Tilbage



Når mor fortalte
Fra det daglige liv på en bondegård Skrevet i 1930


For omtrent Hundrede år siden, i 1833, blev min moder født her på gården i Asminderup.

Hun var i besiddelse af en sjælden hukommelse og fortælleevne og dertil af et livligt temperament, og når hun på sine ældre dage i en mørkningstime, eller mens rokken snurrede, fortalte træk fra barndom og ungdom, var det ikke så sjældent, at tårerne trillede på os tilhørere - den ene gang af rørelse over noget sørgeligt, den næste gang af latter.
Hendes moder døde, da hun var 17år gammel, og hun var ene pige blandt 4 brødre. Derfor kom moder aldrig ud at tjene, men trådte i sin moders sted i hjemmet. Vel af den grund og som følge at hele tidens ringere oplysning blandt jævne folk, uden aviser osv., blev det jo kun den snævre kreds omkring hjemmet, hendes spredte træk gav os et billede af. Når jeg nu gengiver enkelte af disse, træk er det i den tro, at de måske kan have deres interesse ved sammenligninger mellem den tids tarvelige, men sikkert ikke mindre glade liv i en bondegård og nutidens forhold.

Min moders forældre blev gift 1822. Faderen kom fra Brendt, moderen fra Nygaard. Hans medgift var en mindre udlod, beliggende i Hestehaven, samt hans trækuffert, som havde været med i Frankrig under hans soldatertid. Hendes medgift var 67rigsdaler og hendes kiste.

Så havde de - foruden de solide gang- og sengeklæder - hver fra sit hjem en stol; og endelig må ikke forglemmes de dejlige kobberting, vistnok alle fra Nygaard; blandt disse var 6 svære kobberfade, som havde stået på hylden i dagligstuen med nymalket mælk. Alligevel fik de unge folk godt møbleret, da manden tog fat selv og lavede alt bohavet - endogså det skatol, der den dag i dag er til mig en stor glæde. Sagen var nemlig den, at da bedstefader var soldat i Frankrig - han var dragon i Randers og blev derfra sendt derned-, blev han så længe borte, at de i hans hjem - efterhånden som tiden gik og intet hørte - måtte tro, at han var død. Da han så omsider en skønne dag stod derhjemme, havde en anden broder overtaget gården. Bedstefader gav sig da i snedkerlære hos en husmand ved siden af, og det blev ham senere til stor økonomisk hjælp.

I 1824 kom der en dreng til verden, og da barnet skulde i kirke den første Søndag efter fødselen, var der store bekymringer for, hvorfra penge til den store ekstra udgift skulde skaffes. Men fonsynet sendte dem; ganske uventet kom om lørdagen en penge-dusør, 4 Specier, fra regeringen til dem, der som soldater havde været i Frankrig. Stort anderledes var den økonomiske stilling ikke, da der den 6. maj 2 år efter igen kom en lille dreng, og gode råd var dyre. Men til alt held var der nu det år usædvanlig tidligt blevet født et lam; det tog fatter på skuldrene og spadserede ind til Nykøbing med det. Og med penge på lommen kunde han på hjemvejen gå til Nygaard og Stenstrup at bede familien til fadderstads.

Som årene gik, voksede børneflokken; og tidligt måtte de tage del i hjemmets arbejde. Da moder var 5 år, blev hendes ældste broder konfirmeret. Moder huskede endnu konfirmationsdagen og kunde se for sig fader og søn komme g å e n d e hjem fra Vig Kirke, begge med høj, sort silkehat og med hvide strømper og knæbukser.


TRAVLE DAGE

Bedstefader var så heldig at få arbejde for staten, idet han som tømrer og en svoger som murer fik overdraget det store stykke arbejde at opføre Asminderup kirkes tårn samt en tilbygning til skolen; endvidere byggede han nabogården til sin kones søter og svoger. Børnene måtte tidligt op for at hjælpe med kreaturernes røgt.

Om vintermorgenerne var somme tider vandet frosset i brønden og gødningen i stalden bag kreaturerne.

