Tudse skole


106.
Ved landevejen
mellem Holbæk og Kalundborg, knap 3 fjerdingvej øst for sidstnævnte by, ligger Tudse skole.
Den tog sig godt ud fra landevejen, da den havde en smuk række store linde- og kastanietræer langs med vejen foran skolen.
Disse træer dækkede godt for de gamle og højst tarvelige bygninger, der havde klinede vægge og et stråtag, som hængte halvanden alen ned over stuehusets vægge og halvvejs skjulte de små vinduer, der sad saa højt, at man inde i stuen måtte rejse sig helt op, når man vilde se ud i gården.
Her var ikke meget at se, dels for et par sædstakke og dels for træerne, der næsten dækkede udsigten til landevejen, der lå meget højere end skolen, og nord for vejen var en temmelig høj bakke, der helt spærrede mod nord.
Gården var ikke brolagt, hvorfor der i våde perioder kunde være et slemt søleføre, kun et én alen bredt fortog med stenbro langs husene kunde bringe en tørskoet ud til vejen.
Ved den østlige og vestlige ende af stuehuset lå to meget små udhuse, der dannede fløjene til hovedbygningen.
Der fandtes kun én indgang i denne fra gårdsiden bestående af to halvdøre, den ene over den anden, således som der i ældre tider ofte fandtes på udhuse.
Ad denne dør kom man ind i en meget lille såkaldt gang, der var 3 alen lang og knap 2 alen bred.
Til venstre førte en dør ind til skolestuen og til højre en ditto ind til lærerens lejlighed.
I denne var to større og to mindre beboelserum og i dem alle bræddegulv, der dog i tre af stuerne vare saa rådne, at man knap turde træde på dem.
Væggene var alle hvidkalkede, og ved den så ofte foretagne spækning og hvidtning vare de meget ujævne med mange pukler og fordybninger.
Dørene hængte skævt på hængslerne, og vinduerne vare alle utætte, saa der manglede ikke på frisk luft, men derimod på lys, da de sad saa højt oppe under taget.

Hverken loft, vinduer eller døre havde nogensinde været malede og havde i tidens løb antaget en næsten sort farve.
De tre af stuerne vendte mod nord og en såkaldt havestue mod syd med en meget utæt dør ud mod haven.
I dagligstuen ud mod gården fandtes en gammel bilæggerovn, hvori der skulde fyres fra skorstenen i køkkenet.
I en af de andre stuer var en lille vindovn ellers ikke flere varmeapparater.
Skolestuen havde også en ældgammel lille bilæggerovn, der i sin tid havde haft to store messingkugler på hjørnerne.
I den skulde der fyres fra skorstenen i omtrent to timer, inden den gav lidt varme fra sig.
Borde og bænke havde en mængde indsnit af børnenes tolleknive og vare meget affældige, ligeså lærebøgerne og de få andre undervisningsapparater.
Alt var gammelt ligesom husene, der var opført i 1799, Køkkenet var brolagt med nogle toppede brosten; her var et lille meget dårligt komfur, en indmuret bryggerkedel, der dog tilhørte den afgående lærer, og bag ved alt dette en stor bageovn.
Heldigvis var der en stor tre alen dyb kælder, hvoraf vi havde megen gavn, især til mælkningen.
Op til loftet førte en ret bred trappe,og i den østre gavl var et af brædder opført ret stort loftsværelse, som benyttedes til pigekammer.
Loftet over stuerne var belagt med et tykt lag ler, for at luften ikke skulle trække igennem det ellers meget utætte loft, der naturligvis ikke var gipset.
Således så en gammel skole ud i året 1865, og mangen yngre lærer ville undres ved at se en sådan gammel skole og sammenligne den med de skoler, der nu bygges på landet, og dog er det kun 40 år siden.

Haven, der lå umiddelbart syd for skolebygningen, var 2 a 3 skæpper land og havde mange store prægtige træer, navnlig linde- og valnøddetræer, et stort morbærtræ samt en mængde gamle, men endnu rigtbærende frugttræer med fine frugter, endvidere en stor mængde hassel og andre frugtbuske.
Den var delt i fire kvarterer, adskilte med en lige gang i midten og en tværgang midtvejs samt gange langs gærderne.
Alt var firkantet, retlinet og som følge deraf højst regelmæssigt. Jeg foretog efterhånden nogle forandringer heri, så at gangene kom til at bugte sig og bryde ensformigheden.
Syd for haven lå den indhegnede firkantede gymnastikplads.
Jordlodden, der havde 8 tønder land, var ligeledes firkantet med en svag hældning mod syd og aldeles flad.
Loddens nordre side begrænsedes af landevejen; men desværre var boniteten ikke god, da der næsten overalt var sandunderlag, der bevirkede, at der i tørre år kun avledes lidt.
Embedets reguleringssum var, da jeg tiltrådte, 543 rigsdaler eller 1086 kroner, deri indbefattet jordlod, bolig, brændsel, fourage, offer, accidentser og de sædvanlige indtægter som degnetrave og småredsel, som dengang hørte til et skolekald.

107.
Nu gjaldt det om at få nogen orden i den talrige skoleungdom, der var bleven temmelig uregerlig i den gamle lærers sidste år, skønt han ikke sparede på korporlig revselse.
Desuden måtte jeg også se at gøre mig bekendt med beboerne i det store skoledistrikt for også med lempe at få afskaffet Balles lærebog, der var altfor stor og vanskelig af lære udenad, en sand plage for de fleste børn og deres forældre, skønt mange hængte fast ved den tilvante bog, og den gamle lærer bestyrkede dem heri.
Jeg fik dog snart bugt med modstanden, da Balslevs lærebog, som jeg ønskede at får indført, var langt mindre og mere letfattelig.
Præsten og jeg fik også næsten uden modstand den evangeliske kristelige salmebog afløst af Roskilde konvents både i kirken og skolen, uagtet et tidligere forsøg derpå var glippet, mest af hensyn til den gamle lærer og bekostningen ved at købe nye bøger.
Først efter henved et par års forløb fik jeg Birks læsebog afløst af Matzens indholdsrige læsebøger.
Alt måtte tages med lempe og der måtte gives tid for ikke at komme på kant med beboerne, der vare i høj grad konservative, ja endogså i politik; thi deri havde de i så mange år fulgt Tscherning, Balthasar Christensen og J. A. Hansen, at de ikke kunne tænke dem anden politik end den, de vare førere for.
De kunne eller ville ikke forstå de herrers mange svingninger.
Andre meninger udtalt af andre var dem en vederstyggelighed. Jeg måtte altså være varsom og var det også, skønt det undertiden holdt hårdt at dølge mine afvigende meninger.
Jeg var jo den ny ankomne, der ikke måtte bringe nye lærdomme ind i sognet. Beboerne, hvoraf jeg kendte ikke så få i forvejen, vare ellers meget venligt stemte imod mig og indbød mig til alle deres selskaber og gilder, hvor det kom mig tilgode, at jeg af naturen var ret selskabelig anlagt, hvad min formand ikke havde været.
Det voldte mig derfor ingen vanskelighed at få sogneforstanderskabet til at bevilge en hovedreparation på min lærerbolig, hvilket de dog indså var højst nødvendig, men som dog i de tider var vanskelig af få tilstået.
Den temmelig strenge vinter 1859-60 var hård nok at udholde for min søster og mig i disse utætte beboelsesrum, men vi vare jo unge. Min gamle formand og hans familie må have døjet meget; men han selv var meget hårdfør og til hans familie tog han efter sigende kun lidet hensyn.

108.
Forinden jeg går videre, vil jeg give et lille rids af Anders Olsen, min formand i Tudse skolekald, således som jeg har opfattet ham og hørt af andre.
Han var en husmandssøn, født i Odsherred 1793. Han blev dimitteret fra Brøndbyvester med karakteren "godt".
I en alder af 27 år kom han til Tudse 1820 som hjælpelærer hos skolelærer Stenum. Da denne kort efter døde, giftede Olsen sig med hans enke og fik i medgift skolekaldet og en stedsøn.
Skolekaldet bortgaves den gang af Lensbaron Løvenskjold til Løvenborg.
I noget over 45 år var Olsen skolelærer i Tudse.
Såvidt jeg har erfaret, var han ikke elsket af beboerne, men snarere frygtet og respekteret.
Han var streng mod eleverne og nok især de fattiges børn og anvendte efter den tids skik pryglesystemet i en altfor høj grad. Men han var også streng imod sig selv og meget afholdende i sine nydelser.
Jeg har hørt ham sige, at brændevin, tobak og kort havde Fanden skabt, og dette var ikke noget mundsvejr, men hans fulde alvor, og han var i det hele hvad man betegner ved udtrykket en alvorsmand.
Jeg har aldrig set ham smile, undtagen når der ironiseredes over menneskenes dårligheder, og han var hader af blødagtighed.
Han havde særdeles faste principper, hvad der fremlyste af hans faste og skarpe ansigtstræk.
Han var en udpræget bondeven, og straks da denne bevægelse begyndte, samlede han bønderne i skolen om aftenen for at læse "Almuevennen" og blade med lignende tendens for dem.
Men tør og uden lune var han.
Han var meget flittig også uden for skoletiden og gav sig af med mange ting, som havebrug, bogbinderi, snedkeri, landmåling og korttegning m.m.
Han lod vist sjælden en time gå unyttet hen. Han ville gerne agere videnskabsmand, navnlig i naturfagene og astronomien.
Både i tide og utide ville han gerne docere sin viden for bønderne, der i reglen vare utaknemmelige tilhørere, som kun satte liden pris på hans små foredrag.

Den tidligere omtalte stedsøn, Stenum, var kun 10 år yngre end Olsen og havde i mange år været lærer i Søstrup en lille mil fra Tudse.
Han var ugift og levede her med en husbestyrerinde.
Da Olsen i de sidste dage af oktober 1865 forlod Tudse skole, flyttede han med sin datter og tjenestepige hen til denne stedsøn og tog, såvidt jeg kunne skønne, straks overkommandoen her.
Vi besøgte hinanden en gang imellem; men det ærgrede mig at se og høre, hvor ofte Olsen irettesatte stedsønnen, der jo ikke længere var noget barn, da han var over 60 år.
Denne tog derimod med stor godmodighed, og som noget der hørte til.
Nogle år gik på denne måde.
En søndag morgen inden gudstjenesten traf jeg læge Kirkegaard fra Holbæk i Tudse kro.
Han udbrød straks: "Har De hørt den gruelige gerning, der er passeret i Søstrup skole i nat.
Lærer Stenum har skåret halsen over på sig med sin ragekniv." Jeg var nær ved at stivne af rædsel; thi kort før havde Olsen og Stenum besøgt mig i Tudse, og da mærkede jeg ikke noget usædvanligt.
Rigtignok havde jeg hørt, at Stenum havde haft nogle periodiske anfald af sindssyge; men beboerne i Søstrup, af hvem han var afholdt, skyldte den behandling, som Olsen og hans husholderske lod Stenum blive til del, var en medvirkende og måske den hele årsag til selvmordet.
Min kollega i Buttrup og jeg gik samme søndag eftermiddag hen til Olsen for at tale med ham og trøste ham.
Vi fandt ham meget fattet og blev stødte over, at han med et hånsmil omtalte Stenum som en sølle, pjaltet karakter, hvad måske nok var sandt, men en højst upassende udtalelse og meget hård samme dag ugerningen var sket.
Dette foregik, såvidt jeg husker, i 1870.
Nu lejede Olsen en bolig i Allerup, Tudse sogn,.
Her boede han til foråret 1880, da han flyttede til København, hvor han døde i eftersommeren samme år. Han var da 87 år. Han havde i mange år været enkemand.
En svagelig datter, der flyttede med til Søstrup, døde kort efter deres ankomst dertil.
Han havde haft en søn, der døde i den halvvoksne alder.
De ligger alle tillige med Olsens tidligere afdøde hustru begravede på Tudse kirkegård ved den østlige side af våbenhuset.
Hans husholderske, der arvede det meste af hans efterladenskab, satte et smukt minde på graven.
Han har stiftet et lille legat til bogsamlingen i Tudse skole og et ditto til hans gravs vedligeholdelse i 50 år.

109.
I sommeren 1866 blev min lejlighed i Tudse skole restaureret.
Hele forsiden mod gården blev ændret således, at gavlene bleve murede med teglsten i stedet for de klinede lervægge.
Der blev indrettet en egen indgang til min lejlighed.
Store døre og vinduer blev indsatte og disse sidste sænkede således, at man siddende kunne se ud af dem.
Over en alen blev skåret af ned nedhængende tag.
Stuerne bleve noget forandrede og nyt gulv lagt.
Loftet blev gipset, væggene optrukne og alt træværk malet osv, så at jeg nu fik en anstændig lille beboelse; men det kostede også over 1000 kroner, hvilket vistnok var langt mere, end der var kostet på skolebygningen siden den var opført i 1799.
I denne sommer fik jeg ikke tid til at besøge mine forældre og søskende i Jylland, da jeg bestandig måtte være tilstede og passe på håndværkerne, at alt blev udført som det skulle, og det erfarede jeg var meget nødvendigt.

110.
Såsnart jeg var kommen til Tudse, havde formanden for sogneforstanderskabet lagt beslag på min medhjælp til dette lidet besværlige embede, og han lod mig affatte lister og andet deslige.
Da jeg udførte dette med megen lethed, har han og de øvrige medlemmer af forstanderskabet vel anset mig dygtig og værdig nok til at indtræde i rådet; thi i efteråret 1867 valgte man mig til sognerådsmedlem fra 1. januar 1868 og i rådets første møde blev jeg valgt til formand.
Loven om landkommunernes styrelse af 6. juli 1867 skulle træde i kraft den 1. januar 1868 og indførte en mængde forandringer i den hidtidige styrelse, ligesom navnet på bestyrelsen forandredes fra sogneforstanderskab til sogneråd.
Formanden fik langt mere at bestille, navnlig med fattig- og skolevæsen, hvor præsten tidligere var formand, kasserer og regnskabsfører, ligesom vejvæsen og jordemodervæsen før hørte under sognefogderne.
Jeg fik derfor meget at gøre foruden af passe min skolegerning; men jeg arbejdede ufortrødent, da det interesserede mig meget at sætte mig ind i de kommunale sager, som jeg ikke tidligere kendte synderligt til.
Jeg lærte en hel del love at kende, som angik disse ting, og hvad der navnlig interesserede mig mest var de mange personer, jeg kom i forhold til, lige fra fattiglemmerne til de højere autoriteter samt alle de, jeg kom til at sidde i rådet med.
Det gav mig også en vis anseelse og myndighed, hvorfor jeg ingenlunde var misfornøjet med den stilling, man havde overdraget mig, selv om den også havde sine besværligheder.
Jeg indkasserede og udbetalte alle de penge, der blev ind- og udbetalte af kommunens kasse; men var naturligvis også ansvarlig for alt dette.

Møderne holdtes i regelen i Tudse kro og holdtes den gang kun hver anden måned.
Det tog derfor lang tid, da der var mange sager for i hvert møde.
Vi spiste hver gang under et ophold i mødet, og det var altid varm steg, enten gåse-, ande- eller oksesteg med snapse og øl til.
Medlemmerne vare meget mådeholdne, hvorfor der sjælden nødes andre drikkevarer.
Jo, det er sandt, vi fik hver et glas mjød, inden vi tog fat på vor gerning.
Hvad det kneb med var disciplinen, da medlemmerne ville blande andre uvedkommende sager ind i debatten, f. eks. om en heste- eller kreaturhandel, en eller anden historie og lignende.
Jeg måtte på en lempelig måde søge at få dem tilbage til den foreliggende sag, og det var ikke altid så let.
Hovedlandevejen gik lige forbi vinduerne, og her var altid noget at se. I fem år beklædte jeg denne post indtil 1. januar 1873.
Et af medlemmerne var iforvejen fraflyttet kommunen, og jeg foreslog da at vælge vor daværende præst, Nielsen, i hans sted, og man fulgte mit forslag.
Min hensigt dermed var at blive fri for formandsposten, som nu begyndte at trætte mig, og den opnåedes også, så at præsten nu trådte i mit sted.
Men jeg måtte vedblive at være medlem til udgangen af 1873.
Jeg havde hele tiden levet i bedste forståelse med mine kollegaer i rådet, og såvidt jeg kunne skønne, gav de nødig afkald på mig; men nu var den tid, for hvilken jeg var valgt, udløben, og jeg ville ikke lade mig vælge igen.
Jeg følte det som en stor lettelse at være bleven fri og især da for fattigvæsenet.
Man havde desuden beæret mig med alle de bestillinger, et sogneråd har at uddele.
Jeg havde f.eks. været medlem af ekspropriations-kommissionen for vor kommune, da den nordvestsjællandske jernbane blev anlagt, og i bestyrelsen for de fattiges kasse i nogle og tyve år foruden en del andet, som jeg ikke her skal nævne.
Det var jo meget hædrende; men ikke synderlig indbringende, da de fleste poster vare gratis arbejde.
Vor fortæring ved sognerådsmøderne måtte vi selv betale, og den gang fik formanden ingen anden løn end anseelsen, denne post førte med sig, og da jeg af naturen kun er lidet ærgerrig, satte jeg ikke stor pris på den.
Nu var jeg fri i nogle få år, indtil Pastor Nielsen blev forflyttet til et embede på Fyn, såvidt jeg husker i 1876.
Da blev en af bønderne valgt til formand i hans sted.
Nu måtte jeg atter gå i selen som medhjælper og regnskabsfører og fik nu 110 kroner i betaling for mit arbejde.

