STILLINGEN SOM ANDENLÆRER I FRØLUNDE

82.
Det var kun et lille Skoledistrikt,

jeg havde faaet.
Det bestod af Landsbyen Trønninge med 12 Bøndergaarde og en Deel Huse samt Herregaarden Vognserup, der indtog omtrent det halve af Arealet.
Børnenes antal varierede i de 8 Aar, jeg var der, imellem 25 og 54, deelt i to Klasser.
Bestillingen var jo ikke meget byrdefuld, men Lønningen ogsaa derefter.
Den bestod i en temmelig indskrænket Bolig af Grundmur og et Udhus af Bindingsværk, begge dele nyopførte 1846.
Boligen bestod af en stor Stue og to meget smaa, samt Kjøkkenog Spisekammer og et Skab, hvori Sengested til Tjenestepigen, desuden var der en lille fælles Indgang baade til Skolestuen og Lærerens Lejlighed.
Til Skolen hørte en Jordlod på 4 tønder Land, deri indbefattet en lille Have, Byggegrund og Gymnastikplads.
Jorden var af meget god beskaffenhed.
Den øvrige Løn bestod i 44 Tønder Byg efter Kapitelstart og Smaaredsel, 13 Lispund Brød, 13 halve Gjæs og 13 halve Snese Æg og desuden Offer og Accidentser, der vare noget variable, men gjennemsnitlig beløb sig til omtrent 80 Rigsdaler Aarlig.
Reguleringssummen var 465 Rigsdaler 24 Skilling.
Desforuden 3 Mark Aarlig i Skolepenge af hvert Barn, som var indskrevet i Skolen ved Aarets Begyndelse.

83.
Provsten havde allerede fortalt mig,
at det var mit usædvanlige Navn, ikke at jeg havde erhvervet mig noget Navn i Lærerverdenen, men mit veritable Døbenavn Maximilianussen, der havde bevirket, at jeg blev indstillet til Embedet af Sogneforstanderskabet.
De havde været godt enige om de første to; men om den tredje havde de ikke været enige.
Da var der et af Medlemmerne, der, for at undgaa mere Disput om den Sag, foreslog at vælge ham med det skjønne Navn.
Dette blev vedtaget, og Skoledirektionen tog mig som den ældste og med de bedste Karakterer af de 3 Indstillede.
Ikke mindre end to af Bønderne hævdede hver for sig Æren af dette gode Indfald, i hvert fald naar de talte med mig.
Disse to vare Lars Christensen, Marke, og Niels Pedersen, Kundby.
Et andet Sted havde mit ”kjønne” Navn havt en modsat Virkning.
Det var i Ordrup, Faarevejle Sogn. Der meente man, at Navnet var for fint, og det, at jeg havde været Huslærer paa en Herregaard, tydede paa, at jeg ikke var tilstrækkelig folkelig til at omgaaes med Bønderne i Ordrup; af den Grund blev jeg vraget der.
Man kan heraf lære hvilke Grunde, der kan gjøre sig gjældende ved Indstillingen til et Lærerembede.

84.
Først gang Sogneforstanderskabet
holdt Møde efter min Ankomst til Trønninge, mødte jeg efter Provstens Opfordring i Kundby, for at han kunde præsentere mig for Raadet, hvor jeg blev særdeles vel modtaget.
Tillige valgte man mig til Kirkesanger ved Kundby Kirke med en efter Skoleloven af 1814 fastsat Løn af 10, siger og skriver ti Rigsdaler.
Det var en jammerlig Løn for at spadsere fra Trønninge til Kundby.
Afstanden mellem de to Byer var omtrent en halv Mil, og den skulde jeg tilbagelægge i al slags Vejr og Føre samt opholde mig i den iskolde Kirke under Gudstjenesten, der i Reglen varede 3 Timer.
Da Aaret har 60 Helligdage, var det en Rigsbank Mark for hver Gang.
Sligt skulde man byde en Arbejdsmand nu omstunder, han vilde vist betakke sig.
Jeg tog mod Bestillingen og tænkte, man kunde ikke fordre nogen kunstnerisk Præstation for dette Vederlag, og den var jeg heller ikke istand til at yde.

Søndagen efter min Præsentation for Sogneforstanderskabet blev jeg af Provsten højtidelig indsat som Skolelærer i Trønninge og Kirkesanger ved Kundby Kirke, hvor Handlingen foregik i Forening med Gudstjenesten.
Jeg fik mange gode Formaninger og mange gode ønsker for min Fremtid.
Saasnart Høstferien var udløben, vistnok den 3. September, tog jeg fat paa min Gjerning af al min Kraft og med mange gode Fortsætter.

