Tilbage



SVINNINGE MØLLEGAARD

KRITIKEREN CLEMENS PETERSEN OG HANS BERØMTE GÆSTER
BJØRNSON OG GOLDSCHMIDT I ODSHERRED

Skrevet af Tage Christiansen i 1929


Oppe i det nordlige Odsherred, ikke langt fra Asmindrup station, ved en høj syrenhæk skilt fra landevejen ligger den gamle Svinninge Møllegaard.

En gård, der som andre har sine minder fra slægternes gang, deres arbejde og deres kamp.

Dens jord har sin historie, fra den gang den - i modsætning til de andre jorder i Odsherred, der var krongods - kom under Roskilde bispestol.
Dens rummelige, højloftede stuer har deres minder endnu vises det værelse, Kong Frederik VI har sovet i under et besøg i Odsherred. Og i haven uden om den smukke, gamle em-pire-bygning har for godt et halvt hundrede år siden tumlet sig en kreds af ungdom, hvoraf flere kom til at tælles blandt vort lands berømteste navne. Svinninge Møllegaard har sin ganske særlige historie at fortælle os. Ikke om møllevingernes susen og ikke om jordens afgrøde. Derom kunde lige så vel berettes fra andre møllegårde. Men forud for de andre har den det, hvorom her skal fortælles, og som har indskrevet dens navn i litteraturens historie.

ET HUNDREDÅRIGT SKØDE
Med Kong Frederik den sjettes egenhændige underskrift oprettedes i 1832 et arvefæste og skøde-brev, hvori gøres vitterligt,
"At vi af særdeles kongelig nåde herved ganske og aldeles Skjøde og afhænde fra os og vore kongelige Arve-successorer til Møller Peter Petersen og hans arvinger den i Odsherred beliggende og hidtil af ham selv i fæste havde Gaard i Asminderup Sogn og Svinninge by, Clemensminde kaldet, af hartkorn 5 tønder, 7 Skjepper, 114 Album(på hvis Jorder står den såkaldte Svinninge Stub Vejrmølle, hvilken bemeldte Møller Petersen i forvejen ejede) med alt dens tilliggende efter den skete udskiftning og jord-deling, alt til evindelig arv og ejendom for bemeldte Peter Petersen samt hans arvinger og efterkommere eller hvem, han eller de, i kraft af den dem herved meddelte ejendomsret måtte finde for godt at overdrage og afhænde denne hans gård og ejendom til, dog på følgende vilkår:"

- Og så opregner skødet i 20 artikler alle de rettigheder og pligter, der følger med Møllegården:
Der skal leveres grus og sand til landevejene mod rimelig betaling; der kan udstykkes af jorden efter 10 års Forløb, dog at 20 tdr. land til takst 24 bliver tilbage, og der skal betales skatter og afgifter til kongen, rug, byg og havre, 5 tdr. og 5 sk. af hver slags efter kapitelstaksts og 22 rigsbankdaler sølv.
Art. 7 erklærer ejeren for aldeles forskånet for alt hoveri, og Art. 9 opremser ejerens pligt til som hidtil at erlægge sin andel af de til delinquenssagers udførelse og delinquenters underholdning og varetægt gående omkostninger, og tillige besørge kørsel, doktorgage, mestermands og stokkemands penge samt dommerkorn m. v. som til rettens håndhævelse i landet er påbudt.
Desuden erlægge gårdens andel af skoleholders og jordemoders løn og af deres tørveforbrug, og fourage til skoleholderen.
Gårdens ejer skal endvidere lige med andre bønder i Odsherred skaffe fornøden befordring til kongen m. v., til syge og fattige og til landmilits-sessionen.
Ejeren skal hente doktor og jordemoder til de nærmeste husfolk, inderster og deres familie, når de måtte behøve samme.
Og herligheden til denne gård forbeholdes kongen


Svinninge Møllegaard.
Undtagelse af jagten, der overlades ejeren. "Forbydende alle og enhver herimod eftersom foreskrevet står at hindre, eller i nogen måde forfang at gøre, under vor hyldest og nåde. Givet i vor kongelige residensstad København, den 10. november 1832. Under Vor kongelige hånd og Segl. Frederik R."

