Tilbage



HJEMSTAVNEN
skrevet i 1936



HJEMSTAVNEN
Der lå en lille dreng og legede i gruset. Foran ham gyngede de tørre blade i elmehækken, bag ham stod vinduerne åbne ind til alt det tryggeste på jorden, og over ham og omkring ham lå sommersol og fred og stilhed.
Han lå i gruset og legede. Men for ham var det ikke grus. Der var sten, og der var pinde, og der var store ødemarker, hvor der endnu levede vilde heste. Pindene var de mænd, der drog ud og fangede stenene ind, red dem til og fik jorden opdyrket, for så igen at underlægge sig nye ødemarker. Som med sten og grus, sådan med andre ting.
Hans lille verden var uden grænser. Det var morsomt at køre ned ad havens bakker med et køretøj; men langt mere oplevede man ved at lade det være en hundeslæde over indlandsisen eller et steppekøretøj forfulgt af ulve.
"Senere blev det endnu mere spændende at være en af dem, der holdt sit indtog i landsdelen, dengang heltene blev begravet i en af de store stendysser på bakketoppene. Han oplevede efterhånden oldtid og middelalder, senere nutiden. Legen i gruset lå forud for det alt sammen. Der kom udlængsel og videlyst. Han mødte nutiden, han lærte livet at kende derude. Han så træer falde for stormen, og han så vildvinens blade, de, der så ofte havde smykket bordet ved fester hjemme, skylles i rendestenen af efterårets byger.
Hvorfor alt dette? Var det hele mere værd end gruset bag elmehækken, græsplænerne, springvandet, grøfterne i engen, hvor hele jordbunden gyngede, når han hjalp vogterdrengen, og de løb efter køerne?
Hvorfor stadig frem og aldrig tilbage?
Da blev det efterhånden til en helligdom hos ham. Bag om oldtid og middelalder og nutid gik en sti, der førte lige tilbage til elmehækken og engen, til kirkeklokkernes dybe klang over den lille landsbys søndagsfred, til de mennesker, han havde set kun med barnets øjne. Var der mange års vækst mellem kvisten og roden, så kendte han en smutvej derimellem, og han forstod, at det er det i jorden, der bærer, selv om andre ikke ser roden.

Hjemstavnen kan man ikke løbe bort fra, hvis det ikke sker så tidligt, at man kan rykke roden op og plante den i anden jord. Hjemstavnsfølelsen er som en ganske privat lille sti, hvor man kommer bag om alt det, man står i. Og når den tilbage til barndomsdagene, går stien opad, fordi man dengang var så uhildet og uafhængig, i virkeligheden hævet højt over det kaos af forestillinger og erfaringer, af viden og uvidenhed, man sidder fast i. Det er så lidt, vi oplever af nyt.
En dag kom jeg kørende med et tog, der før en station standsede ude på linjen i udkanten af en skov. Det var morgen, og jeg havde rejst hele natten. Da jeg stak hovedet ud ad vinduet, mærkede jeg i denne forårs- morgen i strålende sol en stærk betagelse. Lige foran mig stod og viftede i morgenbrisen et knapt udsprunget birketræ, der var som selve forårets åbenbarelse. I samme øjeblik slog det mig: Ja, sådan, netop sådan har jeg engang hjemme som barn fornemmet foråret. Sådan oplever jeg det, så rigt kan det strømme imod mig, fordi det nærmer sig den første gang, jeg mødte det.
Hjemstavnsfølelsen er ikke blot en kærlighed til en egn og dens minder. Den er også bevidstheden om, at der har jeg haft de oplevelser og modtaget de indtryk, hvortil så uendelig mange senere man føres hen, idet de i virkeligheden kun er gentagelser.

Hjemstavnsfølelsen er trådt stærkere frem i de på mange måder vanskelige tider, vi gennemlever. Efter en hektisk trang til noget nyt, til afveksling, adspredelse og tempo, har der meldt sig en trang til at gribe efter noget, der ikke i morgen er anderledes end i dag, en rød tråd igennem det daglige virke. Når man til tider synes, at alt fremefter ligger i et tåget kaos, gør det godt at lade tankerne hvile lidt og hente styrke fra det, der ligger bag, fra forfædres kampe og sejre og fra det, der ikke forandrer sig. "Som dybest brønd gi'r altid klarest vand, og lifligst drik fra dunkle væld udrinder, så styrkes slægtens marv hos barn og mand ved folkets arv af dybe, stærke minder. Din egen dag er kort, men slægtens lang; læg øret ydmygt til dens rod forneden ...".

Der var engang noget, der hed mørkningstimen. Den svandt efterhånden, da man vænnede sig til at trykke på knapperne - en knap gav lys, en anden gav radioen liv. Der blev ikke mere tid til mørkningstimerne. Og noget gik tabt derved. Hvor mange gange er der ikke i mørkningstimen blevet fortalt af de ældre på gården eller i huset om den gang, da de var små, og da de var unge, og om den tid, de kun kendte fra andres fortællen. Hjemstavns-minderne trådte frem og blev levende, de voksede og gik i arv til nye slægter. De var tråde, der knyttedes i de stille timer ved strikketøjet, før man endnu nænnede at tænde lys. Mangen en "Billedbog er blevet til i de stille mørkningstimer, når mor fortalte, og man fik en rigdom ved at kunne leve med i de glæder og sorger, der lå forud for ens egen tid. Der voksede hjemstavnsfølelse frem i disse Mørkningstimer.

Få steder i Danmark er der så megen grund til at kaste blikket tilbage med stolthed som i Odsherred. Så tidligt som Danmark overhovedet har været befolket, har mennesket fundet Vej til Odsherred.
Og hvilket rigt liv er der ikke levet i Odsherred i den tid, vi selv ved lidt besked om. Med den naturlige afgrænsning, landsdelen har, er der også over den kulturelle udvikling et særpræg. Den vågne og livligt interesserede befolkning føjede til de rige minder fra fortiden et virksomt initiativ og den videre horisont, der ikke mindst bredte sig fra Vallekildes højskolebænke.

Hjemstavnsfølelsen er ofte blevet skildret af vore digtere. Den kan gælde et land, en egn eller et hjem. Det er mere end blot det at holde af et sted. Hjemstavnsfølelsen gælder både drengen i gruset og birketræet i det første forår, det er far og mor, og det er kirkeklokkernes gode klang ud over den søndagsstille by og ud over de gamle sten-gærder, der skiller mark fra mark.
Jeppe Aakjær fortæller om hjemstavnsfølelse, da han står med den døde lærke, han fandt i den nyfaldne sne:
"Hvorfor kom du den lange vej hid fra blidere landes maj, drog fra palmer og sol og frø for bag en iset sten at dø?
Længtes du så fra sydens strand op mod det barske danske land, banked så heftigt dit spinkle bryst efter at skue din barndoms kyst pinjens ynde og palmens pragt har mod minder slet ingen magt. Lærkelængsler mod kløverland skæbnebinder os, fugl som mand."
Ja, minderne skæbnebinder os. Vi finder vejen bag om alt det, vi siden oplevede, bag om oldtid og middelalder og hele den travle nutid, finder hjemstavnen, den plet, hvis billede følger os, den plet, der i tankerne bestandig ejer den tryghed, der var i gruset mellem hus og elmehæk. Og "hvad var vel i verden vort fattige liv med al dets fortærende tant, hvis ikke en plet med lidt jord og lidt siv vort hjerte i skælvinger bandt".

Tage Christiansen skrev det i 1936


Slut

til toppen

Tilbage