Tilbage



En 4000-årig boplads på Ordrup Næs



Museumsinspektør ved Nationalmuseet, mag. art. C. J. Becker, der ledede udgravningen af den gamle boplads, fortæller her om Odsherreds første indbyggere og de levevilkår, denne landsdel og særlig Næssets fuglevildt gav dem.


Ser man fra Vejrhøj eller et andet frit punkt på de store bakkedrag i det sydlige Odsherred ud over Sejerøbugten, fanges øjet af det smalle, let krumme Ordrup Næs, som i nordvestlig retning skyder sig ud i stranden. heroppefra syner det ubetydeligt, men nærmere påviser det sig knap så lille; det er blot naboskabet med de vældige bakker, der virker ligesom trykkende.

Den ydre del af- Næsset ligger - eller rettere lå indtil for nogle år siden - fuldstændig øde og udyrket hen og frembyder med sin uberørte og efter sjællandske forhold lidt barske natur et sted af stor skønhed. De lave ler- og sandbakker glider roligt over i hinanden, udjævnet gennem årtusinder af vejr og vind; langs randene, hvor havet årligt æder sig indad, står de dog med stejle skrænter eller dybe indhug. En række små mosehuller er næsten alle sandet til og groet til, men ligger dog som små oaser midt i tørre, fattige græsgange og mørke lyngpletter. Hist og her kravler lidt forblæst krat forsigtigt op over bakkerne, så forsigtigt, at man kun på nært hold får øje på det.

Og dog har mennesker her en eller anden gang i nyere tid gjort et forsøg på at fravriste den genstridige jord afgrøder. Selv nær spidsen finder man sporene i form af en lille mergelgrav og næsten udjævnede plovfurer. Også i oldtiden må der lejlighedsvis have boet agerdyrkere, for langs ud ad Næsset ligger der spredte gravhøje, antagelig fra bronzealderen. Går vi endnu længere tilbage, til de tider, hvor jagt og fiskeri var eneste erhverv, kan Næsset have budt bedre levevilkår. I hvert fald er der helt ude ved spidsen fundet en stenalderboplads, der viser temmelig langvarig bebyggelse. For få år siden blev stedet nærmere undersøgt af Nationalmuseet.

Den yderste del af Næsset består af en indtil 15 m høj lerbakke, der står med stejle, delvis nøgne skrænter ud mod Kattegat. På bakkens sydøst skråning, i læ for vestenvindene, har en jægerstamme for ca. 4000 år siden haft sin boplads. Nu findes den kun 75 m fra selve spidsen, men i stenalderen lå den knap så yderligt, for bakken må dengang have været betydeligt større og have strakt sig længere ud i stranden, særlig i den retning hvor nu det svære stenrev ligger. Revet er nemlig i tidens løb dannet af sten fra de nedbrudte bakker. En anden forskel fra i dag er, at havet dengang stod 3,5 m højere i forhold til landet og således gik ind mellem bakkerne på Næssets ydre del; ja, selve spidsen må have haft karakter af en lille ø eller muligt en halvø, der så blot har været forbundet med resten ved to lave strandvolde, som storm og højvande har kastet op. Den ene vold er bevaret langs hele den ydre bakkeknold; ved dens fod og lidt op ad den bagved liggende skråning findes bopladsens ældste del. Over Lerbakken er der i tiden før Bosættelsen aflejret et lag fint flyvesand, og dels på det, dels på de opkastede strandsten har stammen slået sig ned.

Sandsynligvis har bebyggelsen ikke været kontinuerlig men folkene har forladt pladsen og er atter vendt tilbage med større eller mindre regelmæssighed. Et nærmere studium af fundet har nemlig vist, at der mellem den ældste bosættelse og de sidste besøg på pladsen må være gået flere hundrede år, samtidig er sandflugten fra Bakkens nordside fortsat, således at der i tidens løb er afsat et tykt lag sand blandet med kulturrester. Op mod Toppen af bakken, hvor der kun har været spredt bebyggelse er laget tyndt, men nedad tiltager det hurtigt, indtil det ved strandvoldens fod er over 1,20 m tykt. Dette lag er det såkaldte kulturlag, hvor man finder alle Rester fra bebyggelsen, for så vidt de er bevaret gennem tiden. Laget adskiller sig allerede ved sin farve fra stedets øvrige sandlag; trækul og andre rester fra bopladsens bål har farvet det mørkt, på sine steder næsten helt sort. Spredt i det finder man dyreknogler og muslingeskaller fra måltiderne, flintredskaber og affald fra disses tildannelse samt enkelte gange svage levninger af forladte Ildsteder og boliger.