Denne nye mølleejer, Peter Petersen, kom med årene til at spille en fremtrædende rolle på egnen. Han blev kammerråd, og han fik talrige offentlige hverv - blev branddirektør, landvæsenskommissær og forligskommissær, og han var den første sognerådsformand for Vig-Asminderup Sogn, i årene 1851-60. Personligt skildres kammerråden som en skikkelig, godmodig og jævn Mand. Kammerrådinden var mere aristokratisk. Deres omgangskreds var skolelærer Herti, Provst Blochs i Vig og nogle familier i Nykøbing; kun undtagelsesvis kom de sammen med Egnens Folk.

DEN UNGE Clemens
Kammerråd Petersen og hans hustru, Elisabeth Kirstine, født Bentzen, havde 8 sønner og 3 døtre. Og den ældste af sønnerne, født 1834, var Clemens, der tidligt blev husets stolthed, den, hvorom alt drejede sig.
Han viste sig også hurtigt at være i besiddelse af en usædvanlig begavelse, og det blev klart, at han måtte studere.
Han blev sendt til Roskilde latinskole og blev derfra student.

Begyndte at studere teologi, men opgav det dog snart for at drive æstetiske studier, og i 1857 tog han magisterkonferens.

Forinden havde Clemens Petersen imidlertid gjort sig i høj grad bemærket blandt sine studenterkammerater, og han havde sluttet venskab med mange af de års mest lovende og fremtrædende unge kunstnere og vordende forfattere og kritikere.

Selv havde han allerede som student skrevet noveller og givet tydelige beviser på sine evner som kritiker, og desuden havde han - omend med alt andet end held - forsøgt sig som skuespiller.


Han debuterede i året 1855 på Det kgl. Teater i "Enten elskes eller dø". Det blev en komplet fiasko, og han kom kun til at optræde denne ene gang. Selv om han ikke derved mistede noget af sin ærgerrighed inden for teatret.

Clemens, eller "Klemmen", som han altid kaldtes, var ikke afholdt på sin hjemegn. Han var meget stor i egen indbildning, og han mente selv, at han i intelligens og kundskab stod så højt hævet over enhver anden i den efter hans mening åndeligt døde egn. Og i stedet for egentlig at omgås nogen dér, inviterede han da sine omgangsfæller fra København ud til Svinninge Møllegaard. Og det er ikke få store navne, der kunde have været indridsede i ruderne på den gæstfrie møllegård.

BJ. BJØRNSON OM MØLLEGAARDEN
En af Clemens Petersens største fortjenester, måske den største, var det, at han knyttede Bjørnstjerne Bjørnson til Danmark. Det var faktisk ham, der "opdagede" den store norske digter og præsenterede ham for Danmark, førte ham ind i de unge litterære kredse i København og gennem tidsskrifterne gjorde hans digterværker kendte for den danske læsekreds.
Der opstod da også mellem de to et venskab, der bl.a. gav sig udslag i Bjønsons gentagne besøg i Odsherred. Efter brevsamlingen "Grotid" gengives her et brev fra Bjørnson til hans unge hustru, Fru Karoline Bjørnson, et brev, der bl.a. giver et fortrinligt billede af hele familien i Møllegården.

Brevet er dateret Svinninge Mølle, den 24. Jul: 1860, tirsdag middag:
Min kjere Kone!
Da jeg kom hertil lørdag kveld Kl. 10½ kan du skønne, at jeg måtte have både søndag og mandag for ret at finde mig til rette og flyde sammen med de kjere Mennesker, hvad jeg også forudså i mit forrige brev og bad dig vente på mit næste. Først tirsdag er jeg kommen til ro og kan gengive dig mine mange indtryk med klarhed.

En mil fra Nykøbing på Sjælland ligger gården. Farten hertil går på jernbane til Roskilde, på dampbåd ud gennem den dejlige fjord, og i Nykøbing hentede Kammerråd Petersen sin søn og mig i sin Kalesche.

