Huslærer på Kjærgaard ved Ribe


64.
Når jeg ville anvende lidt kritik på min egen person, da var det let at opdage, at jeg endnu kun var en bondeknold, hvis manerer trængte hårdt til at rettes og files i utallige retninger. Opdragen i brugen af den jyske mundart, der dog i mange henseender har store fortrin ved sin rigdom på ord og distinkte betegnelser på begreber og ting, som bogsproget savner, ønskede jeg alligevel at komme til at tale det dannede sprog nogenlunde rent, især da jeg skulle være lærer, men det var ingenlunde nogen let sag at vænne mig fra disse udtryk og talemåder, som jeg havde indsuget med modermælken, og mine bestræbelser i den retning mislykkedes ofte, og den jyske betoning har jeg aldrig fuldstændig kunnet komme bort fra. Som følge af det ovenfor omtalte ønskede jeg ikke straks igen at komme ud blandt bondebefolkningen som hjælpelærer, men helst som huslærer i et dannet hjem. Dette tilbød sig også hen imod slutningen af min seminarietid hos en proprietær Bolvig på Kjærgaard, 2 mil nord for Ribe. Denne plads skulle jeg tiltræde den første november 1851. Da der var 11 mil til Kjærgaard ad slette veje, skulle jeg tidlig afsted på den dertil bestemte dag for at kunne i nogenlunde god tid nå til mit fremtidige hjem.

Det var en kold og grå efterårsmorgen, jeg forlod Melhede efter en hjertelig afsked med mine forældre og søskende. På vognen havde jeg med mig en brunmalet kiste, der endnu er i mit eje, og hvori jeg havde pakket mine klæder og bøger. Med frejdigt mod rejste jeg nu ud i den vide verden, men da vi nåede vort første bedested, Jelling, begyndte mit humør at mørknes. Det forekom mig, som jeg fra krodøren kunne høre seminarieeleverne synge deres morgensalme. Iblandt disse vare endnu mange af mine kammerater, og jeg misundte de lykkelige mennesker, der endnu kunne blive her et år. Men vi måtte videre og kørte mod vest uden at have talt med et eneste bekendt menneske i Jelling.
Vejen var dårlig og førte gennem en kedelig egn. Da vi vare en mils vej vest på, øjnede vi de fire tårnkupler med fløje på Engelsholm til venstre og længere ude fik vi til højre en meget flot og velvoksen granplantage, vistnok Gjødding plantage. Lidt efter nåede vi vort andet bedested, Randbøl Kro, med små forrevne bygninger. Tæt op hertil var Randbøl Dal, der var meget stejl og dyb, og hvori der allerede den gang lå en lille fabrik, som sagdes at tilhøre grosserer Grøn i København. Det forekom mig underligt at henslænge en fabrik i denne øde egn.

Nord for vejen lå en lille uanseelig kirke. Den eneste mærkelighed der var en lille oldtids gravhøj på selve kirkegården. Fra Randbøl gik den dybe, sandede hulvej gennem den store hede med høj lyng, så langt man kunne se, 2 mil. På denne strækning såe vi kun en menneskelig bolig, en lille pjaltet hedegård, hvor vejen kørte midt igennem. Der holdtes nok lidt smugkro for vejfarende, hvad der undertiden nok kunne gøres nødig. 2 mil vest for Randbøl lå Bekke, en by, der såe ret velhavende ud og havde en pæn, velbygget kro. Såvidt jeg husker, var det i næste kro, Hulvad, at min principals køretøj skulle hente mig. Der sagde jeg farvel til min køresvend og sendte de sidste hilsener til mit hjem. Køretøjet fra Kjærgaard var der ganske rigtig, og medens der blev spændt for, og jeg fik en forfriskning, talte jeg med de venlige krofolk, der forsikrede mig, at jeg fik plads hos en særdeles flink familie. Der var kun en fejl derved, og det var, at det spøgede ganske frygteligt på Kjærgaard.

