lærer i vestsjælland


92.
Nogle måneder efter,
at jeg var kommen til Trønninge, underrettede provsten mig om, at Lunderød skolekald i Tølløse sogn var blevet ledigt og tilføjede, at hvis jeg ikke havde fået Trønninge, vilde jeg temmelig sikkert kunnet gøre regning på Lunderød.
Jeg ytrede dertil, at nu kunde det vel slet ikke nytte mig at søge det.
Dertil svarede Formann: Hvis jeg var i Deres sted, vilde jeg alligevel forsøge det.
Jeg: Ja, når provsten udtaler sig således, vil jeg gøre et forsøg.
Embedet var nemlig 6 tønder rug og 18 tønder byg højere i lønning end Trønninge, og det vil ikke sige så lidt under små lønningsforhold.
Nogle dage efter skrev Formann et glimrende anbefalingsbrev, som jeg selv afleverede til provst Larsen i Tølløse, og denne sidste lovede at gøre for mig, hvad han formåede ved indstillingen.
Desuden talte jeg også med lærer Olsen i Tølløse og et indflydelsesrigt medlem af sognerådet, boende i Lunderød.
Alt var således vel forberedt og virkningen udeblev ikke; thi nogen tid efter kunde provst Formann meddele mig, at jeg af sognerådet for Tølløse og AAgerup var stillet øverst på listen af de tre indstillede, og havde endog stillet en indtrængende anmodning til skoledirektionen om at kalde mig til embedet.
Skoledirektionen bestod af 3 medlemmer, nemlig amtmand Pløyen, kammerherre Bornemann til Bjergbygård og provst Formann.
Den sidstnævntes stemme var jeg sikker på, og nu gjaldt det om at få en af de andres stemmer.
Provsten gav mig et ærinde fra sig til min nabo, amtmanden på Vognserup, hos hvem jeg så selv skulde tale min sag.
Jeg var just ikke videre glad ved denne sendelse; thi Pløyen var en spodsk herre, der havde tilbøjelighed til at gøre nar af folk, hvor der fandtes den mindste anledning.
Dertil mærkede jeg dog intet; men efter at jeg havde talt min sag så godt jeg kunde for hans højvelbårenhed, spurgte han mig, om jeg var forlovet; thi gift vidste han, jeg ikke var.
Dertil måtte jeg svare nej.
Han ytrede derpå, at så kunde han ikke give mig sin stemme, især da jeg nylig var bleven befordret til Trønninge, og at jeg i den alder havde opnået, hvad jeg med rimelighed kunde vente.
Deri måtte jeg give amtmanden ret og gik fra ham med nedslagne forhåbninger.
Da jeg dagen efter berettede provsten min mislykkede sendelse, sagde provsten, at vi nu måtte forfølge lykken hos Bornemann, og han skrev et for mig meget smigrende brev til denne, som jeg et par dage efter overleverede.
Kammerherren modtog mig meget venligt og lovede at tænke over sagen; men gav intet løfte.
Følgen blev alligevel, at de to kammerherrer stemte på en anden af de indstillede, og jeg gik således glip af embedet.

