krigen 1864


100.
Nu fulgte en tid
fuld af ængstelse for alle danske.
De tyske blade rasede om muligt endnu værre end før mod os stakkels danske.
De to tyske stormagter, Østerrig og Prøjsen, truede med at besætte de landsdele, som hørte til det tyske forbund, hvis vi ikke opfyldte deres umulige fordringer, den førstnævnte magt vistnok alene for at bevare sit overherredømme i Tyskland.
Hertugen af Augustenborg optrådte som arving til den slesvig-holstenske hertugkrone under titel af Herzog Friederich der Achte, uagtet hans fader højtidelig havde frasagt sig arveretten for sig og efterkommere til de slesvig-holstenske landsdele og havde fået en rigelig erstatning for sine godser, saa vidt jeg husker 40 millioner rigsdaler.
Diplomaterne havde en travl tid og vor regering lod grændsevolden Dannevirke besætte med soldater og kanoner. Der havde allerede i flere år været arbejdet på at forstærke denne vold, og en mængde danske, navnlig blandt menigmand, troede, at vi her havde et stærkt værn mod de fremtrængende tyske hære.
Midt i vinterens hjerte trængte de tyske hære op til Slien og Dannevirke og kort efter kom det til sammenstød syd derfor.
Ved denne tid indtraf en stærk frost, der tillagde Slien og gjorde den danske hærs stilling uholdbar, hvad den vel var i forvejen ved sin lange udstrækning, sin bevæbning med glatløbede kanoner, forladerifler og underlegenhed både i mandskab og materiel.
I et krigsråd blev det besluttet at trække hæren tilbage fra stillingen for at frelse den fra total undergang og dette foregik natten mellem den 6. og 7. februar 1864.
Da budskabet om dette tilbagetog spurgtes blandt befolkningen, blev der et vældigt skrål over hele landet.
Der råbtes på forræderi og meget andet, og især måtte kongen og overgeneralen de Meza holde for, og København var ikke langt fra at komme i fuldstændigt oprør.
Ude på landet tog man det mere roligt, men jeg må bekende, at jeg var saa oprørt i sindet og saa ufornuftig som nogen kunde være.
Siden hen kom den ene jobspost efter den anden, Dybbøl stillingens belejring og indtagelse, Fredericia rømning, hele den jyske halvøs besættelse af fjenden, Als`s erobring m. m..
Det var et sørgeligt forår for alle danske, da tillige håbet om hjælp fra andre magter glippede. De holdt nok en konference i London, men uden andet resultat end en våbenstilstand.

101.
I denne triste vinter
og dette bedrøvelige forår gik min broder til konfirmations-forberedelse hos provst Formann i Kundby, og han skulde nu konfirmeres den første søndag efter påske for derefter at træde i handelslære hos vore brødre Christian og Mads i Vejle.
Den 8. marts havde der stået en fægtning ved denne by, hvorefter den blev besat af fjenden.
Min broder Christian måtte efter ordre fra politiet forlade byen inden den blev besat af fjenderne, da han om kort tid skulde møde i Odense for at uddannes på en rekrutskole som militair.
Han drog derfor nordpå samtidig med vore tropper og søgte først hjem til vore forældre på Melhede for derefter over Aarhus at nå til Odense og medtog hele deres kassebeholdning for at have den i sikkerhed.
Mads blev nu ene tilbage i butikken og havde en drøj nat imellem den 8 og 9. marts, da de tyske soldater vilde plyndre hans varelager og ikke blev hindrede deri af deres befalingsmænd.
De satte ham mange gange geværet for brystet for at true ham til at udlevere, hvad de pegede på, men han nægtede bestandig, og de vovede dog ikke at skyde ham.
Først næste dag kom der orden på tingene og al selvtægt blev strengeleg forbudt.
Christian gik en tid lang på rekrutskolen i Odense; men blev kasseret på grund af øjensvaghed og drog derpå over til mig i Trønninge.
Nogle dage efter blev Johan konfirmeret i Kundby kirke, og efter altergangen tog Christian ham med sig først til hjemmet og siden til Vejle efter adskillige viderværdigheder med at slippe igennem den tyske forpostkæde.
Det var med vemod, jeg så min broder forlade mit hus, hvor han nu havde været i omtrent 6 år.
Han var flink og velbegavet, og jeg havde altid haft glæde af ham, fremtiden skulde nu vise, hvad han duede til.
De kundskaber, jeg havde kunnet meddele ham, vare just ikke overvældende, men dog et nogenlunde godt grundlag.
Det er med glæde, jeg mindes hans ophold hos mig, og jeg har siden med stor fornøjelse, ja, jeg kan vel sige stolthed, set hans store fremgang og navnlig hans ejegode sindelag; har jeg indpodet ham noget af dette, da har jeg ikke levet forgæves.

