På Fyn


69.
Sommerferien 1852
nærmede sig, og jeg begyndte at længes meget efter mine forældre og søskende og de kendte egne med deres beboere.
Jeg havde vel vedligeholdt en livlig brevveksling med hjemmet og navnlig med mine venner fra Jelling, men denne erstattede kun i ringe grad samværet med dem.
Nu glædede jeg mig atter til at skulle gense adskillige af dem.
Der var en lang og trættende vandring dertil, ikke mindre end 9 mil til Jelling og 2 mil derfra til Melhede, og jeg havde ingen anden befordring end apostlenes.
Den første dag gik jeg 5 mil til Bekke kro, hvor jeg havde et særdeles godt logi, og næste dag gennem den store ensomme Randbøl hede, hvor den eneste adspredelse var en lille hyrdedreng, der stod på en gravhøj, begroet med lyng, og sang af fuld hals:
"Vift stolt på codans bølge."
I Jelling modtoges jeg straks af nogle af mine kammerater, hvem jeg i forvejen havde underrettet om min ankomst.
Her opholdt jeg mig et par dage og glædede mig ved samlivet med mine derværende venner, men seminariet var mig nu allerede halvvejs fremmed.
Nu gik det ad den mig så ofte befærdede vej fra Jelling til Melhede.


Motiv fra  Tørring egnen


Hver gård, hvert hus, busk eller anden mærkbar genstand var for mig som en kær ven, jeg måtte standse ved og betragte, og da jeg endelig nåede til det højeste sted på Alsted mark og kunde se ned over den uhyre vidtstrakte dalkjedel, hvori Tørring sogn ligger, måtte jeg standse og se efter hver enkelt gård og hus.
Der lå Tørring by og kirken med sin sorte ottebenede kalot på tårnet, der lå Urksov, og der lå mine forældres hus på Melhede.
Hvor jeg dog var glad ved at se det alt sammen, skønt jeg jo ingen nød havde lidt, mens jeg var borte.

Jeg ilede af sted, og efter at den første glæde over gensynet med mine forældre og søskende var overstået, var det første, jeg undrede mig over, så lavt der var bleven til loftet, og så snævre og indskrænkede stuerne vare i mit hjem, og dog vare de akkurat, som da jeg drog bort for tre fjerdingår siden; men alt måtte efterses, vore kreaturer, marken og frem for alt Havstrup sø.
De første dage blev benyttede til besøg hos venner og bekendte i sognet og omegnen og frem for alt i Urskov og hos Niels Martinussens.
Alle syntes de, at jeg var bleven så stor, thi jeg tog først rigtig til at vokse efter min seminarietid og opnåede til mit 25de år ca. 65 tommer.
Efter at have aflagt et besøg på et par dage hos Nielsen i Vesterlund skole og været hjemme i omtrent 14 dage, bestemte jeg at vandre til Slukefter.

70.
En fodtur på 2 dage

gennem Vejle, Snoghøj, Middelfart og Assens bragte mig til det attråede mål, Slukefter ved Faaborg, hvor jeg blev modtaget med åbne arme af min farbroder Mads og hans elskværdige hustru Dorthea.
Til disse gode mennesker stod jeg i en stor taknemmelighedsgæld, da jeg uden dem vel næppe havde nået min nuværende stilling og mine fremtids udsigter.
Jeg var vel ikke blind for min farbroders mange særheder, og tanken om hvad han havde gjort for mig var altid til stede.
En lille skildring af ham kan jeg ikke undlade at give, selvom den ikke bliver så smigrende for hans minde, som jeg kunde ønske; thi sandheden vil jeg ikke dølge.
Mads Christiansen, vistnok den ældste af min faders søskende, var født i Tørring kro den 27. februar 1796. Formodentlig er han tidlig kommen ud at tjene, da han ikke kunde enes med stedfaderen, den før omtalte Melskens, og tog ligesom de andre ældre børn af første ægteskab moderens parti, når der opstod konflikter mellem ægtefolkene, da det jo gjorde dem ondt at se deres moder blive mishandlet af en brutal ægtefælle.
Blandt andet ved jeg, at Mads tjente sammen med min moder i Alsted mølle, hvilket ofte blev omtalt, når de kom sammen.
I en alder af 30 år drog han til Faaborg for at tjene sin svoger, købmand Jens Hansen, som brænderikarl.
Han omtalte nemlig ikke sjælden, at han kom til Faaborg da han var 30 år og med 30 rigsdaler i lommen.
Nogle år efter giftede han sig med en enke, der hed Dorthea og var ejer af et lille traktørsted, der bar navnet Slukefter, hvor der tillige var et lille brænderi.

