Tilbage



Dans, Fest og Musik i det gamle Nykøbing
Fra den tid, bymusikanteren og hans orkester
stemte fiolen klarinetten til


Nordvestsjællandske Folkelivsbilleder af Lokalhistorikeren S o p h u s J e n s e n i Nykøbing
Skrevet i 1935




DEN gamle ODSHERREDSKE FOLKEKARAKTER De gamle Rørvigfolk sagde i sin tid, at som vi selv er, bliver vor fest, når vi kommer sammen. Og i disse ord var der en stor sandhed; thi studerer man folkekarakteren blot her på sjælland, opdager man snart, at så langt op i tiden som til 1890erne havde befolkningen i hvert sogn sit eget særpræg på mange forskellige områder. og i særlig grad for sognene i Odsherred; f.eks. var blot det, at en gårdmandssøn hentede sin tilkommende kone udensogns, en begivenhed, som kunde sætte de gæve sognefamiliers daglige idyl på højkant og give anledning til mangen en - ofte hed - diskussion.
Jeg kender nøje en sag fra 1874, hvor en ung mand i Grevinge Sogn hentede sin tilkommende kone ude på Sjællands Odde, hvad dengang vakte stor fortørnelse og skaffede ham en del ubehageligheder. Det var sognefamiliens mening, at han skulde have ægtet sin kusine i nabogården; thi denne store sognefamilie havde i snart 150 år været indgiftet med sognets egne børn. Blot for ca. 30 år siden var de fleste i hvert sogn i slægtsforbindelse indbyrdes. Dette måtte give hvert sogn sine ejendommeligheder og særpræg, som efterhånden udviskes, da omkring århundredskiftet Jernbanen blev anlagt op igennem Odsherred, og senere, da den øgede biltrafik fik befolkningen mere blandet sammen.

At komme uden for sognets grænser var nu ikke nogen begivenhed mere, og de gamle ejendommeligheder i de forskellige sogne forsvandt hurtigt. Kun ved at besøge enkelte meget gamle mennesker kan man dog endnu i 1935 få lidt at vide af det meget, som desværre er gået tabt for eftertiden. Den gamle odsherredske bonde prægedes af et lyst sind og godt humør, men tillige af megen selvfølelse og til tider af ikke så lidt stædighed, ligesom han følte sig som en konge på sin fra slægterne modtagne gård og dens marker og i sin tid strengt holdende på fædrenes og sognets traditioner.

For øvrigt har ods-herrederne fra gamle dage fået skyld for at være sjællands gemytligste folkefærd.

Grunden hertil skal søges i, at Odsherred i den strenge såkaldte Herremandstid var Kronens Gods, og selv i fællesskabets tid blev befolkningen behandlet meget mildere end på de store godser nede i syd- og midtsjælland, hvor herremanden regerede næsten enevældig over bønderne.

Vel findes nok beretninger om brugen af "hundehul og træhest" på Egebjerg gården, Annebjerg gården og de 3 a 4 andre odsherredske herregårde, men dette er for intet at regne mod de tiders behandling af bønderne nede i sjælland og andre steder i landet. Kun ude på den gamle, stolte borg, "Dragsholm", følte den odsherredske bonde rigtig hoveriets lænker. Derfor var bønderne her i herredet et hestehoved foran, da frihedens Time slog med hoveriets afskaffelse i salig 6te Frederiks tid. I frihedsårene i 1848 tog de livlig del i taler og møder, meget mere fremtrædende end landets øvrige befolkning.

Typisk Odsherrred-Nomde fra 1860erne


Den odsherredske bonde var meget gæstfri; men kom de sammen i Nykøbing, lod de sig ikke gå på af hinanden, og der spilledes da højt spil med kortene i Nykøbings mange små beværtninger - ja, ofte i flere dage, og det gjaldt mangen en gang både hest og vogn, ja, så galt gården med. Og tit pressede de også hverandre med deres heste, og når værtshusene blev lukket i den lille stad, kunde man høre køretøjerne i fuld karriere over de toppede brosten og belyst af de blafrende tranlamper. Ofte forsvandt de hjemad i vilde og for hestene meget anstrengende væddeløb. Men de gamle, såkaldte "Odsherreds heste" var en langhåret og meget udholdende Hesterace, der kunde og blev budt meget. De fleste gamle Odsherreder, såvel mand som kvinde, var granhøje folk. Provst Larsen, født her i Nykøbing, skriver i sin bog "H.. Amt 1832", at ude på Sjællands Odde er de fleste mandfolk omkring 72 tommer høje, (183 cm. red.) og mener at det skulde være efterkommere af en fortids kæmpeslægt. Om det har noget på sig endnu, ved jeg ikke, men det er for et par år siden sagt, at på sessionen i Nykøbing Sj. mødte efter nuværende tider det højeste og bedst byggede menneskemateriale, som skulde udskrives til militærtjenesten.

Inden Lammefjordens udtørring var Odsherred nærmest at betragte som en ø, med store vige og. skove, og heroppe, langt fra de gamle kongeveje, levede befolkningen sit eget isolerede liv. Jeg skal nu i det følgende berette lidt om, hvordan og hvorledes vore forfædre her i herredet morede sig, når de "gik til Musik", som det kaldtes dengang


DANSE, SOM VORE FORFÆDRE I ODSHERRED DANSEDE

Dansens oprindelse kan føres tilbage til den mørke hedenske oldtid; de ældste danse blev trådt til de dansendes sang og blev udført i den frie natur i skovens dyb, på engen eller i borggården og Fruerlunden, som der synges i de smukke gamle folkesange. De ældste danske "danse", som vi har nogenlunde kendskab til, er rækkedansene at danse "Rej". Det bestod blot i, at de dansende var opstillet i en lang række. Den, som stod først i rækken, sang for, og de øvrige tog nu trin til sangen. Det gamle ord "Rej" betyder simpelt hen række. Denne form for dans holdt sig til langt op i middelalderen, ja kunde spores her i Odsherred i forrige århundrede under benævnelsen langdans.

