Tilbage



NYKØBING I FYRRERNE
AF F, VON HOLSTEIN
Fortalt i 1929




Da min fader, Kaptajn A. F. v. Holstein, den 1. april 1845 steg ud af diligencen på Nykøbing gade, hvor den originale konsul Boyesen var den første, som bød den ny postmester velkommen og viste ham vej til gæstgivergården, tænkte fader sig ikke, at han skulde komme til at tilbringe resten af sit liv og en gang lukke sine øjne i denne lille, ham hidtil ganske ubekendte by.

Postmestergagen var ringe; og arbejdet har sikkert nok til at begynde med været let overkommeligt. Nykøbing havde den gang knapt 1100 Indvånere, og post korn der kun to gange ugentlig med diligence fra Holbæk. Før frimærkernes og den ensartede portos indførelse over hele landet i 1851, blev der skrevet forholdsvis få breve. Det var en begivenhed at få, brev. En af faders nærmeste forgængere var distriktslæge Lind, der, som det synes uden vanskelighed, havde forenet bestillingen som postmester med sin lægevirksomhed. Postbud eller litsenbroder, som det den gang hed, holdt doktor Lind naturligvis ikke. De få breve, der kom med posten, uddeltes af hans datter Eva, den af alle gamle Nykøbingensere senere så velkendte "Jomfru Lind". Når hun efter postens ankomst med sin sy pose gik hen ad gaden, stod folk i vinduerne for at se, til hvem Jomfru Lind havde brev i sin pose, og spekulere over, fra hvem brevene kunde være.

Pakker sendtes sjældent med posten. De sendtes i almindelighed "ved Lejlighed" med skipperen eller bådføreren på en af de mange småbåde, som den gang besørgede trafikken mellem Nykøbing og København.

Af aviser eksisterede den gang egentlig ikke andre end Berlingske Tidende, som i selve Nykøbing samt i omegnens herregårde og præstegårde holdtes i nogle få eksemplarer. Bønderne, af hvilke over 500 den gang var fæstere på ods Herreds gods, "kongelige bønder", som de kaldtes, holdt ikke aviser.

Først i 1848, da de store begivenheder optog alle, og egnens beboere satte sig i bevægelse for at få hyppigere post - et ønske, som for så vidt blev imødekommet, som der nu hver tirsdag kom ridende Postillon, medbringende breve og aviser begyndte man også i videre kredse på landet at holde et af de mange småblade med efterretninger og billeder fra krigen.

Lige til 1850 blev der i Nykøbing som i alle andre købstæder, opkrævet konsumtionsafgift. Alle adgange til byen var spærret af bomme; og ikke et pund smør eller en snes æg, en side flæsk eller en skæppe kartofler kunde uden afgift føres ind i byen.

Overkrigskommissær (senere Justitsråd) Schepelern var Inspektør ved Told- og Konsumtionsvæsenet, medens kammerråd Jakobs var kasserer ved samme. Under dem sorterede en del betjente, de såkaldte "posekigere", hvis pligt det særlig var at undersøge ethvert køretøj. Wienervogn eller arbejdsvogn, der skulde ind i byen. Først i året 1850 blev den generende konsumtionsafgift ophævet over hele landet. I Nykøbing var den lille accisebod (sisseboden), som lige til de senere år har ligget på engen vest for Havnevejen, det sidste minde om "Posekigerne".

Nykøbing var den gang en rigtig embedsmands by. I forhold til sin lidenhed havde den mange embedsmænd. Og i modsætning til forholdet 20-30 år senere, da. købmændene også i rent selskabelig henseende var de førende, var i fyrrene embedsmændene de toneangivende i byen.

Blandt embedsmændene skal foruden de alt omtalte nævnes byfogeden, kancelliråd Claus Bang, der tillige var vejermester og overmåler og de hos stænder deputeret. Bang, der havde været Byfoged i Nykøbing siden 1834, blev i 1850 forflyttet til Holbæk som herredsfoged i Merløse og Tudse Herreder og afløstes i Nykøbing af byfogeden i Løgstør, kancelliråd (senere Justitsråd) Svanenskjold, med hvem den siden så velkendte og afholdte prokurator Lunø fulgte, som fuldmægtig.

Sognepræst for Nykøbing og Rørvig var indtil 50'erne, da han forflyttedes til Nakskov, provst Chr. s. Petersen. Den eneste læge ikke blot i Nykøbing, men formentlig i hele Odsherred, var i en lang årrække distriktslæge E. Kongsted (død 1858).

På landet havde man den gang sjældent brug for læge. Man hjalp sig gerne med en "klog kone". og det skulde næsten være på det alleryderste med en patient, når man spændte for og kørte til byen for at hente doktor. "Kloge Karen" i Stårup, der kurerede alle slags indvortes sygdomme ved at læse i bibelen over patienten, havde i mange år stor praksis, medens røgter Jens Terkelsen af Anneberg Huse, der nærmest gav sig af med boldne fingre og: lignende ydre skavanker, havde ord for at være en habil kirurg.

Et betydeligt embede var, lige indtil krongodset med undtagelse af det betydelige skovdistrikt blev solgt ved midten af forrige århundrede, Inspektoratet over Ods Herreds Gods, som omfattede alt bøndergods i herredet uden for Fårevejle, Høve og Vallekilde sogne. Kongelig godsinspektør og (efter godsets salg) Amtsforvalter var Etatsråd J. Petersen (død 1859), som havde kontor og embedsbolig i "Kongens Gård".