Engang måtte grisesoen i det strenge vejr bo i et hjørne af stuen, mens den fik grise.

Om sommeren gik det tidligt af sted ud i marken, ja, til den arvede lod i hestehaven skulde de ud inden skoletid.

I middagsfrikvarteret kunde det på bare ben nås at løbe derud og flytte køer og får, som ofte havde snærret sig fast i tjørn og krat.

Ved den gamle vippebrønd
foto af Bay

Fårene blev altid så vilde oppe på den mark, og ikke sjældent, slæbte de den lille røgter af sted på maven, før det lykkedes at få pælen i den stenede jord. Mange strenge turre voldte den udlod, men dog især for kvinderne, der skulde bære mælken hjem i bøtten på hovedet. Det tog 3 kvarter for dem at gå, den lange vej, og de kunde ikke hvile undervejs, da de ikke selv kunde tage bøtten op eller ned, så det var strengt nok.

Efter den raske tur ved morgenarbejdet skulde der nok være appetit på byg- og grynmelsgryden; men at det somme tider kneb at få den ned, skete også;i da lød Faderens strenge røst: "Tag noget på skeen eller gå fra bordet." Middagsmaden var vel oftes, mælkemad, Aftensmaden den kraftige fåresyltemælk, rugbrød med røget flæsk eller ost til, smørrebrød med kogt mælk til. Smørret skulde der jo, spares på, thi der vankede jo penge for det; børnene gik med det til Nykøbing, 2 pund ad gangen at levere bestemte steder.


HØSTGILDE PAA ANNEBERG

Efterhånden bedredes kårene; børnene blev voksne, faderen holdt op at være ude på arbejde, men slog sig imellem stunder på heste- og kohandel; det gav lettere fortjeneste. Megen både nytte og glæde havde hele hjemmet at hans omgang med Kaptajn Buchwald, Anneberggård. Bedstefader var blevet kaptajnens betroede mand til at varetage hans heste- og kreaturhandel.
Glade stunder var det, når han kom ridende i gårde og på sin djærvle måde pratede om dagens, begivenheder, og stor fest var det, når de unge fra hjemmet blev bedt til det årlige høstgilde på Anneberg, hvor Kaptajnen med frue og børn svang sig i dansen mellem alle godsets folk.
Så glad havde punchen engang gjort Kaptajnen, at fruen forskrækket tog ham i armen og sagde: "Men gud, Frederik, du er jo fuld!" "Det gør ingenting, Grete, kom her skal du se", og så svang han hende i en rask tyrolervals. Også en strålende dag var det, da bedstefader havde fået afløst den gamle stive stadsvogn med tremmeagestolen med en efter den tid ualmindelig flot fjedervogn med stoppede agestole, let op svejset. Hele familien var til marked, og i det høje markedshumor på hjemvejen , svingede den op for trappen på hovedbygningen på Anneberg med et piskeknald.
Kaptajnen og fruen kom ud på trappen: "Nej, min gode Ole Olsen, nu bliver det snart for galt, vil du dupere mig, der er jo så galt svaner på siderne."

Det daglige, nølsomme, arbejdsomme liv gik sin ganng her som alle steder.
Mændenes vinterarbejde var jo mest plejlen og hakkelsemaskinen;
kvindernes at kærne smør, bage, brygge. Også skurevisken blev holdt bravt i gang, alt trætøj skulde holdes hvidt og blankt, det var borde, stole, køkkenredskaber, spande, ja selv mælkefadene (sibøtter), der stod på hylden i stuen, var af træ.

Om aftenen samledes hele husstanden om tranlampen, mændene med deres snitte- og halmarbejde; kvinderne ikke alene med karter og rok, men også med deres nydelige syarbejder; ubegribeligt, at de kunde laves ved den belysning. Den Ihærdighed, den tids mennesker præsterede, kender nutidens mennesker aldeles ikke.

Ikke sjældent sad min moder som yngre sammen med pigen til 12 om aftenen, og når de væddede om, hvem der på en aften kunde karte et pund uld, så blev den 1. Og havde de et år høstet mene Lintøj end sædvanligt, så måtte byens kartegilde det år stå hos dem, at de snart kunde komme i gang med at spinde hør og blår; der skulde jo også være tid til at væve hvert år.