93
I sommeren 1858 blev
skolelærer-embedet i Dramstrup, Nørre Jernløse sogn, ledigt.
Det var et embede af samme størrelse som Trønninge, og hvortil der ikke fordredes kirkesang.
Jeg fandt, at dette embede passede godt til min barndomsven Peter Høy, der ikke besad sanggave.
Han sad den gang i et lille kald, Bøtø, på sydspidsen af Falster, og jeg ønskede inderlig gerne at have ham i min nærhed.
Vi vare i samme alder, han var født den 3. december 1830, havde siddet ved hinandens side i skolen, vare konfirmerede samme dag i Tørring kirke og året efter at jeg var indtrådt på Jelling seminarium blev han også optaget samme sted.
Nu så vi kun hinanden i ferierne, men vedligeholdt en livlig brevveksling og vare begge ugifte.
Jeg skrev ham derfor til, om han ikke kunde have lyst til at søge det nævnte skolekald.
Først ytrede han nogle betænkeligheder ved at komme over til Sjælland, men han opgav disse og skrev mig til, at nu havde han besluttet sig til at søge embedet.
Just som jeg fik dette brev, var amtmandens fuldmægtig, den tidligere omtalte Lund, hos mig.
Jeg omtalte for ham, hvad brevet drejede sig om, og han, som altid var velvillig, lovede at stå mig bi med at anbefale Høy til formanden for Nørre Jernløse sogneforstanderskab, gårdmand Peter Christensen i Regstrup, hvem Lund havde bekendtskab til.
En søndag kort efter fulgtes Lund og jeg ad hen til denne mand, der lovede at virke for at Høy kunde blive indstillet.
Da ansøgningerne vare indkomne til provsten, talte jeg også med ham om sagen og anbefalede min ven på det bedste.
Provsten var dog noget tilbageholdende; men da fristen var udløben og alle ansøgningerne indkomne, der var i alt 15, leverede han mig pakken og sagde, at nu kunde jeg bære den hen til Pastor Fyhn i Nørre Jernløse og med det samme tale min vens sag.
Denne gamle elskelige præst modtog mig meget venligt og ytrede, at hvis jeg kunde love, at ansøgeren var et godt og skikkeligt menneske, hvad der for ham var hovedsagen, da skulde han gerne bidrage til at han kunde blive indstillet.
Dette løfte kunde jeg med god samvittighed give præsten.
Høy blev også indstillet øverst på listen og bag efter kaldet af skoledirektionen til dette embede hvor han forblev indtil han i 1893 søgte og fik sin afsked, nærmest begrundet i tunghørighed og til dels alder.
Da afstanden mellem Dramstrup og Trønninge kun var en mil, besøgte vi ofte hinanden i den følgende tid eftersom en sådan spadseretur efter skoletid var en forfriskning og kunde let udføres af vore unge og raske ben.
Siden, da vi vare blevne gifte, blev de gensidige besøg sjældnere.
Dertil kom den usalige politik, som havde sat en del misstemning mellem os.
Høy var nemlig især i Bergs tid gået langt til venstre, og jeg omtrent ligeså langt til højre.
Den gang blev vort samkvem næsten standset. Høy var en fremskridtsmand, som næsten altid blev indtaget i alt nyt, der fremkom på mange forskellige områder.
Jeg vil her blot nævne Brugsforeninger, husflid, Grundtvigianisme, Indre Mission og mangfoldige andre ting.
Jeg så derimod med mistro på alt det ny og holdt fast på alt det gode gamle, var kort sagt i høj grad konservativ, mærkeligt nok; thi jeg var rask og livlig i alle mine åndelige og legemlige bevægelser, medens Høy var langsom, jeg kunde næsten sige træg.

Han var for resten godt begavet og havde mange interesser, hvorfor en samtale med ham oftegav godt udbytte, selv når vi vare af forskellige meninger.
Han havde efter sin dimission først været hjælpelærer i Store Solt i Angel, senere været lærer ved en skole i Dybbel, dernæst i Bøtø på Falster og sidst i Dramstrup.
Efter sin afsked flyttede han til Frederiksberg, og jeg 2 år senere til København.
Her kom vi meget sammen og vare glade ved hinandens omgang.
Nu vare divergere mellem vore meninger mindre og kom næsten aldrig på omtale.
Her i hovedstaden blev han yngste søn, Bernhard Nicolai, forlovet med min ældste datter, Ane Kathrine, og efter et par år gifte.
Han er nu manufakturhandler i Holbæk.
Høys ældste søn, Christian, var i en række af år sømandspræst i Hamborg.
Her besøgte Høy med kone og datter ham enkelte gange.
Under det sidste besøg døde Høy pludselig af et hjerteslag, den 16. august 1899. Hans lig blev ført til København og begravet på Fasankirkegården.

Jeg var den gang i besøg hos min ældste broder i Vejle, hvor jeg fik budskabet om hans død, der bedrøvede ham meget, og jeg rejste et par dage efter til København for at overvære hans begravelse.
Hans enke og datter bor endnu på Frederiksberg i den bolig, hvor han henlevede de fleste af sine sidste dage.
Han blev nogle år efter sin ansættelse i Dramstrup gift med en pige fra vort fødesogn, Tørring, hvor hende fader var gårdejer og hed Chresten Pedersen.
Det var folk, som mine forældre havde omgang med, og hvor jeg kom meget i min tidligste ungdom.

Høy efterlod sig 3 sønner og en datter.
Den ældste søn, Christian, er nu præst i Marstal; den næstældste, Anton, er maler og boer nu i København, efter at han i mange år havde været i udlandet, navnlig 8 år i Bukarest, hvor han især beskæftigede sig med glasmaleri. Den tredje søn, Nicolai, som er gift med min datter boer som omtalt i Holbæk. Datteren, Anna, er ugift og lever sammen med moderen på Frederiksberg.