Kundby kirke


85.
Et lille stykke Vej
fra Trønninge Skole laa den store Herregaard Vognserup; Skolelodden grændsede til Gaardens Marker.
Her var en stor 2-Etagers rød Hovedbygning med en hvælvet Port, og over denne Trollernes Vaaben udhugget i Steen.
Ellers var det en firkantet Bygning uden nogen som helst anden Prydelse; men opført af Munkesteen og vist over to Hundrede Aar gammel.
Gaarden hører nu under Baroniet Løvenborg.
Denne Bygning beboedes af Amtmanden over Holbæk Amt, Kammerherre Pløyen, der ogsaa her havde sine Kontorer.
I en mindre Sidefløj ud mod Haven boede foruden en Deel Enker og gamle Damer, der havde været Funktionærer hos Herskabet paa Løvenborg, Amtmandens første Fuldmægtig, Lund, der var gift, og hvem jeg siden nærmere vil omtale.
Da jeg boede saa nær ved, kunde det ikke undgaas, at jeg kom i nærmere berøring med Amtmanden og hans Kontorpersonale.
Pløyen var Enkemand og havde tre eller fire voxne Døtre hjemme hos sig.
Han var en høj, temmelig mager mand med skarpe Ansigtstræk.

Amtmand Pløyen


Naar han spadserede forbi Skolen, hvilket skete meget ofte, hilsede han til Vinduerne og bukkede saa dybt, at jeg næsten ansaae hans Kredentser for Spydighed eller Ironi; thi han var meget spydigt anlagt og havde en ualmindelig hvas Tunge.
Jeg erindrer en Gang i Kundby Kirke, da Provsten i Bønnen for Kongen og Kongehuset efter Sædvane indflettede en Bøn for dette Steds høje Herskab og Patron, nemlig Ejeren af Kirken, Kammerherre van Deurs til Frydendal, rømmede Amtmanden sig saa højt og demonstrativt, at det vakte stor Opsigt og nær havde forstyrret Gudstjenesten.

Sagen var nemlig, at Provstinden var nær beslægtet med van Deurs, og at Provsten af ham, der havde Patronatsretten, i en temmelig ung Alder var bleven indstillet til dette store Embede og derfor faaet Kaldet.

Pløyen havde sin Force i at fortælle slibrige Anekdoter og frivole Fortællinger i et vittigt og pikant Sprog, der kunde serveres for Mandfolk, og han var nok ikke selv noget Sædelighedsmønster; men vistnok en meget dygtig Embedsmand.
Der fortælles, at han først var udseet til Amtmand i Vejle og samtidig Orla Lehmann til Holbæk Amt, men at den daværende Regjering fik Betænkeligheder ved Ansættelsen af den liberale Lehmann i dette radikale Amt og derfor ombyttede dem saaledes, at Pløyen fik Holbæk og Lehmann Vejle Amt.
Pløyen var vist ogsaa tilstrækkelig konservativ.
Mellem Amtmanden og Provsten herskede just ikke det kordialeste Forhold, skjøndt de havde kjendt hinanden fra Studentertiden, men de bevarede dog et vist ydre Skin.
Dog var Provsten ingenlunde fri for Amtmandens Sarkasmer; men svarede efter bedste Evne hvilket undertiden lykkedes ret vel, da Provsten var i Besiddelse af en god Portion Muttervitz.
Et godt Aarstid efter min Ankomst til Trønninge blev Amtmanden opsagt til fraflytning af Herskabet paa Løvenborg, da Baronesse Løvenskjold fik i Sinde at ville bo paa Vognserup, vel nærmest fordi hun ikke kunde udholde at bo sammen paa Løvenborg med hendes Mand, og fordi hun vilde have den store Herskabshave ved Vognserup fuldstændig istandsat, da den under Amtmandens Pasning var bleven skammelig forsømt.
Han var ikke glad ved at skulle flytte; men maatte finde sig heri og flytte til Holbæk, da han ikke kunde finde noget Sted paa Landet, der havde tilstrækkelige Lokaler til ham og hans Kontor.

