Tilbage



Den rige Rentemester Henrik Müller
Blev skrevet i 1936 af Tage Christiansen


En af Odsherreds mærkeligste ejere, en købmandssøn, der blev landets største pengematador og største godsbesidder - og døde så fattig, at kongen måtte betale hans begravelse.

En af de mærkeligste livsskæbner, der i historiens løb har haft en væsentlig tilknytning til Odsherred, specielt Dragsholm, er rentemester Henrik Miillers. Hans liv gik i en fantastisk bue fra en ganske borgerlig herkomst op til landets øverste stillinger og en for sin tid fabelagtig rigdom på penge og godser - og ned til, en sådan fattigdom, at kongen måtte betale for, at han kunde komme i jorden på almindelig vis.

Henrik Miiller kom til verden i et købmandshjem i Itzehoe i Holsten den 16. marts 1609. Det var en velbegavet dreng, og han fik den bedst mulige oplæring. Sydøst for Itzehoe lå et gammelt herresæde Breitenburg, der ejedes af slægten Rantzau, og hvorfra i tidens løb udgik ikke så få danske samfundsstøtter. Efter hin tids skik lod Gert Rantzau sin søn Christian Rantzeru, senere den kongelige enevældes første minister, opdrage sammen med et par flinke borgersønner. Den ene af disse var Henrik Müller, der også fulgte med den unge stamherre til sorø skole. Allerede 19 år gammel fik han imidlertid ansættelse i det tyske kancelli og et par år senere i Københavns Statholderskab. 1632 forfremmedes han til kammerskriver hos Christian den Fjerde. Hans første hverv var forberedelserne til tronfølgerens overdådige bryllupsfest i 1634, og som den kloge og smidige hofmand, han allerede var, kom han derved i Forbindelse med de mest indflydelsesrige personer og skaffede sig store provisioner på leverancerne til hoffet. Han blev højre Hånd for Korfitz Ulfeldt, der drog nytte af hans store kendskab til forholdene på slottet, Børsen, Tøjhuset osv. og gennem rejser med kongen også til udlandet. Henrik Müller udnævntes til "Kongelig Majestæts Tolder her for slottet udi København" og blev dermed selvskreven som leverandfør af alle statsfornødenheder. Da riget fattedes penge, modtog han som regel betating i anvisning på jordstykker, materiale, konfiskerede skibe o. lign. Og det var i disse år beløb på mange millioner, det drejede sig om.

Henrik Müllers indsigt og dristighed og handels snilde var uden sidestykke. Men selv på en tid, hvis system i statens regnskaber frembød store fristelser, må det desværre også siges, at han heller ikke havde sin overmand, når det gjaldt om at udnytte staten. Det skete dels ved, at han i egenskab af tolder undlod at betale told af de varer, han selv indførte, dels ved at skrue varepriserne op i fabelagtige højder, dels ved på anden måde at jonglere med regnskaberne, så pengene stadig strømmede fra statskassen over i hans lommer.
Ved en enkelt tømmerleverance besveg han f.eks. staten for over 46,000 Kr. ved sin side havde han også i alt dette Korfitz Ulfeldt.

Også til kroningsfestlighederne i 1648 var Henrik Müller leverandør, og det var ret artige priser, der efter datidens forhold blev betalt. Til "Kramvarer" som klæde, silke, fløjl, brokade etc. medgik 185,000 daler, til 1000 oxehoveder fransk, rhinsk og spansk vin gik 44,000 daler. Den samlede regning lød på 230,000 daler (i vore penge halvanden mill. Kr.), et i tidens mønt så svimlende beløb, at Korfitz fandt anledning til at bemærke på anvisningen - for at afvæbne Indvendinger - at det ikke vilde have været muligt at finde nogen anden, der kunde levere varerne på kredit.

Da Henrik Miiller i 1651 avancerede til at være generaltoldforvalter over Danmark, havde han fået så meget ud af sine forretninger, at han havde kunnet låne kronen over en halv million daler, var Københavns fineste hotelejer og største grundejer og var saltraffinadfør, skibsreder, islandsk købmand, fabrikant af messingsager, norsk bjergværksejer og deltager i adskillige handelskompagnier. Han fik rang imellem de to ældste af Københavns Borgmestre, og hans stjerne inden for regeringskredse var i stadig stigen. Da uvejret trak op og ramte Korfitz Ulfeldt, gik Müller fri, fordi man ikke kunde undvære hans penge. Han var nok blevet fængslet, men kongen fik ham fri, og snart efter udnævntes han til admiralitets råd.