94
Amtmand, kammerherre Pløyen
fraflyttede Vognserup i efteråret 1858 tilligemed sit kontorpersonale og måtte, hvor nødig de end vilde, leje bolig og kontor i Holbæk.
Baronesse Løvenskjold til Løvenborg vilde selv bo i hovedbygningen, medens hendes mand blev boende på Løvenborg, der blev sagt på grund af gemytternes uoverensstemmelse, og det er troligt nok.
Den store, røde 2-etages bygning blev nu istandsat indvendig og fuldt møbleret for største delen med antikke møbler.
Baronessen flyttede derind i foråret 1859.
Samtidig blev en landskabsgartner Suhr antaget til at anlægge og restaurere den store meget forsømte have, hvor der endnu fandtes en mængde gode frugttræer og megen anden trævækst.
Der blev gravet kanaler, bygget en stor pavillon med meget mere, samt bygget en indkørselsport ud mod vejen til Trønninge, hvori var to nicher med løver af gips, som dog vejrliget snart gjorde kål på.
Fra porten førte en bred vej hen til den grusbelagte plads foran hovedbygningen, der havde en fin hovedindgang fra den side, der vendte mod haven, og alt var nu såre skønt, thi baronessen havde god smag.

En søndag efter kirketjenesten sagde provsten, at nu var jeg bleven nabo til baronesse Løvenskjold og burde derfor aflægge et besøg hos hende.
Jeg trykkede mig meget og undskyldte mig med mit ukendskab til et besøg hos en så fornem dame.
Han sagde, at hun var meget flink og ligefrem, kun skulde jeg i samtalen ret ofte benytte tiltalen: Deres Nåde.
Endnu indvendte jeg, at jeg ikke kunde hitte på noget at tale med baronessen om.
Da svarede provsten: Ja, kender jeg dem ret, vil det vist ikke mangle.
Endnu efter en tid forløb spurgte provsten, om jeg havde aflagt det omtalte besøg og opmuntrede mig yderligere dertil.
Mest for at føje provsten gjorde jeg alvor deraf. Jeg lod melde ved tjeneren og fik foretræde.
Hun tog venlig imod mig og førte samtalen hen på min skole, hvor jeg måtte gøre rede for en hel del, som angik denne, og ved afskeden tog hun det løfte af mig, at jeg skulde meddele hende, når den halvårlige eksamen foregik, da hun ønskede at overvære denne.
Dette gjorde jeg ved en lille epistel, og da dagen kom, mødte hun tilligemed hendes 2 døtre, Anna og Therese.

Examen forløb godt og ved Afskeden sagde Baronessen, at det havde været en stor Glæde at høre, hvorvidt Børnene vare komne i Kundskaber, og at hun aldrig havde troet, at Børnene i en Almueskole kunne lære saa meget.
Efter at Baronesserne vare gaaede, toge vi fat paa yngste Klasses Examen.
Lidt efter rullede Amtmandens Kjøretøj for Døren.
Han havde noget at tale med Provsten om, men han maatte først høre paa Børnenes Præstationer.
Det blev dog meget kort, og Examen sluttedes, hvorefter Provsten underskrev Protokollen, idet han ytrede, at jeg havde havt saa fint et Besøg, som af 3 Baronesser og en Kammerherre.
Pløyen sagde dertil:
Vil De saa tilføje, at den Dreng, der sidder, ikke kunde sige os hvor meget 7 gange 9 er.
Dog sagde han strax til mig:
De maa ikke opfatte det som en Dadel; jeg veed jo, De gjør, hvad De formaaer for at indøve Børnene.
Den Dag vare Amtmanden og Provsten i ypperligt Humør og da de kom ind i min Stue, futtede det med Vittigheder fra dem begge.

Amtmanden beklagede sig over, at Kundby Gade var sølet i høj Grad, og Provsten tilføjede straks:
Har Kundby Gade virkelig havt den Ære at blive betraadt af Deres kammerherrelige Bæster.
En Yttring af Amtmanden erindrer jeg.
Han sagde, at naar vi blive gamle og svage og uduelige til vor Gjerning, maa vi gaa af, da vi ikke har det Privilegium som de gamle Heste at faae en Kugle for Panden.
Den udtalelse tænkte jeg paa, da han nogle Aar efter led skrækkelig af Leversyge, inden han slap ud af Verden.
En Kugle for Panden vilde brat have befriet ham for hans Lidelser.

