Tilbage



Jarlen af Bothwell
Fra Skotlands Kongesæde til Dragsholms Fangekælder
- og det sidste hvilested I Fårevejle Kirke

Skrevet af Tage Christiansen i 1935



- På den flade landtange, der skiller Sejerø Bugt og Lammefjorden, ligger i skjul af en park og i ly af Vejrhøjs skovklædte højdedrag det gamle slot Dragsholm. Fredeligt og idyllisk glimter dets hvide mure nu frem mellem "Fruerlunden "s trækroner. Men engang var det en ensom og frygtindgydende borg, med sine vældige mure praktisk talt uindtagelig, og i dets skumle fængselskældre har dagene langsomt sneglet sig hen for en række af fanger, der havde forbrudt sig mod den danske stat eller skønnedes farlige for denne.

Dragsholms historie er tidligere beskrevet i "Odsherred". Her skal kun fortælles om en enkelt mand, hvis skæbne blev knyttet til Borgen og dens sognekirke, om en livsskæbne, der blev et blændende eventyr - og den grusomste tragedie. Om et navn, der fik den lille landsbykirke indskrevet i verdenshistorien, og som blandt de mange navne, der er knyttet til landsdelen Odsherred, lyser med en egen mærkelig glans.
Jarlen af Bothwells jordiske rester kan den dag i dag ses af enhver besøgende i Fårevejle kirke. Hans navn er kendt af enhver, der blot har færdedes i Odsherred. Hans stormfulde liv gennem strålende pragt og vælde, gennem forbrydelser og nederlag, indtil fangetårnets port en junidag lukkede sig bag den unge konge til Skotland, er som et fantastisk eventyr.
James Hepburn, Jarlen af Bothwell, blev født i Skotland 1536. Hans fader var den tredie Jarl af Bothwell, Hepburnernes berømte og besungne herresæde, beliggende få mil fra Glasgow på en brink, der skråner ned mod den skummende og brusende Clyde-Flod. Hans moder var af den berømte Sinclair- slægt, der er kendt ikke mindst fra slaget i Gudbrandsdalen, hvor oberst Sinclair faldt sammen med alle sine skotter.
"Den smukke Jarl" blev faderen kaldet. Hans slægt var en af syd Skotlands mægtigste adelsslægter; og den omstændighed, at ikke blot "den smukke Jarl", men også to af hans forfædre havde vovet at bejle til skotske enkedronninger, viste, at der var stolthed og ærgerrighed i slægtens blod.
Den unge James Hepburn havde arvet denne ærgerrighed i det fuldeste mål.

Hans opdragelse var mangelfuld og tog særlig sigte på krigstjeneste.

Men meget tidligt kastede han sig ind i den malstrøm af politiske og religiøse kampe og indbyrdes fejder, der dengang prægede Skotland.

Han var kun 19-20 år gammel, da hans fader døde og efterlod ham i store arvelige stillinger: Storadmiral af Skotland, sherif og foged og ejer af to faste borge.
I hele det sydlige Skotland var da kun én mand mægtigere end den unge Jarl af Bothwell.
Men han skulde hurtigt højere op, koste hvad det vilde.
Godt 20 år gammel blev han medlem af parlamentet og kort efter overbefalingsmand over de sydlige skotske grænseegne. Her fik han snart lejlighed til at udføre et heldigt indfald i England og samtidig vise sig som en fjende af det engelske parti i Skotland.
Der herskede dengang ufred i Skotland både udadtil og indadtil. Jakob den 5. var død, og hans enke, Maria af Guise, styrede landet, medens deres datter, Marie Stuart, opdroges i Frankrig. Hun blev af politiske grunde gift med den franske Dauphin, senere Frants den 2., der dog få år efter døde. I 1561 vendte hun tilbage til Skotland. Hendes undersåtter, i hvert fald de fleste af dem, hilste hende med glæde som deres dronning, og bortset fra det spændte forhold mellem hende og dronning Elisabeth i England regerede hun nogle år lykkeligt.
Medens Marie opholdt sig i Frankrig, havde hun fået den unge Jarl af Bothwell i sin Tjeneste; han støttede efter sin hjemkomst enkedronningen, skønt han havde antaget den reformerte lære, som hun i Skotland med Frankrigs hjælp bekæmpede. Da den indre krig stadig blev voldsommere, sendte regentinden Bothwell til Frankrig igen for ved datterens hof at skaffe fornyet assistance. Han blev vel modtaget og blev under sit ophold stærkt påvirket af fransk kultur - og fransk letsindighed. Da Marie Stuart - og kort efter Bothwell - vendte tilbage til Skotland, gav hun ham sæde i statsrådet.
Den mægtige Jarl havde under sit hastige og hensynsløse jag fremad skaffet sig mange fjender, og der var jævnligt strid og optøjer. En sammen-sværgelse mod ham med beskyldning for anslag mod dronningen og endvidere gående ud på fjernelse af en række af hendes rådgivere, foranledigede et fængselsophold i Edinborg Castle. Men da han hørte om ny-opblussen borgerkrig, brød han en af jernstængerne i fængselsvinduet itu og flygtede om natten ved hjælp af et tov og søgte tilflugt i Frankrig.
Skotlands unge enkedronning, Marie Stuart, skulde imidlertid have sig en mand. Der manglede ikke tilbud, og omsider faldt hendes øjne på hendes smukke, 19-aarige fætter, der tillige var så nær beslægtet med Elisabeth, at han engang vilde kunne gøre krav på Englands trone. Det var dog ikke blot politik, men også kærlighed, der fik Marie Stuart til at bestemme sig for Lord Darnley. I 1565 blev giftermålet sluttet, og Marie var uforsigtig nok i sin heftige lidenskab for ham til på egen hånd at lade Darnley udråbe til Skotternes konge. Det gav straks anledning til et oprør for at få ham fjernet; men Marie slog det ned og hjemkaldte Bothwell, der derefter indsattes igen i alle sine Stillinger.