Under svenskekrigen optrådte Henrik Müller som patriot i stor stil. Ikke blot underholdt han regeringen og talrige enkeltpersoner med penge, men han underholdt selv 10,000 soldater i 6 måneder. Da freden kom, havde han brugt sine midler; men da havde han også ydet sit samfund en uvurderlig hjælp. Som belønning for sin dygtighed blev han ved enevældens Indførelse i 1660 udnævnt til rentemester, Finansministerens titel.

I sin nye stilling fik Müller bl. a. Forvaltningen af militærudgifter og konsumtionsindtægter, og dertil kom lidt senere de 390,000 Rdl., som hofetatens midler skulde udgøre. Som leder af tolden gjorde han sig fortjent ved at oprette et forholdsvis godt bogholderi over de vigtigste Indtægter, så man vidste bedre besked her end på de fleste andre områder. Det sagde ganske vist heller ikke meget. Hovedbøgerne, der var anlagt efter personerne mere end efter saglige hensyn, skilte ikke statens og de private Indtægter. I øvrigt gjorde han et meget stort arbejde i revisionens tjeneste, bistået af renteskriver Claus Jürgenshen. Han forblev i sit rentemesterembede indtil 1679, da de enkelte rentemesterstillinger blev ophævede, og alle forretningerne samledes under en enkelt rentemester. I enevældens første tid var de 4, og de havde til tider meget stor Indflydelse og styrede hver sit departement uden Indblandinger.

Fra 1673 til 1683 var Henrik Müller Ejer af det store Kongsberg Sølvværk; men det tidligere så store overskud var på den tid betydeligt reduceret.

Den danske stat var ved enevældens indførelse overordentlig fattig. Den samlede statsgæld var ifølge en opgørelse af 31. december 1660 den i betragtning af pengenes høje værdi svimlende sum af 4,900,000 rigsdaler eller ca. 30 mill. Kr. i vore dages mønt. Statens største indtægtskilde, den norske told, var end ikke nok til at betale gældens renter, og der var ikke penge nok til selv de nødvendigste udgifter. Man gik da den vej, at man gav statens fordringshavere jordegods. Staten sad inde med ca. halvdelen af landets jordegods og tiltog sig rådighed over langt mere. Og for at få rede penge i kassen skulde fordringshaverne gå ind på at overtage mere gods, end fordring eller pantebrev lød på, og indbetale købesummen for den overskydende del. Da det naturligvis kneb med at få kreditorerne til at gå ind herpå, lagde staten et pres på dem ved at ophæve deres anvisninger på statens indtægter.

Henrik Miiller vred sig som en orm. Han havde pantegods bl. a. i Københavns og Antvorskov Len til 21 Rdl. pr. Td. Hartkorn. Modstræbende gav han efter og var endda så heldig at få gods til ejendom på sjælland. Senere viste det sig at være så medtaget af svenskerne, det det blev hans ulykke, at han ikke tog det mindre attråede afsides gods i Jylland.

Staten beregnede sig langt mere for sit jordegods, end den selv mente, det var værd. Den forlangte en gennemsnitpris på 50 Rdl. pr. Tønde Hartkorn.

Den, der af alle kreditorer fik udlagt mest jordegods, var Henrik Müller, og selv om der heri lå et bevis på den kolossale støtte, han med sine penge havde været for samfundet, måtte det under de foreliggende omstændigheder føre til hans undergang. Den 14. juni 1664 tilskødedes Henrik Miiller 11,119 Tønder Hartkorn til en takst af 50 Rdl., øde Gods det halve. Den samlede "købesum" blev 560,000 rigsdaler; selv rentekammeret indrømmede senere , at det var mere end det dobbelte af den egentlige værdi. Det største af disse krongodser var Dragsholm, som blev overtaget for en Sum af 312,000 daler (omtrent 2 mill. Kr. i vore penge) og udgjorde 6265 Tdr. Hartkorn. Derefter fulgte sæbygård for godt den halve sum, 608 Tdr. Hartkorn i Ringsted Amt, deriblandt Skjoldnæsholm, Lønborggård og 3 Tdr. Hartkorn i strøgods. Det var alt i alt så meget som ca. 2000 bøndergårde jord. Da adelens privilegier for en tid var bortfaldet og Lenene omdøbt til amter med borgerlige amtmænd, blev Henrik Müller amtmand på Dragsholm og sæby amter og var det indtil 1671. For denne bestilling kunde han hæve 500 daler årligt af Holbæk toldkasse. Dragsholm vilde Henrik Müller beholde for sig selv. Tidligere havde han bygget så mange smukke huse i København. Nu begyndte han også at sætte borgens ruiner i stand. På den vestlige ende af syd fløjen danner endnu smedejernsankrene ind mod borggården årstallet 1675.