111.
Min nærmeste foresatte var præsten i Buttrup.
Det var først Pastor Mackeprang, en efter min opfattelse velvillig personlighed, som prædikede helt godt, men kun havde lidet kirkebesøg, hvad der den gang var almindeligt.
Forholdet mellem ham og lærer Rüssel i Buttrup var til tider meget spændt, dette var dog ingenlunde altid præstens skyld.
Efter et par års forløb blev denne forflyttet til Fodby ved Næstved, såvidt jeg mindes i foråret 1869.
I 1896 blev han pensioneret og lever endnu som en ældgammel mand på Frederiksberg, og her har vi plejet en del omgang, som nu næsten er ophørt på grund af afstanden og den tiltagende alder.
Efter at dette er skrevet er han død den 30. november 1905, 89 år.

Den næste præst i Buttrup, den før omtalte Nielsen, var en fordreven sønderjyde, hvor han havde været andenpræst i Sønderborg indtil 1864.
Det var en hjertelig god mand; men i modsætning til sin formand sad han altid i dårlige økonomiske omstændigheder.
Han var meget ivrig i sit præsteembede, talte meget højt og dundrede i prædikestolen så jeg næsten altid fik hovedpine af at høre på ham.
I førstningen samlede han kirken propfuld af mennesker, men senere tabte det sig lidt efter lidt.
Han havde en vældig dog ikke smuk sangstemme, og i hans tid tog hen ledelsen af sangen i kirken, hvad der var mig velkommen og en stor lettelse.
Han tog altid lærer Rüssel i forsvar, når der ankedes over hans skolegerning, og det var ikke sjældent og muligvis heller ikke uden grund.
Der herskede som følge heraf et godt forhold mellem præsten og ham.
Både Rüssel og jeg vare ikke glade ved hans forflyttelse til Sønderby på Fyn; thi vi vidste i ham at have en god og pålidelig støtte, hvis vi skulle komme til at trænge dertil.

Af alle de mange præster, jeg under min lange lærergerning er kommen til at stå i forhold til, er han den, jeg satte højest pris på.
Derimod vare mange af bønderne og især nogle af de mest fremtrædende venstremænd helt ildesindede imod ham i den sidste tid, og det smertede den gode mand mere end det egentlig fortjente.
Det var vistnok i 1876 han forlod os, og jeg så ham kun en eneste gang siden, og det var i Horne ved Fåborg, hvortil han nylig var bleven kaldet som præst.
Her levede han ikke mange år, og det var med stor bedrøvelse, jeg i bladene læste om den endnu kraftige mands bortgang.

Nielsens efterfølger i præsteembedet i Buttrup var Kall-Rasmussen, søn af en professor i græsk og hebraisk ved Københavns Universitet.
Det var den præst, jeg i det længste åremål kom til at stå i forhold til.
Det var en meget original personlighed.
I det ydre var han meget høj, tynd, ranglet og foroverbøjet samt meget sjusket i sin klædedragt, hvilket måske kom af, at han aldrig havde været gift.
Han var grundtvigianer og selvfølgelig venstremand, men hørte ikke til de aktive.
Han sad helst hjemme i sin stue, som ikke var videre hyggelig, og rodede i sine mange bøger, der mest handlede om antikke sager, især fra kirkerne både i ind- og udland, således som gamle altertavler, prædikestole, helgenbilleder m.m.
Også gamle kirkebygninger, herregårde, slotte og lignende interesserede ham meget, ligesom de danske adelsslægter, og han sad inde med en betydelig viden i disse ting, hvori han støttedes af en sjælden stærk hukommelse.
Derimod optegnede han aldrig noget skriftligt, alt skulle gemmes i hukommelsen.
Næsten hvert år foretog han en 3 a 4 ugers rejse til udlandet, særlig dog til den katolske del af Tyskland, hvor han var såre indtaget i de mange katolske processioner.
Ved hjemkomsten omtalte han disse optog med en begejstring, så man kunne næsten mistænke ham for at være vunden for katolicismen.
Han var forresten meget interessant at tale med, især om de foran nævnte materier.
Teologien tror jeg ikke, han interesserede sig meget for.
Han talte flydende, når han prædikede, men i en monoton og søvndyssende tone og uden gestus. Kirkegangen var kun tarvelig i hans embedstid.
Han besøgte næsten aldrig beboerne, uden når han blev bedt til deres gilder, da skulle han nok møde; thi han holdt meget af god mad og drikke og var nærmest, hvad jeg ville kalde, en slikmund.

Hans karakter var svag og ikke at stole på, dog kunne man være sikker på, at han holdt med bønderne både i politik og så meget andet, det anså han for sin pligt som grundtvigianer og venstremand.
Husmænd og arbejdere anså han derimod for en lavere kaste, uagtet de ere på trin i kundskaber med gårdmændene.

I det hele havde han nogle mærkelige anskuelser om så mange ting.
Vi enedes alligevel ret godt uagtet alle hans særheder. Dertil hørte blandt andet, at man vanskelig kunne få at vide, hvor gammel han var.
Han havde kun to af sine stuer møbleret, og det yderst tarvelig.
Den største stue i præstegården, som tidligere var meget smuk, stod aldeles tom, og han lod den ganske forfalde.
Ligeså haven og gårdens ret kønne omgivelser.
Han var meget nøjeseende i pengesager, ja rent ud smålig.
Kun hvor det drejede sig om at lade restaurere en gammel katolsk altertavle, et helgenbillede eller bekoste en kirkeklokke til Viborg Domkirke, da var han ikke karrig, ejheller når han anskaffede bøger, der handlede om de før omtalte sager.
Af tyske rejsebøger og værker, der handlede om gamle mærkelige kirker både i ind- og udland havde han en mængde, og derom drejede samtalen sig altid, når jeg besøgte ham. Da måtte disse bøger frem, og afbildningerne vises.

Ved nytårstid 1893 søgte og fik han sin afsked og drog til København, hvor han fæstede bo i en meget tarvelig lejlighed ude i en sidevej, Nygårdsvej ved Strandvejen.
Her levede han nogle år, og vi besøgte hinanden enkelte gange.
Han døde 1899, og påskelørdag overværede jeg hans begravelse fra Marmorkirken.
Kall-Rasmussens eftermand i Buttrup og Tudse er Pastor Ulrich.
Ham skal jeg ikke nærmere omtale, da det ligger i nutiden.
Kun skal jeg bemærke, at han hører den indre missions retning.
Han er en yngre mand og meget ivrig i sit kald.

112.
Min kollega, skolelærer Rüssel i Buttrup, var i mange henseender en ret mærkelig personlighed, der lå i en næsten uafbrudt strid med hans genbo, den før omtalte Pastor Mackeprang.
Disse konflikter, der ofte drejede sig om rene ubetydeligheder, vare ofte meget latterlige, og det var ikke let at afgøre, hvor skylden lå.
Da Rüssel var en snurrig patron og vistnok forsømte sin skole utilbørligt, fik han næsten altid beboerne og sognerådet stærkt imod sig.
Provst Formann var også nærmest på præstens parti, og det så en lang tid ikke godt ud for Rüssel, da der indløb en mængde klager over hans embedsførelse, og de vare vist ikke helt uberettigede.
Heldigvis blev præsten forflyttet, og med Pastor Nielsen kom Rüssel på en bedre og helt venskabelig fod.
Han tog altid lærerens pari mod de indløbende klager, og jeg gjorde som formand i sognerådet mit bedste for at understøtte min kollega og søgte at gøre den hele ståhej til latter.
Klagerne bleve fra nu af sjældnere, da man mærkede, at han havde støtte hos præsten, ja endog provsten blev mildere stemt imod ham.
Rüssel havde nok en gang været sindssyg, og dette bevirkede en anden opfattelse af hans mange særheder.

Han havde en meget fornuftig og klog kone, der gjorde alt for at holde igen på hendes mands mærkelige måde at være på.
Hun var en broderdatter af Biskop Brammer i Århus.
Rüssel passede frem for alt sin jordlod, og der var han at træffe både tidlig og silde.
Flittig var han i høj grad, og han tærskede mange gange sit korn ved lygteskin.
Han var meget mådeholdende og særdeles tjenstvillig.
Det var hans kantede væsen, der lagde ham ud med andre mennesker.
Vi kom i regelen ret godt overens, da jeg påskønnede hans ærlige tænkemåde.
Den påfølgende præst, Kall-Rasmussen, ville ham tillivs ved at få afholdt en ekstra provstevisitats i hans skole; men det strandede på Provst Ravns milde og fornuftige måde at tage sagen på.
Jeg erindrer at Rüssel var særdeles fornøjet over, at provsten havde valgt at lade Rüssel og børnene synge en salme, hvori der stod: Gud lad dem blive borte, som os bedrøve vil, og provsten endte eksamen uden nogen som helst tilkendegivelse af sin dom over skolen.
Siden den tid lod præsten Rüssel være i fred.
I 1884 søgte og fik Rüssel sin afsked med pension.

Hans eftermand i Buttrup hedder Hansen og er gift med en datter af den nu afdøde Pastor Ingerslev i Kundby.
Med disse mennesker har jeg altid stået i et meget venskabeligt forhold, uagtet de er grundtvigianere og han er venstremand.

113.
Sommeren 1868 var den varmeste,
jeg har oplevet, det var i lange tider en sand tropisk hede.
Også denne sommer besøgte jeg mit lille hjem på Melhede og fandt for sidste gang begge mine forældre i live.
Min moder havde været svag og skrantet i flere år.
Jeg havde ved afskeden en anelse om , at det var sidste gang, jeg trykkede hendes hånd og var meget bevæget.
Derpå besøgte jeg mine brødre i Vejle og glædede mig over deres gode forretning som købmænd.
Henad efteråret, da kulden indfandt sig, begyndte der at indløbe foruroligende efterretninger i breve fra mine brødre om vor moders helbred.
Oftere og oftere kom der breve om hendes tiltagende svaghed, der betegnedes som svindsot.
Endelig kom der telegram fra dem, der meldte hendes død den 30. december 1868 om aftenen, den såkaldte lille nytårsaften.
Tilstede ved hendes dødsleje var min fader, min broder Jens Chr. Christiansen, min søster Johanne Henrikke og saa vidt jeg ved, min yngste broder Johan Frederik Leth Christiansen.
Beretningen om hendes bortgang blev givet mig således: Efter at de havde lagt hende tilrette i sengen, sagde hun: "Nu i Jesu navn". Derefter lukkede hun øjnene og hensov stille og rolig uden nogen dødskamp.
Enhver, der har haft en sådan moder, kan tænke sig med hvilken bevægelse jeg modtog dette dødsbudskab.
Mild, kærlig og forstandig var al hendes færd.
Sjælden eller aldrig hørte jeg et misbilligende ord over, hvad jeg foretog, og derfor elskede jeg hende af mit ganske hjerte.
Bysladder og den slags ting befattede hun sig aldrig med og dømte altid mildt og overbærende om sine medmennesker.
Når jeg undertiden har været bitter i sindet over et eller andet, da tænker jeg på min moder, og hvad hun ville sige, og de onde tanker svinder som dug for solen.
Jeg og alle vi søskende velsigne hendes minde.
- I næsten 40 år levede hun i det lille hjem på Melhede, ofte under trange kår, men uden at klage.
Hun opnåede dog at se noget af hendes børns fremgang der siden har været saa stor, at hun end ikke i sine lyseste drømme har kunnet ane hvilken jordisk velstand, der skulde blive adskillige af dem til del.

Den sidste sommer, hun levede, tilbragte hun nogle glade uger hos mine brødre i Vejle.
Jeg rejste hjem til hendes begravelse, hvor vor fader og alle vi søskende vare tilstede.
Straks efter, at jeg havde betrådt mit gamle hjem, førte min fader mig ind i vor lille øverstestue.
Der lå min moders lig i sin kiste iført den sædvanlige ligdragt og uden nogen mærkelig forandring i det venlige ansigt, men bleg, som den gang jeg tror at kunne mindes hende første gang ved min ældste søsters Magdalenes fødsel.
Den følgende dag, begravelsesdagen, mødte skolelærer Schmidt i Tørring og holdt ved hendes båre en tale over de ord:
" Hvad tykkes Eder om Kristus, hvis søn er han".
Derpå blev liget ført til Tørring kirke.
Her talte provst Riber smukt og hjerteligt som sædvanligt, og derpå førte vi liget ud på kirkegården, og jordede det næsten lige udenfor kirkedøren (til venstre indenfor kirkegårdslågen) i en grav, hvor også vor fader senere blev nedsænket, og som vi håbe må blive bevaret langt ind i fremtiden, da min broder J. C. Christiansen har oprettet et legat til gravstedets bevaring og gravens vedligeholdelse, hvilket kirkesynet skal påse ved hvert års syn over kirken.
På graven er sat et marmorminde omgivet af et smedejernsgitter.

114.
Om året 1869,
som begyndte saa sørgeligt for mig, ved jeg ikke synderligt at berette.
Ved pastor Mackeprangs forflyttelse til Fodby blev der vacance i præsteembedet, og Meerløse herreds præster blev beordrede til skiftevis at forrette kirketjeneste i Buttrup og Tudse.
Derved lærte jeg dette herreds præster at kende, og en del af dem vare mine gæster, når de kom til Tudse, hvor jeg beværtede dem efter bedste evne.
Ingen af dem gjorde dog et sådant indtryk på mig som den tidligere omtalte Scharling fra Asmindrup.
Hans prædiken om arbejderne i vingården mindedes jeg længe.
I dette år havde vi den højeste kapitelstart i min embedstid, nemlig 7 rdl. 2 mark, 14 skilling for en tønde byg.
Da begyndte jeg også at sætte penge i sparekassen, nemlig 300 rigsdaler.
Dette år havde jeg meget at gøre med pengesager, thi foruden de kommunale skatter af de to sogne opkrævede jeg ligeledes den overordentlige skat og pastor Mackeprangs tiende.
Der var følgelig en del regnskaber at opgøre og ikke lidet arbejde foruden min skolegerning.
Nu var jeg også en meget betroet mand i min kreds.

115.
Året 1870, der blev et mærkeår
i Europas historie ved den store og blodige krig mellem Tyskland og Frankrig, blev også et mærkeår for mig.
Den 1. juni blev jeg forlovet med Karen Marie Christiansen.
Hun var en datter af Væver Christian Christiansen, almindeligt kaldet Skjødstrup efter hans faders fødeby i Jylland, og hustru Dorthea Olsdatter, født i Ringkøbing den 22. januar 1815.
Dette ægtepar boede i Trønninge, hvor jeg havde gjort deres bekendtskab.
De havde to døtre, af hvilke den yngste, min forlovede, havde gået et halvt år i skole hos mig i Trønninge.
Begge tjente i en længere årrække i København, den yngste hos Dr. phil. Lutken, senere professor i zoologi ved universitetet, i omtrent 7 år.
Hun var enepige, og de satte høj pris på hende, men da hendes fader døde af brystsyge den 22. august 1867, tog hun hjem til sin moder.
Hun var bekendt for sin ualmindelige skønhed, og et smukkere kvindeansigt har jeg aldrig set.

Vi holdt bryllup den 26. august 1870.
Vielsen foregik i Kundby kirke, og efter mit ønske havde provst Formann lovet at forrette denne akt, men uheldigvis blev provsten syg den bestemte dag, og den blev saa forrettet af hans kapellan, pastor Saaby.
Bryllupsgildet holdtes i Tudse skole for en indskrænket kreds af mine nærmeste venner, hvor iblandt andre vare tilstede skolelærer Høy og hustru, forpagter Ebbesen og husbestyrerinde frøken Flarup fra Vognserup, gårdmand Niels Pedersen, Kundby, og hustru, gårdmand Anders Pedersen, Gislinge, min svigermoder m. fl..
Jeg måtte snart sande, at jeg havde fået en sjælden virksom kone, der tog sig af alt både inde som ude og tillige meget sparsommelig men holdt meget af gæster, hvor vi stemmede særdeles godt, og dog gjorde jeg, i de år hun levede, en større økonomisk fremgang end både før og efter, begrundet i hendes store påpassenhed og virkedrift.

