Tilbage



Sommerbyen ved Sejerøbugtens bund
Af redaktionssekretær H. Briz, Holbæk. 1930



Det er ved stranden. Jeg ligger og daser i solen og fanger da dette replikskifte mellem to herrer, som spadserer forbi i dybsindig samtale om samfundsproblemer:

Der er det ved at tage madkurve med til stranden, at snapsen ikke kan holde sig rigtig kold. - Ja, det kan den jo nok, hvis man har den på termo-flaske; men når man også skal have kaffe med, er det jo ikke sådan at have termoflaske til snapsen også.

Høve Strand - for det er dér, vi er - er et eldorado for madkurve og termoflasker - med og uden snaps. Og menneskene følger jo madkurvene, som i bilernes tid har oplevet en renæssance.
Der var en overgang - det var i efterkrigstiden - hvor vi alle skulde på restaurant, og hvor turen til skov og strand altid havde sit endemål ved en beværtning med bøffer, smørrebrød, øl, kaffe og musik. Nu kan vi uden det. Madkurven kan stuves ned i bilen. Kaffen kan holde sig varm på termoflaske, og har vi to, kan snapsen sågar holdes kold. Og strandgrammofonen kan jo udmærket gøre det ud for restaurationsmusik. Jeg tilføjer, at til Høve strand er denne sidste rædsel mig bekendt ikke nået.

Men som sagt: Det er madkurvenes renæssancetid. Det er Oehlenschläger, der i St. Hans aftenspil synger om at sætte sig med madkurven "om det simple, landlige træbord". Der er opgør med spidsborgerligheden i hans digt. Og man fornemmer alligevel derigennem et hjerte, der klynger sig til det hyggelige billede af familien om den dampende the-maskine.

Nu lever billedet igen. Er vi atter ved at blive spidsborgere, vi det tyvende århundredes frie mennesker, der elsker dagen lang at tumle os ved skov og strand, så vidt klimaet tillader det iført det mindst mulige, fri gjort fra en del snerperi i samlivet med naturen? Godt så! Jeg skulde blot ønske, at det blev forbudt dem, den svenske teaterchef henregner til sværvægterne, at bade fra åben strand. Selv i spidsborgerlighedens og madkurvenes tid lever der en rest af æstetisk sans i os. Vi holder ikke af at blive mindet for meget om, hvad umådehold omkring madkurvene kan føre med sig. Vi husker kort sagt forsells advarsel om legems-kultur. Den sætter nu alligevel enkelte udenfor det demokratiske samfund her. Vi andre er lige. Ikke når vi kommer. Se, der er nu en fin mand. I smoking og hvidt kravebryst i anledning af skov-turen. Og jeg er i min allerældste, hullede jakke. Den har oplevet adskilligt og bærer præg af det. Men om lidt tumler vi os i vandet, og hvem ser da, hvem der er greve, og hvem der er stodder? - - Sådan virkeliggør 1930 Frihed, lighed og broderskab.

Men vi er altså i Høve skov!

På pladsen under de slanke fyrretræer, som strækker deres mørke kroner helt op i det blå.

Parti fra Høve Bugt.
S. Bay fot
Hvor er luften fin og gennemsigtig nu i august! Hvor klukker bølgerne nænsomt mod stranden på denne stille sommerdag! Og bækken hvisker så nænsomt til os, giver vore drømme farve, vore håb vinger. Suset i trætoppene fortæller sit eventyr om landet østen for sol og vesten for måne. Og himlen hvælver sig blå og uendelig over Sejerøbugten og Odsherred, hvis arm krummer sig mod nord. Landet ind over lyngen og hinsides Vig og Jyderup skov er besået med små dukkehuse, som en gavmild hånd har spredt mellem gule og grønne marker. Og om os har vi skoven, fyr og gran, bøg og birk, græs og lyng, sand og marehalm. Men ikke sandt? Vi, der kender og elsker Høve, vil ikke træde det fladt ved at skildre dets farver i Ord, der alligevel ikke kan sige det usigelige. Og dem, der ikke kender det, kan vi dog. ikke gøre begribeligt, at her, netop her, tabte vi vort hjerte til den store moder natur.

Kom og se, far, en ny panik, Gud har lavet! Det er en af mine småpiger, der fra sin leg i skoven kalder på mig. Hun har fundet en lille urt, der i formen blinder hende om et juletræ. Og nu mener hun, at det er den rare Vor Herre, der vil drive gæk med hende på denne dejlige sommerdag ved at fremstille den slags juletræer.