Af det øvrige gods slog Müller jord sammen og oprettede nye herregårde. Det gælder således Lejregård, det senere Ledreborg, Lønborggård, Kattrup, Gundetved, Tyrrestrup, Øllingesøgård, Drøsselholm og Aagaard i Løve Herred, Honnerup og Skullerupholm. Mange af disse gårde forærede han til sin familie.

ANNEBERG OG ELLINGE

Blandt disse nyoprettede gårde var også Anneberg i Odsherred. Den blev bygget på den nedlagte lille landsby Mosbys Jorder.

Da gården skulde have et navn, valgte Henrik Müller at opkalde den efter sin ældste datter, Anne Catharine, og til hende skænkede han gården. Hun var gift med Dr. jur. Caspar Bartholin. Henrik Müller afstod i 1688 Anneberg sammen med Dragsholm og Ellinge til jøden Manuel Teixera; hans søn solgte den 1692 til materialforvalter, tidligere Assessor G. Vosbeeo, der i 1694 fik den oprettet til hovedgård. 1697 solgtes den sammen med Ellingegård til Assessor Hans Leegaard, der 1705 solgte begge de to gårde til assessor Chr. Wildenradt. Fra I724 ejedes de af kommerceråd Peter Svane, senere af kgl. Forvalter Jac. Hansen, der 1770 solgte dem med tilhørende gods for 46,000 Rdl. til forvalter Henrik Rasted. 1776 købte Christian den Syvende Anneberg på auktion. Han beholdt skoven, men solgte i 1801 gården for 21,000 Rdl. til Frants Vilhelm Trojel, der i 781 var blevet inspektør ved de nye statsindretninger i Odsherred og nogle år senere forvalter på kronens gods med bopæl på Anneberg. Ham skyldtes det, at udskiftningen her regnedes for den bedste i Danmark. Efter ham kom gården til Kaptajn Frederik Buchwald. Hovedbygningen er fra 1856.

Ellingegård, der i en årrække kom til at dele skæbne med Anneberggård, kendes fra 1390, da den ejedes af Fru Gertrud Peders datter Grubbe, der pantsatte den til sin svigersøn, Gevert Bydelsbach, hvis enke i 1408 solgte Ellinge Gaard og Mølle til Dronning Margrethe. Senere kom hovedgården under Roskilde bispestol, der holdt Lensmand på gården. Ved reformationen kom den under kronen sammen med andet bispegods. Og da Henrik Müller fik sit jordegods udlagt, fulgte også denne gård med. Henrik Miiller overdrog Ellingegård som så mange andre gårde til en slægtning, Prof. Thomas Bartholin, hvis enke solgte den til Mogensen Rasch, der i 1694 afstod den til Ass. Vosbeer, der to år i Forvejen havde købt Anneberg. De to gårde var derefter forenede i over 100 år. I 1801 solgte kronen Ellingegård til gårdens forpagter, H. J. Egtved, for 26,920 Rdl. 1830 blev den overtaget af svigersønnen, H. Jensen, og 1843 af cand. jur. Jacob Holm, der ombyggede hovedbygningen 1846 og i 1868 tilkøbte - den senere igen udskilte - Klintsø. På Ellingegårdens mark, i Trundholm Mose, blev i 1902 Solvognen fundet.