Om langdans, hvor de dansede i rækker ud af gården o.s v., haves beretninger fra forskellige af Odsherreds sogne. Disse danse benyttedes særlig ved de store bryllupper og førtes i reglen an af de ældre festdeltagere. Når vi i vore dage kommer på legepladsen, hvor vore børn tumler sig og leger de kendte gamle børnelege med sangledsagelse som "Bro, Bro, Brille", "Munken går i enge", "To mand frem for en enke", "Kæde-legen" o. s. v. da tænker de færreste over, at dette i virkeligheden er de gamle udløbere fra riddertidens danse, som i svundne tider under navnet "Rej-danse" blev dyrket med en lidenskabelig iver. Men som vi nu kommer frem i tiderne, og musikken bliver dyrket, og musikinstrumenterne kommer mere ud i den brede befolkning, går dansen mere over til par- og ture-danse, omend "Rej" bibeholdes af og til.

Vore første par-danse blev indført fra udlandet. Det var adelen, som på dens rejser i udlandet førte de der lærte danse hjem til Hove eller ud på deres borg eller herregård, og herfra sivede så dansene ud til den lærevillige brede befolkning.

Men det er desværre gået med mange af de herlige gamle danse som med musikken, at meget, ja alt for meget er gået i graven med de samtidige af mangel på interesse og forståelse hos de efterlevende. Hvor mangen en god melodi er ikke gået bort med sine udøvere, de gamle spillemænd; thi det var jo for det meste hukommelsesmusik, som ikke var blevet nedskrevet med noder, og når dens udøvere sagde denne verdens glæder farvel, forsvandt for stedse mangt et godt musikstykke eller en herlig ture-dans af de gamle, sjældne fra Odsherreds forskellige sogne og egne. Men det er dog også heldigvis lykkedes at bevare en del af vore gamle danse og deres musik. og at vi her i Odsherred i dag har mange gode danse i behold og dygtige dansere til at holde dem vedlige og frelse dem fra glemselens slør, kan vi i første række takke tre mænd for: Musikeren Laurits Hansen i Kollekolle, som havde de gamle musiknumre i sin fortrinlige musikalske hukommelse, og som leder af folkedanserne først fhv. landpost Laurits Petersen i Højby og nu og i de senere år Frede Andersen, Svinninge Møllegård, der i "Odsherred" 1931 har skrevet en udmærket Artikel om folkedansen i Odsherred, hvorfor der ikke her skal kommes nærmere ind på den. Men folkedanserne og deres ledere fortjener al mulig støtte af befolkningen.

I hine gode, gamle dage blev dansene altid udført med en akkuratesse og en ophøjet anstand, som nutidens ungdom ofte mangler i deres dans. og senere, da pardansene blev mest benyttet, dansede det ene par ud lige efter det andet, og de blev ved at holde samme afstand salen rundt. Der var ikke nogen, der brød rækken og dansede ud på gulvet eller prøvede på at danse hurtigere. Det blev dengang anset for en ligefrem skandale, det viste nemlig blot, at vedkommende par var nogle klodsmajorer til at danse. Nej, det gjaldt bare om at følge rækken og afstanden. Karlene var stive og stramme. Dansen blev udført med alvor og bestemthed. Ikke dermed sagt, at det gik kedeligt af, et tramp i gulvet, når hjørnet i dansestuen blev rundet, og nu og da en rask bemærkning i forbifarten viste humøret.

Men lad os nu forlade dansen og skrive lidt om musikken. Thi som et gammelt ordsprog siger: "Ingen dans uden musik".


ODSHERREDS GAMLE SPILLEMÆND

Her skal nu berettes om de Odsherred- og Nykøbing-Spillemænd fra det sidste hundredår. Der kunde nok gås længere tilbage i tiden men ud over navne og korte notitser kendes ikke videre til deres liv og virke. Men jeg skal dog ikke undlade at gengive en gammel protokol-Indførelse fra 1774, som ganske vist ikke kan siges at være rørende for den gode gamle musikerstand: "Om Nykøbings musikant, der mente, at han burde fritages for tjeneste i brandkorpset anno 1774, skrives der, at han (musikanten) har den Indbildning, at han vil kaldes musikant, hvilket er latterligt, da hos ham ikke findes mindste musikalsk Geist."


STADSMUSIKANTEREN OG ORGAIVTSTEN JAKOB LUND, HANS SLÆGT OG MEDHÆLPERE, DEÅKALDTE "MUSIKANTERSVENDE"

Da kalenderen viste anno 1830, var for længst hensovede Jakob Lund stadsmusikant og organist udi Nykøbing Købstad. At være stadsmusikant var et privilegium, igennem ham gik al musikbestilling. foruden Jakob Lund var hans broder, Terkel Lund, også en meget dygtig musiker, han var tillige værtshusholder oppe på torvet, drev også et større landbrug samt beskæftigede sig med hestehandel; han havde en stor omsætning med køreheste.

Han blev en meget kendt musikerskikkelse i Odsherred; når han skulde ud at spille, red han i reglen på en smuk hingst og havde efter datidens skik kalveskindsposen med violinen under armen. Han døde i firserne. Jakob Lunds søn, Jørgen Lund, også musiker, rejste til Roskilde i 1869 og blev fader til de landskendte Brødre Lund i Roskilde, om hvis musikbegavelse så ofte er talt, og spillede i sin tid over hele sjælland og i København.

stamfaderen,Jakob Lund havde som hjælper i sit orkester smeden Christen Gottschalck, som havde sin smedje på hjørnet af nuværende Grønnehavestræde, der, hvor nu Viggo Hansens ejendom ligger; dengang var smedjen selvfølgelig stråtækket, som byejendommene var dengang, ligesom Grønnehavestræde var spærret af en bom. Nævnte Nykøbing-smed blæste klarinet. Som tredje musikant skal nævnes hattemager Morten Wiggers, der blæste fløjte. Dennes fløjte er endnu opbevaret i Odsherred Folkemuseum og ligger der som et minde fra en god og hyggelig tid. Jakob Lund og nævnte spillemænd var det faste orkester samt hans broder, værtshusholderen Terkel Lund.