Min søster havde nu snart i 13 år bestyret mit hus med stor dygtighed og var som enhver kan tænke sig, ikke videre glad ved at skulle vige pladsen for min kone.
Allerede længe havde jeg i mit stille sind besluttet, at hun ikke skulde drage tomhændet bort fra mig, men at hun skulde have de penge, jeg i den tid, hun havde været hos mig, havde sammensparet, nemlig omtrent 700 rigsdaler, der tilligemed de penge, hun havde opsparet af sin løn, omtrent 300 rigsdaler, udgjorde 1000 rigsdaler, dog kunde være hende til nogen nytte.

En gårdmand fra Gislinge, Anders Pedersen, forlovede sig med hende og samtidig med, at min kone drog ind hos mig, drog hun til hendes nye hjem knap en halv mil fra Tudse skole, og deres bryllup holdtes hos os.
Pastor Nielsen viede dem i Tudse kirke.
At vi senere ofte besøgte hverandre i de år, vi boede i hinandens nærhed, er en selvfølge.
Anders Pedersen var en flink og velvillig mand, der sad i gode kår.
Omtrent 1 år varede deres ægteskab, da blev han syg og døde, uden at de avlede børn sammen; men han havde 4 børn af et tidligere ægteskab, hvoraf de 3 endnu leve i gode stillinger.
Min søster giftede sig anden gang med en ungkarl fra Gislinge, Rasmus Jensen.
Han var også en særdeles flink mand og blev sognefoged.
Han var desværre brystsyg og døde efter nogle års forløb 1890.
Min søster var igen enke, men blev ked af at være gårdejerske, især da hun heller ikke havde børn med sin anden mand.
Hun solgte derfor gården og flyttede først til Allerup og efter et halvt årstid til Holbæk, hvor hun boede nogle år, og derefter til Vejle.
Nu er hun 72½ år og har et svageligt helbred.

116.
I året 1871
fødtes vort første barn, en datter, der fik navnet Ane Kathrine.
Hun kom til verden efter svære fødselsveer der varede fra kl. 4 morgen til kl. 4 eftermiddag den 19. august.
Hendes ankomst til verden bebudede hun med nogle kraftige skrål, der siden fortsatte i lange tider, og hun undte os ingen ro, hverken nat eller dag, saa hun slægtede mig på, efter hvad der er bleven mig fortalt af mine forældre.
Den 19. august 1871 var i det hele en meget urolig dag; thi om formiddagen drog et meget heftigt tordenvejr hen over egnen og et ikke mindre heftigt om eftermiddagen.
Længere tid derefter, jeg mindes ikke dagen blev vor førstefødte døbt i Tudse kirke af pastor Nielsen og holdtes over dåben af min søster Inger Magdalene.
Da vi havde været til en mængde gilder både i Trønninge og Tudse og adskillige andre steder, var det rimeligt, vi gjorde gengæld og fejrede derfor vor datters dåb med et stort barselsgilde, hvortil vist omtrent 200 mennesker var indbudte.
Der var ikke stort rum til saa mange, hvorfor alle lokaliteter måtte tages i brug, endog loftsværelset, og vore møbler blev omtrent alle flyttede på loftet.
Der skete en fuldstændig revolution i vort hus og husvæsen i de dage, kun vort sovekammer, hvor vuggen med barnet stod, var tildeles fredlyst.
To gårdmandskoner, nemlig gamle Jens Larsens kone og Jens Nielsens enke, Kirsten, fungerede som kogekoner.
Vi havde også en bedemand, der var godt skåret for tungebåndet, nemlig husmand Lars Nielsen, sædvanlig kaldet Lars Glarmester, der gik rundt og indbød gæsterne og tillige var opvarter og måtte sørge for gæsternes anbringelse og opvartning.

Barnedåben foregik om søndagen, men allerede løverdag eftermiddag mødte ifølge indbydelsen både mænd og koner for at skære mad, som det hed.
Efter et godt måltid og derefter kaffe satte mændene sig til at spille kort eller passiare efter enhvers lyst, mens konerne gav sig i lag med at skære smørrebrød med pålæg.
Der var hele bjerge med skåren mad, som skulde fortæres af gæsterne mellem måltiderne og af de unge i pauser mellem dansene.
Efter en nyt måltid og diverse drikkevarer gik mænd og koner hjem ved titiden.

Dette var begyndelsen til det egentlige gilde næste dag.
Søndag morgen mødte alle byens piger med nymalket mælk og flasken med føde.
Allerede i forvejen fik vi sendendes smør ost og kogt kød i store masser.
Endvidere sendtes konditorkager i en saa stor mængde og størrelse fra 2 til 4 kroner, at jeg aldrig har set mage, der var kransekage, svesketærte, lagkage og mange andre slags, det var navnlig til kaffebrød.
Den søde mælk skulde bruges til at koge risengrøden i, thi det var i den egn og på den tid en ufravigelig skik, at der skulde serveres med risengrød og klipfisk som hovedmåltid ved barselsgilde hos bønderne, og vort gilde skulde være som bøndernes.
Klokken 1 om søndagen var gudstjenesten i kirken og kl. 3 stod alle bordene dækkede til de talrige gæster.
Der var nok at gøre med at få dem alle bænkede....

og så mangler der lige to sider


…bane, men de gik i stå på halvvejen, og privatbanken måtte fuldføre banen.
Ved en af vore sammenkomster indbød baronen kommissionen til middag på Løvenborg, hvor han dog ikke selv var tilstede, men lod sig repræsentere af inspektør Veissenberg.
Ved denne lejlighed gik det ret muntert til, da der tillige var indbudt en hel del andre.
Taler fulgte slag i slag, og konference råd Larsen udbragte en skål for vi to delegerede for Buttrup og Tudse og roste os meget.

118.
Næsten hvert år
plejede jeg at indbyde nogle af mine nærmeste omgangsvenner den 25. juli, således også i 1872, men om formiddagen nedkom min kone med et pigebarn, min så kære datter Mathea Elisabeth.
Da min kone og barnet befandt sig vel, vilde hun ikke, at jeg måtte sende afbud til de indbudte, og vi fejrede dagen som sædvanligt, dog lidt mere stilfærdigt end ellers og i det smukke sommervejr ude i vor store skyggefulde have.
Ved disse lejligheder anslog jeg altid en fædrelands tone, da det jo er en af vore store mindedage, og adskillige af deltagerne havde været med i slaget ved Isted.
Denne tone slog den gang godt an i forsamlingen og vil vist endnu mindes af de endnu levende.

119.
I al korthed vil jeg berette,
hvad der er hændet mig fra 1873 til nutiden.
Det vil kun være lidet interessant for mine eventuelle læsere, hvorfor jeg vil fatte mig saa kort som muligt.
Den 27. november 1873 fødtes mig igen en datter, der fik navnet Frederikke Dorthea.
Det var et lille svagt barn.
Af den grund var det først den 8.marts 1874, vi havde det i kirke.
Den gang havde vi det største af de tidligere beskrevne barselsgilder, der varede i samfulde 3 dage.
Det lille pigebarn, der var begyndt at trives godt og saae så mildt og venligt til os, begyndte head foråret igen at skrante, tabte det smilende humør og blev mere og mere svag, indtil hun døde i sommeren 1874.
Vi sørgede meget over dette barns bortgang, da det tegnede saa lovende.
I dets dødsstund sov det stille og roligt hen og lukkede øjnene, som når et sundt barn falder i søvn.
Dets moder og jeg sad og så derpå og vidste knapt nok, om det var til den evige søvn, barnet lukkede øjnene.

For at dulme sorgen rejste min kone og jeg i høstferien til Vejle, hvor vi glædede os over mine brødres bestandige fremgang.
Så vidt jeg husker, var det sidste gang, vi besøgte min fader og søster i vort gamle hjem på Melhede.
Kort efter solgte han ejendommen for 3100 rigsdaler og flyttede til Vejle, hvor han boede hos min ældste broder, Jens Christian, til sin dødsdag.
Denne broder var imidlertid bleven gift og var flyttet hen til den gård i søndergade, hvor han endnu boer.

I dette efterår - 1874 - forefaldt et dødsfald, som gjorde et stærkt indtryk på mig.
Det var en dyrlæge Brofelius, som boede i det sted, den tidligere omtalte kursted Peder Jensen tidligere ejede.
Med denne dyrlæge havde vi en del omgang, uagtet jeg ikke yndede, at han i høj grad var bleven smittet af de literaire lærdomme, som brødrene Brandes kæmpede for, og som den gang havde deres højeste blomstrings-periode.
Deres politiske organ var Morgenbladet, der hver dag bragte brandrøde artikler om politik, religion, sædelære og næsten alt mellem himmel og jord, som helt skulde omkalfatres efter deres recept.
Disse lærdomme slugte Brofelius med begærlighed, og han var mig en vederstyggelighed.
Den 29. september 1874 var hans 27 årrige fødselsdag, og min kone og jeg vare inviterede til denne.
Foruden os var kun pastor Nielsen og hustru indbudt.
Denne sidste var nemlig moster til dyrlægens kone.
Denne aften glemmer jeg ikke; thi omtrent hele aftenen førtes en meget heftig debat imellem præsten og dyrlægen om religionen.
Jeg, som næsten ganske var på præstens parti, blandede af og til et forsonligt ord ind i striden, hvilket nok kunde gøres nødig.
Jeg gik hjem med et noget bittert sind mod dyrlægen.
Nogle dage efter hørte vi, at han havde fået et heftigt anfald af tyfus, og den 20. oktober døde han og dagen efter hans eneste barn, Ejner, kun et år gammelt.
Mærkelig nok havde Brofelius nogen tid i forvejen fortalt mig en drøm, der ligesom var et varsel om, hvad der nu var sket.
Begravelsen var en meget bevæget handling for præsten og mig og de mange tilstedeværende.

Om året 1875 mindedes jeg kun et kort besøg hos mine brødre i Vejle tillige med min svoger gårdmand Niels Larsen i Tudse.
I dette forår havde min fader solgt sit gamle hjem og boede nu hos min ældste broder, hvor også min søster Johanne Henrikke opholdt sig.
Med vemod erfarede jeg, at vort gamle hjem var afhændet til fremmede, men det var en nødvendighed, da min fader nu var 68 år og uskikket til at foretage sig noget.
Han fik det også langt bedre hos en kærlig søn og svigerdatter, der imødekom alle hans ønsker, og det var med inderlig glæde, jeg var vidne til, hvorledes de og hele familien behandlede ham lige til hans dødsdag.

120.
I året 1876
var det første lærermøde for lærere fra hele landet i Aarhus, hvor der tillige var udstilling.
Til dette møde nåede jeg ikke at komme, da jeg først skulle have indhøstet.
Så snart dette var besørget, rejste min kone og jeg til Aarhus og kom dertil efter at mødet var sluttet, men der var alligevel nok at se, da skolemødets udstilling g den anden udstilling endnu vare åbne.
Vi beså tillige domkirken, og jeg mindes, at vi dvælede ved Knud Gyldenstjernes grav, den adelsmand, som der vare planer oppe om at vælge til konge i Danmark efter Christoffer af Bajern, hvis enke, Dorthea han da skulle ægte.
Planen slog imidlertid fejl, og vi fik den oldenborgske stamme.
Det kan nok vække tanker o, hvorledes det da var gået vort fædreland, hvis denne plan var lykkedes.
Vi havde lige i forvejen læst en historisk roman, der omhandlede denne sag, og derfor interesserede det os meget at se denne mands gravmæle.
Efter et par dages ophold i Aarhus rejste vi til Vejle, hvor vi som sædvanlig blev modtagne med stor venlighed og gæstfrihed af mine brødre og deres hustruer.
Efter nogle dages ophold rejste vi hjem.
De fulgte os alle til banegården til afsked, og da toget var sat i gang, og vi ikke øjnede dem længere, brast min kone i en heftig gråd og udbrød:
" Nu seer jeg ikke disse gode mennesker mere".
Hun fik også ret; thi hun følte, at hendes lungesvindsot var tiltagen i en betænkelig grad.

Endnu samme efterår vilde hun besøge en faster, der boede i St. Valby ved Roskilde, og navnlig professor Lytken i København, hos hvem hun havde været i 7 år, og hvem hun elskede højt, næsten som sine forældre.
Jeg fulgte hende dertil, og hun var der i nogle dage.
Det var som om hun ville sige farvel for sidste gang til slægt og venner, førend hun skulle foretage den sidste store rejse, hvorfra ingen vender tilbage.
Den 23. november 1876 blev min søster Johanne Henrikke gift med ungkarl Jens Christian Madsen, født i Uldum den 23. november 1833.
Det var et giftermål, som vi alle, og især min fader, vare meget glade ved, da han var kendt som et særdeles hæderligt og meget dygtigt og forstandigt menneske.
De bosatte dem i Vejle, og han har indtil nu gået min broder M. Christiansen til hånde i hans store forretning med korn og foderstoffer.
Han forestod især udlosningen af de mange og store skibe samt for en stor del antagelsen af arbejdsfolk dertil og ligeledes udleveringen fra skibe og pakhuslofterne, hvilket han alt udførte med megen dygtighed og akkuratesse, saa han har været min broder en betydelig støtte, også derved, at han var kendt med og agtet af alle de kunder, der kom i købmandsgården.
(se erindringsgave-uret med plade. M.C.)
Min kone blev bestandig svagere og havde efterhånden opgivet alt håb om at komme sig.
Hun var dog endnu saa rask, at hun den 15. april 1877 kunde tage med børnene og mig til konfirmationsgilde hos gårdmand Søren Jensen i Trønninge, men det blev også sidste gang hun besøgte et fremmed hus.
Et par dage senere fik vore to småpiger skarlagensfeber, og de havde fået smitten ved det nævnte konfirmationsgilde.
Uagtet sin svaghedstilstand plejede hun dem utrættelig, men nu vare også hendes kræfter udtømte, og hun måtte gå til sengs i slutningen af maj.
Både min broder Johan og senere J. C. Christiansen besøgte os under hendes sygdom; i den tid havde vi også bispevisitats i Buttrup og ligeledes måtte jeg møde i kirken
. Jeg var under disse omstændigheder ikke synderlig oplagt men slap dog ret godt derfra.
Biskoppen var ualmindelig venlig imod mig.
Det var sidste gang jeg så biskop Martensen.
Det var i de dage politikeren J. A. Hansens bedragerier mod brandkassen blev afslørede, og samtalen ved bordet drejede sig næsten udelukkende om denne sag.
Biskoppen var ikke venlig stemt mod denne bedrager, da han endog i sit blad "Almuevennen" havde truet Martensen med afsked, fordi han havde tilladt en præst at holde en prædiken ved rigsdagens åbning, som i høj grad mishagede venstremændene.
Visitatsen forløb omtrent som den, jeg tidligere har omtalt, kun syntes jeg, at biskoppen havde tabt sig noget siden 1862. Det var de eneste to bispevisitatser jeg har været med til.

Min kones tilstand blev dag for dag slettere og hendes lidelser vare ikke få, ligesom det smertede hende meget at skulle forlade børnene og mig i saa ung en alder.
Den 17. juni 1877 døde hun ved middagstid.
Den 22. juni førte vi hendes lig til kirken og den 23.juni jordede vi liget på Tudse kirkegård under stor deltagelse af slægt, venner og bekendte.
Senere lod jeg sætte et marmorminde på hendes grav.
Hendes moder, som endnu lever i mit hus, flyttede ind hos mig og overtog mine to døtres opdragelse og bestyrelsen af mit husvæsen, hvilket sidste hun udførte med utrættet dygtighed, indtil hun var over 80 år og til jeg flyttede til København.
Her døde hun hos mig den 7. januar 1908 på 15 dage nær 93 år.

121.
Tudse sogn er langstrakt,
vel 1 mil i længden, men adskillige steder temmelig smal.
Den tidligere omtalte landevej går igennem sognet efter længden.
Jordbunden veksler fra sandig til muldet og leret og har kun et par lave bakker, ellers er den næsten fuldstændig flad ligesom egne i lang omkreds.
Der er kun to byer, nemlig Tudse og Allerup og ingen herregård, men kun en mindre proprietærgård, kaldet Lille Frydendal, tidligere Tudse Lundegaard.
Kirken umiddelbart op til landevejen har tårn med takkede gavle, og hvælvinger med gamle kalkmalerier, der er afdækkede og restaurerede af professor Kornerup i sommeren 1890.
Lige overfor på den nordlige side af landevejen ligger den gamle kro, som nu er nedlagt og flyttet til Morsø station.

