Tilbage



En Vakancetur i 1888 Fra Grevinge til Odden
En historien der blev skrevet i 1936 af Asta Christiansen


Paster Nielsen i Overby var død, og præster skulle skiftes til at prædike og have uge der i vakancetiden. I december 1888 kom turen til min fader, pastor Rich. Petersen i Grevinge. Vi havde ikke boet længe i Odsherred, så da fader dagen før turen henkastede, om jeg vilde med derud i stedet for moder, der helst blev hjemme, blev jeg meget henrykt ved tanken om at komme ud på en sådan opdagelsesrejse. Jeg kendte kun odden som en streg på landkortet og vidste at "hist i nord går odden ud mellem høje bølger".

Da vi ikke anede, hvor lang tid turen vilde tage med vor egen vogn, forpagterens heste og ham selv til kusk, stod vi for en sikkerheds skyld op før klokken 5. I muld og mørke og med lys i hånden fo'r vi omkring i de kolde stuer og trak frem af garderoben i gangen alt, hvad vi havde af varmt rejsetøj. fader havde en god pels, men moder nøjedes som de fleste kvinder med en kørekappe, der afløste hendes sjal.
Kappen var alt for stor til mig, og fiks var den absolut ikke, men den var varm - og så var den lavet af vore egen får i Vendsyssel, hvor den da også var syet med sit landlig-troskyldige snit. Dens eneste pryd var et højrødt uldfoer, og takket være dette kom den på sine gamle dage til hæder og værdighed, når den med vrangen udad gjorde lykke ved ordsprogslege eller låntes ud til dilettantforestillinger, så kunne den ligefrem se kongelig ud.

Næppe synlige for lutter tøj tog vi afsked med moder, der oprindeligt ønskede, hun havde os vel hjemme igen - og så rullede vi ned over præstegårdens ujævne stenbro, ud gennem porten, langs med møddingen udenfor og slap da i mørket vel over udkørslen, hvor vejen var lige oplagt til at vælte på med sin knold til højre og sit hæld til venstre. Langsomt begyndte vi turen og skelede hyppigt efter grøften, men kusken var sikker, og det gik jævnt fremad, vi nåede Vig og kom snart efter til nykro, hvor hestene skulle hvile og have et foder af muleposerne.
En gammel mand med en lygte kom ud og fo'r frem og tilbage, indtil det endelig lykkedes ham at få os ind i rejseladen. Med endnu større besvær fik han os ud den anden vej, hvor porten var dækket af hø, halm og sække.
Det var koldt at holde stille, men nu rumlede vi videre ad den ganske gode vej, indtil vi snart drejede bort fra landevejen og med ér så foran os en uhyggelig bakke i Tinghulerne, stejl og stenet snoede vejen sig neden for bakken i sand med dybe hjulspor. Fader var parat til at stå af, hvis det kunne hjælpe, men det mente kusken nu ikke. Jeg satte uvilkårligt fødderne hårdt mod vognbunden for ligesom at holde igen, da de vinterkåde heste satte farten op på det sidste stykke.

Snart så vi Højby ligge foran os, en majestætisk rød kirke knejsede mellem høje gamle træer og stod, som om den fra sit høje stade vågede over hele den slumrende by. men inden vi nåede dens nærhed, skulle vi atter gennem en skærsild - en meget stejl og sandet bakke med huller i vejen.
Hesten gik stramt sidelængs - fader løsnede lidt ved forlæderet - men inden vi ret vidste af det, var det hele overstået, og vi kørte gennem den lange tæt sammenbyggede og stråtækte by. Da vi straks efter kom til den urimelig høje sekshøj bakke, var jeg da ganske klar over, at Odsherred måtte være et bjergland. oppe på toppen af bakken var et gravkammer, så man kom til at tænke på de gamle nordboers kraft og troskyld, jagt og fiskeri og alt det, de måske havde efterladt i disse bakker og høje.

Den næste lille by hed Stenstrup. Stenstrup, hvor kendte jeg det navn fra? Aa, jo, fader havde fået brev herfra fra én, der hed Stine Pedersen om at holde foredrag. Vi kørte lige forbi et rødt forsamlingshus af træ, det var så der, man holdt møder. Fader vidste, at dette forsamlingshus var det første i Odsherred, og at det k u n var bygget, til hvad der var godt og rent.