102.
Sommeren 1864
var meget bedrøvelig for enhver fædrelandsven.
Tabet af Als og den håbløs krig mod to af Europas stormagter knugede sindene.
Vi satte vort håb til lunkne venner, der kun hjalp os med store ord i det britiske parlament og under endeløse forhandlinger mellem diplomaterne under konferencen i London, der ledte til en våbenstilstand, medens hele Jylland var besat af fjenden.
Under alt dette længtes jeg efter mit lille hjem på Melhede, efter mine forældre og mine søskende.
Breve fik jeg kun sjældent, og da høstferien nærmede sig, besluttede jeg at besøge Jylland, hvis det var muligt.
Jeg begav mig på rejse og kom til Middelfart, hvorfra jeg med båd befordredes over til Snoghøj.
Allerede i frastand øjnede jeg det sorthvide flag og en tysk soldat med pikkelhue var udstillet som vagt på bådebroen.
Det gyste i mig, da jeg så dette; men jeg steg i land uden nogen som helst ulempe.
Jeg vandrede nu til fods til Eltang skole, hvor den tidligere omtalte Nielsen, der var gift med min moders halvsøster, nu var bleven skolelærer.
Her blev jeg modtagen med åbne arme af ham og hustru og deres talrige børneflok.
Her opholdt jeg mig et par dage.
Fra opholdet mindes jeg, at de havde to tyske soldater i indkvartering, saa vidt jeg husker, var det ungarere.
Dem så jeg kun lidt til om dagen, formodentlig var de til exercits, men kom hjem henad aften.
De vare meget stilfærdige og meget beskedne i deres opførsel.
I mørkningen kom de inden for døren i lærerens stue og overrakte ham en flaske vin, vel nok som erkendtlighed for deres gode kvarter.
Vi kunde slet ikke forstå deres sprog, og de heller ikke vort, saa det var umuligt at få en samtale i gang.
Da det var i sommerferien, havde de skolestuen til opholdsted og natteherberg.

Derefter gik jeg til Vejle.

Der hvor bivejen støder til hovedlandevejen mellem Kolding og Vejle, traf jeg på en lille flok tyske soldater, der førtes af en feldwebel.
De vare udskrevet fra sygehuset i Kolding og marcherede nu nord på til deres afdelinger.
Føreren var meget snaksom og fortalte mig, at han var fra Rhinprovinsen.
Det lod til, at han fandt behag i mit selskab thi han vedblev at følge mig, der var en rask fodgænger, og lod sit mandskab blive tilbage.
En gang imellem stod han op på en steenbunke og råbte efter dem og brugte en hel del skældsord, men det frugtede kun lidet.
Han viste mig mekanismen i sit zundnadelgevær, som han skruede fra hinanden.
Da jeg kom i nærheden af Vejle, gik jeg fra ham for ikke at følges med en tysk soldat ind igennem byen.
Da jeg kom over Sønderbro og passerede gennem hovedgaderne til Vestergade, undrede jeg mig over den mængde plakater i vinduerne på hvert fjerde eller femte hus, hvorpå der med store bogstaver stod skrevet "Bier".
Omsider gik det op for mig, at det var den tyske benævnelse for øl, og at en mængde mennesker søgte at udnytte de tyske soldaters forkærlighed for denne drik.
Det var først, da jeg på en plakat så skrevet "Bajrisch Bier", at jeg kom til at tænke på, at det ikke var det lille nyttige insekt med dette danske navn, der averteredes med.