Der arbejdes på pladsen.

Da kulturlaget bestod af fint flyvesang, blev det gravet af i tynde lag og rystet gennem store sigter.

På den måde kunne selv de mindste genstande hurtigt pilles fra.

I baggrunden ses bakkerne omkring Vejrhøj
Over hele pladsen fandtes spor af sådanne Ildsteder, men kun syv af dem var velbevarede. De var alle runde, 0,60 til 1,40 m i diameter, og var dannet af mindre sten, der lå i et eller flere lag. Bålet har brændt direkte på stenene, så de i reglen var stærkt ødelagt af varmen. I et' enkelt tilfælde lå trækullet fra det sidst nedbrændte bål endnu på plads; det viste sig at stamme fra tynde linde- og egegrene. Men langt de fleste ildsteder var ødelagt og sporedes kun som rester af stenlægninger eller spredte sten, der bar tydelige spor af at være skørnet af ild.
Ved ildstederne har også boligerne været. Før undersøgelsen af bopladsen på Ordrup Næs kendte man intet til, hvorledes stenalderens jæger- og fiskerfolk havde boet.

Her lykkedes det imidlertid at komme spørgsmålet lidt nærmere, idet der flere steder fandtes rester af stenringe, lagt af 30 til 40 cm store, i reglen flade sten. Stenringene var 3 til 5 m i diameter og fandtes flere gange netop omkring et ildsted. De tydedes som de sidste rester af runde telte eller læskærme, hvis beklædning med skind eller lignende de enkelte sten har tjent til at holde fast langs jorden. Boliger af denne art bruges endnu hos mange jægerfolk og finder f. Eks. anvendelse hos grønlænderne som sommerbolig. Af den slags lette og ubetydelige boliger bliver der nu engang ikke meget tilbage, og på de pladser, hvor hverken træ eller skind kan bevares til vore dage, kan man ikke vente at finde mere.

I kulturlaget fandtes også de mere håndgribelige rester af måltiderne, nemlig dyreknogler og muslingeskaller. Ved at bestemme dem kan man i hvert fald få et billede af visse sider af datidens spiseseddel. Mærkeligt er det at se, hvor lidt østers og andre bløddyr har været spist på denne plads, når man på de velkendte Køkkenmøddinger, der er bopladser fra samme tid, kan finde tykke lag, næsten udelukkende bestående af sådanne skaller. Forholdet kan næppe forklares ved, at man ikke på Ordrup Næs satte pris på disse havdyr, men at det sikkert har været vanskeligt at skaffe dem. Bopladsen ligger ved åben kyst med dybt vand næsten lige ind til bredden, og der er således ingen naturlige betingelser for dannelse, af østersbanker.

Derimod fandtes der mange knogler af dyr og fugle, selv om de fleste var så dårligt bevarede, at en nærmere bestemmelse ikke har kunnet foretages. De fleste knogler er fra vilde, jagtbare dyr, særlig kronhjort, rådyr og sæl; en enkelt stammer fra marsvin. Af fugle har der været jaget forskellige ænder, hvoraf gråand er sikkert bestemt, samt måger og alke. Endelig fandtes der nogle steder levninger af fisk, som viste sig at være makreller. Men desuden var der rester af tamme dyr, både okse, får, svin og hest. At de er blevet spist på pladsen, behøver man vist ikke at tvivle om, men hvordan de er kommet derud, er straks et andet spørgsmål. Jægerstammen har nemlig ikke selv holdt husdyr, men den må på en eller anden måde - ved "Jagt" eller lovlig tuskhandel have erhvervet dem fra samtidige agerbrugsstammer, som boede længere inde i landet.