BOTHWELLS FØRSTE ÆGTESKAB

Havde Bothwells politiske liv allerede været stormfuldt, havde hans private liv været det ikke mindre.
Også i det afspejlede sig den skotske naturs vildskab, omend forlenet med et præg af det 16. århundredes Frankrig. Om hans udseende har man dannet sig forskellige forestillinger; hans store magt over kvinder kan ingenlunde søges i nogen art af skønhed, men vel snarere i hans påfaldende grimhed i forening med en overmodig og blændende optræden.
Karakteristisk er en bemærkning i et brev fra en af hans fjender til dronning Elisabeths statssekretær på et tidspunkt, hvor Bothwell var fastholdt i England: "Jeg besværger deres nåde, anbring ham, hvor de vil, kun ikke i borgen i Dover, just ikke fordi jeg frygter for min gamle moder, men min "søster er ung og har mange døtre." Bothwell havde, som allerede antydet, trods sit "hæslige" udseende, et meget indtagende væsen og havde i høj grad nemmet det franske kurmageri. Af hans kærlighedsaffærer skal her blot nævnes, at engelske historieskrivere vil vide, at han uden for ægteskab havde en søn, og at han før sine to ægteskaber var trolovet med en meget smuk norsk ung pige, som han i 1560 traf under et besøg i danmark. Hun hed Anna og var datter af adelsmanden Christoffer Throndssøn, der var admiral hos Chr. III. Anna Throndssøn fulgte med jarlen til nederlandene, hvor han forlod hende.
I sit 30. år giftede Bothwell sig med "en god, ærbar og dydig kvinde", den 20-aarige Lady Jane Gordon, Datter af en mægtig, katolsk jarl. Bryllupsfesten blev holdt af Marie Stuart og varede med turneringer og ridderspil o. s. v. i fem dage.

Forholdet mellem dronningen og Darnley var ikke godt. Hans store meninger om sig selv svarede ikke til hans meget beskedne evner, og han var rå og hensynsløs, hovmodig af væsen, udsvævende og umådeholden i drikkelag. Han gjorde bruddet mellem dem dybere ved i heftig opbrusende at vende sig imod de mænd, der stod dronningen nærmest, først og fremmest hendes begavede og højt betroede sekretær, italieneren David Riccio, på hvem han tillige følte sig skinsyg. Darnley fik dannet en sammensværgelse, og de myrdede Riccio så at sige for dronningens øjne.

I den følgende tid voksede Bothwells indflydelse. Lige fra de første år i Frankrig havde han vist den unge Marie Stuart troskab og lydighed. Ikke uden grund havde hun gjort regning på hans ærgerrighed og tjenstiver som den kraftigste støtte for hendes kongelige anseelse. Gang på gang havde han vist hende tjenester, og hun lønnede ham med ærefulde og indbringende embeder. "Da Riccios Mordere", hedder det hos en af vore gamle historie-skrivere, "havde bemægtiget sig hendes person, var han det fornemste værktøj til hendes befrielse. Så megen udvist troskab, så mange virksomme tjenester måtte gøre et gunstigt indtryk på Maries gemyt." Utvivlsomt havde han også en stor magt over hendes hjerte. Det fremgår bl.a. af nogle skæbne-svangre breve; men da der er begrundet tvivl om deres ægthed, skal de ikke nærmere omtales.


MORDET PÅ DARNLEY

Imidlertid blev Darnley syg. På sin gemalindes foranledning og med Bothwells bistand blev han flyttet til et ensomt, men højt og sundt belig-gende hus på en åben mark umiddelbart uden for Edinborgs bymure. Dronningen ydede ham her den ømmeste pleje og forlod ham sjældent.

Søndag den 11. februar 1567 forlod hun dog om aftenen sin mand for at overvære en maskerade i paladset i Edinborg i anledning af en af hendes tjeneres bryllup. Samme dags eftermiddag var på Bothwells Slot, Dunbar, samlet hovedmændene i en sammensværgelse mod Darnley. Antagelig har dronningens voksende tilbøjelighed for sin mand under dennes sygdom fremskyndet en afgørelse, og sammensværgelsen talte mange både høje og lave af rigets mænd. Anføreren har ganske utvivlsomt været Jarlen af Bothwell. Når han derimod fremstilles, som det f. eks. er sket i en historisk roman af James Grant "Bothwell", som den, der med egen hånd myrdede Darnley, er det næppe i overensstemmelse med sandheden.

Bothwell deltog efter rådslagningen i en officiel banket, hvor også dronningen var til stede. Hver for sig brød de tidligt op, han for sammen med sine hjælpere skjult af vintermørket at bringe krudtsække ind gennem bagdøren i kongens hus, hvilken dør stod i direkte forbindelse med Edinborgs bymur, kun for at besøge kongen i husets øverste stokværk, inden hun fortsatte til maskeraden. Hos kongen indfandt sig også snart jarlen, der var vidne til hjertelige scener mellem Darnley og den efter banketten muntre dronning.

Kl. 11 ledsagede Bothwell hende forbi hendes eget værelse, der allerede da var fyldt med krudt, og til festen, hvorfra han dog hurtigt vendte tilbage og skiftede den elegante hofdragt med en simpel forklædning og tog en rytterkappe over skulderen. Han opsøgte nogle af sine med-sammensvorne, og formummede som Erik Glippings mordere, da de red til Finderup Lade, fulgtes de til muren ved Darnley s hus. Over denne sprang Bothwell og et par hjælpere, og da de vendte tilbage, var lunten til krudtet tændt og dørene lukkede. Det var ved 2-tiden om natten. Der skete imidlertid intet. Bothwell blev ærgerlig, og de andre måtte med magt hindre ham i at vende tilbage. Da lød der i den stille vinternat et frygteligt brag, og helt ude i den fjerneste del af byen vågnede folk forfærdede op.
"Glødende faldt det pludselige skær over byens svære, græsbegroede og tilrøgne mure, over de dybe skydehullers lange række, der til sidst tabte sig i mørket, over den skumle udbygning tæt ved med den dybe kanon-port og den truende kanon-munding, over den øde Mariakirkes vedbendklædte mure, over dominikanernes halvt nedfaldne tårn, ja endogså for et øjeblik over Merchistons fjerne skove. Jorden bævede - de svære mure bragede, og derpå lød en brølen, som om jordbunden revnede."

