Tilbage



En Lumsås digter
Forfatteren L. C. Nielsen in memoriam

1930



Det er sagt så tit, at Odsherred i sin natur ejer afveksling, som man ikke andre steder i vort land finder magen til. Men ingen kender dog denne til bunds, som ikke fra Lumsås høje ås har set himmel og jord mødes, tungt og mildt i syd, vildt og barsk i nord. Lavt og øde, klædt i lyng og fattig ager breder landet sig i syd, hvor Sejerøbugten slikker på den bløde bred - blød i sin runding fra Lumsås til Høve, blød i sin bund, hvor sand og græsjord mødes. Men selv Sejerø bugt kan vise sine hvide tænder og stå i skum helt ud tit den lange ø.
Og få steder har man lejlighed til at se så afvekslende og pragtfulde skyformationer, som dem, der presses ind over bugtens lave land mellem åsen og de fjerne bakker ved Høve. Langt borte fra strækker disse bakker sig mod nord; ved bredden af den lille Nekselø bugt, ikke langt fra Odsherreds sydvestlige grænse, der rejser Vejrhøj sine skovklædte højder, og de fortsætter over Veddinge Bakker til Høve, hvis bekendte "stræde" er som et pas mellem det sydlige og det nordlige Odsherred. som en kæde af blå bjerge ligger de for dem, der bor mod nord; her til når øjet, så kan drømmen tage fat.

Helt anderledes er det land, der fra Lumsås sænker sig mod nord. Her er ingen vege linjer og ingen "blå bjerge". Stolt og barsk hersker Kattegat, og dog har kysten også her sin ynde. Stejl og vejrbidt trodser Klinte-Bakken havets vælde og tager på den ene side stødet af for den kønne og stille Sonnerup skov, hvor solpletterne glitrer i mos og lyng mellem slanke graner. En idyl for sig, kun lidet befærdet af mennesker.
Forbi Lumsås rejser kystlinjen sig bag den hvide strandbred i maleriske skråninger, der kulminerer ved Ebbeløkke Bakker. Her udfolder det nordlige Odsherred al sin skønhed; nedenfor de med Krat og på sine steder lyng bevoksede skråninger skyller Nordstrands salte bølger ind mod sand og store sten; mod øst glimter Klintebjerg, og til den anden side rækker Odsherred sin lange arm mod vest og nord i Sjællands Odde.

Intet Under, at de fremmede, der er kommet til den lille venlige kirkeby på åsen, har fået lyst til at blive på stedet. År efter år er de kommet tilbage - og ingen af de første røbede for andre, hvilket herligt sted de havde fundet. Men dog voksede skaren, og hver sommer er der bl.a. en hel kunstnerkoloni, der trofast har holdt til i Lumsås - til glæde for dem selv og for deres mange venner på egnen.

Og blandt disse fremmede, der en dag fandt vej til Lumsås, var digteren L. C. Nielsen. Herom fortæller en af hans gode venner, lærer Hermansen i Lumsås.


L. C. NIELSEN I Lumsås

I året 1916 købte L. C. Nielsen et lille hus i Lumsås.
Han fortalte selv om, hvorledes han, netop da han på en udflugt til Odden var kommen til dette hus, blev så betaget af egnens Skønhed, at han udbrød: Her vil jeg bo!
Det traf sig så heldigt, at huset kunde købes, og så kom han til at bo der.
Meget smukt er her.
Odden-vejen løber lige forbi på åsens rand.
Bakkerne falder fra den stjelt mod syd, breder sig ud til et stykke frugtbart agerland med huse og gårde og ender i en række små, kuplede bakker helt nede ved Sejerøbugten.

Mod vest fortsætter lavlandet sig langs åsen og bliver til Oddens lange tunge, der herfra ses i hele sin udstrækning til den yderste spids, Gniben. Kattegat svøber sig om landet mod nord, skimtes over den yderste rand mod vest, og mod syd breder den skønne Sejerøbugt sig ud, hvis kystlinje i en vidunderlig runding strækker sig mod nord for til sidst at løbe sammen med bakkerækken ud for L. C. Nielsens Hus.


