Tilbage



Egebjerg Præstegård
Træk af dens historie V. Sognepræst Landbo i 1930


Egebjerg kirke ligger på en Bakke midt i sognet, og der er en herlig udsigt derfra. Det er der også fra præstegåden, der ligger nord for kirken, således at præstegårdshavens sydside begrænses af kirkegårdens nordlige mur.

Så højt og smukt har Egebjerg præstegård ikke altid ligget. Indtil 1776 lå den vest for Kirkebakken nede i byen på "et nedrigt (d.v.s. lavt) og sumpet sted" i umiddelbart syd for Egebjerggården, således at dennes have og præstegårdens have stødte sammen. Denne Præstegaard var en stor, firelænget, sammenbygget gård, hvis, Stuelænge var fra 1688, og den var mod syd, vest og nord omgivet af "en lyst-, frugt-, blege og Urtehauge"

Det var her, Grundtvigs fader, J o h a n Grundtvig, 1760 flyttede ind som kapellan hos sognepræster, Provst Jens Arctander.

Han fik til sin rådighed eet værelse, der var møbleret således: midt i værelset et firkantet fyrrebord på krydsfod med skuffer og en ryslæders læsestol; ved væggen et skaksengested med gråt og gult danzigtøjs omhæng; i sengen: en rødstribet olmerdugsdyne, 2 underdyner, 2 hoveddyner, en blåstribet olmerdugs trækpude; endvidere: en egekiste, en bogreol, en grøn bogstol (d. v. s. Læsepult) med lås og nøgle; en bilæggerovn; på væggen 3 små skilderier og et spejl i brun ramme; endelig henne i en krog: en Parykblok - et i datiden uundværligt remedium.

Den menighed, han fik at virke i, gav provst Arctander 1755 det skudsmål, at den "til at søge og fatte de ting, som tjene tit deres timelige Gaver, er der presence d'ésprit (åndsnærværelse) ; men de er usamdrægtige, så de ikke gerne kunne blive enige i en Sag.
Til at fatte de ting, sorn høre til kristendommen, er funden hos nogle et godt begreb, hos de øvrige en seenfærdighed; men tit at efterleve kristendommen er elendigheden stor."
Det er vel et fælles træk i tidens åndelige Fysiognomi, Jens Arctander her tegner.

Johan Grundtvig var her i Egebjerg 1760-1766 og lærte her sin tilkommende hustru, Cathrine marie Bang, at kende, medens hun, der var datter af N.C. Bang på Egebjerggård, som barn løb omkring i Egebjerggårdens have. Hun var født 1748, og Johan Grundtvig hjemførte hende 1768 som sin brud til Oddens præstegård. Hun var en meget betydelig kvinde, for hvem der på pastor Lunds initiativ er blevet er blevet rejst en mindesten i randen af Egebjerggårds have ved landevejen til Nykøbing.

1774, den 4. februar blev der kaldet en ny præst til Egebjerg. Det var Andreas Johan Rehling. Han var ung - født i Koldby præstegård 1748. Han var begavet. Derom vidner hans embedskarriere: 1783 provst for Odsherred; 1786 Slotspræst på Frederiksborg; og derom vidner hans forskellige skrifter, der giver et smukt billede af ham som Menneske og præst. (om R. se: Biografisk Leksikon og personalhistorisk Tidsskrift VI række 6. bind.)

Han kunde mere end sit Fader vor. Herom vidner sagnet, der siger, at han en gang vendte vinden og standsede en Ildebrand i Underød, og at han manede Morten Boesen til stilhed nede i det berygtede "Morten Boesens Hul" ved Egebjerggård. Han var meget velhavende. Derom vidner bl.a. at han allerede 1776 nedbrød den gamle præstegård og opbyggede den nuværende og anlagde dens have.

Den nuværende præstegård består af 3 store sammenbyggede udlænger med port mod øst; to fløjhuse mod nord og syd dækker åbningen mellem udlængerne og det store, anselige stuehus, således at der i den rummelige gårdsplads er læ mod alle vinde og en lun tumleplads for børn.

Alle bygninger er bindingsværk. Udlængerne dels fyr, lærk og eg, stuelængen udelukkende eg, ligesom vindueskarmene er af eg.



Egebjerg Præstegård før restaureringen
Udlængerne har endnu bortset fra det præg af ælde, de 150 år har givet dem - samme udseende, som da de blev opførte.

Der er foretaget meget få ændringer ved dem.

Derfor er Egebjerg Præstegård typisk for en stor velbygget gård fra 1770'erne.
Stuelængen ser nu i det væsentlige ganske ud som i 1776. Den var egentlig i en vis forstand mest medtaget, men i 1922 -23 blev den restaureret og ført tilbage til sin gamle skikkelse. Nu bærer den som fordum rødt tegltag og præsenterer smukt, især ved sommertid, sit rødfarvede egebindingsværk, der indrammer de hvide murfelter.
Og indvendig er den gjort fuldstændig i stand med sine smukke og store værelser, hvor der trods alderen er højt til loftet, og hvor der er den ejendommelige hygge, som alderen giver.

Den har en del ejendommelige og smukke enkeltheder som f.eks. den store forstue, de smukke døre og dørindfatninger samt de prægtige, gamle messingbeslag. Disse ting er så berømte, at de fremhæves i Trap: Danmark og i H.V. Clausen: fra Holbæk Amt (side 282).

Og så hører der jo egentlig til Egebjerg Præstegård den gamle have, der ikke savner idyller, navnlig da en sommerdag, når børnene leger derude. Den ligger godt i ly af kirkens monumentale bygning, og den har store og smukke, gamle træer, bl.a. eg, akacie og platan.

Den førnævnte restaurering var en dyr historie.
Den skyldes især en kirkeminister, der havde historisk sans og derfor forstod, at de gamle præstegårde gemmer, endda i højere grad end andre gårde, "mindets duft fra slægterne, der, skred", ikke blot præsteslægterne, men sognets slægter "fra barnedagens morgenskær og til den sidste salme tav omkring den tavse båre" .

Det var en god boplads, der blev valgt, da - som en Indskrift over hoveddøren lyder - Andreas Johan Rehling og Susanne Franck Beckmann lod den forfaldne præstegård nedrive og denne af nye igen opbygge til guds ære og efterslægtens nytte år 1776.

Der er Udsigt derfra. Først ud over vort sogn med bakkedragene, skovene og de mange Hjem og videre ud over Odsherred og ind i Hornsherred på den anden side fjorden.

Og kirken og den gamle firelængede gård danner en hyggelig og rolig enhed. Ofte må jeg, når jeg kommer borte fra, henimod præstegården med kirken i baggrunden, henimod hjemmet, tænke på et vers ad Mads Nielsen:

"jeg elsker jer og synger jer en sang,
I gamle gårde med de lave lofte,
med mosgrønt tag og bindingsværk,
med døren lav og trang,
med krinkelkroge her og der,
med duft af hø og fIøit af stær,
- - - - -
I gamle gårde med de lave lofte
jeg elsker jer og synger jer en sang"

C. Landbo.


Slut

til toppen

Tilbage