Den gang anede jeg ikke, at jeg i dette hus skulde opleve mange gode timer, høre udmærkede taler af landets bedste mænd ved møder med fulde bænke, sang, der lød viden om, glade og venlige ansigter, velmente håndtryk og stor gæstfrihed i gårdene omkring forsamlingshuset. Jo, det hus stod, som det skulde.

Men se nu der - atter en bakke slyngende sig op over åsen, et brat dyb til den ene side, men op ad bakken slåen og roser, der selv ved vintertide havde deres skønhed. Nu så vi havet med dets pragtfulde skumsprøjt et stykke neden for bakken til venstre, og snart kørte vi gennem den stille Lumbsås, der tegnede sig tydeligt i morgendisen. Et stykke videre frem - hvad så vi da ikke: Odden slynget ud mellem to have, så pragtfuldt og ejendommeligt, at vi glemte al frygt, da vi kørte ned ad den lange Ebbeløkke bakke, der så ud, som den endte ude i havet, men dog i sidste øjeblik viste en vej langs vandet. Hvilke skrænter ved Ebbeløkke! Og hvilken strandbred med store og små sten, grønne bølger og skumtoppe, der bruste over blå og mørkegrå striber derude. Det plaskede og småskvulpede langs stranden, en enkelt søfugl stod på et ben og frøs - og nordenvinden fo'r rundt i mine vide kappeærmer.

Men sikke dog en vej vi nu var kommen ind på en markvej måske, der var kun eet hjulspor og slet ikke plads til at møde en vogn, så måtte man da ind på marken, og heldigvis var der ingen grøfter; vi havde nu da ikke mødt et menneske på vejen mellem Grevinge og Odden, og vi kunde roligt mase os frem gennem alle de større eller mindre sten, som hestene havde stort besvær med. Men som vi oplevede det i Vendsyssel, var det nu alligevel ikke, der sad man fast i ler og dybe huller, så det hændte, at skaglerne sprang, når fader kørte til kirke. Hvor blev vi børn forbavsede, da der en dag kom en stor pakke fra en skomager i Randers med 5 par lange støvler til fader, moder og de tre ældste af os børn; fader var klar over, at alt andet var umuligt, træskoene blev siddende i leret, og skoene gled rundt, som de vilde.
Nu var vi kørt et stykke ind i
landet, vi hørte ikke bølgeskvulpet mere, men forude skimtede vi nu en lille lyserød kirke omgivet af bladløse træer - og se, netop nu faldt morgensolen på den, så den lyste op i landskabet og så skøn og idyllisk ud..


Præstegårdshaven var begyndelsen til Overby, så drejede vi brat forbi en mødding ind i præstegården, hvis udhuse så noget forfaldne ud, medens stuehuset havde et hyggelighedens præg over sig

Vi blev modtagne af en gammel færøsk pige og det passede jo helt godt i disse nordlige egne. Det viste sig, at vi var kommen en hel time for tidligt til gudstjenesten Kl. 10; men da klokken omsider ringede sammen, gik vi med fru Nielsen til kirke ad en sti bag om byen - og godt var det, at ingen af os blev hængende i det slemme lerælte, men slap vel ind i den lille, noget beskedne kirke uden kakkelovn eller anden ekstravagance.

Jeg var meget forfrossen efter køreturen, mine fødder var som is, og jeg undrede mig over, at folk sad så roligt og andægtigt uden mindste tænderklapren; de havde vel også gået en tur først, men hvem kan sige sig fri for at lade tanken flyve lidt omkring selv midt under en prædiken: Jeg mindedes en dag, da der kom en uldjyde og tilbød mig en dejlig varm uldklokke, men da jeg sagde, at jeg ikke vilde have den, udbrød han meget krænket: "Da sæller a Masser af Klokker ude på Odden!"" Ja, det var let at forstå - hvem der nu havde haft en af dem!

Da man havde sunget slutningssalmen, læste en af lærerne i kordøren; så gik man stille og højtideligt ud af det hvide Kirkerum.

På kirkegården stilede vi straks hen imod det høje mindesmærke på Willemoes' grav med krigerske kanonkugler og fredeligt blomstrende roser. Grundtvigs indskrift var naturligvis nok meget smuk, men nu havde jeg i så mange år forbundet Willemoes med: Kommer hid, I piger små - og den bolde ungersvend, som var alle favre pigers ven, var rigtignok også min ven og helt. Han hørte til i den sang. Aldrig havde jeg dog drømt om, at jeg skulde se hans grav - og jeg k u n d e ikke dy mig for at plukke en lille rosenknop som et minde.

