Tilbage



Jul i Fattighuset

En fortælling fra Odsherred fra dengang fattighusene endnu eksisterede
fortalt af Asta Christiansen i 1935.


De boede dør om dør i fattighuset - Sidse til højre og Birthe til venstre; imellem dem var en lille firkantet gang, brolagt med røde mursten

Sidse havde været gnaven lige fra morgenstunden, da kakkelovnen begyndte at ryge, så hun til sidst måtte skrabe soden ud. Det var ikke morsomt at ligge der og rode på en Juleaftensdag. Birthe kunde sagtens, hendes ovn kunde næsten rense sig selv - og så var hendes stue et kvarter længere end Sidses - godt og vel. Og hun havde en stor, grønmalet dragkiste, hvor hun kunde gemme alle sine klæder for mus og møl- ja, tit blev der også sat en skål mad i den - mest når hun havde fået noget forærende, som ingen andre skulde se.
Men Sidse havde en fin næse, når hun engang imellem kiggede indenfor og selv om hun ikke kunde udstå Birthe og ikke vilde have omgang med hende, så måtte hun jo dog af og til ind for at høre lidt nyt - for Birthe gik tit ud og vidste meget. Hun havde sine gode ben endnu - ikke sådanne hullede skinneben som Sidses, der aldrig kunde læges. Der v a r rigtignok forskel på, som folk havde det.

Nå, nu skulde hun vel ellers til at gøre julerent - det kunde nok behøves nu efter det med kakkelovnen.
Sidse stillede sig hen ved vinduet, for der kom nogen gående forbi, og hun måtte da se, hvem det var så gik hun ud i sit lille køkken og rumsterede længe derude.

På den anden side af gangen sad Birthe og så sig omkring; hun var færdig med at ordne sin stue og nød det dobbelt, fordi hun vidste, at Sidse ikke var begyndt endnu. Hun kunde ikke dy sig for at gå hen og råbe gennem væggen til Sidse i køkkenet: Er du færdig med Julerengøringen, for det er jeg?"

Hun vidste, det vilde ærgre Sidse - det var derfor, hun sagde det. Men lidt efter lukkede Sidse døren på Klem ind til Birthe og råbte: "gangen fejer jeg ikke!" Det med gangen havde Birthe ikke glemt, men nu havde den ligget og flydt i fjorten dage, og nu vilde Birthe ikke have noget med den at gøre, eftersom det altid var Sidse, der slæbte mest snavs med sig ind. "vil du ikke feje", sagde Birthe roligt' "så lad du bare skidtet ligge." "ligge", råbte Sidse, "nej, jeg vil ikke have d i t skarn liggende her i højtiden."

Birthe gik hen og lukkede døren for næsen af Sidse, men da hun i det samme så præsten komme nede på gaden, råbte hun: "Nu kommer min sæl præsten - kanske han vil ind her." Sidse røg i en fart ind i sin stue og låsede døren, og Birthe snappede sin kost, fejede s i n halvdel af gangen og lod snavset ligge uden for Sidses dør. Så stod hun et øjeblik i sin stue, inden præsten bankede på og trådte ind.

"Ih, men Jøsses dog", udbrød Birthe overrasket. "Bliver De bange for m i g?" spurgte Præsten. Nej, men her ser ikke så pænt ud, jeg mener, gangen er ikke fejet færdig ..." "nå ikke andet", svarede præster, "det kan De da snart få gjort." Birthe havde den største lyst til at udgyde sin harme over Sidse - men hun beherskede sig. "Sidse er nok ikke hjemme", sagde præsten, "hendes dør var lukket." "Jo, såmænd er hun så, jeg har lige snakket med hende. Så har hun låst døren, da hun så præsten."

Nu fik Birthe dog sagt d e t. Og det gjorde indtryk på præsten, det kunde hun godt se. Hun bød ham ind i varmen, trak en stol frem, lukkede døren og frydede sig igen over, at h u n havde fået gjort rent.

