Tilbage



FRA ET HUSSMANDSHJEM I ODSHERRED OMKRING 186o
FORTALT AF EN GAMMEL KONE I SIDDINGE I 1934.


Det daglige Liv i mit barndomshjem, et husmandshjem, var meget nøjsomt.
Jeg skal fortælle nogle erindringer derfra:

RÅMÆLKSKAGE, SKOLKAGEN OSTEBRØD MELGRØD OG GILDESMAD.

Når koen havde kælvet, blev der bagt råmælkskage. Blev den ikke spist op den dag, blev der til næste middagften lagt et stykke papir på bilæggerovnen og kagen lagt derpå, et klæde blev lagt over, og ved denne langsomme varme blev råmælkskagen varmet op. Den var jo noget tør; men den gik ned, når maven var sulten. Aftensmaden spistes altid i mørkningen.

Når der skulde bages brød, blev der taget et par klumper dej, der blev trykket flade som pandekager; de blev lagt paa gløderne, der først blev trukket yderst ud i ovnen, for dér skulde bagningen foregå. Kom der lidt aske på dejgen, blev den vasket af. Når kagen var bagt og var blevet lidt afkølet, blev den flækket og spist uden noget på eller til; men en varm "Skolkage"smagte altid godt - måske også fordi der jo ikke ret tit vat brød i huset, før det nye blev bagt.
Ostebrød var også et meget almindeligt måltid. Et stykke brød uden smør, men med et stykke ost til at bide af. Min mand fortalte, at når hans fader kom fra arbejde, havde han et stykke ostebrød i lommen, som bondekonen havde givet ham med hjem til "Kveldsnadver", fordi han ikke blev og fik grøden. Men Ostebødet overlod han til sine drenge.

Af 2 Skp. korn kunde der blive malet gryn. I posen lå de store gryn nederst, de små foroven, og imellem var så bundet med et bånd. En lille Pose blev sendt med til grynmelet. Af grynmelet blev der kogt melgrød. Den blev kogt i vand, temmelig stiv, og den blev spist med mælk eller øl til. Der var steder, hvor de fik melgrøden til davre. Det var stort, om der kom lidt honning eller sirup på bordet til at dyppe den i. Der blev også bagt kage af grynmelet, særlig når brødet var ved at slippe op, før der skulde bages.

Når der ved gilderne blev spist risengrød til formad og klipfisk til eftermad, fik man ikke kniv og gaffel til fisken, men den spistes med skeerne (Hornskeer). En 90-aarig kvinde har fortalt mig, at ved hendes søsters bryllup fik de sylte til eftermad; men, føjede hun til, de fik ikke rene tallerkner og knive, hvis der skulde flere hold til ved bordet; de måtte bruge knive og tallerkner, som de var, om også der var både rødbeder og andre levninger på dem. Ligeså fik de heller ikke rene kopper, men det ene hold gæster drak efter det andet. Omsider blev det da til, at man fik noget vand ind i et fad, hvori man kunde skylle det, man skulde bruge. Men properheden med maden var, som man vil se, ikke stor i min barndom.

KOMMEN-HØST.

Fra min barndom husker jeg, at jeg en dag var med min bedstefader i besøg hos hans brodersøn i hulbæk i Asnæs Sogn. Under besøget sagde brodersønnen til os: Kom skal I se! Og så åbnede han døren til øverstestuen. Men vi fik ikke lov at gå ind, vi måtte bare kigge ind. Det var dog også nok til at forstå hans smilende og veltilfredse ansigt; over hele gulvet var der bredt et tykt Lag K o m m e n. Der var 9 Tdr., sagde han, og det blev kastet hver dag. Det var noget, der gav penge, men det gav også arbejde; der voksede kommen alle tænkelige steder i haven, men der skulde bestandig passes på og skæres af, at den ikke skulde falde af selv.

En anden indtægtskilde var Egebark. Der var en gårdmand, der havde mange egetræer; hvert år blev der fældet nogle, og barken blev taget af i små og store stykker. En dag så jeg hele gårdspladsen ligge fuld af bark, der var bredt ud for at tørres i solskinnet. Regn kunde den ikke tåle. Barken blev solgt til garveren.

