Tilbage



VISITATS I HØJBY KIRKE
EN FANTASI af Isidor Herskind i 1929


Det var en smuk Juni morgen i året 1540, at en tung karosse langsomt rullede ind i Højby, hvor alle var på benene i spænding og forventning. Karossen svingede langsomt om ved kirkegården og ind i præstegården.

Dér havde præsten allerede stået længe i den åbne dør og nervøst gnedet hænderne mod hinanden, lyttende og spejdende. Og da nu endelig karossen holdt for døren, bøjede han sig dybt og hilste den mand, der steg ud, som: Dr. Petrus Palladius.

Petrus Palladius, sjællands første evangeliske biskop, var en anseelig Skikkelse, klædt i lang, sort præstekjole. På hovedet havde han en sort, oventil ganske flad, baret. Han bar langt, blondt fuldskæg, der i lange, bløde Linjer nåede ned på Brystet.

Hans ansigt bar præg af klogskab og myndighed; men alle vidste tillige at fortælle om hans store fromhed.

Dr. Petrus Palladius var kommen for at holde visitats; han havde allerede visiteret i adskillige af Roskilde stifts 390 Kirker. Måtte han blot beholde sin gode helsen, kunde ingen tvivle på, at den virksomme Biskop nok skulde nå dem alle igennem.

Klokken 10 skulde Visitatsen gå an i kirken. Det vidste alle, og allerede længe forinden kom folk vandrende dertil. Ved Indgangen bestænkede nogle sig med Vievand, gjorde korsets tegn og knælede, og på vejen op igennem kirken korsede de sig ligeledes flere gange. Andre gjorde derimod intet af dette. Nogle bar rosenkransen,, endskønt de nok vidste, at Dr. Petrus talte strenge ord imod både rosenkransen og helgenerne. Andre havde af den grund i dag ladet rosenkransen blive hjemme, skønt de ellers altid havde den på, om søndagen.

Da den store solskive ved kirkemuren omsider viste 10, trådte Dr. Petrus ved sognepræstens side ind i kirken. Langsomt gik de op imod alteret, fulgt af alle de mange øjne, og biskoppen tog nu sæde i den brede højryggede træstol, som efter hans ønske var stillet hen i kordøren.

Der var ganske stille i kirken. Man hørte kun de sidste klemt af kirkeklokken. Forunderlig dybe og mægtige toner; intet under, at de Højby folk var så stolte over deres kirkeklokke; det sagdes almindeligt, at det var den største Klokke på mange mile, at den kunde høres over hele herredet; ja, der var endda dem, der påstod, at når vinden bar på, kunde den høres helt over til Sverrig. Nu var den tilmed temmelig ny, den var jo først skænket til kirken i året 1518 af de tre gode mænd: Jens Laursen i Ellinge, Lauris Jensen i Nygarth og Per Degn i Høiby. - Der var vel ingen, der var mere stolte over deres klokke end de Højby folk, det skulde da være selve klokkestøberen, den vidt berømte Mester Johannes. Det var for resten så kønt, at klokken bar Indskriften: "Bed stadig for Os"; Skade kun, at denne anmodning var rettet ikke til den Herre Frelser, men til Jomfru Maria, thi således var det jo, der stod: "Lovet være du, fromme Jomfru, tilligemed din søn; du Maria, der er herligere end Morgenrøden; bed bestandig for os."

Det skulde blot den højærværdige Dr. Petrus vide, at Jomfru Maria blev sådan lovpriset af denne klokke, mon han da med samme andagt vilde lytte til dens toner?