At være by- og stadsmusikant var i sin tid anstrengende nok. Dengang brugtes meget mere musik hos private end i vor radio-tid, navnlig ved de store flere dages bryllupper ude på landet og Fastelavnsfesterne, som kunde vare hele ugen ud. Jakob Lund havde derfor ret ofte assistance fra nabobyernes musikere i Holbæk og Kalundborg. Og kneb det ofte for vore gode bymusikanter at skaffe musikere, kneb det endnu mere med at skaffe melodierne; thi dengang fandtes noderne ikke færdigtrykte; man måtte ofte først høre dem, lære melodien og sa skrive den ned. Dertil fordredes ubetinget musikgeni; men Lund og hans slægt havde fået dette i vuggegave, så for dem lå det let og naturligt.


DA DE NYKØBING BORGERE HAVDE MUSIK VED DØRENE OG I HJEMMET SELVE JULEAFTEN

Dengang var det en skik i Nykøbing by, at by-musikanteren og hans musikanter svende, som musikerne kaldtes, gik rundt til borgerne fra dør til dør og spillede for disse på selve juleaften. betalingen herfor var den faste pris af 1 Mark (33 øre). Denne gamle juleskik holdt først op i midten af forrige århundrede. Jakob Lund døde i en ret ung alder og var den sidste her i Nykøbing som havde titlen by- og stadsmusikant. Broderen Terkel Lund, fortsatte og overtog efter ham byens musik. Men i begge disse to mænds tid skete en brydning i dansk musik og dans, for i 1830erne holdt de gamle polskdanse deres Indtog under de nye navne som vals, mazurka, polka og galop.

Dette medførte også forandring i musikinstrumenternes sammensætning i orkestret. messinginstrumenterne begynder nu at blive mest benyttede, særlig cornetten fortrænger den i århundreder brugte Klarinet, hvad der desværre er en sørgelig kendsgerning lige op til nutiden. Klarinetten er og var et dygtigt og herligt grundinstrument i orkestret, og til de gamle folkedanse er og var dette Instrument uundværligt. Men tit wienermusikken og til militærmarchernes repertoire har blæse-messinginstrumenterne deres plads, og særlig efter vor sidste og ulykkelige krig i 1864 blev de benyttet overalt.


OM MILITÆRMUSITKEREN A. JØRGENSEN I NYKØBING

Til Terkel Lunds orkester kom som medhjælper den unge militærmusiker A. Jørgensen, der var født i Svogerslev ved Roskilde i 1840erne. Jørgensen slog sig fast i Nykøbing, og ældre folk mindes endnu den raske unge musikers Cornet-toner. Hos Terkel Lund traf han sin tilkommende kone, og de købte så en ejendom i Svanestræde, hvor nu konditoren har forretning. Og her drev de så beværtning; det var en gammel fast regel, at musikdirektøren drev skænkestue.

Medens Jørgensen passede sine elever og sine mange musikforretninger, måtte hans hustru, Sidse musikanters kaldet, passe skænkestuen. Og de dannede sig en efter hine dages behov god levevej. Det var, før forsamlingshusene blev oprettet. Dansen gik da i de større gårde og andre private steder rundt om i Odsherred. Det var det, de gamle kaldte for at "gå til musik". Jørgensen havde anskaffet sig et stort transportabelt dansegulv, hvad dengang næsten regnedes for luksus, og som på vogne blev kørt ud og lagt i haven ved den gård eller det sted, hvor dansen skulde foregå. Udlejning af dette gulv gav selvfølgelig Jørgensen en god ekstra-skilling.

Når dansegulvet ikke var i brug, blev det opmagasineret i Købmand P. Olsens gård. Men denne dygtige spillemand fik en trang skæbne. Af bygning var han nærmest spinkel, og under en stor militær lejrtur til Hald blev han udsat for lange og strenge marchture i regn og blæst. Militærtjenesten var dengang betydelig strengere end nu til dags. Jørgensens lunger blev angrebet under denne manøvretur. Han kom hjem, spillede en kort tid, men havde fået sit knæk, og hans karriere og livslys slukkedes her i Nykøbing den 4. december 1879. Hans enke overlevede ham i over 50 år og døde for et par år siden nær op mod 100 år. Deres søn er lotterikollektør Ludvig Jørgensen på Egebjergvej. Af nulevende Nykøbingensere er snedkermester G. Gottschalck hans Elev i Musik.


FOLKETINGSMAND OG SPILLEMAND JENS RASMUSSEN I VEDDINGE

I ovennævnte musikers virketid var også den stolte odsherredske bonde ude fra Veddinge, en af herredets første rigsdagsmænd, som af vælgerne blandt bønderne var afholdt for sit valgsprog, som han, når han stod på talerstolen i sit kraftige vadmelstøj, med sit ægte Odsherredsmål udslyngede til forsamlingen: "Jeg står og falder med mit standpunkt, og dette viger Jens Rasmussen ikke fra". Det var slig en tale, som de gamle bønder holdt fast ved, når de stemte. Det var også Jens Rasmussen, som var forfatter til det velkendte vers: "Velkommen hjem, I tapre Krigere", som blev hængt op i gårdene, da de store soldaterfester blev lavet for de hjemvendte tropper fra 3 års krigen, hvor den tapre Landsoldat havde holdt sit løfte og med held forsvarede vort gamle land. Hans i sin tid berømte klarinet hænger endnu på væggen hos hans datter derude i Veddinge Bakker.


MUSTKDTREKTØR NIELS JENSEN I NYKØBING

Efter musik er Jørgensen var Nicolaj Jensen fra Højby og hans Broder, Jens Jensen, førende musikere her i byen. Derefter var Laurits Hansen byens musikdirektør.