Gården ligger to favne fra landevejen, er en lav, hvid énetages bygning, vender det ene hjørne ud til vejen, så man kører op langs langsiden og igennem en af træer sammenvoxet port. Man ser fra Kaleschen ind i stuen, den aften var det på røde sommerkjoler og hvide arme, klappende hænder og fornøjede ansigter.
En umådelig stor slusket hund, gråhvid af farve, gjorde en lille smule spektakel og fulgte med ind i stuen, hvor Petersens moder og tre søstre modtog mig, alle meget glade og meget tilbageholdne. Vi sad den første aften oppe til Kl. halvto og har siden uafladelig passiaret og støjet sammen, men er endnu ikke halvfærdig.
Og medens vi støjer, læser og taler, må du vide, hvem disse elskelige mennesker er. - Petersens fader (egentlig Mølleejer) er nu tillige branddirektør i Holbæk Amt, et ret indbringende embede, er egnens forligelseskommissær og pot og pande gennem mere end 30 år. Han er en lille, spæd mand, jævn og sund af udseende, er af Kristian den Ottende, hvis ven han var (han er egentlig Kand. filosofiæ) bleven givet titel af kammerråd, men er den ligefremmeste landmand, dette og intet andet.
Han spørger livlig efter alt, som foregår i verden omkring sig, men bestandig op igen, for han glemmer det i samme øjeblik over sine forretninger og sognefolk. Han er elskelig og godmodig, alles ven, og min ikke mindst. Hans kone er en ualmindelig tyk lille kone med et par dejlige store, gode, lysende øjne, velvillig mund, klar pande, hun sidder og er så veltilfreds med sin mand, sine børn,, sit hus, men er livlig, hidsig, oplagt til latter og spektakel bestandig.

Den ældste søster, 27 år gammel, har et onde i ryggen, er ret høj, men spæd og langarmet, med store blå øjne, en stor mund, som viser alle tænder og den øverste gomme, når hun ler, og som klæder sig fantastisk med lange, nedhængende lokker og synger italienske arier med en stor stemme og megen følelse, har opgivet alt håb om at blive gift, og indretter sig derfor i alle henseender efter sit eget hoved, men er blid og from af natur. Efter hende kommer Clemens, som gør nar af moder og søster så lang dagen er, danser med dem og karikerer dem på den løjerligste måde - så får han bank, begynder på en frisk, og dette bestandig om igen. Efter ham kommer en søn, Thorvald, handelsbetjent, et alvorligt menneske, som er i Nykøbing. Han har ikke megen dannelse, men megen karakter og megen stille lidenskab.

Efter ham kommer familiens kæledægge, Frida, hun er 19 år gammel, lille, men yndig og fin vokset, med mørkt hår, der ligger i uorden og tæt omkring et ualmindelig anspændt, tenderet ansigt, hvori den mindste tanke tegner sig med en tydelighed, en skræk eller glæde, som næsten gør bange. De har alle et smukt, klingende organ, men hendes er så spædt og klart, at hendes mindste ord må gives agtsomhed. Og så sjælden taler hun, og da med en hovedrysten og et smil, som skal sige, hvad hun mener.
Hun sidder og hører, følger den mindste vexel i tanken med en tilsvarende i sit ansigt, årerne i hendes pande, i hendes hals svulme og slår, næseborene spiles, munden åbner sig, og dog sidder hun selv så stille og liden. - Hun spiller med særdeles megen følelse, men meget bange.
Den ældste søster synger som sagt. Ligeså han, der nu kommer, nemlig Valdemar, 17 år, skal være officer. Han er meget smuk og skælmsk og opdrages af Clemens, han synger meget godt, men er endnu en dreng.