86
Forinden jeg rejste fra mit hjem
på Melhede efter at være kaldet til Trønninge skole, var det bleven aftalt, at min søster, Inger Magdalene, skulde drage over til mig og bestyre mit hus.
Hun var imidlertid ude som tjenestepige og kunde først komme til mig nogle dage ind i november.
Indtil den tid skulde jeg have min kost hos gårdmand Meinert Nielsen i Trønninge.
I hen ved et fjerdingår kom jeg altså i dette hus, og havde således god lejlighed til at lære disse folk at kende på nært hold, og ikke alene dem, som vare beslægtede med næsten den halve by, men også med de andre beboere i distriktet, hvem jeg besøgte ofte.
Her fik jeg det indtryk, at det var en mere gammeldags befolkning, end jeg tidligere havde været vant til på mine forskellige opholdssteder.
Selve deres tale var en mere udpræget bondedialekt end på Korsør egnen.
Der var en mærkelig ensformighed i deres bygninger og boliger.
Der fandtes på den tid ingen andre grundmurede bygninger i mit skoledistrikt end hovedbygningen på Vognserup og Trønninge skole, ellers var alt bindingsværk, uagtet det ikke kan siges, at vi boede i en skovegn.
Alle fire længer på en bondegård var sammenbyggede, så, når der kom ildløs, måtte absolut det hele gå i løbet.
Hovedindgangen til stuehuset var inde i gården, og når man skulde ind i en gård, måtte man passere en, i reglen meget lav port i den modsatte længe.
Her skulde man vogte sig for lænkehunden, der havde sit hus tæt ved porten ind mod gårdspladsen og kunde nå over mere end den halve ports bredde.
Gårdspladsen var ikke ret stor, men for det meste ren og pæn holdt, da der ikke fandtes møddingsted inde i gården, som det næsten overalt er skik i de jyske bøndergårde.
Foran hovedindgangen til stuehuset var en lille udbygning i gården, en såkaldet lude hvori var forstue, men uden så meget som et vindue.
En dør førte herfra ind i den forreste stue, hvor familien til dagligdags opholdt sig.
Indenfor denne var en mindre stue, hvor der i reglen var en omhængsseng i den ene ende, den kaldtes derfor også sovekamret.
Imellem disse to stuer var en bilæggerovn i muren, som skulde opvarme dem begge, og i sovekamret stod en løjbænk med den åbne ende mod kakkelovnen, hvor familiefaderen lå og hendøsede de lange vinteraftener og holdt fødderne varme på kakkelovnen.
Kom der fremmede, som man vilde vise lidt mere end almindelig høflighed, blev de budt ind i sovekamret og hvis det var om aftenen, blev lyset tændt og sat ind på bordet i en pæn poleret messingstage med den uundværlige lysesaks, da man aldrig brugte andet end tællelys.
Langs med loftet i den forreste stue var en tallerkenrække med en masse polerede tintallerkener og enkelte kobber- og messingkar, hvoraf også en del vare ophængte på væggene.
På væggen var ophængt en trekant med hylder, og i et hjørne af denne stue fandtes et lille hjørneskab, der var aflåset, da manden der glemte sine penge og undertiden andre værdisager.
I samme stue stod et langt, svært egebord med en fod, hvori gemtes mange slags sager.


Ud mod vinduet og for bordenden stod træbænke, der adskillige steder, hvor man udrugede gæslinger, var lukkede foran og i bunden og kaldtes gåsebænke.
En Gåsebænk man aner lige et hjørne af bordet

I hver gåserede var en dør med et hul i form som et hjerte, for at gåsen kunde trække frisk luft.
Man kan nok tænke sig, hvilken stank dette kunde forvolde i stuen.
Dog har jeg ikke set en sådan gåsebænk i Trønninge, men derimod i Butterup og Tudse.
Jeg husker endnu så godt, hvorledes jeg blev bidt i læggen af en gås, der rakte næbbet ud af det omtalte lufthul.
Det var engang jeg i egenskab af formand af sognerådet for Butterup og Tudse havde indvarslet beboerne i Butterup til et møde hos oldermanden for at indbetale den overordentlige skat eller, som den kaldtes, krigsskatten.
Jeg sad for bordenden og havde meget travlt med at modtage pengene og udlevere kvitteringerne og måtte i travlheden hvert øjeblik gribe til læggene uden at få tid til at tænke over, hvorfor det gjorde så ondt der.
Jeg kastede blikket til siden af mig, hvor forpagter Krarup fra Severinsminde havde taget sæde, om også han ømmede sig, men da jeg opdagede hans lange stivskaftede støvler og et gåsenæb bagved mine slet beskyttede lægge, fattede jeg årsagen og bandede de arrige gåsemødre og den hæslige skik at lade dem ligge inde i stuen for at udruge deres æg.

Imellem disse to stuer var en bilæggerovn i muren, som skulde opvarme dem begge, og i sovekamret stod en løjbænk med den åbne ende mod kakkelovnen, hvor familiefaderen lå og hendøsede de lange vinteraftener og holdt fødderne varme på kakkelovnen. En gammel stue

Et gæsteværelse i 1864



Bøndergårdene havde desuden en mellemstue, hvori en opredt seng med en masse dyner til gæster, og en øverste stue.

Tilvenstre ser du et gæsteværelse fra 1864

I den førstnævnte stue holdtes mindre gilder, og i den sidste tillige gilder med dans.
Befolkningens klædedragter var som foran omtalte ved Korsør-egnens, kun her var det blevet mode at gå med støvler så lange, at de foran nåede et stykke ovenfor knæene og bares uden over benklæderne.
Det var just ingen skøn mode, der gav de fleste mandfolk et skævbenet udseende; men således havde forpagtere og avlsforvalterne indført den, og så måtte gårdmændene og deres sønner følge efter.
Det var jo i bondestandens gyldne dage, hvor gårdmændene og deres sønner og døtre spillede en stor rolle og anså sig selv for større og bedre end alle de andre klasser i samfundet.
Det var også dem, der under anførsel af Tscherning, Baltasar og J A. Hansen, kommanderede valgene, især i Holbæk amt.