ADELSBREVET OG KATASTROFEN

Henrik Müller til Dragsholm m. m. m. var efterhånden kommet godt op i årene; men ikke desto mindre udvidede han stadig sit virkefelt. Foruden alt det tidligere omtalte fik han også privilegium på sukkerraffinaderi i København, fik efterhånden en fjerdedel af den islandske handel og birkeret til 5 birker i Danmark. Han blev udnævnt til etatsråd, og endelig fik Henrik Müller den 1. maj 1674 adelsbrev med adelsrettigheder for sig, sine børn og tre svigerdøtre.

Men allerede da var begyndt det skæbnesvangre fald i hans rigdomme, der for ham blev en katastrofe, der kuldkastede alt, hvad han gennem sit handelsgeni, sin Dygtighed og sit - om ikke altid helt ærlige - snilde havde nået.

De skatter, regeringen udskrev, efter at den skånske krig var brudt ud, var både høje og omfattende. Henrik Müller blev naturligvis sat i første klasse. Han skulde årlige betale 750 daler i krigsstyr og af samtlige sine godser kobber-, matrikel-, soldater-, rostjeneste-, oxe-, flæske-, landmålings-, Korn-, Kop- og kvægskat. Desuden skulde han udrede artilleri- og andre heste med kuske og passere, så hans landejendomme manglede arbejdskraft. På 5 år var hans skatterestancer løbet op til over 120,000 rigsdaler.

Og så kom revisionen over de længst afsluttede transaktioner, som han bar ansvaret for.

Der havde, som vi har hørt, på et tidligere tidspunkt været foretaget en undersøgelse mod forskellige leverandører; Henrik Müller havde været fængslet, men slap fri, og sagen døde hen. Der var nok påbudt årlig revision af alle statsregnskaber, men det var langt fra blevet overholdt. Men Christian den Femte tog energisk fat på hele dette spørgsmål og forlangte revision også af regnskaber fra sin forgængers tid og navnlig af alle regnskaberne vedrørende jordegodsudlæget. I 1672 blev der nedsat en særlig revisionskommission, hvori bl. a. Henrik Müllers nære ven Peter Griffenfeld havde sæde; efter den skånske krig nedsattes en ny med endnu større myndighed - og uden Griffenfeld.

Den mand, kommissionens arbejde gik værst ud over, var Henrik Müller. Den undersøgte hele hans offentlige finansielle virksomhed, fra han begyndte som Christian den Fjerdes kammerskriver.

Man fandt, at han skyldte kongen 111,000 rigsdaler og idømte ham desuden en bøde på 43,000 Rdl.

Kongen besluttede, der skulde skrides ind imod ham med rettens midler. Selv om kongen halverede bøden, var det et alvorligt slag for den nu 75-årige mand, der havde gjort staten større tjenester end nogen anden borger på hans tid, at modtage den endelige opgørelse. Den lød på, at han skyldte kongen 132,000 Rdl., medens al Müllers samlede besiddelse, rørlig og fast ejendom, kun udbragte knap 114,000 rigsdaler.

For eftertiden har det været vanskeligt ved en gennemgang af de papirer, der skulde bevise Müllers skyld, at finde dommen helt retfærdig. Man finder ikke spor af hensyntagen til de vanskelige forhold, hvorunder han virkede. Man har f. Eks. dømt ham til at erstatte 3000 daler, som han under krigen lod Nordlands Lensherre betale til et af de norske bjergværker, der ikke på den tid lod sig understøtte fra København. Med 24 års rente og renters renter var beløbet blevet mere end firdoblet.

Henrik Müller bønfaldt forgæves kongen og kammerkollegiet. Det smertede ham navnlig dybt, at der også skulde holdes offentlig auktion over hans Indbo på Dragsholm, Øllingesøgård og Sæbygård. Der indkom oven i købet ikke mere end godt 3000 daler. Allerede året før, 1684, var auktionerne over hans jordegods begyndt.