Da klokken tav, sang man salmen: "Vor Gud han er så fast en Borg". Der var ikke så mange salmer at vælge imellem i "'Malmøsalmeboger", som de brugte, der var i alt kun tretten, og Dr. Petrus havde så blandt dem valgt at begynde med Dr. Martin Luthers kærnesalme.
Derpå talte Dr. Petrus således til forsamlingen :
"I gode kristne, som bygge og bo her udi sognen, giver jeg eder kærlig til kende, at vor nådigste Herre, kongelig Majestæt, haver ud skikket mig her omkring sjællands land, at forfare udi alle sognekirker, om en kristen almue får deres rette føde til deres sjæls salighed, som det sig bør, og om den rette kirkeskik ved magt holdes efter hans nådes ordinands, og hvorledes almuen laver og lemper sig derefter udi alle måder.

- Så er jeg også hid kommen udi Jesu navn, at forfare det samme hos eder; derfor vil jeg handle med eder, eftersom mit embede udviser, bedendes eder kærligt og gerne, at I blive så længe tilsammen, efterdi at min leilighed giver sig ikke så, at jeg kan komme til eder hvert år igen, uagtet jeg inderlige gerne vilde det, og uagtet kongelig Majestæt jo haver givet mig denne kirke og dette Sogn som mit eget, således at det er mig, der er eders egentlige sognepræst."

- Derefter taler biskoppen til dem om deres kirkebygning, hvor skøn den er, med sakristiet, sideskibet og våbenhuset; det svære, firkantede tårn, de høje spidse vinduer og de skønne krydshvælvinger. Ja, sandelig, det var noget andet end forhen. Der er jo ganske vist ingen tilbage nu' som har set kirken i dens tidligere skikkelse; det var jo alt i dronning Magrethes tid, vel ved år 1400, at den fik sit nuværende udseende. Men der levet endnu gamle folk, hvis bedstefædre eller oldefædre kunde fortælle om, at kirken dengang var uden tårn, uden våbenhus, uden sideskib, ja uden sakristi, at den kun havde bjælkeloft og små, runde vinduer, der kun sparsomt oplyste kirkerummet; at den havde to Indgange, en mod nord og en mod syd. Og det sagdes, at således var den blevet opført i kong Nielses dage omkring ved året 1130. - Og denne skikkelse havde kirken altså haft, dengang de to ridderdøtre, Hr. Ebbes døtre, dræbte Hr. Bonde og Hr. Schinnild, de to unge riddere, som havde overfaldet og skændet dem. Første Juledag bag selve alteret, som de gik omkring ved, da de ofrede højtidsoffer, stak de to ridderdøtre de to unge mænd ned Og da var det, at kirken i syv år blev holdt lukket på pavens bud; og man havde måtte opføre kapeller både i Lumbsås og på Helenebjerg.

Det var tydeligt at se, at langskibet var ældre end alt det andet, bygget, som det, var, af kampesten fra de mange høje, som byen jo havde fået sit navn efter; medens alle tilbygningerne derimod var af munkesten.

- Ja, biskoppen havde ret, det var en skøn kirke, som den så ud nu; de skulde da værge og værne den vel.

- Kun kunde biskop Petrus ikke lide, at hvælvingerne var prydede med så mange helgenbilleder, såsom det gjaldt om at udrydde alt det katolske og papistiske djævelskab, og han lagde dem da også indtrængende på sinde at stryge dem alle grundig over med et tykt lag kalk, det snareste ske kunde, som de alt havde gjort flere steder udi stiftet allerede i deres evangeliske fromhed.

Men var billederne ham en anstødssten da var han des gladere for funten og alteret. Især stod funten ham an, såsom den var lige så gammel som. de ældste dele af kirken. "Funten står bagud i kirken, nede ved Indgangen", sagde Dr. Petrus; "det er, for at I kan sidde eller stå alle sammen og vende bagen til funten, derfor at I skal tænke, det at være nok med den ene gang, at I er døbte, hver ved sig i navn Faderens, Sønnens og Helligåndens, så at I skal aldrig tiere døbes end denne ene gang. Alteret derimod står oven i kirken for alle eders, øjne, og I vende eder op til det, at I skulle komme i hu at gå altid til sakramentet og lade eder berette, så længe som I lever på Jorden. Ja, så skal du da og have vilje til det ord, som går ud af din præsts mund. Men haver du ikke det ord kært, som går ud af din sognepræsts mund, og kommer du ikke tit i hu, at du est døbt, og går du ikke til sakramentet, da er det et vist tegn til, at du est besat med en djævel ud af helvede, fordi han sidder ved dit hjerte og holder dig derfra,"-