Darnleys hus blev ved eksplosionen fuldstændig sprængt i luften. Selv fandtes han som lig et stykke borte, og to tjenere var ligeledes dræbt.
Ved daggry mødte Bothwell, på ny omklædt i aftenens festdragt, i egenskab af sherif i spidsen for et kompagni for som den første at nærme sig kongens lig og bringe det til dronningens slot. Og den samme morgen måtte Bothwell, der først forgæves søgte at finde en forklaring i en pludselig lynild, sætte sit navn under en skrivelse, hvori det skotske statsråd udtalte den forvisning, at Gud aldrig vilde tillade, at en sådan udåd forblev skjult eller ustraffet, og der udlovedes 2000 skotske pund for oplysning om morderne.

Det varede imidlertid ikke længe, før rygtet udpegede Bothwell som kongemorderen. En tid stolede han på sin store indflydelse og magt, bl.a. ved selv at være nogenlunde herre over, hvorledes undersøgelserne førtes. Men så rettede Darnleys fader en bestemt sigtelse mod Bothwell og krævede af dronningen, der stadig omgikkes jarlen med den største fortrolighed, at han stilledes for en ret. Det forkyndtes da med kun 15 dages varsel, at enhver, der vilde anklage jarlen og andre mistænkte, kunde møde for retten i Edinborg den 12. april.


"IKKE SKYLDIG!"

På rettens dag mødte Bothwell med et imponerende følge af slægt og vasaller og andre tilhængere og lejetropper, i alt en hær på ca. 4000 mand. Anklageren, der ikke personlig havde vovet at give møde, lod fremsætte en begæring om udsættelse, der blev afslået. Efter en lang forhandling og efter nogen betænkning afsagde juryen under forsæde af en af Bothwells slægtninge og politiske forbundsfæller enstemmigt kendelsen: "Ikke skyldig!" De medlemmer af juryen, der ikke i forvejen var hans for-bundsfæller - og ikke var uvidende om hans skyld -, kunde berolige deres samvittighed med at holde sig til en bogstavelig rets fortolkning. Anklagen var kommet til at lyde på mord den 9. februar, men det var i virkeligheden sket efter midnat, altså den 10.!

To dage efter trådte parlamentet sammen. Bothwell fik sin frifindelse og alle sine forleninger stadfæstede, og parlamentet erkendte hans store fortje-nester. Nogle dage senere, da parlamentet igen opløstes, forsamlede Bothwell rigets store, næsten hele den fornemste adel, hos sig til et gæstebud i værtshuset "Ainslie". Da gildet var på sit højdepunkt, blev der forelagt et dokument til underskrift, hvorefter de tilstedeværende erklærede sig overbeviste om Bothwells uskyldighed, forpligtede sig til at forsvare ham mod enhver bagvasker og - anbefalede jarlen som en passende ægtefælle for dronningen! Alle de tilstedeværende underskrev. Af nogle blev det senere hævdet, at stedet, hvor gæstebuddet holdtes, havde været omgivet af 200 bøssepiber.


MARIE STUART OG BOTHWELLS BRYLLUP

Bothwell var klar over sin indflydelse på Marie Stuarts sind. Utallige skrifter har behandlet det spørgsmål, om der allerede inden Darnleys død har bestået et intimt forhold mellem dem, og det er i hvert fald ikke usandsynligt, at det har været tilfældet. Men hvor meget man skal tro af fjendtligsindede skribenters beretninger herom og om Marie Stuarts viden om mordet på Darnley, vil altid blive en skønssag. Imidlertid var Bothwell også klar over, at der vilde blive gjort alt for at fraråde Marie Stuart ægteskab med ham. Under alle omstændigheder bortførte han hende - imod eller delvis med hendes vilje - kort efter det berømte gæstebud og holdt hende som fange på sit slot Dunbar. Her viste han hende al opmærksomhed, skildrede al den ondskab, der havde mødt ham i hans liv og viste hende dokumentet fra Ainslie-værtshuset. Han forfulgte sit mål med glødende ihærdighed og vandt dronningens ja. Nogle vil i bortførelsen se ikke blot et aftalt spil, men også den ligefremme følge af en lidenskabelig forelskelse fra dronningens side.

Bothwell var gift med Jane Gordon. I største hast blev der sørget for skilsmisse. Det gik meget let. Han forlangte selv ved den katolske gejstlige ret ægteskabet ophævet som indgået indenfor forbudte grader, og dette lykkedes, skønt der kort efter brylluppet var udstedt dispensation som sikkerhed for dets gyldighed. For den protestantiske ret måtte hans hustru søge skilsmisse på grund af ægteskabsbrud. Ved Bothwells indflydelse var alt ordnet på 4 dage! Jane Gordon blev endnu to gange gift. Da hun døde, 84 år gammel, efterlod hun sig det lov at have været "en dydig og tækkelig kvinde, skønsom, af udmærket hukommelse og af større forstand end hendes køn".

