Tilbage



Fra den gamle landsby
Tidsbillede fra Højby omkring 1860
Skrevet af Asta Christiansen i 1930


Sofie! kan du skynde dig op! Der har været bud fra præstens, om du vilde komme derop nu straks til morgen. Der er gæster, og de skal ud at køre i kareten - til Vejrhøj og Dragsholm var det nok
- og de skulde have mad med til det meste af dagen, så der er travlhed.
Sofie gned øjnene og fattede ikke straks det hele.
- Ja, du skulde jo nærmest tage dig af jomfru Varinka - den blinde stakkel, som aldrig kan være med til noget.
Tag den blå hvergarnskjole på, nu da der er fremmede.
I en fart var Sofie ude af slagbænken og i tøjet. Kjolen nåede til ankelen, så man lagde knapt mærke til hendes bare ben.
- Har du nu vasket dig godt?
- Ja, mor - og så farvel!


Sofie var parat til at gå, men i sidste øjeblik puttede hun sin lille bibelhistorie ind under kjolen og underlivet - måske blev der tid til at læse lidt på lektien til i morgen, hun skulde repetere forfra. Idet hun smuttede ud ad døren, lød det inde i hende: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, men jorden var øde, tom og mørk. - Ja, det var dengang! Men se nu, hvor solen skinnede over hele byen, himlen var så blå, så blå med små bomuldsskyer, der betød godt vejr. Gaden var helt hvid af bare solskin, og røgen stod lige i vejret fra Peter Andersens skorsten; de var altid så tidligt på færde dér på gården. Hønsene skrabede i møddingen og Hanen galede og fik svar fra den anden side af gaden.

Fattighuset lå stille hen - dér hastede det ikke med at komme op. Men nu så hun dog Stump- Stine i rød nattrøje - og dér stak Dam-Johanne hovedet lige hen til ruden for at se, hvem der gik forbi; vinduet lukkede hun aldrig op. Madam Poulsen stod og puslede ved sit store, indhegnede syren-træ ud til gaden - Madam Poulsen! som tit vilde have hende til at sove nede hos sig om natten - Madam Poulsen! der havde sin ligkiste stående og gemte mel og gryn i den - uh nej! det var rigtignok bedre at sove derhjemme i slagbænken. Sofie smuttede forbi uden at blive set.

Hun plejede at gå til præstegården op forbi Niels Jørgens gård, men fik pludselig lyst til at stikke over kirkegården for at se kransene på den ny grav fra i går;

der havde været sådan et stort begravelsesgilde i hele to dage;

hendes mor havde hjulpet til både ved skærmad-gildet og selve dagen, da man spiste al den gode mad, man selv bragte med i sig.

Den gamle port.
Indkørselen til Præstegården


Ih, ja! der var rigtignok kranse - nogle endda af perler. - Men nu slog kirkeuret syv, og Sofie løb ud og ind mellem de forsømte grave, smuttede så ud gennem kirkelågen til præstegården og skyndte sig ned langs den lange stuelænge, til hun nåede køkkendøren.
Ane sad i bryggerset med tørklæde om hovedet og plukkede kyllinger. Hun så op, da Sofie kom, tørrede sveden af ansigtet med en snip af forklædet og sagde:
Puh, ha! Det er allerede en varm steg denne herre - sådan et jav det også har. Men vi måtte jo ikke slagte kyllingerne, før vi så, om det blev godt vejr.



Den lange stuelænge
I køkkenet stod Mette og pudsede gafler i en lyngtørv.

Hun gav Sofie en kop the, og medens den blev drukket, stod Sofie og så ud i gården, hvor Niels var ved at vaske og pudse kareten.
Præsten var også derude, og Sofie så beundrende på den pæne, ærværdige gamle mand, som stod der i sit sorte tøj og med det hvide hår, der klædte ham så godt. Hun var vis på, at der ikke var nogen præst i hele Odsherred så smuk og fornem som pastor Mathiesen.

Madammen kom sent op, hun tålte ikke ret meget. Stille og alvorlig gik hun gennem stuerne. Hun kiggede ud i køkken og bryggers, spurgte, om kapunerne var godt i stand og hvor mange baljer tøj, der var sat i blød ude ved brønden til storvasken.
- Hele tre! meldte Ane henne fra fjerene.
- Aa, det er jo kun en spølkum-Vask, så er der vel askelud nok fra sidst?
Madammen gik ind igen uden at vente på svar.


Klokken elleve var alt færdigt til turen.

Præstens og deres gæster tog plads i kareten,
madkurven blev sat foran hos Niels,
der sad stiv og stram i sit nye liberi og slog mægtige knald med pisken, idet de rullede hen over den store, grønne gårdsplads og gennem porten forsvandt bag kirkegårdsmuren.