Dette er landskabet. Har man dertil set sols og skyers skiftende spil over vand og agre i vår og høst, oplevet vinterens ubeskrivelige farverigdom, hørt vandenes uophørlige syngende brus mod kysten, kan man ikke andet end give digteren Ret: her er skønt at bo.

Huset er lille og gulkantet med grønne skodder om de små vinduer. Stuerne er små og indrettede som rigtige bondestuer. I den største midt i huset med vinduer mod øst og vest er der et hvidskuret bord med bænke om. Der er hjørneskabe og dragkiste og gamle armlænestole med flettede halmsæder eller hvergarnsbetrukne hynder. Til huset hørte en lille have, som han gentagne gange udvidede ved køb af tilliggende jord. Den blev omhegnet med palisaderækværk, Tjøtn og anden hårdfør lævækst og tilplantet med mange frugttræer, frugtbuske og blomster. Han elskede denne plet jord, som nu var hans, og når han om sommeren boede her, passede han den selv: såede, lugede og gravede; var han fraværende, sendte han udførlige instruktioner om, hvad der skulde udføres. På det hvide bord i stuen stod altid en skål med blomster fra hans egen have.

Da L. C. Nielsen første gang kom hertil, var han meget svag efter en svær sygdom, og det var først, efter at han var bleven fuldstændig frisk og sund igen, han kom i forbindelse med befolkningen her. Men da blev det også en forbindelse, der varede til hans død. Han blev som en af vore egne og tog levende del i egnens rørelser og begivenheder, både små og store. Jeg husker hans optræden ved en brugsforeningsgeneralforsamling, hvor man på grund af krigstidens restriktioner skulde tage standpunkt til den skæbne, der burde blive foreningens spiritusbeholdning til del, og hvor han overfor tørlægningstilhængerne, der på deres måde jo vilde værne særlig ungdommen mod at falde i fristelse, iltert hævdede, at man selvfølgelig måtte opdrage både Ungdommen og sig selv til at opføre sig sømmeligt. I 1918 gik man i Lumsås i gang med at oprette en bogsamling. Man oprettede en forening, hvis kontingent skulde danne grundlag for bogindkøbet. L. C. Nielsen var straks med i arbejdet. Han deltog således i mødet, hvor man udarbejdede lovene, og han skaffede på festlig vis en betydelig pengesum til bogsamlingen. Sammen med Fini Henriques, der var blevet hans nabo, foranstaltede han nemlig en aftenunderholdning, hvis hele Indtægt skulde gå til bøger forsamlingshuset var stuvende fuldt den aften - over 300 mennesker var kommet for at høre og se disse to udmærkede kunstnere, og det blev en stor oplevelse for os alle. L. C. talte om musik og komponister, især om Fini, og Fini spillede, spillede, som nu han kan spille, når han er i humør, og i humør det var han og blev det ikke mindst ved L. C.s maliciøse, inciterende causeri. Det er ikke for meget sagt, at der var ellevild jubel over de to - og bogsamlingen fik over 300 kr. i sin kasse.

L. C. og Fini - ja, det er et kapitel for sig, et drama, der begynder som en lys og lykkelig morgenstund med fuglesang og grødefuld varme, bliver som en sommerdag kan blive det til slemt uvejr med torden og lynild, og ender i grå tåges golde klamhed, nå, ender knap så trist, for de fandt dog hinanden igen efter uvejret og blev venner igen til sidst.