Marie Stuart ophøjede nu Bothwell til Hertug af Orkneyøerne og satte selv hertugkronen på hans hoved. Deres ægteskab blev tillyst den 9. maj; men formælingen mishagede i den grad folket, at selv præsten John Craig, der foretog lysningen, i kirken erklærede, "at han tog himmel og jord til vidne på, at han afskyede og forbandede det ægteskab, som afskyeligt og skændigt for verden". Få dage efter undertegnedes en ægteskabskontrakt mellem den kongelige enke og "den meget ædle og mægtige fyrste, James, Hertug af Orkneyøerne, Jarl af Bothwell, Lord af Hales, Chrichton og Liddisdale, Stor-Admiral af dette Rige Skotland". Fremtidig skulde alle staten vedkommende dokumenter have også Bothwells underskrift.

Brylluppet fandt sted dagen efter, tidligt om morgenen. Hun var i sort fløjels enkedragt, han i prægtige juvelbesatte klæder.
"Ingen festlighed eller munterhed betegnede dette skæbnesvangre bryllup; ingen klokke ringede, ingen kanon affyredes, og de få, der var oppe i denne tidlige time, eller som måske slet ikke havde været i seng, bøjede sig alvorligt og tavs for deres suveræn og den forvovne herre, der med så stor dumdristighed havde gjort hende til sin ægtefælle."

Længe efter var det en udbredt folketro i Skotland, at det varslede ilde at blive gift i maj.
I Maries liv var den frembrydende dag kun begyndelsen til et nyt afsnit fuldt af tårer og lidelser. For Bothwell betød dagen nok opfyldelsen af hans dristigste ærgerrigheds ønsker; men hans fald nedefter fra denne dag var endnu voldsommere; kun en måned derefter var han som en hjemløs flygt-ning kastet ud i begivenhedernes strøm.

Marie Stuart stod ved sit giftermål med Bothwell endnu i sin fejreste ungdom, kun 23 år gammel. "Alle samtidige skribenter stemmer overens i, at Marie i sit ydre forenede den største skønhed og ynde, som den menneskelige form er i stand til at modtage. Hendes hår var sort, hendes øjne mørke- grå, hendes ansigtsfarve af udmærket finhed, hendes arme og hænder i henseende til farve og form af fortrinlig skønhed, hendes vækst majestætisk; ynde herskede i alle hendes bevægelser, hvad enten hun gik, dansede eller red. Hun sang og spillede luth med ualmindelig færdighed."


DEN TUNGE AFSKED

Et par uger boede de nygifte på dronningens slot. Da havde allerede de store i landet rejst sig mod Bothwell, og de måtte med et par hundrede bueskytter forlade Edinborg. De fik samlet en hær, og den 15. juni stod de med den over for oprørerne. Men dronningens armé var langt den svageste, og det syntes håbløst at begynde en kamp. Der blev indledet forhandling. Oprørerne krævede, at Bothwell skulde fjernes, og at dronningen skulde love fremtidig at ville regere med sine stormænds råd. Disse betingelser gik Marie Stuart ind på. Forgæves søgte Bothwell at få hende fra det og få hende til at forstå, at hun ikke kunde stole på dem. Han måtte nøjes med at bede om frit lejde for sig selv.
"Aftenens Skygger havde allerede udbredt sig over Carberry-højen, da Bothwell havde denne samtale med Marie Stuart ; man så ham ikke uden bevægelse skille sig fra hende for med en lille rytter flok at galopere tilbage til Dunbar. Det var den sidste gang, de sås i livet."
Om Marie Stuarts senere skæbne, fra hun den påfølgende nat som en fange skånselsløst spottet af sine undersåtter blev bragt til ø slottet i søen Lochleven, fordi hun ikke vilde opgive sin forbindelse med Bothwell, hendes undvigelse næste år, det tabte slag ved Langside, hendes u-lykkebringende flugt til nabolandet og det nye og langt varigere fangenskab, skal ikke her berettes; heller ikke om den tragiske død, der til sidst skulde beredes hende af den samme hånd, der havde været den første årsag til hendes ulykker, af den slægtning, der aldrig havde kunnet tilgive hende, at hun var køn, katolsk og Tudorernes arving, af Dronning Elisabeth af England.

Jarlen af Bothwells skæbne fra det øjeblik, han på hin skæbnesvangre 15.juni tog den tunge afsked med den kvinde, han havde trodset alt for at vinde som sin hustru, for hvis hånd ingen forbrydelse havde været ham for stor, er et svimlende fald fra et strålende kongesæde til den skumle kælder i Dragsholms fangetårn. På torvene i alle Skotlands største stæder forkyndte Herolder, at det var forbudt enhver at yde Jarlen af Bothwell ly eller understøttelse, til lands eller til vands, og der udsattes en belønning på 1000 Kr. til den, der kunde gribe ham og overgive ham i retfærdighedens hænder.


DEN FREDLØSES FLUGT

Bothwell søgte nordpå i Skotland og fandt en tid tilflugt hos venner; men forgæves søgte han at rejse en opstand, og snart efter indskibede han sig med sine mænd på små fartøjer og sejlede til Orkneyøerne, til det hertugdømme, som han endnu ikke havde taget i besiddelse.
Men allerede efter 2 dages ophold måtte han forlade disse øer.

Bedre gik det ham på Shetlandsøerne.

Her lejede han et par hanseatiske fartøjer.

Nogle historieskrivere har ment, han med disse drev sørøveri; men efter senere opfattelse synes dette dog ikke helt at have været tilfældet. Hans fjender sejlede imidlertid til Shetlandsøerne, og der stod et formeligt søslag, hvori Bothwell dog, takket være en storm, der rejste sig, undslap ud i Nordsøen.
Med to skibe nåede Bothwell Norges kyst og blev her anløbet af et dansk - norsk krigsskib, hvorfra man ønskede at se "Sørøvernes" skibspapirer.
Sådanne kunde ikke fremvises, og da Bothwell var iført og kun havde med sig "gamle og revne bådsmands klæder", troede ingen på ham, da han gav sig til kende. Han og hans ledsagere måtte følge med til Bergen, hvor der holdtes forhør. Han fik lov at bo frit i byen; men det var dog ikke idyl alt sammen. Ikke alle hans skibsfolk kunde stå for en undersøgelse af deres forhold, og dertil kom det mærkelige spil af skæbnen, at Anna Throndsøn, "Skottefruen", hans tidligere forlovede, pludselig mødte op og krævede ham til regnskab for de brudte ægteskabsløfter. Han affandt sig dog med hende ved i retten at love en livrente fra Skotland og ved at give hende sit ene skib. Men snart efter måtte han - blot medbringende 4-5 Tjenere - om bord på orlogsskibet lade sig bringe til København, om end man ikke kunde overbevise ham om nogen ulovlig handling.