Et tydeligt vidnesbyrd om den lange tid, pladsen har været beboet i, er fundets store mængde af redskaber og affald fra deres tildannelse. Overalt i kulturlaget, men særlig tæt omkring ildstederne, lå der flint. Alene ved Nationalmuseets undersøgelse fandtes over 100.000 stykker, hvoraf langt det meste dog var affald. Af egentlige redskaber blev der opsamlet godt 6000, heri medregnet både halvfærdige og itubrudte stykker, som naturligvis er til stede i stor mængde på en sådan plads. Påfaldende er det, at mange genstande efter vore begreber er fuldt ud anvendelige og således ikke skulde være glemt eller kasserede. Særlig gælder dette pilespidser af en ejendommelig kort, bred form med lige og skarp æg i stedet for egentlig spids, de såkaldte tværpile. De var uhyre almindelige, og alene på Nationalmuseet findes herfra godt 2100 stykker foruden ca. 1000 itubrudte og påbegyndte, hvilket er flere end i noget andet nordisk stenalderfund. De viser, at jagt med bue og pil antagelig efter fugle må have spillet en ganske særlig rolle på stedet; ja, det er sandsynligt, at det netop er denne specielle jagt, som har lokket stenalderfolkene til at slå sig ned helt ude på det isolerede og barske næs. Fra nyere tid ved man, at stenrevet og farvandet deromkring efterår og vinter er et yndet tilholdssted for alle slags svømmefugle, og noget lignende kan have været tilfældet også i stenalderen.

De øvrige redskaber og våben adskiller sig ikke særligt fra, hvad der forekommer på bopladser, som også tilhører det yngste afsnit af, ældre stenalder, den såkaldte Ertebøllekultur. Det er groft tilhuggede økser, mejsler, knive, skrabere, bor og save af flint og enkelte sager af ben, hvoraf særlig kan nævnes prene og fiskekroge. Endelig er skår af grove, spidsbundede kar af brændt ler ikke sjældne.

Pladsen på Ordrup Næs er langtfra den eneste nordvestsjællandske boplads fra denne kultur. Langs den gamle Lammefjord, som på grund af stenaldertidens høje vandstand havde en stor udstrækning, findes et ikke helt lille antal pladser; to har f. Eks. ligget henholdsvis ved Drags Mølle og den gamle Vejle Kro, tæt øst for Nykøbing- Slagelse Landevej. Længere nordpå, ved Klintesø, hvor Kattegat strakte sig ind med et smalt sund, findes også en betydelig plads. Og mange andre steder langs datidens kystlinie finder man dem. De ligger næsten altid ved kysten, i reglen dækkede ved lune vige og sunde, eller de er lagt, hvor naturen ellers gjorde det muligt for østers og andre bløddyr at trives. De vældige skallag, der bl.a. findes i den udtørrede Lammefjord, og som i vore dage udnyttes industrielt, er stenaldertidens østersbanker. Men desuden ydede datidens vældige egeskove ly for mængder af vildt, der gav føde til de strejfende jægerstammer.

De mange bopladser er udtryk for, at der i Odsherred var fortrinlige levevilkår for datidens folk. Men hovedparten af disse kystbopladser er lidt ældre end fundet fra Ordrup Næs. Ovenfor er det nævnt, at der her fandtes tamdyrknogler, og blandt redskaberne viste der sig enkelte stumper af store, smukt slebne flintøkser og skår af finere, ornamenterede lerkrukker. Disse sager er fremmede for jægerfolket og hører til hos de nye Agerbrugsstemmer, som omkring år 2500 f. Chr. indvandrer, rydder skoven og for første gang dyrker dansk Jord op. Indtil for få år siden mente man, at de gamle jæger og fiskerstammer forsvandt ved dette tidspunkt, at de gik op i de fremmede folk eller tilegnede sig deres nye levevis. Fundet fra Ordrup Næs var blandt dem, der reviderede denne opfattelse. Stumperne af de nye folks redskaber og knoglerne af deres husdyr, som alle lå blandet med jægerbopladsens sager, viste, at bopladsens folk, som fortsatte deres ældgamle fangstkultur, havde forbindelse med de nye folk og deres kultur.

De to folk har altså levet side om side, antagelig gennem flere hundrede år, og kun flygtigt påvirket hinandens levevis. I grunden er der intet mærkeligt heri. Endnu i forrige århundrede fandtes der f. Eks. langs Jyllands vestkyst en fiskerbefolkning, hvis hele åndelige og materielle kultur var forskellig fra den, der fandtes hos købstadsbefolkningen blot nogle få kilometer derfra. Hvorfor skulde det samme så ikke have været tilfældet for 4000 år siden?
C. J. Becker


Slut

til toppen

Tilbage