De havde herude påbegyndt et samarbejde, hvoraf der skulde fremgå en opera, der skulde handle om og hedde "Tasso". L. C. havde engang lovet at skrive en operatekst til Fini; han ønskede nu at få den, og L. C. opgav af den grund en rejse til Grønland, han ellers havde fået tilbud om. Grønland var den gang aktuelt, det var i tiden omkring kongens besøg deroppe, og L. C. vilde gerne have frembragt nogen grønlandsk lyrik; men nu blev han altså hjemme og tog fat, på "Tasso". Og til at begynde med så det ud til at gå strålende med samarbejdet. De var daglig sammen, talte om emnet og skrev løs. Men desværre revnede det jo. Grundene skal jeg ikke komme ind på her; jeg kender vist heller ikke dem alle, og den dybeste kender måske slet ingen, uden de selv, hvis de kender den. Forskelligt kom dem imellem, og arbejdet gik i stykker. Venskabet mellem dem fik et svært skår, men det heledes igen, og de kom igen hos hinanden som venner. gang på gang udtalte L. C., både når Fini hørte det, og når han ikke var til stede, sin tro på ham som det store musikalske geni, af hvem han altid ventede det største, og Fini udtalte ved L. C. Nielsens død at de var venner igen, at alle uoverensstemmelser var glemt og at han satte L. C. Nielsen umådelig højt, både som kunstner og menneske.

L. C. gik ind og ud i vore hjem, og han var altid velkommen. Han kom som et frisk og farende vejr; der var sol i hans røde hår og levende lys i hans små stålblå, skarpe øjne. Vred kunde han blive, og da stod der gnister om hele hans tætte lille person. Blødsøden var han aldrig mod sine venner han fremsatte svære beskyldninger mod sind og hjerter, fandt besynderlige motiver for vore handlinger, hånede kraftigt og skældte ypperligt ud; altid drillende, æggende til modsigelse, og særdeles tilpas, når modparten var i stand til at give godt igen. Mennesker måtte han have om sig, derfor kom han til os og så gerne, at vi igen kom til ham. Han var en næsten lidenskabelig fortæller. Et ord, et spørgsmål kunde være nok, så tog han fat og fortalte: Jævnt og ligetil, med sikkert og knapt ordvalg. Tonefald og gestus fulgte skildringen som farver og skygger, deres eget liv føjede led til led, træk til træk - og billedet, tildragelsen, mennesket, hvad det nu var, stod der levende og klart som oplevet, kendt af os selv. Det var en ordets mester og elsker, der havde talt og givet os en uforglemmelig oplevelse.

En dag så jeg på hans bord nyligt skrevne digte og ark med korrektur til "Thurahs Park"; han læste nogle af disse digte for mig, med lav og bevæget stemme; det var om hans barndoms have dernede på Hindholm, de handlede, haven, som den gamle, lidt sære lærer Thurah passede og elskede, og han fortalte dertil om sit hjem dér, om faderen, Kaptajn Nielsen, om Stephansen og Budde, om Søskendeflokken, der legede under de blomstrende træer. Thurahs Park er ikke mere, sluttede han, dens træer er fældede, og pladsen bruges til andre ting; men i bogen er der sat den et minde, fordi den er begyndelsen til mit Danmark ! der begyndte det at gro i mit sind, som siden blev min kærlighed til den hele store have: mit land.

L. C. Nielsen havde i de sidste par år været meget syg. Han havde haft gentagne anfald af hjerneblødning og led meget af hovedpine og stivhed i sine lemmer. Han kæmpede beundringsværdigt mod følgerne af sygdommen og vilde være rask igen. Efter juledagene 1929 rejste han for sidste gang fra Lumsås for efter et ophold i København at tage til Italien. Ved afskeden sagde han: Jeg kommer igen, I slipper ikke af med mig; jeg kommer "med sejr i min hånd og sejr i min fod, med sejr i alle mine ledemod". Og han slog ud med sin hånd som en fyrste, der tager afsked med sit folk og drager i Leding.

Det menneskeliv, han levede iblandt os, et liv i kamp: personligt, mod, sygdom, sorger, tit mod fattigdom, i sin kunst, mod alt menneskeligt ondt, især mod lavhed og fejhed; for renhed, skønhed og sandhed, i dyb og ægte kærlighed til sit folk og sit land, med ukueligt mod og med mands vilje til sejr for sig selv, for os alle det liv er blevet således sammenknyttet med vort eget, at han vil leve i vore hjerter og tanker, så længe vi blot selv lever.