Der knytter sig mange minder især fra ældre tider, da byen lå samlet, og byens gårdmænd havde ret til at befordre rejsende til Roskilde eller Kalundborg, hvad man ikke en gang havde i Holbæk, hvilket vel kom af, at Tudse ansås for midtpunktet mellem de to førstnævnte købstæder og den by, der har givet herredet navn.
I Pontoppidans danske atlas står, at over Roskilde port står skrevet: "Der er 5 mil herfra til Tudse, vil du ikke age, så kan du gå, din store brede maduse." I kroen samledes så bymændene fra de 28 gårde for at vente på rejsende, hvad der vel for dem var en god bifortjeneste; men disse sammenkomster endte vel også med mangen god svir, med kortspil, slagsmål og andre af de tiders sport.
Inden vi fik landpoliti, var der stærkt rykind af vandrende håndværkssvende, som overnattede der, gerne 6 a 8 stykker hver nat, som drak de om dagen sammentiggede penge op der.

Inden den nordvestsjællandske jernbane blev åbnet, var der stærk færdsel ad landevejen med store fragtvogne, bøndervogne og herskabskøretøjer, og mange kunne ikke køre forbi kroen, men holdt den formelig barrikaderet, og der lød ofte en stærk tummel derinde fra, når man passerede forbi.
Her samledes handelsmænd, slagtere og andre med kalve, lam, får og svin og andre indkøbte dyr, ligesom der holdtes møder ved enhver lejlighed. Her holdtes også gåsemarked en gang om året.
Heldigvis ligger skolen 1000 alen øst for kroen, så vi følte ingen anden ulempe af tummelen, end hvad der fulgte af den stærke færdsel på landevejen, og som undertiden kunne være generende nok, især når der var marked, dyrskue eller nøddedage; thi da var der en næsten uafbrudt vognrække til Holbæk, og om aftenen eller natten, når landboerne kørte hjem i stærkeste trav, var det ikke muligt at få søvn i øjnene før henad morgenstunden.

Den befolkning som beboede dette sogn og nabosognet Buttrup, og som jeg kom til at leve iblandt i 30 år, lærte jeg at kende ud og ind i alle dens forhold, og som jeg kunne have lyst til at skildre; men der er vel ikke synderlig særegent, der skilte den fra den øvrige sjællandske almue på landet. Dog vil jeg fremdrage enkelte personer og enkelte træk, der vare mig iøjnefaldende.
Et godt træk i befolkningens karakter var dens ædruelighed. Man så sjælden nogen beruset, da dette blev anset for en stor skam, der kun overgik meget lavt stillede personer.
Der herskede ved deres gilder og sammenkomster en urban tone og så sjælden overskredes sømmelighedens grænser. Det anså i det mindste gårdmændene for under deres værdighed; thi de agtede nøje på denne deres stilling i samfundet, den de betragtede som den vigtigste af alle.

Denne selvfølelse var forbunden med bondestolthed. De mente, at hvad de ville, skulle alle andre rette sig efter, da det var af dem, alle andre levede og havde deres næring og udkomme. Ja, adskillige iblandt dem troede fuldt og fast på deres egen store klogskab, både i politik og næsten alt muligt.
Der gaves ikke få af den slags i Tudse, og jeg har tit med et lille smil undret mig over deres selvkloge indbildninger.
Dette blev først fremtrædende, da den politiske agitation i halvfjerdserne og firserne ret fik fat på dem og hidsede dem op.
I hvor godmodige og flinke de tidligere havde været, så bleve de nu helt vanskelige at omgås. Jeg må dog tilstå, at det var den mindste part, der blev således; men det var de mest formanende og dem, der gav tonen an.

Hele sognet var beboet af folk, der regnede sig til bondestanden og satte en ære deri. Kun Lille Frydendal gjorde en undtagelse, idet proprietær Schou med familie regnedes uden for bondestanden, dog det havde ikke meget på sig, da de stode næsten på samme dannelsestrin.
Den familie beboede Lille Frydendal i den første halve tid, jeg boede i Tudse og med dem havde jeg ret megen omgang.
Det var en rigtig flink og velvillig familie.
Manden befattede sig også en del med heste- og kreaturhandel, og som følge deraf heftede visse af de mindre gode sider, som følge med denne næringsvej, også ved ham; men det kom aldrig frem i hans forhold til mig.
Han var ellers i høj grad godmodig og velvillig. Han gjorde mange rejser til Jylland på handelens vegne, næsten altid i forening med hestehandler Hendel, en der på egnen meget betydelig handelsmand, som derved havde erhvervet en stor formue.
Schou var ikke synderlig beslået med penge, hvorfor han måtte ty til Hendel, der, efter hvad der fortaltes, også løb af med profitten. Schou var hverken så nøjeregnende eller beregnende, derfor var hans fortjeneste ved denne forretning vistnok såre lille.
Som landmand var han langtfra af de fremmeligste.
Desværre drak han langt mere, end hans stærke natur kunne tåle. Han var dog vist sjælden beruset. Allerede da han var i begyndelsen af tresserne, var han meget svækket, og efter få års svaghedstilstand døde han.
Hans tilstand i de sidste år lignede meget Mads Slukefters, hvilken jeg tidligere har omtalt. En vældig skare fulgte Schou til graven, eftersom han var almindelig yndet.

1880 solgte enken gården og drog til København, hvor hun bosatte sig med sine børn. Her døde hun for flere år siden, og børnene ere spredte til forskellige sider. Det var et ikke ringe tab for mig at miste denne elskværdige familie.

122.
Jeg fik dog rigelig erstatning for det tab, jeg havde lidt ved denne Schouske families bortrejse.
Det var en ung mand på 25 år, københavner af fødsel og opdragelse, der havde købt Lille Frydendal, ved navn Hansen. Han blev, efter at have overtaget gården, gift med en datter af forpagter Conradsen på Aastrup.
Uagtet jeg den gang var dobbelt så gammel som Hansen, blev han dog min bedste ven, og jeg skal nu nærmere forklare hvorfor.
Jeg har aldrig kendt et menneske, hvis redelighed og retsind var større end hans. Med vilje er der vist ingenlunde kommet et usandt ord over hans læber. Trods det, at han var udgået fra et rigt hjem i København, kunne ingen være mere jævn og ligefrem i al sin færd, og hovmodstanker har han ikke kendt; men hans optræden var til enhver tid præget af den sande dannelse, den han også besad i høj grad; thi der findes vist få landmænd, der have så mange interesser og et sådant fond af kundskaber som han, og som stadig forøgedes.
Han kunne få tid til alt, og derfor var han også en dygtig landmand, der ikke generede sig ved at tage fat i, hvad der hører til landmandens arbejde, f. eks. bære sække med korn og andre ting op og ned af loftet, deltage i køernes malkning, pløje, harve, så m.m.
Undertiden drev han dette vel vidt for st skåne sine tjenestefolk, der benyttede sig heraf til at sløse tiden hen, og han havde ikke evne til at irettesætte dem derfor, eller tiltale dem på en måde, som ellers har været skik hos vore ældre landmænd.
Hans hustru var også meget dannet og velvillig mod alle både høje og lave; men desværre svagelig.
Dette ægtepar sluttede sig nær til mig, og jeg til dem i de 15 år, vi levede i hinandens nærhed.
Det var med vemod, jeg forlod disse elskværdige mennesker, der gjorde et afskedsgilde for mig, inden jeg rejste til København for som pensioneret lærer at henleve mine alderdomsdage.
Hansen har senere solgt Lille Frydendal og købt Hellestrup ved Sorø, hvor denne familie nu bor. Han har siden besøgt mig flere gange her.

Det ville blive altfor vidtløftigt, hvis jeg skulle omtale alle de venner og bekendte, jeg har haft under mit 30-årige ophold i Tudse, kun vil jeg nævne enkelte af mine nærmeste naboer, som jeg kom oftest sammen med.
Den, der boede nærmest ved skolen, var Christian Stolz, almindelig kaldet Christian Kusk, fordi han i sine yngre dage havde været kusk for herskabet på Løvenborg.
Da han var afgået fra denne bestilling, havde baronen overladt ham en fæsteledig gård i livsfæste, der hvor han nu boede.
Han var en stor sludrepotte og talte meget om sit tidligere herskab, som han var meget taknemmelig imod for hans nuværende gode stilling.
Både han og konen, som også havde tjent på Løvenborg, vare uudtømmelige i deres fortællinger om, hvad de der havde oplevet og om hele den Løvenskjoldske slægt.
Det var et par flinke og tjenstvillige mennesker. Den gang kørte de omboende herskaber næsten altid med firspand, og en mængde af disse køretøjer passerede landevejen.
Christian Kusk passede nøje at være ude i ledstedet ved vejen, når et sådant køretøj kom, dels for at hilse meget dybt, hvilket så igen besvaredes med et nådigt nik fra vognens højfornemme indhold, dels for at se om kusken tilfulde forstod at køre et firspand og dels for at kritisere hestene.
Selv havde han været en tid på Aastrup for at lære Grev Dannemands kusk at køre med fire.
Denne greve kom ikke sjælden forbi og forsømte da ikke at standse og få sig en kort passiar med Christian Kusk, hvoraf denne var meget stolt.
Dannemand var som bekendt en uægte søn af Frederik den Sjette og fru Dannemand. Det morede mig ofte fra mine skolevinduer at se, hvorledes Christian Kusk bukkede og skrabede for de høje herskaber, der kørte forbi.
Han besøgte mig meget ofte, og han tog ikke hensyn til, om det var i skoletiden, hvad der faldt mig noget ubelejligt.
En gang tog han mig med på en køretur til Lerchenborg, hvor hans ældste søn var førstekusk hos greven. Det var en dejlig tur på 5 a 6 mil i et sommervarmt vejr, og jeg fik da lejlighed til at se dette store og prægtige herresæde med have og omgivelser.
Fra vejen kunne vi tydeligt se Kalundborg med kirke fra Esbern Snares tid.
Den gang havde det kun fire mindre tårne, da det midterste store tårn allerede for mange år siden var styrtet ned.
Kort efter blev det opbygget og kirken istandsat, så nu knejser den lille kirke med sine fem tårne på bakken over Kalundborg by.
I jagttiden 1867 skulle Kong Christian den Niende besøge Grev Lerche og deltage i efterårsjagterne.
Da skulle Christian Kusks søn køre for kongen, og faderen fik ved sønnens hjælp udvirket hos greven, at han fik lov til at køre den anden vogn i jagtfølget, og dertil glædede den gamle sig meget.
Jeg drillede ham med, at han kun fik lov til at køre for General Baglæns og nogle andre til den tid ilde omtalte herrer; men der var naturligvis kun spøg.
Dog alvoren udeblev ikke. Han var dengang højt oppe i tresserne og måtte ligesom de andre kuske sidde stille på bukken i timevis uden overtøj, medens herskaberne jagede. Dette kunne den gamle mand ikke tåle.
Han kom meget glad hjem og fortalte vidt og bredt om alle sine oplevelser på denne tur, og at han endog havde talt med selveste kongen; men kort efter fik han leversyge, der bestandig tiltog, og i foråret 1868 bukkede han under efter skrækkelige lidelser.
Sidste gang, jeg besøgte ham under hans sygdom, gik jeg grædende hjem, og jeg takkede Gud, da jeg morgenen derefter hørte, at han havde udstridt. En så forfærdelig dødskamp har jeg aldrig set.

123.
En anden af mine naboer var sognefoged Hans Jensen.
Han havde i sine yngre dage tjent i København, dels som tjener hos en af kancelliets store herrer, Wolfhagen, og dels som gårdskarl i gæstgivergården Garvergaarden.
Navnlig fra det første sted havde han meget at fortælle om denne familie, hvor der altid taltes tysk, og hvor den siden så berømte Orla Lehmann kom som ung kandidat og var jævnaldrende og ven med en af Wolfhagens sønner.
Hans Jensen var oftere kørende til København med sine produkter, flæsk, kalve, smør og æg.
En gang traf han på gaden en af Wolfhagens sønner, der nu var bleven minister og kammerherre. Han kendte straks Hans Jensen, gik hen og tog ham under armen og kørte ham med sig hjem, hvor der vankede en god frokost.
Da Hans Jensen kom hjem, var han ikke sen med at fortælle mig om den store ære, han havde nydt og var ikke lidet stolt deraf.
Et par år derefter kunne jeg fortælle sognefogden en anden nyhed, som han ikke ville tro, nemlig, at ministeren og kammerherren havde giftet sig med en datter af "Jens Familie" i vort fattighus.
Hun, som var født i Tudse, havde som ung tøs tjent hos Hans Jensen og var siden skejet meget ud, havde være gift med en fotograf og bleven skilt fra ham igen.
Historien viste sig at være sand; men det varede længe inden Hans Jensen ville tro den.
Jeg var dengang formand i sognerådet og havde som sådan en korrespondance med en doktor Ørsted i København, der bevirkede, at forældrene bleve tagne ud af fattighuset og forsørgede af deres datter, kammerherreinden.

Hans Jensen var ret original, havde mange mærkelige talemåder og fagter. Bønderne på landet står meget tidlig op om morgenen, men han var ubestridelig den første. Selv i de længste sommerdage var han og folkene oppe før solen; men de gik også i sommertiden til sengs før solnedgang.
Han var næsten altid i marken, og jeg kunne høre ham råbe snart på den ene snart på den anden af folkene, især om formiddagen.
Han krævede megen betjening af sine omgivelser. Når han skulle klædes på til en køretur enten til Holbæk eller andre steder, måtte konen og børnene stå tilrede hver med sit klædningsstykke og hjælpe ham ved påklædningen, ligeså ved køretøjet, hvor en holdt ved tømmen, en anden ved pisken og en tredje ved tilfældige ting.
Jeg har aldrig set så megen opvartning.
Da han i 1874 havde købt sin fæstegård, gjorde han et stort gilde for omegnens honoratiores og enkelte af sin familie. Ved dette gilde gik det flot til især med drikkevarer og mange vare den gang temmelig berusede. Han holdt ellers ikke mange gilder.
Kun da hans yngste søn blev konfirmeret, var der både musik og dans. Det var den 8. april 1877, og da det var kongens fødselsdag, blev hans skål foreslået; men der var mange, som ikke ville drikke den, og det bragte nogen forstyrrelse.
Det var, da den første provisoriske finanslov var udstedt.
Hans Jensen var selv meget kongeligsindet og reaktionær. Han var gift med en søster til Meinert Nielsen i Trønninge; men disse to svogre kunne slet ikke enes og kom næsten aldrig sammen.

Efter lang og længselsfuld ventetid kom endelig det så stærkt attråede dannebrogskors, og stor var sognefogdens glæde. I hans hus var alt gammeldags med tintallerkener i række hen under loftet, med mælkefade på hylder også under loftet i den stue, hvor hele familien opholdt sig, og med bilæggerovn som varmeapparat m.m. Imod mig var han og familien altid velvellig, og fulgte lige til det sidste den skik, at give skolelæreren en foræring til julen, hvilket gerne bestod i et sigtebrød og en ost.
Sognefogden blev en gammel mand, oppe i firserne. Hans kone var meget yngre og overlevede ham en halv snes år. Nu har den yngste søn gården, hvor han lever sammen med en noget ældre søster.

124.
En tredje af mine naboer
var Ole Sørensen, der var husmandssøn fra Tudse.
Han havde begyndt som tjenestedreng og karl hos bønder, senere som vognmandskusk i Holbæk, derefter som gårdskarl hos baronessen på Løvenborg.
Mange vare de fortællinger han opvartede med fra disse forskellige stillinger.
Som følge af den sidste havde baronen overladt ham en fæsteledig gård, hvor han og konen, der også havde tjent på Løvenborg, nu levede.
De havde ingen børn.
Han var en ejendommelig grovkornet person, hvem ingen spøg var for grov, men et mere propert hus har jeg aldrig kendt, og det både inde og ude, i have og på mark.
Der var rigtignok orden i tingene.
Han var meget gæstfri, og jeg har spist mangen god gåsesteg i hans hus.
Tjenstvillig var han også og især imod mig.
I mange år kørte han aldrig til Holbæk, og det skete ofte, uden at høre, om jeg vilde have bud med.
Men særheder havde han mange af, og de vare ofte ret ubehagelige.
Han vågede på en højst naragtig måde over, at ingen kom ham eller hans for nær.
Schou, Lille Frydendal, havde en gang overstreget hans navn på en liste, der gik omkring i velgørende øjemed, fordi han syntes, at Ole havde givet for lidt i forhold til sin stilling.
Derover blev han, som rimeligt var, meget vred.
Nu skulle Schou have et ordentlig plaster i avisen; thi han troede, at et sådant plaster, som han kaldte, var det værste, som kunde hændes en mand.
Da han ikke selv kunde skrive, fik han en maler i Holbæk dertil; men maleren skrev og skrev flere gange, uden at det frugtede.
Schou svarede ikke.
Fra den dag nærede Ole et uforsonligt had til Schou.
Thi nægtes kan det ikke, at han var slem hadefuld.
Kom et kreatur ind på hans mark, da var han fyr og flamme, og naboernes høns, som undertiden kom ind på hans jord, skød han ned for fode.
Engang vare to af mine ænder komne over grænsen, dem var han dog saa hensynsfuld at drive hjem til mig; men med mange ukvemsord og trusler om næste gang at skyde dem ned, skønt de slet ikke kunne gøre nogen skade på den tid af året.

