Tilbage



DEN GAMLE PRÆSTEKONE
Skrevet AF ASTA CHRISTIANSEN. i 1929


Sommersolen sendte sine varme, glade stråler ind over den lille have, som omgav den gamle præstekones hus.

Frugttræerne stod dryssende fulde, af lyserøde blomster, hvor bier fløj summende ind og ud.

Hvide og blå sommerfugle flagrede om i det store blomsterbed foran havedøren, satte sig snart på, en hjerteblomst, snart på en akeleje og fløj så videre helt op på husets tag, hvor gloire-roser slyngede sig op over tagrenden og lå som duftende buketter mellem de røde tagsten.


Og sommervinden gav et let pust til, alle blomsterne; de blev som forfriskede deraf, levede op af den varme døs. De så' mildt nikkende til hinanden, og den hvide pæon, som ragede længst op, pustede hen bil de andre:
Jeg har stået i en herlig præstegårds have langt borte herfra - jeg er bragt hertil som et minde. Jeg har oplevet meget, set meget -, og alt i sommersol. Sol, jeg har set!

Den knejsede af lutter fryd over sit rige Liv. De små, spanske valmuer bøjede deres lange, tynde stilke de var så beskedne og hviskede stilfærdigt.

Vi er en gave; vi er kommen hertil i et brev. Vi var så, små og ubetydelige, men se, hvor vi er mange, og hvor vi lyser op i det grønne. Et præstegårdsminde! summede humlebien inde i den gule mahogniblomst.

Minder! minder! nikkede de store, hvide anemoner; og efterhånden blev der en hvisken og viften, er hvislen og pusten mellem alle blomsterne for hver især havde s i n historie. Vi har det dejligt her, sagde de alle, vi fandt forståelse; det har været et solskinsliv, vi har ført her, hvor kærlige øjne hvilede på os. Solsorten sad oppe på den hvide skorsten og fløjtede sin gladeste sommervise. Det var lange, rene toner. Måske sang den for sin mage dernede i elmehækkens rede men dens jublende toner gik også ind i menneskehjerter og gjorde dem bløde og gode. En svag, lys røgsky slog op i den rene blå luft og blev til ingenting.

Og solsorten sang videre på sin lange elskovsvise. Men gråspurvene holdt til under tagskægget; de havde travlt med at forbedre rederne. De kvidrede om kap og fløj hen i hyldetræet uden for præstekonens sovekammervindue. De pippede, lagde hovedet på siden og kiggede nysgerrigt ind ad vinduet jo - hun ligger der endnu - ligger, som hun plejer, stille og tålmodig. Kom bare helt hen i det åbne vindue. Nej se, der står en lille pige ved sengen - ja, hun har været her før. Se, hvor hun vifter fluerne bort fra den syges kind og glatter hendes grå hår. Lad os rigtig synge for dem. Og spurvene samledes i et kvidrende kor, der lød ind i det lavloftede soveværelse, hvor den syge måtte vende sig i sengen og udbryde: hvor er de dog glade, de søde små fugle! Ja, sagde den lille pige Å, al den og der er så dejligt ude i haven. Bare du dog kunde se det alt sammen.

Hun så bedrøvet på sin syge, gamle mormor. Aa, sagde præstekonen ligesom trøstende, jeg ved jo, hvordan det hele ser ud, jeg kender det jo. Har du set, der er sytten udsprungne valmuer i dag? Forglemmigejerne dækker hele stenbroen. Roserne er også dejlige der står altid en buket herinde- Der er så mange udsprungne oppe på taget i går var der fjorten. Og har du set min kongelys? Den er godt 3 alen høj og blomstrer forneden. Den lille pige forstod, at hun ikke skulde beklage. For at opmuntre satte hun sig ind ved mormors gamle klaver og spillede:
Hvor skoven dog er frisk og grøn Så smilede den gamle præstekone og sagde: Det var ret! Nu fører du mig lige ind i skoven. Solen sendte en skrå stråle hen over sengen; den strejfede den syges kind, men hun flyttede sig ikke.

Lad solen blot skinne, mens jeg har den herinde; det er ikke så længe. - snart var den borte -og den lille pige var borte; fuglene kvidrede godnat, og dagen var til Ende.