Han skrev engang:
Ikke et håb, om det aldrig indhentes, forspildes.
liv har det født, ledet til handling og kraft.
Hellere i Higen forvildes, end aldrig at, ville og vove;
hellere dådsprængt dø, end sove !
Thi ingen ved, hvilke frø der vugges i land af en viljes vidt vandrende vove!

Vel, han var en mand, der kastede frøkorn på voverne måtte de bære frugt i vort sind, da har han, hvad bedre er end en grav iblandt os, var den end i hans egen have
CHR. HERMANSEN


Det er ikke her stedet til en redegørelse for den store og værdifulde samling af digte, kantater, fortællinger o. s. v., hvormed L. C. Nielsen har ridset sit navn i litteraturens historie som en af tidens bedste. Men i en tid, hvor så megen tynd poesi og overfladisk rimklang får lov at løbe rask fra skrivebordsskuffen til forlæggeren, er det dog værd at mærke sig, hvor denne digter arbejdede med sit stof. Han kunde i dage og uger kæmpe med en idé, før han fandt, hvad han selv kunde godkende. Og streng var han i sine krav. Ikke blot skulde ordene stå som mejslede; de skulde også bære det ægte præg af hans personlighed et uroligt og lidenskabeligt sind, på engang hårdt og følsomt, ofte bittert, altid tørstende efter skønhed. Og hvor personlige hans digte end kan være, så ejer de dog altid det perspektiv, den almene menneskelighed, der får dem til at gribe os alle.

Blandt hans smukkeste digte er dem, der er skrevet om og til børn i samlingerne "Hanne" og "Rejsen til Rom" og andre, ofte til sine egne Børn. "De sejler over gulvets sø - på gule sofapuder - og ankrer ved en gylden ø - af sol fra mine ruder -". Men så kan digteren også pludselig standse midt i de "rejser", de sammen gør hjemme i stuen - "Ak Rom! Ak Rom! - Min lille dreng, - vi kan ej rejse længere, - fordi din far får vandringsvé, - hver gang han får det land at se, - hvorved hans længsel hænger."

Hvor L. C. Nielsens digte er skrevet, er vanskeligt at sige, da han bestandig var på rejse og altid skrev. En del er skrevet eller blevet til i Lumsås, deriblandt en stor del af "Thurahs park". Med denne bog slutter kredsløbet, her er han igen i barndommens have: "Om alle Østens haver - yppigt foran mig lå, - hvad var de mod den have , - min barndoms somre så!"

Drevet af sin evige længsel og nødet dertil af sin sygdom fulgte han endnu engang trækfuglenes kalden og "sejled mod syden, mod solen, hvor livet ustandseligt gror". Og det skulle ikke ske, som han havde ønsket i et digt engang dernede: "skal jeg dø, lad mig dø i mit eget land, med mit blik i et blik, som jeg kender - skal jeg dø, lad mig dø mellem venner!" han døde dernede i det fremmede, just som han var begyndt at "drikke sol" og var lykkelig ved tanken om atter at blive sund.

"Mit liv gik op, mit liv gik ned,
mit liv gik aldrig lige.
Men engang falder det dog, jeg véd,
til ro i regnbuens rige.

Det. var L. C. Nielsens ønske at blive begravet i sin have i Lumsås; det viste sig imidlertid ugørligt at få det ordnet, da der ikke forelå noget skrifteligt derom, og måske var det godt således.

Men hans minde vil leve i Odsherred, hvor han fandt et hjemsted. Man vil huske hans hjælpsomhed overalt, hvor man bad ham være med, og den hjælp, han gav de unge, der skulde frem på kunstens vej; og hvem der har været gæst i hans hus vil ikke glemme, hvor han kunde give en fest både Indhold og glans, og hvor meget han vidste at fortælle.

Han holdt af sit hjem deroppe på åsen med den vide udsigt, og han længtes derud, når han var borte derfra. Han var en af de mange, der ikke kunde slippe Odsherred igen, da han først havde lært det at kende.

Og måske træffes den største kærlighed til Odsherred netop hos os, der kun en kortere tid af året kan færdes deroppe.
TAGE CHRISTIANSEN


Slut

til toppen

Tilbage