LYS OG VARME

Elektrisk lys var der jo ingen, der kendte til for 80 År siden. Da var det den frygtelig rygende og væmmeligt lugtende tranlampe, der besørgede belysningen, særlig da hos fattige og gamle. Lampen bestod af en firkantet beholder med tran og i det ene hjørne en væge. De, der havde Råd til det, brugte tællelys. En prås til at gå med kunde også bruges; det var en lang væge, der var rullet sammen og dyppet i tælle.

Nogle v a n d s t ø b t e lysene. Der blev lavet væger af blårgarn, en fire eller fem tråde i passende længde blev hængt over en kæp, og så blev de alle på en gang dyppet ned i et kar med vand i og tællen ovenpå. Når de blev dyppet flere gange, blev de omsider til lys. De blev dog både krogede og knortede, og når de brændte, sprøjtede og spruttede de langt omkring, fordi der var kommet vand i dem.

De s t ø b t e lys var jo bedre, især når der blev brugt bomuldsgarn til væge. Vægen skulde sættes lige i formen, smeltet tælle blev hældt over vægen, til formen var fuld, og så blev formen sat i sand for at afkøles. Lyset skulde trækkes forsigtigt op, at det ikke skulde knække. Under brugen skulde lysene jo jævnlig pudses - når de blev "søvnige". Dertil havde de lukkede lysesakse.

Sypiger og skræddere vilde dog alligevel gerne have bedre og stærkere lys, og det fik de ved at bruge
"K u g l e r". Det var runde, hvide glaskugler, de mindste som, et par knyttede hænder, andre noget større.
Oven i kuglen var en lille hals og øverst en lille åbning til at fylde vand igennem; det skulle være strandvand, og så skulde der lidt skedevand i. Om halsen blev anbragt en tyk messing tråd, og deri blev bundet et stærkt bånd, som hængte oppe i Loftet. "Lyskællingen" med Lyset stod bagved kuglen, og foran kuglen blev så det klare lys: lidt gulligt, men lige så klart som det elektriske lys nu. Lyskællingen bestod af en fod med to stænger i; de var forbundet med hinanden, og på den ene var der skåret takker; herved kunde lyset skubbes op eller ned, eftersom lyset var til. Man skulle passe på, at ikke skedevandet åd tråden så kuglen faldt ned og det sprøjtede rundt.

Der blev sparet anderledes på lyset end nu. I min barndom sad alle i mørke en time og strikkede på strømperne. Det var, når man var færdig med at spise maden, hvad jo også foregik i mørke. Maden var smurt i forvejen. Skete det under strikningen, at en maske blev tabt, måtte man gå ud til lysskæret fra bilæggerovnen og tage den op.

For en 80 År siden brugtes der mest tørv til at varme med; den passede bedst til bilæggerovnene, og der var tørvemoser nok. Havde en husmand ingen tørv selv, fik han den hos gårdmanden, hvor han arbejdede. Brænde var mere en sjældenhed, så det var om at gøre at passe gå, at Ilden ikke skulde gå ud. Derfor blev der ved sengetid oven på nogle gløder lagt 2 eller 3 tørv; de blev lagt fast på og derefter øst megen aske ovenud, så var der god ild til om morgenen. Somme tider kunde det også knibe med at passe på ilden om dagen; og hvor der ikke var ret langt fra det ene sted til det andet, skete det ikke så sjældent, at man lånte ild hos hverandre i en gammel træsko.

Petroleum kendtes ikke. Papir var der kun lidt af. Halm var det også knapt med. En lille tut tændstikker (Svovlstikker) fast rullet i et gråt papir, men med svovlet siddende udenfor, kostede vistnok 4 skilling. Piben ,tændtes ved lyset eller ved et lille stykke sammenrullet papir, som tændtes ved lyset. Når piben var tændt, blev papiret slukket for at bruges både en og to gange til.
Da tørvemoserne begyndte at blive skåret op, måtte der bruges mere brænde, så der var nogle år, da brændet var meget dyrt. Så begyndtes der med kullene og med andre kakkelovne.

KAKKELOVNSKROG OG HIMMELSENG.