Den yngste er en Pige på 14 år, men som er lige så høj som sin anden søster, hun er også ypperlig bygget, men lidt stærkere, og næsten voksen ser hun ud, skønt ikke høj og ikke før.
Hun har et lille, nydeligt ansigt, noget lignende en glad fugi, og hun passer også alle gårdens halvhundrede fugle. Når hun fløjter, kommer duerne, ænderne, hønsene, kalkunerne, store og små.
Hun taler også lidt, men så barnligt og naivt; ligeså er hendes anden søster og i grunden den hele familie noget af det reneste, naiveste og gladeste, jeg har levet sammen med både i livet og i bøgerne.
Du skal også sammen med dem; thi jeg ved ikke, hvad bedre jeg skal byde dig. -
Foran huset ligger en smule have med ikke høje træer, men mange bær, som vi spiser op alle sammen.
Rundt omkring går to gamle haner, som er forstødt af den øvrige hønseflok, og som jeg kalder pebersvendene, dertil to kalkuner, som med vold holdes adskilt fra sine høns og unger, og som går der og sætter krås i tre etager og er det vigtigste, jeg har set.

Ved siden af huset går en stor vindmølle nat og dag, rundt omkring bugner de rige kornmarker, græsset er slået, men står højt anden gang, hele landet er fladt, de hvide huse (alle énetages) skinner frem mellem små trægrupper, der altid omgiver en gård.
I morgen kommer Greensten fra sin ferie og Kand. Hviid, da skal her læses og tales endnu mere.
Hvad jeg lærer, hvad jeg udvikler mig og trives! Ja, denne tur til Danmark er en vederkvægelse for mit sind og hjerte og skal med sit rige korn engang gro i mine bøger.

En smukkere skildring af hele livet i Svinninge Møllegård end den, Bjørnson her har givet, man ikke ønske sig. I dejlige omgivelser, med en smuk og intelligent ungdom omkring sig, føler Bjørnson sig her så godt tilpas, at han ikke ved, hvad bedre han skulde byde sin hustru. Og han har selv på fornemmelsen, at han her har modtaget indtryk, der vil spire i hans sind og hjerte - og engang med sit rige korn vil gro i hans bøger.

ANDRE GÆSTER
I sit brev nævner Bjørnson, at der ventes besøg af kandidat Hviid. Chr. Hviid var 1858 blevet cand. jur. Han blev protokolfører i Københavns Politiret nogle år senere - og indtil 1873; derefter borgmester, først i Ringkøbing, senere i Stege; han døde 1906. I et brev til D. Meidell, der er dateret Svinninge i Odsherred den 31. juli 1860, fortæller Hviid bl.a. om Clemens Petersens voksende anseelse. "- Han er Enehersker på Parnas, siden han sidste vinter leverede et hovedslag med sin gamle ven Heiberg. -- Han er nu ved at samle sine kritikere i bogform." (Dramaturgisk kritik, udkom efteråret 1860.)

Greensteen, som Bjørnson nævner, var stud. theol. Henrik Jørgen Greensteen (1833-95). Han gik dengang med drømme om at blive digter. I diskussionerne var han en ivrig deltager og kunde her være så vittig og så spydig, at han, der i virkeligheden var et kærligt og godsindet menneske, på overfladisk dømmende kunde gøre indtryk af at være en ondskabsfuld drillepind.

Andre gæster var kunsthistorikerne Philip Weilbach og Sigurd Muller, naturforskeren Carl Elberling og broderen Emil Elberling, der 1860-82 var medarbejder ved "Fædre-landet", navnlig på det udenrigspolitiske felt. Senere blev begge brødrene bibliotekarer.
Endvidere journalisten Valdemar Wille, der oprindelig førte Bjørnson og Clemens Petersen sammen. Kort efter Bjørnson s Ankomst mødte Bjørnson og Wille på Langelinie Clemens Petersen og vennen Chr. Hviid, og her indledtes bekendtskabet.
Også den unge stud. philol., den senere kgl. skuespiller Emil Poulsen hørte til dem, der nød godt af kammerråd Petersen og frues gæstfrihed.
Disse lovende unge mennesker havde i København sammen med endnu nogle flere deres egen klub, der samledes i "Bidstrups Café".