BOTHWELL I DANMARK

Bothwell blev her modtaget af rigets hovmester, Peder Oxe til Gisselfeld, der satte ham i foreløbig varetægt på københavns slot.
Kong Frederik II befandt sig dengang i Ålborg. Men da han selv i sin tid havde bejlet til den skønne Marie Stuart, kan man forestille sig hans forbavselse, da han får budskab om "den skotske konge" tilstedeværelse som fange i hans hovedstad. Kongen fandt det klogest foreløbig at behandle Bothwell godt, men dog holde ham i forvaring. Da der fra skotland kom bud om at få ham udleveret, sagde kongen nej. Bothwell blev ført til det stærke slot Malmøhus i Skåne. Kongen gav i en skrivelse instruks om at give ham det hvælvede kammer der på slottet, som Hofmester Ejler Hardenberg havde til sit værelse, "og at I lader tilmure hemmeligheden udi samme kammer"; endvidere om at efterse jernstængerne ved vinduet, give ham "senge og god underholdning" og frem for alt sørge for god vagt.

Fra skotland søgte man stadig at få Bothwell udleveret til dom og straf for mordet på Darnley, og Dronning Elisabeth i England støttede ivrigt disse bestræbelser. Et af sendebudene kom med anmodning om blot at få Jarlen dømt i danmark og så få hans hoved med til skotland. Dette sendebud ved navn Clark gik i øvrigt i krigstjeneste hos Fr. II og gjorde talrige forsøg på at få Bothwell udleveret. Skæbnen vilde, at han selv endte sine dage som fange i danmark, oven i købet inden for de samme mure som Bothwell. Frederik II mente sig dog stadig bedst tjent med at beholde sin fange.

Uden tvivl har Bothwell fået kongen til at tro, at der var håb om, at Bothwell og Marie Stuarts parti igen vilde komme til magten, hvorefter danmark vilde få overdraget Orkney- og Shetlandsøerne, som man før havde fremsat ønske om. Omsider lykkedes det for en skotsk gesandt at nå til en løsning efter at have udmalet Bothwell som "hin afskyelige forræder, der aldrig vil kunne nægte, at han offentlig har øvet vold mod skotlands ophøjede dronning", en u-afsonelig skændighed. Selv om man fra dansk side endnu engang mindede om skotternes egen frifindelsesdom og på ny henviste til, at skotland kunde føre sagen for retten i danmark, opnåede gesandten dog udsigt til udlevering, såfremt Dronningen af England og den skotske regering inden den 24. August 1571 garanterede, at Bothwells sag vilde blive prøvet og afgjort efter alle retfærdigheds og billigheds regler, og at udleveringen ikke vilde blive gjort gældende til skade for Fr. II og hans efterfølgere.

Hermed syntes Bothwells skæbne afgjort. Da blev der endnu engang fra Carl IX i frankrig rakt jarlen en hjælpende hånd. Fra fransk side rettedes en indtrængende anmodning om at undlade udleveringen, der vilde føre til forstyrrelse og skandale i skotland, og Bothwell blev på Malmøhus.
Han havde her, hvor han også gik klædt efter sin stand i fløjls- og silkeklæder, en ikke ringe frihed og stod i skriftlig forbindelse med sin ægtefælle og venner i skotland.

Da Marie Stuart efter sin flugt til england erklærede sig villig til lovformelig skilsmisse, underhandlede hendes venner herom med jarlen på Malmøhus, og i 1569 gav denne i en fuldmagt sit samtykke; men det strandede på presbyterianernes modstand
Beretningerne om Bothwells ophold på Malmøhus er ret dunkle. Der findes krøniker om, at han sad i lænker, og at han endte sine dage dér. Det er dog bevisligt urigtigt. Men så meget kan man se, at efterhånden ændres behandlingen af ham. Der kan have været forskellige bevæggrunde hertil. Med Marie Stuarts fald mistede det katolske parti magten i skotland, og englands indflydelse blev større, end danmark kunde synes om. Der kan også have foreligget noget i retning af en tilståelse fra Bothwells side eller en ændret opførsel.
Også den voksende ligegyldighed for Marie Stuart og hendes tilhængere kan have været medvirkende. Nok er det, at en datidig dansk almanak, Poul Ebers Kalendarier, med nøjagtige personalhistoriske optegnelser beretter, at "Anno 1573 den 16. Juni bleff den Schottske Greffue indsat paa Dragsholm".
Ligeledes skriver den franske minister i københavn, Dantzay, i et brev hjem til sin konge, dateret 28. Juni 1573: "Kongen af Danmark havde hidtil behandlet Jarlen af Bothwell meget godt; men for få dage siden har han ladet ham sætte i et meget slet og snævert fængsel." En senere berømt fransk historieskriver fra slutningen af 16. århundrede fastslår for første gang for sin store europæiske læsekreds, at stedet var Dragsholm.