Derefter går Dr. Petrus over til at tale om orden på kirkegården, som vel kunde tiltrænges. "Kirkegården skal", siger han, "stå slet og vel renset; det skal være langt fra, at I skal tilstede, der kommer øg og fæ på kirkegården at beskide (med Orlof at sige) og beklikke den sted, som eders forældre ligge og hvile sine ben udi. Så skal I og vide, at på kirkegården og udi kirken skal ej den slemmen og demmen og dansen med pibe og tromme være, som skede her udi Sjælland inden kirkedørene og på kirkegården på anden og tredje bryllupsdag; alt dette hørde djævelen og helvede til."-

- og biskoppen taler til de unge karle og drenge og pigerne og Møerne; han formaner folket til at lade deres børn gerne komme til sognedegnen. "Lade I ikke jeres børn lære det gode, så lære de det onde og blive til galjebørn, stejlebørn, hjulebørn og sværdebørn, og I få skam og skade af dem, inden I dø af verden, som I nyssens hørte om den bengel i Merløse Herred, som i fjor sommer spændte en stålbue og vilde have skudt sin svoger ihjel, og skød sin egen naturlige, kødelige moder ihjel, skød hendes hjerne ud i hendes Hoved." "Det er bedre, du lader hannem, græde, mens han er liden, ellers skal du græde, når han bliver stor. Tag din søn og datter og led dem til degnen, og vil de ikke, så slå dem med Riset."

"Bønder er Guds gode folk, når de have Troen til Jesum Kristum; men I skal se af eders egne børn at kunne få sognepræster og sognedegne', desligeste og borgmestre, rådmænd og skrivere. Og have I ikke at føde eders børn med, lad dem ikke derfor blive fra skolen. Få dem høkrogen i munden og lad dem føde sig selv, Jeg gav selv en pebling udi Assens skole en dansk hvid, for han skulde lære mig, da jeg selv var en liden pebling, at gå om by og tigge almisse; men han var ikkun min mester een eneste middags stund, siden lærte det sig selv, et jeg turde ikke give mere ud derfor."

Strengest er dog biskoppen imod toldkvinderne. "Der skal ages et hundred Læs ved til hendes rumpe, at hun kan få en sviende hale, som hun haver fortjent. Du må ikke tie med nogen troldkvinde; de få nu deres rette løn; de kan nu ikke længer bare dem udi denne klare evangeliet lyse dag. De brændte jo tilforn en hob af dem udi Malmø, udi Køge og, andetsteds; og høre vi nu, at der sidder atter en hob greben af dem udi Malmø og skal brændes. Udi Jylland og Smålandene er de på jagt efter dem som efter ulve, så der blev på Als og de andre småøer nylig grebet og brændt tolv og fyrretyve troldkvinder. Men hav ikkun tro til Gud, og hvad skal det gælde, at ingen djævels troldkvinde skal kunne gøe dig skade, enten på din mælk eller dit smør, heller dit mandhed eller førlighed. Sådan troldkvinde kommer til din ko, hun går for din ko; hun går bag din ko, skal kysse den for, skal kysse den bag, skal primsigne den; hun kan signe for den kolde ild, hun kan signe for den hede ild; hun kan signe for jegt og sligt, hun ved så, mange remser, som djævelen og munkene har lært hende:

Mari gik at veje,
da kom de tre Meje,
og den Herre Jesus Krist,
og St. Hans, Evangelist,
Melcher, Jesper, Balzar,
Jesus Maria, Anna -
eller:
Hjælp os nu det hellige Kors
og det blakkede Hors
og den Åleglib,
som Gilden gjorde rig, kyrieleis.