Om denne skriver en af dem, Sigurd Muller, mange år senere i "I11. Tid.": "
I denne kreds - klike kunde man vel forsvare at kalde den - blev Bjørnson optaget, da han i foråret 1856 kom til København efter i egenskab af korrespondent til et Kristianiablad, som han havde repræsenteret under det nys afsluttede skandinaviske studenter møde i Upsala, at have tjent så mange penge - lidt nok for øvrigt -, at han turde vove sig ud på sin første langfærd.
Bjørnson havde af poesi dengang kun skrevet "Mellem Slagene", der lå utrykt i hans kuffert. Efter kort tids ophold i København meddelte han Clemens Petersen sine planer om Synnøve Solbakken; men Cl. P. rådede ham til i stedet for det idylliske at søge i retning af det voldsomme, "det forrykte". Bjørnson skrev så et udkast til "Halda Hulda"."

Alle disse den gang unge, livlige og begavede mænd satte i sommerferien deres præg på Svinninge Mølle. Og meget ofte var det for længere tid, de slog sig til ro i det gæstfrie hjem. Ingen af dem var særlig forvænte, og de befandt sig ganske udmærket ved Kammerrådinden gode traktement med solide landlige retter, og det var kun morsomt at være fire om et fad tykmælk osv.

M. GOLDSCHMIDT OG ODSHERRED

Det var dog ikke alene Møllegårdens mad-gryder, gæsterne var interesserede i.

De unge venner fik også det skønne Odsherred at se på lange køreture.

Og at disse ture har sat deres frugter, derom har vi det smukkeste vidnesbyrd i en fortælling af endnu en sommergæst, den unge og siden så kendte og ansete forfatter Meir Goldschmidt.

I sine "Kærlighedshistorier fra mange lande", der udkom i året 1867, giver han et fortrinligt lille billede fra en egn i Odsherred, der under en af disse køreture havde gjort et særligt indtryk på ham. Fortællingen, som vil være mange bekendt, begynder således:

Meir Goldschmidt.


Guds Engel fra Rørvig.
"Når man fra den dybe og brede Isefjord vil sejle ud i Kattegat, ligger til venstre, en fjerdingvej fra fjordens munding, fiskerstedet og landsbyen Rørvig og til højre, skråt overfor, i en halv mils afstand, det høje Spodsbjerg.

I krigens tid, som vore forældre sagde, nemlig 1807-14, var der på hver sin side, lidt nord for Rørvig og lidt neden for Spodsbjerg, anlagt en skanse med kanoner for at holde fjendtlige skibe borte og beskytte vore egne, der af en eller anden grund søgte ind i fjorden. Inden for Rørvig skansen i en lille, dyb bugt, var nogle kanonbåde stationerede. - Rørvig var desuden ligesom nu et toldsted, og der boede i den tid, vi tale om, en toldkontrollør, hvis ældste datter hed Lise; men folk i egnen havde givet hende et andet navn, der for mange vil lyde følsomt, indtil de få det opklaret. Det var: Guds Engel fra Rørvig. Det hidrørte fra, at hun først var gået omkring som et meget stille og svagt, men også meget smukt barn, der ikke antoges at kunne leve, men så, ligesom næret og styrket af den fælles kærlighed, der vistes hende, var blevet sund. Og det syntes da, at der både i hendes og i de andres sind var blevet efterladt en bestandig erindring om, at hun var så at sige barn af alles kærlighed, at hun på en særegen måde, ligesom ved alles bøn, var blevet knyttet til livet og til dem.

- En ejendommelighed ved landskabet havde måske bidraget til navnet eller fuldendte, i det mindste dets betydning. Strækningen vester på, mellem Nykøbing og Rørvig, var dengang og er størstedels endnu, fattig, lyngklædt hede; men idet man nærmer sig stranden og snarest vilde vente sand, bliver landet frodigt med kornmarker og trægrupper, og uden for toldkontrollørens Hus, nærmest ved fjorden, fuldender denne frodighed sig i en dejlig have. Fra huset løb - og løber - en allé i skrå retning mod landingsbroen, og denne allé af besynderlig velformede, fyldige popler på grønsvær tæt ved vandet var vistnok det, der slutteligt og afgjort prægede stedet med skønhed. Når man den dag i dag kom dertil, vilde kun synet af et smukt, hvidklædt barn behøves for at henvende ens tanke på paradis, og man vilde kunne forstå, at der under omstændigheder som de nys omtalte blev et usædvanligt inderligt forhold mellem barnet og egnen, så at de holdt fast sammen."