Sofie tog den blinde Varinka ved hånden og førte hende ud i haven.
Præstegården set fra haven
- Led mig hen til rosengangen, bad den blinde, og lad mig lugte til provence-Roserne - min yndlingsblomst, fra jeg var barn. - Nu går vi forbi georginerne, oplyste Sofie, og her er mosroserne til venstre og her. Varinka stod allerede med hænderne om en stor, dejlig rose, da der pludselig lød buldren af en vogn i gården. - Men - det er jo kareten! udbrød Varinka forskrækket og slap rosen, jeg kender lyden. Hvad er der sket - å, løb og se efter. Det varede længe, syntes Varinka, inden Sofie kom tilbage, men endelig, endelig hørte hun rappe fodtrin i havegangen. Uh! - der er sket noget. Lige da kareten kom kørende ned ved svinget fra strædet og skulde dreje til højre - der lige på bakken - så kom skrædder-Martha gående over vejen med sin stok i hånden lige foran hestene - og de var ikke til at standse der - og så kørte hele kareten over skrædder-Martha, så hun trillede om og brækkede det ene ben - og nu vil præstens ingen steder hen
- og Madammen græder og er så ked af det - og Ane er gal over, at de kom hjem igen - med kyllingerne og det hele.
Dagen havde mistet sin glans. Ingen tænkte mere på køretur. Sofie gik med Varinka gennem havelågen ned til lunden og nærmede sig den hvid- malede bænk.
- Aa, sagde Varinka glad, her er dejligt, og jeg synes - jeg synes virkelig, jeg kan skimte bænken. Aa, tænk, om jeg fik mit syn igen! Skal vi ikke gå en lille tur, Sofie? Men hvor hen?
- Ja, der er jo Tinghulerne.
- Er der ikke så uhyggeligt? - alle de store bakker, hvor nogen kan ligge gemt - og finder man ikke menneskeben lidt nede i jorden? Man siger også, det spøger derude om aftenen. Nej, lad os hellere gå ud til Mads Jakobsens led; så smutter du ind på Fruens Vænge og finder nogle blå Riddersporer, som du ved, vokser vildt der - dem holder jeg så meget af. Tag mig nu ved hånden og pas på, vi ikke kommer i nærheden af køerne. Så gik de langsomt ud ad Nygårdsvejen.

Da de kom hjem, var Madammen så dårlig af trykken for hjertekulen, at Sofie nødvendigvis måtte en tur til apoteket i Nykøbing efter pulver og piller. Ane sagde rigtignok, at det var meget nemmere - og kan ske lige så godt - at sende bud ind til Else Jørgens her lige omme bag porten efter nogle af hendes urter og lægemidler - men det var naturligvis ikke fint nok til madammen.
Sofie løb hjem efter sko og strømper, svøbte dem i et broget tørklæde og begav sig så på vandring med bare ben og hat på hovedet.
Solen skinnede, som den havde gjort det fra den tidlige morgenstund, og der var så varmt mellem byens husrækker. Vesti-smed stod nynnende og lænede sig med armene over halvdøren, parat til en snak med hvem, der kom forbi.
- Den er varm ved ildstedet i dag! råbte han til Husar-Stine, der gik forbi med en fyldt lerkrukke hængende i et broget bånd. Man må have frisk luft.
Ja - og se, hvad der passerer på gaden! svarede Stine.
- Aa, hvad, her sker jo ingen ting - aldrig en snus.
- Nå, det synes du ikke? Her var begravelse i går - og i dag er Skræder-Martha kørt over hvad mere forlanger du?
Vesti-smed så over til sin genbos smedje. Der holdt nu både en arbejdsvogn fra Borrevang og et spand heste til skoning fra Ellingegård. Ja, Rasmus smed havde de fine i sognet - men hvad! en anden én havde da også sit udkomme.

Det kriblede lidt i Sofie, da hun så Hans Christensen sidde på sit dørtrin og ordne vidjer til at flette halmkurve af - han kunde så mange eventyr - hvem, der kunde have fået et med på vejen!
Kesten Per Jensens stod uden for sit hus og snakkede højt op med Niels Borrevang om al den flyven af gigt, hun havde i arme og ben - det var til at blive tosset af.
Sofie skyndte sig forbi Kestens led - som slet ikke mere var noget led - så var hun ude af byen. Hun svedte allerede, da hun gik op ad den stejle og sandede by-ås - det var også en svær knold at komme op ad.
Ved Drabsgabet kom et vindstød farende ligesom med et suk, skønt det slet ikke blæste - men Trold-Mads's hus lå lunt ved bakken neden for Stendalsgården. Hans kirsebær var såmænd allerede modne - men stærene sad og huggede i sig, det bedste de kunne. Madsi var jo så klog; han kunde kurere både mennesker og dyr - og kneb det med at få kærnet smør, hjalp han også for det; han havde denne lovstikkerod der var så god en hjælp, og som han tog høj betaling for, men slap billigt til, for han fandt den oppe ved Stendal.

