Tilbage



EN REJSE GENNEM ODSHERRED OMKRING ÅR 1800
Skrevet i 1934 af Erik Gribsø



I Everdrup ved Præstø var der omkring år 1800 en præst, der hed L. M. Wedel. I årene 1799-1804 var han hver Sommer på langfart og gennemrejste hele landet. Han rejste med egen befordring, et Tospænder køretøj, og bedede 3-4 Gange om dagen. Medens hestene hvilede, gik præsten på opdagelse, og tit tog han vejfarende op i vognen og lod dem fortælle om egnen, de kørte igennem. Hvad han således - ved selvsyn eller ved andres fortælling - fik at vide, skrev han i sin rejsedagbog.

"ODSHERRED er næsten en omflødt Øe, kun adskilt fra det øvrige sjælland ved en smal strimmel, hvorover man kører ind i landet, som består af 11 sogne og er for det meste udskiftede af fællesskab." Således begynder præsten sin Skildring af Odsherred i den gamle dagbog, hvis blade nu er gulnede af tidens tand. Og han fortsætter:
"Hovedgårdene Annaborg (nu: Anneberg), Ellinge og Borrevang drives uden Hoveri og bønderne svare 15 Mk. pr. Tønde hartkorn for denne frihed; man formoder, at de med tiden skulle få arvefæste imod en vis årlig afgift i penge. Disse kongelige godser bestyres af inspektør Trøjel, der er så bekendt som praktisk og teoretisk landmand, at blot hans navn er nok til at tilvejebringe sand højagtelse."

"CANAANS LAND".
Odsherred kaldes ofte på den tid Canaans land; men pastor Wediel vil ikke fuldt ud anerkende denne betegnelse.
"Han skriver: "Skal dette henregnes på det skønne Annaborg og frugtbare Egeberg (nu: Egebjerg), så må man drage igennem ubehagelige syndige og stygge egne langs strandbredden, inden man kommer der; landet, som er over 6 Mil i længden, har megen lynghede, store strækninger af den nøgne sand, hvor intet græs, ingen buske findes, og dog i midten har den mange frugtbare steder, mange skønne landlige beliggenheder, og endda smukke udflyttede gårde. Man angiver, at Odsherreds bønder i almindelighed er meget sædelige og flittige fremfor mange andre; luxus i forskellige henseender har endnu ikke fået herredømme hos dem, de klæde; sig i eget fabriqv-arbejde, da der findies en væv næsten i hvert hus. Deres sprog er såre rent dansk, og udtalen ikke slæbende, men hurtig og rask, og i deres væsen have de meget, der gør, at man må ynde dem og deres jævne godmodighed."

LANDBRUGET I ODSHERRED PÅ DEN TID.
I dagbogen findes et større afsnit om landbruget i Odsherred på den tid. Wedel omtaler, at der både dyrkedes engelsk hvede, meget byg, men ærter kun til bøndernes eget forbrug. Derimod var boghvede en meget vigtig sæd for nogle byer, "som havde sandede Jorder; den bruges både til gryn og mel, og mange sælger så meget deraf, at de derved er holder deres betydeligste Udgifter."

Kartofler og kløver dyrkedes også, dog ikke i så stor stil. "Kvæg- og fåre- avlen har også nu meget forædlet sig, og af heste udføres en stor del årlig til de andre provinser af prangere, da der gives gode hingst på herregårdene, hvorved racen forædles, så man finder hos bønderne mange smukke Ride- og vogn heste." Odsherred-Kvæget var dengang ikke så berømt som nu; men man kan af dagbogen se, at den store interesse for kvægopdrætning var begyndt allerede på den tid. Wedel skriver: "De fleste bønder tillægger nu hellere kvæg høveder, som giver klækkelige indtægter, end kan haves ved at opføde føl og Plager til Bortsalg." Wedel omtaler, at der findes mange stengærder i Odsherred, og at de, som giver sig af med at sætte dem op, "har lært dette tilbørlige, og da der findes materialer nok til sådant varigt hegn, så betjener man sig også omhyggeligt deraf, thi formedelst adskillige vigtige årsager, kan hegn af jordvolde ikke anvendes med nogen synderlig nytte, hvorfor også den kongelige Kasse har anvendt mange tusinde Rixdaler til stengærdernes Sætning."
Han omtaler, at de fleste bønder havde mose- eller lyng-tørv. Tørvesmuld og aske anvendtes meget til gødning af de sandlede jorder. Om fiskeriet skriver han, at det var ret betydeligt både i stranden og i søerne, "og især gives der meget store og gode ål foruden andre ferskvands fisk i disse søer; og af strandens mange fortræffelige sorter, hvoriblandt bør regnes hummere af sjælden størrelse."