Mads var flittig, arbejdsom og meget sparsommelig. Hans kone lignede ham heri og var tillige afholdt af alle for hendes gode og retsindige karakterer.
Jeg kan mindes fra min tidlige barndom at have set hende tilligemed min farbroder, da de vare i besøg hos familien i Jylland.
Hun bar den gang korsklæde, en hovedpynt, som var mig påfaldende, da det var aflagt i Jylland før den tid på enkelte ældgamle kvinder nær.
Det var kun små bedrifter, disse to mennesker havde, men ved flid og sparsomhed blev der bestandig lagt nogle skillinger til side, der øgedes så meget år efter år, at man efter den tids begreber måtte ansete dem for velhavende.
Stort kunde det ikke blive, thi pengene blev ikke satte på rente, men opbevaredes i skatollet.
Et sådant møbel havde min farbroder vistnok bragt med sig fra Jylland, thi han sagde, at træet, hvoraf det var lavet, var vokset i Tørring skov, og af denne skov var der kun enkelte rester tilbage i min tidligste barndom.
Det omtalte skatol er nu hos min broder Johan i Horsens.
Når jeg kom til Slukefter, så jeg med en slags agtelse hen til dette møbel, som jeg mente indeholdt store skatte.
Min farbroder tog mig menig hen til det og viste mig skufferne fulde af sølvpenge, sorterede efter deres størrelse og værdi i hver sin skuffe, og der antog han, de vare velbevarede.
De vare vel også ligeså velforvarede, som de folks sparepenge i min fødeegn, der blev opbevarede i strømpeskafter og lagte i bunden af mandens seng enten ved hovedenden eller fodenden, og det var nok tilfældet mange steder.

Det var altid sølvpenge, han gemte på; thi sedler havde han vistnok, som alle andre på vor egn, en indgroet mistillid til.
Af sparekasser var der den gang kun meget få og mistroen til dem stor.
Af banker var der vist ikke andre end rigsbanken i København.
Ved at se min farbroders skuffer fyldte med sølv måtte jeg jo også få stor respekt for hans rigdom, og det var sagtens også hensigten.
Om han viste sin sølvbeholdning til andre, ved jeg ikke, det var allenfals vovelig, uagtet skatollet stod i hans soveværelse.
Min farbroder sværmede meget for, at alt i hans hus skulde gå til på bondemanerer, han og hans anden kone var jo også oprindelig bønderfolk, hvorfor denne levevis også passede dem bedst.
Ved deres måltider samledes de ved den ene ende af det lange bord, der stod i den forreste stue eller skænkestuen og langede til samme fad som brænderikarlen Hans og deres tjenestepige.
For bordenden havde min farbroder sin plads, og på bænken mod vinduerne sad Hans; foran bordet stod først konen og plejedatteren, Birgitte, og nederst pigen.

Da jeg kom der i besøg, sagde min farbroder straks til mig:
"Ja, nu er du jo huslærer og følgelig en fin fyr, der ikke er vant til at spise sammen med folkene, men det må du finde dig i her i huset";
men hæderspladsen ved hans side for bordenden fik jeg, og jeg forsikrede ham, at det ikke generede mig det mindste, og det gjorde det heller ikke, da jeg hjemmefra var vant til den bordskik lige fra barndommen.
Kun den stramme lugt fra Hans, der var noget griset og lugtede meget af ingredienserne fra brænderiet, var ikke behagelig.
Men maden var altid god og vel tillavet.
Når så nogle dage vare gåede, og jeg havde godtgjort, at jeg fortræffelig kunde spise med folkene, dækkede min tante Dorthea til min farbroder og mig i den indre stue, uden at han gjorde nogen indvending.
Nu var princippet hævdet.

Når vi aflagde besøg hos hans fine søstre, som han kaldte dem, provstinden og købmandsfruen, var han altid langt mere bondsk end hjemme hos sig selv.
Det var naturligvis drilleri fra hans side, og det morede ham meget.
Hans kone holdt ikke af denne optræden og jeg ikke heller, men derved var intet at gøre.
Hun havde tjent i 7 år i Svanninge præstegård og var meget skattet af provsten og provstinden og ligeså af den øvrige familie for hendes i højeste grad retsindige tænkemåde, hendes kærlige omhu for manden og hendes nette og dannede opførsel, der stak grelt af mod mandens.
Jeg mindes så tydelig en gang, han kørte for konen og mig til præstegården og svingede i stærk trav hen for hovedtrappen, slog nogle vældige knald med pisken indtil præstefolkene kom frem i døren, og at han straks leverede nogle jyske udtryk og talemåder; thi han vilde gerne agere jysk bred bonde, der endnu ikke havde glemt sit modersmål, hvad han ikke sjældent slap uheldig fra.
Især yndede han at vælge de platteste udtryk i denne mundart og især overfor sine fine søstre.
Derimod var min farbroder glad, når min fætter, H. C. Hansen, kom og besøgte Slukefter, thi han forstod hvorledes onkel Mads skulde tages og lo ad hans mange drøje vittigheder.
Han kunde godt give igen af samme mønt.
Derfor blev han også godt omtalt ved enhver lejlighed og aldrig drillet, for han var ikke så stor på det som de andre.
Hans to svogre, provsten og købmanden, blev også omtalte med en vis agtelse.
Jeg tror nok, han havde ikke så lidt respekt for dem.
Helt lade være at raillere over dem, kunde han dog ikke.