Niels Jensen (med Kornetten) og musikere af hans velkoendt orkester i 1880erne.
Han har for år siden lagt professionen på hylden og nyder nu sit velfortjente otium i Holbæk. Da hans livsvirke hører Holbæk by til, og hans gerning er så landskendt og yderligere omtalt i Bogen "Den gamle Spillemand", en nærmere omtale her overflødig.

Men i de år, han virkede som musikleder her i Nykøbing, kom en ung mand fra Ledstrup i Egebjerg Sogn som hans elev nemlig min fader, Niels Jensen, der var født i Ledstrup den 12. oktober 1861, og da L. Hansen rejste til Holbæk, fik han samlet de bedste musikere i Odsherred og Nykøbing og fik oparbejdet et godt orkester, som til enhver tid kunde konkurrere med nabobyernes musikkorps.

Af de gamle musikere i by og land, som spillede hos Niels Jensen, dengang Odsherreds eftertragtede orkester, skal her nævnes: Afd. musiker Konrad og Jens Frederiksen i Vig, Ole Andersen, Veddinge, Niels Larsen, Hølkerup, Julius Petersen, Hønsinge, William Danielsen, Rørvig, trommeslager Georg Mørch, Nykøbing, og nu for nylig afdøde Kristian Jensen, Svinninge, samt Anders Christensen, Grevinge. Af nulevende, som hørte til denne gamle musikergarde, men som har lagt op - alderen kræver hurtig sin ret i musikkens verden -, skal nævnes træskomand Niels Nielsen, Glostrup, maler P. Fransen, Egebjerg, Laurits Henriksen, Glostrup, snedkermester G. Gottschalck i Nykøbing og fru Jørgensen, Nykøbing, som var den første kvinde her på egnen, der tog ud og spillede klaver til dans og fester.

Og til slut undertegnede selv, som begyndte at spille i orkestret godt 12 år gammel.

Men en fra nævnte tid dyrker endnu, musikken, nemlig føromtalte musiker Laurits Hansen, Kollekolle. Niels Jensen var meget dygtig til at transponere noder; havde han blot klaverstemmer, kunde han på kort tid sætte den ud til de forskellige blæseinstrumenters stemmer. Ligeledes havde han stort ry som cornet-og piccoloblæser. samt som dygtig og hurtig nodeskriver. Nævnte orkester virkede lige til min fader, Niels Jensen, døde nytårsaften 1914 godt 53 år gammel. og på begravelsesdagen den 1. Januar 1915, medens sneen stille dryssede ned fra den blygrå vinterhimmel over Nykøbings nye Kirkegård og det store følge, lød tonerne til "Dejlig er Jorden" fra hans orkester, som her gav deres gamle ven og leder deres sidste hilsen.

Det var første gang, at et hornorkester spillede på Nykøbing kirkegård. Og det var også en af de sidste gange , at orkestrets medlemmer arbejdede sammen thi kort efter trak flere sig titbage fra musikken. og nu blev det Holbæk regimentsmusik, som fik de fleste og større musikforretninger i Nykøbing, hvad den også siden har hævdet til dato. Thi efter Niels Jensens død har intet større blæseorkester kunnet samles i Nykøbing og Odsherred. Her er nu fortalt lidt om de gamle Nykøbing spillemænds saga og skal nu skrives


OM DE GAMLE NYKØBING-FESTER

Forskellen på fester i gamle dage og i nutiden er næsten som forskellen på nat og dag. Det er, som om det dagtige arbejde i for- og nutiden har sat sit præg på begge tiders fester og fornøjelser. I ældre tider var arbejdet legemligt strengere og gik støt og sindigt fra før sol stod op til langt efter, at denne var gangen til hvile. Lad os i denne forbindelse tænke på de gamles arbejde i marken med den omstændige såning og høsten med "Sla'tøjet", som leen blev benævnt, og i de mørke vinterdage tærskningen i loen med "plejelstøjet".

Alt meget strengere end arbejdet i vor maskinforcerede tid. og når folk kom til fest, var dansene længere og voldsommere og meget mere temperamentsfulde end i vore dage. Store offentlige fester hos vore oldeforældre var sjældnere, deres sammenkomster var i reglen inden for sognets eller byens rammer. De virkelig store og med forventning imødesete fester for datidens befolkning var de to årlige markeder i købstaden eller kildemarkederne St. Hans Nat ved den nærmeste hellige og heldbringende kilde. Men begge markeder er for Nykøbing og landets andre byer nu kun indskrevet i mindernes store bog.


KILDEMARKEDERNE VED "ST.. KARENS HELLIGE KILDE" VED KILDEHUSENE OMKRING ÅRET 18OO

DA vi skrev 1800, stod ovennævnte Kildemarked på sin berømmelses tinde. Fra middelalderen og til op i begyndelsen af forrige århundrede samledes syge og værkbrudne samt de forgjorte (sindssyge) fra hele Nordvestsjælland ifølge tidens skik hver St. Hans nat ved "Hellig Karens Kilde" ude ved Kildehusene ved Isefjorden og den idylliske Anneberg Skov.

Når de syge ifølge datidens tro tilbragte denne lange og lyse sommernat ved nævnte vandløb i bøn og slukkende deres febertørst i kildens klare vand, skulde de nok blive ved "Helsen og sundhed" igen. Og da disse mange stakler havde familie og venner med til også at bede for sig, blev det ikke så få mennesker, der her blev samlet. Og som følge heraf skød der telte med forfriskninger af enhver art op, og de omrejsende bissekræmmere kom med deres kramkister og falbød deres brogede varer. Selv de dengang meget søgte rokkedrejere med deres forskelligt farvede rokke, som det, dengang var enhver ung piges drøm at blive ejer af, indfandt sig. Kort sagt, rundt om de syge opstod en veritabel markedsplads, hvor selv musik og dans ikke manglede.

