Sommeren 1838.


Sommeren 1838

14.
      gav jeg mig ofte ærinde hjem til mine forældre, thi da var der noget at høre og se.
Der blev nemlig bygget 3 fag til enden af vor stuehus, og vi havde til dette arbejde både murere og tømrere.
Det blev opført i grundmur af gule sten med forsiringer på de to hjørner, der vendte mod øst, og indrettet til storstue med gæstekammer mod nord.
Gulvene vare ligeledes af gule, brændte sten, hvilket var en stor luksus i forhold til de sædvanlige leergulve.
Jeg kan mindes, at min fader skrev med kridt over indgangsdøren til gæstekammeret på den rå mur:" Frederiks kabinet".
Det smigrede mig meget, men kort efter blev inskriptionen overkalket, da stuen blev hvidtet.
Vinduer og døre blev oliemalede med lysegrå perlefarve, der den gang var eneherskende modefarve.
Udvendig blev det stykke hus overmalet med gul kalkfarve og med hvide streger i fugerne mellem hver sten, undtagen forsiringerne på hjørnerne, der blev kalkede hvide.
Jeg synes dette tog sig meget prægtig ud og mine forældre vare også stolte af denne forbedring af deres lejlighed, der også omordnedes og forbedredes betydeligt.
Navnlig mindes jeg indgangsdøren, der kom til at bestå af to fløjdøre, der havde puklet glas i den øverste fyldning, for at give lysning til den lille gang eller forstue.

15.
I Urskov blev jeg
  ved denne tid sat til at være gåsehyrde om sommeren for deres temmelig store gåseflok, når det ikke kolliderede med min skolegang; thi skolen måtte jeg passe nøjagtig, og der tåltes ingen forsømmelser, om end vejret var aldrig så slet.
At passe gæs var ingen behagelig bestilling, især ved den tid de blevne flyvefærdige.
Jeg måtte uafbrudt kredse omkring flokken, for at holde dem inden for de afstukne grænser, og kom den for nær til en havreager, vare gæssene ikke til at styre, de spredte sig da over et stort område og helmede ikke, før enkelte af dem nåede havren, og når jeg drev dem ud ved den ene ende af ageren, vare de andre på færde langs ageren helt til den anden ende, og de spredte sig nu over hele ageren, så det omtrent var en umulighed for et enkelt menneske at få dem jaget ud, inden de havde mættet sig tilstrækkeligt.
Engang kom jeg under denne gerning i en svær knibe.
Vi vare kommet for nær til søen, og da gæssene øjnede vandet, fløj de fra mig ud i søen, svømmede over til den anden side, strøg op over bakken og landede der i Mads Nedergaards havre.
Nu vare gode råd dyre.
Jeg bestemte mig til at tage vor fladbundede båd og stage mig over søen for at få fat i gæssene.
Jeg kunde ikke finde den såkaldte algier, en lang rund stage med et tregrenet jern på enden, der brugtes både til at stikke ål og gedder med og til at stage sig frem over den ikke ret dybe sø.
I mangel deraf tog jeg en anden kort stage, som jeg fandt ved søbredden, men tog mig ikke i agt for at stagen var for kort, og at der blæste en stærk fralandsvind.
Jeg kom snart ud, hvor stagen ikke kunde bunde, men måtte holde mig fast ved sivene, som groede der, og kunde hverken komme frem eller tilbage.
Heldigvis kom der et par jægere og fiskere ved den anden side af søen og sejlede ud i den båd, som fandtes der.
Da jeg fik øje på dem, skreg jeg af alle kræfter, indtil de hørte det, men så sejlede de over søen og hjalp mig i land.
Jeg kom grædende hjem og fortalte mit vanheld.
Mine plejeforældre blev så glade ved at have mig i behold, at de både glemte at skænde og tale om gæssene, der, så vidt jeg husker, kom tilbage af sig selv.
Men det blev mig strængeligt forbudt at sejle ene ud på søen, og til yderligere betryggelse blev båden lænket fast til en solid pæl og derefter forsynet med en forsvarlig hængelås.
Muligvis blev jeg også fritagen for min gerning som gåsehyrde ved samme lejlighed. Senere blev jeg benyttet som tjenestedrengens medhjælper ved kreaturernes pasning i sommertiden.

