Tilbage



En Grevinge-Præst fra Rationalismens Tid.
Hvortil dog Lus og Lopper kunne være nyttige
Skrevet i 1934


En interessant personlighed og en dygtig og nidkær mand i sin gerning blev i 1774 kaldet til sognepræst i Grevinge og blev i 1791 udnævnt til provst i Odsherred.
Hans navn var Thomas Rasmussen, og hans liv og virke er tidligere skildret, bl.a. af Pastor Gjevnøe i årbog for Historisk Samfund for Holbæk Amt 1916 og af lærer Ferd. Blidstrup.
Hans navn blev anbragt over døren i præstegårdens stuelænge, og i menighedens bevidsthed levede det længe i taknemlig erindring.
Når Thomas Rasmussen her skal fremdrages, er det ikke for at omtale hans udmærkede gerning i sognet og provstiet, men for at kaste et blik tilbage på den rørende fromhed i forbindelse med en udpræget og for hans tid typisk rationalisme, der gør sig gældende i de ret talrige skrifter, han har udgivet. Han var meget virksom, og to af de felter, han uden for sin egentlige gerning særlig kastede sig over, var børnenes undervisning og bøndernes kår.

Der var i sognet dengang kun skole i Herrestrup, medens der i Grevinge var den såkaldte "Byes-Læsning".
Rasmussen fik gennemført, at der i 3 dage om ugen blev holdt rigtig skole for Grevinge og Torrendrup ungdom.
Først efter hans død blev Grevinge et virkeligt lærerkald. Børnenes lære- og læsebøger skrev han selv, f.eks. "Kort Uddrag til en christelig børneopdragelse", "En faders samtaler med sit barn om religionens vigtigste sandheder", "A. B. C." og "Indledning til flere kundskaber i form af læsebog".

For bondestandens frigørelse var Rasmussen en begejstret talsmand.
I "En faders samtaler" lader han barnet sige:
"Jeg er færdig at græde over de stakkels bønder", hvortil faderen svarer:
"Jeg med, deres tilstand er nok en tåre værd", hvorefter han, jfr. Gjevnøes nævnte artikel, giver en drastisk skildring af bondens tilstand under hoveriets byrder.
Om foråret har de det værst; så er vinterforrådet sluppet op, så "en rejsende næppe skulde få for en skilling brød at købe på adskillige steder; så jages små børn tidlig i seng fra deres uskyldige leg for at slå hungeren bort med søvnen; så må mange smukke familier nære sig under det strengeste arbejde med vand og brød, så bliver også både unge og gamle så magre, så blå om læberne, så trevne, at det er en ynk.
Ja nogle falder og til at betle, lyve, stjæle, bedrage, drikke sig fulde og flere deslige u-ordener og elendigheder, som deres armod og fortvivlelse forleder dem til."
I øvrigt priser han de odsherredske bønders godgørenhed.
Da der er samlet ind til nødstedte på Island efter "en grusom plage", udmaler han, hvor meget Odsherreds bønder har givet, i alt over halvandet hundrede rigsdaler, og tilføjer: "Og dog er de langt fra ikke rige, men alene fordi de endnu der bliver behandlet på menneskelig Vis (Odsherred var Krongods), tænker de så vel.
Skøn da, hvad der kunde blive af bønderfolk, når de fik samme rettigheder som andre mennesker.
Skøn heraf, mit barn, at vadmelet skjuler lige så ædle hjerter som fløjlet."

I "Indledning til flere kundskaber. Læsebog for den danske ungdom, som barnets tredie bog", udgiven på ny af hans efterladte enke, Elisa Rasmussen, 1801, er som forord anbragt et brev fra forfatteren til børnene, som han meget høfligt titulerer med "De". Det begynder således:
"Jeg har herved den ære at overlevere dem en liden bog, som jeg håber ikke alene skal være dem til nytte, men og til fornøjelse. Med tilladelse, hvem er han? spørger måske nogen af dem. Behag at se neden under, der står navnet på alle breve; dog, jeg vil spare dem umagen; jeg er såmænd præst, boer i Grevinge, hedder Thomas, husk det nu.
Præst - tænker de fleste af dem, præst! hvad morskab vil han give os? alle præster er jo så alvorlige mod børn.
Jeg beder om forladelse, mine små! alle ikke; i det mindste ikke præsten i Grevinge.
På hovedet kan jeg just ikke stå; thi jeg vil nødig brække halsen; men ellers leger jeg hver uskyldig leg med, og det, uden at rose mig selv, måske lige så godt som en del af dem. Behager dem en kispus, en skjuleleg, en sidste pjet, en blindbuk, hund og hare, bolt, kegler, dans som det er eller og måske stillere lege, at gemme bælte, gætte tanker, lede knappenålen op, spille en hanrej osv.
Jeg er til tjeneste, og på min ære siger jeg det: aldrig gladere end i børneleg og børnelag; men det kan jeg ikke nægte, skikkelige børn må det være, jeg skal lege med; det er at sige: de må være fri for alle slemme ord, al usandhed, al sure, al vrede, trætte, misundelse, vindesygdom, derimod være artige, føjelige, fredelige, milde, nøjsomme, flittige og gode børn; sådanne børn er mit hjertes fornøjelse; enten de er fornemme eller ringe, rige eller fattige, det ser jeg aldrig efter; thi det er de uskyldige udi."