Hvad der i fortællingen videre sker, er i få ord følgende:
En forårsmorgen så man fra Rørvig en dansk kaper med sin prise, et koffardiskib, komme sejlende nordfra i kamp med engelske både. Besætningen i Rørvig kunde ikke hjælpe skibet, der på grund af vindstille ikke kunde sejle fra de forfølgende både. Endelig blæste det lidt op, og kaperen gjorde front mod bådene, der tiltrådte tilbagetoget. I Rørvig vilde man ikke holde nogen festlig modtagelse af kaperkaptajnen, der ikke tilhørte etaterne; dog blev der anbragt to fakler ved enden af allén, tæt ved landingsbroen, da han ved aftenstid havde passeret revlen ( "en Barre med ikkun ti fod vand lidt nord for Rørvig"). Kaptajnen kom til at bo hos "Tolderens", ved siden af toldkontrolløren, og blev under sit langvarige ophold meget afholdt af befolkningen; han, der havde været sø-kadet, men på grund af en forseelse ikke var blevet officer, kaldte sig Kaptajn Jehan; han hørte nu hjemme i Marseille og havde ærinde for den franske regering. Som daglig gæst hos toldkontrollørens blev han indtaget i datteren Lise, men fik ringe lejlighed til at tale med hende; hun var - som tiden krævede - yderst tilbageholden.

Efterhånden blev de klare over deres gensidige kærlighed; hun tog varsel ved at omplante en aflægger fra tolderens morbærtræ til sin have. Aflæggeren gik ud, og hun besluttede at blive, når han om kort tid rejste. Men på afrejsens dag lod hun sig bære om bord af ham for at rejse med. Næste morgen vilde hun gå i land for at sige farvel til forældrene, men kunde fra dækket ikke se andet end hav; hun syntes herefter nok lykkelig og glad, men 10 dage efter bortrejsen var hun død.

Om efteråret kom Kaptajn Jehan til Rørvig; han fik tilgivelse af Lises forældre og boede vinteren over i et lille hus, han selv byggede. Af folk blev han kaldt "Guds Djævel fra søen", uden at de mente noget ondt dermed. Det sagn fortaltes, at der i hans kammer var en stor kasse med guld og sølv, men at der lå et lig ovenpå.

SYNNØVE SOLBAKKEN - BJØRNSON OG FRIDA
Det er dog ikke alene hos Goldschmidt, at besøget i Svinninge Møllegård har givet sig direkte udslag i digtning.

"I sommerferien 1856", fortæller Sig. Muller i Tidende,

"fulgte Bjørnson med Clemens Petersen til dennes hjem i Svinninge Mølle, en mils vej syd for Nykøbing Sjælland, blev der vel en månedstid og vandt alles hjerter dér som alle vegne.

Næppe en dag behøvedes dertil, så var hver den, med hvem han kom i berøring, under hans indflydelse, den lyssindede, konfus-geniale husfader, fruen med det inderligt gode hjerte, døtre og sønner, tyendet, alle lige til hunden "Feltmand", hvis venskab Bjørnson i så fuldt mål gengældte, at han, da en bonde skød den, erklærede sig fristet til at øve blodhævn.

Han var med til alt, glad ved alt, mest måske ved den næstældste, fine, åndfulde datter, Frida, med øjnene, 0, så forundrede klare -".
bjørnstjerne bjørnson
bjørnstjerne bjørnson