"Vel kan din ko få det bedre, men din sjæl fordømmes med din signelse."

Derpå, taler biskoppen om at give almisse til de fattige og om deres sognestævne. Han siger: "Eders sognestævne er eders Rådhus; dér skal kirkeværger være hver søndag, enten udi våbenhuset eller uden for på kirkegården, om nogen haver noget der at handle. Og når I kirkeværger kan spørge nogen steds udi eders sogn, hvor to haver undsagt hverandre og vil slå hverandre ihjel, da skal I straks om søndagen tage dem for eder på eders sognestævne og: tale dem imellem, to eller tre om den ene, og to eller tre om den anden, og drager deres hjerter tilsammen og lægger deres hænder tilsammen og forliger dem igen."

Visselig, det var skøn tale, biskoppen førte. Også dejligt han sluttede: "Jeg skal intet have af eder for min umag uden kærlighed. Den vil jeg også gerne bevise eder igen. Min herre og konge forsørger mig - næst Gud - min føde og klæde for. Så betakker jeg eder nu kærligt og gerne, at I haver nu så længe siddet stille og hørt,, hvad jeg havde, at befale eder på min herre og konges vegne, for håbende, at I tage alle ting udi den bedste mening og intet lægge ud til det værste, som hine ugudelige gøre, dem vi have intet at skøtte, Gud være lovet. hvo, som vil spotte, så spotte han; der kommer vel ild i spotterens hus og brænder spotteren inde. Jeg er tilfreds med alle de Iøgne, som de kan tænke op og øse ud om denne min Visitats; thi det koster mig liv og helbred, som jeg sætter gerne til herude, på det at jeg kan tjene min fattige næste.

Vor Herres Jesu Nåde og Miskundhed og fred være over eder alle sammen til evig tid, Amen"

"Ville I nu vel bede en fadervor for hver den, som er besat og fattig og syg, og for eder selv, at I måtte begribe og mærke, hvad som I haver hørt i dag, og beder over alt for en stadig fred, og at vi måtte den retteligen bruge. Siger alle af hjertet: Fader Vor etc. Nu vor Herre Jesum befaler jeg eder alle sammen! Far vel, kære børnlille ! Gud bevare eder inden sin nåde. Amen."-

Der gik et brus over den store forsamling, da biskop Petrus Palladius sluttede sin lange tale. Der var ingen, der vidste, hvor længe den havde varet, thi den havde fængslet dem alle, og den havde været så let at fatte. Til visse, det var noget andet end det latinske præk, som de for kun fire år siden havde måttet høre på bestandig. Til slut sang de atter en salme, efter at biskoppen havde opfordret dem til at synge kraftigt med efter rimet: "Jeg sjunger det bedste, som jeg kan, derfor straffer mig ingen dannemand". Det var lige som begyndelsessalmen også en af Malmøsalmebogens 13 salmer, det var salmen:

"Fra verden har jeg vendt min hu,
til dig min længsel higer.
O, Herre Gud, bevar mig nu,
at aldrig jeg dig sviger;.
Vis mig den vej, som jeg skal gå,
lær mig i sandhed fast at stå
trods fjenden, som mig frister."

Atter gik biskoppen ned igennem kirken, fulgt af præsten; og langsomt bevægede den store menneskestrøm sig nu ud af kirken under dyb tavshed.

men udenfor kirkedøren lød der alt en stærk summen af stemmer. Sært var det med den forrundring, der malede sig på alle ansigter da de ved kirkemurens solskive opdagede, at klokken var halvgåen 3.

I grupper fjernede folk sig langsomt. En af grupperne stod endnu helt oppe ved kirken, det var de tre alderstegne mænd: Per Degn, Lauris Jensen og Jens Laursen, de samme tre, som i forening havde skænket den store Klokke til Kirken.