På hjørnet af Vestergade og Horsensvej (Nørrebrogade) boede mine brødre og havde deres rummelige, men meget lavloftede hjørnebutik.
De vare alle tre i bedste velgående, og vi blev glade ved at samles her i deres små lokaliteter.
De havde lidt et efter deres forhold betydeligt tab ved byens besættelse den 8. marts, da soldaterne den dag og nat havde ranet ikke så lidt af butikkens indhold og havde lagt beslag på deres beholdning af havre, omtrent 300 tønder, foruden en del andre ting, som de brugte til deres egen proviantering.
Nu søgte de at udnytte tyskerne på fordelagtigste måde ved at sælge dem cigarer, tobak, smør, lommeknive og mange forskellige ting af simpel kvalitet til ret dyre priser, og handelen gik strygende, men kun i meget små kvantiteter.
Alligevel tjentes der ikke saa få penge, som bødede godt på det tidligere tab.
Byen var propfuld af soldater af mange forskellige nationaliteter som tyskere, polakker, som af byens befolkning benævnedes spidsbeen, og flere andre.
Selve general Wrangel havde i et længere tidsrum sit hovedkvarter her.
Han undså sig, efter hvad der fortaltes, ikke ved at annektere en lille dampbåd, der ejedes af nogle af byens borgere.
En dag havde han tilligemed nogle officerer foretaget en sejltur med den på fjorden.
Den gamle feldtmarschal fandt et sådant behag i den lille tingest, at han lod den trække på land og læsse på en dertil indrettet vogn, der skulde køre den til hans gods i Tyskland, hvor der fandtes en indsø.
Der skulde den benyttes som lystbåd. Om den nåede sit bestemmelsessted melder historien ikke.

Som det lod, var forholdet mellem de fjendtlige tropper og befolkningen, især i de lavere lag, ret kordialt.
De satte pris på den gode danske mad og på fødemidler, som slet ikke vare kendte i deres hjemstavn, f. eks. smør, hvoraf mine brødre havde en rivende afsætning, rigtignok i meget små portioner.
Som et flygtigt overblik viste, havde byen ikke lidt væsentlig ved fægtningen den 8. marts, uagtet gaderne vare bestrøgne af tyskernes kanoner, der havde været opplantede på møllebakken syd for byen.
Der sagdes at være gået et par menneskeliv i løbet.
Horsensvejen (Nørrebrogade) bar en del mærker af fægtningen, da en del kugler vare blevne stikkende i husenes mure ud mod vejen.
Ganske enkelte sidde der endnu og er fredede til minde om denne begivenhed.
(Jeg har en kugle liggende, som har ramt i området omkring købmandsbutikken.- M. C.1936.)

Under mit ophold i Vejle var jeg ikke så heldig at få general Wrangel at se.
Denne olding, der allerede i krigen 1848-50 havde den øverste ledelse af invasionen i Jylland, var jo nærmest at betragte som en antikvitet og topfigur.
Efter et ret fornøjeligt ophold hos mine brødre spadserede jeg nordpå efter Melhede.
En ægtvogn med en prøjsisk feldwebel tog mig op at køre et godt stykke af vejen.
Han var som alle tyskere meget talende, men lidet tiltalende.
Vi havde ondt ved at gøre os forståelige for hinanden, og derfor tav vi til sidst stille.
Mine forældre vare glade ved at se mig og mine to hjemmeværende søskende, Henrikke og Frederik, ligeså.
De vare alle fire nogenlunde raske og havde ikke lidt synderligt ved krigen, da de ikke havde haft indkvartering og saa godt som slet ikke set fjendtlige soldater.
Efter et længere ophold og adskillige besøg hos slægt og venner rejste jeg uden nogen vanskelighed tilbage til mit hjem i Trønninge.

