Tilbage



Fra Vejrhøj til BBC
                       - Og retur
1945

Redaktør Emil Blytgen-petersens stemme er kendt at det store flertal af danske radiolyttere.
Næppe noget dansk Program har til stadighed været så aflyttet som den danske radio fra London i krigers år.
Nyhederne og de kommentarer, som Blytgen-petersen startede og trofast fortsatte med trods uhyre Vanskeligheder og i årevis uden kontakt med danmark, kom til at betyde endnu langt, mere for det danske folks modstandsbevægelse, end, han, dengang kunde ane.

Blytgen-petersen har nu fået overdraget den betydningsfulde post som Chef for udenrigsministeriets pressebureau.
På opfordring har han her fortalt lidt om sig selv og sin virksomhed, ved den engelske radio og det frie danske blad i London.

Jeg er født d. 26. august 1905 i Bjergene i Fårevejle, Sogn, for at begynde med begyndelsen, som jeg intet husker om og derfor slipper let fra. Stedet, hvor jeg er født, er vist nu revet ned, men det var et af de småhuse i Fårevejle Bjerge ved Vejrhøj, der hørte under Baroniet Dragsholm, og hvortil min far var flyttet efter at have opgivet en købmandsforretning i Særslev. Min far blev dræbt ved en kørselsulykke Lillejuleaften, da jeg kun var" et par år gammel, og jeg husker ham ikke. Barndomsminderne fra Odsherred samler sig om det lille købmandssted med landbrug, som min bedstemor havde i Bjergene, og hvortil min mor flyttede efter sin mands død.
En købmandsforretning var også den lokale nyhedsbørs, og dette sammen med den lokale avis vakte vel mine journalistiske Instinkter på et tidligt tidspunkt. Hos en lærer, Søren Høegh i Vindekilde, lærte jeg at skrive dansk og meget andet, således at da jeg efter min bedstemors død sammen med min mor rejste til Bregninge, hvor min ældste bror, Christian, var blevet lærer, og kom på Jyderup realskole, kunde jeg hævde mig i 1. mellem.

Min bror fik mig efter mellemskoleeksamen ind på Stenhus kostskole, hvor rektor Hass gav mig en friplads. Jeg blev student fra Stenhus 1924 og begyndte at studere statsvidenskab samtidig med, at jeg tjente til, mit underhold. ved arbejde i Statistisk Departement og ved journalistik, som jeg straks begyndte på efter ankomsten til hovedstaden.

I Jyderup realskole har jeg udgivet et skoleblad "Ugleposten", og som student redigerede jeg studenterrådets officielle blad "Quod Felix" og senere "Akademisk Tidende", der var fællesblad for alle akademiske foreninger. I 1932 blev jeg fast ansat ved Nationaltidende, der i 1935 sendte mig til London, hvor jeg overtog bladets londonredaktion på Daily Telegraph i Fleet Street, Londons store bladgade, hvor jeg sad, indtil Tyskerne afbrød min forbindelsen med mit blad. Det var fire interessante år, og jeg er vist den danske Journalist, der har tilbragt flest timer i den store bladgade.


Dette var i al korthed vejen fra Vejrhøj til B.B.C. Jeg havde aldrig i mit liv talt i radio før den 9. april, men det siger sig selv, at jeg efter denne dato havde en så brændende trang som ingensinde til at meddele mig til danske læsere eller lyttere, som det nu blev. Tyskerne gjorde det umuligt for mig at skrive til mit blad, og jeg måtte så til at meddele mig over luften. Mr. Turnbull, der havde været engelsk presseattache i København ved besættelsen, var kommet tilbage til London. Han kendte mit arbejde og min Indstilling, og ved hans hjælp fik jeg i BBC's danske afdeling, der oprettedes straks efter 9. april, adgang til at give en ugentlig oversigt over verdensbegivenhederne set fra London.

Jeg fik Lov til at tale om forholdene i England hjem til Danmark, ganske som jeg vilde have gjort, hvis jeg havde kunnet fortsætte som korrespondent til mit blad. Jeg søgte så godt, jeg kunne, i den tid, der blev stillet tit min rådighed, at orientere i begivenhederne og give udtryk for, hvad jeg troede fuldt og fast på, at vejen til Danmarks frihed gik gennem Storbritanniens sejr. Det var også min overbevisning, at jeg i denne min tro var på bølgelængde med størstedelen af det danske folk, og at jeg kun udtrykte, hvad de 99 % af mine journalist-kolleger hjemme i Danmark vilde have udtrykt, hvis de havde haft mulighed for at skrive eller tale fra London. Da jeg havde givet nogle kommentarer, fik jeg at vide, at jeg kunde fortsætte, hvis jeg opretholdt samme standard. Da BBC's sendetid til Danmark blev udvidet, talte jeg en tid to eller flere gange om ugen. Den meste tid talte jeg fast, som lytterne måske husker, hver tirsdag og fredag, og da vi blev flere kommentatorer og min tid blev mere og mere optaget af arbejdet i den frie danske bevægelse, var fredag min faste aften.

