BIOGRAFISKE NOTER

Carl Axel Niels Bernhard Steincke fødtes i Nykøbing Sj. den 29. August 1852 som søn af bagermester Carl Gottlieb Steincke og hustru, Vilhelmine Cathrine, født Hvass. Hans faders slægt var oprindelig tysk, flere i den slægt havde været officerer. Hans moders slægt var en gammel borgerslægt fra Nykøbing. Bager Steincke boede på Algade, Nr. 48, nu Landmandsbankens ejendom. Denne ejendoms have gik ned til stien neden for haverne, hvor nu dommerboligen findes. Nederst i haven var der en dam med en lille båd. Denne dam var formodentlig en tørvegrav, hvad jeg slutter af, at der, den gang der blev gravet ud til dommerboligens grund, fandtes en falden træstamme som så ofte i tørvemoser. Uden for haven var strandengen.

Steincke fik skoleundervisning i Nykøbing; man har for-talt mig, at han også som dreng fik privatundervisning af en afsat byfoged, der boede skrås over for bager Steincke. Steincke blev seminarist fra Jonstrup Seminarium sammen med sin ven, lærer Rasmussen fra Asminderup i Odsherred. Han blev først kaldet til lærer i Staunsholt i Farum sogn, på den tid, da E. Mau og J. H. Monrad, begge kendte forfattere, var præster i Farum. Her fik Steincke sig en ven for livet i lærer Horst.

Betegnende for Steincke og hans selvstændighedstrang er det, at han forlovede sig på den Dag, da han fyldte 25 år. Nu behøvede han ikke længer at spørge nogen om lov dertil. Hans udvalgte var Lorentze Vilhelmine Josephine Hansen, født i Nykøbing Sj. den 16. januar 1854, datter af murermester Christen Hansen og hustru, Ane Cathrine, født Hvass, på Vesterbro Nr. 6. De blev ægteviede i Nykøbing Kirke den 23. maj 1879.
Deres første hjem blev Viskinge Skole ved landevejen mellem Holbæk og Kalundborg, hvortil Steincke blev forflyttet fra Staunsholt.
De fik to Sønner: K. K. Steincke, nu Socialminister, og Sigurd, der døde den 22. januar 1894, 12 år gammel.

Den 18. Maj 1882 indsattes Steincke til førstelærer ved Friskolen i Nykøbing samt kordegn og kirkesanger ved Ny-købing kirke. I mange år havde han embedsbolig i den gamle skolebygning, hvor nu muset findes, indtil han først i århundredet fik sin egen ejendom bygget på Grundtvigsvej Nr. 21.

I året 1906 hædrede medborgere Steincke ved en fest på Hotel "Phønix" i anledning af, at han havde været byrådsmedlem i 18 år. I året 1907 holdtes der en højtide-lighed i skolens gymnastiksal, da Steincke havde virket i 25 år i sit embede.

Han blev senere hædret med dannebrogsordenens ridderkors.
I 1914 søgte han sin afsked som kordegn og lkirkesanger fra 31. marts 1914.
Den 17. september 1919 døde han brat af sin hjertesygdom og blev begravet på Nykøbing gamle kirkegård nord for kirken.
G. Knudsen.


Slut

til toppen

Tilbage