Per Degn trak de to andre med sig tilbage i kirken. Herinde satte de sig og Per Degn sagde med sagte stemme tii de to andre: "tand for tunge, godtfolk; vi tre kan vel stole på hverandre. Og for eder vil jeg da tilstå, at det skar mig udi hjertet, da biskop Peder befalede, at vore skønne billeder her udi loftshvælvingerne skulde overstryges med et tykt lag kalk. Jeg er kuns en ringe mand og forstår mig lidet på, om det er Papisme og djævelskab. Men det er kuns med grædende tårer, at jeg tænker på, at disse dejlige billeder skal forsvinde. Var det endda prædikestolen, så liden og skrøbelig den er, den synes mig snarlige at burde afløses ,af en større og skønnere. Men at disse skønne billeder skal forsvinde: St. Laurentius, der ristes til døde, og St. Erasmus, hvis tarme drejes ud af ham på en vinde, og St. Olafs. sejlads, og St. Mikael, og St. Jørgens kamp med dragen, og Ridderen og Døden, og Sjælen, der vejes, og alle de andre. Og der blinkede en tåre i Per Degns øjne.
"slå jer til tåls", sagde Jens Laursen fra Ellinge, "det er vel så, at kommer der kalk over dem, da forsvinder de, men kuns til en tid; den kalk kan vel tages bort igen, og hvem "ved: nye tider, nye skikke; kanske kan de engang påny stå frem ud af deres grav, ret som vi selv skal stå op af graven, ligervis som Vor Herre Jesus udi påskemorgen".
"Det var så sandt et godt ord, I dér talede, Frænde", sagde Lauris Jensen fra Nygarth, "og der er da og mere at glædes over. Vi får da lov at beholde vor skønne altertavle, endog den er så fuld af billeder, som er så dejlige at anse på den stærke, gyldne baggrund; og den kan så vist ingen biskop tage fra os, såsom det er vor Herres og Frelsers eget jordeliv, den fremstiller".

De tre mænd så op mod den store altertavle, og netop i dette øjeblik faldt eftermiddagssolen stærkt og klart ind over den og belyste den store tavle i midten, med korsfæstelsen, og begge de tredelte fløje; den til venstre med de tre billeder: Bebudelsen, Fødselen i Betlehem og de hellige tre Kongers besøg, og den til højre med de tre billeder fra Herrens sidste dage: Gethsemane, fremstillingen for Pilatus og Vejen til Korset.
"Ja", sagde Per Degn, "den lader de os visselig beholde, tager de end vore Helgener og billederne, og rosenkranselle. Og solen, hende kan de heller ikke tage fra os, Herren være takket og priset"
De tre mænd rejste sig og gik ud af kirken. 'Ved Afskeden udenfor vendte de sig endnu engang og kastede et blik over hele den anselige, skønne bygning, med de store takker på gavle og tårne. Derpå nikkede de til hverandre og gik hver til sit.

Det var aften. Petrus Palladius var vandret alene ud, han trængte højlig tit ro og hvile. Nu stod han oppe på Ellingebjerg, hvorfra han så solen som en gylden kugle gå ned bag ved den store kirke, der lå dér så skønt mellem de høje træer.

I det fjerne lød by hyrdernes råb og kvægets brølen, ellers var alt stille.

Hvor vernodigt at tænke på, om det altid skulde gå efter ordet, at "hvor Gud fåt bygt en kirke, dér vil og den lede have sit kapel hos", og om det og var sandt, at "heller går man lang vej til djævelens kapel, end kort vej til Guds tempel", da blev visselig hans egen arbejdsdag både trang og lang.

"Men", sukkede han da, "er end dagen aldrig så lang, aftenen kommer dog... -

Ret nu begynder den dybe klokke at ringe solen ned. Da forstummede by hyrdernes råb, og Petrus Palladius blottede sit hoved og foldede sine hænder, mens hans blik søgte op mod den gyldne aftenhimmel. Isidor Herskind.


Slut

til toppen

Tilbage