Nogen Tid efter den omtalte Examen mødte Baronessens Tjener i fuld Liberi med en indbydelse fra hende til Middag en af de paafølgende Dage.
Der var ikke faa tilstede ved denne Lejlighed, og Retterne vare udsøgte, vel især efter min mening, da jeg ikke var kjendt med slige Festmiddage.

Den 5. August var det Baronens Fødselsdag og den fejredes paa Vognserup med stor Højtidelighed, ogsaa til denne Fest blev jeg indbudt.Hele Hovedbygningen var illumineret, hvad der tog sig prægtigt ud især fra Haven.
Baronen var i det ypperligste Humør, og mange Gjæster vare tilstede.
Saavidt jeg husker, fejredes denne Fest ogsaa næste Aar paa Vognserup paa lignende Maade, og jeg var atter indbudt.

Det følgende Aar var jeg atter med, men da holdtes Fødselsdagen paa Løvenborg og med Dands i Riddersalen.

 LØVENBORG SLOT MED VOLDGRAV. HOVEDBYGNING MED TÅRN


Der mangler nogle sider.


Velgørende mod de fattige. Hun var af tysk herkomst, hvad hendes sprog især udtalen vidnede om.
Hun sagdes derfor også at have været tysksindet under vor første krig 1848-50.
Ved hendes død blev hun indført i kirkebogen som født i Kurland og med et tysk adeligt navn, som jeg ikke længere erindrer.
Andre ville vide, at hun havde været harpe-spillerinde ved et tysk badested, hvor baronen havde gjort hendes bekendtskab.
Hendes ægteskabelige lykke var tynd, hvad der ikke kunde være andet med en så exentrisk, for ikke at bruge et værre udtryk, eksemplar af en ægtemage.
De havde 4 børn,2 sønner og 2 døtre.
Den ældste søn, baron Herman, som skulde arve baroniet og nu er Lehnsbaron, var endnu mere exentrisk end faderen, og delvis sindssyg.
Han forårsagede forældrene mange sorger og bryderier.
Han er umyndig, og godset er sat under administration.
Han lever, saa vidt jeg ved, i Slagelse i et slags pensionat hos en oberst Schou.
Den anden søn, baron Oskar, har ført en tilbagetrukken tilværelse.
Den ældste datter, Anna, var gift med kaptajn i søetaten, Munthe Morgenstjerne, indtil hans død for nogle år siden, og den yngste datter, Theresa, er ligesom hendes farmoder katolik og har været nonne i forskellige klostre både i ind- og udland.
I omtrent 25 år har Løvenborg stået ubeboet, men vedligeholdt både ud- og indvendig, og haven og parken, hvor der er næsten uhindret adgang, besøges derfor især om søn- og helligdage af store skarer af omegnens beboere.
I skoven tæt ved har været holdt en mængde folkefester og gudelige forsamlinger.
Det vilde fylde flere bøger, hvis alt det skulde nedskrives, der er passeret på Løvenborg i de år, jeg har kendt denne borg og dens beboere og de mangfoldige omskiftelser, der er foregået med funktionerende især i den sidst afdøde Lensbarons tid.

95
Uagtet al Løvenborgs
og dens omgivelsers skønhed var dog Vognserup det sted, der især fængslede min interesse.
Det lå i min umiddelbare nærhed, og jeg har passeret denne gård og igennem dens marker tusinder af gange.
Tanken henledes da ofte på fortiden lige fra de dage, da der her lå en bondeby ved navn Vognstorp, som den store biskop Absalon lod afbryde og af dens jorder oprettede herregården Vognserup.
Denne mærkelige mand, vel den mest fremragende i Danmark i den historiske tid, har måske selv vandret her og udpeget, hvor gården skulde ligge.
En stor del af egnen der omkring hørte den gang under Roskilde bispestol og i lange tider efter.
Der skal endnu i gårdens marker findes svage spor af den fordums bondeby.
Når jeg gik her, vandrede tankerne tilbage til den fjerne fortid, og jeg beklagede, at fortællingen om lykkens galocher kun var et fantasifoster; thi ellers vilde man ved at tage dem på kunne vandre omkring blandt landsbyens lave hytter, se og tale med dens beboere hvoraf en del måske havde været med på Valdemar den Stores og Absalons mange krigstog til Venden, ja, endog ved Arkonas belejring og indtagelse.
De havde måske været med til opførelsen af stenkirken, Kundby kirkebakke.
Dog vilde en samtale med disse folk vil ikke føres på grund af sprogets forskellighed den gang og nu. Siden har Vognserup haft mange besiddere indtil den kom i det Løvenskjoldske eje.

