Tilbage



På ski over Odsherreds "BJERGE"
Af Tage Christiansen



På en skitur er Odsherred mindst lige så fortryllede i sne som sommerdragt.
Her ser man ud over nogle af de hvide "Bjerge" mellem Vejrhøj og Høve


Det var i vinteren 42, den sidste af de berømte snevintre. En af mine venner havde spurgt mig, hvor han skulde tage hen for at stå på ski i sin vinterferie.

"Tag op til Vejrhøj," foreslog jeg. "Du kan vist bo i noget, der hedder Rødgaard". Det røg mig ud af munden, jeg havde aldrig selv haft et par Ski på i Odsherred, men ved nærmere eftertanke syntes jeg, ideen var så god, at jeg ikke kunde overlade den til ham alene, og tre dage efter overraskede jeg ham på Rødgaard. Jeg kom på ski fra Hørve Station og havde bagagen i min rygsæk. Det er ikke enhver snebyge, der giver skiføre på Odsherreds store højderyg. Dertil er blæsten for stærk og havet for nær. Men skønnere skiterræn end i den vinterferie kunde vi ikke have ønsket. Uberørt, glitrende sne med blå skygger fra bakkekammene og en udsigt, så vi følte det, som var vi til fjælds. Kulden bidrog til illusionen.

Det var så koldt, at armbåndsuret om morgenen var frosset i stå, hvis det havde ligget på natbordet. Men er man ude på ski eg er klædt på til det, skal man nok holde varmen selv om kulden føles mere i vort klima end højere mod nord. Og det er sundt at komme fra byen ud i så ren og klar frostluft. Jeg har stået på ski i forrygende nedfarter i det øde Lapland på linje med Narvik og Lofoten, og jeg har set verdens bedste skiløbere i styrtløb ned ad Karpaterne på den polske side af bjergkammen. Selvfølgelig skal Vejrhøj ikke sammenlignes med sådanne ski-paradiser. Men jeg har ikke herhjemme oplevet bedre "Bjerglandskab" til skisport, og på Sjælland findes det i hvert fald ikke. Man er udenfor de evindelige skove, som man navnlig i Københavns omegn er henvist til - ganske vist også af den praktiske grund, at sneen her til lands meget ofte kommer med fygevejr og kun i skovene lægger sig jævnt. Og selvfølgelig danner Odsherred ikke nogen undtagelse, hvad fygevejr angår. Tværtimod. Så det er ikke givet, at selv et stærkt snefald giver godt skiføre på disse højder.

Man kan stå på ski for at træne til konkurrencer og rekorder, og man kan stå på ski af rent praktiske grunde, ganske simpelt for at komme frem, hvor der er meget sne. Men det egentlige i skisporten er glæden over at færdes gennem det hvide landskab, overvinde forhindringerne undervejs, nyde farten og spændingen - og måske også modet - når det går nedover. Hele tiden stilles der krav til skiløberens opmærksomhed og beslutsomhed - foruden til de fysiske kræfter. Fri som en fugl føler man sig, når man kan slippe alle banede veje og selv tegne sit dobbeltspor hen over de hvide marker. Og er skiene på vej over en højderyg som den mellem Høve og Vejrhøj, hvor hver ny erobret bakketop ikke alene betyder et spændende sus nedad, men også en ny og overraskende udsigt over land og hav, så vilde ingen skiløber bytte en sådan dag med den dejligste sommerdag.

Det skal indrømmes, at når vi var startet ved Vejrhøjs top og efter nogle få spændende og ikke helt farefri øjeblikke befandt os nede på Nekselø bugtens is, var det en møjsommelig tur igen at komme op. Og hver gang lovede vi os selv, at nu var det sidste gang, vi lod os friste til "Suset".

Men hvorfor også spilde alle kræfter på en enkelt bakke, når der var nok af dem.
Vi drog af sted på stadig nye eventyr, måtte nu og da over et pigtrådshegn eller trampe forsigtigt over et stykke pløjejord, der med små lumske, sorte pletter holdt fast på skiene, og en aften var det blevet så mørkt, at vi nær aldrig havde fundet Vejrhøjs top, hvis fredningssten var et fortrinligt "sømærke". Men når man har prøvet at flakke rundt på ski i en norsk skov i syv-otte timer uden at vide, hvor man var og uden så meget som en appelsin i rygsækken, indtil endelig lysene fra Lillehammer blinkede dybt nede i dalen, var det her jo alligevel småting, selv om man også kan blive sulten på Vejrhøj-markerne. Vi oplevede på de dage både snevejret, der sletter alle spor og alle udsigter, frosttågen, der skjulte Nekseløbugten og Lammefjordslandet, så vi færdedes ligesom på en ø i tågen, og det klare solskin, der fik os til at tænke på påskesol i fjældene. Vi kunde da sætte os på en sten eller et efterladt markredskab og bare se ud over det hvide landskabs buede linjer, over øde marker, hvor solen glitrede i sneens krystaller og blændede os, så himlen blev endnu mere blå - og vi sagde ingenting, glædede os bare over at være til.