Selve Nykøbings borgerskab og de store Herregårdes besiddere samledes også herude denne nat, broderligt forenede med det brede lag af befolkningen. At der en sådan aften kom folk langt borte fra og falbød deres varer, viser et sørgmodigt klagebrev fra Nykøbings ansete bager Anno 1744. Han skriver, at der hver St. Hans Aften kom dragende til St. Karens Kilde på Nykøbing overdrev en Kalundborg bager medførende "en stor Kistefuld af Hvedebrød og Peberkager", den stakkels Nykøbing bager til allerstørste fornærmelse, hvilket så meget mere forstås, når man erfarer at alle folk i Nykøbing bagte selv, og St. Hans Aften, da borgerskabet samledes ved St. Karens Kilde, egentlig var den eneste lejlighed året rundt, hvor han kunde håbe på afsætning af sine fremragende bageriprodukter, hvedebrød og peberkager.

Hvorfor kunde - spurgte han stiftamtmanden - denne grimme Kalundborg-bager ikke nøjes med sine egne 4 kilder, uden at han også skulde udstrække sine handelsinteresser til steder, som slet ikke kom ham ved. J. Larsen skriver 1832 i sin bog "Holbæk Amt", at St. Karens Kilde besøges St. Hans Aften, ligesom han tilføjer, at bækken ved Strandhusene, der falder ud i Nykøbing fjord, er ubetydelig, derover er dog Bro. Bækken har dog tilforn drevet en Vandmølle, Lure Mølle kaldet. Og L. Both nævner i sin bog 1882 også St. Karens Kilde, som i fordums tid var landsberømt for sin lægedomskraft i vandet. Afdøde skomager Carl Bendahl fortalte mig engang følgende: Byens daværende rådhus, der lå, hvor nu teknisk skole ligger, blev brugt som sygehus særlig for de stakkels sindssyge mennesker. Her blev i sin tid en sådan syg kvinde indespærret og fastgjort med en jernlænke til en bøjle i arrestmuren.

Sengestedet var kun et skråbræt på lergulvet med et knippe halm i. Her tilbragte dette syge menneske flere år, og St. Hans Aften blev hun ført ud til Hellig Karens Kilde, men det hjalp selvfølgelig intet. Og et år, hun var ført derud, undslap hun byens vægtere, som havde opsynet med hende, og hun forsvandt skrigende ind i den nærliggende store Anneberg Skov, hvor hun først blev fanget i udmattet tilstand flere dage efter.

For blot 100 år siden var middelalderens mørke overtro endnu i højsædet hos befolkningen. Arkivar Hans Ellekilde skriver i sin udmærkede bog om "Højby sogns Folkesagn": Da dyrkelsen af st. Karens Kilde ophørte, samledes ungdommen under en ualmindelig stor bøg med en vældig udbredt krone. Under bøgen var der et stort, fladt grønsvær, hvor man dansede og legede. Bøgen blev først fældet omkring 1925. Den var blevet så affældig, at de store grene knækkede af kronen i stormvejr. Der var grene så svære, at man efter sigende kunde få en favn brænde af hver gren.

Da Kildemarkederne gik af mode, oprandt rigtig By-markedernes blomstringstid.

Men intet er nyt under solen; nu i vore dage samles Nykøbing og omegns befolkning med syge og raske fra et af statens største hospitaler på st. Hans Aften ved den dejlige Isefjord og nyder i fælles glæde afbrændingen af et af danmarks største st. Hans blus, medens midsommervisen istemmes af hele forsamlinge. Men de færreste Nykøbingensere tænker eller ved måske, at få favne fra denne brink, de er samlet på, var deres bedste- og oldeforældre også forsamlet for 100. år tilbage på denne den danske lyse sommers herligste Aften.

DE GAMLE STORE MARKEDER I NYKØBING.

Nykøbing marked var i sin tid betragtet som årstidens største begivenhed, ikke alene som en fornøjelsesdag, men også som en dag, hvor man måtte sørge for at huske de ting, der var brug for i det daglige liv. Vi må erindre os, at i de dage var folk på landet meget mere afhængig af købstaden end nu til dags. De varer, som skulde bruges til livets fornødenheder, måtte hentes så at sige alle sammen i byen, da på landet ingen forretninger fandtes af betydning. Og særlig på en markedsdag fandtes alt muligt, hvad hjertet begærede efter datidens forhold.

Ikke alene byens købmænd, men også de mange fremmede handelsmænd havde en sådan festdag fyldt deres boder med varer af enhver tænkelig art. Til en markedsdag i Nykøbing blev der samlet og sparet penge sammen lang tid i forvejen. og så at sige alt, som kunde krybe og gå, skulde til Nykøbing en sådan dag for dem, som nødvendigvis måtte blive hjemme, var det en bitter dag. En trøst havde de, som boede i nærheden af vejene, der førte til markedsbyen. Det alene at gå op på højderne og se de mange pæne høje vogne, med pyntede markedsgæster, som agede til købstaden i deres kisteklæder var dengang for mange særlig de ældre og børn, en stor oplevelse.

De, som ikke var så heldigt stillede, at de kunde Køre, benyttede apostelens heste og gik på deres træsko med stadsfodtøjet omhyggeligt knyttet ind i det kendte rødternede tørklæde; når de så nærmede sig markedsbyen, for manges vedkommende efter en flere miles vej, byttede deres fodtøj rolle. Folk var dengang trænet til at spadsere, en flere mils fodtur var for de fleste en dagligdags begivenhed.

Lad os nu i tankerne betragte Nykøbing på en sådan markedsdag. Hele den lille bys befolkning var selvfølgelig på benene længe før en vis herre får tøfler på benene - ja, for manges vedkommende havde de været oppe den hele nat. Om aftenen før var de fleste fremmede handelsmænd og gøglere ankommen til byen, og mange af byens egne småborgere havde sat et lille telt eller blot et bord op. Alt dette skulde helst være i orden, inden morgensolen brød, frem. Det gjaldt om at komme først og derved får erobret den bedste teltplads.
Når solen kom på himlen næste morgen, skinnede der over en lille by i en broget festdragt.