96
Kundby var et stort sogn
med omtrent 2000 indbyggere og havde 3 skoler, nemlig Kundby, Marke og Trønninge.
Året efter eg var kommet til Trønninge skole, blev der oprettet et nyt skoledistrikt i Sandby og bygget en ny skole og et pat år efter blev Marke skole nedlagt.
Bygninger og jordlodden blev bortsolgte og en ny skole i dennes sted opført i Thorslunde, der lå mere bekvemt i distriktet.
Vi vare altså 4 lærere i Kundby sogn.
Læreren i Kundby hed Fog og var en midaldrende mand, der havde ret gode tanker om sin egen dygtighed, hvilket han nok yndede at gøre mig opmærksom på.
Han holdt ret ofte gudelige forsamlinger, som han gerne ønskede, jeg skulde overvære.
Dette faldt ikke just i min smag, hvorfor vi sjældent besøgte hinanden.
Han havde en temmelig stor børneflok og blev efter nogle års forløb befordret til Gadstrup ved Roskilde.
Han spillede orgelet i kirken og sang ret smukt dertil.
Han led en del af astma og er nu død for mange år siden.
Hans efterfølger i Kundby hed Jørgensen, og var skolelærersøn fra Ondløse og et par år yngre end jeg.
Med ham kom jeg temmelig ofte sammen med, men vi blev dog aldrig meget intime, da han var noget stikken og havde et vist gammelmands væsen.
Han holdt køretøj og pakkede sig stærkt ind i pels og fodpose selv i ret godt vejr.
Han var ellers meget velvillig af sindelag.
Efter faderens død blev han forflyttet til sin fødeby Ondløse, hvor han døde for omtrent 10 år siden.

Han havde gode evner, dog især i sang og musik.
Først i Marke og siden i Thorslunde var Fogtmann skolelærer.
Det var en halvaldrende mand, der var meget moderat i sine udtalelser i modsætning til sønnen, den nuværende folketingsmand Fogtmann, der jo er den inkarnerede radikalisme, men han slægter nærmere moderen på.
Hun var langtfra anset i omegnen, snarere noget berygtet og ilde omtalt.
Af den grund kom jeg kun lidet sammen med den Fogtmannske familie, uagtet jeg satte ret megen pris på husfaderen, der døde i embedet for mange år siden og efter sigende efterlod sig en ikke ringe formue i forhold til sin stilling.
Min jævnaldrende, Jørgensen i Sandby, hvortil han kom i året 1858, var den af sognets lærere, jeg holdt mest af, og vi besøgte hinanden ret ofte.
Han var en dygtig regnemester og en særdeles habil L`hombrespiller.
Vi fik oprettet en L`hombreklub, der bestod af Jørgensen, Sandby, Jørgensen, Kundby, Olsen, Gislinge og mig.
Den varede et par vintre, og vi samledes skiftevis hos hverandre, men vejen mellem os var lang at vandre til fods og besværlig i vintervejr og føre, og Jørgensen, Sandby, blev svag.
Disse grunde bevirkede, at vi hørte op med denne fornøjelse.

Jørgensen fik brystsyge og efter længere svagheds tilstand døde han i Maj 1863 i Sandby skole og blev begravet på Kundby kirkegård.
Jeg sørgede meget over hans bortgang, thi han var en oprigtig og trofast ven.
Han var født i Grimstrup ved Varde den 10. juni 1834.
Hans enke lever endnu i Skanderborg.
De efterlod sig kun et barn, en datter, Mathilde, som en slægtning af Jørgensens kone tog sig af.
Han hed Seerup og var den første, der oprettede en beværtning på Himmelbjerget og siden et hotel.
Mathilde blev gift med en kelner Knudsen.
De overtog siden beværtningen og hotellet. Ved et besøg på Himmelbjerget traf jeg hende der som værtinde og har senere hørt, at hun er død.