Bogen har emner om praktisk talt alt mellem himmel og jord, f.eks. dyrenes konge, løven, insekterne, ædelstene, luftens virkninger, stjerneskud og lygtemænd, norge, sjælen, Guds egenskaber, spotskheds og sladderagtigheds løn, erindring om brevskriveri osv.
Her skal gengives et stykke, der vil få læserne til at undres over, hvorledes alt kan indarbejdes under hans smukke og fromme - og på nyttehensynet indstillede - tankegang. Så gør det ikke noget, at man samtidig må smile lidt over hans tids naive tone. Afsnittet hedder "HVORTIL DOG LUUS OG LOPPER KUNNE VÆRE NYTTIGE?", og emnet belyses som bogens andre gennem spørgsmål og svar. Det er af børnene, der rejser spørgsmålet, og med de andres fulde tilslutning synes det ham, at "verden godt kunde have stået dette tøj foruden", men så følger forfatterens forklaring som faderens svar:

"Faderen bad dem ikke hovere af en sejer, førend den var rigtig vunden. Fordi de ikke kan indse lusens eller loppens nytte, og om intet menneske kunde forklare, hvad gavn den gjorde verden, var det derfor slet ikke sagt, at den var unyttig eller overflødig.
Det var kun et bevis på, vi vare mennesker, skabninger med en indskrænket forstand, alt for kortsynede til at gennemskue den store Guds mangfoldige og underfulde gerninger, som alle tilsammen dog sigte til ét mål, den hele verdens fuldkommenhed.
Om de fik fat på en eller anden enkelt del, som hørte til et kunstværk, en liden nagle, f.eks. til et skib eller stifte til et ur, om de ved at betragte den for sig selv alene, spydskt udbrød: Hvilken ringe ting! Den kan, ved jeg, ikke sige noget til det hele værks fuldkommenhed, Det er jo øjensynligt, den siger intet, hverken fra eller til.
Hvad mener de, urmageren eller skibsbyggeren vilde svare? Lille Nar! Han taler, som han har forstand til.
Han dømmer om det, han ikke forstår.
Den nagle er så vigtig for skibet, som roret eller masten, just den stift, som synes ham en sådan bagatel, holder hele uret sammen. Sådan omtrent vilde kunstnerens svar blive. Men, ræsonnerer de nu klogere, som vil afsige dommen over en eller anden af den store Guds gerninger, som vil forkaste et, og bifalde et andet, som priser kløveren, og forbander tidselen, løfter hesten og hunden op i skyerne, og fordømmer lusen og loppen ud af verden? Gør de andet, spørger jeg, end snakker som de har forstand til, dømmer over det, de ikke forstår.

Til den hele jordklodes fuldkommenhed og bedste er måske tidselen og brændenælden så vigtige som græsset eller kornet; lusen og loppen så uundværlige som hesten eller hunden; men siden vi nu er komne til at snakke om dette kryb, dette såkaldte utøj, lus og lopper; det er ikke uanstændigt at tale om nogen af Guds gerninger, eller benævne dem ved deres rette navn så må jeg sige dem, at de gjorde deres spørgsmål forkert.
Det er ikke spørgsmål, om mennesket kan undvære lusen og loppen, men det er spørgsmål om lusen eller loppen kunde undvære menneskene; om Gud, da han skabte verden, og vilde den skulde vrimle af allehånde levende, om han da havde givet dette kryb frit valg, frit forlov at leve eller ikke, leve på de vilkår, som den nu lever, hvad lusen da vilde svaret - leve, leve synes mig, den siger; i det mindste viser den nu, at den har fået livet, at den ikke ønsker døden.