Så kom præsten frem med sit ærinde. Han vilde ønske hende en glædelig Jul, og det kunde alle få, når de selv vilde, enten man så sad højt på strå, eller man boede i et fattighus. Det var den indvendige glæde, det kom an på, det venlige sind, som var modtageligt for alt det gode og gav lyst til at glæde andre og det kunde jo selv den fattigste gøre, for det bedste, man kunde give hinanden, var kærlighed, selv om den ikke var noget imod den kærlighed, Gud viste os, da han sendte sin søn til jorden for at frelse mennesker, bære vor skyld og hjælpe os til at komme i himmelen.

Inde hos Sidse gik alt i stå. Hun var helt betaget og stod som forstenet midt på gulvet. Hun var forskrækket over sig selv, over, at hun låsede døren for præsten. Men nu kunde hun da ikke låse op og sikken her så ud. Nu sad han inde hos Birthe, og der var alt i orden, og han kunde præke for hende. Mon hun havde fået tid til at lægge salmebogen frem, inden han kom? Sidse frygtede for, at præsten blev vred på hende, fordi hun låsede, glemte det måske aldrig - heller ikke, når han engang skulde gøre ligtalen over hende. Så vilde han måske lægge det ud, sådan som nu h a n kunde det kanske sige, at hun havde lukket døren for h a m og dermed for 'Guds Rige.

Sidse lyttede, nu sang præsten derinde; hvad mon det var for en? Hun listede ud i Køkkenet, der var mere lydt. Det var nok den om et barn er født i Betlehem - ja, den kunde hun da godt nok lige fra barn af, og selv om hun ikke hørte alle ordene, vidste hun, hvad det var for vers, han sang. Ja, Birthe kunde sagtens. Hun sad der lunt og rent og sang halleluja med præsten. Sidse stod fortabt og så rundt om på støvet, der lå tykt alle vegne - endda det nu var nær ved at være jul. Hvad mon præsten sagde derinde?

Hun begyndte at rydde op og gøre i stand, vaske af og lægge til Rette i Kakkelovnen. Nu var den da ren og måtte kunne varme. Hun hørte døren gå og så straks efter præsten ude på gaden. Så prøvede han altså ikke hendes dør mere; og det var ikke godt at vide, hvad Birthe havde sagt om hende. Stille låsede hun døren op og kiggede ud. Der lå minsæl al Birthes snavs skubbet over til hende. Sidste greb sin kost og fejede væk fra s i n dør, hobede det hele sammen som et skel mellem de to døre. Så gik hun ind og gjorde alt færdigt i stuen.

Men Birthe havde hørt, Kosten og listede forsigtigt ud. nå, fejet havde Sidse da, men der lå det hele. Hun tænkte på præsten og alt det, han havde sagt, og hun listede ind efter fejeskovlen, tog halvdelen af snavset, bar det udenfor og dryssede det ned i et dybt hjulspor. Det så Sidse straks, og hastigt åbnede hun vinduet på klem og råbte: "Du tror vist, du gør vejen en stor tjeneste." Det svarede Birthe ikke på.

Der blev stille i huset. Birthe satte sig hen med sin salmebog i skødet, bladede i den og læste den første linje af alle julesalmerne. Sidse anbragte sig i en stol ud for Kakkelovnen, stirrede ind i dens åbne gab og fulgte hver glød i dens opkomst, indtil den blussede op. Så lukkede hun lågen og nød bulderet i den rene ovn.

Kirkeklokken kimede før juleaftensgudstjenesten. Birthe rejste sig, idet hun tænkte: "Når præsten har været hos m i g, er det rimeligt, jeg gør gengæld." Så tog hun sit grå sjal frem af dragkisten og hængte det på sig. En Kyse fandt hun frem, af en skuffe og bandt den på foran sit lille spejl. Med salmebogen og et lommetørklæde i den ene hånd åbnede hun med den anden sin dør og så da straks, at alt snavset var borte af gangen, og hun undredes, for hun havde intet hørt. Men det måtte jo være sidses Værk.