16.
I min barndom
  hørte jeg en mængde historier om varsler, spøgelser og genfærd, troldtøj m. m. Disse fortællinger, der gerne fortaltes troværdigt og som oplevede af fortælleren selv, gjorde stærkt indtryk på min fantasi, og jeg påhørte dem med stor opmærksomhed.
Følgen deraf var, at jeg ikke turde gå ene udenfor en dør efter mørkets frembrud.
Især vare de, der var fødte på en søndag, og det var jeg, begavede med den evne at kunne se sådanne gespenster, medens de for andre mennesker vare usynlige, dog gjorde de ingen, som gik i sit lovlige ærinde, nogen fortræd; men fik man øje på sådant noget, kunde man ikke andet end blive i høj grad forskrækket.
I Urskov fandtes der heldigvis intet spøgeri, men ikke langt derfra.
Den omtalte landevej gik tværs igennem jorderne langs med den søndre side af hegnet mod nørre indelukke.
Ved den vestlige ende af dette hegn stod der en mellemting af en busk og et træ; det var nok en skovabild, der var bleven forkrøblet af vestenvinden; vi kaldte den tornebusken. Her var det galt fat; thi her stod hver aften en grå mand, der af dem, der havde set ham, blev beskreven meget nøje.
En mørk aften blev jeg sendt i et ærinde til Plougstrup.
For ikke at åbenbare mit kujoneri, gik jeg, men med angst i kroppen.
Da jeg nåede i nærheden af busken, gik jeg en lang omvej; men på hjemvejen kom jeg til at tænke på, hvad Nielsen havde sagt i skolen, at slige historier skulde vi ikke tro på, men hvis vi så noget usædvanligt om aftenen, skulde vi dristigt gå nærmere og undersøge sagen, det skulde da nok vise sig, at synet havde en naturlig årsag.
Det gjorde jeg den aften, da den grå mand i afstand viste sig for mig, og det var da kun nogle lyngtoppe, der vare blæste eller med vilje satte op i træet.
Dette hjalp meget på min spøgelsesfrygt, der dog først fuldkommen forsvandt, efter at jeg var bleven voksen.
I den samme busk brændte også efter mange folks udsagn, som forsikrede at have set det, lys hver nat, hvilket betød, at her lå en skat nedgravet.
Adskillige havde også hørt smæld nede i jorden, som når et kistelåg slåes hårdt i.
Det var da åbenbart, at det var trolden, den grå mand, der slog kistelåget i, når han var færdig med at tælle sine penge, og det var ham der var oppe at trække frisk luft, efter at mørket var faldet på.
Denne tro var så stærk, at to nærtboende mænd en sommernat gav sig til i al stilhed at grave efter skatten.
Uheldigvis var en af vore karle før solen stod op ude at flytte hestene, der stod tøjrede i nærheden.
Da han så, at der blev gravet under busken, gik han derhen og bød god morgen til mændene, som han kendte, og spurgte:" Hvad bestiller i her?" Nu var det hele forpurret, da skatten efter mændenes formening sank 20 alen dybere i jorden ved det første ord, der blev talt.
Karlen løb hjem og fortalte, hvad han havde set.
Min morbroder var endnu ikke stået op. Han skyndte sig med at komme i klæderne og ilede derhen, men da han kom, var hullet jævnet, og skattegraverne forsvundne.
Siden måtte de døje mange stikpiller for deres uheldige bedrift.