For den rare fru Nielsen var livet nu forbi herude. Præstegården var for hende kun kolde, tomme rum. Lidt trykkede kørte vi hen på eftermiddagen hjemefter, og da vi kom i nærheden at Højby, syntes fader, vi skulde benytte den sjældne lejlighed til at besøge pastor Frenehens dér. I mørkningen trillede vi så ind ad en gammel port - hen over en mægtig, grøn gårdsplads med større sten hist og her, og så holdt vi foran døren til det meget lange, gamle stuehus. Det var dejligt at komme ind i hyggelige, varme stuer.
Fruen beklagede blot, at hendes pige havde fri, men så hjalp jeg hende med, hvad jeg kunde ude i køkkenet med det gammeldags stengulv. Man regner vel nok med, at sten ikke kan tale, og jeg hørte heller ikke et muk, mens vi gik der og varmede anderagout - men lige så vist som Willemoes' sten kunde føre sit tavse sprog, lige så vist kunde jeg nogle år senere høre det ujævne stengulv fortælle om gamle dage. Klip, klap, tip, top, her har vi ligget i mangfoldige år, trådt på af høje og lave; vi husker nok urtegårdsmanden, når han sad der lige inden for bryggersøren og med valne hænder om spølkummet drak sin varme mælk, mens han satte de hvidgrå strømpefødder oven på de beslåede træsko med de tykke halmviske i - det var altid en forandring og en slags ærbødighed at slippe træskoene lidt. Og så blev han endda dræbt af lynilden i denne fredelige præstegårds vindue. Vi husker nok præstemadammernes lette fjed, når de en sjælden gang kom herud, eller jomfruerne, der skulde overse aftensmaden. Men det var pigerne, der sled os, det var dem, der travede hen over os fra morgen til aften. og skrål har her været, når dåbsbørnene inde fra borgestuen bag bryggerset blev båret herud, mens der blev varmet mælk til dem, eller når de skulde have puddersukker til sutterne - særlig hvis den lille havde suttet kluden ganske tom på den lange vej fra Ebbeløkke til Højby. Men var vi dog ikke nær ved at vende os en halv omgang, da vi en dag hørte børnesnak udenfor og et tøndebånd rasle lags rendestenen, mens en fornøjet barnelatter fandt vej ind til os børn i denne præstegård?

Men kunde stenene tale, hvad fortalte så ikke alle de gamle stuer om svundne dage, mens lampen brændte og kastede sit dæmpede lys op på loftet med det lyseblå tapet med gyldne stjerner. Hvor var alle svagheder og skavanker nænsomt dækkede for ligesom at holde på det gamle. En lille græstot forvildede sig ind gennem ydervæggen og skinnede grønt i krogen, pappet på havestueloftet revnede af det tunge sand, der lå oven over det for at lune blot et lille hul til at begynde med, så dryssede det med sand midt på gulvet - drys, drys! som et timeglas, der er nær ved enden.

Men i stormnætter lød det, som verdens undergang var nær, bjælker knagede, taget truede med at ramle sammen, og hvornår lød der et brag fra skorstenen? Præstens børn drømte om frygtelige trolde og hekse - og præsten om en ny præstegård.

Men det kunde også hænde på en dejlig sommerdag, at morgensolen kastede sine varme stråler ind gennem de små grønlige ruder i sovekammeret og skinnede hen over en lille bitte dreng, medens gammeldags gule og højrøde enkelte roser nikkede fornøjeligt til hinanden, som vilde de kaste poesi ind over alt det gamle, som ikke, måtte dø.

Men tilbage til anderagouten.

Efter et livligt besøg skulde vi atter ud i mørket. Vi lånte en staldlygte, som fader balancerede med snart på forlæderet, snart dinglende nedefter for mulig at opdage grøftekanten. Da vi omsider nåede hjem, modtog moder os med lige så stor glæde, som havde vi været udenlands i mange måneder. En herlig tur havde det været, vi havde set Sjællands Odde og meget andet i den for os hidtil ukendte landsdel af det stille, afsides og af fremmede ukendte Odsherred. Asta Christiansen.



Slut

til toppen

Tilbage