Der var en lille halt mand fra Svanninge ved navn Erik, som daglig kom kørende med en trækkevogn forbi Slukefter; til ham udgød min farbroder sig, navnlig om sine fornemme familieforbindelser, og det var muligvis hensigten, at han skulde bringe dem, hvad han havde sagt.
Han lønnedes så med en snaps og et glas øl både på hen- og hjemvejen.
Denne Erik, der nok var en slags pakkepost mellem Svanninge og Faaborg, var en grinagtig størrelse, og når min farbroder og han stod tæt op mod hinanden og konverserede, ønskede jeg ofte at en dygtig kunstmaler kunde være tilstede og tage dem på kornet, det vilde blive et uforligneligt komisk billede.
Min farbroder var lille af vækst, undersætsig og korpulent med et glatraget ansigt, rødmosset og med et tyndt gråt hår, men rask og adræt i alle sine bevægelser.
De fleste af hans gæster forlangte en snaps også til værten, og når jeg var der i besøg undertiden til mig med.
I førstningen betakkede jeg mig, men da jeg mærkede, at dette ikke faldt i god jordbund hos farbroder, tog jeg glasset, klinkede med og berørte glasset med læberne, så vare de to skilling indvundne.
Når vi vare ene foreholdt jeg ham i stor skånsomhed den uskik med de mange snapse, der omsider måtte undergrave hans stærke helbred; men han mødte mig altid med den indvending, at det meste af hans formue var tjent ved at drikke snapse med gæsterne, og at det slet ikke var usundt at drikke en god ren kornsnaps fra hans brænderi.
En stor del af gæsterne forlangte et krus gammelt øl med en pind i.
Det var en dejlig drik, især den, der var tre år gammel, og jeg mindes aldrig at have smagt så godt gammelt øl, som det i Slukefter.
Når farbroder og jeg ret skulde delikateres, lavede hans kone hvad hun kaldte en potte øl.
Det var kogt gammel øl med sukker og lidt rom.
En listigere drik har jeg næsten aldrig smagt, men den var efter kenderes udsagn lumsk, og en rus deraf frembragte tømmermænd i hovedet både dagen efter og undertiden længere.
Henad aften kom gerne nogle småborgere ud til Slukefter og drak et krus øl, men adskillige af dem forlangte bajersk øl, som da var begyndt at komme i brug.
Dette haves ikke, og jeg forestillede min farbroder, at det vilde betale sig at føre den slags øl, men han svarede, at vilde de ikke have hans gode gamle øl med en pind i stedet for dette nymodens sprøjt måtte de helst gå derfra med en tør mund, og deri kunde jeg godt give ham ret.

Min farbroder havde et enspænder-kjøretøj, og med dette gjorde han mange køreture for mig i omegnen, ja endog til Bøjden, den yderste spids af Horne sogn og til omegnen af Nakkebølle, til disse ture blev vi rigeligt forsynede med mad og drikke; thi han tog aldrig ind i kroerne, det kostede penge både til fortæring og til gårdskarlen.
På disse køreture var min farbroder altid i et strålende humør, og da han kendte hvert andet menneske vi mødte, blev der ofte gjort holdt for at få en passiar med de mødende, hvor han afleverede en mængde af sine sædvanlige vitser, og det sinkede jo køreturen meget; men jeg var glad ved at komme omkring og se Faaborgs smukke omegn.