17.
Engang
  i min tidlige barndom var der stort 2 eller 3 dages gilde i Urskov, i hvilken anledning husker jeg ikke, men det har vel været bryllup eller barnedåb.
Derimod kan jeg mindes forberedelserne og noget af gildet.
Det første, der foregik var, at der blev forhandlet med kokkekonen om, når hun kunde være til tjeneste, thi hun, der boede enten i AAle eller Hjortsvang, var uundværlig og havde en meget stor kundekreds.
Når tiden var aftalt, gav hun en opskrift af, hvad der skulde købes i nærmeste købstad i forhold til gæsternes antal, og adskillige andre forskrifter.
Omtrent 8 dage før gildet blev hun hentet og havde nu fuldstændig rådighed over køkken og bryggers samt over konen og pigerne indtil gildet var endt, og hun var af den slags, der herskede myndig og absolut, thi af hende afhang det, om bagningen og brygningen samt tillavningen af alle de andre madvarer skulde lykkes og blive til ære for hende og huset, hvor gildet holdtes, thi kritikken var meget streng, især af den kvindelige del af gæsterne.
Allerede inden indbydelsen, der foregik ved en bedemand, blev Bergens fisken, der var en af de stående retter ved alle gilder, lagt i blød, og jeg kan godt erindre, at man forud vidste, hvor et gilde skulde holdes, når det rygtedes, at fisken var lagt i blød.
Tre eller fire dage før gildet gik vore piger rundt til alle de indbudte for at låne deres sølvtøj af kruse, bægere, spiseskeer samt gafler og knive, og hvad der ellers skulde bruges.
Jeg har senere undret mig over den masse sølvtøj, der dengang fandtes i bøndernes eje, og det stemmer kun dårligt med de skildringer, som jeg har læst om bøndernes fattigdom og fortrykte tilstand i det attende og begyndelsen af det nittende århundrede.
Der var pragtfulde sølvkruse, som vejede flere pund, store sølvbægre og en mængde sølvskeer, sølvsukkertænger med mere, alt så smukt udgraveret, men meget deraf af betydelig ælde, så det vist har været arvegods i familierne i flere slægtled.
Hver bondekone havde sit hovedvandsæg af sølv, ofte hele pragtstykker, der indeholdt en lille svamp, overhældt med eu de cologne eller som det kaldtes, hovedvand.
Ved gilder og andre lejligheder gik de rundt blandt konerne for at lugtes til og beundres.
Det var gerne arvestykker eller gaver fra den forlovede ved trolovelsen i stedet for de senere brugte forlovelsesringe.
I Urskov havde vi endog sølvsporer foruden en masse spænder og knapper af samme metal.
Alt dette tyder just ikke på fattigdom hos bonden i gammel tid.
To eller tre dage før gildet kom de indbudte gæsters piger med "sendelse" i to kurve, i den ene var levende fjerkræ, enten ænder eller høns eller begge dele, i den anden var smør og æg.
Smørret var sat på en stor tallerken og meget kunstfærdigt opsat.
Man havde udskårne trævalser, der førtes op og ned ad siderne af det runde stykke smør, der dannede en afstumpet kegle.
Derved fremkom mange figurer og forsiringer, og øverst var det formet som en krone eller anden figur.
Et sådant stykke smør vejede gierne otte a tolv pund fra de mere velhavende og var ofte genstand for megen kritik.
Når pigerne som havde bragt "sendelsen", vare tilstrækkelig beværtede, fik de deres kurve og i den med smørret var der så lagt et temmelig stort rundt sigtebrød, som de så bragte hjem, for at de indbudte kunde smage, hvorledes bagningen var lykkedes.
Selve gildet forløb omtrent ligesom jeg har beskrevet ved brylluppet i Dalsgaard.
Dog skal jeg bemærke, at der aldrig såes drukne mænd eller andre gæster, der vare berusede, uagtet al den mængde godtøl, brændevin og kaffepuncher, der blev fortæret.