Bønderne gik om vinteren i sorte fåreskindspelse, også inde i stuen.
Disses yderside blev flittige indsmurte i tran, hvad der frembragte en grim lugt inde i en varm stue, hvor der opholdt sig flere mandfolk.
De gule huer af søløveskind vare også her i højeste mode, og de fleste beholdt dem på inde i de varme stuer.
Derimod vare de højrøde strikkede huer med en stor dusk i den øverste spidse ende gået af mode, og kun den mand, hos hvem jeg fik kosten, Meinert Nielsen, var den eneste der i byen, som bar det gamle hovedtøj.

87.
Gårdmændene havde en
mængde gilder under mange forskellige former og ved enhver mulig anledning.
De gilder, hvortil de fleste vare indbudte, vare i reglen bryllupper, en til gengæld de tarveligste i traktementet.
Det kunde endnu hænde, at man kun blev beværtet med tykt skåret smørrebrød, brændevin og øl samt kaffe med brød til.
Mændene og konerne morede sig med kortspil og de unge med dans.
Sådanne bryllupper kaldtes "stumpegilder".
Jo mindre gæsternes antal var, des rigeligere var beværtningen og ved visse lejligheder endog ganske overdådig.
Til visse gilder havde man altid de samme stående retter, for eksempel til barselsgilder bestandig risengrød og klipfisk.
Grøden var kogt i uskummet sød mælk og blev bragt ind på bordet i store fade, hvortil 5 a 6 af gæsterne langede til hvert fad med træskeer.
I midten af hvert fad var et vældigt smørhul, der stadig blev fyldt med smeltet smør af opvarterne, og grøden var desuden rigelig bestrøet med sukker og kanel.
Når man var færdig med grøden og levningerne båren ud, kom klipfisken på bordet i store fade samt sauceskåle med sennepssauce, der svømmede i smeltet smør I den første Tid, jeg var i Trønninge, fik man ingen andre Redskaber at spise Fisk med end de Træskeer, man havde spist Grøden med. Man maatte da slikke den godt af, inden man gav sig i Lag med Fisken, der var kommen ind i meget stor Stykker. Man matte benytte en afbrækket Brødskorpe til i Forening med Træskeen at skille de store stykker Fisk ad i spiselige Smaadele, og med Skeen dyppede man dette i Saucen og førte det derfra i Munden. Den første Gang jeg var med til et saadant Maaltid, bad jeg Opvarteren om Kniv og Gaffel; han saae paa mig med store Øjne, meente vistnok, at jeg maatte være en fordringsfuld Person og svarede, at de ikke havde ”Taffeltøj”. Siden lærte jeg at hjælpe mig som mine andre Bordfæller. Til Begravelser, der altid foregik fra Hjemmet, vare altid en stor Mængde Mennesker indbudne, først til Frokost inden Liget blev udbaaret af Huset, og senere efter Ligfærden til Middag og Aften, ja, endog til Gilde Dagen efter. Ved Frokosten bleve ikke sjælden Mændene placerede rundt om Ligkisten med det utildækkede Lig i Midten. Det faldt undertiden i min Lod at sidde her blandt de spisende og drikkende Mænd i den uhyggelige Liglugt og høre paa al deres Passiar, Banden og Latter, som kun saare lidet passede i et Sørgehus; man skulde snarere tro, man befandt sig i en Krostue. Naar saa langt om længe Frokosten var til Ende, og de sidste havde faaet deres Kop Kaffe tillivs, stillede jeg mig med opslagen Salmebog for Hovedenden af Kisten, og de nærmeste Paarørende ved Siden. Jeg nævnede da Nummeret paa den Ligsalme, der skulde synges, og naar saa Stuen var stuvende fuld af Mennesker, og der var indtraadt fuldstændig Stilhed, stemmede vi Sørgesangen. Det var undertiden gribende, ja, saa gribende, at jeg ikke kunde tilbageholde mine Taarer, at see og høre den nærmeste Families Graad og Hulken under denne Salmes Afsyngning, en fuldstændig Modsætning til det, der lige i forvejen var foregaaet i samme Stue. Derpaa blev Liget tildækket, Laaget skruet paa Kisten og Lysene, som brændte ved Hovedenden, slukkede, hvorpaa den blev baaren ud i Gaarden og sat paa Ligvognen. Nu satte alle sig op paa Vognen, og Fod for Fod kjørte den lange Ligskare, ofte mere end tyve Vogne, til Kundby Kirke. Her standsede man ved Kirkebakken, Liget blev taget af Vognen og baaret op ad den høje bakke med Ligfølget bag efter tilfods. Ved Kirkegaardsporten standsede Skaren, og naar Provsten var kommen tilstede, gik han og Skolelæreren foran Kisten og sang:”Hvo veed hvor nær mig er min Ende” rundt om Krken og ad Kirkens Dør ind i Kirken til Koret, hvor Ligkisten blev sat paa Skamler og dækket med Krandse. Derpaa blev der