Der var en gammel kone, der havde en meget stor bilæggerovn med bibelske billeder på. På den ene side var Moses med Slangen i ørkenen; på den anden side Salomon med Barnet; han holdt det i det ene ben, medens han med sin anden hånd holdt den løftede økse, og omkring ham stod kvinderne. Desuden var hendes kakkelovn forsynet med "Stoddermand".

"Stoddermanden" var et drejet stykke træ på en hånds tykkelse og en alens længde, der stod foran på kakkelovnen. Øverst var der sat et andet stykke træ i; det gik over kakkelovnen ind til væggen og var til at tørre tøj på. Ved siden af kakkelovnen havde hun en armstol med snoet halmsæde med et vadmelstæppe over. I stolens ryg var en pude af trekantede vadmelsklude, røde, blå, grønne, gule syet ind i hinanden som stjerner. Det var noget meget fint.

På den anden side af kakkelovnen var kakkelovnskrogen; dér stod en slags divan, som nåede fra kakkelovnen og hen til enden af sengen, og over den var lagt et vadmelstæppe med en pude øverst. Den var god til at sove til middag på; men den blev også brugt som seng, når der kom en fremmed gæst.

Sengen var en himmelseng med et ternet omhæng af hørgarn. På kappen var der frynser. På omhænget blev der sat et stykke lærred med et fileret stykke, der var stoppet med figurer af løver, fugle, træer m. m. Fjerene i dynen blev pustet ud til den yderste kant, og så blev der endda lagt en pude ovenpå. Det midterste stykke omhæng blev lagt ovenpå som tæppe; det var pænere' end når sengen var helt lukket til.

På væggen inde i sengen blev der, særlig om vinteren, af flettet halm sat en omtrent en alen høj måtte. Den var flettet på en egen måde, for den skulde tage af mod frosten, når den vilde gnistre igennem lervæggen.
Gulvet var af ler, men der var strøet sand pænt på.

KLINTE-VASK OG VALKEHÆK

Der var knapt med penge, da jeg var barn. Når det blev vaskedag, var der ikke råd til at købe ret meget grøn sæbe til vasken, og soda kendtes ikke meget; men folk forstod at hjælpe sig, som de kunde bedst. Der var meget klinte i rugen; den blev pillet af og brugt til vask, særlig til det meget uldgarn; til at koge lærred i blev klinten brugt sammen med ren, sigtet bøgeaske; det blev lidt gråligt, men det hjalp alligevel godt. Der skulde bare meget skyllevand til, og så skulde det på blegen bagefter. Klinten var slem til at tage huden af hænderne.

Vaskebræt kendtes ikke, men man havde en valkehæk. Det var to pinde med huller i, og heri var sat andre pinde - 3/4 alen i højde, samme bredde og tre tommer mellem de to pinde. Der blev da stukket bøjelige pinde op og ned - på tværs af de andre. Herpå blev alle strømper, vanter og trøjer valket op og ned som på et vaskebræt, indtil de var tykke.

DER HANDLES VED DØREN

I min barndom, husker jeg, kom der ofte en mand fra Abildøre med sin kurv på ryggen. Det var nok mest tvebakker, der var i kurven, men jeg husker dog også en glinsende hvid kommenskringle med kommen strøet over. Der kom også en anden mand med en kurv på ryggen. Han købte æg og smør, hvor der var lidt at sælge. Jeg husker engang, at prisen for et pund Smør var 24 skilling. Manden havde en høkerhandel hjemme, og så havde han forskellige Vvarer med ud i kurven: Kadus (Cihorie), rå bønner, brunt sukker og puddersukker vejet af i halve pund i kræmmerhuse. Mer end et halvt pund om ugen var der ikke råd til at få. Som tilsætning til kaffen blev der brændt hvede eller rug; ærter blev også brugt, men det gav en frygtelig stram smag.

Det var for resten ikke altid, manden med kurven nåede hjem til aften. Vejen, han skulde passere, gik over en dyb grøft; men hans kone vidste nok, at det ikke altid var så let at styre lige ud, -så når det blev lidt ud på aftenen, gik hun ud for at lede efter ham. Jeg husker, at døren hastigt blev åbnet: "Har Hans været her?" Når hun havde fået svaret, forsvandt hun lige så hurtigt igen. Når hun endelig fandt manden, tog hun kurven på ryggen og Hans under armen, og så gik det hjemad til deres store børneflok.
Det var ikke altid, vi børn kunde få lov til at få det lille stykke papir, kræmmerhuset bestod af, til at klippe en papirsdukke af. Der skulde spares på papiret; der var kun lidt af det.