Så gik hun ud på gaden uden at smække det mindste med døren for det kom jo ikke Sidse ved, hvor hun gik hen. Men Sidse følte sig så utilpas; der var ikke noget ved at sidde her og glo - og det med præsten var nu alligevel - han var jo egentlig en rar mand sådan .....

Sidse tog en gammel kåbe frem fra et forhæng og stak armene i den. Så bandt hun et tørklæde om hovedet og listede stille ud på gaden. Hvorfor skulde Birthe have sin næse i, hvor hun gik hen? Salmebog havde hun ikke, og hun kunde heller ikke læse - så det var lige meget med den. Det var mørkt, så ingen så hende og det var også godt det samme.

Sidse og Birthe kom til at sidde ved Siden af hinanden i Kirken - der var ingen pladser at vælge imellem. Da folk myldrede ud, sagde Sidse til Birthe: "Det var en lang en." Hvem?" "Prækningen!" "Nå-å", sagde Birthe nænsomt og præstevenligt. - "Og så de ømme bænke, man sidder på. Ja, du har gode ben, så det gør kanske ikke dig noget." De sagde ikke mere, men fulgtes ad til fattighuset. Da de kom ind i gangen, lå der en pakke ved hver dør, og en skål stod ved siden af. Der blev ikke sagt noget. Sidse kendte straks skålen og tog i hast mål af Birthes de var fra samme sted. Så tog hver sit og gik ind til sig selv.

Noget senere åbnede Sidse døren ind tit Birthe og spurgte: "Hvad fik du, Birthe?" "Steg, og hvad fik du?" "Grød, fik du ikke mere end steg?" Jo, kartofler og rødkål. Men du fik også mere end grød." "Ja, kaffe og julekage." De sagde ikke mere, og Sidse gik ind til sig selv igen. Men lidt efter stod hun i Birthes dør, ikke med tårer i øjnene, men tudskrålende, så hun knapt kunde få sagt, hvad hun vilde: "Birthe, den mad - den forstår jeg - vi skal deles om det - først min grød og så din steg - og så kaffe med kage ovenpå. Og jeg skal lægge for. Vil du spise inde hos mig? Der er godt varmt.

Birthe så lidt forbavset på Sidse, men gik straks hen til den grønne dragkiste og tog noget op. "Se her er min dug - det er dog juleaften." Sidse tørrede øjnene i snippen af sit forklæde og gik så ind for at dække bord. Lidt efter sad de med de varmede retter på den hvide dug. De var helt højtidelige, da de stak til risengrøden med det store smørhul, der flød helt ud over grøden, som var overstrøet, med kanel og sukker. Øl var der også. Birthe var lige ved at udtale sig om den gode grød - men det var jo unødvendigt, for det vidste Sidse jo lige så godt som hun.

Men da de begyndte på flæskestegen med kartofler og rødkål til, da slap det alligevel uforvarende ud af Birthe: "Det er dog en nydelig spise. "Ja, det er det", sukkede Sidse. Kaffen fyldte hele stuen med vellugt. Sidse gav den et lille ekstra kog - for s a a d a n kaffe skulde udnyttes til det yderste. Julekagen smeltede i munden for hver slurk kaffe, de drak. Sidses tandstumper slap nok så let over den som over stegen.

Da måltidet var til ende, tog Sidse af bordet og lagde omhyggeligt dugen sammen. "Ikke en plet", henkastede hun - og Birthe nikkede "Bliver du herinde?" spurgte Sidse. Birthe nikkede igen. Sidse var lige ved at smile til Birthe, men smilet brød først frem, da hun bukkede sig ned over en skuffe og tog to røde æbler op. Hun havde været i to sind - om hun skulde give Birthe det ene, eller om hun skulde fortie, at de var med i pakken. Nu lagde hun det ene - det største - hen foran Birthe og sagde med et lunt smil: "Der har du en himmerigs mundfuld til sidst." Birthe smilede, da hun tog æblet. "Ja, såmænd, alt dette her smagte jo ligegodt noget af himmerig."

Asta Christiansen. 1935



Slut

til toppen

Tilbage