ODDEN SOGN
skildrer Wedel således: "Det er den yderste spidse af landet, vejen dertil er idel sand, langs med den nordre havbred. Høje skaldede banker og klinter hindrer den rejsende i at se andet end skyerne og det brusende hav. I hule drøn styrte strandens brændinger ind mod brinkerne og true hvert øjeblik at opsluge vandringsmanden, som også må frygte for, at de stejle klintestykker skal nedrulle over ham. De fiskerhues indbyggere, som ligge yderst ude ved Gniben, er bosiddende over en halv mil fra andre folk i et slags Sibirien, i ufrugtbar sand, hvorhen de møjsommelig må slæbe ildebrændsel og fødevare - der er ikke en busk i hele egnen - de høre kun havets brusen og tuden af sælhunde, måger og andre søfugle. Dampe af forrådnet tang og en hæslig tåge gæster dem jævnlidt; så Naso her skulde have fået stof nok til sine klage breve, ja lige så meget som fra Ponto (Naso, en romersk digter fra 43 før Kr. fødsel, som blev forvist til Tomi ved Sortehavet. Dagbogens forfatter sigter til Nasos "Epistolæ ex Ponto", breve fra Sortehavet). Det Gode har de dog, at i dette Sogn er ingen rotter."

Wedel skriver, han kan takke pastor Faber fra Odden sogn for disse oplysninger. Denne har også givet ham besked om hesteavlen på Hesselø. På den lille ø holdtes i nogle år for kongelig Regning et stutteri. Disse heste var stærke af bygning, brede i hals og bringe med en stor, krusende manke og funklende øjne, et kraftigt fodskifte og i besiddelse af raskhed og mod. Øen tilhørte tidligere Adlersborg (Dragsholms gamle Navn), "hvorfra den blev købt til kongen, som dér årlig lod 20 følhopper græsse og en god stutteri hingst føres derover nogle uger for at bedække hopperne. Føllene blev så vilde, at de ikke kunde fanges på øen selv, men måtte jages i stranden, hvorfra de opdroges på både og overførtes til det faste land. Siden efter er øen brugt til høbjergning." De heste, der tales om på Hesseløen, var en "Filial" af Frederiksborg-stutteriet, og de blev kaldt "Det vilde Stod" eller "Fane-Stoddet". ("Stod" kommer af "Stute", der betegner en flok heste på mindst 12 Stkr.) Hestene, som blev udsat på øen, måtte klare sig uden foder både vinter og sommer. Allerede den første vinter døde 8 hopper, og i 1791 var der tale om at ophæve "Dyrplageriet på Hesselø", men først 1794 flyttedes "det vilde Stod" til store dyrehave ved Hillerød. Det er altså rester af Hesseløens vilde stod, som dagbogens forfatter har truffet i Odsherred omkring år 1800.

NYEKJØBING
i Odsherred er en liden Købstad, skriver Wedel.
"Den ligger 1 mil fra Rørvig, hvor det kongelige toldsted er. Byen ligger på en odde næsten ganske omgivet af stranden, har en stor, bred, noget krum gade og 6 mindre stræder, uden om er vænger og kornmarker. Lige over for skibsbroen ligger en liden ø ude i stranden. I den østre ende af byen er en liden dam, og ellers er der nogle ret kønne huse. Handelen skal dog ikke være så ubetydelig, men dog leve de fleste af den gode og skønne avling, som gives omkring byen. Kirken er stor og anseelig, men rådstuen kun af simpel bygning. At byen er meget gammel formodes deraf: at Marsk Stig ødelagde en stor del deraf ved ildebrand 1290, og siden skal sørøverne i ældre tider havde udøvet samme gerning. Man finder og Rudera (Rester af Grundsten i Jorden) af bygninger langt uden for byen, hvor der nu pløjes. Luxus har ikke her fæstet så dybe rødder, som i andre sjællandske Kjøbstæder, og Nykjøbing, skønt på sådan en udkant af landet, er virkelig smukkere end nogle andre af de sjællandske Stæder."

Om Adlersborg fortæller Wedel en Del. Den havde frugtbare jorder "og kaldtes tilforn Draksholm Slot, som er så bekendt i historien og fordum har været stærkt befæstet og i Grevens Fejde udholdt en tapper uovervindelig Belejring. ..Slottet har tilforn været bestemt for adskillige slots-fanger, hvoriblandt den skotske Greve Bothwell og en del andre. Uden for gården er en høj banke, hvorfra man har en vid udsigt endog til Friderichsborg, 8 Mil borte; der omkring er adskillige skønne skovgrupper og perspektiver ud over den indbugt, som havet gør, der kaldes Lammefjorden. At slottet er meget gammelt, ved man endog deraf, at Dronning Margrethe gav det 1396 til Biskopperne i Roskilde for at holde Sjælemesse. Om der just på den tid vare de 3 høje længder af 5 Stokværk og de store grave, som omgive gården, ved man ikke bestemt at angive." Her slutter Wedels beskrivelse af Odsherred, idet han fra Dragsholm tog over til Sejerø. ERIK GRIBSØ.


Slut

til toppen

Tilbage