Det var allerede begyndt at blive mørkt, hvorfor jeg ikke fik egnen at se, men om aftenen ved nitiden kørte vi igennem et stykke skov og straks efter standsede vi foran en høj stentrappe, der lå i midten af en vældig hovedbygning. Efter kuskens anvisning stavrede jeg op ad trappen og ind på en mørk gang, hvor jeg ved at føle mig for fik fat i en dør ind til en flot uoplyst stue. Der famlede jeg mig frem, og en dør til et oplyst værelse gik op. Der var hele familien samlet, og jeg præsenterede mig som den nye huslærer. Da de første hilsener vare overståede og jeg havde nydt lidt forfriskninger og jeg var beskuet af børnene, der vare blevne siddende oppe i den anledning, blev mit værelse mig anvist. Der var i sandhed højt til loftet og vidt til væggene.
Jeg kunne ikke lade være at beskue de vældig tykke mure og skønnede straks, at jeg var kommen i en gammel borg. Den foregående dags anstrengelser bevirkede en tryg søvn den første nat på Kjærgaard. Først da dagslyset tittede ind ad de store vinduer, slog jeg øjnene op og forbavsedes over den anseelige højde, der var til loftet, vist henved 8 alen. Jeg var ikke længe om at komme i klæderne og begive mig ind til familien, der allerede var samlet ved thebordet. Forældre og børn modtog mig med megen venlighed; men forinden vi begyndte på undervisningen, ville børnene absolut vise mig, hvordan det såe ud alle vegne både inde og ude, og selv længtes jeg også derefter, da jeg var kommen hertil i mulm og mørke.
Først gik det ned ad den store stentrappe. Der såe jeg, at gården lå i en på den egn betydelig skov, hvad der var en stor sjældenhed, da en sådan ikke fandtes i flere miles omkreds, men kun nogle granplantager hist og her, og dette var en veritabel bøgeskov, rigtignok meget forkuet af den på disse egne strenge vestenvind, der her strøg hen over Fanø og de milevide enge vesten for gården. Udenfor hovedbygningen, der vendte mod øst, stod en række prægtige linde, og på de tre andre sider var gården omgiven af vandfyldte grave. Gården bestod af en hovedbygning med to tilbyggede sidefløje, hvorimellem en temmelig mørk og lille borggård, alt sammen opbygt af røde munkesten og i tykt murværk, der vel i hovedfløjen var tre alen. Den øverste etage i denne havde Bolvig ladet nedtage og den deri værende store riddersal var nu ikke længer til. Hele borggården var nu kun en etage og tækket med strå. Underneden vare store hvælvede kældre. Alt såe noget forrevent og forfaldent ud.

I herregårdsslagningens periode var godset bleven frasolgt og gården meget formindsket ved frasolgte dele af hovedgårdsjorden, såe de følgende borgelige ejere ikke havde råd til at holde denne store murlevning vedlige i sin fordums stand. Syd for borggården og graven var først en lang og lige løvtræshække, der hvert år blev klippet, og der op til den ret store og smukke have, der tillige ikke havde så gode frugttræer og var omgiven af skov til alle sider. Lidt udenfor i engen lå et voldsted, hvorpå et ældre Kjærgaard skal have ligget.
Det må ikke have været synderlig stort i omfang, hvilket man kunne skønne af de nu udtørrede grave, der omgav det. Herfra kunne man see vidt ud over den særdeles flade egn med det store firkantede tårn af Ribe Domkirke i baggrunden, mod vest det blinkende sund mellem fastlandet og Fanø og i baggrunden de hvide klitter på denne ø. Så meget fik jeg allerede at see på min første morgenvandring med børnene. De viste mig også hvælvingen under den store stentrappe og fortalte mig, at den i gamle dage havde været benyttet til fængsel for ulydige tjenere og hovbønder og til opbevaringssted for træhesten. Endvidere fortalte de mig, at der hver nat kl. 12 vandrede en hvid jomfru fra jomfruovnen i kælderen ud igennem haven og en sti gennem skoven til den blå låge, en stente i den vestre skovkant.

65.
En opdagelse, som senere stadfæstede sig, havde jeg allerede gjort på denne første morgenvandring på dette fremmede sted, at det var flinke og opvakte børn, jeg skulle være lærer for. Der var fire drenge og en pige. Deraf var den midste af drengene endnu ikke gammel nok til at nyde undervisning. Nu skulle jeg til at prøve mine evner til at undervise og opdagede snart, at det er langt lettere at modtage end give undervisning, men jeg foresatte mig at gøre mit bedste og arbejdede med børnene, så godt jeg formåede. Min principal og hustru vare jævnt dannede mennesker. Han var født på Follerupgaard ved Fredericia, havde gået i skole i denne by, og så vidt jeg mindes, havde han været skolekammerat med Carl Brosbøll, den senere under navnet Carit Etlar bekendte forfatter. Han havde været ved handelen i Flensborg i en række år. Der blev han forlovet og gift med en dansk flensborgerinde, hvilket kendtes på hendes sprog og ultra danske sindelag. De havde derefter købt Kjærgaard og levede nu af landbrug, som vist ikke gav dem mere end det nødvendige til deres og børnenes underhold.