De kørte i ferien ture til Anneberg Skov "på en hækkevogn med sæder af halmknipper, og hvor han, da man sad i græsset om de medsmurte pandekager og de kolde punche, brød ud i en lang henrivende tale til pris for de danske bøge. I Svinninge Møllegård gik han som søn af huset og med dettes vidunderlige stemning af ånd, hygge og livsglæde, som ingen, der har kendt den, nogen sinde glemmer, morede sig over de delvis set kuriøse gæster, som kom dertil på besøg fra købstaden og vandt fortrolighed hos sognefolk, over for hvilke han mødte med den dybeste forståede. Alle vegne kunde man træffe ham - i det store Kirsebærtræ, i køkkenet, hvor han kunde hengive sig til en drøftelse af "Madvejen" med husmoderen, i Møllehatten, hvorfra man kunde se Kattegats flade blinke i Sollyset. Glad ved lidt, omgængelig, fordringsløs, kun ikke hvor det gjaldt hans "ufødte Sange". Engang som han bedst spadserede ud ad Holbækvejen med husets døtre, sprang han med ét ned i grøften og satte sig på dens kant med de ord: "Nu får I være ganske stille!" Som var det en selvfølge, tav de unge piger, turde næppe røre sig; de vidste, at "nu vilde han digte". "Og time gik efter time i dybeste tavshed, langt over spisetid blev det, så fru Lise måtte ud og mane. Så sprang Bjørnson op med en vældig latter; først den løste tungebåndet.

Da teatersæsonen begyndte og med den Clemens Petersens arbejde i København, rejste vennerne derind igen. Ikke længe efter blev Synnøve Solbakken fuldendt, men udkom først året efter på norsk forlag i en udstyrelse, så Gud måtte sig forbarme." Synnøve Solbakken, vel Bjørnsons smukkeste og mest kendte fortælling, viste sig første gang på tryk i 1857 i "Illustreret Folkeblad" i Kristiania, trykt med et Stykke hver lørdag i tiden fra 13. juni til 8. august. Med planerne om den er Bjørnson i 1856 kommet til Odsherred, og der er ingen tvivl om, at meget af den er digtet her. Man ved endnu at fremvise steder - i Kollekolle og under en pil ved Møllegården - hvor han har siddet og arbejdet på den, og i hvert fald er udkastet til den så berømte fortælling blevet til i Odsherred.

I det ovenfor citerede brev fra Bjørnson kan man ikke undgå at lægge mærke til, at der i beskrivelsen af kammerråd Petersens Børn er en af dem, der må have gjort et ganske særligt indtryk på den unge, ved besøget 1856 ugifte digter. Det er "familiens kæledægge", den lille 19-årige Frida. Det er et overordentlig smukt billede, Bjørnson giver af denne henrivende unge pige. Betaget af hendes skønhed, hendes fine og følsomme væsen og hendes klingende stemme har hans øjne måttet følge hende under af tenernes samtaler. Og hvad allerede hans brev viser, bekræftes fra mange sider. Hun blev for ham mere end blot vennens søster. Hendes spæde og sjælfulde skønhed havde grebet ham, og fik hun end ikke anden kærlighedserklæring, så taler det digt, Bjørnson skrev efter hendes død i den fagreste ungdom, den 5. marts 1863, kun 23 år gammel, med sit eget stille sprog. Digtet, der nu findes i Bjørnsons samlede værker, blev først trykt i "Fædrelandet" 24. Marts 1863.

FRIDA

Frida, jeg vidste, du ej vilde leve.
Steg blot en tanke med magt til at hæve,
stirred du henad med higende kræfter,
som vilde du følge efter.

Øjnene, o, saa forundrede, klare,
glemte at se, medens du glemte at svare:
da vokste snehvide vinger, som siden
bar bort over tiden.

Talte du, spurgte du, blev jeg halvt bange;
Øjne og ord syntes begge forlange
renere klarhed, en tankernes sejer,
som jeg ikke ejer.

Sprang du som barn, naar det kommer fra skolen,
rysted du lokker som vandspring i solen,
lo du, saa himlen sig aabned i glæde
over din glæde -

eller en modgang saa dybt kunde ramme,
som brast dit hjærte itu med det samme,
tankerne tabte i smerternes vrimmel
baade jord og himmel, -

da, o, da saa jeg: din glæde, din smerte
vare for store for menneskehjærte.
Hist fik du rum! Men her blev det saa stille,
saa trangt og saa stille.

"GENIET FRA ODSHERRED"


Det var, som nævnt, i året 1857 at Clemens Petersen tog sin eksamen.
Han var før den tid begyndt en lærergerning ved københavnske skoler, men fra det år begyndte han den virksomhed, der skaffede ham berømmelse, nemlig som kritiker ved det meget betydende dagblad Fædrelandet, der redigeredes af digteren Carl Poug.