18.
I den tid
  brændte gårdmændene og en del af husmændene al den brændevin, de brugte, og mere til.
Produktet var vist ikke af den bedste beskaffenhed, men dog altid til at drikke, især for tørstige sjæle, og navnlig når den brugtes til den så yndede kaffepunch.
Denne brænderidrift var forbudt, men øvedes alligevel meget indtil en forordning udkom, der satte meget høje bøder derfor og et skarpt tilsyn dermed.
Dette afskrækkede mange, men langtfra alle.
Både i Urskov og hjemme hos mine forældre vedblev man dermed også efter den tid; men så blev enkelte opdagede og måtte udrede store bøder, og så indså man, det var for risikabelt og ophørte endelig dermed.
Når toldvæsenet, gerne bestående af fire mand, observeredes i afstand, gik der bud fra mand til mand i største hast for at advare.
Nu kommer "æ spedere" (spejderne) hed det, og det gjaldt så om at gemme brændevinstøjet på de mest skjulte steder.
Jeg kan mindes, at engang, da brændingen var i fuld gang i Urskov, holdt et læs toldbetjente udenfor på landevejen, uden at vi vare blevne advarede.
Heldigvis kom de ikke indenfor, men kørte videre og vi slap med skrækken.
Såvidt jeg ved, blev det også sidste gang, der blev brændt brændevin i Urskov.
Redskaberne til denne produktion vare meget primitive. En stor kobber bryggerkedel, eller som den kaldtes, grubekedel, hvorpå sattes en hvælvet indretning med et stort hul i midten, over dette hul sattes en hat, og fra denne hat førte to rør på skrå nedefter.
Disse rør gik igennem en trætønde, der bestandig under brændingen fyldtes med koldt vand.
En sådan tønde, der stod på enden, havde to huller foroven på den ene side og to huller langt nede på den modsatte side til at stikke kobberrørene igennem, kaldtes en svaletønde; denne var, selv om hullerne vare forsynede med trætolde, nok til at overbevise om ulovlig brændevinsbrænding og medføre de store mulkter, hvorfor den måtte tilintetgøres tillige med brændevinstøjet, der blev hamret sammen og solgt til en kobbersmed.
Derimod vare de store kar, som brugtes til mæskningen og gæringen ikke kriminelle.
Toldvæsenet havde også andre hverv, hvorfor de uafbrudt gennemkrydsede landet, iblandt andet det at opsnuse de mange kræmmere, der gik omkring på landet og solgte indsmuglede, ufortoldede manufakturvarer.
Disse kræmmere vare næsten altid unge bønderkarle, der nød anseelse hos befolkningen, når de ellers vare ordentlige mennesker.
De tjente en god skilling, hvis de vare heldige og ikke blev nappede af toldvæsenet.
Jeg havde to fættere, der drev denne handel i temmelig stor målestok.
De vare sønner af min faster Marie Kirstine og hendes første mand, Christen Smed.
De hed Johan og Mikkel Christian Christensen og vare meget ansete i Tørring og omegn.
De havde valgt Mols til deres virkefelt og købte varerne i Ribe, der lå syd for toldgrænsen, som den gang var ved Kongeåen.
Når varerne vare købte, henvendte de sig til formanden for en smuglerbande et par mil nord for grænsen.
Denne tillige med hans folk besørgede nu varerne over grænsen til et nærmere aftalt sted længere nord, hvor de to brødre holdt med deres køretøj, der var forspændt to kraftige heste.
Vognen havde en dyb fadding, hvori varerne blev læssede, og ovenpå var der to agestole.
I den forreste sad kusken og i den bageste de to brødre, der toge sig ud som almindelige rejsende.
Smuglingen over Kongeåen foregik en mørk nat.
Smuglerne gik i en lang række med hver sin pakke; den forreste havde en pakke der var stoppet med hø.
Blev han eller en af de andre greben, gav han et stød i en fløjte, som han havde hos sig, og signalet bevirkede, at de andre spredtes til alle sider, så toldbetjentene fangede sjælden flere end een mand, og var det den forreste, så fik toldvæsenet kun en lang næse.
Smuglerne vadede over Kongeåen, der på sine steder ikke var så dyb, og de fik naturligvis god betaling for deres gerning.
Engang gik det dog galt for mine fættere.
De vare komne lykkelig til hjemegnen, hvor de toge ind hos en gårdmand i Havstrup, der hed Laust og i almindelighed kaldtes Laust Havstrup, og havde fået hestene i stald.
Selv sad de ved et veldækket bord og spiste.
Undervejs, en halv eller hel mil derfra, havde de mødt en vogn med toldbetjente, der kørte rask forbi ad Vejle til.
De må bagefter have fattet mistanke, eller en angiver har været på færde; thi kort efter gjorde gårdens folk anskrig og næsten i samme øjeblik kørte toldvæsenets betjente ind i gården.
Kræmmerne flygtede og undkom.
Tolderne trak deres heste ud af stalden, spændte dem for vognen med varerne, som de tog med til Vejle.
Under hurlumhejen havde gårdens og nabogårdens folk grebet alle de pakker kram, de kunde få fat i, og spredte sig til alle sider dermed, gemte dem ude i lyngbakkerne, ja endog i mosehuller, men toldvæsenet beholdt dog det meste samt heste og vogn.
Tabet for de to kræmmere var meget stort, det ansloges endog til over to tusinde rigsdaler.