103.
Min ældste søster,
Inger Magdalene, som bestyrede mit husvæsen, ønskede nu også at besøge vore forældre og søskende da hun hørte, at det godt lod sig gøre, uagtet Jylland var besat af fjenden.
Kort efter min tilbagekomst foretog hun altså denne rejse, der vel varede et par uger.
Da hun kom tilbage var hun ikke rask og klagede over hovedpine, der tiltog i en foruroligende grad, og hun måtte gå til sengs.
Lægen blev hentet, men kunde endnu ikke sige noget bestemt.
Efter et par dages forløb blev han atter hentet og erklærede nu sygdommen for at være tyfus.
Da vi vare ene to i huset og ingen var at formå til at pleje hende, da denne sygdom er meget smitsom, var jeg nødt til at søge hende indlagt på Holbæk Amts Sygehus.
Hos forpagter Juel på Gislingegaard fik jeg en lukket vogn, hvori jeg bragte hende til sygehuset.
Lægen spåede intet godt og hendes tilstand var i allerhøjeste grad alvorlig.
Jeg var nu ene i huset. Samme dag kom forpagter Ebbesen, Vognserup og bad mig følge med sig hjem og tilbød mig kost og pleje hos sig under min søsters sygdom, hvilket jeg med tak modtog.
For min søster blev det et langt og hårdt sygeleje.
I flere uger svævede hun mellem liv og død og var saa forvildet, at hun ikke engang kendte mig når jeg besøgte hende på sygestuen.
Efter skoletid gik jeg hver anden dag til Holbæk for at høre til hendes befindende, der i lange tider syntes håbløs.
Omsider indtrådte en bedring, og da vi nærmede os jul 1864, kunde hun udskrives og blev hentet hjem.
Hendes stærke natur havde sejret, men det varede meget længe, inden hun kom til kræfter igen, og sent forvandt hun denne hårde sygdom, som hun mente at have pådraget sig under hendes ophold i Vejle ved en dag at passere militair-lazarettet, hvor der lå en mængde tyfuspatienter, og hvorfra hun havde mærket en ildelugtende luftstrømning.
Sandsynligheden taler også for, at hun er bleven smittet derfra.
Jeg havde fået kosten på Vognserup i den lange tid, omtrent et fjerdingår, under min søsters sygdom, og det er en selvfølge, at jeg vilde betale min gode ven Ebbesen for denne store tjeneste, men han vilde ikke høre tale derom og forsikrede mig, at var nogen af os noget skyldig, da måtte det være ham, som havde haft fornøjelsen af mit selskab i den tid, og jeg er vis på, han mente det oprigtigt, og at det ikke var en pyntelig talemåde.

104.
Nu gik jeg i mit 35te
år og havde i de sidste 8 år været på en lønning, der ansloges til 465 rigsdaler og lige tilstrækkelig til at underholde min søster og mig.
Det kunde derfor ikke synes ubeskedent, om jeg tragtede efter et bedre levebrød.
Men dette var ingenlunde let at opnå, thi til de bedre embeder krævedes der, at man skulde lede sangen i landsbyens kirke, og dertil anså jeg mig ikke kvalificeret, især hvor der ikke fandtes orgel, og det fandtes ikke ret mange steder, og var der endelig et sådant instrument, da var der ingen anden til at spille det end læreren, og det kunde jeg slet ikke påtage mig.
I vort nabosogn Tudse var læreren over 70 år, og det hed sig, at han nu snart vilde søge sin afsked.
Dette embede, der var omtrent 100 rigsdaler bedre end Trønninge, var der mange af mine bekendte og venner, der mente, jeg var omtrent selvskreven til at få; men her var atter kirkesangen.
Et par år tidligere havde jeg været med provst Formann, da han indsatte en ny præst i denne kirke og havde hørt, hvorledes den gamle lærer Olsen ledede sangen.
Der var ikke en tone i livet på ham, og jeg sagde til mig selv:
"Så godt kan du også synge." Her var menigheden ikke forvænt. Dette gav mig mod.
Et par gange i årenes løb havde jeg besøgt denne min nabolærer; men ingenlunde fået noget gunstigt indtryk af skolen og dens omgivelser.
Alting forekom mig mørkt, uhyggeligt og alt for regelret, ligesom manden, der havde givet det hele sit præg.
Det var en stærk modsætning til Trønninge skole, hvor både skolen og dens omgivelser vare lyse og venlige.