sunget Begravelses-salmer og holdt Ligtale, hvorefter Liget blev baaret ud og nedsænket i Graven. Naar Provsten havde foretaget Jordpaakastelsen og et Salmevers var afsunget, gave alle Mænd og Karle sig til med Spader og Skovle, at fylde Graven med den opkastede Jord, og førend den lille Gravhøj var fuldstændig tildannet, tilklappet og bedækket med Krandse, forlod ingen af Følget Kirkegaarden. Derpaa kjørte hele Følget i rask Trav tilbage til Gildesgaarden, hvor man til Middag fik de samme Retter, Risengrød og Klipfisk, som er omtalt ved Barnedaabsgilder. Det vilde blive altfor vidtøftigt at beskrive alle de forskjellige Slags Gilder, der holdtes i den gode, lille Landsby Trønninge, ja, endog Navnene paa dem vilde blive et langt Register. Kun skal jeg bemærke, at jeg omtrent var indbudt til dem alle, deels paa Grund af min Stilling og vel ogsaa paa Grund af min store Popularitet. Jeg havde megen Deeltagelse i Befolkningens Sorger og Glæder og sjælden indbudt uden at komme tilstede, selv i smaa og fattige Hjem; thi den Erkjendelse var stadig levende hos mig, at jeg selv var udgaaet fra saadant Hjem, og under min Skolegjerning havde Børn fra slige Hjem næsten Fortrinsret; det mærkede Befolkningen, og denne Handlemaade faldt i god jord hos dem. Det var i de Tider, da Venstre og Højre endnu græssede fredelig ved Siden af hinanden uden at være opildnede til den Fanatisme, som senere i næsten 30 Aar hærgede især vor Landbefolkning og skabte meget Had og megen Forfølgelse. 88. Min nuværende Foresatte var, som alt omtalt, Provst Formann, Sognepræst til Kundby og Provst for Merløse og Tudse Herreder. Det var en meget venlig og velvillig Mand, der gjerne vilde gjøre dem, han yndede, Tjenester, naar det ikke kostede ham Penge. Til visse Tider havde han dog Luner og vaagede da med Nidkjærhed over sin Værdighed. Hans Kundskaber og Evner strakte sig lige til Husbehov, og han læste vist sjælden en Bog eller et nyt Skrift. Men han var en meget praktisk Mand og, efter hvad jeg har hørt af kompetente Folk, en særdeles dygtig Provst; denne Gjerning omfattede han ogsaa med megen Interesse. Han fandtes ogsaa ved sit Skrivebord hver Morgen Kl. 5, baade Somer og Vinter, og her udførte han de mange skriftlige Expeditioner, som denne Gjerning medførte, og det med stor Orden og Akkuratesse, saa næsten intet fik Lov at hvile til næste Dag. Hans Betænkninger, Erklæringer og andre skriftlige Arbejder vare affattede i et indviklet Sprog med forbløffende lange Perioder, vel nærmest svarende til den saakaldte Cancellistil; men dette Sprog udtalte alligevel hans Mening ret klart og tydelig. Han skrev en gammeldags, men meget tydelig og læselig Haand. Han holdt meget af god Orden i skriftlige som i alle andre Sager, og jeg har ham meget at takke i denne som i mange andre Henseender. Provsten var just ikke nogen god Prædikant. I Tale som i Skrift indviklede han sig i lange Perioder, hvorfra der næsten ingen Udvej syntes at aabne sig, og dog fandt han altid en antagelig Slutning paa den lange Periodebygning. Han optraadte næsten altid i Kirken med en vis højtidelig Værdighed, der ofte imponerede, og det var ham meget magtpaaliggende at Gudstjenesten foregik med største Orden og Sømmelighed. Ligesom de fleste andre Steder paa den Tid var der kun liden Kirkegang undtagen paa de store Højtidsdage og enkelte andre Lejligheder ved store Altergange og andre Kirkeforretninger, hvoraf der vare mange i det store Sogn paa omtrent 2000 Mennesker. Ellers mødte der sædvanlig kun 10 til 20 Mennesker. Gudstjenesten begyndte altid præcis Kl. 10, da der ikke var nogen Annexkirke. Inden den Tid maatte jeg, som var Kirkesanger, møde i Provstens Kontor for at modtage mine Ordrer. I Reglen mødte jeg en halv Time før Tiden, hvad der ogsaa var ret behageligt for mig, især i den kolde Vintertid, da jeg havde en halv Mil at gaa i Søle eller Sneføre. Vi fik os da en lun Passiar om mange forskjellige Ting. Efter Tjenesten fulgte jeg atter med ham paa Kontoret, hvor Samtalen fortsattes. Sjælden vankede der noget Traktement, hvilket nærmest maatte tilskrives Fruen, som hun var lidet gjæstfri og dygtig kneben. Saavidt jeg kunde skjønne, stod jeg i mange Aar i meget høj Gunst hos Provstefamilien, der endog indbød mig til adskillige Gilder i Huset, hvor de andre Lærere i Sognet ikke