Jørgensens efterfølger i Sandby, lærer Jessen, var født i Nord Slesvig.
Han var også min gode ven, og vi kom ofte sammen, indtil han blev forflyttet til Stigsbjergby, hvor han døde pludselig ramt af et slagtilfælde, saa vidt jeg ved i året 1896.

97
Det er en begivenhed
af rang i mange præstegårde og vistnok også for de fleste lærere, når biskoppen møder til visitats i kirke og skole, og mange ryste ved tanken om den store dommedag, og hvorledes udfaldet vil blive, og hvilke vidnesbyrd hans højærværdighed vil nedskrive i protokollen over vedkommende præster og lærere.
I over 20 år havde der ikke været bispevisitats i Kundby, og vi kunde derfor vente biskoppen til enhver tid i en af de fire sommermåneder.
Den øvrige tid af året tager biskoppen, der i reglen er en ældre mand, ikke ud på visitats uden i overordentlige tilfælde.
En dag, saa vidt jeg mindes, i sommeren 1861, kom jeg i et eller andet ærinde op til provst Formann.
Han modtog mig straks med den tidende, at han samme dag havde modtaget en skrivelse fra biskoppen, hvori han bebudede sin ankomst til Kundby præstegård en vis dag i den følgende tid for at visitere i kirken og skolerne i de to eller tre påfølgende dage.
Både provsten og jeg vare noget bemandede ved den forestående visit, og jeg erindrer, at provsten vilde beholde mig hos sig hele dagen indtil aften, for at vi kunde drøfte den kommende begivenhed, og hvorledes vi rettelig havde at forholde os overfor bispen.
Til dagligdags kunde provsten til tider være ret stor, men nu var han bleven usædvanlig lille og myg.
Provsten glimrede ikke ved veltalenhed og lærdom, og nu skulde han vise evner over for den vidt berømte biskop Martensen.
Jeg, som altid har haft eksamensfeber, og som med stor beundring havde læst enkelte af Martensens skrifter, følte mig som et sandskorn overfor et mægtigt bjerg.

Dagen kom, da den i åndelig henseende store mand rullede ind i Kundby præstegård.
Provsten havde anmodet vi 4 lærere i sognet om at møde i præstegården samme dags eftermiddag, for at han kunde præsentere os for biskoppen.
Vi mødte alle 4 til det bestemte klokkeslæt og blev præsenterede for hans stormægtighed, der ingenlunde saa skrækindjagende ud.
Han havde et lille lidt forvokset legeme, der kontrasterede stærkt mod vor velvoksne provst.
Hans ansigt var meget bevægeligt og næsten afspejlede de tanker, der rørte sig indenfor.
Med venlighed parret med en vis ironisk værdighed modtog han os lærere.
Audiensen varede kun kort og enhver gik hjem til sit opfyldt af tankerne om, hvad den kommende dag vilde bring; thi da skulde skolebørnene og vi lærere prøves.
Med min ældste klasse mødte jeg i Kundby skole om formiddagen.
Først måtte lærer Jørgensen tale med hans skolebørn om et og andet af religionen, og dernæst blev de prøvede indenadslæsning, og dermed var han færdig, hvorefter biskoppen talte med børnene om en af religionens sandheder og gjorde dette på en saa mesterlig og letfattelig måde, som jeg ingensinde tidligere havde hørt mage til.
Derefter kom turen til mig og børnene fra Trønninge.
Inden jeg begyndte, kaldte biskoppen mig hen til sig for at erfare, fra hvilket seminarium jeg var udgået, og da han hørte, at det var fra Jelling under forstander Kemps ledelse, udbrød han i stærke lovtaler over denne mands store evner og kundskaber og udtalte sig om deres venskab i den tid, de begge studerede ved Københavns universitet.