Den samme vinter var jeg med et selskab unge københavnske skiløbere en pragtfuld tur over højderyggen med udgangspunkt i Asnæs og hjemrejse fra Fårevejle. Overraskelsen og begejstringen begyndte allerede, da vi "tog" bakkerne i Høve, og voksede stadig undervejs. Det var en helt ny måde at opleve Odsherred på. Fra Esterhøj så vi ud over det hvide Land og den mørke bugt, som det næsten indesluttede, og så gik det bakke ned og bakke op. I de dejlige Veddinge Bakker fandt vi en ski-begejstret ungdom. Udstyret var primitivt, men glæden var lige stor for det. Andre steder har jeg set børn på ski af tilspidsede brædder fra en sildekasse og med et stykke gammelt automobildæk slået på til at stikke fødderne ind i som stave havde de blot en kæp eller to. Det er ikke bare udstyret, der afgør, om man får glæde af sin skitur. Skisporten er ikke forbeholdt nogle få. Har man blot fundet den let foroverbøjede holdning med vægten lidt fremefter og gliddet i skiene, når man flytter benene, så kommer sikkerheden i balancen hurtigt, og er man ikke bange for at lægge vægten fremefter, når man skal nedad - kroppen skal altid være vinkelret på snefladen, modsat når man færdes til fods og læner sig ind mod bakketoppen behøver man slet ikke at sætte så mange gange, før man har dejlige glæder af et par ski. Lykkelige Veddinge-drenge, der kunde tumle sig dristigt på såkaldt fabrikerede ski og endda ikke gik af vejen for hop midt på bakken. Jeg tror ikke, jeg vidste, hvad ski var, da jeg var dreng.

Det var den 1. marts, og det var lige ved tø, så hist og her var føret tungt. Vi nåede så langt, at vi kun havde nogle minutter til Vejrhøjs top; men der var ingen, der følte trang til at komme nærmere. Vi havde haft så spændende en tur, at ingen havde tænkt på træthed, før den pludselig var over os. I en sådan situation er det heldigt at befinde sig godt et hundrede meter til vejrs og se stationen ligge dybt nede. Og da vi "med Frihjul" var nået ned til "Gamle Fårevejle", var vi så særligt heldige, at der holdt en kane og ventede på os. Den fik rygsækkene, selv stillede vi os på to lange rækker bag den og holdt fast i reb, der var bundet til kanen, et reb til hver række. På den måde blev også det sidste stykke vej ad flad landevej og med trætte ben til en morsom oplevelse. Der skal ved sådan snørekøring passes på, at ikke blot et eneste par ski kommer lidt på tværs, falder den forreste, falder uvægerligt hele rækken. Men det gode humør hører nu engang naturligt med til skiløb, også når man falder, og havde vi dagen igennem aset nok så meget med at komme op ad bakkerne - ingen, der ikke selv har stået på ski, gør sig nogen anelse om, hvor genstridige sådan et par brædder kan være, blot det går en lille smule opad på glat sne! -, da vi sad i toget, var vi enige om at fastslå, at det var et pragtfuldt Skiterræn, vi havde "erobret". Siden har sneen manglet. Der skal som sagt meget sne til og helst stille snevejr, før disse bakker er helt gode.

Men den kolossale stigning i interessen for skisport har fået mange til at vurdere det danske landskab også ved sommertid ud fra en rent skimæssig betragtning.

Og uden tvivl vil Odsherreds mange bakkedrag og da navnlig "Bjergryggen" fra Vejrhøj til Høve blive søgt af mange skiløbere, når forholdene igen er til det.

I hvert fald var Odsherreds første hold af vintersportsgæster mindst lige så overraskede og begejstrede, som Odsherreds nye sommergæster hvert år har været det.
Tage Christiansen


Slut

til toppen

Tilbage