Jeg hævnede mig ved at slagte dem og indbyde Ole til at være med at nyde stegen, og det morede mig kostelig, da han tog mod indbydelsen og ret gjorde sig til gode ved andestegen.
En anden gang havde sognerådet forhøjet hans skat efter formue og lejlighed fra 7 til 8 kroner.
Derover blev han meget vred og navnlig på mig der var formand.
Jeg måtte undgælde derfor, idet han knappede det halve af i mit højtidsoffer og blev ved dermed til sin dødsdag, uagtet vi dog i lang tid atter vare venner.
Som man vil se, var det ikke let at holde fred og godt naboskab med en sådan mand.
Han døde nogle og halvfjerdsindstyve år gammel i 1893, vist ikke begrædt af nogen.
Hans kone døde for et par år siden.
Hermed må det være nok med skildringen af mine naboer.

125.
I høstferien 1877
deltog jeg i det store nordiske skolemøde i Kjøbenhavn.
Dette møde holdtes i Kasino og var, saa vidt jeg ved, det første, hvori lærere fra de tre nordiske riger og Finland deltog.
Talrige lærere var til stede, og det var i det hele et meget fornøjeligt og vellykket møde.

Endnu havde jeg aldrig været udenfor mit fødelands grænser, og jeg længtes efter at kigge udenfor.
Da jeg som sædvanlig besøgte min fader og mine brødre i Vejle i ferien 1878, formåede jeg de to ældste til at tage med til Hamborg for at se denne store handelsstad, den største i Nordeuropa.
Rejsen varede kun i 5 dage, men i den tid så vi meget.
Jeg beundrede især den store i gennemført gotisk stil byggede Nicolai kirke med sit høje tårn og spir vistnok det næsthøjeste i hele Europa på den tid.
Den er bygget efter den store brand i 1842 og stemmede godt ed denne store og rige handelsstads evne.
Den bekvemme måde, hvorpå skibene ved havnen ved dampkraner blev lossede over i pakhusene og derfra igen på jernbanevogne, var noget ukendt her hjemme.
Den vældige trafik i havnen med de næsten utallige skibe var meget storartet, og i sammenligning hermed var København kun at betragte som en lille provinsby. Vi foretog en sejltur gennem havnen og ned ad Elben ud til Blankenese. Vandet i floden havde et mudret og skident udseende, hvorfor vi næsten ikke kunde forstå, at folk fra de mange badehuse på bredderne kunde have lyst til at bade i dette skidne, gult udseende vand, end mindre at hamborgerne kunde benytte det som drikkevand.
At koleraen ofte har hærget byen saa stærkt er vel også en følge heraf.
Med dampbåd på Alsteren sejlede vi til Ahlenhorst, hvor de prægtige villaer gjorde et imponerende indtryk.
De lignede mere fyrstelige slotte end borgerlige villaer; men man må jo huske, at Hamborg har hundreder, ja, vel tusinder af millionærer og rige handelsfyrster.
Alster-pavillionen gjorde derimod ikke noget storartet indtryk.
Den gamle del af byen var i høj grad utiltalende og vidnede om at den havde et stort proletariat.

Vi gjorde herfra en udflugt til Lybek igennem et landskab, der var fladt og lignede meget de danske landskaber.
Nu er voldene om denne gamle by sløjfede, men tilbage er Holsten-Tor.
Det er en prægtig gammel og vel vedligeholdt bygning, der ret er egnet til at sætte den besøgende i stemning.
Ellers er det første, der falder i øjnene, den store Marie-kirke med sine to lidt skæve tårne.
Det er en mægtig fra middelalderen stammende kirkebygning, og den beså vi både ud- og indvendig, og den er værd at se.
Fra gulv til hvælving er den saa vidt jeg mindes, 90 alen, og Rundetårn kunde nok stå derinde.
Højt oppe hængte en mængde faner, som nok vare erobrede i den tid, Lybek var hovedet for det mægtige Hanseforbund.
Rundt om i kirken vare vældige epistasier over de gamle borgermestre.
Jeg kom til at uvilkårlig til at tænke på Markus Mejer og Wyllenweber (?), på Gustav Wasa, der flygtede hertil fra Kalø og toges i beskyttelse af rådet i Lybek, på de fejder, disse mægtige herrer førte mod Danmark og Norge, hvor de endog vilde ind og afsætte kongerne.
Kirkens alter var som alt her stort og pragtfuldt.
Bag alteret var en mægtig hvælving og på bagsiden af altertavlen et meget gammelt urværk, saa vidt jeg husker, udført i begyndelsen af det femtende århundrede; det viste år, måneder og dage m. m..
Når kirkens klokker ringede og spillede en salmemelodi kl. 12 middag, gik en dør højt oppe op, og en kristusfigur trådte frem, hvorpå 8 andre figurer, der nok skulde forestille paven og de syv kurfyrster, kom i en kreds uden om kristusfiguren, og hver især bøjede sig for denne.
Vi og ikke saa få tilskuere vare tilstede og så dette spilleværk, der har et, i lille format, tilsvarende i Roskilde domkirke i Kirsten Kimer og Per Døver.
Lybeks rådhus er også meget gammelt og har en ejendommelig arkitektur, som jeg ikke kunde blive træt af at betragte.
Vi gik som sig hør og bør ned i Rådhuskælderen og nød et glas vin.
Pladsen udenfor rådhustorvet skæmmedes af et Denkmal til minde om tyskernes sejre i den fransk-tydske krig 1870-71, ellers var den stemningsfuld ved de omgivende bygninger.
Hele den tur til Hamborg og Lybek var for mig særdeles interessant.

126.
Langfredag den 11. april 1879
døde min faders halvsøster, Johanne Henrikke Melskens, gift med provst Johan Frederik Leth, som i en meget lang årrække havde været præst i Svanninge ved Faaborg og nu boede på Frederiksberg, Nyvej nr. 5. Hun var født i Tørring kro den 12. januar 1810.
Den dag hun døde, havde hun og hendes mand været til alters.
Om eftermiddagen spadserede de ud til kastellet for at se til hendes brodersøn, Korpslæge, nuværende Etatsråd Melskens, der for en militair forseelse var bleven idømt nogle måneders fæstningsarrest Muligvis har dette besøg hos brodersønnen, hvem de havde holdt til studeringerne, angrebet hende for stærkt.
Nok er det, da de vare komne omtrent igennem Grønningen, blev hun angrebet af en hjernecongestion, og provsten fik hende med megen møje bragt ind på Frederiks hospital, her udåndede hun kort efter uden at være kommet til bevidsthed.
Jeg fik dødsfaldet for sent at vide, saa at jeg ikke kunde komme til begravelsen, men tog nogle dage efter til København for at tale med provsten, der nu var nogenlunde fattet.
Jeg vidste jo, at det var et hårdt slag for den gamle mand, som jo i hen ved 50 år havde levet sammen med hende, der nu saa pludselig var gået bort.
Han fortalte mig alle de nærmere omstændigheder ved dødsfaldet med nogenlunde sindsro.
Jeg havde flere gange besøgt dem her på Nyvej og var bleven modtaget med stor venlighed.

Provsten var efter sin kones døden tid lang ret rask; men saa begyndte han at få smerter i underlivet, og hen på eftersommeren, da de tiltog i en foruroligende grad, lod han sig undersøge af professor Holmer på kommunehospitalet, der kom til det resultat, at han led af blæresteen, hvorfra han kun kunde befries ved en operation.
Dertil bestemte provsten sig med en mærkværdig sindsro, og gjorde aftenen før sin indlæggelse på hospitalet et selskab, hvor han ved bordet drak glas med deltagerne, hvoriblandt den herboende familie.
Dagen efter indlagde han sig på hospitalet og gik med stor ligegyldighed rygende på en cigar til operationen, der forløb godt; men den tredje dag derefter blev han meget dårlig og døde den 1. oktober 1879.

Allerede et par år før hans kone døde, havde han skrevet mig til, om at de agtede at oprette et testamente, hvori de ville bestemme, hvorledes deres formue og efterladenskaber skulde deles mellem familien, da de vilde have det fordelt, ikke som arveloven bestemmer, men efter deres eget skøn.
De havde også foretaget nogle optegnelser men ikke fået dem udfærdiget i lovformelig stand, da provstinden pludselig døde.
Hendes halvpart af boet måtte altså gå ind under arvelovens bestemmelser, hvorimod provstens halvpart kunde fordeles efter hans skøn.
Efter hans hustrus død havde han ingen ro på sig, inden han fik denne sag ordnet, hvilket saa skete ved min fætter, overretssagfører Jean Hansen, som blev executor i dødsboet.
Jeg var også betænkt i provstens testamente og fik saa vidt jeg mindes, 1680 kr. foruden arven efter provstinden, der var mellem 6 a 700 kroner.
Jeg er naturligvis meget taknemmelig for denne gode gave og besøger med vemod deres grav på Frederiksberg gamle kirkegård.
Provsten var født den 7. maj 1803.

127.
Da jeg i høstferien 1879
besøgte mine brødre i Vejle, var min fader meget svag og lå det meste af tiden i sengen.
Jeg formodede, at han næppe vilde overleve vinteren.
Denne formodning bekræftede sig, da han efterhånden blev mere syg, og ved løvfaldstiden blev hans liv afsluttet.
Han døde den 27. oktober hos min broder J. C. Christiansen, 72½ år gammel, og jeg blev underrettet derom ved et telegram fra min broder.
Jeg tog over til hans begravelse.
Min broder Mads og jeg kørte med hans lig til Tørring, hvor han skulde begraves dagen efter ved min moders side.
Et stort følge samledes i Vejle og fulgte ligvognen et stykke udenfor byen.
Da vi kom til Tørring, blev kisten med liget båren ind i kirken.
Min broder og jeg overnattede i mit barndomshjem, Uhrskov, hvor Anders Uhrskov endnu levede som aftægtsmand hos sin søn Ulrik, der havde overtaget gården.
Mange minder strømmede ind på mig den sidste nat, jeg tilbragte i Uhrskov, og jeg husker, at Anders Uhrskov og jeg vare stærkt bevægede.

Næste dag samledes en talrig skare mennesker for at overvære min faders begravelse, ved hvilken sognepræsten Elmkvist holdt en god tale.
De fleste tilstedeværende vare fra sognet, hvor han havde boet i saa mange år, nogen udensogns folk og ikke få fra Vejle.
Vi søskende var tilstede, og det var en stemningsrig begravelse.
Efter jordefærden var en del af følget af mine brødre indbudt til en middag i Tørring kro, hvor der opfriskedes en del minder om den afdøde.
Jeg var saa bevæget ved denne lejlighed, idet jeg mindedes alt det gode vi havde ham at takke for, og navnlig den gode opdragelse han havde givet os søskende, og som ikke skal glemmes saa længe nogen af os lever.

128.
I høstferien 1880
skulde der være nordisk skolemøde i Stockholm, og jeg lod mig indtegne som deltager.
Jeg havde, som foran fortalt, kun en enkelt gang været udenfor mit lille fødelands grænser i nogle få dage og længtes meget efter at se andre lande og egne, hvor naturen var forskellig fra vor.
Det blev for mig en nydelsesrig tur, som ofte genkaldes i min erindring som noget af det interessanteste, jeg har oplevet.
Det begunstigedes af det smukkeste vejr, og den foretoges i selskab med mange gode venner og bekendte.
En af de første dage i august sejlede jeg og en mængde andre med damperen "Gylfe" fra København over sundet til Malmø.
Her opholdt vi os kun kort, da et lejet ekstratog kl. 4 eftermiddag skulde befordre os derfra til Stockholm.
Det var med stor opmærksomhed, jeg betragtede det svenske landskab, der indtil Lund aldeles lignede de flade sjællandske egne.
Længere mod nord blev egnen stedse mere bar og ufrugtbar og begyndte at blive stærkt besat med rullesten.
Disse tiltog eftersom vi rullede frem i sådan mængde og størrelse, at jorden til sidst var ganske udyrkelig på små pletter nær, og imellem stenene voksede lave buske, vistnok mest af enebærris.
I afstand så vi større nåletræsskove og blinkende søer.
Ved en stor landstation, Alvesta, havde vi en times ophold for at få mad og kaffe eller te i den store ventesal.
Derpå fortsattes rejsen videre mod nord i den lyse aften og nat.
Jeg fik ikke et øjebliks blund, da jeg havde alt for travlt med igennem vinduet at betragte de egne, vi kørte igennem, og sammenholde det med min rejsebog.
Om morgenen havde vi atter halvanden times ophold ved en større station, Linkøbing, hvorpå vi atter fortsatte mod målet.
Egnen blev mere og mere interessant, thi nu var det undertiden gennem en eneste stor stenmark, vi kørte, hvor udhugningerne blev større og større, og vi havde lodrette stenmure på begge sider, indtil vi til sidst kørte igennem tunneller, udsprængte gennem grå kampesten, og af disse var der adskillige, inden vi nåede den længste under Sødermalm, og efter at være kommen ud af denne standsede vi ved Stockholms banegård og så hele staden for os.
Jeg fik logi i hotel d`Angleterre på hjørnet af Drotninggaten og Fredsgaten efter en jernbanerejse, der havde varet i 25 timer.
Klokken var da 5 eftermiddag, men jeg havde ingen ro på mig, jeg måtte ud at bese byen.
Først ilede jeg hen til Gustav den Trediesstatue, hvor jeg efter aftale nogle dage i forvejen skulde træffe en bekendt til et bestemt klokkeslæt, og da klokken slog, mødtes vi der, glade over at have været så præcise.
Den dejlige aften tilbragte han og jeg i Strømparterren ved Norrbro og tæt ved Stockholms Slot.
Det var for mig alt sammen nyt og dejligt, hvorhen jeg end vendte øjet.
Nu gjaldt det om at benytte tiden og få så meget med som muligt i den korte tid af 5 dage; skolemødet fik kun den mindste tid.
Mødet åbnedes i Jakobskyrkan næste dags formiddag med megen højtidelighed i overværelse af Kong Oskar den Anden og mange høje herrer, og da til slutning "Vor gud han er så fast en borg", sunget af prægtige stemmer, tonede gennem rummet, måtte jeg sige til mig selv, at jeg aldrig havde været tilstede ved en så stemningsfuld og gribende højtidelighed.

Foran Norrbro med de mange butikker på siderne knejser slottet på en højde.
Det måtte jeg bese både ud- og indvendig. Det gemmer en mængde uskatterlige kunstværker i sine prægtige sale, hvoraf vel især Hvite Hafvet må fremhæves.
I kælderen under slottet var udstillet en stor del af de sager, som Nordenskiøld havde hjembragt fra sin et år iforvejen berømte rejse gennem Nordøstpassagen.
Disse ting måtte også ses.
Ligeledes Ridderholmskirken med Birger Jarls, Stockholms grundlæggers stenkiste og de svenske kongers gravkirke. Her stod i ensom majestæt i Gustavianske Gravkapellet Gustav 2. Adolfs kiste omgiven af en mængde erobrede faner og andre sejrstrofæer, og ligeledes i Carolinska Gravkapellet Carl den Tolvtes ligkiste samt i et andet kapel Bernadottes ligkiste af prægtigt rødbrunt marmor, og i gravkældre ved siden af den øvrige svenske kongeslægt.
På Carl den Femtendes kiste var anbragt tændte lys og friske kranse.
I den nederste ende af kirken vare gravkapeller for høje svenske adelige, hvoriblandt jeg lagde mærke til Axel Oxenstjerne og Torstensons navne.
I pragt og størrelse kan denne kirke ikke nær måle sig med Roskilde Domkirke.

Ved at betræde Stockholms stortorv kan man ikke lade være at tænke på Christian den Andens skammelige bloddåd, der var begyndelsen til den skandinaviske unions fuldstændige ophævelse.
Her ligger ridderhuset med sin ejendommelige arkitektur, og her står standbilledet af Birger Jarl.
Stockholm havde den gang, såvidt jeg mindes, kun en rytterstatue, nemlig Gustav Adolfs på pladsen af samme navn. I Kongsparken fandtes en meget smuk fontæne af Molin og kongerne Carl den Tolvte og Trettendes standbillede, den første pegende mod øst efter Rusland.
Det smukkeste af disse standbilleder var efter min formening Gustav den Tredies.
Stockholm har et meget imponerende nationalmuseum, udenfor hvilket Molins bæltespænder var opstillet.
Museet inderholder store skatte af minder fra fortiden.
Her sås den hest, Gustav Adolf red på i slaget ved Lützen, Carl den Tolvtes dragt, da faldt for Frederikshald med hullet af den dræbende kugle i hatten, Gustav den Tredies maskeradedragt, som han var iført, da han blev dræbt på maskeballet, en mængde kroningsdragter og meget mere.
Her genså jeg Gustav von Rosens udmærkede maleri af Erik den Fjortende og Karin Maansdatter, som jeg førhen havde set på udstillingen i København 1872 og havde fængslet mig meget.
Mange steder vare jo bekendte fra historien f. eks. Brunkebjerg.
Men hvad der især virkede på beskueren var Stockholms dejlige beliggenhed, mod nord Norrmalm, mod syd Södermalm med sin høje Mosebakken og i midten Stockholmene omgivne af smallere og bredere vande til alle sider, mod vest Mälaren og mod øst Saltsjöen.
I disse vande og kanaler pilede en masse små dampbåde, hvor man for en billig penge kunne sejle til en mængde steder i staden og dens nærmeste omgivelser.
Ved skibsbroen var en livlig færdsel, og fra broen førte del del gyder eller grænder ind mod staden.
De vare meget smalle, vel næppe 3 alen, og ofte var der i de øvre etager broer tværs over gyden til genboerne.
Det må være trangt og mørkt at bo i disse smalle og dog ret høje gyder.

