Tilbage



Forstlige Betragtninger i Odsherred
Jul 1934. Mantzhøj Skovridergård.
Elisabeth Vestergaard.




Når De under en artikel med denne overskrift ser et kvindenavn, vil de måske være tilbøjelig til at tro, at der nu også er kommet kvinder ind i forstetaten. Men nej! Etaten består af mænd, og det er kun en forstmands kone, som ud fra et 10 års kendskab og kærlighed til Odsherreds skove vover sig frem med nogle - ikke forstlig saglige, ikke videnskabelige - betragtninger over Odsherreds skove, deres flora og fauna, deres bygninger, deres uendelige betydning for landsdelen Odsherred.

Engang så dækket af skov byder Odsherred nu kun på spredte skovarealer af 1750 hektarers størrelse, delt i 10 skove, som - præget af den jordbund, de gror af - giver et såre afvekslende træ-samfund.
Langs Isefjorden ligger Grønnehave, Annebjerg, Ulkerup, Stokkebjærg og Kongsøre. Syd for den gamle Siddinge-fjord har vi Grevinge skov, langs Sejerøbugten Høve, Jyderup og Ellinge skov og ud til Kattegat Sonnerup skov.
Ulkerup skov har været spredte skovholme med landsby-Bonde jord imellem, men ved salg af fæstegodset overtog staten bøndergårdene, som nedlagdes, og skovholmene sammenplantedes. En skov voksede op med smukke og afvekslende bevoksninger af bøg, eg, nåletræer, men endnu ses grundene af de gamle gårde, sænkningen, hvor byens gadekær har været, og en bakke nær derved, som hedder "Bys Bakke". -

Skovridergården "Mantzhøj" på østsiden af Ulkerup skov var oprindelig fæstegård under kronen.

Den daværende skovrider Mantzius havde den i fæste og hans enke efter ham, hvorefter den blev skovridergård 1795.

Den arkitekt eller håndværker, der har bygget Mantzhøj, har gjort sine sager godt.

Annebjerg Skov
Harmonisk i linjer og nøje i samklang med sine omgivelser ligger den nuværende bygning, den mere end 100-årige gård, og lader ikke tilskueren i tvivl om, at her står han foran en af de gamle skovrider- eller præstegårde i al deres hygge og med en vis jævn fornemhed. - Den gamle vind-fløj på lade-taget svinger rundt og viser sit navnetræk
H. C. W. (H. C. Wellendorf, der var skovrider her) og årstal 1831.

Haven har oftere været omtalt i Odsherreds-beretninger, den yder nu som før et plus til den gamle gårds skønhed, omend dens størrelse kan rejse visse vanskelige økonomiske problemer for vor generation. En nyerhvervelse for skov-distriktet er to højst interessante sten; sat op ved opkørslen til Mantzhøj. Med front mod Egebjerg- vejen og med baggrund af gamle stengærder står disse anselige sten med indhugget kongekrone, Chr. d. 7.s navnetræk, bogstaverne O. H. V. P. og årstallet 1778.

Bogstaverne betyder "Ods Herreds Vildtbane Pæle", og de har - før 12 i tallet - dannet grænsen for kongens vildtbane, da Odsherred var domæne. En ublid skæbne har spredt dem og tilintetgjort nogle, men disse to er af amtet overdraget til skovdistriktet, hvor de har deres historiske tilknytning, og hvor de står som et minde om hine tider, da det gjaldt livet for menigmand, om han drev jagt inden for "Kgl. Majestæts O. H. V. P.".

Annebjerg skov trækker sin grønne skov rand langs Nykøbing bugtens blå vand. Ved skovfoged boligen glimter frem en gammel, rød bygning med tjæret bindingsværk "Barkhuset", hvoraf der findes flere i distriktets skove, men som nu ikke mere tjener deres hidtidige formål: barktørringen. Moderne kemiske metoder har trængt barken ud af garveindustrien. Smukke, gamle valnød- og ægte kastanjetræer kranser skovfogedboligens have.