De første lytterreaktioner fik jeg af nordmænd, der var kommet. til London hjemmefra. Det var mig en stor opmuntring, at de var glade for mine kommentarer, og jeg tænkte som så, at hvad der var godt nok for nordmændene i deres kamp, måtte også være godt nok for danskerne. Og jeg fortsatte, selv om jeg de første par år overhovedet intet hørte hjemme fra. Blandt de norske lyttere var' også Kong Haakon, hvilket. jeg fik konstateret en aften, da Churchill talte i radio på samme tid som jeg, og Kong Haakon havde valgt at lytte til Churchill. Kongens adjudant, oberst Norlie, havde imidlertid lyttet til mig. Jeg havde gengivet H. C. Andersens Eventyr om "Den onde Fyrste", der jo lige på en prik svarede til virkeligheden med Hitler, og Kong Haakon sendte bud efter manuskriptet. "Da Kong Haakon besøgte det danske hus og mit kontor, sagde han spøgende; "Nå, er det her, de sidder og siger godaften." Som et andet eksempel på, med hvilken rørende Interesse Kong Haakon fulgte os frie danske i London, kan jeg nævne, at da den norske konge havde holdt en tale på Kong Christians fødselsdag, sendte vi referatet til godkendelse, og vi fik det tilbage omhyggeligt gennemrettet af Kongen selv, således at "Frit Danmark" i London foruden bidrag fra nuværende premierminister er Attlee og forhenværende udenrigsminister Eden altså også fik Kong Haakon som en slags "Medarbejder".

Bladet "Frit Danmark" i London var det næste, jeg tog fat på efter at være begyndt ved radioen.. Da det danske råd efter sin stiftelse i sommeren 1940 besluttede at udgive et blad, blev jeg anmodet om at redigere det. Vi begyndte på en måde ganske som de illegale blade hjemme. Vi havde heller ingen penge til at begynde med. På det første medarbejdermøde blev der imidlertid lagt 50 pund på bordet. Dette var startkapitalen, og de følgende numre gav overskud. Vi tegnede abonnement til en Pris, af 6 pence pr. nummer, idet jeg mente, at bladet var ligeså meget værd som et glas øl - også for de frie danske søfarende, og beregningen holdt stik. Bladet blev bedre og bedre, og øllet i krigstidens england tyndere og tyndere, således at vi kunde have solgt mange flere eksemplarer end de 6000, som den strenge papirrationering tillod os.

De første numre blev skrevet i en privatlejlighed i nærheden af Marble Arch, mens bomberne faldt, og luftværnskanonerne tordnede i Hyde Park. Inspirationen havde vi i det London, der i brand og røg trodsigt rejste sig. Bombenat efter bombenat og holdt ud gennem blitzen, således at også slaget om London blev vundet. Det vil måske interessere at vide, at hverken blitzen eller V-bomberne forårsagede, at BBC's udsendelser til Danmark eller Europa nogensinde er blevet afbrudt så meget som et sekund. Min nærmeste V-Bombe oplevede jeg på B.B.C., der da havde til huse i den store forretningsbygning Bush House. Jeg var i grunden på vej ud for at spise frokost, da jeg i stedet for mærkeligt nok besluttede at gå ned i BBC's kantine i kælderen. Næppe var jeg kommet derned, før V-Bomben sprang. Kælderen fyldtes med støv og røg, og ellers skete der intet dernede; men oppe på gaden lå et halvt hundrede dræbte, og mange i BBC's kontorer var alvorligt sårede af glassplinterne. Min kollega Hørsholt Hansen undslap som ved et mirakel. Han stod på gaden på hjørnet overfor, hvor bomben faldt. Han blev slynget til Jorden, men kunde rejse sig. Rundt om ham lå døde folk. Han havde ikke så meget som fået en glassplint. Redaktør T. M. Terkelsen havde sit kontor i bygningen lige overfor, hvor bomben faldt. Han hørte den komme og var på vej ud af døren, da han fik en byge af glassplinter i ryggen. Han fik et sår i halsen og fik senerne skåret over på den ene hånd; men også dette var heldigt sluppet. En anden bombe faldt på det sted, hvor jeg efter min udsendelse vilde være gået ind i mim automobil for at køre hjem. Ved et tilfælde blev min udsendelse udsat til næste dag på grund af vigtigt krigsnyt, og jeg havde forladt B.B.C., da bomben faldt.

Da D-dagen kom, lykkedes det mig at blive akkrediteret de allierede invasionsstyrker som krigskorrespondent i egenskab af min stilling som redaktør af "Frit Danmark". Jeg var to gange med dansk skib over kanalen til invasionsfronten i Normandiet og senere, i december og januar, var jeg på vestfronten. Mit livs største oplevelse var at være vidne til , invasionsoperationerne i Normandiet. Efter fire lange år i London havde man nu forvisningen om at være på vel hjem. Meningen var, at jeg skulde følge med de allierede styrker til danmark. Så kapitulerede tyskerne, og to dage efter landede jeg let og behageligt i Kastrup lufthavn. Mit job som krigskorrespondent var afsluttet. Under årene i London, når tankerne gik hjem til Danmark, gik de naturligvis for mig i særlig grad til min fødeegn. Man spurgte sig selv om, hvornår man igen skulde stå på Vejrhøj, hvor min bror nu bor, og en klar sommerdag med kikkerten lede efter jylland eller med det blotte øje skimte Roskilde Domkirke.

Vejen fra Vejrhøj tit B.B.C. og retur har været lang og rig på begivenheder. Hvis jeg under årene i London har betydet noget for lytterne hjemme, er det vist, fordi jeg er født og opvokset på landet, om end på et sted med, små bjerge, så dog med udsyn, og fordi jeg gennem landsbyskole, realskole i stationsby, kostskole, universitet og journalistisk virksomhed har lært at kende alle kredse af det danske folk, selv er et produkt af det demokratiske danmark med dets lette adgang til undervisning og uddannelse, og måske derfor var særligt rustet til at udtrykke noget af det, som alle danske hjemme følte, men ikke kunde udtrykke, da det nazistiske mørke lagde sig over landet.

Emil Blytgen -Petersen.


Slut

til toppen

Tilbage