NÅR BEDEMANDEN KOM

Morsomt var det, når omgangsskrædderen kom nogle dage i træk og sad på bordet med benene over kors, mens nålen og munden gik ustandseligt. Så en vinteraften imellem fri efter malketid og i rask trav på besøg hos slægtninge i Sejstrup, Nyrgård, Højby eller også hos naboer og venner nærmere ved.

Om sommeraftenerne samledes ungdommen til dans og leg på grønsværet ved skovfogedboligen i Anneberg og på den lille granbakke nær Skovridergården.

Så en ,skønne dag kom bedemanden ind ad døren, snart var det til begravelse, snart til bryllup, han bad. Hans lange bederamse måtte han kunne uden fejl, ellers blev han lét ud.

Ingen af nævnte begivenheder kunde holdes uden tre dages gilde og bryllupper stundom fire; så blev der travlt med at forberede stads og madvarer.
Fra hvert sted skulde bringes til gildes stedet smør, ost, fløde og somme tider en dunk ny malket mælk.

Festmåltidet på selve højtidsdagen var vist altid risengrød og klipfisk, det krævede meget smør og god mælk. Ved bryllupperne, hvor der var stort optog af brudepiger og karle og lange vognrækker til kirke, dansedes der ufortrødent i flere nætter i træk.

Strengt kunde det blive, når moder, temmelig spinkel som hun var, måtte danse med 6 svære vadmelsskørter på for at efterligne krinolinerne!

Det var ikke til lutter glæde, hvis folk i de tider kunde få lidt penge tilovers. Gemme dem hjemme skulde de, og skarnsfolk var der nok af; en hemmelighed måtte det være.
Nu havde mors moster, der var enke på en gård, jævnt hen fået en daler stukket i Strømpeskaftet, der gemtes i bornholmeren, men hvornår turde hun tage dem frem og få dem talt? Så endelig en dag fik de voksne børn lov at køre til en moster med en gris; nu var hun alene, hun måtte straks i gang med arbejdet, og hun fik pengene bredt ud over hele bordet.
Da,o skræk, kommer simle-Dorthe løbende forbi vinduerne, smækker døren op og råber "Bolette, Bolette! grisen er løbet fra børnene ude ved vort'" Stakkels Bolette, hun måtte smække forklædet over bordet, brede sig, slå med armene og råbe: "løb, Dorthe, alt, hvad du kan, og sig, at de bare kører og la'r grisen løbe!"


KRIGENSÅR

Så kom de strenge krigsår, som lagde sit hårde tryk over alt og alle.
Den ældste søn måtte straks af sted; den næste håbede på fritagelse, da han på grund af svaghed i brystet var kasseret på sessionen, men så kom der bud efter reserverne, og også han måtte af sted. Brødrene mødtes i Fredericia dagen før 6. juli, den yngste stående bleg som et lig op ad et plankeværk og kaste op, broderen råbte i forbifarten: "Stram dig op og gå med!" Få skridt gik han og så da en kugle gennembore plankeværket.

Senere måtte det yngste mandskab af sted, og den unge karl, der nu stod med plejlen, måtte lægge den "uden Ophold". Sparsomt kom efterretningerne hjem, angsten var det alt overskyggende i hjemmet i alle tre år.
Bedstemoders skrantende helbred blev til alvorligt sygeleje, ustandselig talte hun om drengene. Da kom der brev, at krigen var slut, og begge hendes var i live, og hun foldede hænderne med et: "Gud ske lov og tak, så gåt det jer nok godt alle, om også jeg rejser." Dagen efter, den 3. august 1850, døde hun med hånden på, sin yngste søns hoved, han var 13 år.

Når jeg til slut vilde samle mit indtryk af hjemmets ånd, så synes jeg at måtte sige det med disse ord: arbejdsomhed, nøjsomhed, tilfredshed og gudsfrygt. A. M.


Slut

til toppen

Tilbage