I de gamle, store købmandsgårde ved Algade vimsede gårdskarlene travlt omkring i deres blå bluser, nypudsede træsko og i deres renvaskede, hvide forklæder; thi de første vogne fra landet begyndte allerede så småt at rulle ind i byen over de toppede brosten.


Nykøbing lokale orkester spiller til sommermarked i 1897.
Inde i butikken var der pyntet særligt flot op i dagens anledning. Og på gulvet var sandet strøet i fine små toppe, som det hørte til en pæn butiks renomme dengang Den store butiks tobaksdåse, der prangede på disken, var blevet ekstra fyldt med "Portorico"-tobak til kundernes behagelige og gratis afbenyttelse, og det var dengang pibehoveder, der kunde tage noget tobak. Langs væggen på træbukkene var ekstra anker med rom, bitter og brændevin ligeledes lagt op. Og midt i hele Herligheden selveste købmanden og frue i fineste dress. At være købmandsfolk en markedsdag kunde være anstrengende nok, der var nemlig nok at tage vare på. Nede i borgerstuen stod den på skåret smørrebrød og snaps, og oppe i købmandens stuer kom de finere kunder, hvor de nød kaffe og cigarer med mavebælte. Men begge steder skulde tages det hensyn, at ingen følte sig tilsidesat eller blev forkert behandlet. Dette skulde jo nødig blive resultatet af det festlige arrangement.


PÅ BESØG HOS GØGLERNE

Den egentlige markedsplads var fra apoteket og ned til Strandstræde; denne strækning var også på begge sider fuldt besat med telte med deres lokkende, brogede Indhold. Her havde teltholderne i den tidlige morgenstund ivrigt drøftet dagens vejr og chancerne for dagens kommende Indtægt samt nydt en let frokost med et par opstrammere til at gå dagens anstrengelser i møde med.

I teltbyen var alle brancher repræsenteret. Der var telte med vilde dyr og med frygtelige vildmænd, som kunde spise slagterens ny slagtede rå kød, som hang på en jernkrog på teltstangen ved indgangen. Og kagetelte med honningkager forestillende de såkaldte markedskoner med ditto gemaler á 2 øre, pr. Stk. Ligeledes telte med søde snapse og røde Snapse, ja, lad os ikke glemme den obligate kommenskringle og den danske snaps oppe fra Laurits Jersens brænderi; dette var en gammel tradition til markedet.

I de opslåede boder solgtes alt fra hatte til broget lingeri, galanteri, træsko, trævarer o. s. v. Et sted havde den jyske rokkedrejer sit stade og gjorde vældig forretning. Fynboerne kom til efterårsmarkederne med den uundværlige humle til vinterforbruget. Kort sagt alt næsten mellem himmel og jord kunde købes Den omrejsende tandudtrækker havde også sine kunder. Det måtte på en sådan festdag have været en blandet fornøjelse at være hans kunde. Ved hjørnet på torvet, ved det gamle rådhus, stod altid det lille ambulante Cirkus, som det brugtes dengang, kun med lærred i en rundkreds og uden tag. Sluttelig skal nævnes markedets "Clou": Karrusellen, som i reglen havde sit stade ved hotel "Fortunen". En tur i denne var for såvel gamle som unge en oplevelse, som absolut hørte markedet til.

De skiftende tider prægede selvfølgelig markederne. I markedernes slutningstid fandt "Filmen" sin tilblivelse. Da de omrejsende biografer kom til markederne, svandt Interessen for de gamle "Mester Jakel"-Teatre, og disses ejere måtte søge en ny branche. Den ældre generation vil med et smil endnu erindre de første fonografer, hvor folk kappedes om at komme til og med en høreslange lytte til tale og sang, noget, der dengang ganske betog publikum.

Eftersom solen steg på himlen, steg også markedsgæsternes humør; men dette sank ikke med solen, tværtimod. Det gik med liv og lyst omtrent til den lyse morgen. Der var en larm og råben, skrigen fra skrigeballoner blandet med rumlen fra lirekasserne og karrusellerne, alt i alt et lirum -larum uden lige. Og imellem alt dette lød musikken fra byens lokale orkester, der spillede forskellige steder på gaden og de sidste timer, inden dansen begyndte Kl. 4 på gæstgivergården, fra en tribune, der var rejst ud for den nuværende politistation.

Det var fra gammel tid skik, at musikdirektøren havde markedsdansen som privat forretning mod leje af dansesalen. Min fader, Niels Jensen, havde disse balforretninger i flere år, lige til de ophørte med markederne. Ved århundredets begyndelse blev markederne en skygge af, hvad de forhen var. Grunden hertil var, at byens vise råd dengang forbød de fremmede at komme til markederne, da det formentes, at byens egne handlende selv kunde tjene det hele. Med dette forbud fik markederne deres knæk, et nådestød, de aldrig kom over. Det var de fremmede handelsfolk, der satte kulør på festen, og folk blev nu hjemme. Da så byrådet først fejltagelsen, og forbuddet blev lempet noget men i Nykøbing som andre steder for sent. Markederne blev aldrig mere til det, de havde været, og efter få års ynkelig tilværelse holdt de så op af sig selv. Hårde konkurrenter var nu også de begyndende dyreskuer og på landet de mange startede brugsforeninger.

Efter en 98-årig, nu afdød, Nykøbingenser har jeg optegnet følgende muntre

MARKEDSOPTRIN

I årene efter vor sidste krig 1864 stod Nykøbings markeder i deres glansperiode. Mange mennesker fra alle egne var jo blevet samlet en sådan festdag. Og i dagens løb, når de våde varer begyndte at gøre deres virkning, kunde der ofte opstå nogen meningsforskel mellem de brave bygæster, f. eks. ved, at de, der havde været med i 3 års krigen, drillede dem fra 64 med, at de var nogle sløje karle, når de ikke kunde tampe "Tysken", som de havde gjort det. Da kogte blodet op på begge sider, og da gik det tit på næverne løs. Så hændte det engang i et af beværtningsteltene, at der sad en stor kraftig smed her fra byen, som i 1848-49-50 havde været kgl. Hestgarder. Og når denne gubbe havde fået rigeligt af den danske snaps, blev han fuld to gange, nemlig også ondskabsfuld. Han var her i nævnte tilstand, råbte op til de omkringstående, at han kunde fægte med hvilken mand, det skulde være, og for at anskueliggøre det svang han sit Egespir truende over hovedet. Byens arrestforvarer kom i det samme forbi, og da han var underofficer fra 64, betænkte han sig ikke, men bød smeden komme an. Og så svang de to drabelige kæmper deres støttekæppe i luften med militær anstand.