De levede et meget stille liv uden selskabelighed, og der såes sjældent fremmede i deres hjem. De, der oftest gæstede dem, var møller Fogh og familie fra Jedsted mølle, en halv mil derfra ved Kongeåen. Han var gift med Bolvigs søster, og i dette gæstfri og livlige hjem kom vi ofte, og dem vil jeg senere komme til at omtale. De lange vinteraftener bleve benyttede til at læse højt, hvortil vi skiftedes. Det var en mængde romaner, jeg slugte i hint tidsrum, men det var gode og anstændige fortællinger, vi læste, og andet kendtes næppe i de tider her tillands. Bolvig holdt nok at at politisere, så det måtte jeg lægge mig efter, og vi tilbragte især mørkningstimerne med at drøfte både uden- og indenlandske begivenheder. Han var national liberal med en streg til højre, og jeg ligeledes med en streg til venstre.
Bondevennerne kunne ingen af os fordrage, og navne som: Baltasar Christensen, Tscherning og J. A. Hansen havde vor højeste mishag.
Det var en livlig politisk tid både ude og hjemme. Napoleon opkastede sig til kejser i Frankrig under navnet Napoleon den Tredie, sluttede sig sammen med England og Tyrkiet, begyndte Krimkrigen og meget mere. Hjemme stredes helstatsmændene med de ejderdanske, om toldgrænsen skulle være ved Elben eller Ejderen, og om tronfølgen skulle være blot agnatisk eller tillige cognatisk. Disse spørgsmål satte sindene i heftig bevægelse og foranledigede to eller tre rigsdagsopløsninger. Bolvig og jeg havde dengang begyndt at holde Dagbladet, redigeret af den talentfulde Bille, som ved sine glimrende artikler om dagens brændende spørgsmål nok skulle holde sine læseres sind i ånde. Man vil altså kunne forstå, at min principal og jeg havde politisk stof nok at drøfte og i mørkningstimerne støbte mangen god kande.

Noget af det første, jeg måtte lære på dette sted, var at spille l'hombre, og jeg var ikke længe om at lære dette ret interessante spil, der dyrkedes mange vinteraftener foran kakkelovnen med det mægtige bål. Vi spillede altid i kurant mønt og benyttede som skillemønt lybske skillinger. Spillet kunne ofte løbe højt nok op efter mine små indtægter. Jeg måtte derfor see at gøre mig så duelig til spillet som muligt for ikke at risikere alt for meget. Ret ofte kom madammens (den gang sagde vi endnu ikke frue) brødre, Hans og Peder, der begge var møllersvende der i nærheden, til Kjærgaard om aftenen, og straks kom kortene og spillebordet frem.
Ikke sjældent kom møller Fogh og en sjælden gang andre fremmede, da måtte der altid spilles, så snart aftensbordet var afdækket, og det endnu meget højere end til daglig. Jeg måtte da især passe godt på og spille forsigtigt, da jeg havde dårlig råd til at tabe flere daler kurant en aften, hvad der nok kunne hænde.

66.
Til de ting, der stærkt har interesseret mig, hører de minder, vore forfædre have efterladt sig både fra fjerne og mere nærliggende tider. Til ethvert sogn i landet hører en kirke, der gerne rager frem over de øvrige huse og tildrager sig opmærksomhed ved sin særegne fra andre huses forskellige bygningsmåde. Når jeg derfor er kommen på en fremmed egn, er kirken altid det første, jeg seer efter, og som jeg må betragte både ud- og indvendig. Her var det Hunderup Kirke, i hvilket sogn Kjærgaard ligger.
Den lignede i det ydre de fleste andre landsbykirker især på denne egn. Den var af middelstørrelse, forsynet med tårn og hvidkalket.
Indvendig vare murene både mugne og grønne, og der var bjælkeloft, sortgrå af ælde; men havde haft et monument, som en vandalsk kirkeejer i begyndelsen af tyverne havde ladet nedtage og kaste i kælderen, uagtet dets lige i skønhed og kostbarhed vel næppe fandtes i nogen anden landsbykirke i landet.
De sørgelige levninger bleve senere optagne på regeringens befaling og indmurede i væggen til venstre for indgangen oppe i koret.
Det forestillede Ridder Niels Lange til Kjærgaard og hustru Abel Skeel, han i fuld rustning og hun i en slags nonnedragt med en bog i hånden og med en hund ved fødderne. Det skal være forarbejdet i Florens i midten af det sekstende århundrede og var af alabast eller meget fint marmor. Endvidere fandtes spredte omkring på gulvet i kirkestolen og som ikke have fundet værdige til at indmures, billeder af de fire evangelister i relief i hvidt alabast på sort poleret marmor og ramme af overordentlig stor skønhed og meget kunstfærdigt og fint udarbejdede. I tårnet var en hvælving, hvori hvilede en Gersdorf og hans to hustruer. Porten, der førte derind fra kirken, var sjældent smukt træskærerarbejde.

