Tilbage



DET GAMLE ISØRE TINGSTED

Fortalt af Tage Kjer i 1929

Udgiveren har bedt mig skrive lidt om det gamle Isøre Tingsted.
Ulykken er, at der vides meget lidt om det. At der i gamle dage har været holdt Ting ved Isøre, er givet. Traditionen udpeger et kratbevokset sted på Isøre-sletten, lige inde under skrænterne, der mod vest afgrænser sletten nær ved den idylliske "Paradisdal" som "Det gamle Tingsted". Inde mellem tjørn og slåen og i et lille indelukke, der indhegnes at dem, finder man en mængde store sten, nogle ligger overfladisk, andre er dækket således af sand og mos, at det er umuligt at konstatere nogen bestemt orden, der kunde bevise, at traditionen havde ret. Det bliver det nationalmuseets udsendinges sag at undersøge og om muligt godtgøre, nu da interessen for stedet er vakt.

Isøre, eller som det oprindelig hed Isøørn, var fra ældgammel tid tingsted, og i den tidligere middelalder siges de danske kongevalg at være foregået her. Stedet egner sig fortræffeligt hertil. Som riget den gang var, lå det så omtrent i midten; fra oddens klint et par mil mod vest kunde man i klart vejr se rigets to andre hovedlande: Jylland og Skåne. Inden for Indløbet bag Halsnæs og Isøre er der gode Ankerpladser. Isefjordens indløb skildres af Saxo således: "Her skærer det store vildene hav sig ind til et smalt sund, hvor der går en strid Strøm, da der er så kort mellem de tvende strande. midt i strædet ligger der sandbanker, som dølger en skjult fare for sømanden; de lægges tørre af ebben, men overskylles atter ved flodtid."
Således er indløbet den dag i dag. Også dette bidrog til at gøre Isøre-sletten velegnet til Tingsted: man havde en vid udsigt til alle sider, så ingen fjende kunde nærme sig uset; og farvandet var gunstigt for den, der kendte det, men yderst farligt for den fremmede. I krogen inde under skansehagen mener man også, Isøres gamle havn fandtes. Skrænterne mod vest gav læ for vestenvinder, samtidig med at de afgav fortræffelige udsigtspunkter.

Skønt Saxo lader formode, at der oftere har været foretaget kongevalg på Isøre tinget, omtaler han det kun direkte to gange. Første gang var efter Sven Estridsens død 1076. Det danske folks ønsker med hensyn til, hvem der skulde være konge, var delt. Skåningerne ønskede at få Svens søn, Knud, til konge; men de fleste var bange for, at han skulde blive for hård en konge, hans tapperhed og dådkraft var vel kendt. Og Harald, hans ældre broder, påberåbte sig sin førstefødselsret og forstod ved indladende ord og gode løfter, at vinde folkets flertal for sig. Knud opfordrede han indtrængende til at trække sig tilbage som kongsemne for at undgå borgerkrig, og han lod sine sendemænd underhånden bearbejde Knuds tilhængere. Harald blev da valgt - til Saxos store og tydelige misfornøjelse! - og fik tilnavnet "H e n": en blød sten. Han blev på Isøretingstedet og holdt råd og stævne her i 8 Dage.

Anden gang, Saxo' beretter om kongevalg ved Isøre, er i året 1104, efter at man i danmark havde fået "sikker Tidende" om Erik Ejegods død på Cypern. Han fortæller først om, hvorledes hans ældste Broder, Sven, i tillid til sin alder var så opsat på, at blive konge, at han, dødelig syg, ilede til Viborg for der at blive valgt, til trods for at Viborg Tinget nærmest var et jysk Ting i modsætning til det store Ting på Isøre, der gjaldt hele riget; og om hvorledes døden indhentede ham undervejs, uden at han fik sin, ærgerrighed tilfredsstillet ved at bære kongenavn blot en dag eller nogle timer.

Stemningen på Isøre-Tinget var for Ubbe, der i alder kom efter Sven, og dennes yngre broder, Niels, var også ivrig derfor; men Ubbe havde ikke høje tanker om sine egne evner til at styre land og rige, og han holdt på, at man burde tage hans broder, Niels, med det livfulde Sind til konge. Og det blev det da også til. Også det er Saxo utilfreds med og siger: "Mig tykkes det nu imidlertid, at han for at undgå alt, hvad der kunde se ud som anmasselse, har dømt mere ydmygt end sandt om sin begavelse, som han lagde tydeligere for dagen ved således hellere at vise kronen fra sig end ved at tage imod den, og han fortjente så meget mere den ære, som han ikke skammede sig ved at afstå til sin kloge broder, hvad der blev tilbudt ham.
Danskerne ydede imidlertid ikke hans beskedne undseelse tilbørlig påskønnelse, thi uden anelse om, at han, klog som han var, blot havde benyttet en påtagen udygtighed som påskud for at blive fri for at tage en byrde på sig, gik de ligegyldig ham forbi, som de, ved hårdnakket at trænge ind på ham, burde have fået til at give efter; thi enhver, som er ved sine fulde fem, må da kunne indse, at han må have været kløgtig nok, eftersom han foretrak at leve som sin egen mand i fred og ro frem for at tragte efter en værdighed, som giver bryderier og bekymringer."

Således er det da foregået oppe på det gamle Isøre-Ting, der i øjeblikket ligger hen upåagtet af de fleste og, som det har vist sig, med fare for ganske at blive ødelagt: Det danner et herligt indelukke for ungkvæg, og dets sten var på gode veje til at blive omdannet til nyttige skærver. Da den, der skriver disse linier, opdagede det og sammen med Rørvig sogns naturfredningsforenings næstformand, hr. grosserer Hansen, henvendte sig til ejeren af stedet, viste denne sig yderst interesseret.
Selv havde han ikke anet, hvilket sjældent historisk sted, der fandtes på hans grund, og til vor beroligelse kunde han oplyse, et de sten, der allerede var slået itu (det var kun et par Stykker), i hvert fald ikke var af de gamle historiske sten, men nogle, hans fader og farbror havde slæbt derhen fra marken, hvor de lå og gjorde fortræd. Det var rimeligt at lægge dem der, hvor der i forvejen lå mange store sten. Og selvfølgelig skulde der ikke blive slået flere skærver, før nationalmuseets udsendinge havde afgivet deres kendelse.
Nu er det de sagkyndiges hensigt at undersøge stedet nøje og om muligt bekræfte den folkelige traditions påstand om, at det gamle konge-ting virkelig lå her. Lykkes det, er det jo godt. Og lykkes det ikke med bestemthed at sige, hvor stedet var vil man dog gøre noget for at minde folk om, hvad der i sin tid er foregået på denne slette, efter traditionen på dette sted. I hvert tilfælde vil stedet blive bragt i forsvarlig stand, og det er meningen at rejse en sten - ikke "den gamle Kongesten", som det fejlagtig har været sagt, men en stor, smuk sten, som vilde egne sig dertil og på den lade indhugge en indskrift, der skal vise befolkningen og den stadig stigende strøm af turister og landliggere, der finder vej til det vidunderligt naturskønne Rørvig, at man her står på historisk grund, og at et par vigtige Kapitler i Danmarks historie er påbegyndt her med Harald Hen's og Niels's Kaaring til Konger. Tage Kjer.






Slut

til toppen

Tilbage