Grønnehave er lystskov for Nykøbing. En del af den er forbeholdt sindssygehospitalet, og vi tror - eller dog håber - at en og anden træt hjerne eller en tynget og forpint sjæl har fundet nogen lettelse og lindring ved at færdes under træernes kroner, med udsigt over den friske strand. Går vi sydpå, til Stokkebjærg skov, ja, da møder vort øje en skovens skønhed af rang! Bøgen når i denne skov en så smuk udvikling som få steder i landet. Dejlige af form, imponerende i højde.

Kommer De en forårsdag fra det skinnende skarpe sollys derude ind under de lysegrønne hvælvinger, da vil de forstå den, der kom ridende og - skønt et muntert verdensmenneske uden særlig tilknytning til religion og kirke - dog måtte holde sin hest an og udbryde: "Her er Guds hus og himlens port!" - og de vil forstå den store, svenske Skogs professoren, der i spidsen for sin ekskursion af unge forstelever standsede og sagde: "Her må man tage af hatten!" hvorpå han og hele hans flok lod gerning følge på ord.

På Stokkebjerg strand ligger den bekendte "Lommesten", som jætten slyngede fra Hornsherred mod Egebjerg kirketårn. Stenen faldt i Isefjordens bølger, og den gamle kirke står endnu på bakkens top uanfægtet af onde anslag.



Kongsøre skov
Videre sydpå har vi Kongsøre skov, der i hele sin længde følger Isefjorden.

I ingen af distriktets skove er en så frodig vegetation af alle træarter som her.
Bøg, eg, elm, løn, ask, el og gran
udvikler i forhold til alderen den største fylde, især befinder bøgen sig her på sin rette vokseplads.



I Kongsøre som i flere af distriktets skove, særlig de østlige, findes en del oldtidsmindesmærker, hvoraf de fleste og betydeligste er beskrevet af Nationalmuseet. Umiddelbart oven for strandskrænten findes således her en anselig langdysse "Tingstede", hvoraf dog en del er skredet ud over skrænten. En anden langdysse med ca. 35 randsten indeholder et firkantet gravkammer, hvoraf dog dækstenen og en ende-sten mangler. Dyssen er fejlagtig bleven nævnt som "Kong Øres Høj", men da "Kong Øre" vist kun er en fantasifuld mands opfindelse, er dens Navn "Kongsørehøj". Sagnet siger, at i dyssen er gemt en guldkæde så lang, at den kan række helt til Stokkebjerg Skov. Fantomet om det røde, nedgravede guld går igen i mange, men har oftest vist sig at være - som også her i Kongsøre - kun et fantom.

Frederiksberg Kommune har en feriekoloni i nordenden af skoven, og her tumler sig hver sommer glade drengeskarer. Det hænder tit, at de samme drenge som voksne og gifte mænd aflægger et besøg her for igen at se og for at vise kone og børn deres barndoms eldorado. Umålelige er de værdier, der her tilføres en opvoksende slægt blandt storbyens børn. Omegnens befolkning søger i stort tal til "Sandskredet", pladsen ved stranden, hvor borde og bænke står under morsomme lave, knudrede ege. - Syd for skoven ude på "Næbbet" ligger den gamle "Næbbekro", hvorfra færgefart gik til Tudse Næs. Nu står huset tomt og forladt, venter måske på en renæssance for at genopstå som kaffe-kage-isvaffel-idyl for turister?

Grevinge Skov synes for den almindelige turist en smule kedelig med sine regelmæssige afdelinger og snorlige veje og ingen evigvekslende urolig strand mod sine grænser, men forstmæssig set har den interesse, og den har en god bestand af vor smukkeste vildtart: Råvildtet.

Hamlets hvileløse ånd er også blevet knyttet til denne skov. Et gravkammer her deler skæbne med flere rundt i landet ved at benævnes: "Hamlets Grav", men vi må med en omskrivning af Shakespeares ord sige: "Where to be - that's the question!"