Til embedsmændenes kreds må den gang også henregnes prokurator J. P. Bagger og apoteker Degn.

For 80 år siden og endnu langt senere betragtedes Nykøbing i mange kredse for et skrækkeligt hul og hele Ods Herred som et rent Sibirien. Nykøbing lå jo langt fra hovedstaden, og forbindelsen med omverdenen var den gang besværlig og omstændelig. For postens og persontrafikkens vedkommende vedligeholdtes den regelmæssige forbindelse kun ved den to gange ugentlig fra Holbæk kommende diligence, der var 7-8 timer undervejs.

De få af byens beboere, der havde egen vogn, kørte gerne med den til Holbæk og videre til Roskilde, hvorfra jernbanen til København blev åbnet den 27. juni 1847. Den sædvanlige vej for alle, der ikke selv holdt vogn, og hvem det ikke passede at vente flere dage på diligencens, afgang, tog over Kongsøre med færgebåd til Tudse Næs, med vogn over Næsset og med ny færgebåd til Holbæk - en langsom og ved vintertid eller i uroligt vejr ret besværlig tur.

Noget pengeinstitut, bank eller sparekasse, fandtes den gang ikke i Nykøbing. Hver måned kom kassereren ved Holbæk Amts økonomiske selskabs sparekasse, der siden oprettelsen i 1825 havde haft sæde i Holbæk, en dag til Nykøbing for at modtage byens og landboernes i månedens løb opsparede penge, som hidtil havde været gemt i kommodeskuffen.

Mere føleligt end savnet af en bank var dog den gang savnet af en barber i Nykøbing. Man kunde høre de handelsrejsende (probenreutere, som de hed den gang) udtømme sig i beklagelser over den usle by, hvor der ingen driftighed var og ingen forretninger at, gøre, for så at ende med: "og så er der ikke engang en barber i den elendige by. Hårklipning besørgedes altid af en gammel skipper, Niels Jeppesen. Når han var til søs, måtte man lade håret vokse til hans hjemkomst. Til almindelig beklagelse omkom han ved drukning for vel nu 70 år siden.

Der var måske nok noget i probenreuternes klager over mangel på driftighed hos datidens købmænd. Varerne i de gammeldags butikker var næppe 1. klasses. De større forbrugere i egnen fik den gang ikke blot manufaktur, men også urtekramvarer fra København. Nogle gange om året kom store kasser med sukker, te, krydderier og alle slags delikatessevarer både til herregårde og præstegårde. Der var dog den gang i det mindste et par store forretninger i Nykøbing med betydelig butikshandel (bondehandel), stort landbrug, brænderi og drankstalde, hvis Indehavere ved, flid og sparsommelighed og tarvelig levevis efterhånden blev ret velstående. Men det var jævne folk uden anden merkantil uddannelse end den, de havde erhvervet ved lige fra barndommen at stå bag en disk. De blev efterhånden sejlet agterud. Tiden løb fra dem, og de gammeldags forretninger smuldrede hen, indtil de blev afløst af mere moderne butikker.

En begivenhed var det, da Kong Christian VIII i efteråret 1846 sidste gang kom til Ods Herred. Som prins havde han i jagttiden to gange boet på Anneberg. Men efter at han i året 1339 havde besteget tronen, boede han to gange i sit eget hus i Nykøbing, den senere under navnet "Kongens Gård" bekendte store ejendom på Holtets Plads. Nu i 1846 kom kongen en af de sidste dage i november ved 6-tiden om aften en kørende i 6-spændig vogn, eskorteret af 30-40 ridende bønder, som for at følge med kongens vælige heste, i strygende karriere kom ridende ind i den festligt illuminerede by.

Kongen blev flere dage i Nykøbing. Men en lille mislyd kom desværre ved dette sidste kongebesøg til Udtryk midt under den almindelige feststemning. Kongen havde nemlig ønsket at hilse på borgerrepræsentationen og lod alle repræsentanterne tilsige til audiens efter kirketjenesten. Men til almindelig forbløffelse mødte kun 3 repræsentanter, medens formanden, garver Schacke, og to repræsentanter udeblev. Til den tjener eller lakaj, der kom med tilsigelsen, havde formanden efter forlydende udtalt: "Vil De sige til kongen, at hvis han vil tale med mig, kan han søge mig i mit hjem. J e g har intet at tale med kongen om".

Denne ganske utilbørlige ytring, som naturligvis krænkede kongen dybt, medens kronprinsen skal have spurgt, "om de folk vilde gøre oprør", var som det må formodes, fremkaldt ved repræsentanternes misfornøjelse over, at ingen af dem, men kun embedsmændene, havde været tilsagt til kongens Taffel. Nogen videre følger fik denne episode for øvrigt ikke. Den vakte naturligvis megen omtale i byen og dens nærmeste omegn; men ud herover kom det næppe.

Den gang havde man jo ingen aviser. Nu til dags vilde en sådan optræden af et byråd og dets formand vække opsigt over hele landet og give blade af alle farver en kærkommen anledning til kommentarer og spaltelange artikler.

Dette blev altså Kong Christian den Ottendes sidste besøg i Nykøbing. Han døde den 20. januar 1848. Ingen af de følgende konger har gæstet Nykøbing officielt. Kong Christian den tiende aflagde for nogle år siden et hastigt og uanmeldt besøg i bil fra Rørvig.


Slut

til toppen

Tilbage