vare budne. Saaledes erindrer jeg at have været med til Provstens Broderdatters Brylup med den da nysudnævnte Landfoged Finsen paa Færøerne. Dengang anede ingen af os, at dette Brudepar skulde faa en saa berømt Søn som den nylig afdøde Læge Finsen, Opfinderen af Lysbehandlingen navnlig for Lupus-Sygdommen. Faderen døde som Stiftamtmand i Ribe, og Moderen, der ikke kunde taale det færøske Klima, døde af Brystsyge ikke mange Aar efter hendes Giftermaal. Beboerne i Trønninge kjørte næsten alle ind hos en Gaardmand Niels Pedersen i Kundby, hvor de indstaldede deres Heste, medens de vare i Kirke. Denne Mand boede paa den anden side af Gaden lige overfor Præstegaarden. Her gik jeg over, saa snart jeg var færdig med Kirken og Provsten, for at komme til at age hjem til Trønninge. Jeg troer nok ikke, det behagede Provsten, da de to Gjenboere ofte vare i Konflikt med hinanden. Niels Pedersen var en særdeles radikal Politikus, der saae skjævt til Højerestaaende og gjerne vilde drille dem lidt, hvor han kunde komme til; men han og hans Kone vare meget gjæstfrie og deres Hus var derfor meget besøgt. 89. Hver gang jeg skulde til Kundby, og det skete mange Gange foruden Søn- og Helligdagene, førte Vejen mig tæt forbi Vognserup, hvis Marker stødte sammen med den vestlige Ende af Trønninge Skolelod. Denne store Herregaard paa omtrent 97 Tønder Hartkorn hørte under Baroniet Løvenborg og havde i April 1857, samme Aar som jeg i August kom til Trønninge Skole, faaet en ny Forpagter ved navn Hans Ebbesen. Han var en Farvers Søn fra Slagelse, havde lært Landvæsenet paa Jægerspris og de sidste 10 Aar været Avlsforvalter hos Baron Zytphen Adeler paa Adelersborg. Nu var han 37 aar og ugift. Hans Husbestyrerinde, Jomfru, senere Frøken Flarup fra Aarhus, var en ung og dygtig Pige. Disse levede her paa Vognserup tillige med en Avlsforvalter og en Landvæsenslærling. De gik formodentlig og kjedede sig efter Dagens Gjerning, thi den passede de godt. Der gik længere tid, efter at jeg var kommen til Trønninge, inden jeg besøgte Forpagteren begrundet i en vis Sky for at paatrænge mig Folk i den Stilling, der efter min Smule Erfaring ansaae sig langt hævede over en stakkels fattig Skolelærer. Imidlertid kom enkelte af Byens Gaardmænd, der havde talt med Forpagteren og meddeelte mig, at han syntes, det var en underlig Skolelærer, der var kommen til Trønninge, siden han aldrig besøgte ham, og han jo dog hørt, at jeg ofte gik ud til Bønderne. Jeg bestemte mig da til en Aften at besøge Forpagteren og fik en ualmindelig venlig modtagelse. Jeg mindes endnu saa levende denne første Aften i hans Hus. Foran mig saae jeg en middelstor Mand med stærke Lemmer, rødmusset Ansigt med noget grove Træk, halvvejs skaldet og næsten hvidt Haar, kun faa Tænder i Munden og et noget knudret stort Hoved med et par store stirrende Øjne, der uafbrudt hvilede paa mig, som om de vilde udforske, om jeg ogsaa virkelig meente, hvad jeg sagde. Denne stirren var en heel deel generendefor mig; men Samtalen gik ellers meget livlig og især da Forpagteren kom ind paa sin Passion for at fortælle morsomme Historier af hans Oplevelser, og af dem havde han et rigt Forraad; om de vare troværdige, betvivler jeg; men han fortalte dem med et saadant Liv og Eftertryk, at jeg er overbeviist om, at han selv troede paa dem. Flere af dem vare rigtignok grovkornede og adskillige meget slibrige for høviske Øren. Formodentlig maa jeg have gjort et særdeles gunstigt Indtryk paa ham; thi ved Afskeden anmodede han mig meget indtrængende om at besøge ham saa ofte som muligt. Denne Anmodning var ikke forgjæves; thi den venlige Modtagelse var mig særdeles kjær, og jeg havde jo Fritid nok, især om Aftenen, og næsten utallige ere de Aftener, jeg har tilbragt i dette Hus. Jeg maatte rigtignok være Tilhører ved Forpagterens Historier, der bleve serverede om og om igjen næsten med de samme ord, og det hjalp ikke, man indvendte, at den Historie havde han fortalt før, den blev fortalt paa ny. Han følte formelig en saadan Glæde ved at fortælle disse Krøniker, at man ikke nænte at forspilde ham den. Det blev efterhaanden et meget gjæstfrit Hus og især for Omegnens Honoratiores, hvem jeg alle lærte at kjende der. Og det maa jeg sige til Ebbesens Ros, han var meget bange for, at jeg skulde blive tilsidesat eller overseet, fordi