19.
I Urskov
blev jeg meget tidlig vant til at omgåes og behandle vore husdyr.
Som vel de fleste drenge havde jeg stor lyst til at ride og blev i en meget ung alder en mester deri.
Det kom mig derfor godt tilpas, at min morbroder vilde sende en hest ud til skolelærer Nielsen i Vesterlund.
Han var bleven gift med min moders halvsøster, Ane Kirstine. Hesten skulde hjælpe hans ene hest med at trække ploven.
Uagtet jeg dengang var meget lille, mente min morbroder nok, at jeg kunde ride den derhen og blive der så længe, der var brug for hesten, så frem jeg af min lærer kunde få lov til at udeblive fra skolen i den tid, thi deraf afhang det.
Jeg mindes, med hvilken frygt og bæven jeg kom frem med mit andragende til den i mine tanker stormægtige Nielsen.
Da han hørte, hvorom det gjaldt, og at det var for at hjælpe en kollega ved hans avlsbedrift, fik jeg tilladelsen endog på en særdeles mild og venlig måde, og jeg kom glædestrålende hjem fra skolen.
Det var en gammel sindig, sort hest, der gik under navnet "Skeg", der blev mig betroet til denne ridetur, der var på halvanden mil.
Den havde en temmelig skarp ryg, men hvad gjorde vel det.
Så red jeg da mod vest forbi Hammer vandmølle, som er den første eller øverste, der drives af Gudenå, gennem Myllerup til broen over Tinnet bæk, hvor jeg stod af og lod hesten drikke.
Denne bæk er begyndelsen til Gudenå og udspringer fra nogle kilometer lidt vesten for.
Tæt vesten for disse kilder er der nogle andre kilder, hvis vand løber mod vest og danner begyndelsen til Skjern å.

Midt i livet

Den lille strækning, der ligger mellem de omtalte kilder, siges af befolkningen at være midt i verden.
Den danner nemlig vandskellet mellem Jyllands to største og længste åløb, Gudenå og Skjernå, og man er her på Jyllands højderyg.
Da jeg var bleven øm i sædet og ikke let kunde komme op på hesten igen, trak jeg den op over bankerne igennem Tinnet by hen til Tinnet krat, der er en stor uopdyrket strækning, og meget bakket med dybe sandede hjulspor, hvoraf der er mange og som gå i alle retninger.
Krattet er overalt bevokset med egepurrer og lyng, desuden findes her mange "krøsbær" (tyttebær) og rævlinger.
Disse sidste bær har en vammelsød smag, men for børn vare de nok til at spise, og af risene, hvorpå de gro, laves særdeles holdbare og gode fejekoste.
Ved en dyb hulvej kravlede jeg op på hesten igen og slap lykkelig uden at fare vild i de mange hulveje ud til den flade dyrkede mark, hvorfra jeg opdagede den hvidkalkede Vesterlund skole ude i synskredsen, og der ankom jeg efter en, som jeg syntes, meget eventyrlig ridetur.
Her blev jeg, den gang og som altid senere, modtagen med megen venlighed og undren over, at mine plejeforældre turde sende mig lille pog på så lang en ridetur ad en temmelig vildsom vej, navnlig gennem Tinnet krat.
Her blev jeg nu otte a 14 dage, så længe der havde brug for hesten, og jeg havde da lejlighed til at gøre bekendtskab med nogle få bøger, der fandtes i skolens bogsamling.
Først og fremmest fængsledes jeg af Saxo's Danmarks krønike og Snorro Sturlesens Norges krønike, fordanskede ved Grundtvig.
Disse to bøger måtte jeg have gennemlæst, og de tog mig flere dage. Desuden færdedes jeg på marken, der var flad og uinteressant, men temmelig stor af en skollod at være, vistnok 30 tdr. land.
Nielsen var den første lærer ved denne skole, der var bygget midt på en hede, der var afbrændt, pløjet og mærglet og så overladt til lærerens videre bearbejdelse, og blev hans største indtægtskilde, da den øvrige lønning kun var ringe.
Den fik også den rette mand for sig; thi uden for skoletiden arbejdede han ufortrødent i marken, og bragte det til at holde fire køer og en hest og en del får.
Det kunde også nok gøres nødig, da familien formerede sig stærkt.
Skolen var bygget temmelig stor, og der var, så vidt jeg erindrer, hen ved fem alen til loftet, men beboelseslejligheden svarede næppe dertil.
Jeg var også med Nielsen i kirke.
Den var lille og simpel, vistnok den simpleste landsbykirke, jeg nogensinde har set, og Tørring kirke, som både havde hvælvinger og et smukt tårn, var en pragtbygning i sammenligning med Vester kirke.
Såvidt jeg husker, havde den dog tegltag, medens Tørring kirke var tækket med bly.
Efter endt ophold i Vesterlund skole, drog jeg atter tilbage til Urskov, og jeg gentog samme rejse i flere af de påfølgende år.