Der sad nogle børn på toppen af Illingebjerg og nogle trillede ned ad bakken under munter latter. Sofie havde en gang været deroppe - og sikken en udsigt, der var. Man kunde se tre slags vand, både Sejerøbugt, Kattegat og Isefjord.
På hovedlandevejen ved Stårup mødte hun flere vogne. Verden blev større, jo længere hun kom frem. Snart havde hun alle Troldbakkerne på sin venstre side, Grønnehave Skov på den højre og lige foran sig det blå Kattegat. Neden for alle bakkerne lå så den rødtaget Nykøbing by.
Lærkerne slog deres glade triller ud over de grønne marker, og Sofie sang af hjertens lyst det vers, hendes far lige havde lært hende:
O, du skønne, skønne maj!
Rundt på mark og høje står med åbent øje blomster små på hver en vej.
O, du skønne, skønne maj. -
På Nyledsbakken lige ved byen tog hun strømper og sko på. Inde på apoteket sagde de, at hun kunde komme igen om en time. Om en time! Hvad skulde hun dog bruge al den tid til? Nå, hun skulde jo købe tvebakker hos bager "Stænke" og franskbrød hos bager Lilje - sommetider havde hun været ked af, at hun ikke måtte købe alt på ét Sted, men nu var det godt nok, at tiden kunde gå med noget. Hun skulde også hente nogle penge hos prokurator Bagger - ham, der så så vist på hende, fordi hun ikke var konfirmeret og alligevel hentede penge til præsten i Højby.

Endelig blev hun da færdig, og lidt uden for byen tog hun sko og strømper af og bandt dem ind i tørklædet, som hun havde gemt under en sten. Hun plukkede et par "Lænkeblomster" i vej grøften og puttede stilkene ind i hinanden, så pustede hun til en blomst med modent frø - og skyndte sig videre. Hun drejede af fra landevejen og gik gennem Nygaard, hvor der var så kønt med den lille skov.
Da hun nåede Askerenden, måtte hun nødvendigvis stå stille for at lytte til kildevældet, der sprudlede og rislede, mens det løb som et vandfald i den lange "rende" mellem asketræerne. Ofte havde hun stået her og lyttet til fuglenes sang og vandets plasken - ja, det var ikke til at rive sig løs fra, der var ligesom lokkende toner i vandet. Men når - som nu - skumringen så småt lagde sig ind mellem træerne, da fik stenene så mærkelige farver og lignede de nøkker og trolde, Sofie kendte fra eventyrene. Asketoppene hvislede svagt i aften vinden, og fuglene pippede fra deres skjulte reder.

Da hun gik videre op ad bakken, følte hun en nagende sult, og hun kom til at tænke på de to tvebakker, som bager "Stænke" havde givet hende i tilgift. Kunde det gøre så stort, om hun spiste dem - der var jo da ikke betalt for dem - og måske ingen vilde savne dem. Hvor var hun dog sulten. Havde hun selv haft en firskilling, kunde hun have købt sig en "Prinsekringle" af de lækre, som lå på pladen hos bager Lilje. Hendes far havde somme tider sådan en med hjem til hende. Hvor var hun dog skrup - skrup sulten!
Inden hun ret vidste af det, havde hun spist de to tvebakker - men lige sulten var hun - så det havde nok alligevel været bedre, om de var blevet i posen. Hvis nu madammen spurgte efter dem -.

Sofie så ud over Næsholms Ruiner til højre for vejen; der var rester af et fangetårn og ege stumper af en bro, der havde ført over til en borg, som havde ligget dér engang. Hendes far havde fortalt om fanger, der havde levet der nede i en kælder. Uha! Hvad mon sådanne fanger havde gjort?
Hun satte i løb, lige til hun nåede Madsi Jakobsens Gård; så sagtnede hun farten. Og glad var hun, da hun nåede op over Ellingebjerg og straks efter stod i præstegården med alle sagerne. Madammen var gået i seng, Sofie fik sine otte skilling for turen - og ingen spurgte efter "Stænkes" tilgift.

Præsten havde siddet og røget sin eftermiddags-pibe i haven, mens madammen gik rundt fra blomst til blomst, fra busk til busk og puslede lidt ved det alt sammen. Nu rejste han sig og spurgte, om de skulde gå haven rundt.
- Du véd, der er intet, jeg hellere vil.
- Se Akasien dér ved kirkegårdsmuren, sagde præsten og pegede opad, se, hvor den rækker sig i vejret og strækker armene ud til alle sider, som vilde den favne hele himlen. Dejlige træ! Måske vil det stå her og vokse, skyde og blomstre år for år, mens slægt følger efter slægt. Man føler sig så lille, når man tænker på, hvor stakket en stund, man vandrer her. Når man endelig synes, man véd, hvor vejen går - så er man færdig.
Ak ja! sukkede Madammen og tørrede sine øjne.
De gik langs med huset og rettede lidt ved espalier-roserne, forbi buskadset og kom op på højen i havens nordvestlige hjørne. Dér satte de sig på bænken og så ud over søhaven, så på deres lille hvide båd, der lå ganske stille på den spejlblanke sø, og på elletræerne, der stod i kanten af søen og kastede lange skygger ind mod lunden. Det plaskede svagt ude på søen af gedder, der slog i vandet.
- Nå, jeg skal ud til en syg kone, sagde præsten. Farvel så længe.
Ak ja, ak ja, sukkede Madammen ved sig selv, her går jeg alene med alle mine bekymringer og grunder - grunder på det evige, uløselige spørgsmål: Hvem er jeg? -- adopteret Rosenkrantz - men hvem var min far og hvem min mor? Min stakkels hjerne er fuld af spørgsmål, som jeg aldrig får besvaret. Hun blev siddende en stund og så melankolsk ud over søen. Ak ja, det er skønt og godt alt sammen - skønt for alle andre.