Et led i den gamle rentemesters tragedie blev en langvarig proces om Dragsholm. Hans hovedkreditor var den portugisiske jøde Manuel Teixera, der var resident i Hamburg. Han fik først Dragsholm og Sæbygård i pant, og derefter blev der i 1688 sluttet et forlig, hvorefter han fik udlæg i Dragsholm med Anneberg gård, Ellingegård og tilliggende gods, ialt 6265 Tdr. hartkorn, der beregnedes til 50 rigsdaler pr. Td. Det viste sig at være en fordelagtig pris for Henrik Müller. Da Teixera i 1694 solgte Dragsholm, men nu kun med bøndergodset i de nærmeste sogne og i Holmstrup samt kongetiender af 4 kirker, fik han for 1445 Td. hartkorn kun 20,000 Rdl. eller kun 14 Rdl. pr. Td. hartkorn. Svenskekrigen havde fuldstændig udpint og forarmet Landet. Svære skatter, misvækst, pest og fattigdom var krigens følger. Bøndergodset var så ødelagt og elendigt, at næppe en gård blandt hundrede kunde svare skatter og landgilde. Man regner, at omtrent hvert femte menneske i Danmark blev dræbt i krigen, og at hver femte bondegård kom til at ligge øde og ubeboet. Mange af disse øde gårde blev lagt sammen til Dannelse af nye herregårde. På Dragsholm gods var dette f. Eks. tilfældet med Egemarke.

Efter sit store nederlag flyttede Henrik Müller først til København, så til sin datter og svigersøn, Dr. jur. Caspar Bartholin, og fra 1690 tog han ophold hos sin anden datter, Drude, der var enke efter kancelli råd Thomas Frische, Lejregård. Her døde han den 2. marts 1692, næsten 83 år gammel. Hans kiste blev nedsat i familiebegravelsen i Nicolai Kirke.

Da Henrik Müller havde måttet optage store lån hos sin familie, var den efterhånden meget fattig. Den før så mægtige mand, der rundeligt havde åbnet for sine store pengeskuffer, når staten kom til ham, stod på sine gamle dage som en skov, der på en stormnat er ribbet for alle sine blade. Han måtte da med sine "sær og particulier hjert-klemmend anliggender i denne min store betryk og Trang" bønfalde kongen om hjælp, og der blev da også bevilget ham en årlig pension af 500 daler.

Da Henrik Müller var død, bevilgede kongen på et andragende fra en af sønnerne ligeledes 500 rigsdaler, "da familiens vilkår var så slette, at han ellers ikke vilde komme hæderligt i Jorden"!

Da sal. velbårne Henrik Müller, kongl. majest. etatsråd, den 6. april 1692 blev begravet, holdt mag. Michael Henrichsøn, sognepræst til St. Nicolai, en lig prædiken over ham, som er opbevaret i hans prædikensamling fra år 1705.
I denne læser man bl. a.:

"- - Denne velædle og velb.,sal. Mand, Henrich Müller til Draxholm og Sæbygård, kongl. Majestaets velbetroede Etats Raad, som vi nu har bestædt til sit Sove-Kammer og Hvile-Sted har af GUDs Naade og Velsignelse erlanget i Verden den lange Alders og de graa Haars Krone oc den har hand bevaret med Ære til sin Grav, hand haver overlevet den Tid, Moses sætter som et jevnligt Maal på de lengst levendes Ara og Alder, vore Aars Dage ere 70 Ara, og når det kommer højt 80 Ara, og ville vi endnu legge Moses Ord dertil, at når det har været på det kosteligste med dem, da har det været Møye oc Besværing. Saa har hand overlevet mange og besværlige Tider i vort kiære Fæderneland, Krigs Tider og Belejrings Tiid, i hvilcken hand har beviist sig een tro Mand og redelig Patriot, de Tider, siger jeg, har hand overlevet, men det bedste er, at hand har udlevet sin Tid i Gudsfrygt med Naade for GUD, med Troskab for sine tre Herrer og Konger, med Ære for Menniskene, og med en god Samvittighed for sig self ; ... oc så vandrede hand tryggelig på sin Vey, men som vi bære vort Liggendefæ i Leer-Kar, og de ædle zions Børn lignende ved puurt GuId, bliver som Leer-Flasker, der sønderbrydes, så er hans Dødsstund omsider kommen og med den hans Jubel-Ara ved een salig Død ... Som de Gamle har deres Stav (Kiep) i Haanden at stytte sig ved, så har denne Velb. Sal. Mand haft GUDs Kiep og Staf, hans Ord at støje sig på i hans Vandring igiennem Dødens Skyggers mørke Dale ... Hand har haft Ære i Livet, Naade i Døden og har nu ævig Glæde efter Døden, een Glandtz og Glæde, der lider ingen Eclipsln og Formørckelse."

Blev skrevet i 1936 af Tage Christiansen.


Slut

til toppen

Tilbage