Tilbage



DILIGENCEN


Fortalt af E i 1929

Odsherredsbanens åbning den 18. Mai 1899 har i fremtrædende grad bidraget til at vække den almindelige interesse for den smukke halvø mellem Isefjord og Sejerø Bugt, som med dens mange indskæringer og fjorde, de prægtige skove og højder med vid udsigt til alle sider i virkeligheden er en af Sjællands skønneste egne.

Men Odsherred var tidligere meget lidt kendt.
Samfærdselsforholdene havde i lange tider været meget besværlige. Og for den almindelige bevidsthed stod hele egnen som et "Sibirien", en betegnelse, som f. eks. "Probenreuterne" - som de handelsrejsende den gang hed -gerne brugte, når de på forretningens vegne måtte ud til Nykøbing.

Før Odsherredsbanens komme var en rejse ved vintertid op igennem herredet visselig heller ikke så lige en ting.
I snefog og uvejr kunde det hænde, at diligencen kørte fast og med passagererne måtte ty ind i en kro eller gård eller andet steds for at søge hvile.

Endnu vanskeligere for Odsherreds vedkommende havde samfærdselsforholdene naturligvis været, inden jernbanen fra Roskilde til Kalundborg blev åbnet 25 år tidligere, den 30. december 1874. Og en rejse fra København til Nykøbing eller omvendt, for ikke at tale om en rejse fra Jylland eller det sydlige Sjælland, var ved vintertid en begivenhed, for hvis lykkelige fuldførelse man lagde planer længe i forvejen.

En mand, der som 10 års dreng var kommen i Sorø akademis skole efter sommerferien 1861, har fortalt om sine oplevelser på hjemrejsen til Nykøbing ved juletid.

Begyndelsen, jernbaneturen fra Sorø til Roskilde, hvor han ankom Kl. 10 om aftenen, gik godt nok, og 2 timers ventetid på, banegården i Roskilde fik også ende.

Men da den 6-sædede diligence kl. 12 om natten kørte frem, begyndte rædslerne,.

Det var skingrende frost, og alle vinduerne var fastfrosne.
Drengen var kommet i vogn sammen med 5 gemytlige prangere, som fortalte historier og røg tobak, så luften i det snævre rum efterhånden blev forfærdelig.
Men værre var det, at alle rygerne spyttede og uafbrudt sendte deres spytklatter hen på ruderne; og da den unge mand beskedent tillod sig at henstille, om man ikke skulde gøre et nyt forsøg på at få et vindue lukket op, svaredes der, at det behøvedes ikke spyttet løb jo ned i vinduessprækken.

Frygteligt var der; men køreturen fik jo ende, og da man efter 4-5 timers kørsel nåede Holbæk, og diligencen fra Nykøbing, der kun havde 4 siddepladser, i nattens mulm og mørke kørte frem foran banegården, så var alle sorger glemt.

Og det var et lykkeligt øjeblik, når Postillonen ved indkørselen til Nykøbing kl. 10 om morgenen satte posthornet for munden og meldte ankomsten.

I sommertiden var forholdene jo helt anderledes, og Odsherreds forbindelse med omverdenen gik langt lettere.

Hver anden dag kom dampskibet "Frederik VII", og skønt det på vejen havde anløbet både Gjershøj, Frederikssund og Frederiksværk, nåede det dog Nykøbing efter 7 timers Forløb.

Nu til dags vilde man sikkert betakke sig for en så langsom befordring. Men den Gang fandt man, at det i godt vejr var en herlig tur.

Hvem der skrev historien i 1929 ved jeg ikke ... kun at han/hende underskrev sig med et E

Historien har jeg også skrevet under mine Eventyr det er et dansk folkesagn.


Slut

til toppen

Tilbage