Præsten gik ud gennem porten, mens "Baby" bjæffende sprang omkring ham og brugte sine korte ben med en utrolig hurtighed, når den gang på gang løb i forvejen og ellevild kom tilbage igen.

Med stolthed klappede præsten dens langhårede, rødlige pels, mens han tænkte på, at således havde også Grevinde Danner klappet og kælet for den, mens hun ejede den.

Nede på gaden sad en flok småbørn og lavede huse og haver i hjulsporene; de rejste sig, da præsten kom, men han nikkede venligt til dem og sagde: Leg I kun videre, børn!


Udenfor skolen stod lærer Sinding og bandt en rose op. Præstens øjne fangede i forbifarten pladen over skolens dør og fik som sædvanlig lige læst:
Vi sjette Christian satte denne sten ... så var han omtrent ved Møllerstedet.
Ude ved Traneleddet ad Ellinge til besøgte præsten den syge kone. Derefter styrede han sin vej om ad det stejle Toftebjerg med den vidunderlige udsigt. Dér lå foran ham det dejlige Kattegat med himlens lyse skær over sig, og i det fjerne hævede Hesselø sig som en blålig, ujævn stribe i horisonten. Den store Klintebakke skød frem som et værn mod havet, og til højre strakte sig landtangen med Rørvigs hvide kirke som en skinnende solplet i alt det grønne. Og Klintsø! med sagnet om kæmpen Lars Krans, der vilde hente sin søster tilbage fra Sejerø, hvortil hun var bortført af Nidulv fra Troldbakken i Stenstrup: hvorledes han for at danne vej over til øen vilde kaste jord ud i havet og derfor fyldte sin handske med så megen jord her fra Klint, at der blev en sø på 500 Tdr. land. Men idet han vilde kaste, gik der hul i handsken, så sand og jord dryssede ud og dannede Ebbeløkke Bakker. Da han således ikke fik udført sin bedrift, dryssede han det sidste i handsken ud over Åsebakken i Lumsås, så der blev en bakke for hver finger - og en af dem fik hans navn.

Præsten skråede hen over marken forbi Didriks gård over til Snekkebjerg. Også her yndede han at stå og beundre det herlige rundskue, og om dette bjerg fortaltes der, at en skat havde ligget skjult inde i det, men blev gravet ud under dybeste tavshed, og da man ikke formåede at rokke kisten, kom en heks, som ved navn hidkaldte tolv stude og satte dem for kisten. Og da hun råbte: kør så ud! røg kisten op af hullet med en sådan fart, at både den, heksen og studene trillede ned ad Snekkebjerg og forsvandt i Højby sø.

Højby sø! Ja, der lå den nede, spejlblank og skøn mellem krat og skrænter og med den smukke baggrund af lunden, præstegården og kirken, der majestætisk ragede op over det hele.
En flok storke søgte ned mod vandet; stilhed og fred hvilede over alt, og præsten følte en inderlig glæde over det alt sammen. Han forstod til fulde, at hans formand i kaldet havde frydet sig over det skønne sogn og skrevet derom i embedsbogen. Han ville læse det igennem, når han kom hjem. En ko brølede i det fjerne nede ved søen, og en lille hund besvarede spagfærdigt "Baby"s bjæffen, mens præsten nærmede sig Niels Jørgens mark, hvor høsten var i fuld gang. Mejerne gik fremad med leerne, og piger i hvide ærmer tog fra. Det gik så raskt og fornøjeligt.

Nærmere byen gik en pige med mælkespanden på hovedet og bindehosen i hænderne; i den stille aften hørtes tydeligt, hvad hun sang:


Nordvest for sjællands egne,
ved Oddens smalle land,
hvor marken den må blegne
for søvinds skarpe tand,
der er jeg født og båret,
det siger jeg for sandt,
og dér en ven mig kåret,
men ham jeg troløs fandt.