Vi vender os fra Isefjorden og de lyse løvskove og går mod det barske Kattegat og den mørke nåleskov, hvori vi dog stadig møder spredte smil af birk, bøg, Eg. Sonnerup Skov må fængsle den besøgendes hjerte for bestandig! Sonnerup med sine bløde, hemmelighedsfulde granveje, hvor skovens læ og lunhed og havets friskhed mødes. "Værneskoven", den, der beskytter den egentlige skov mod den stride nordenvind fra havet, kryber her lav og tæt og ukuelig som en skrå, vindskåret bræmme af tjørn, enebær og bjergfyr op som et panser og baner vej for den egentlige skov indenfor. I mange, mange års kamp med en mager bund og et ublidt vejrlig skaber den tålelige kår for sine træbrødre bag sin gamle, furede ryg. Vege og viljeløse sind kan vel her høste en lære af en så sammenbidt tålmodig kraft.

Jyderup Skov opstod af fire fæstegårdes sammenlægning grundet på: "jordens ringe beskaffenhed" - ja - det lyder en smule trøstesløst, men Jyderup Skov er ikke trøstesløs for den vejfarende. Har De engang taget den på kryds og tværs, glædet dem her over en skøn, gammel, fritstående fyr og der over et areal med gyldengule gyvel, og når de over et stærkt stigende terræn står med udsigt over skoven og Sejerøbugten, så vender de atter og atter tilbage til Jyderup Skov.

Så har vi den lillebitte Høve Skov! Mager sandjord med fyrbevoksning og fed lerbund med eg og bøg inden for dens snævre ramme. Forlystelsesskoven par excellence! Her går det løs med skytte- og andre store fester, her er pavillon med restauration, kiosker med de allestedsnærværende ispinde og nu - i de sidste par år - et lejrliv af store dimensioner. For en såre billig penge fås her en teltplads og alle naturens herligheder plus kulturens goder i form af telefon, vandpost, redningsstation etc. Tilstrømningen er da også stor både fra land og by. "Høve Strand" er et broget skue i sommerferien.

Endelig har vi smertensbarnet, den lille Ellinge Skov! Smertensbarnet økonomisk set, ikke værdifuld i forstlig henseende, men dog ydende sin hygge, sin lunhed til egnens noget flade og tørre karakter.

Skoven! ak ja! den er forstlig set interessant, og den er menneskelig set uundværlig. Et skovløst, ja blot et skovfattigt land! Hvor tomt og trist! Skoven med sin fauna, sin fuglesang, sit lette springende vildt! Skoven hegnet af de gamle grå stengærder med de tusinde bregners og vilde blomsters smil! Skoven med forårets anemonetæppe og efterårets flammende pragt! Skoven, der løfter bekymringerne af vort sind og puster friskhed i vor sjæl! Skoven, som menneskene tit behandler hårdt, hvis værdi de ikke ænser! - Vi skylder den vel tak! -- Og skoven er jo ikke blot forstvidenskab, ikke blot æstetik eller lyrik, den er det daglige brød for mange munde.
Netop nu, hvor vintermulmet ruger over landet, hører vi lyden fra skoven i de korte, mørke arbejdsdage: Øksens klang, savens syngen, træets dumpe fald mod jorden.

"Fy", siger den store by, "se! de fælder vor grønne sommerskov, se, de stolte kæmper, de ranke søjler ligger på jorden! Det er vandalernes værk!" "Gudskelov", siger den jævne mand, "nu begynder skovningen! Arbejdsløsheden er forbi, skoven giver mad og klæder og tld i ovnen!"
Og "Gudskelov" siger Manden med Ridsekniven, forstmanden. "Nu skaber vi skov, lige såvel som når vi sår og planter om foråret. Nu skaber vi udvikling for den nye slægt af træer, nu skaber vi levemuligheder for mennesker!"
Og bevoksningerne gror op omkring ham. Hvor en vokser i vejret, strækker sig og tyndes ud og gør rå, ræv og hare hjemløs, der gror en anden frem, lav og tæt, og byder dem velkommen i sit ly.

Lad os hilse den glad - den klang af økse og sav i mørketid og kuldetid - lad os lytte til, hvad han synger derude, skovens søn:
Vi planter herude et løvsalshang for tusinde fugle til ly og sang, vi planter varme for vinterens dag, vi planter en mast til danmarks flag, vi planter bjælker og lægter til hjem for kommende slægter.

Jul 1934. Mantzhøj Skovridergård.
Elisabeth Vestergaard.

Høve skov


Slut

til toppen

Tilbage