Her fik også hans personlige bekendtskab med digteren Johan Ludvig Heiberg, der i nogen grad blev hans læremester, sin store betydning.
De hørte begge i udpræget grad til åndsaristokratiet. Men Cl. P. var friskere og mere frisindet.
Fra 1860 var Clemens Petersen foruden at være litterær kritiker tillige teaterkritiker ved "Fædrelandet" og en tid også konsulent ved Gyldendals Forlag.
Han kom i disse år til at udøve en meget stor indflydelse på hele samtidens litteratur. Han havde sine egne synspunkter at gå efter, hans stil var fængslende, og han var i sine artikler æggende og åndfuld, altid helt personlig.

Han betegnes sikkert ikke uden grund som 60'ernes betydeligste begavelse. Det vilde spænde for vidt her at komme nærmere ind på hans betydning og virke. Han udgav et par bøger med kritiske arbejder: "Dramaturgisk Kritik" og "Aftenlæsning", begge prægede af hans blændende intelligens, og en meget interessant bog "Om Forholdet mellem det gamle og det nye ved Oehlenschlägers fremkomst".

Hans skarpe og hensynsløse pen og hans personlige overlegenhed skaffede ham mange fjender. Selv de største navne inden for litteratur og teater blev genstand for hans sønderlemmende kritik. Kun Bjørnson indtog en særstilling.

Hans navn var lige så frygtet, som det var respekteret.
"Han holdt af at "åle" Folk", skriver Schandorff i sine "Op-levelser". Og som et lille karakteristisk træk fortæller Pastor Johs. Bloch, en søn af Provst Bloch, der som præst i Vig-Asminderup hørte til familien Petersens omgangskreds, at han i 1868 som nybagt student traf Clemens Petersen i Vig præstegård, og denne, der da boede hos navigationsforstander Schwarz i Gothersgade. 103, indbød Johs. Bloch til at besøge sig i København. "Da jeg spurgte om hans adresse, svarede han med nogen arrogance: det kunde jeg spørge enhver gadedreng om i København; da der så blev spurgt om, hvor jeg skulde bo, svarede jeg med ungdommelig frimodighed, at han blot kunde gå i Nyboders små gader og råbe mit navn, så vilde han let finde mig."

Clemens Petersen blev trods sin mislykkede debut som skuespiller ved med at nære en ulykkelig kærlighed til teatret. Da han havde indset, at han ikke havde nogen Fremtid som skuespiller, blev det hans ærgerrigheds mål at blive chef for det kgl. Teater, blandt hvis kunstnere han ved sin hensynsløse kritik havde skaffet sig både venner og uvenner. Han talte overlegent om "mine skuespillere" og lagde ikke Skjul på de mange forandringer i personalet og teatrets drift, han agtede at foretage, når han blev chef.

Men det skulde nu gå helt anderledes. Som et lyn fra en klar himmel kom i 1868 efterretningen om, at den store kritiker og vordende teaterchef havde gjort sig skyldig i alvorlige sædelighedsforbrydelser, og at han af frygt for arrestation ved en ilsom flugt til Amerika med venners hjælp havde søgt at unddrage sig den fortjente straf.

I 36 lange år opholdt Clemens Petersen sig i Amerika, i begyndelsen flakkende om under trange kår. Efterhånden fik han nogen litterær og journalistisk virksomhed, og han bidrog til at udbrede kendskab til danske forhold derovre.

To gange senere har Clemens Petersen besøgt Odsherred som en ukendt mand. Det var sidste gang med gråd at den før så stolte mand genså sit barndomshjem i Svinninge Møllegård.

I 1918 døde han hos sine søstre i København, hvor han havde fundet en kærlig modtagelse, efter at han ved sammenskud fra slægt og fordums venner var blevet i stand til at vende tilbage. Stille og ukendt, glemt af de fleste, henlevede den så frygtede og så beundrede Clemens Petersen sine sidste år.
Tage Christiansen. 1929


Svinninge Mølle i 1930'erne


Slut

til toppen

Tilbage