Da præsten kom hjem i sin stue, tog han embeds-bogen frem fra den lave hylde, hvor kirkebøgerne stod, og begyndte at blade i den.
Da lød forsigtige skridt udenfor døren, og en hånd famlede ved dørgrebet.
-i Er det dig, mit barn? spurgte præsten ømt og hjalp sin blinde datter ind.
- Sæt dig her i min sofa, Varinka, så skal du høre, hvad min formand, Provst Holst, skriver om Højby:
"Først i foråret af 1813 d. 11. april kom jeg hertil. Jeg ynder og elsker dette sted meget, jeg har besluttet, om Gud vil, at lægge mine ben her. Jeg er nu 49 år, da jeg skriver dette, og har 9 levende børn og et dødt. Taknemlig erkender jeg forsynets faderlige ledsagelse gennem mange besværligheder, og fryder jeg mig ved at have nået dette mål. Min dødsdag og min alder beder jeg en velvillig hånd at tilføje, når jeg hviler for dette livs møje. Skrevet i august 1815 af Erik Begtrup Holst."
Senere står der:
"1817 opbyggede jeg Eriks minde til enkesæde for min eventuelle enke, hvortil en have med to Skp. land. Huset er bygget for mine egne penge og tilhører tilligemed grunden, det står på, tilligemed haven mine arvinger."

Efter hans død er der skrevet:
"Og der det blev aften, siger Vingårdens herre: Kald arbejderne og giv dem lønnen. Stille og gudhengiven hjemgik han derfor d. 21. april 1838. Hans legeme er jordet på den lille plads, der ligger nord for kirken mellem dennes østre, vestre og søndre bygninger. Fred og velsignelse over dette sted, hvor herrens fromme tjener hviler, og velsignelse over menigheden.
Chr. Linde Holst,
den afdødes Søn og kapellan."

- Er det ikke smukt at høre, Varinka, og kan ikke vi sige det samme om Højby, at vi ynder og elsker dette sted? - Men vil du høre noget mere, så står her om de visitatser, Biskop Nicolaj Edinger Balle har holdt her i vor herlige kirke; jeg skal læse en af de sidste:
"I året 1797 d. 31. juli visiterede jeg tredie gang i Høybye kirke. Ungdommen svarede i almindelighed meget fromt med god forstand. Mange havde læst lærebogen og gjorde fornøjelig rede for deres gode kundskaber. De fleste læste vel i bog og havde læst smukke salmer. I skolerne er gjort en håbefuld begyndelse til videre fremgang i lærebogen - og man véd at svare med forstand. Nogle læste skikkelig i bog, men ellers behøver man øvelse i boglæsning og større nøjagtighed. Gud velsigne den værdige og retskafne kirkens lærer, at hans iver og omhu også her må fremvirke mere og mere den frugtbare evangeliske oplysning, som anden steds blomstrer efter ham, og jeg ønsker i lige måde de gode underlærere kraft og nåde af det høje.
Dr. Nic. Edinger Balle."


Præsten lod hånden glide kærtegnende hen over bogens brune skindbind; så satte han den omhyggeligt på hylde og sagde:
- Nu skal jeg have læst avisen, så kan Sofie siden løbe ned til skolen med den. -
Sofie sad i borgerstuen bag ved bryggerset og ventede på avisen, men ventetiden var slet ikke lang - tværtimod - for hun sad fordybet i Valdemar Sejr og fandt, at d e n var anderledes spændende end Holbæk-Posten og Nykøbing Avis.

Det var ved at mørkne, inden hun med avisen under armen smuttede ud gennem porten - forbi den "blå" lænkehund. Den var hun mindre bange for end for de tre andre lænkehunde, der stod i hver sit hjørne af den store gårdsplads - de var hendes skræk - og når de om aftenen ved sengetid blev sluppet løse i gården, efter at porten var stænget - ja, så skulde folk nok holde sig fra præstegården. Sofie var vis på at præstens havde mange penge, sådan som de spærrede sig inde om natten. Til havesiden var der skodder for vinduerne, og mod nord var der jernstænger for. Det var slet ikke så rart for hendes mor, når hun og Kesten Mads's skulde vaske i præstegården og begynde klokken to om natten; så måtte de først kalde på Niels, for at han kunde hjælpe dem ind.
Paa Holtebakken var Sofie nær rendt på en flok køer, der skulde ned til søen for at vandes, men hun slap da udenom.

- Skal du i Skolen med avisen? spurgte Stine, der kom løbende henne fra gadebakken.
- Ja, og bagefter skal jeg hen til Ambek-Ane efter et lod the og et fjerdingspund pudder-sukker til i morgen, det er søndag. Ellers drikker vi da altid hylde-the. Går du med?
- Ja, hvis du går med til mølleren efter brød.


Da Sofie en dag kom hjem, stod hendes far i døren lige hjemkommen fra en vandring til garveren i Holbæk efter studehorn.
- Nu skal jeg snart lave den ny hornske, jeg har lovet dig, Sofie; den skal nok blive fin, når mor får den slebet rigtig til. Men lad mig nu se, hvad du har skrevet i din skrivebog, mens jeg har været borte.
Han bladede i bogen med de brogede billeder udenpå og så med stille glæde på de regelmæs-sige bogstaver.
- Her er afskriften, sagde Sofie.
- Ja, nu kan du læse det højt for mig, så får du læsning med det samme.
Og Sofie læste højt og tydeligt om Hr. Ebbes Døtre og Mordet i Højby Kirke Julenat 1366.
- Verset kan jeg udenad, sagde hun og lukkede bogen:

Syv vintre efter dette mord
stod Højby kirke i ban,
der blev ingen prædiken gjort
og ikke jordet en mand.
De bygte et kapel på Helene Bjerg,
dér søgte kvinde og mand,
indtil paven formildte deres sorg
og løste deres kirke af ban. -

-- Så må du være fri, sagde Rasmus Madsen. Og straks spurgte Sofie sin mor:
- Må jeg gå ind til Peter Andersens?
- Ja, men tag dit livtørklæde på, for koldt er det især nu ved aftenstid.
- Se månen! råbte Sofie uden for døren, den er fuld; og hør hvor de visne blade rasler rundt om trappestenen.
- Ja, vi får vinter.
Med hænderne under forklædet løb Sofie hen mod Peter Andersens gård. Nogle smådrenge stod i måneskinnet ved dammen uden for gården og ragede noget op med fingrene.
- Se, råbte de - se, is!
Og de slikkede på det, så det smeltede.
- Puh ha! sagde Sofie i forbifarten - spiser I af det beskidte vand, som gæs og ænder snadrer i hele dagen.
Sofie hørte ikke mere efter de tossede drenge, hun gik ind gennem porten, hvor vinden fo'r susende omkring hende - så skyndte hun sig hen over den toppede stenbro.

Det var dejligt at slippe ind i den lune stue, hvor bornholmeren netop faldt i slag til otte, da hun trampede ind på lergulvet med sine træsko. Hun hilste godaften og satte sig på den lange bænk langs vinduerne, og i et nu havde hun set alt, hvad der foregik i stuen: Ane og den anden pige sad på deres lave skråstole på hver sin side af chatollet og kartede, En lysekælling stod ved Siden af bilæggerovnen og lyste svagt ud i rummet. Henne ved køkkendøren stod karlene og kærnede med vuggekernen, den ene gav et spark til flødebøtten, der stod dem lidt i vejen.
Sofie havde endnu ikke fået munden på gled, hun bare så og så. Det store hjemmebagte rug-brød lå på bænken og lugtede så godt, at man blev helt sulten deraf. Ølstojen stod på bordet og blev flittigt benyttet af karlene, der kærnede sig varme.
Aldrig havde Sofie set så mange smukke billeder som dem, der hængte her på væggene. Allerfinest var Jomfru Marie og Jesusbarnet i de dejligste blå og røde klæder. Og der var navnekluden i glas og ramme og et mindre billede, hun ikke forstod, med et vers under. Sofie tog øjnene fra det og prøvede, om hun kunde det udenad, for nu havde hun da nok set på det over tusinde gange i sit liv.

Fra hjertet sig mit ønske hæver
til glædes giver op til Gud,
hvad her vort sande vel udkræver,
han faderligen deler ud.
Med dig at dele fryd og glæde
ej større held jeg ønsker mig,
at strø med blomster dine dage,
oh, hvor jeg dog var lykkelig. -

- Du ser så fortabt ud, Sofie, sagde Ane; kom herhen og se, hvad vi laver! Dette her er lod-uld; sommer-ulden er anderledes. Nu skal vi have al ulden kartet og spundet til jul; så kommer turen til hør og blår - og når det er færdigt, væver vi, så det står efter. Når så foråret kommer, breder vi lærredet ud på bleg, så er vi færdige med vinterarbejdet og kan rigtigt fryde os, når vi går og vander det gode tøj og ser, hvor hvidt det bliver af luft og lys, af vand og dug.

- Hvad så, når I er færdige med alt det? spurgte Sofie.
- Ja, så kommer turen til at sprede møg og ælte tørv - og så har vi høslætten - jo, der er nok til hele året, man er aldrig ledig, og det er godt det samme.
Nå, man får jo også både, hver garn, lærred og to - og tredive rigsdaler til - så man kan nok bestille noget for alt det.
- Nu er der smør, brummede karlene, og Ane kom straks hen og tog det op af kærnen. Hun gik ud i køkkenet med det, og Sofie fulgte hende i hælene.
- Kom her, sagde Ane venligt, jeg har dejlig syltemælk - det er jo din yndlingsspise; du skal have det på et stykke brød. Den er af vort det sorte får - men du kan da se, at mælken er hvid nok. Har du aldrig hørt om studen fra Stubberup, der gik på loftet og faldt ned i syltemælken? - Nå, ikke - jo, der lå nok et hus så tæt op ad en bakke, at lemmen op til høloftet stødte lige op til skrænten, og studen sprang så ind ad lemmen for at æde hø - men gik lige durk igennem brædderne og ned i konens syltemælk. Ja, der var én stud til i Stubberup, men det var en anden slags; det var én, der ikke vilde tage hatten af for baronen på Dragsholm.

- Sikke meget mad I dog har, sagde Sofie og pegede på al den grød og kogte kartofler, der stod på underbordet.
- Ja, der skal noget til mælkegrød og stuvede kartofler til alle de store mandfolk. I morgen skal vi slagte får og støbe lys - så kan du komme og være med. Sofies øjne strålede; hvor var der dog meget at se hos Ane, og hvor var hun dog dygtig til alt. -
Da de igen kom ind i stuen, havde karlene sat sig til at skære knapper af svineklove, og der lå noget tyndt ståltråd til at lave hægter af.