Navnlig mindes jeg især herresædet Brahetrolleborg med dens smukke kirke i en fløj af slottet.
Her var en dejlig altertavle og en døbefont af Thorvaldsen.
Parken udenom var også særdeles smuk, der var nogle pudsige sæder, der i afstand lignede en klynge paddehatte.
I nærheden lå en kro, der havde det for en landsbykro mærkelige navn Korinth.
Siden har jeg læst, at det var ved et besøg af digteren H. C. Andersen, at han og grevinde Rewentlow i forening gav kroen dette græske, affekterede navn.
Vi vare også inde i en stor to etages bygning, der tidligere havde været brugt til det af grev Rewentlow oprettede Brahetrolleborg seminarium.
Derom havde jeg hørt så mange fortællinger af min barndomslærer Nielsen, der havde frekventeret dette seminarium.
Ved et senere besøg i Slukefter, fik min farbroder i sinde at ville besøge sin familie i Jylland, og han kørte da for mig og hans plejedatte Birgitte først til Assens, hvor hendes forældre boede og havde et lille tarveligt svendeherberg.
Her overnattede vi, uagtet lokaliteterne vare meget små.
Det bødede meget herpå, at konen var i høj grad renlig og lavede god, velsmagende mad.

Næste dag kørte vi til Gamborg og havnede i en stor bondegård, hvor familien var noget langt ude beslægtet med min farbroders kone. De toge imod os med anstand; men om besøget og indkvarteringen om natten var dem videre kærkomment, kunde jeg ikke komme på det rene med, jeg tror det næppe.
Den følgende dag gik turen til Middelfart og med færgen over bæltet til Snoghøj og derfra til mit hjem.
Da hesten havde udhvilet sig et par dage, kørte min farbroder og fader med os omkring i egnen for at se til venner og bekendte, og efter en otte dages tids forløb kørte min farbroder og Birgitte tilbage til deres hjem.
Min farbroder havde lejet nogle jordstykker, som tilhørte grev Bille Brahe på Hvedholm.
Han drev altså jordbrug i det små og avlede nogle læs korn.
Under et af mine besøg hos ham fik han indavlet og gjorde så et lille høstgilde med god beværtning, jeg husker, der var andesteg med mere.
Hans svoger, skipper Rasmus Christensen, kunde spille nogle dansestykker på violin.
Vi måtte op i øverstestuen og få os en svingom.
Ved denne lejlighed kunde jeg kun beundre hans lethed og smidighed i dansen, uagtet han den gang var nær de 70 år og dygtig korpulent.
Jeg seer ham endnu kaste hælene op mod sædet, og hans andre raske bevægelser, ret som en ung, kåd knægt.

Da jeg havde begyndt at spare nogle penge sammen, talte jeg med ham om at afdrage noget af min gæld til ham, der vist beløb sig til 250 rigsdaler; men derom vilde han ikke høre noget.
De penge skulde være mig eftergivne, hvorfor jeg var ham og hans kone særdeles taknemmelig.
I en længere årrække besøgte jeg ham og den øvrige familie i og ved Faaborg næsten hver sommerferie, og det var for mig en særdeles adspredelse og nogle fornøjelige besøg.
Men så kom jeg der et år og mærkede straks en betydelig forandring.
Jeg var altid vant til at høre min farbroder lade munden løbe, nu var han bleven så tavs, sad stille hen i sin lænestol og sagde ikke et ord.
Han nikkede til mig og smilte, og undertiden forvekslede han mig med min fader.
Jeg skønnede straks, at det lakkede mod enden.
Denne svagheds tilstand varede dog nok 2 a 3 år.
Endelig hensov han den 1. januar 1870, næsten 74 år gammel.
Han var to gange gift og begge gange meget lykkelig.
Hans første kone døde vistnok 1845, og han blev anden gang gift den 24. april 1846 med en datter af gårdmand Hans Madsen i Svanninge ved navn Dorthea, hvilket også var navnet på hans første kone.
Den sidste Dorthea var født den 15. december 1818 og døde den 27. juli 1888.

Ofte dvæler min tanke ved mindet om det lille venlige Slukefter og dets beboere.
Da jeg for hen ved en snes år tilbage atter besøgte Faaborg tillige med min broder J.C. Christiansen, var min farbroders enke endnu i live, men gammel og skrøbelig.
Hun var flyttet ind til byen i en lille lejlighed og havde solgt Slukefter.
Vi gik en tur ud der forbi. Stedet var næppe til at kende.
Den prægtige række træer foran huset var borte, og huset tog sig forunderlig skaldet ud.
Den så pertentlig holdte lille have var forsømt, og brænderiet samt kroholdet var for længst nedlagt.
Det lignede nærmest en arbejderbolig.
Jeg gik tilbage til byen i mørk sindsstemning.
Der levede endnu mit søskendebarn med hendes elskelige mand, kornhandler Storm.
Han fulgte mig til banegården.
Han er også for længe siden gået bort, som næsten alle de slægtninge og venner, jeg der havde lært at kende.
Min kære fætter H. C. Hansen og kone er ligeledes døde.


til toppen