Tilbage



Barndomsminder
Fra Nykøbing Sjælland



Når man for offentligheden står som satirikeren, der i reglen ynder at, skjule, sit virkelige jeg bag en af pressen fabrikeret maske, vil det altid være en risikabel affære at give partiet som lyriker.

Og alligevel har vi vel alle vore svage øjeblikke. Jeg har det i hvert fald ofte og ikke mindst, når jeg, træt af sliddet og vrøvlet, hviler ud på Strandhuset, og i klitten stirrer ud over det hvileløse hav eller lader blikket glide titbage til barndommens minder fra den lille by, hvor jeg færdedes uafbrudt fra den tidligste barndom til konfirmationsalderen, og hvortil jeg i næsten alle ferier vender tilbage for mindernes for den herlige naturs skyld, ikke særlig for menneskenes.

A apropos menneskene! Ja, de er og var vel i Nykøbing som i alle andre små provinsbyer, og alligevel forekommer det mig, at der må have været flere særprægede typer på dette navnlig for 40 år siden meget afsides beliggende sted end i andre provinskøbstæder, der stod i livligere samkvem med omverdenen. En ting er i hvert fald givet ! Af mere eller mindre forhutlede individer, der kan betegnes som originaler, var der en ikke ubetydelig samling i de tider, hvor den nuværende sociallovgivning var ukendt og hovednæringsmidlet for mange var den ædelige kornbrændevin.

Man mindes "Niels Vrøvl", der dekoreret (og på anden vis pyntet) med sin soldaterkasket paraderede ved Apoteket eller skovkassen for at redde nogle 2-ører fra landboerne.
Man erindrer med gysen "Peter Fodgarder", som vi drenge, når han var fuld, var lige så bange for som for Sikes i "Oliver Twist";
man husker "Lars Bom-Bom", den uudgrundelige, "Halte-Niels", der heller ikke var i besiddelse af noget egentlig vindende væsen, og endelig blandt flere, andre Carl Bang, der på grund af sine gode evner og sin faglige dygtighed havde fortjent en bedre skæbne end at tulle rundt i spiritus tåge til evig fryd for den ubarmhjertige mandlige ungdom.

K. K. Steincke som skoledreng


For øvrigt er det mig en gåde, hvorledes slige eksistenser, specielt Carl Bang, var indrettede: elendig klædt, uplejede og forfrosne var de i mere end en menneskealder i stand til at tåle de usleste kår, liggende ude i vinterkulde og slud, uden at dette tilsyneladende influerede på deres helbred; de var åbenbart i besiddelse af en konstitution, som er fonsvunden i vor forkælede tid, men som dengang trivedes fortrinligt med den klare snaps som universalmiddel mod alle skrøbeligheder, mod al modgang; (det bemærkes herved, at undertegnede hverken drikker snaps eller er aktionær i spritfabrikkerne).

Men ikke alene menneskene var anderledes end nu, hvormed jeg dog ikke tilsigter at beskylde den stedlige befolkning for at være totalafholdende! Livet formede sig på en helt anden måde for os børm af 1890, end for de Nykøbing-drenge af 1930. Livet dengang var knyttet til havnen, hvor der nu næsten aldrig kommer nogen. Men for 40 år siden! I de tider, da jernbanen var en fjern fremtidsmulighed, biler en ren fantasi og cykler en seværdighed, tog man kun ud til Kattegat på "Skovtur" og med madkurv 1-2 gange årlig, ligesom til "Syv-Højene"!

Den vilde Natur med tilhørende solbade, dasen i klitterne o. s. v. var ikke kommet på mode; på hele nordstrands kyst fandtes ikke ét strandhus eller én badehytte, men på havnen var der liv. Det var her, det foregik! Dengang, i sejlskibenes tidsalder, levede endnu halvdelen af Rørvigs befolkning som skippere eller lodser, flere af købmændene i Nykøbing havde adskillige stolte sejlere, endda fregatter, der gik på Varmen, og tilmed gik "den lille Damper" daglig, henholdsvis til Holbæk og Frederikssund, medens "den store" en gang ugentlig ankom fra København for dagen efter at gå videre, overfyldt med kreaturer, lam og svin, en herlig dag for alle raske drenge! I disse tider lød alle sprog på havnen, og om vinteren ragede masterne fra c: 20 stolte sejlere op i landskabet. hvor der nu hersker øde og forladthed - trods den uddybede sejlrende ! Intet under, at vi alle som en tilbragte dagen, særlig om sommeren, på havnen, om bord i skibene eller på badeanstalten, hvor vi afvekslende lod os tørre og sprang ud fra vippen "på det dybe".


K. K. Steincke.
Ak, hvor forandret!

Dengang sejlskibene, diligencen med hornsignalerne, hestekøretøjerne, der på de stille søndage slæbte os med madkurvene til Højsand eller Stokkebjerg, den gamle Skovpavillon med sommerballet i "Den borgerlige, Forening" og vinterballet paa "Windeløv, en sport, som drengene dog ingenlunde omfattede med samme interesse som nutidens ungdom

og, lad os ikke glemme den årlige sprøjteprøve samt de halvårlige markeder, der bragte et pust fra den store verden i form af Prof. Labri og tilsvarende seværdigheder!


Og så nu, cykler, telefoner, motortog, automobiler, daglig jazz paå Rørvig kro, grammofon, radio o. s. v., ja, sågar asfaltbal! Hvilken revolution i den gamle Idyl, hvilke fremskridt! Kun det rent åndelige liv i byen synes så nogenlunde at have værnet sig mod den alt for voldsomme fart fremover, bortset fra, at et stort, nyt sindssygehospital jo også betegner en fase i udviklingen.

Men fælles for det svundne og det nuværende århundrede er den vidunderlige og særprægede natur: mod syd og øst den smilende fjord og hele det indtagende øland-skab med de frodige agre og de grønne bøgeskove på rad langs de bølgende bakkerækker og mod nord det herlige Kattegat, kranset af det skinnende hvide sand, bevogtet af den milelange klitvold, bag hvis skærmende dække plantage og lynghede kæmper om magten; men en kamp i skønhed og tilsyneladende fred. Og over det hele den klare, nervestyrkende luft og det vide udsyn, der giver sindet ro og fantasien vinger.

Lykkelige Odsherred, prægtige Nordstrand, smilende Nykøbing! Hvor tit og hvor løgnagtigt dine sikkert udmærkede Holbæk-aflæggere af aviser har rakket mig ned år efter år til tak for alle de penge, som ikke alene min familie og mine gæster årlig lægger deroppe, men tillige de ikke få turister, jeg i årenes løb har fået til at tage dig i øjesyn: vi kommer dog igen atter og atter; thi vi beundrer dine maleriske omgivelser, vi forfriskes i din styrkende havluft, vi fornyes i din prægtige natur og al bladpjattet, alt det kleinstädterische, som end ikke Odsherreds evige blæst har kunnet få bugt med, det - blæser også vi på.

K. K. Steincke.
Socialminister, M. L.


Slut

til toppen

Tilbage