Ethvert dyr, dette er endnu lærdom for dem, men lige så vigtig, som sand, læg derfor mærke til den, ethvert dyr, lidet eller stort, altså også lusen, er først og formenlig skabt for sin egen skyld, til sin egen glæde og fornøjelse.
At alting i verden, såvel levende, som livløst, skulle ene og alene være skabt menneskene til nytte, er en urimelig menneskelig indbildning; hvor mange millioner tusinde levende skabninger af vilde dyr, fugle, fisk, orme, fluer, kryb vrimle ikke, leve og glæde sig under luftens hvælving, på havets bund, i de vilde skove og ørkener, ja, i jordens indvolde selv, som aldrig noget menneskeligt øje seer eller nytter!
Millioner sådanne slægter opstår, og bordet står rigeligt dækket for dem, de lever vel og glæde sig, og menneskene ved ikke af det; en myretue alene, hvilken en lille verden! De samme skabninger undergået millionvis og menneskene, som ikke kender dem, røres ikke derved.
Åbenbart er de ikke da skabt for menneskets skyld, men af langt andre årsager, og de årsager er først og fornemmelig deres egen tilværelse, deres eget glade liv.
Ikke desto mindre ser vi dog ofte, at det ene dyr er bestemt igen til det andet dyrs ophold og nytte, og at mennesket, som det ypperligste dyr, har fået en stor skare til deres tjeneste, såsom hesten, hunden, katten osv., foruden adskillige dyr, hvis kød vi spiser; og hvad ikke det ypperste menneske af skaberen har fået, har det røverske menneske taget, hvorfor alt ligger under dets magt og vælde, så vidt det kan række med sin fornuft; hvad billigere da, end at mennesket, som enten med ret eller uret hersker over alt og lever og glæder sig på så mange uskyldige dyrs Liv og bekostning, også i det mindste ved sit liv og legeme bidrager til en eller to dyrearters liv og underholdning, de stakkels lus og lopper? thi flere, ved jeg, ikke ret godter sig på os.
Men hvad vil de nu give mig, om jeg endogså, efter denne lange snak, tør påtage mig at bevise at dette foragtelige kryb selv gør menneskeslægten ved sit liv en såre vigtig, skønt skjult, og af de fleste mennesker u-erkendt tjeneste?
Alle studsede.

Ja, spids De kuns øren, sagde faderen: Alligevel på det ord at De love mig aldrig at dadle nogen Guds gerning, hvis nytte De ikke indse, men i dets sted troede, at den alvise har forstået, hvad han gjorde, at han har halvt sine gyldige grunde, hvorfor han gjorde verden så, og ikke anderledes; på de ord alene, at De altid vil tro dette, fortæller jeg dem lusenes nytte og store uundværlighed for menneskeslægten.
Alle efter en dyb taushed: Ja, ak ja!

Det er overmåde sundt og godt for alle mennesker, men særdeles for børn, at hårene på deres hoveder flittigt redes, hovedet skrabes, klemmes, vadskes med koldt vand, men nu vare der uden tvivl mange skødesløse og egensindige børn, der ganske vilde forsømme denne til deres munterhed og helbred så gavnlige rengøres, hvis ikke dette besværlige kryb ligesom nødte dem dertil.
Det er lige så sundt og tjenligt for menneskets helsen at luften undertiden indlades på det blotte legeme, at kroppen jævnligt forsynes med rent linetøj; men nu er der vist mange mennesker, som aldrig tænke derpå, som gerne gik med en særk eller skjorte, så længe den kunde hænge sammen; men nu kan de ikke således til spærre luften for legemet, som de gerne vilde; det krillende utøj forbyder dem det; de må løske og lufte sig imellem, og derved styrke legemet; nu kan de ikke være så svinske, som de gerne vilde; de må imellemstunder bytte linnet, eller hvis de er så fattige, at de eje kun eet stykke, da gå uden linnet, medens de vasker det, siden dette kryb som så overmåde stærkt trives og formeres ved urenlighed, ellers ved sin bestandige biden, gnaven, sugen, rent udtærede dem, ja, vel åd dem op til sidst.
Sig nu ikke, at jeg ikke har bevist lusenes nytte, når den lærer snavsede mennesker at holde sig renlige, og derved ligesom nøder dem til at befordre deres egen Sundhed og velgående. børnene vare til Forundring overbeviste."

Skrevet i 1934


Slut

til toppen

Tilbage