TIL HAMBORG PR. TRÆSKO.

Man var ikke dengang bange for de lange veje, og der var mange møjsommelige "Forretningsrejser". Jeg mindes således min moders farbroder; han har mange gange trukket kreaturer til Hamborg for en handelsmand i Odsherred (Jakob Larsen, Nykro). Han spadserede den lange vej med træ-træsko med jernkrammer om; lædertræsko kendtes ikke dengang. Sådan en tur varede det meste af en uge. Når han kom hjem, kom han og skulde fortælle begivenheder og nyheder, og han kom hjem så spændstig og let og glad, så ingen kunde tro, han havde gået så lang en vej.

Der var for godt 70 år siden en handelsmand i Egebjerg Sogn, der blev kaldt "Kæmpen", endda han var lille. Når han kørte til København, var vognen pakket med smør og æg og måske en halv gris; ovenpå lå der bundne lam og brægede uafbrudt, så det var frygteligt at høre. Der var fire heste for, til de kom igennem Høve Stræde, så kom de to heste tilbage. Når manden hen i ugen kom hjem igen, så de to heste, som havde gået hele turen, meget medtagne ud.

POSTGANG OG AVISGILDE.

En kone i Vig, Ane Jørgen Skræders, var postbud, og 2 gange om ugen gik hun med posttasken til Henrik Larsen i Siddinge, som var "Formand". Skulde det ske, der var brev til nogen, måtte de selv hente det. At gå til Nykøbing for at lægge et Brev i postkassen kunde godt lade sig gøre dengang. Ane Jørgens havde en dreng i pleje; han løb somme tider med tasken. Han gik aldrig, men løb.

Der var dengang en lille avis, "Morgenposten", så stor som eet blad af en almindelig avis nu. Den udkom 2 gange om ugen. Der var 8 om at holde den, 4 gårdmænd og 2 husmænd i Siddinge, en gårdmand i Bognæs og en Boelsmand øst for Vig. Fra den første til den sidste var der over 1/4 Mil. Hver af dem måtte beholde avisen een dag.
Der var en gårdmand til i Siddinge, men han havde "Berl. Tidende".

Aviserne måtte kun læses, ikke bruges; de skulde alle gemmes til nytår. Så samledes alle de 8 hos den af dem, der havde haft avisen sidst, til avisgilde for at foretage den højtidelige deling af dem. Selve delingen gik nemt nok, for aviserne var i forvejen bundet sammen i 8 bunker. Men så gik tiden med at spille kort og drikke snapse. Langt ud på aftenen skulde de have et måltid; det var skåren mad med ost og kød, ikke alt sammen sigtebrød, men også megen rugbrødsmad; riveost brugtes meget, og ovenpå blev serveret kaffe med brunt sukker til. Så spilledes der kort igen til langt ud på natten.. Kvinderne var ikke med.

Når jeg i mørkningen skulde bære avis til gårdmanden i Bognæs, stod konen foran bordet og skar brød; to stykker til hver karl og pige; Neden skorperne blev sat sammen, rundingen udad, hver på sin plads; tallerkener bruges ikke. Det var fedtebrød med salt på eller også med den gode fåresyltemælk. Somme tider gav hun mig et sådant langt stykke fedtebrød. Det var noget, der smagte, men det tog nogen tid med at spise det. At gå med avisen om dagen var ikke så rart, for så vilde gasen bide mig.
Gåsebænker, som jeg skal slutte med at fortælle om, stod inde i stuen langs med væggen, og når en gås skulde ind og lægge æg, kom den til døren og holdt et farligt spektakel, til den blev lukket ind.

Hver gås havde sin bestemte rede; når den havde lagt ægget, pillede den i skoddet, så skulde den lukkes ud igen. Rugningen foregik også inde i stuen.

Når gæssene bare blev passet, lavede de ikke urenlighed inde i bænken. Men de kunde bide karlenes bukser itu, når de sad og fik mad.


Slut

til toppen

Tilbage