En eftermiddag vare mødets deltagere indbudne til en slags fællesspisning i St. Jakobs Kirkeskole.
For at vi alle kunne komme til, der antoges at være 5000 mennesker tilstede, var der opført telte på begge sider i den særdeles store skolegård, og der opvartedes med skåren smørrebrød, kaffe, te, chokolade og sodavand efter enhvers behag og aldeles gratis.
Her var Kong Oscar tilstede, og jeg beundrede hans store og kraftige skikkelse, men endnu mere hans enestående veltalenhed, da han fra den høje stentrappe ud mod gården tog ordet og holdt en tale på svensk til svenskerne og derefter en tale på dansk til nordmændene og de danske, denne sidste i et sprog og tonefald som en indfødt dansk mand.
Jeg var ved et tilfælde kommen til at stå tæt ved, og jeg måtte sande, at kongen både i åndelig og legemlig henseende ragede et hoved højere end alt folket.

En anden dag mødte alle deltagerne ved skibsbroen, hvor der lå mange store og små dampbåde, såvidt jeg mindes 22, alle flagsmykkede, hvorpå vi bleve fordelte og nu sejlede hele flotillen i rækkefølge ud i Saltsjöen gennem Stockholms skærgård.
Det var et pragtfuldt syn, og fra landbredderne og de små holme kippedes der med flagene, og enkelte steder løsnedes der kanonskud, som besvaredes fra de af bådene, der havde små kanoner.
Efter en times sejlads nåede vi fæstningen Vaxholm, der skærmer for indløbet til Stockholms sund.
I den temmelig brede bugt svingede bådene under en stærk kanonsalut fra fæstningen, og vi sejlede tilbage.
Alle vi, der havde fået billet til festen om aftenen på Hasselbakken i Djurgården, lagde til ved Djurgårdssiden og gik her i land.
Det kan nok være, at der var dækket op til os med mange gode retter og en smagfuld servering og ypperlig betjening.
Da måltidet var forbi, gik vi ud i det smukke anlæg omkring Bellmanns statue.
Her var opstillet en masse småborde med boller og svensk punch, afbrændt rødvin m.m., og i bollerne vare store stykker is.
Betjeningen var straks tilrede, og man kunne næsten få, hvad man begærede.
Haven var illumineret og stemningen var høj.
Man måtte beundre svenskernes store gæstfrihed og deres dygtighed i at arrangere en sådan fest.
Stockholm er bygget på sten, og mange steder rager granitten frem til overfladen også i Djurgården.
Her findes også en betydelig mængde løvtræer og særlig mægtige egetræer.
Det var med en vis vemod, jeg belavede mig på at forlade denne herlige stad.

Hjemrejsen foregik over Norrköping, der ligger ved den store Motalastrøm, der her havde en rivende fart og igennem selve byen flere fald.
I denne by overnattede vi og fortsatte næste morgen tidlig rejsen ad banen et kort stykke til en sø, der hed Boren.
Her gik vi ombord i en damper, der førte os igennem denne sø og en anden, der hed Roxen.
Her nåede vi kanalen ved Berg, hvor der findes ikke mindre end 15 sluser.
Igennem disse sluser hævedes vi op ad en temmelig anseelig højde. Det var interessant at se, hvorledes vi for hver sluse hævedes flere alen i vejret, for således igennem den næste atter at hæves med skib og alle ombord værende. Det tog dog tid, omtrent et kvarter for hver sluse. Jeg og flere gik i den tid i land for at se den nærliggende Vreta Klosterkirke. Her ligger Mogens Nielsen begravet i en kiste af sten, og over graven var en forgyldt kongetrone, der hængte i en jernlænke fra loftet.
Han faldt i slaget ved Fodevig 1131, var en søn af den danske Kong Niels og sørgelig bekendt for mordet ved Haraldsted på Knud Lavard.
Han var derefter bleven valgt til konge over østgoterne, og derfor er hans grav her.
Efter at være kommen op over bakken med de mange sluser sejlede vi ad kanalen, der havde en bredde så to skibe kunne mødes og passere hinanden, igennem et fladt landskab, der så ud til at være frugtbart, med landsbyer, herregårde og skove.
Dog havde vi på en strækning ved siden af kanalen en temmelig vid og dyb dal og på bunden deraf Motalastrømmen i stridt løb.
Atter passerede vi nogle sluser, inden vi nåede Motala med sine store mekaniske værksteder.
Her gjorde vi et længere ophold for at nyde et middagsmåltid, der var arrangeret for os på landjorden i det frie. Mange af byens beboere vare tilstede som tilskuere ved vort måltid, og de undrede sig over, at vi ikke gik til smørgåsbordet, førend vi gav os i lag med suppe, og ligeledes over, at vi slæbte bænke sammen for at komme til at spise siddende i stedet for stående, som svenskerne bruger.
Fra Motala sejlede vi med vor damper ud på den store indsø Vättern i stille solskin og havde en dejlig sejltur, til højre en klippestrækning, der, såvidt jeg husker, hedder Moberg og vistnok bestod af glimmerskifer, da det nøgne bjerg glimrede stærkt i solen.
Adskillige steder var klippen beklædt med skov.
Klippen gik brat ned mod søen, og kun ganske enkelte steder var der lidt forstrand, hvor der undertiden lå et lille hus.
Andre steder var der huler fra søen ind i klippen. Til højre så vi ud over den udstrakte sø og øjnede undertiden landjord til denne side.
Tilsidst så vi den temmelig store ø, Vikingsö, bekendt fra den berømmelige svenske adelsmand Per Brahe, der nok her havde sit herresæde.
For den sydlige ende af søen ligger den store by Jönköping.
Tæt indenfor holdt skibet stille for at afbrænde et lille fyrværkeri, der besvaredes fra land, og omtrent kl. 10 aften gik vi i land på byens skibsbro.
Efter at have spist til aften i det store hotels have, bleve mange af os fordelte i private logis hos nogle af byens borgere, herfra dampede vi næste morgen kl. 4 med banetoget igennem Småland til Lund, hvor der var arrangeret spisning i et offentligt anlæg.
Derefter beså vi Domkirken og krypten under koret.
Da dette var udrettet, kørte vi med banen til Malmø og sejlede over sundet til København.
Dermed endte den svenske rejse, en rejse, der har indgivet mig stor beundring for Sveriges natur, konge og folk.

129.
Der er mennesker, der elsker striden for stridens skyld og ligefrem sværmer for st sætte sig i opposition til alle og alt mellem himmel og jord.
Hvilke grunde de kunne have dertil, ved jeg ikke, måske er det for at gøre sig bemærkede og vinde forfængelig ære, eller det ligger i medfødt kamplyst.
Under alle omstændigheder hører jeg ikke og har aldrig hørt til den slags. Strid er mig i højeste grad modbydelig, og de, der giver anledning dertil, betragter jeg som fjender.
Nej, fred og atter fred både i hjemmet og i verden om mig, anser jeg som den lykkeligste tilstand, der kan herske, og derfor har Bøjes dejlige digt: "hvor blev Guds jord et dejligt sted at bygge på, når broderfred var overalt at finde," været en af mine yndlingssalmer lige fra barndommen af.

Da den reviderede grundlov i 1866 var vedtagen af rigsdagen og stadfæstet af kongen, antog jeg, at dermed var forfatningsstriden endt, og nu ville alle gode kræfter samles om at give gode og fornuftige love til landets og folkets vel.
Deri tog jeg højlig fejl.
Nu begyndte der først en forbitret kamp om forståelsen af grundloven ledsaget af et modbydeligt magtstræb af partierne og deres førere, som brugte alle midler som fordrejelse af sandheden, ja åbenbare løgne for at fremme deres sag.
Endnu troede jeg ikke, det var muligt at få den største og ellers rettænkende del af landets vælgere med på denne efter min mening slette vej; men de mange politiske møder, de ophidsende og sandhedsfordrejende bladartikler, der så at sige dagligt bleve indførte i ethvert hus, gjorde den tilsigtede virkning, og i midten af halvfjerdserne begyndte den ophidsede stemning at gøre sig gældende især blandt landbefolkningen, indtil den kulminerede mod firsernes slutning.
Det var en formelig oprørsånd, der rørte sig, og mangen venstremand drømte om at samles med store skarer, der skulle drage ind til København og afsætte både regeringen og selve kongen.
Under disse omstændigheder var det ikke behageligt at være på landet for en lærer, som folk nok vidste havde en anden og modsat mening om disse ting.
Uagtet jeg hidtil havde levet i den bedste forståelse med mine omgivelser på egnen, og uagtet jeg undgik så meget som muligt af udtale mig derom, ville jeg ikke lade være at stemme ved valgene, men jeg mærkede snart, at man betagtede mig med ligefrem fjendtlige øjne.

Jeg mødte altid modstanderne med venlighed og forekommenhed i enhver henseende; men det var ikke nok hos de mere ophidsede mennesker.
Dog så størsteparten endnu på mig med milde øjne; men netop dette gjorde, at jeg blev anset for så meget farligere.
De vidste jo, at jeg var en husmandssøn, og at jeg ved mange lejligheder havde vist medfølelse med husmændene og de tarveligt stillede i samfundet i modsætning til min formand og vor venstresindede præst Kall-Rasmussen, der anså gårdmændene som indehavere af al politisk visdom, og som de eneste bærere af vor frihed og dens udvikling gennem tiderne, hvorimod han tilsidesatte småkårsfolkene på en temmelig hensynsløs måde, hvad der ikke sjælden gav anledning til småkonflikter mellem præsten og mig, der altid i sådanne tilfælde tog de smås parti.
Min popularitet ansås derfor for farlig og måtte modarbejdes.
Jeg, som nøje kendte forholdene på landet, betragtede hele bondebefolkningen som ens stillede i kundskaber og vidste, at den viden var snævert begrænset og langtfra tilstrækkelig til at fælde en begrundet dom om, hvad der forelå i rigsdagen.
Når jeg affattede valglisterne til folketinget, måtte jeg ofte i mit stille sind udbryde: "Hvilken sum af politisk visdom." Jeg kendte nemlig omtrent hver eneste vælger i kommunen, og mange meget nøje.
Som et talende eksempel kan jeg anføre, at en ældre bonde, en af vore rigeste gårdmænd, engang spurgte mig om, hvad en finanslov var for noget, da det jo var derom de stredes så meget inde på rigsdagen.
Jeg forklarede ham sagen, men måske var han lige klog.
Denne mand mødte regelmæssig ved valgene og afgav sin stemme til den mest radikale kandidat, og han anså vist os andre, der stemte på en højremand, for reaktionære, aristokrater, provisorister, fremmedord, som han og de andre vælgere ikke kendte betydningen af; men ansås for skældsord lige så slemme om ikke værre end kæltring og tyveknægt.

130.
I årene 1881 og 82 besøgte jeg mine søskende i Vejle og Horsens både i jule- og høstferierne, uden at jeg nu mindes noget derom.
Da jeg kom tilbage fra min høstferie i 1882, kom min før omtalte nabo, sognefoged Hans Jensen, og fortalte mig, ar der om et par dage skulle afholdes valg i Tudse kro på en valgmand til landstingsvalget i Roskilde i slutningen af september måned, og at højrepartiet i Buttrup og Tudse kommune ved et møde havde besluttet at stemme på mig, som den man lettest mente at kunne sætte igennem.
Jeg var ingenlunde glad ved denne meddelelse, da jeg ikke ønskede at blive indfiltret i det politiske roderi, og bad meget indtrængende sognefogden om at søge at frigøre mig for denne uriaspost, der, som jeg vidste, ville føre store ubehageligheder efter sig.
Derom ville han intet høre, og desuden var der kun en eller to dage til valget skulle foregå, og derfor var det nu for sent at få den omtalte beslutning forandret.
Desuden truede han med valglovens mulkter, hvis jeg blev valgt og udeblev fra valget i Roskilde.
Jeg kunne jo høre på ham, at min vægring var forudset ved det omtalte møde af højremændene. Jeg måtte altså finde mig i min skæbne.
Dagen til valgmandsvalget kom, og til min store overraskelse blev jeg valgt med stor majoritet.
Siden grundlovens indførelse var der altid valgt valgmænd af venstrepartiet, og en venstregårdmand havde mange gange været valgt til dette hverv.
Nu besejrede jeg ham, hvilket han kaldte en historisk begivenhed, og han og hele hans parti var ude af sig selv af raseri, der nærmest gik ud over mig, som dog var temmelig uskyldig heri.

Landstingsvalget for 2. landstingskreds, der omfatter Holbæk, Frederiksborg og Københavns amter samt Frederiksberg, skulle foregå i Roskilde, og så vidt jeg erindrer den 1. oktober 1882.
Der skulle vælges 8 medlemmer til landstinget efter forholdstalsvalgmåden.
Imellem 400 og 500 vælgere, middelbare og umiddelbare, deltog i valget.
Dagen før valget rejste jeg til Roskilde for at være tilstede ved et prøvevalg, som Højre da ville afholde og enes om en kandidatliste. Roskilde vrimlede af valgmænd, thi Venstre ville også holde prøvevalg dagen forud.

Da mødet var forbi, tog jeg med mange andre til København for at overnatte, da Roskilde var overfyldt; næste dag tog vi atter tilbage til denne by for at udøve vor vælgerpligt.
Ingensinde tidligere havde Højre fået valgt mere end 5 af de 8, denne gang tog vi 6, og Venstre måtte nøjes med 2.
Det var en ret interessant tur for mig, hvor jeg traf sammen med mange bekendte både af venstre og højre, blandt andre den bekendte docent Fjord, der nu i mange år har hvilet i sin grav, og for hvem der er rejst en statue udenfor Landbohøjskolens laboratorium.

Jeg så og talte med mange andre bekendte mænd, blandt andre brygger Jacobsen.
Størsteparten ere gåede til deres fædre.
På hjemvejen var jeg kun mellemfornøjet, da jeg ventede Venstres forfølgelse.
Det gik dog meget bedre, end jeg havde ventet.

131.
Et par måneder efter skulle der være sognerådsvalg i vor kommune af alle vælgere til den mindre halvdel af rådet.
Jeg havde nu været fri for denne bestilling i 9 år, men havde alligevel udført det meste af formandens arbejde i disse år.
Ved dertil given anledning havde jeg oftere udtalt, at jeg meget nødig atter ville vælges til sognerådet og især til dettes formand, da denne bestilling ikke kunne undgå at hæmme min skolegerning og tillige hindre mig i at holde aftenskole om vinteren, og jeg havde tilføjet, at jeg ville gøre alt, hvad der stod i min magt, for at blive fri.
Desuagtet hørte jeg, at Venstre i et møde havde besluttet at stemme på mig ved denne lejlighed.
Om det var for at gøre mig imod eller af andre grunde, har jeg aldrig fået at vide.
Jeg vidste, at det ikke nyttede at henvende mig til dem om at lade mig slippe fri; men derimod henvendte jeg mig til mine meningsfæller i Højre om at opstille en anden liste, hvor jeg var udeladt, i det håb, at den skulle sejre ligesom ved valgmandsvalget.
Dette gik de ind på; men ved sognerådsvalget sejrede Venstre, og jeg blev trods al modstand valgt.
Dagen efter valget tog jeg ud til amtmanden over Holbæk amt, Kammerherre Benzon, og beklagede mig over valget.
Han sagde, at han ikke kendte anden udvej til at blive fri end at henvende mig til sognerådet med et andragende derom, og hvis dette ikke frugtede, da at gå til amtsrådet.
Jeg bad da amtmanden om der at støtte mit andragende; men dette ville amtmanden ikke love mig, og jeg så nu, at jeg var fordømt til Madses brud at være, som Wessel siger.
På hjemvejen besluttede jeg så at finde mig i min skæbne uden videre ophævelse.
I det første sognerådsmøde blev jeg, som jeg havde forudset, valgt til formand.
Denne stilling var ingenlunde tiltalende, da der i rådet kun sad en af mine meningsfæller.
Som man vil se gik alt ude på landet efter politik.
Dog gik det snart bedre, end jeg havde ventet; thi vi havde jo sjælden med sager at gøre, der berørtes af politik, og det hele gik meget venskabeligt og fredeligt af til ærgrelse for vore radikale.
I tre år beholdt jeg formandspladsen, nemlig 1883, 84 og 85, længere var jeg ikke pligtig dertil, og i de følgende tre år var jeg kun almindeligt medlem, hvad der var ulige lettere.