Da jeg hen på sommeren hørte, at den gamle Olsen søgte om afsked, var jeg slet ikke videre begejstret ved at tænke mig som hans efterfølger, og da embedet blev opslået ledigt, havde jeg langtfra noget hastværk med at indgive min ansøgning, og i mit stille sind foretog jeg mange overvejelser i denne sag, der snart blev brat afbrudte, og jeg skal nu fortælle hvorledes
. En skøn dag, da ansøgningsfristen var nær ved at udløbe, holdt smed Peder Jensen af Tudse med et læs tørv, som han havde hentet på Vognserup mose, udenfor og bandt hestene.
Da han kom ind, var hans første spørgsmål:
Vil De søge vort skolekald?
Jeg svarede, at jeg ikke var ret betænkt derpå; men bad ham sætte sig ned og drikke en kop kaffe, da det just var i frikvarteret.
Imidlertid trængte han stærkt ind på mig og forlangte et bestemt ja eller nej inden han forlod mig.
Efter mange og stærke opfordringer indvilgede jeg endelig i at søge embedet.
Ved afskeden sagde han, ja, saa behøver De ikke at gøre mere, jeg skal nok sørge for det øvrige, hvad indstillingen angår.

105.
Den foran omtalte smed
var en meget original person, som jeg godt kendte fra Meinert Nielsens, med hvis søster han var gift.
Han var både smed og dyrlæge eller rettere kursmed, en bestilling, som nu vist næppe existerer mere.
Han havde lært noget af sin formand der også var kursmed, og af nogle gamle dyrlæge bøger veterinairskolen kendte han måske af navn; men befolkningen havde en grundfæstet tro til hans dygtighed, en tiltro, der vist var ufortjent.
Peder Smed i Tudse var vidt bekendt, og han havde en meget stor praksis, uagtet han slet ikke havde lov til at praktisere; men han lod sig godt betale for sine kure og var derved bleven en efter egnens forhold rig mand og dette gav anseelse.
Han havde i flere år været formand i Buttrup og Tudse sogneforstanderskab, hvorfra han nu havde taget afsked, da han var bleven valgt til amtsrådsmedlem.
Tillige var han en renlivet venstremand, som fugte J. A. Hansen i tykt og tyndt.
Han talte med en uimodståelig suffisance, selv om ting som han kun kendte lidet til; men han forstod også godt at tie, især når man spurgte om et dyrs sygdom.
Det eneste man da kunde få ud af ham var:
"Følg blot mit råd, saa skal det nok komme sig."
Boglærd eller belæst var han langtfra, det var sjældent eller aldrig, han tog en bog i hånden Til tider var han saa tavs som et murmeldyr og han var ikke til at banke et ord ud af, til andre tider kunde han være overgiven i høj grad, og disse stemninger vekslede ofte.
Jeg tror næppe, han var fuldstændig normal, en skavank, der var temmelig udbredt i hans familie.
I disse hænder havde jeg lagt min nærmeste fremtid, og det viste sig at hans store indflydelse i sognet sejrede.
Jeg gjorde mig heller ingen umage for at blive indstillet og talte ikke til et eneste medlem af sogneforstanderskabet inden efter min indstilling, som skete enstemmig og som nr. 1 på listen, uagtet jeg kun boede en lille halv mil fra Tudse.
Skoledirektionens stemmer var jeg temmelig vis på, da amtmand Pløyen til en god ven af mig havde udtalt, og med en drøj ed bandet på, at jeg skulde få hans stemme, hvis jeg søgte og blev indstillet til Tudse.
Hans Jensen, Kundby, som var medlem af direktionen, stemte altid på den øverst indstillede, og provst Formann var, efter hvad jeg senere fik at vide bleven grundig bearbejdet til min fordel af baron og baronesse Løvenskjold ved en middag på Løvenborg.
De vidste nemlig, at der på den tid herskede et spændt forhold mellem provsten og mig.
Selvfølgelig fik jeg under disse omstændigheder det embede, som jeg saa lidet havde attrået; men som dog viste sig at være mere til min fordel, end jeg havde beregnet.

Kaldsbrevet fra direktionen er undertegnet af Pløyen, Formann og Hans Jensen og dateret 15. september 1865 og kollats undertegnet af biskop Martensen og dateret den 3. oktober 1865.


til toppen