Tårnet på Tørring kirke

20.
Som tidligere nævnt
holdt Anders Urskov meget af at handle med stude, hvoraf der dengang holdtes mange i den egn af Jylland.
Følgen heraf var, at der kom mange studeprangere til Urskov, blandt andre endog en gang en så notabel personlighed som lensbaron Krag-Juel-Vind til Steensballegaard ved Horsens.
Han var en meget stor og interesseret studehandler.
Da omsætningen så at sig udelukkende foregik i sølvpenge på grund af mistilliden til sedler efter statsbankerotten, førte disse handelsfolk masser af sølvpenge med sig, som de havde dels i en såkaldet kat, en beholder af stærkt læder, der var spændt om livet, dels i en "mantelsæk", der ligeledes var af stærkt, tykt læder, og når de havde særdeles mange penge med sig, i et skrin, der var forsynet med mange jernbånd og stod bag i vognen.
Det første en sådan handelsmand gjorde, efter at være kommen ind i stuen, var at spænde "katten" af sig, thi den var meget tung og besværlig at bære.
"Mantelsækken" blev også båren ind i stuen, og den var så tung af sølvpenge, at jeg mange gange ikke kunde løfte den fra gulvet.
Skrinet blev derimod ude i vognen, da den ikke var let at løbe med.
Handelen foregik både i rigsbankpenge og kurantmønt, hvilket to møntberegninger brugtes jævnsides.
Der taltes altid om daler rigsbank og daler kurant og handelsmændene vare naturligvis lige godt inde i beregningen af disse to møntsorter og deres forhold til hinanden.
Dog handledes der også undertiden blot i specier.
En specie var fire kroner i vore nuværende penge.
Da jeg er kommen til at tale om mønter og møntsorter, vil jeg med det samme berette lidt om disse sager, der jo altid har en vis indflydelse på det daglige liv.
I den tid var hele Sydjylland oversvømmet af tyske penge, og man så næsten ikke andre større sølvmønter end de såkaldte zweidritler, der gik og gældte for en rigsbankdaler, og af skillemønt lybske skillinger og "søslinger" (sexlinger).
De sidstnævnte vare af kobber og meget store.
De lybske skillinger vare små runde og tynde plader af sølv, hvoraf der gik fem på en rigsbank mark og 30 på zweidrittel.
Den sidstnævnte mønt forsvandt senere og erstattedes af prøjsiske dalere, der gjaldt otte danske mark eller fyrre lybske skilling.
En daler kurant var otte og fyrre lybkse skilling.
Af dansk skillemønt var der en hel del, specier dalere, tremarker, marker, tolvskillinger, otteskillinger, fireskillinger og ned til halve skillinger.
Rigsbankpenge vare for største delen beregnede på at kunde divideres med fire. De hvide rigsdalersedler med sort tryk kan jeg til nød huske.
til toppen