BAG DRAGSHOLMS MURE

For sidste gang kommer den omflakkende og eventyrlystne Jarl ud at rejse. En skøn sommerdag holder han, der før ejede Skotlands fornemste ridderborge, Skotlands fredløse konge, sit indtog på Dragsholm, kun fulgt af sine fangevogtere. En skøn junidag førte de ham til den ensomme fangeborg i Odsherred, hvor vinden ude fra Nexeløbugten mildt strøg ind over den smalle landtange og over de store skove ved Vejrhøj. Landet kendte han ikke. Men da solen gik ned i nordvest, og dens lange stråler nåede vinduets jerngitre, da vidste han, at dér langt borte levede hans hustru, forhånet og forstødt efter så kort en magt og lykke, den engang så tilbedte skønhed, falmet og bitter efter lidelser og modgang, efter endeløse ulykker, som hans ærgerrighed og lidenskab havde den allerstørste skyld i.

Om hans fængselstid på Dragsholm vides ikke meget med sikkerhed. Man viser endnu hans fængsel, "Bothwells Kælder", og tidligere kunde man i muren påvise to jernbøjler, hvortil jarlens lænker skulde have været fastgjort, så han i sin skumle kælder kun kunde bevæge sig så langt omkring, som lænkerne tillod ham det. Og en engelsk historieskriver beretter, at han var kastet i et "afskyeligt fængsel, hvor ingen havde adgang til ham uden de, som bragte ham den usle mad og drikke, der var ham tilstået cg som raktes til ham igennem et lille vindue". - Hvis det, som mange mener, er rigtigt, at Bothwell blev sindssyg, kan han udmærket godt have været lænket; men ellers er det meget lidt sandsynligt, at han - i hvert fald med kongens vidende - er blevet behandlet med nogen art af grusomhed.

At der imidlertid har været uhyre spartansk på Dragsholm, ved man. Af gamle beretninger fremgår det (som omtalt i Tage Christiansen: Odsherred, 1932: Arild Huitfeldt til Dragsholm), at en af de "hyggeligste" stuer på Dragsholm dengang, Fruerstuen, som inventar havde en jernovn, 4 fyrrebænke, et fyrrebord med udslag, 3 bagstole, en ildskuffe og en brandfork. Et lignende inventar fandtes i kongens værelse. En statsfanges inventar udgjorde " i 1609: "et gammelt sengested, en liden gl. skive og 3 hængelåse for døren".

Nogle vil mene, at jarlen kunde bevæge sig frit omkring. Man vil endog udpege et sted i Kulås- skoven, hvor han særlig holdt af at dvæle. Her er dog kun tale om sagn. Man ved så lidt om hans fængselstid på den gamle borg.
I sit forhold til Skotland og den ulykkelige dronning blev Bothwell ved indespærringen i Dragsholm så godt som helt isoleret. Men ved en ejendommelig skæbnens tilskikkelse oplevede han at dele sine sidste år med en af sine mange fjender.
Kaptajn John Clark havde været hans bitre mod-stander. På Carberry-Højen ved Edinborg, der hvor Bothwell for sidste gang stod ved Marie Stuarts side, havde han og Clark stået over for hinanden med sværdet i hånd. Det var som ovenfor nævnt John Clark, der af Bothwells modstandere i Skotland blev sendt til Danmark for i det mindste at udvirke, at han fik om ikke hele Bothwell, så hans afhuggede hoved med sig hjem.
Imidlertid begik Clark som skotsk gesandt her i landet forskellige forbrydelser mod Danmark og blev på københavns slot dømt til livsvarigt fængsel. I 1571 blev ban sat i sikker forvaring - som så mange andre statsfanger-bag Dragsholms tykke stenmure. Her døde han - ifølge samstemmende optegnelser - i året 1575.
Jarlen af Bothwell var i 10 år den danske stats fange.

Heraf tilbragte han den halve tid på Dragsholm, At han og Clark ofte er blevet forvekslet, kan ikke undre.

Man fortalte således i Skotland, at det var Bothwell, der i 1575 var død.
Men en af de vigtigste kilder til oplysninger om Bothwells Liv, hans bitre fjende George Buchanans "Skotlands Historie", angiver fængselstiden til 10 år, og andre gamle optegnelser slutter sig hertil. Frederik IIs historieskriver, Resen, skriver blandt begivenhederne i 1578: "Samme tid døde også den Skotske Greffve Botuel udi sit langvarende fængsel på Dragsholm." I Eiler Brockenhuus' historiske kalenderantegnelser fra det 16. århundrede angives ikke blot året, men også dagen for Bothwells død, nemlig den 14. april 1578.
Ganske vist er det senere - af J. Grundtvig - ud fra regnskaberne paå Dragsholm søgt påvist, at Bothwell er død et par år tidligere; han nævnes ikke senere end 1576; men som Frederik Schiern i sine nyere historiske studier fremhæver, har også Clark siddet fængslet flere år efter, at man sidste gang finder hans navn i regnskaberne.

Det har fra enkelte sider været hævdet, at Bothwell før sin død oprettede en slags testamente, hvori han bekender bl.a. sin skyld i mordet på Darnley og erklærer sin dronningehustru for uden andel deri. Dette synes imidlertid at være det rene opspind. Vinteren 1589 tilbragte Marie Stuart og Darnleys søn, Kong Jacob den 6., i Danmark. Havde der foreligget en sådan tilståelse og renselse, er det ganske givet, at kongen, der overalt hernede viste den største videbegærlighed, og hans historieskrivere ikke havde ladet det aldeles uomtalt.


BERØVET ALT, ENDOGSÅ FORSTANDEN

Men derimod synes det at være rigtigt, når man har ment, at Bothwell endte sine dage som en sindssyg mand. Den før nævnte Buchanan skriver udtrykkeligt, at Jarlen døde som afsindig, og han kan udmærket have denne oplysning fra en skotte, Lummisden, der har meddelt ham andre ting fra danmark, og som synes at have haft personretlig adgang til Dragsholm under Bothwells fangenskab. Den samme efterretning gentages af en række samtidige skotske historieskrivere.
Til yderligere bekræftelse kan anføres, at i den først foreliggende historiske beretning, efter at Jakob den 6. og hans landsmænd var vendt hjem efter det ovennævnte besøg i danmark, fortælles om det strenge fængsel, hvori Bothwell "blev afsindig og døde ynkelig".
Og den, der har nedskrevet det, var efter kongens hjemkomst med sin danske brud netop beordret til at være i selskab med danske adelsmænd, der var taget med til kroningen i skotland.