jeg kun var Skolelærer, og han var nær ved at fremhæve mig fremfor nogen anden af hans Gjæster, og i hans Hus kom Eliten af det gode Selskab der paa Egnen; thi der vankede udmærket Mad og i enhver henseende gjæstfri Behandlig og en meget munter og tvangfri Underholdning. Han havde lært denne Side af Livet ganske godt hos Baronen paa Adelersborg, hvem han ansaae for et Mønster i denne Henseende, ellers ikke. Man vil forstaa, at jeg i denne Periode med Iver og Eftertanke læste Knigges Omgang med Mennesker, og troer at have megen Nytte af denne fortræffelige Bog. Naar jeg om Søndagen gik til Kirke og kom forbi Gaarden, raabte Ebbesen meget ofte ud af Vinduet efter mig, at jeg vel kom derind, naar jeg gik hjemad, og jeg havde ondt ved at gaa forbi. Det endte med, at jeg blev der til Kl. 10 om Aftenen; thi det var præcis Sengetid paa Vognserup, hvor man alle maatte være paa Benene Klokken 4 Morgen, ogsaa Forpagteren. Ebbesen var fuld af Luner og kunde være i særdeles sort Humør; men jeg veed aldrig at være gaaet fra ham uden at have faaet sat Humøret op, og det var en stor Tilfredsstillelse for mig og vistnok ogsaa for ham. Naar jeg først naaede saa vidt med ham, at jeg fik ham til at fortælle sine Historier, saa vidste jeg, at nu vare de onde Luner bortduftede. Han var meget maadeholden hvad stærke Drikke angaaer, derimod holdt han meget af god Mad uden just at være en Fraadser. Kort blev der meget sjælden spillet i hans Hus, og jeg har kun en enkelt gang seet ham spille. Jeg kunde fortælle meget om, hvad jeg har seet og hørt i dette Hus i de 8 Aar, jeg var i Trønninge; men da jeg flyttede til Tudse, blev mine besøg sjældnere og sjældnere paa grund af Afstanden. En gang imellem besøgte vi hinanden, men vi bleve ligesom noget mere fremmede for hinanden. Det var jo i Landmændenes gyldne Periode, hvor Pengene strømmede ind paa dem, og jeg troer nok, at Ebbesen ligesom saa mange andre Menneskebørn havde ondt ved at taale den store Velstand, der flød ind paa ham; thi det er jo gammel Erfaring, at Rigdom fordærver selv gode Menneskers Karakteer, og at der skal gode Been til at bære gode Dage. I de første Aar Ebbesen boede paa Vognserup, var hans Moder tilligemed hendes Datter, der var Enke og dennes Plejedatter, Frøken Buch, endnu i Slagelse. Denne unge Pige kom ofte til Vognserup, og da var der Liv og Lystighed; thi hun var en meget munter Natur og kunde finde paa allehaande Skjelmstykker, hvilket morede Forpagteren i høj Grad, og mange vare de lystige Timer hun forskaffede os, thi jeg var jo stadig næsten daglig Gjæst. Senere blev hun forlovet og gift med den bekjendte Philip Schou, der var Hovedmanden for den store Industriudstilling i Kjøbenhavn 1888. Forpagterens Moder og Søster flyttede saa til Vognserup, hvor hans Moder henlevede sine sidste Dage hos Sønnen og blev meget gammel. Det var en rar gammel Kone, som holdt meget af at tale med mig; men mit Navn lærte hun aldrig. Hun kaldte mig altid Madrianus, og dermed vilde hun vedblive, uagtet Sønnen bestandig rettede hende. Det gjorde heller ikke noget, thi jeg holdt meget af den gamle Kone. Ebbesens Søster, Madam Buch, flyttede til Plejedatteren, da hun var bleven gift med Philip Schou, hvor hun forblev til sin Død.. Hun var meget rar, men stærkt tunghørig, saa hun var vanskelig at føre en Samtale med. Jeg fulgtes enkelte gange med Forpagteren til Kjøbenhavn, hvor vi logerede paa Tre-Hjorte. Engang mindes jeg endnu saa levende; thi da vare vi i det Kongelige Theater og saae Barselsstuen med Fru Hejberg i Barselkonens Rolle, N. C. Rosenkilde, Phister, Fru Sødring m. fl.. Bagefter spilledes Intrigerne med Phister, Adolf Rosenkilde, Mantzius, Fru Sødring m. fl.. Det var en uforglemmelig Aften. Næste Aften vare vi i Kasino og saae Grevinden og hendes Sødskendebarn, der nok skulde være en slags Demonstration mod Grevinde Danner. Den følgende Dag rejste vi hjem. Da jeg paa vejen til Roskilde saae gjennem Kupevinduet, saae jeg mod Nordøst en høj, klar Flamme; en ingen vidste, hvad det vel kunde være. Da vi med Forpagterens Kjøretøj kom til Lindenborg Kro, fortalte man der, at Frederiksborg Slot var brændt om Natten. Det var saavidt jeg husker, den 19 April 1859. Det var en stor Sorg for alle de der elskede vor Fortids Minder. Som allerede nævnt besøgte Ebbesen og jeg hinanden