Sofie lugtede til geranien i vinduet og gned lidt på den med et par fingre for at få mere duft. Gyldenlakkerne var kun i knop og blev måske slet ikke til noget her mod nord.
- Skal I ikke lave flere kalkkoste af svine børster? spurgte Ane karlene.
- Nej, nu behøver vi ikke flere til forårs- arbejdet - men vi skal have spundet flere tøjr til køerne.
- Ja, her er nok af blår, som vi ikke kan bruge. Ane tog et fad mælk ned fra hylden under loftet og bar det ud i køkkenet. Derefter satte hun sig igen til at karte, og Sofie pillede ulden ud, så den var nem at gå til.
- Du skal også engang lære at karte, sagde Ane, og spinde og væve; det er godt at kunne lave sit tøj selv, det er noget, der holder. Du skulde se en kjole, Kesten har fået sig, det nydeligste hver-garn med ruderet mønster, blåt og hvidt - hvert sting har hun selv syet med det bedste hjemme- spundne hørtråd, som hun har vokset - så det brister såmænd aldrig. Ork, den er så svær, at den kan stå alene; men hun siger, den skal ikke på før til jul - hun skal nu altid have sine nye klæder hængende en tid, før hun bliver fortrolig med dem.
Peter Andersen kom ind i stuen. Han havde været en tur i byen. Han satte sig for bordenden, tog en drik øl, så på arbejdets gang og fortalte så, at nu havde Mads Rasmussen på Sexhøj fået en rigtig fjedervogn - han havde selv set den.
- Det er svært, så de kommer med der i Lervangen, sagde en af karlene, det er jo ellers, som om der var mere stads ved at være fra Storvangen der østrerpå. - Ja, to af Storvangen kan tage tre af Lervangen, siger man.
Pigerne holdt op med at karte, og Ane havde ærinde i køkken og kælder. Sofie gik som altid bag efter hende, så på pølsehornene, der hang under køkkenloftet, på den store ost nede i kælderen og det røgede fårelår, som hang på bjælken dernede.
- Ja, Peter Andersen har mange gode sager, sagde Ane - men desværre ingen kone mere. Men han er såmænd altid så glad og fredsommelig - endda han er født i krigstid.
Sofie spidsede øre.
- Jo, han er født tre dage efter, at Prins Christian sprang i luften herude ved Odden. Og der var indkvartering her på gården af kystvagten. Porten blev stængt om aftenen, og ingen slap hverken ud eller ind - så der var vagt nok over den nyfødte dreng.
Men så en aften kommer en af soldaterne og melder til officeren, at der er nogen, der banker på porten, og de spørger, om de skal lukke op. Efter nogen nølen og overvejelse blev der svaret ja, og porten gik op for - Karoline! Hun havde kogt sort-pølse og var blevet sent færdig, men nu kom hun med den som barselmad. Den var så hård, at hun brugte den til at banke på porten med. Men jeg snakker -
- Ja, og jeg må hjem, mor venter mig nok.
På gaden så Sofie i måneskinnet en vogn med folk på, dreje ind hos snedkeren; der skulde de så bede og mændene vel have en dram. Damerne sad indpakket i sammenlagte dækkener, og Sofie vidste godt, at oppe ved halsen måtte der være trukket et hosebånd igennem, så det kunde falde til; det lignede en hel Chenille. Hvor mon de nu kom fra - hvor mon de skulle hen, og hvorfor kørte de ikke hellere til Nykro oppe ved landevejen - det var da en rigtig kro.