Enkelte konflikter kunne vanskelig undgås, således da sognerådet skulle indstille 3 ansøgere til det ledige skolekald i Buttrup, hvorfra min kollega Rüssel havde søgt og fået sin afsked.
Mange ansøgere havde fremstillet sig personlig både for mig, som man mente måtte have en betydelig indflydelse på indstillingen både som formand og skolelærer, og hos de andre medlemmer.
Jeg fik dog aldeles ingen indflydelse i denne sag, da venstremændene selv i et privat møde aftalte, hvem de ville stemme på.
Ved sognerådsmødet mødte jeg med alle de indkomne ansøgninger og ville oplæse de ansøgendes navne, eksamenskarakterer og anbefalinger m.m. Dette sagde man var aldeles unødvendigt, og det brød man sig ikke om at høre.
Herover blev jeg noget irriteret og tiltalte i den anledning medlemmerne noget skarpt, hvilket de jo ikke vare vante til, og som de optoge meget fornærmeligt.
På denne formløse måde gik vi til indstillingen.
Et ungt menneske, der var hjælpelærer hos folketingsmand Fogtmann, og som havde en meget lille anden karakter, skulle stilles øverst på listen, og derefter to af de yngste og mindst kvalificerede for ikke at komme ham i vejen ved embedets besættelse.
Jeg anså dette for en stor forurettelse mod mange meget ældre og udmærket anbefalede lærere; men derved var intet at gøre, og således blev indstillingen.
Den først indstillede fik også embedet.
Heldigvis fik han senere godtgjort at være en dygtig lærer og en flink personlighed, hvem jeg siden kom til at stå i et meget venskabeligt forhold til.
En anden gang kom vi i strid om benyttelsen af skolestuerne til politiske og andre foredragsmøder.
Ved denne lejlighed gik jeg til autoriteterne, som gav mig medhold, så jeg fik disse møder i skolelokalerne forpurrede; men det vakte megen misnøje imod mig, som siden viste sig ikke at være glemt.
En af Venstres grunde til at sætte mig ind i sognerådet kan muligvis også have været, om man ikke ad den vej kunne vinde mig for deres parti, men deri tog man meget fejl.
Jeg har aldrig været ærgerrig eller magtlysten, og jeg syntes at uretten aldeles var på Venstres side, og dens halsbrækkende fortolkninger af grundloven og dens fremstormen mod magten var mig højlig imod, og jeg forstod slet ikke, hvad der kunne vindes for folket andet end få førerne på ministertaburetterne.

132.
I 1883 gik de politiske bølger højt og havde vel omtrent nået højdepunktet.
Slægt og venner havde delt sig i to lejre, der betragtede hinanden som fjender.
Der herskede en ufordragelighed, ialfald på landet, som man nu næppe kan forestille sig.
Det var helt voveligt at ytre en anden mening til modstanderne end den, de bekendte sig til, thi så kunne man godt udsætte sig for håndgribeligheder.
Berg havde enten i folketinget eller ved et møde udtalt, at kun en tiendedel af landets vælgere vare højre.
Dette parti var så lille, at det slet ikke burde eksistere.
Højre ville så ved store møder godtgøre, at partiet slet ikke var så fåtallig; men disse møder skulle forhindres ved på samme tid og sted at sammenkalde store venstremøder.
Jeg har selv ved en overfart over Storebælt hørt et ungt menneske uden nogen foranledning, da vi passerede Sprogø udbryde: der og kun der alene burde det tillades Højre at holde møder.
Han mente formodentlig, at øens størrelse passede til højrepartiet.
Iblandt andre møder, sammenkaldt af Højre, holdtes et i Hillerød for det nordøstlige Sjælland, hvortil så Venstre samtidig fik samlet en masse af dets parti.
Her kom det kun til knubbede ord og nogle mindre betydende håndgribeligheder.

Efter høsten indbødes der til et højremøde den 9. september i Jyderup ved den smukke Skarritsø for det nordvestlige Sjælland og hvem, der ellers ville møde.
Der blev bestilt ekstratog både fra Roskilde og Kalundborg, og disse tog kunne alene benyttes af dem, der bar Højres mærke.
Venstre indbød straks efter til møde i Jyderup samme dag, kun en time tidligere.
Højre havde fået tilladelse af skovejeren, Grev Lerche, Lerchenborg, til at benytte en åben plads i skoven, medens Venstre måtte tage til takke med en stor grusgrav på en gårdmands mark i nærheden af banestationen.
Indbyderne til højremødet havde af mange artikler i venstrebladene forudset, at mødet ikke ville forløbe uden voldsomheder fra Venstres side, hvorfor de havde forhandlet med Københavns politi om at låne en politistyrke fra hovedstaden, og dette indgik på at sende 20 håndfaste betjente til mødet under herredsfogden i Merløse og Tudse herreder, Mejnerts, kommando.
Jeg var med det meget store banetog for Højre og steg ind ved Regstrup station.
Det holdt ved alle stationerne for at medtage alle dem, der vare berettigede til at køre med.
Vi holdt også ved Jyderup station, men straks efter kom der bud om, at ingen måtte stige ud.
Noget efter kørte toget uden noget signal ganske sagte videre, indtil vi holdt tæt ved den plads i skoven, hvor mødet skulle holdes, og herfra strømmede vi så alle hen på pladsen.
Sagen var nemlig den, at venstremændene i stort antal vare stimlede sammen på pladsen foran banegården for at tage imod os, efterhånden som vi kom ud gennem dørene.
De havde i den anledning forsynet sig med mange slagt slagvåben og købte alle de stokke, som vare at opdrive i stationsbyen.
Nu stode de og stirrede på forsiden af stationsbygningen, medens vi i stilhed kørte videre.
Vort møde gik meget stilfærdigt af, og af talere kan jeg mindes Grev Scheel til Nygaard, vistnok Professor Brix og den daværende folketingsmand Niels Andersen fra Fyn, en meget habil taler.

Det var et meget talrigt højremøde, såvidt jeg kunne skønne, det største møde jeg nogensinde havde overværet.
Efter at mødet var sluttet, strømmede deltagerne ud i skoven og ned til Skarritsøens bredder.

Imidlertid var Venstres møde også afsluttet, dette møde, hvor der efter tilstedeværendes udsagn var holdt brandrøde taler med ophidsende udfald mod Højre af folketingsmændene Fogtmann og Dønnergaard m. fl.
Jeg og en hel del andre vare nu komne hen på pladsen foran banegården og bleve her vidner til et løjerligt optog.
Øst for hotellet var den gang et lille bakkestrøg, som var skovbevokset.
Ud mod banegårdspladsen var en gang, hvor venstremændene passerede i tætte rækker og vedblev dermed i længere tid.
Jeg, som kendte flere af de marcherende personer, opdagede at nogle af dem passerede flere gange forbi, og det blev da klart for mig, at de gik rundt bag om bakken for at imponere ved deres store antal.
Ideen var jo slet ikke original, den var jo allerede praktiseret af Tordenskjold i Dynekilen.
Vest for hotellet var på et fladt stykke grønjord opslået et meget stort telt. Der skulle højremændene holde fællesspisning i et antal af ca. 600.
Pladsen, hvor teltet var opført, grænsede til banegårdspladsen, og i skellet var et lavt rækværk af større og mindre træstykker, og i midten af dette rækværk var lavet en stor indgangsport, prydet med gran, bøgeløv og blomster.
Derigennem skulle de, der havde fået spisebillet, passere hen til teltet, der lå omtrent en snes skridt derfra inde på pladsen.
Såsnart de spisende havde bænket sig omkring bordene, strømmede venstremændene ind på banegårdspladsen i stort antal, så at denne blev bepakket af mennesker.
Langs rækværket stod de 20 københavnske betjente og søgte at holde mængden, som trængte stærkt på, tilbage.
Dennes hensigt var nok at trænge ind på pladsen og overskære rebene, der holdt teltet, så det kunne falde ned over de spisende.
Var dette lykkedes, ville der utvivlsomt være sket en stor ulykke; thi i teltet var en stor mængde lamper og lys, der uden tvivl havde antændt sejlduget, og følgerne kunne være blevne frygtelige.
Mængden trængte under hurraråb på, medens herredsfoged Meinert i bevægelige ord bad førerne og hoben om at holde sig tilbage.
Dette ænsede de stormende ikke en døjt.
Men amtmand Benzon, som så faren, bad Meinert om at overgive kommandoen til herredsfogdens fuldmægtig, Rancke.
Denne var en djærv og resolut personlighed, og nu fik sagen en anden gænge. Han opfordrede 3 gange i kongens og lovens navn folkemængden om at høre op med stormen.
Da dette ikke frugtede, kommanderede han: Stavene frem, hug ind! Og nu vankede der vældige tærsk.
De stormende forsvarede sig med stokke, med stykker af det nedbrudte rækværk og med kastevåben som sten og tomme ølflasker.
Imidlertid måtte de stormende vige tilbage; men gentoge angrebet under hurraråb ikke så få gange.
Jeg havde fået plads ved et af bordene næsten tæt ved indgangen, hvorfra jeg kunne iagttage det hele.
Det var ganske vist uhyggeligt, og en gammel mand, som sad ved siden af mig, græd, og en møller, som sad ved min anden side, foreslog, at vi skulle se at komme bag ud af teltet og flygte hen over markerne.
Da vi mærkede, at fremstødene bleve svagere, bleve vi dog siddende.
Jeg gik et par skridt udenfor teltet, da kom et par betjente trækkende med Fogtmann, som de havde taget til fange, og førte ham ind i teltet, hvor han måtte blive en times tid, til det hele var blevet roligt.
Han kaldte mig til vidne på, hvor slet han var blevet behandlet; men jeg ynkede ham ikke, da jeg anså ham som hovedføreren for stormen.
Kort efter hørte spektaklet op, og de gode venstremænd skyndte sig hjem hver til sit, adskillige vistnok med nogen ømhed i kroppen; thi fra min plads i teltet kunne jeg tydelig høre slagene af politistavene.
Desværre blev en københavnsk betjent omringet og kastet til jorden og derefter mishandlet i den grad, at han aldrig senere forvandt det, hvorfor han måtte gå af med pension.

Flere af Højre, som var kommen for nær de stormende, fik slemme skrammer, og inde i teltet kaldtes der flere gange på læger.
Min gode ven, proprietær Hansen, Lille Frydendal, kom ind i teltet med blodet flydende ned over hele ansigtet.
Han havde fået en bajersk ølflaske i panden, hvor dog hatteskyggen havde afbødet det værste.
Da der var bragt rolighed tilveje, holdtes der mange taler ved bordet, blandt andre af Carl Ploug.
Dem måtte Fogtmann under sit fangenskab stå og høre på.
Jeg hørte lidet eller intet, dertil var jeg alt for optaget af dagens begivenheder.
Imidlertid havde den langt overvejende del af Højre været ude i skoven og ved Skarritsø og havde slet ikke mærket noget til tumulten og bleve højt forbavsede, da de hørte, hvorledes det var gået til.
Efter mødet kom en kriminalretsassessor ud på egnen og afholdt tillige med flere opdagere forhør over en mængde personer; men venstremændene vare tavse, og der kom kun lidet ud deraf.
Dog blev adskillige venstremænd arresterede, og ganske enkelte tiltalte og straffede med vand og brød.
Til amindelse om denne begivenhed har jeg opbevaret min spisebillet.

133.
Om den følgende tid
har jeg kun lidet at berette.
I høst- og juleferie besøgte jeg hvert år mine søskende i Vejle og Horsens, og derom har jeg kun glædelige erindringer.
Det var min hensigt at tage med til det nordiske skolemøde i Kristiania 1885, men blev forhindret derved, at min søsters and, sognefoged Rasmus Jensen i Gislinge, der alt i lang tid havde lidt af brystsyge, nu i høst var bleven saa angreben, at man kunde vente hans snarlige bortgang, hvilket også skete i efteråret 1885, og min søster blev nu anden gang enke.
Rasmus Jensen var en blid og sagtmodig karakter, som jeg holdt meget af.
Han var også agtet og yndet af alle, der kendte ham, og han havde vist aldrig haft nogen uven, saa det var et stort tab for min søster og alle vi andre, at vi skulde miste ham.

Det var, saa vidt jeg husker, denne sommerferie, at jeg havde min svigermoder og mine to små døtre med på den sædvanlige rejse til Vejle og Horsens.
På grund af min yngste datters halssyge måtte vi udsætte hjemrejsen en uge.
Denne foregik med det lille dampskib "Vejle" fra Vejle til Kalundborg.
Allerede da vi gik ned til havnen, mærkede jeg, at det blæste stærkt, men anede ingen fare.
Udad fjorden anløb vi Tirsbæk, hvor der kom en yngre herre ombord, hvem jeg fik lejlighed til at vise en lille høflighedstjeneste.
Da vi kom til mundingen af fjorden ud for Lillebælt, var stormen stegen næsten til orkan, og det lille skib væltede sig snart til den ene side snart til den anden.
Jeg stod med en af mine døtre under hver arm og holdt mig fast ved et jernrækværk omtrent midtskibs.
Min gamle svigermoder var søsyg og trillede omkuld ned mod den ene ræling, der til tider næsten var under vandet, en hel del smørdritler og andet løst gods trillede ned omkring hende, og det saa meget farligt ud, tilmed da skibet uafbrudt truede med at vælte.
Da kom den ovenomtalte herre og slæbte den gamle ned i kahytten, ja, han hentede endog et glas vand til hende.
Da vi nåede ud for Bogense, begyndte dog skibets slingringer at blive lidt mindre voldsomme, og faren syntes noget mindre; men jeg frygtede for mundingen af Store Bælt, dog gik det her bedre end forventet, og vi sejlede velbeholdne ind i Kalundborg fjord.
Her takkede jeg kaptajnen for at have ført os velbeholdne over det urolige Kattegat og spurgte ham, hvorledes det kunde hænge sammen, at skibet således væltede fra den ene side til den anden; han tilstod da, at grunden dertil var, at det havde for lidt ballast, da der på udturen fra København under Refsnæs kulde indtages 1300 tønder raps, og at man derfor havde ment i Vejle at kunde nøjes med saa lidt ballast på overfarten til Kalundborg.
Han erklærede tillige, at faren havde været i højeste grad overhængende.

Da den omtalte herre efter at have hilst meget høfligt til afsked, og jeg sagt ham tak for hans gode hjælp, gik fra borde, gik han hen til et firspændigt køretøj, der holdt på skibsbroen, og jeg så, at kusk og tjener hilste meget dybt.
På forespørgsel hos kaptajnen fik jeg da at vide, at det ikke var nogen ringere end lensgreve Schak til Schakenborg, og at køretøjet tilhørte grev Lerche Lerchenborg, hvis svigersøn han var.
Det var sidste gang, min svigermoder var med os i Jylland.
Da vi kom hjem til Tudse og så ud i haven, lå al vor dejlige frugt på jorden.

134.
1886, søndag efter mikkelsdag,
saa vidt jeg mindes den 3. oktober, var der fest i Tudse skole.
Da blev begge mine døtre konfirmerede af pastor Kall-Rasmussen i Tudse kirke.
Om eftermiddagen og aftenen havde vi et ret stort selskab af slægt og venner, blandt andre min broder J. C. Christiansen fra Vejle, min søster Inger Magdalene, nu gårdmandsenke i Gislinge, min svoger gårdmand Niels Larsen og hustru, som var min afdøde kones eneste søster, samt mange af vore venner og omgangskreds og alt gik særdeles fornøjeligt.

1887 erindrer jeg ikke, at der er passeret mig noget særdeles mærkeligt.
I foråret dette år rejste min ældste datter, Cathrine, for første gang ud i verden for at lære andre husskikke at kende og blev ansat i provst Hejbergs hus i Vemmeløv præstegård.
Provstinden var nemlig en søster til professor Lytkens hustru, hvor min afdøde kone havde tilbragt 7 af sine ungdomsår, og med hvem jeg siden havde vedligeholdt en temmelig livlig forbindelse.
Jeg fulgte min datter til Vemmeløv og overnattede der, medens jeg næste dag rejste hjem, fulgt af provsten til Roskilde, hvortil han var bleven befordret som præst ved domkirken.
Jeg var noget benauet ved for første gang at sende min datter ud i verden.
Vinteren derefter blev meget streng og varede til langt hen i foråret 1888.
Dette år kom min datter Cathrine til Vejle, hvor hun var i huset hos min broder Mads Christiansens og året derefter hos J. C. Christiansens.