Derpå sagde han: Vil De saa tale med børnene om farisæeren og tolderen.
Jeg gjorde det saa godt, jeg formåede under min store ængstelse; men langtfra saa godt, som når jeg til daglig talte med børnene om dette emne.
Derefter talte biskoppen med børnene, men det havde rigtignok en anden klang og børnene svarede godt og forstandigt.
Derefter læste hver af dem et stykke op af læsebogen, og deri vare de omtrent alle hele mestre, saa jeg slap ret helskindet fra denne eksamen.
De to andre lærere sognet blev med deres børn prøvede om eftermiddagen i Thorslunde skole.
Den følgende dag var, saa vidt jeg husker, en Lørdag, der anvendtes af biskoppen og provsten til at udarbejde deres taler til Søndagen, da den store kirkevisitats skulde foregå.
Den dag var den store landsbykirke stuvende fuld af mennesker, hvad jo ellers meget sjældent var tilfældet, og det hele havde et særdeles festligt og højtideligt præg.
Alvor så i alle ansigter og først og fremmest i provstens.
Jeg indledede med den sædvanlig indgangsbøn, der -

Der mangler mangler nogle sider.


dagens anledning mødte i fuld galla med nøgle på hoften.
Det var første gang, jeg så denne dekoration, og den forekom mig i højeste grad latterlig.
I virkeligheden vare de nok et par tarvelige personer, hvem den lærde og åndelige samtale ikke smagte videre og som nærmest agerede statister.
Biskoppen ignorerede dem og vilde ikke benytte vanDeurs tilbud om at benytte hans køretøj og tage ophold på Frydendal under visitatsen i Skamstrup-Frydendal.
Da bordet var hævet, foretoges en spadseretur i den ikke synderlig store eller smukke præstegårdshave, og kort efter at kaffen var nydt, lod biskoppen spænde for og rullede saa videre til visitats næste sted.
Noget efter skiltes selskabet ad og drog hver til sit.
Provsten og vi lærere betydelig lettede og meget nysgerrige efter at se, hvilken vidnesbyrd biskoppen havde efterladt sig i protokollen, og da dette var ret tilfredsstillende, kom sindene efterhånden i ro efter den store begivenhed.

98
Nu gik tiden sin jævne
gang ved mit sædvanlige arbejde med skolebørnene og mine besøg hos beboerne i omegnen uden synderlig omveksling, samt i høstferien hos mine forældre på Melhede og hos slægtninge og venner der og i Faaborg.

Tidlig på foråret 1863 fik jeg brev hjemmefra, at mine 2 brødre Jens Christian og Mads (sidstnævnte far til Christian Therkel - onkel C. T. - og Frederik , min farfar; indsat af Max Christiansen f. 1936) havde lejet en lille uanseelig Købmandsgård (Madam Grytters hus, Vestergade/Nørrebrogade) i Vejle, hvor de fra 1. maj agtede at drive købmandshandel.
Jeg havde ingen anelse om hvilken vending dette foretagende skulde bringe i deres og saa at sige hele vor families skæbne for fremtiden; men anså det nærmest for et vovestykke, da min ældste broder J. C. ikke havde været i købmandslære, men dog ved sit ophold hjemme havde tjent omtrent 1200 rigsdaler, dels som skrædder og dels ved landhandel med uld, havre, skind og deslige og endnu kun var 27 år.
På grund af øjensvaghed havde han måttet opgive skrædderiet, og det var ham, der skulde løse købmandsbevillingen, da Mads, der havde lært handelen, kun var 22 år.

Der var også flere af de ældre købmænd i Vejle, der rynkede på næsen af disse to bønderdrenge, der næsten uden midler vilde begynde en handel på et sted, hvor flere i forvejen vare gået bag af dansen, og hvor der saa at sige ingen handel var at begynde med.
Da min høstferie kom, vilde jeg som sædvanlig besøge mine forældre på Melhede og var ikke lidet nysgerrig efter at besøge mine to brødre i Vejle for at se, hvorledes det gik med deres købmandshandel.
Jeg fandt dem i bedste velgående og ved godt mod.
Allerede den gang begyndte jeg at ane til hvilke betydelige resultater dette kunde føre, da jeg så med hvilken flid og sparsomhed, de havde begyndt deres forretning, som de førte med stor forstandighed under deres små forhold og i modsætning til saa mange andre, der straks begyndte med at slå stort på og derfor bestandig vedblive at være små.
Efter et fornøjeligt feriebesøg, dels hos mine forældre og dels hos mine brødre i Vejle, drog jeg med let hjerte og de lyseste forhåbninger tilbage til min gerning i Trønninge uden at agte på dem, der spåede mine brødres foretagende ilde.