En ny panik, Gud har lavet! Et under, han kastede i vor turban. Et nyt stykke forunderlig natur af form og farver, som vi sjældent ser dem, blandet på en palet. Den smilende øernes idyl, som bøgens brede kroner skygger over, en granskov, hvis dunkelhed giver fred og lægedom, og hvor hver lysning er en forjættelse om livets herlighed, "Lyngen", der har noget af Vestjyllands barskhed over sin hede og sin nøgne, blæsende strand. Og bagtil de bløde bakkelinjer, Esterhøj med den mægtige genforeningssten, som sognets folk slæbte op ad Høve Stræde og rejste på den herlige bakketop, og Veddinge Bakker, hvis toppe er overraskelse på overraskelse. Fra hver og en synes udsigten os skønnere end fra de andre.
Man fortæller jo, at da St. Peder delte herregårdeud, gik der hul på hans pose, da han var over Holbæk Amt, og derfor har det fået så mange. Da han var ude med Vor Herres skønne natur, har han nok også - ved et held eller et uheld, det kan være lige meget - tabt en hoben af det bedste ved Sejerøbugten. Og vi befolker den Sommer efter Sommer

I længden kunde vi jo ikke, vi der har funden dette dejlige land, nøjes med de enkelte skovture herud. Vi måtte bo her nogle uger af sommeren. Der var styrkelse i dette at vågne op herude en sommermorgen at høre lærken uden for sit vindue, at kunne krybe i badedragt og badekåbe fra sengen af og begynde dagen i de blanke, salte bølger. Morgenturen over bakkerne, timerne vi dasede hen i sandet eller skoven, solnedgangen fra toppen af Esterhøj, bedeslagene fra kirkerne omring og aftenturen ned ad Høve Stræde - alt samlede det sig til minder, der skulde blive lyset over grå dage.
Ja, vi er rykket ud gennem de sidste år og har besat kysten fra Ellingeskoven lige ned til Dragsholm, ja for den sags skyld fra Odden til Kalundborg. De fornemste byggede deres egne huse, især ude på Høve Lyng og i "Negerbyen". Nogle tømrede sig et skur i Veddinge Bakker eller fik en aflagt sporvogn fragtet derud. Flere var vi, der flyttede ind hos beboere omkring Høve, Veddinge, Ordrup, Bjergene o. s. v. I masser af huse og gårde rykker beboerne sammen i et par små stuer eller på loftet og lader badegæsterne få pladsen. Og ikke bare på den måde byder de os det bedste. De er skam venligheden og hjælpsomheden selv. Kan man bo i Høve uden at modtage en tjeneste af Hanne og Lave Winther, i "Negerbyen" uden at blive hjulpen til rette af Kinimond? De og flere er stedets forsyn, som altid er rede med råd og dåd.
--- Da der i løbet af nogle år var overfyldt i alle egnens huse, rykkede badegæsterne ud på feltfod. I de sidste år har lejrlivet taget fart i Høve Skov. En stor lejr har rejst sig på en af de åbne pletter ned til stranden. De brogede telte stråler festligt, når solen værdiges at skinne på dem. Og selv når stormen jager, og regnen skyller, holder de stand. Nu og da har det knebet. Det danske klima er ikke indstillet på; at landets børn skal lege vikinger igen. Når vi sådan rykker ud fra vore hjem for at gå i vandet, hænder det, at vi bliver dyppet, så det forslår. Men hvad de modige folk, som befolker teltene, må jo være indstillet på lidt af hvert.
Også i det fri samliv med hinanden! Primitivt må det jo være. Kan man leve primitivt i så stor flok, uden at det bliver for familiært? Og uden at det går ud over det æstetiske? De, der har prøvet det, får svare.