"Med de fremmede kilders vidnesbyrd", skriver nævnte Fr. Schiern, der såvel på dansk som med en engelsk oversættelse er en af de vigtigste og mest objektive kilder til studiet af Bothwell, "forene sig endelig menneskeslægtens sørgeligste årbøger, år bøgerne over dem, hos hvem sygdom til sidst fortærede selve sjælen. På kun alt for mange blade er her at læse, hvad sindets dybe frygt og angst, uvishedens uafbrudte spænding eller den bittert skuffede forventning har formået at virke. Hvad der er foregået i Bothwells langvarige fængsel, i de ensomme øjeblikke, hvor fortidens billeder atter gled forbi sjælen, og den usynlige dommer talte, har ingen pen vidst at opbevare.
Men ingen sådan behøvedes for at udvikle, hvad han må have følt, da han til sidst også så de mænd, der havde fulgt ham til danmark, herfra tilbageskikkede i elendighed som nye ofre for den gamle brøde, og da han daglig kun lagde sig med tanken om, at den næste morgen også kunde udlevere ham selv til en forsmædelig og grusom død, eller med hvilke følelser han i de mange mørke timer har måttet sammenligne disse angstfulde år med de stolte forventninger, der havde foregøglet ham en så forskellig bane.
Få mænd have hensynsløsere end han higet efter at nå op til den ydre æres og højheds tinde, og få mænd er hastigere end han blevne nedstyrtede fra den."

Om der i den "Melankolien og fortvivlelse, der berøvede ham forstanden", som en gammel dansk historiker udtrykker sig, også har været anger, ved man ikke.
Men én sjælekval blev han forskånet for; han oplevede ikke sin hustrus sørgelige endeligt på skafottet nogle år senere. Hvis hans død på den anden side har gjort større indtryk på hende, er det sket allerede nogle år forinden, den virkelig indtraf.
Marie Stuart har, så vidt det vides, ment ham død fra 1576.
Bothwells moder var død i 1571. Hun bevarede lige til det sidste en levende deltagelse for sin ulykkelige søn.
I hans sidste leveår har ingen interesseret sig for ham.
Ingen var der til at begære hans lig udleveret og hjembragt til skotland. Og for den danske konge betød det kun en lettelse, at Bothwell ikke var mere. Han havde haft besvær nok af den højtstående, men ufrivillige gæst.


DET SIDSTE HVILESTED I FÅREVEJLE KIRKE

Jarlen af Bothwell blev begravet i Fårevejle kirke. Det var naturligt, for Fårevejle kirke var Dragsholms sognekirke. Og skønt hans sjæl og hans legeme på det uhyggeligste havde fået fangehullets stempel, blev han begravet, som det sømmede sig en kongelig person, ikke på kirkegården, men i selve kirken. Kun simple folk blev jordet på kirkegården; og vel var Bothwell kun en fange, men man må huske, at han ikke var dømt efter danske love, og at hans hustru, Englands Dronning, endnu var i live.


Århundreder gik. Kun sagnet fortalte, at en kiste i Fårevejle kirke, en af en underlig gammeldags form, der henstod i kirkens nordre fløj, skulde rumme den ulykkelige Jarls lig.


Imidlertid begyndte der både i skotland, England og Danmark at blive en levende opmærksomhed om spørgsmålet.

Marie Stuarts historie blev nøjere undersøgt, og det viste sig, at man havde alt for upålidelige beretninger om Bothwell.

Den herværende engelske legationspræst, Ellis, besluttede da at lade åbne den kiste i Fårevejle Kirke, som af sagnet var udpeget som Bothwells.
Efter at Mr. Ellis ved et allerunderdanigst brev til kongen havde fået tilsagn om fornøden hjælp fra inspektionen over de antikvariske mindesmærker, henvendte man sig til kirkens ejer, Baron Zytphen - Adeler, j der straks viste sig særdeles imødekommende. Gulvet i kirkens nordre fløj, under hvilket Bothwells foregivne kiste få år før var blevet skjult, blev brudt op og andre foranstaltninger truffet.

Efter indbydelse af Baronen foregik den endelige undersøgelse i Fårevejle Kirke den 31. maj 1858 i overværelse af Mr. Ellis, anatomen Professor Ibsen og J. J. A. Worsaae, der om undersøgelsen beretter følgende:
"I den nu atter åbnede begravelse under gulvet i kirkens nordre fløj forefandt vi en del kister, blandt hvilke dog ved nærmere undersøgelse kun to viste sig at være så gamle som fra Bothwells tid. Da den ene af disse indeholdt liget af en kvinde, var der kun en tilbage, hvorom der kunde blive spørgsmål, men det var også netop den, som for flere år siden var blevet forevist mig som indesluttende Bothwells lig.

Denne kiste, der, på det tredelte låg nær, har megen lighed med en gammel linnedkiste eller kuffert, er kendelig forskellig fra alle nyere ligkister, hvorimod den i sin form mere stemmer overens med de i det 16. og første halvdel af det 17. århundrede hyppig, især af fornemme folk benyttede ligkister. Den er mere end 3 alen lang og godt en alen bred. Desuden havde den i modsætning til senere og i lighed med ældre, en uforholdsmæssig stor højde, nemlig med låget 23½ tomme. Men medens tilsvarende ligkister fra det 16. og 17. århundrede ellers sædvanlig er af eg og prydet med stærke og smukke jernbeslag, især hanke, er denne kun af fyrretræ og udstyret med højst på falden simpelhed, uden et eneste jernbeslag, ja endog uden hanke!