Men det blev dag igen, og den gamle præstekone lå, som hun plejede, blev passet og hygget om, var tilfreds og taknemlig. Hendes tanker var ofte på flugt, de lå ikke i dvale, men var klare som altid. Hun mindedes de sommerdage, da hun, hendes mand og børn boede her i den lille kapellanbolig, inden de flyttede ind i præstegården lige ved siden af. Det havde været en forventningens tid, ret en forårstid og glade var de den dag, da den gamle tjærede port åbnede sin favn for "den unge præst" og bød ham og alle hans ind i præstegården, ind i det ukendte land, hvor ingen vidste, hvad livet vilde bringe.

Og der havde de arbejdet sammen, haft deres glæder og sorger, hejst flaget højt til tops på lyse solskindsdage og sænket det i tunge dage.
Og årene var løbet - hastigere og hastigere - indtil den dag kom, da den gamle, skæve port atter åbnede sine skrøbelige og lappede fløje for "den gamle præst" og hans hustru og langsomt lukkede sig efter dem med en vemodig knagen i de slidte hængsler.

Arbejdsdagen var til ende.

Det, der nu skulde komme, var dette:
Sol i aftensvale
lær mig den kunst at dale

thi både var det en kunst og en nådegave at kunne "dale" ret og harmonisk uden suk og klage og med håb om en ny morgenrøde.

Præstekonen var blevet den sidst levende af ægtefællerne.

Hendes legeme var da gammelt og skrøbeligt, men sjælen var ung og levende, og hendes vågne sans fandt midler til at udnytte tiden.

Hun lærte sig selv endnu flere salmer, end hun i forvejen kendte - det var godt at have et forråd, hvis der kom en tid, hvor man ikke kunne læse.


Venner skrev til hende og bad om trøst og råd, om at blive indesluttet i hendes bøn. Tillid og kærlighed strømmede ind over hende; hun følte sig rig, glad og taknemlig. Og ud af det alt sammen voksede ydmygheden sig stærkere og dybere ind i hendes hjerte.

Men når stilheden bredte sig om hende - den uendelige stilhed, som kunne minde om evigheden - da tog hun i tanken frem for sig den store livets bog og granskede dybt i dens blade. Hun spurgte sig selv: hvad har du gjort de mange år, du har i verden levet?
Hun fandt vel blade med lyse, rene tanker, gode fortsæt og ærlig vilje - men der var også blade fulde af anklager, og bogen var svær at komme igennem. Men hun k o m igennem den, kæmpede sig frem i bøn hun fik vished om Guds nåde, så da hun vendte det sidste blad, stod der på det, kun det ene Ord: T a k.

Den gamle præstekone lå til sengs til stadighed.
Dage gik, dage kom, den ene omtrent som den anden. Men hun kaldte dem hverken grå eller kedelige, selv om hun nu slet intet kunne foretage sig; hver dag havde sin oplevelse og sit lyspunkt. Hørte hun gangdøren knirke og låsen skrige, da glædede hun sig, for så vidste hun, der kom nogen til hende. Hun ønskede ligefrem ikke, at låsen skulle smøres, for lyden af den var blevet hende en kær budbringer.

Hvor var det hende en glæde at se et venligt ansigt titte ind ad døren.
Goddag! Hvordan går det?
Er tiden meget lang?
Nej, slet ikke. Jeg har det jo godt, bliver udmærket passet, har, hvad jeg behøver, og selv nu, legemet er skrøbeligt og udslidt, så, ligger jeg dog og er så indvendig glad. Jeg har så meget at sige tak for.
Og hendes øjne kunde endnu stråle af indvendig glæde og af taknemmelighed over de kære besøg, hun fik. Nu forstod hun først for alvor, hvad det var for de syge og gamle at se et mildt og venligt ansigt, føle et venligt håndtryk og høre et kærligt ord.

Selv fik hun endda meget mere end det.
Snart kom én med en buket; snart blev en potteplante sat ind til hende - eller andre Kærlighedsbeviser. Altid var der fulgt af blomster ved hendes seng - ikke blot omkring hendes fødselsdag ved nidvinter - nej, hele året - og år for år.
Ikke alle kom til den syge præstekone for at bringe trøst; nogle kom for at søge den hos hende.
Og aldrig gik de "tomhændede" hjem. Hun vidste råd for alt, også for livets bekymringer.
Jeg kender dem selv, jeg forstår dem, men se at blive større end det, der møder dem, og prøv på, at gøre bekymringer til bøn; så forsvinder de, fordi Gud tager dem på sig, og de skal se, de bliver tryg og glad.