Hans Madsen listede langsomt og forsigtigt ned ad den stejle trappe fra kirketårnet. Tranlampen var lige ved at gå ud - men han nåede vel ned forinden. Han havde stået deroppe og ventet ti minutter på, at kirkeuret skulde slå otte - for han vilde da ikke ringe første gang før Tiden - det var såmænd tidligt nok klokken otte - vinterdage i mulm og mørke. Hvis lampen gik ud, inden han nåede ned, vilde han vente med at gå ind i kirken efter dåbskanden til at hente vand i, til han skulde ringe anden gang klokken ni. Der var jo to børn, som skulde døbes i dag.
Men hvad var det? Lød det ikke, som om noget rørte sig oppe i tårnet? - Men det var jo umuligt, at nogen kunde være deroppe, når han selv kom lige derfra. Var det allikerne, der lavede reder? - Nej, sludder, det var jo vinter nu. Det var nok bare lyden fra klokken, der endnu drønede deroppe, den sad ham altid længe i øret. Men det var jo også klokker over alle klokker, de her i Højby; jo, jo, det var noget, der kunde høres, når de alle tre rungede ud gennem glughullerne ved begravelser.
Sindigt gik det ned ad de stejle trappetrin. Hans Madsen vidste fuldt vel, at han var en gammel mand, og at man ikke skulde hidse for stærkt på - eller være dumdristig som nu Ole Mogensen, der under sit murerarbejde havde stået på ét ben oppe på kirkens tagkam og tømt en pægl og bagefter vinket med den tomme flaske. Nej, friste skæbnen skulde man ikke - det kunde sagtens gå galt endda.
Bump! sagde det, og Hans Madsen tog for sig med hænderne, så den sidste smule lys i tranlampen slukkes. Han troede, der kun var ét trin tilbage, og så var der to. Hans ene træsko faldt af, og lidt forkert og tungt kom han ned - men det kunde være gået meget værre. Nu var han da nede, og det ligesom lettede at se månen skinne. Han satte huen tæt ned over sit lange, hvide hår og vandrede langsomt ud fra kirkegården. Da kirkeklokken ringede sammen klokken ti, gik de sidste kirkefolk op ad bakken og gennem lågen. Sofie fulgtes, som hun plejede, med sine forældre.
I våbenhuset sad to kirkegangskoner; de skulde indledes og ventede på præsten. Inde i kirken havde hver by sine stole med låger og knager på. Mændene sad til højre og kvinderne til venstre. Sofie kiggede rundt - hun vilde se, om der sad nogen oppe i "Buret" - det underlige stillads, som var lavet oven over de nederste kvindestole. Det tilhørte familien Buchwald på Anneberg - og var vist helt morsomt at sidde i - lige som en lille stue for sig selv med vinduer uden glas og et lille gardin til at trække for.
Nu kom præsten med kirkegangs konerne lige i bag efter sig; de gik så langsomt som til en begravelse og i nøje trit med præsten. Salmebog og lommetørklæde havde de i de foldede hænder, og deres sorte kjoler slæbte efter dem op ad stengulvet. Hvor så de højtidelige ud. Lærer Sinding læste under korset, og så sang man. Det var kapellanen, som skulde prædike, han sang selv:

Alene Gud i himmerig
skal lov og pris tilhøre -

så sang menigheden videre på salmen. Folk sad så stille og andægtige og hørte på præstens lange og noget strenge prædiken. Efterhånden som tiden gik, følte man det lidt køligt om fødderne - for støvler var jo ikke det samme som træsko. Men ellers var man da godt klædt på i hvergarn, vadmel og valkede hoser - og vant til den kolde kirke.
Hans Madsen sad ude i våbenhuset og hørte på prædikenen. Han vilde ikke gå ind, for så skulde han forstyrre, når han gik ud for at hente børnene, der skulde døbes. Men han kunde også godt høre pastor Richardt, han talte mere højt og tydeligt end den gamle præst, som jo nu var skrøbelig af helbred.
Hans Madsen passede nøje tiden, når han skulde gå; så listede han stille ud og fandt gudmødrene der, hvor de var taget ind i kirkens nærhed. Så lindede han lidt ved døren og sagde venligt: Så lakker det ad! hvorefter han blev bedt ind at spise af konernes medbragte mad, mens de gik op i kirken. Senere gik han op i våbenhuset og satte sig der til gudstjenesten var forbi - for han havde lovet sognefogeden at læse til kirkestævne om et par stude, der var løbet bort fra en mand i Ebbeløkke. Han havde også en pakke offersedler i lommen, for traf man nogen, var det godt at være på gled med at dele dem ud til jul.
Da folk kom ud på Kirkebakken, faldt de i snak med hinanden; man sås jo ikke så tit. Sofie måtte vende sig om, da hun kom ud af kirken, for at se, om den brede revne i tårnet var der endnu. Jo, den sad der godt nok - og hun vidste også, hvoraf den var kommen.
Der havde ligget en lindorm omkring hele kirken, og for at få den bort opfødte man en tyr ved mælk og hvedebrød, hvoraf den blev så mægtig og stærk, at den kunde gå løs på lindormen. Men mens de kæmpede, slog lindormen så voldsomt med halen, at tårnet revnede derved. - Hans Madsen havde forkyndt, hvad han skulde ved kirkedøren; han havde låset kirken og gik nu med lidt forsigtige skridt ned ad bakken, hvor efterårets brogede løv raslede omkring og fløj sammen i en lang bunke ved foden af kirkebakken.
Ak ja, sukkede han ved sig selv, det er løvfaldstid, sommeren er forbi - kanske min sidste. Men det skal nok blive sommer engang igen. Dér står træerne, som om de var døde, men med levende knopper i sig - og rugen dernede i den sorte, kolde jord, den skal nok blive til en skøn ager til foråret. Og et menneske - om han end er nok så ringe - han er da bestemt til at vågne op til nyt liv efter vinternatten i graven. Havde han ikke så tit forestillet sig, at kirkeklokkerne ved begravelserne sang ud gennem glughullerne: vågn op på ny! vågn op på ny! Der var ingen grund til at sørge; når man ikke kunde mere her, måtte man humme sig for at give plads til den nye slægt.
Asta Christiansen. 1930


Slut

til toppen

Tilbage