Men hvorfor blive ved Høve, der - det indrømmer jeg - fra Hotel "Klinten" og lige op til Lyngen er ved at blive noget af en myreture, når stranden dog - endnu - har herlige fristeder med fred og ensomhed. Idylliske oaser, hvor herlig plantage giver ly mod sol og blæst, øde og ørkenland, hvor naturen endnu viser sig med barket vildmandsfjæs, i hvis hårsætning ingen barber har blandet sig.
Vi er på fodtur fra skoven sydover. Vi kigger ind i den idylliske gule gård bag "Klinten", hvor slyngroserne blomstrer så pragtfuldt langs hegnet Sommeren lang - den har flydedokkens direktør nu skænket sine arbejdere, som besætter den på omgang sommeren igennem. Og ned over bakkerne ved Veddinge Strandgård, højesteretssagfører Møldrups smukke ejendom hvor den driftige bestyrer Jacob A. Larsen nu har anlagt en lovende frugtplantage op over bakkerne. Vi står på stejle brinker, hvor vi skal lede om andre livstegn end sparsom plantevækst og hæse mågeskrig. Vi kigger ind i små vejrbidte plantager, hvis krogede, afsvedne grene vidner om, hvordan vejret kan rase herude. Vi iler forbi Skamlebæk Radio, hvis mægtige master og barduner unægtelig ikke har synderligt med idyl at gøre, spekulerende på, hvordan det nu skal gå den Kårup møller, der hidtil har kunnet klare sig med krystalapparat og højtaler, når den nye station lader sin stemme lyde. Nu finder vi et nyt stort areal med plantage og herlig lyng, hvor bebyggelsen så småt begynder. Det er bankdirektør Bierbum, der ejer dette lille paradis, der nok om nogle år, når træerne er krøbet en alen mere i vejret, vil være tæt befolket sommeren igennem. Uden at fornærme dem nordpå, der holder på deres: Nordstrand har det ikke skønnere!
Nu er vi kommen på ny grund.

Værs' god! Tag plads! Vi må sidde ryg mod ryg her. Bænken er fra en gammel linje 16, der tjener som sommerhus længere oppe i plantagen. Men den stammer fra bivognen. Vi må altså smøge vor aftencigar her. Og vi tager ikke omstigning. Vi slutter turen her i Ordrup krat, en af de herligste plantager, netop i sin bedste alder, 12-15 år.
Så undgår vi jo ikke, at manden, som tryllede den frem, gdr. Hans Larsen fra gården heroppe bag ved kommer og fortæller os - hm! hm! -, hvordan han fik det til at gro her på sandet. Det var slid, det. Han taler måske også om at bygge badehotel herude. Og siger de noget om de dårlige veje, er han ikke bange for at mene, at Odsherredsbanen måske kunde sende en lille ekspres herud med sommergæster.
Alt er muligt for den der tror. Når man da vil nøjes med det lange Sigt.
Men dette perspektiv bryder vi os nu ikke om at lytte til. Vi har alt nok i de brogede sommerhuse, der har rejst sig her i plantagen. Skal vi gå hen og jage gøgen på flugt? Ordrup Krat vilde ikke være det, det er, om ikke dens kukkuk lød fra plantagen i de stille sommeraftener, og om man måtte savne fætterens svar helt ude fra Kaarup-Skoven på den anden side næsset. Endnu er her så fredeligt, at vi kan gå langs stranden og gennem mågeskrigene få fornemmelsen af det store øde, af ensomheden, som kan knuge, men som visselig også kan husvale og give tanken flugt ud over tid og rum. Og savner vi underholdning, kan vi sagtens opnå at blive inviteret i cirkus eller til lejrbål hos vore venner og naboer, F. D. F'erne på "Klinteborg".
Vi kunde fortsætte. Gennem Ordrup by og lejrbjergskovene til Bjergene, Vejrhøj og Dragsholm. Navnene alene fortæller os om et nyt og dejligt land, som skænker mange vederkvægelse. Men lad det være nok med dette lille - ak, alt for fuldkomne - forsøg på et rids af det prægtige land ved Sejerøbugtens bund, som i løbet af få år er bleven forvandlet til en sommer by, hvor hundreder af mennesker inde fra brostenene boltrer sig i det våde element og slikker solskin og regn. En by langt mere broget og mangeartet, end jeg har kunnet skildre den.
Hundreder af fremmede trækfugle har den knyttet til sig. I mangfoldige hjem hedder årets to vendepunkter nu julen og Høve, julen og Veddinge, julen og Ordrup. Julen - det er så kort, dette lysglimt i de mørke dage. Høve, Veddinge, Ordrup - det flygter også hastigt. Men disse sollyse dage kaster glans og giver kræfter langt frem i året. Og fremfor alt: de gør os til børn af vort land - og til børn af vor herres fri natur. Herude lærte vi måske at forstå, hvad det betød, da fristeren førte verdens frelser med op på et bjerg, viste ham verdens herlighed og sagde: Alt det vil jeg give dig -
Er Ordet for stort for det, vi her fik til gave? Verdens herlighed! For os, der kender landet, rummer det i alt fald en verden af herlighed.

August 1930.
H. BRIX.


Slut

til toppen

Tilbage