Men for at parere smedens kraftige udfald måtte vor gode arrestforvarer træde et skridt tilbage, men ak - i kampens hede så han sig ikke for og faldt baglæns på nakken over en af teltsnorene og ind over en markedskones bord og væltede dette med honningkager og alle hendes op skænkede søde Snapse m. m. Den gode politimand forskaffede sig derved et brøl af latter og en skylle af det gamle danske sprogs blomsterudtryk fra den stærkt ophidsede kone. Og han måtte oven i købet betale de spildte varer, hvad der sikkert har smertet ham, da han havde ord for at være mildt sagt meget "fornæret". Han måtte her bide i det sure æbble og tage både skaden og spotten. Men nu smeden? Ja, han beholdt valpladsen men kun en stakket stund; da kom en magt, som kunde tæmme selv en kgl. Hestgarder, nemlig hans ægteviv; hun tog gutten i armen, og han fulgte med from som et bælam til stor morskab for de sammenstimlede. Således endte de to forhenværende fædrelandsforsvareres tvekamp hin markedsdag på Nykøbing gade. Men de blev forresten senere de bedste venner i den lille købstad.

Den gamle mand har også fortalt denne historie om den vilde mand. En gøgler, en "Mulat", var blevet ked af at spille vildmand længere og var stille lusket bort fra teltet, han blev forevist i, og uden at udråberen havde bemærket dette. Og da nu teltet var fyldt med folk, og den fæle og frygtindgydende "Vilde" skulde føres frem, var han sporløst forsvundet. Der blev panik i teltet. Publikum knurrede og forlangte højrøstet deres penge tilbage. Men udråberen klarede stolt ,den pinlige situation ved med tårer i øjnene og troskyldig mine at beklage det ærede publikum, men den vilde mand var sikkert blevet så vild, at han havde spist sig selv!

Følgende er også optegnet: Engang blev på en markedsdag spændt et reb fra kirketårnet og over i rådhuset, og en linedanser gik derud og slap en flok hvide duer ud af en kurv. Det var nok til næsten at tage vejret fra folk i hine tider.

I de sidste markeds år var der kun et kagetelt, et par borde med skrigeballoner trykte viser o. s. v. Det hele nærmest beregnet for børn, hvilket til sidst også omtrent var de eneste markedsgæster.

De sidste på skansen var nulevende glarmester Mads Henriksen og hustru i Kildestræde, som passede kagetelt for bager J. Elansen. Den sidste markedsdag i Nykøbing var ca. 1908. da Henriksen hin aften rev sit telt ned og tog de to små dannebrogsflag ned, som sad i hver sin ende af teltet på en blåmalet stang, var det nat med de Nykøbing markeder. De hørte nu historien til.


TIL DANS I BY-MUSIKANTERENS DANSESTUE

En almindelig danseaften foregik ikke på Gæstgivergården, men i byens såkaldte mindre skænkestuer, hvor den største stue benyttedes til at danse i. Føromtalte stadsmusikant Jakob Lund var indehaver af en sådan dansestue. Den lå i Hjørneejendommen af Strandstræde og Lindeallé, lige over for den store, gamle, rødkalkede gæstgivergård "Fortunen" og de to i sin tid kendte gadeposte hele byens fælles brønd. Her skal jeg nu fortælle om en dansestue-aften for ca.100 år siden, mig berettet af J. Lunds datter, afdøde fru Gustava Pauline Truelsen, som tydeligt i sin høje alder endnu erindrede disse daseaftener i hendes barndomshjem. Når Nykøbings ungdom vilde have sig en munter aften, gik et par ned til Jakob musikanter og bestilte ham til at spille op i sin dansestue den aften, de nu havde bestemt. Skulde det være særlig festligt, bestilte man fløjte og klarinet til at assistere Jakobs violin.

I det med kryds mærkede hus var Jacob Lunds dansestue...
Yderst til venstre den ene af de gamle gadeposte
og i midten rendestensbrædtet over gaden.


Derefter ned til bommanden (nu huset Lindeallé 33) og meddele ham det, for så skulde der nok komme mere ungdom til dansestue, særlig fra Nakke og Rørvig; thi bommanden lod det gå videre til køretøjerne, der passerede bommen. Han gjorde det ud for et avertissement i vore dage. For by-musikanteren var det dobbelt fortjeneste, idet han tog penge ind ikke alene på musikken, men også på mad og drikkevarer. I storstuen, der var i hele husets bredde, dansede man; denne Stue var blåkalket.

og i de to rødkalkede andre stuer var der opstillet lange borde med smørrebrød og hjemmelavet øl samt snaps, og disse borde stod opdækket hele natten til gæsternes behagelige afbenyttelse. I stuen nærmest køkkenet stod langs væggen yderligere en .tønde øl og en ditto brændevin. Men i sin store kampestenskælder havde J. Lund de finere traktementer, nemlig punch-essens, arrack og fin, uforfalsket vestindisk rom. Hans nævnte varer blev regnet for bedre end gæstgivergårdens. Grunden hertil var, at Jakob fik disse direkte fra de Rørvig søfolk, når de kom hjem og lagde op for vinteren.

Hvis en karl stillede i danselokalet med stift kravetøj på, risikerede han at blive pebet ud af såvel karle som piger.