sjældnere, efter at jeg i November 1865 var forflyttet til Tudse, uagtet vi ved denne Lejlighed lovede, at det skulde skee ofte. Et par gange havde han Philip Schous Hustru med sig, og jeg erfarede, at hun havde bevaret sin tidligere Livlighed. I October 1878 kom jeg en Dag til Trønninge og hørte der, at Ebbesen var bleven syg. Jeg ilede strax til Vognserup og fandt ham i Sengen; et par Dage efter besøgte jeg ham igjen, men jeg havde ingen Anelse om, at det skulde blive vor sidste Sammenkomst. Den 26. October døde han, og den 1. November blev han begravet paa Kundby Kirkegaard ved siden af sin forudgangne Moder. Han var født den 1. Juli 1820. Uagtet han i mange henseender var en stor Original, var han dog højt skattet af mange, der følte stor Sorg ved hans Bortgang, og hans minde lever i kjærlig Erindring hos de, der levede sammen med ham. Derfor har jeg dvælet saa længe ved mindet om denne ven. 90. Blandt Bønderne i Trønninge taltes der kun saare lidt om Politik, da den senere Tids Opvigling endnu ikke havde fundet Sted. En eller to Gange om Aaret holdt J. A. Hansen møde paa Mellerups Sal i Holbæk, og saa mødte en eller to af Gaardmændene pligtskyldigt derude, da de andre betragtede det som Tidsspilde og en unødvendig Udgift. Jeg var ved den stadige Læsning af Dagbladet, redigeret af den talentfulde Skribent Bille, bleven stærkt politisk interesseret og selvfølgelig lige saa nationalliberal som Bladet. Dog, da jeg selv var Barn af Almuen og havde henlevet min meste Tid blandt Bønderne, holdt jeg ikke af, at han gjorde saa stærkt Nar af dem og deres Førere, og pukkede saa meget paa Inteligentsen og den akademiske Dannelse, som højeste Indbegreb af al Kundskab, da min Erfaring havde lært mig, at mange akademiske Borgere vare uforsvarlig tynde i Lærdom; desuagtet ikke saa lidt hovmodige, og at de saae ned paa en Seminarist som en Person af lavere Kaste. Disse betragtninger parret med en vis Nysgerrighed gjorde, at jeg gjerne ønskede at overvære J.A. Hansens Møder i Holbæk. Min gode Ven Meinert Nielsen og især hans tre voxne Sønner vare ivrige Bondevenner, der gjerne vilde have mig med til Møderne og Følgen af, at jeg tog med, blev, at jeg baade af dem og deres Kjendinge blev betragtet som en velkommen Akkvisition, da der foruden mig kun mødte 3 Skolelærere fra hele Egnen. I den ene ende af Mellerups Sal var en Forhøjnig med et lavt Gelænder foran. Paa denne Forhøjning fremtraadte J. A. Hansen samt den sædvanlige Dirigent Skoleærer Hansen, Asminderup, der var J. A Hansens vaabendrager paa Holbæk-Egnen. J. A. Hansen havde ikke noget tiltalende Ydre. Hans Ansigt var gustent, og han lignede mest en udslidt Provinshaandværker. Hans Tale var tør og med en udpræget langelandsk Betoning uden nogensinde at hæve sig til Begejstring. Han var den kolde, klare Forstandighed, han gjorde ofte Ophold og rømmede sig. Men han forstod udmærket at tilrettelægge sine Tanker, saaledes som det passede ham og indbanke dem i Tilhørerne saaledes, at man altid syntes han havde fuldstændig Ret i sine Betragtninger. Han havde aldeles Herredømmet over Bønderne paa den Egn, og jeg troer, at hvis det var faldet ham ind at paastaa, at 2 og 2 er 5, vilde han have kunnet bevise det saaledes, at alle Bønderne vilde tro det, og at ingen Indsigelse vilde frugte. Hans Paastande vare for dem et Evangelium, som slet ikke nyttede at gjøre Indvendinger mod. Nærmest ved Skranken sadde hans troeste og mest betydende Bønder fra Omegnen, og af Kjøbstadsborgere mødte sjælden nogen. Naar Mødet var forbi, skulde der næsten altid være Fællesspisning, og den forsømte jeg sjælden; thi ved den og den efterfølgende Punchesold løsnedes Tungebaandene, hvor der kom meget frem, som ikke, eller kun i afdæmpet Form, var blevet omtalt i det offentlige Møde; thi her gjorde J. A. Hansen Regning paa, at kun hans troeste Tilhængere vare tilstede. Jeg hørte ikke just til disse og havde i mit stille Sind mange Indvendinger; men jeg oplod aldrig min Mund og blev alligevel af Forsamlingen anseet for en trofast Tilhænger af deres Parti. Der manglede ikke paa Opfordringer til mig om at tage Ordet endog fra selve J. A. Hansen; men jeg undskyldte mig med mine ringe Talegaver. Desuagtet blev min Skaal drukket flere gange, maaske for at animere mig til en Tale; men alt forgæves.


til toppen