Ved aftageisen af låget sås det snart, at kisten indeholdt liget af en mand og tilsyneladende en mand af stand. Det er indsvøbt i ligklæder af fint lærred, sjældent godt vedligeholdt, og pyntede med små rosetter udklippede af sort papir. Hovedtøjet, som udvendigt er af hvidt lærred, er indvendigt af grønligt silketøj, ligesom også manchetterne er af silke. Ikke et eneste bogstav eller mærke på lig-tøjet eller kisten er hidtil blevet opdaget.
Liget selv, hvis hoved fandtes liggende under den ene skulder, sikkert som følge af en tidligere åbning af kisten, er mumieagtigt og mærkværdigt bevaret med hud og hår. Da også andre gamle lig i samme begravelse tillige med deres ligklæder er på lignende måde forbavsende godt vedligeholdte, er det ikke usandsynligt, at den mumieagtige indtørring er fremkaldt ved den tørre sandbund, som danner underlaget for kirken.

I øvrigt tyder liget bestemt hen på en temmelig undersætsig, 65 til 67 tommer høj, bredskuldret mand, med små hænder og fødder, meget krum næse, stærkt fremstående kindben, lav og noget tilbagefaldene pande, temmelig bredt baghoved samt endelig med rødligt, gråt isprængt hår, Prof. Ibsen måtte i det hele antage, at den afdøde havde nået en alder af omtrent 50 år, ligesom han også ytrede, at hovedet umiskendeligt havde et skotsk præg.

Da ethvert spor af oplysende indskrifter eller smykker mangler, er det følgelig endnu uafgjort for den strenge kritik, om sagnet har ret i at udgive denne kiste for Bothwells. En engelsk rejsende, som udtrykkelig fremhæver sin rolige, uhildede betragtning af slige forhold, har rigtignok senere og uden at kende Professor Ibsens ytringer ved synet af liget påstået med største sikkerhed, at ingen upartisk englænder vil kunne se det uden straks at erklære det for at være "en styg skotte" (an "ugly Scotchman").
Men selv om man ikke går slet så vidt, er det dog hævet over enhver tvivl, at den af-dødes alder stemmer med Bothwells, og at der, så længe i det mindste alle historiske oplysninger om Bothwells udseende mangler, og så længe det kun hedder, at han var en mand med et hæsligt udseende, aldeles intet er til hinder for, at liget virkelig kan være Bothwells. Herfor tør endog den omstændighed yderligere tale, at der er anvendt en så iøjnefaldende simpelhed ved kistens udstyring og en så stor sparsomhed med silketøj ved ligklæderne. Thi netop dette kunde snarest tænkes at være sket ved gravlægningen af en fornem statsfange, på hvis standsmæssige jordefærd man dog ikke vil anvende større bekostning end højst nødvendigt."

Med denne undersøgelse slog man sig til ro i en lang række år. Men både her og i skotland blev tankerne ved at kredse om det spørgsmål, om det var sikkert, at det var "den skotske Greve"s lig, man havde fundet. Efter opfordring fra Skotland blev der i 1915 på ny foretaget en videnskabelig un-dersøgelse, denne gang af Professor F. C. C. Hansen. Det var lykkedes professoren at få fremskaffet et billede af Bothwell, en fotografisk gengivelse af et maleri i slægten Hepburns besiddelse.
Billedet viser ifølge professor Hansen en mand med kraftige, ved mad og vin noget for svære træk, med hageskæg og krøllet, noget sparsomt hår, der over panden går spidst frem.
En streng videnskabelig sammenligning af dette billede og mumien i Fårevejle Kirke viste en påfaldende overensstemmelse i alle "de vigtigste proportionsmål; ja, denne overensstemmelse er så nøje, som det på nogen måde kunde ventes". At den før så kraftige mand ved sin død har været svækket og nedbrudt af sygdom og nød, er jo såre naturligt.

Den nordre fløj af Fårevejle Kirke blev senere indrettet til gravkapel for Zytphen-Adelers familie.
Bothwells kiste blev da flyttet til en åben begravelse under kirkens gulv midt for koret, og her har den siden været til at tage i øjesyn for besøgende.
Mumien, der under den senere tids omskiftelser og friere tilgang af luft er forandret meget, så bl.a. håret og ligklæderne nu næsten er borte, ligger nu beskyttet af et glaslåg. Billedet nedenfor giver et udmærket indtryk af de jordiske rester, der den dag i dag er tilbage af den stolte Jarl af Bothwell. Men endnu spøger det på Dragsholm, vil man vide. Man kan i nattens stilhed endnu høre en kongelig ekvipage komme rullende over broen med et firspand af sorte heste. Det er Kongen af Skotland, Jarlen af Bothwell, der holder sit indtog på sin sidste jordiske bopæl.

Og hermed slutter så beretningen om den mand, hvis mærkelige skæbne så ufrivilligt knyttede ham til Odsherred.

Aldrig genså han den vilde skotske natur, der var som et spejlbillede af hans eget sind.

Aldrig mere satte han sin fod på Hepburnernes skønne og besungne herresæde på den skrånende brink ved Clyde-Floden;
aldrig mere så han sin hustru, Skotlands skønne dronning.

Med kongemorderens og den fredløses stempel på sin pande endte han sit hensynsløse jag efter rigdom og magt i den ensomme Fårevejle Kirke på pynten ud mod Lammefjorden.

Og end ikke efter døden fik han ro.

I tusindvis af turister har stået og stirret på hans mumie og lyttet til fremviserens ord om, at "han var en hård børste", hvis vilde liv endnu kan spores i arret af et kårdehug i tindingen.


Var ingen forbrydelse ham for stor, når det blot tjente hans formål undervejs til de højeste tinder, så kunde ingen jordisk straf have været grusommere end den, der blev Jarlen af Bothwell tilmålt.
Tage Christiansen.

Skrevet i 1935


Slut

til toppen

Tilbage