At komme til dansestue var ikke nogen dyr fornøjelse, idet der betaltes en fast pris, og hver deltager kunde så spise og drikke, så meget vedkommende orkede. Det vil sige kun øl og snaps, ønskede man punch eller rom, var det ekstra betaling. I stuen, hvor dansen gik, var musikken anbragt på en forhøjning i det ene hjørne, og over pulten lyste et par tællepråse og midt på langvæggen hang en stor firkantet tranlampe.

I disse omgivelser til violinens og klarinettens toner, og medens tobaksrøgen fra de store piber, som datidens karlfolk røg på,, bølgede som en tåge om dem, dansede de så deres turedanse: hamborger, skotsk, reeler, pærevals, kontrasejre o. s. v. Og der har sikkert været højt humør i bymusikanterens stuer ud på natten, når de unge karle havde fået blodet til at rulle i årerne af disse gamle, langvarige danse og samtidig dyrket Bacchus adskillige gange i nattens løb. Disse varme, lavloftede stuer med røgfyldt luft og det blafrende lysskær fra tranlampe og tælleprås, en rask tyroler med et stamp i gulvet, nu og da af en velvoksen karl et slag i loftsbjælken hvilket broget billede at høre og se for et nutidsmenneske !


DA BY-VÆGTERENS MADAMME LODSEDE FATTER HJEM FRA DANSESTUE

FOR værten var det et stort plus at stå på en god fod med vægteren. Når vægteren havde gået sin by runde og efter reglementet kontrolleret byens fire bomhuse, kom han gerne ned i Jakobs skænkestue og fik gratis opvartning. Af denne grund så han gerne igennem fingre med et og andet, som måske ikke gik lige efter "Hans Majestæts kgl. danske lovs forordning". Denne vægter hed aldrig andet end "Laurits vægter" og tog sig ret ofte et bæger over tørsten, og af denne grund holdt han troligt ud en sådan aften i dansestuen; men en aften gik det pinligt galt med den gæve lovens håndhæver.
Ud på natten blev der nogen uro blandt gæsterne, og vor gode politimands assistance var stærkt påkrævet. Men Argus' repræsentant var som sunket i Jorden, skønt han havde været i skænkestuen hele tiden. Først næste morgen fandtes ærlige og velbyrdige mand Laurits vægter ude i Jakob Lunds kostald, blidt sovende med en tømt romflaske ved siden og i datidens vægteruniform med læderkabuds og jernbeslået stok og salig sjette Frederiks navnetræk på brystet. Han fik den straf, at hans bedre halvdel, Birthe, blev hentet, og så blev han hanket op og lodset ned ad strædet i fuld krigsmaling til stor glæde for byens ungdom. Og hvad straf Birthe gav ham - ja, se det melder historien intet om.

Om vinteren var der mest uro i byens små dansestuer. Når de unge søfolk havde lagt op med sejlskibene og kom "til musik", var der gerne splid mellem dem og byens karle. Årsagen var den samme som nu til dags, nemlig pigerne. Og da hændte det ret ofte, at når dagen brød frem, sad en eller flere af festdeltagerne bag jernstængerne henne på det gamle rådhus (nu Teknisk Skoles Plads).
Om dagen var der stille i Jakobs skænkestue, men om aftenen kom de nærmeste naboer og, røg deres aftenpibe til en arrack- toddy og drøftede den lille bys begivenheder, til vægteren ude på gaden sang Kl. 10-verset, der lød således:

Om I vil tiden vide,
husbonde, pige og dreng,
da er det på de tide,
man føje sig til seng.
Befaler eder herren fri!
Vær klog og snild,
vogter lys og ild.
Vor klokke er slagen ti.

Og derefter råbte vægteren vindretningen. Da gik i reglen hver til sit og stængede forsvarligt dør og port for ugerningsmænd og andet Postyr, som de gamle, gode Nykøbingensere sagde.


FESTER OG DANS ANDRE STEDER I NYKØBING.

Disse dansestuer var hårde konkurrenter til byens to store gæstgivergårde lige op til dette århundredes begyndelse. Det sidste beværtersted med dansestue var nede hos afdøde Jens Jensen på havnevej, det såkaldte "Klampenborg", senere Kaptajn Henriksens ejendom. Ligeledes et af de sidste steder var oppe hos Vohlers, nuværende tøffelmager L. Jensens ejendom, men det var nærmere at betegne som en sal; den er nu nedbrændt for over 25 år siden. Dansen har også gået lystigt oppe i den fløj af amtsstuegården, der går ned mod kirkestræde, og da det var en bødker ved navn Willumsen der ejede denne dansehistorie, blev den selvfølgelig kun benævnt "Tønden"eller "Kalkbaljen".

Da byens rådhus var blevet færdigt i 1868, blev det skik blandt det såkaldte finere borgerskab at benytte byrådssalen til fester og bryllupper. Heroppe lige over fangecellerne svævede de agtværdige borgere med deres aldrende matroner rundt i sagte besnærende wienervalse.

Om sommeren gik dansen i Grønnehave skov som i dag, men længere inde i skoven i den gamle, runde pavillon, som endnu huskes af byens ældre generation, i udseende meget lig den nede i Rørvig Krohave. Den blev nedrevet i 1903, og det nuværende "Grønnehavehus" blev opført. Dansen 'gik også lystigt i en lade ved Anneberggården. Jakobsen på "Fortunen" i Nykøbing var en tid lejer af dette "Figaro". Af fester, som Nykøbingenserne ikke kender mere, var de store skyttefester, hvor skytterne med riflen på skulder og musik i spidsen marcherede ud til Skærby, hvor skydebanerne ligger, og herude var da musik og beværtning hele dagen, til festen sluttede i skoven. Og de store valgdage, hvor den lille by var som en myretue, og hvor de politiske bølger gik højt. Ja - om disse valgdage med deres mange folketyper og hidsige og opfarende gemytter kunde skrives en hel bog


Den gamle dansepavillon i Grønnehave Skov, nedrevet i 1903


Slut

til toppen

Tilbage