Tilbage



Et gammelt bykort


(Webmaster: Historien er fra 1929, jeg ved ikke hvem forfatteren er).

Originalen til nedenstående kort over Nykøbing findes i Resens "Danske Atlas" og er således 250 år gammel. (Nederst til venstre ses en over Dragsholm.)

Til trods for kartografiske mangler og unøjagtigheder giver kortet os dog ret god besked om byens udstrækning og gadernes beliggenhed i tidsrummet 1660-1700. Indgangen til byen foregik ad 5 porte, hvis navne var:


Strandport, Østerport, Nørreport, Vesterport i Nørre-fjerding, Vesterport og Grønnehaveport.

De fleste Gårde og huse lå langs Adelgade, og bag gårdene fandtes frugthaver, enghaver og tofter.


Ved Adelgade lå byens Rådhus (hvor senere by fogedens, nu skomager Mørchs Ejendom ligger), en gammel, brøstfældig bindingsværksbygning med mørke fangehuller i kælderen. Også den senere kendte store gadebrønd fandtes i hovedgadens østlige del, der omtrent strakte sig til den nuværende Lindeallés yderste del; imod vest nåede hovedgaden til det smalle sted, omtrent hvor nu købmand Benzon bor. Nord for Adelgade lå Nørrefjerding, omfattende nu Nørregade og Kildestræde; men her fandtes kun spredt Bebyggelse.

Kirken så dengang en del anderledes ud end nu, idet den havde spir over koret og, var tækket med bly. Øst for kirkegården, hvor nu museet ligger, lå den gamle "Munkebygning" med den i 1592 oprettede latinskole, der dog aldrig fik videre betydning, hvorfor den 17 40 blev nedlagt. Syd for kirkegården lå en lille Bøgelund "Holtet", der var tumleplads for ungdommen og holdeplads for Køretøjer; navnet er jo bevaret i "Holtets plads".
Herfra førte et smalt stræde, Bræmmerbrostræde (det nuværende Svanestræde), til hovedgaden.

Navnet er tydeligt nok afledet af strædets mangelfulde brolægning, idet de mindre befærdede gader dengang kun var brolagt med stenbræmmer langs husene, hvorimod selve kørebanen var u brolagt vej. Strædets fortsættelse mod syd var Skibbro-Strædet (den nuværende Havnevej), hvorfra en anløbsbro strakte sig ud i fjorden; de større fart øjer kunde dog ikke lægge til her, men måtte losse og lade ved hjælp af både. Foruden Skibbro-Strædet førte også Strandstrædet ud til fjorden.

Det nuværende Kirkestræde fortsatte - efter kortet at dømme - forbi den gamle latinskole mod nord og øst om Kirkegården til Nørrefjerding. At dette virkelig har været tilfældet, fremgår af, at der for ikke mange år siden er fundet rester af gammel bro lægning i de nuværende haver på dette sted. I Byens store "Agedam", Bysøen, hvorfra en rende førte ned til fjorden. Bysøen har utvivlsomt ligget på de lave engdrag mellem Grundtvigsvej og præstelodden, og vejen herfra til Hovedgaden (nu Grundtvigsvejs sydligste del) benævnedes Bysøe-strædet.

Gennem Grønnehaveport kom man ud i "Grønnehave" hvorfra vejen fortsattes langs den sydlige beliggende Annebjerg Skov med St. Karens Kilde, der var St" Hansaftens valfartssted for byens borgere.

Den lille stad rummede i 1672 kun 463 Indbyggere og blev styret af en borgmester og 4 rådmænd; under rådet stod byfogeden, rettens håndhæver, og af underordnede "Embedsmænd" kan nævnes vægteren og "Stodderkongen".

1682 blev denne form for bystyret ændret til, at de mindste Købstæder skulde styres af en Byfoged HANS Grundtvig blev den første.
Det stod på den tid - efter Svenskekrigene - sørgeligt til med byens næringsliv, hvilket fremgår af, at byfogeden gentagne gange måtte bede overordnede myndigheder om at eftergive "det forarmede Borgerskab" de tunge skatter.

Borgerne levede for en del af landbrug, skønt byens jordtilliggende - ca. 2000 Tdr. Land - ikke var velegnet til opdyrkning, da kun 500 Tdr. var ager, resten lyng og skov. En af byens største Jordbrugere var borgmester DINES ANDERSEN der boede i en af de største gårde "med 3 Skorstene". Han døde 1682 og blev "lagt" i kirken. Andre erhverv var fiskeri og skibsfart, der før i tiden havde været ret indbringende, idet købmændene da ikke blot fragtede byens egne skuder, men også lejede fremmede skibe til at hente varer langvejs fra; en af byens bedste kunder var lensmanden på Dragsholm. Efter de trange krigsår sygnede også skibsfart og fiskeri hen. Af håndværkere fandtes foruden de sædvanlige også en rottefænger, der satte forgift på, kornlofter, samt en badskær.

(Webmaster: badskær, er en skægskærer der fra middelalderen og frem til ca. 1800, en betegnelse for en faglært og lavsorganiseret barber, der også virkede som kirurg og tillige ofte soignerede de badendes hår, skæg og negle på offentlige badeanstalter.)

De onde år, der fulgte efter svenskekrigene varede længe; byens næringsliv gik stærkt tilbage og Indbyggertallet var stadig synkende (1740: 350); således omtaler Byfoged Morten Grundtvig 1725 Byen "Som en liden forarmet Stad, en af de, allersletteste i landet".
Først et halvt hundrede år senere, da handel og søfart havde bedre kår, og krongodserne i Odsherred blev udskiftet, gik den lille stad bedre tider i møde. J. M.


Slut

til toppen

Tilbage