En dag var der særlig feststemning over den gamle præstekone. Stuerne var pyntede med blomster, og i køkkenet duftede det af gode sager. Det var altid en glad dag, når der ventedes gæster, men denne gang var det meget sjældne fremmede, der skulde komme - præstekonens to søstre.

Vinduet stod åbent ud til hyldebusken, spurvene kvidrede deres vante vise, og ovre fra præstegårdens konfirmandstue lød sangen gennem de åbne Vinduer, så den syge kunde høre ordene:
Gudskelov! for dag, der går, og for den, der kommer.
Og hun nikkede ved sig selv. Det var netop således, det skulde være: hver dag sin Tak. Og vinden bragte et pust ind til hende fra hendes gamle have; hun kendte suset i de høje lindetræer, og hun mindedes de dage, da hun sad i grotten under dens kroner, omgivet af alle sine kære. Det var den gang!

Men gudskelov! for dag, der går, og for den, der kommer. Hun tænkte som hørren i Andersens eventyr: Det går bestandig fremad til noget bedre gangdøren knirkede og knagede, det puslede derude - og så stod de hos hende, de kære søstre med de milde øjne, som engang havde strålet i ungdommens glans, men nu havde fået et mere vemodigt præg efter den lange Livsdag.

De talte om nyt og gammelt - men mest om det gamle. Husker du? og husker du?
Minder blev draget frem, tårer viskedes af, og atter spurgte de:
Kan du huske? Kan du huske?
Ja, de huskede det alt sammen derhjemme i den lyse præstegård, når ungdommen samledes om musikkens toner, når sangen lød, og glædens harpe var stemt.
Husker I sangene? Husker I den og den?
og det gamle klaver måtte holde for med sine spinkle, lidt forstemte toner, mens de gamle sange lød fra de stemmer, der engtang: var sprudlende unge og friske, men som nu havde mistet den gamle klang.

Der var vemod over sangene - men lyde skulde de. De vidste alle, det var deres sidste fællessang. Tankerne vendte tilbage til nutiden og gik et stykke videre frem. Så sang søstrene:
En liden stund
i rosens lund
og evig i gudshaven,
så høsten her
og våren der
er dog nok værd, en vinternat i graven.


Kastanjetræet, som stod på vagt mod østenvinden i den lille have, havde klædt sig i sin efterårsdragt.
Bladene skinnede i brunt og gult; de var tynde og saftløse inde ved stilkene; så snart de rørte ved hinanden, gik de løse og dalede ned som som gyldne masser.

De grønne frugtkapsler faldt til Jorden med et plump, og de blanke kastanjer rullede hen ad gangen. Havens blomster stod i deres fine efterårsferier, og solsorten sang, som den havde gjort det hele sommeren, fra kanten af den hvide skorsten - sang så smukt som nogen sinde og vendte sit næb lige op mod himlen, som havde dens toner, ærinde helt derop.

Spurvene flyttede lidt på sig i hyldebusken, de kunde intet se gennem vinduet.
Men indenfor lå den gamle præstekone med lukkede øjne og kolde hænder. Hun havde draget sit sidste suk let og stille sov hun hen.
En fin regn begyndte, at drysse ned - det var jordens blide vemodstårer over, at den ikke mere ejede dette fromme, bedende menneske, som havde tænkt på alle dem, hun levede iblandt, med så stor en kærlighed, at de var blevet som en del af hende selv. Havedøren blev åbnet, og en kiste blev båret ud. De hvide anernoner stod vendt imod døren - mod vest, hvor solen sidst havde kysset dem - de rystede med deres lyse klokker, og bladene sitrede; det var, som om de bævende spurgte:
Kommer du nu endelig! Vi har ventet dig så længe - i hele år -, vi har savnet dine milde øjne. Kommer du nu?

Men kisten blev båret hen over havens bladdækkede gange, ud gennem den lille låge, som kun nødig, åbnede sig, rundt om det lille hus med de mange minder og ind på kirkegården gennem den gamle tjærede port, som nu for sidste gang lukkede sig efter den gamle præstekone. Men solsorten havde endnu en tone tilbage - den lød som et ømt farvel, der gik over til en endeløs Tak.




Skrevet af Asta Christiansen i 1929

Slut

til toppen

Tilbage