Jeg havde hørt og læst saa meget om den store udstilling i København 1888 og forberedelserne dertil, at jeg den første sommertid fik lyst til at se denne, og det var for mig en nydelsesrig tur, som ikke skuffede mine forventninger og varede i 4 dage.
Hvad jeg især dvælede ved var de skønne malerisamlinger og det smukke terræn i Tivoli og der omkring, samt også de mange smukke, mærkelige og værdifulde sager, der fandtes på denne udstilling.
Som sædvanligt besøgte jeg i høstferien mine søskende i Vejle og Horsens, og nogle dage inden slutningen af ferien formåede jeg min svoger J. C. Madsen til at tage med ind og se udstillingen endnu en gang, han havde også været der en gang før, men han som er meget videbegærlig, samtykkede heri, og vi to tillige med min datter Cathrine toge atter til København for en gang til grundig at gennemgå udstillingen.
Da vi vare mættede af den megen øjenslyst, drog enhver til sit.
Endnu en gang i dette år kulde jeg komme til et kort besøg i hovedstaden.

Den 15. november havde vor konge regeret i 25 år, og i den anledning vilde højreforeningerne foranstalte et fanetog forbi slottet på Amalienborg, hvor kongen og dronningen vilde være tilstede og hilse på deltagerne i toget.
Med ekstratog førtes vi højremænd fra Holbæk til København.
Da fanerne vare uddelte, vandrede vi igennem en stor del af hovedgaderne, hvor størsteparten af husene vare overdådigt smykkede, og herrer og damer stod i vinduerne og kastede blomster ned på os, til vi nåede Amalienborg plads, hvor vi defilerede forbi de kongelige, der stod på slotsaltanen og bukkede uafladeligt.
Derpå droge vi hen og afleverede fanerne og skiltes til hver sin bestemmelse.
Det var et uhyre stort tog og feststemningen var stor i København.
Om aftenen vare næsten alle vinduerne i hovedgaderne illuminerede.
Udad aftenen toge vi hjem og dermed vare festen til ende for vort vedkommende.

Så mangler der igen nogle sider.


nemmelig:
Men største delen af hans produktion har jeg slet ikke kunnet forstå.
Hans ivrige tilbedere og tilhængere har jeg for en stor del måttet anse som forvrøvlede personligheder, hvem det næsten ikke er muligt at tage alvorligt.
Det har derfor undret mig, at grundtvigianismen har vundet så stor udbredelse i vort folk, og jeg har tænkt mig, at det tågede og uklare af en mængde mennesker anses for dybsind.
I Tudse sogn fandtes ingen af denne retning i mange år efter, at jeg var kommen dertil, når undtages præsten, Kall-Rasmussen, som boede i Buttrup, og han havde liden eller ingen indflydelse på befolkningen og søgte heller ikke at gøre sine meninger gældende.
Men i midten af firserne kom et par højskolefolk fra andre sogne dertil, og de havde stor lyst til at vinde beboerne for deres såkaldte livssyn.
For at nå deres formål begyndte de med at stifte en foredragsforening og ønskede at benytte stolestuen til forsamlingslokale.
Da en af dem henvendte sig til mig derom, havde jeg en mængde betænkeligheder derved. Jeg frygtede nemlig, hvad jeg dog ikke udtalte, at det skulle blive sædet for en politisk klub; thi i hine tider overskyggede venstrepolitikken alt andet.
De gik derfor til sognerådet, hvor jeg da var medlem, med deres andragende, og efter en temmelig hidsig debat blev andraget bevilget.
Hermed skulle jeg vistnok have ladet denne sag bero; men da jeg på den tid var ikke lidet opirret over denne ståhej, venstremændene satte i scene for at komme regeringen og alle autoriteter til livs lige fra de højeste til de laveste, og da jeg havde læst, at det andre steder var bleven forbudt at benytte skolelokalerne til andet end deres egentlige bestemmelse, så forespurgte jeg skoledirektionen, om det da var tilladt hos os.
Denne gav mig medhold og svarede nej.
Imidlertid havde foreningen begyndt at holde møder i skolestuen, og i det første møde, efter at jeg havde modtaget skoledirektionens skrivelse, oplæste jeg denne for formanden.
Han erklærede, at de desuagtet ville vedblive at holde møder i skolen.
I direktionens skrivelse var det mig pålagt at indberette, hvis de alligevel holdt møde, og jeg var således nødt dertil.
Nu gik sagen til ministeriet; men vreden gik ud over mig. Efter nogen tids forløb kom den besked, at der ikke måtte holdes møder i skolen, og så hørte de tilsidst op, da der truedes med politiforanstaltninger. Bitterheden i sindene var stor og holdtes vedlige længe efter.

136.
Med året 1888 udløb min sidste sognerådsperiode. Hver af disse havde varet i 6 år med 9 års mellemrum.
I den første havde jeg været formand i 5 år og i den sidste 3 år, altså havde jeg været medlem i 12 og deraf de 8 som formand.
Nu var jeg over 58 år og ønskede ikke oftere at beklæde denne stilling.
Mit forhold til de forskellige skiftende medlemmer havde på enkelte små rivninger nær været særdeles godt og venskabeligt. Jeg ønskede derfor at samles med dem ved det sidste møde i mit eget hjem, hvorfor jeg indbød dem og de nyvalgte, tiltrædende medlemmer til møde den 3. december 1888.
Dette møde var som sædvanligt det længste i hele året, da vi i dette skulle lægge overslaget og skatteligningen for det kommende år.
Det varede fra klokken 9 formiddag til 10 aften, dog med visse mellemrum til spisning, samtale m.m. Jeg beværtede den temmelig talrige forsamling, så godt det stod i min magt, med frokost, middag og aftensmad, og efter til slutning af have nydt en bolle punch sagde vi hinanden farvel i den bedste stemning.

137.
Venstre anvendte mange midler for at tvinge og true modstanderne over på deres side, således riffelforeninger, skattenægtelser, økonomisk krig m. m.
Denne sidste anvendtes især mod de næringsdrivende og benyttedes også mod skolelærere på landet, hvis lønningsmåde var særdeles egnet til at påvirke og kue disse småtlønnede bestillingsmænd.
En ret væsentlig del af lønningen bestod i højtidsoffer accidentser, ved bryllupper, barnedåb, konfirmation og begravelser.
Ved at indskrænke eller helt undlade disse ydelser kunne de lavt lønnede skolelærere rammes meget føleligt, og en stor del af mine kollegaer måtte af frygt for nedgang i deres indtægter vandre til Kanossa.
Jeg, som altid har holdt strengt på, hvad jeg anså for ret og rigtigt og desuden var velstillet i pekuniære henseender, besluttede ikke at lade mig bøje, hvis denne krig skulle blive anvendt mod mig.
Så skete det juledag 1888 at omtrent en fjerdedel af de offerpligtige, der vare mødte til ofring i kirken, gik mig forbi.
Jeg havde ingen anelse derom i forvejen og blev derfor temmelig altereret; men ved rolig overvejelse blev jeg enig med mig selv om at se tiden an og i det mindste bie til påske, da vi atter havde offerdag, inden jeg foretog noget.
Måske kunne demonstranterne imidlertid betænke sig og oprette det forsømte. Det skete også med enkelte, men de fleste udebleve.
Bag efter fik jeg at vide, at hovedmændene for denne demonstration, hvoraf et par havde været mine gæster ved det foran omtalte sognerådsmøde, havde haft sammenkaldt til møde i Tudse kro af de offerpligtige for at formå dem til at nægte mig mit juleoffer; men at det store flertal ikke ville gå med dertil.
Jeg fik også at vide, at der ligeledes samme juledag var foretaget offernægtelse hos to af mine nabolærere i Udby og Søstrup, og at det hele formodentlig var blevet bestemt og sat i scene ved et samråd af lederne på et venstreredaktionskontor i Holbæk og muligvis efter impulser fra vor egns folketingsmænd.
Hvorvidt det forholder sig således skal jeg dog ikke påstå.
Da påsken 1889 var forløben og en del offerpligtige endnu ikke havde indfundne sig med det skyldige beløb, indgav jeg en klage til amtsrådet med en begæring om at få restanterne ansatte samt en liste over disse.
Denne klage blev behandlet i næste amtsrådsmøde, og efter at sognerådet var hørt, blev der i næste møde vedtaget en skala, hvorefter de offerpligtige havde at betale.
Da der endnu hengik lang tid uden at nogen indfandt sig med betaling, blev restancelisten sendt til herredsfogden, som lod sognefogden opkræve beløbet.
Nu begyndte et par beboere at nægte mig accidensofferet ved en begravelse og en barnedåb eller tilbyde mig et uanstændigt lille honorar.
For at få dette ansat, måtte jeg lade vedkommende indstævne til forlig, og da dette ikke blev opnået, gik det til underretten.
Jeg ansøgte om fri proces, som beredvilligt blev mig tilstået, og amtet beskikkede sagfører Ohlmann i Holbæk, medlem af skolerådet, til at føre min sag.
Den trak længe ud, men endte med at begge bleve dømte efter min påstand.
Dermed var hele denne offerstrid til ende, og jeg hørte aldrig mere derom; men så længe det stod på, havde den været meget pinlig for mig, der ellers holdt så meget af fred og god forståelse.

138.
Historie har altid været min kæreste læsning, og de ikke mange minder vi har bevarede fra vor fortid, har jeg altid betragtet med stor interesse.
Til disse hører vore gamle landsbykirker, hvoriblandt Tudse kirke må regnes som den, der har navn efter herredet og formodentlig er en af de ældste i herredet.
Den må fra først af have været lille og uanseelig, da tårnet øjensynlig er en langt senere tilføjning, hvilket også gælder hvælvningerne.
Allerede længe havde jeg set, at der på de meget ujævne sidemure havde været maling, når noget kalkpuds under reparationen var faldet af, og på en af hvælvningerne fandtes et meget råt maleri forestillende Jesu fødsel, og som ikke havde været overkalket.
En gårdmand i Tudse, Jens Petersen, Ny Sonnerup, der havde stor interesse i slige sager, havde formået en af Nationalmuseets embedsmænd, der tilfældigvis var i besøg på egnen, til at undersøge en anden hvælvning, og ved at banke kalklaget af fremkom et billede af Josef og Marias flugt til Ægypten.
En tid efter kom en udsending fra Nationalmuseet og afdækkede de øvrige malerier, hvoraf han i lille målestok sendte tegninger til museet.
Det var i eftersommeren 1889.
Næste forår var det blevet bestemt, af professor J. Kornerup fra Roskilde skulle tage ud og restaurere kalkmalerierne, og jeg fik anmodning om at tage ham i huset hos mig, så længe arbejdet stod på.
Den 5. juni 1890 indfandt han sig i Tudse skole og blev der omtrent 3 uger.
Det blev en meget interessant tid for mig, dels ved at se til ham henne i kirken, hvor han forklarede mig de mange restaurerede billeder og den tid, på hvilken de efter alt at dømme vare udførte.

På den side af korbuen, der vender mod prædikestolen, fandtes Olav den Helliges billede, der dog var så ramponeret, at det næsten helt måtte fornyes.
Kornerup antog, at kirken var viet til denne helgen, hvilket var tilfældet med en stor del af kirkerne her i landet, vistnok flere end til den danske helgen Knud den Hellige, måske lå det i, at denne sidste blev hadet af befolkningen, fordi han idømte den store bøder, fordi den ikke ville deltage i hans planlagte Englandstog og derefter forsøgte på at indføre tienden, hvorimod Olavs fader, Magnus den Gode, var almindelig elsket, så længe han regerede over Danmark.
Kornerup var en ualmindelig meddelsom og veltalende mand, der havde rejst og set meget. Hver dag, når vi havde spist til aften ved 6 a 7 tiden, tilbragte vi den øvrige tid til midnat ved et glas toddy, og han var uudtømmelig i at skildre sine rejser både i ind- og udland og navnlig minderne om vore fædre både i kirker og herregårde m. m.
Jeg var en opmærksom tilhører, og vort stof slap aldrig op. For mig, der for det meste omgikkes bønder, var det en nydelsesrig tid, som ikke glemmes.

139.
De sidste fem år, jeg tilbragte i Tudse skole, 1891-95, var for mig en meget rolig tid, helliget min skolegerning.
Vore politiske gårdmænd vare blevne mærkværdig tamme efter attentatet på Estrup, og som følge deraf oprettelsen af et gendarmerikorps.
I førstningen rasede de vel over "de blå", som de kaldte dem; men det blev kun til knips i lommen, ialfald på vor egn, og man mærkede hvor lidt der i grunden skulle til for at tæmme de tilsyneladende ustyrlige gemytter.
Efterhånden gik det op for selv for de mere ophidsede mennesker, at dette korps gjorde megen nytte ved at hæmme eller tilsidst helt at udrydde vagabonderingen, og sluttelig så man endog med velvilje på "de blå", der ofte indbødes på en kop kaffe.
Den befolkning var nu igen rolig og besindig som fra først af.

I disse år mindes jeg ikke at have oplevet noget mærkeligt, som behøver at optegnes.
Kun købte jeg i sommerferien 1894 et fjortendageskort til statsbanerne, hvorpå jeg fartede omkring i landet, dels til København, Helsingør og Helsingborg og beså Kronborg, besteg Kärnan m.m., dels i Vestjylland, hvor jeg gæstede Ribe og Fanø, var i Lemvig og Viborg.
Min ældste datter havde den gang plads i Vestermølle ikke langt fra Lemvig, og jeg gik sammen med hende til Fjaltring, hvor havet brød umiddelbart mod den mange favne høje, stejle skrænt.
Det var et storartet syn, men unægtelig sørgeligt, at det grådige hav år efter år tager store stykker bort af den frugtbare jord.
Hvor dog trævæksten på denne egn var småt og forkrøblet, plaget af den evindelige vestenvind.

Af flere grunde tænkte jeg på at søge min afsked, når jeg havde været fast ansat i det offentlige skolevæsens tjeneste i 40 år, hvilket tidspunkt vilde indtræde en 17. april 1895.
Jeg følte, at jeg trættedes mere ved skolegerningen end tidligere og vilde nødig, at beboerne skulde mærke, at jeg tabte min iver og lyst og skulde ønske mig afløst af yngre kræfter, ligesom jeg også indså, at min pension efter 1. april 1896 vilde blive lavere, begrundet i kornprisernes fald i 10-aaret 1886-96, hvorefter de følgende 10 års reguleringsum af embedet vilde blive beregnet og fastsat, og derefter kom pensionen til at rette sig.

Tidlig i foråret 1895 indgav jeg min ansøgning om afsked med pension til 1. juli 1895, og denne blev mig bevilget.
Det var ikke med noget let sind, jeg foretog dette skridt.
Nu skulde jeg altså forlade min kære skolegerning og de mange kære venner, jeg havde erhvervet mig på denne egn, og med hvem jeg havde delt glæder og sorger i 38 år, 8 år i Trønninge og 30 år i Tudse.
Mange havde jeg sagt det sidste bedrøvede farvel ved deres grave, og nu skulde jeg sige farvel til de efterlevende.
Mit farvel til skolebørnene var meget vemodigt, og den sidste dag, vi vare samlede, kom de, efter hvad der fortaltes mig bagefter, næsten alle grædende hjem.
Forinden jeg rejste, overrakte beboerne mig en kalligraferet adresse og et stort regulator-uhr.
Alle misforståelser vare jævnede og glemte, og jeg skiltes fra dem som venner, måske dog på en enkelt undtagelse nær.
Jeg havde endog den glæde at en af mine mest erklærede politiske modstandere tilligemed en god ven af mig satte sig i spidsen for indbydelsen til adressen og indsamlingen til uret og var med til at overrække mig disse ting.
Dagen før min afrejselod jeg holde auktion over mine kreaturer og størstedelen af mit løsøre.
Endnu må jeg omtale, hvor ondt det gjorde mig at forlade den lille hyggelige bolig i Tudse skole, hvor jeg havde tilbragt saa mange år af mit liv i glæder og sorger og ofte i en munter kreds af gode venner, forlade den store have og de mange prægtige træer, forlade den gamle kirke og kirkegård med de mange minder om afdøde venner, og hvor jeg havde dvælet saa længe og saa ofte i andagtsfulde timer.

Sidste gang, jeg forrettede kirketjeneste, var jeg meget bevæget, og det kostede mig stor anstrengelse at bede slutningsbønnen uden at udbryde i gråd.
Dog måtte jeg være taknemmelig i de fleste henseender, også hvad det pekuniære angik, da jeg rejste derfra med en samlet kapital af omtrent 18000.- kr. og en årlig pension af 1245.- kr. der senere er bleven forhøjet til 1312.- kroner.

Og dermed farvel til Tudse skole.

Redigeret af:
Gitte Johansen
Efterkommer af Maximilianussen
til toppen