99.
I de sidste åringer var det begyndt at mørknes i den politiske horisont og den skarpe noteveksling mellem de prøjsiske udenrigsminister og vor minister Hall samt forhandlingerne i de holstenske og slesvigske stænder bebudede ikke noget godt og gjorde et nedslående indtryk på de fleste danske og selvfølgelig også på mig, som altid har været ivrig fædrelandssindet; men vi stolede sikkert på Kejser Napoleon den Tredie, den mægtige minister Palmerston i England og især på disse to magters garanti af 1720 for Slesvigs bevarelse for Danmark. Desuden mente vi at have en alliancetraktat omtrent færdig med Sverige-Norge, hvis konge, Carl den Femtende, jo var Frederik den Syvendes bedste ven.
Desuden mente man, at de andre stormagter ingenlunde ville tillade, at Tyskland tilegnede sig Slesvig for at gøre Kielerhavn til en prøjsisk krigshavn. Så kom pludselig og for de fleste uventet Frederik den Syvendes død på Lyksborg Slot den 15. november 1863.
Sorgen over kongens død var almindelig både blandt høje og især blandt lave.
Jeg var så betaget deraf, som kunne det have været en nær slægtning eller ven, uagtet jeg kun havde set ham ganske enkelte gange.

Men jeg vidste, at sangen udtalte fuld sandhed, når det hedder: "Så dansk som han var ingen konge her i mange år." At hans privatliv havde store skavanker kunne ikke skjules; men det er først i de senere år, det er bleven klarlagt for offentligheden, hvor dårlig en personlighed, han i virkeligheden var.
Og dog havde han den evne ved visse højtidelige lejligheder at kunne optræde med stor kongelig værdighed og takt. Det går i et statssamfund som i den enkelte familie.
Overhovedets død kan let bevirke store omvæltninger, der får en skæbnesvanger indflydelse på mangfoldige menneskers ve og vel.

Vi så dette ved Christian den Ottendes bortgang, hvor landet måtte føre en treårig krig for at bevare statens enhed. Den gang lykkedes det; men oprørsånden i vore tyske landsdele ulmede fremdeles og brød nu ved kongens død atter ud i lys lue, støttet af hele den tyske presse og først og fremmest af den såkaldte reptiliepresse, der for løs på os danske som et kobbel løsslupne hunde med hadefulde løgne og alskens ukvemsord.
Det var tydelig at se, at al den ondskabsfulde alarm blev betalt, og at navnlig den prøjsiske regering stod bagved.
Det var derfor med stor ængstelse de fleste danske så fremtiden i møde og især da næsten største delen af folket ikke den gang stolede på Christian den Niendes danske sindelag. Han var jo født ved Sliens stille strømme på grænseskellet mellem dansk og tysk, hvor der er drømt så mange onde drømme, og det er ondt at være sønderjysk. Vel var han i treårskrigen gået med som officer på dansk side; men det var vel bekendt, at han havde flere brødre i den modsatte lejr, og vi kendte ham ikke, således som vi nu kende ham.
Jeg var meget betaget af alt dette.

Et par dage før Kong Frederiks bisættelse i Roskilde Domkirke rejste jeg til København for at få noget at se af denne højtidelighed og muligvis et glimt af de sendebud fra fremmede hoffer, der rimeligvis ville få indflydelse på vor fremtidsskæbne, hvilket også lykkedes.
Derimod havde jeg ikke held til at se Castrum doloris. I den hensigt at opnå dette havde jeg stillet mig i kø i den ene af buegangene på Christiansborg Slot; men inden rækken nåede til døren, inden for hvilken kisten var opstillet, blev denne lukket, og denne udstilling erklæret for endt.
En svensk skibskaptajn og jeg henvendte os til kongens hofchef, Oberst Holten, om at blive indladte, men fik et høfligt afslag. Formodentlig er det denne Holten, der senere udgav en bog om hans oplevelser hos Frederik den Syvende, en bog, der vakte megen forbitrelse og forargelse især hos vort venstreparti, om den var oprigtig eller forstilt, skal jeg ikke kunne sige.
Næste dag skulle kongens ligtog udgå fra København.
Jeg stillede mig da inden den bestemte tid i den såkaldte Vesterbros passage eller den store åbning i Københavns vold, hvor førhen Vesterport havde stået og fik en heldig plads.
Herfra blev jeg vidne til det imponerende ligtog.
Den følgende dag tog jeg med første tog til Roskilde, hvor bisættelsen skulle foregå. Her så jeg garden til hest, der såvidt jeg mindes

Her mangler sider

Redigeret af:
Gitte Johansen
Efterkommer af Maximilianussen

til toppen