Her var altså noget at see på, når jeg kom i kirke; thi den gamle affældige præst tjente ikke til synderlig opbyggelse.
Han læste nogle vistnok af ham selv for rum tid siden affattede prædikener, og når ham kom til en rørende sted, græd han, vistnok af overraskelse over, at han en gang havde kunnet skrive noget så skønt og betagende. Hunderup by var ikke ret stor, men havde flere velhavende gårdmænd, ja en af dem må vel nærmest kaldes rig. Han var udflytter, havde en stor gård og mange penge på rente, hvorfor han også optrådte med den sikkerhed, som en fyldt pengesæk giver. Han kom enkelte gange til Kjærgaard, hvor jeg fik lejlighed til at beundre hans selvsikkerhed.
Han var nu en gammel mand, der i sin ungdom havde været med vore tropper i Frankrig. Han havde ved sin store dygtighed forbunden med megen karrighed arbejdet sig op fra fattige kår. Man havde der på egnen mange morsomme fortællinger om hans gnieragtighed, der havde fulgt ham lige fra hans tidligste ungdom. Han var enkemand, havde 2-3 sønner og et lignende antal døtre. På disse sidste passede han godt, at de ikke skulle komme på gale veje. Da der lå millitær der på egnen, anskaffede han en to etagers seng.
I den øverste etage måtte døtrene kravle op på en stige, så snart det var sengetid, og så tog han stigen væk og lagde sig til sengs i den underste etage med en stok ved siden.

Således fortaltes der om Jens Hollænder. En god fjerdingvej sønden for Kjærgaard lå den store landsby Vilslev ved Kongeåen, over denne førte en gangbro med rækværk på begge sider, kaldet spangen, over til en større landsby på den sydlige side af åen og derfor den gang hørende under Slesvig ved navn Jedsted. Her måtte betales bropenge for gående, og inden toldgrænsen blev flyttet, bleve de passerende visiterede, inden der tillodes overgang. Kirken i Vilslev havde den mærkelighed, at tårnet lå ved den østlige ende.
Inde i kirken ved jeg ikke at anføre andet, end at der i et gammelt panel var skåret et mærke og derved årstallet 1634. Dette mærke angav vandstanden i kirken ved den store vandflod det nævnte år, og var 2-3 alen over gulvet. Vilslev havde meget store marskenge, hvor kreaturerne græssede løse og bleve vogtede af en byhyrde, som beboerne lønnede til dette arbejde. Når man stod tidlig op om morgenen, kunne man på Kjærgaard høre hyrdens tuden i hornet, når han passerede bygaden, til tegn på, at nu måtte beboerne slippe deres kvæg ud til ham for at drives på engene.
Hver aften, når hyrden kom tilbage med sin hjord, hørte vi den samme lyd, for at beboerne kunne være tilstede og tage mod kreaturerne, enhver ved sin port. Vilslev havde endnu en "stodderkonge", hvilket også havde været tilfældet på min fødeegn, hvad jeg kan huske, der taltes om i min barndom.
En stodderkonge var en stærk mand, der lønnedes af landsbyens beboere til at holde tiggere, tatere og andre omstrejfende vagabonder tilside. Han var bevæbnet med en stor egestav eller en morgenstjerne ligesom vægterne i købstæderne, hvorved han indgød vagabonderne respekt, og deres første spørgsmål, når de kom til en fremmed by, var om de havde stodderkonge.

67.
Et af mine første besøg, efter at jeg var kommen til Kjærgaard, gjaldt den 2 mile syd derfor liggende købstad, Ribe. Denne by var i den ældre middelalder og i tiden efter kristendommens indførelse vel den betydeligste by i Danmark, hvorfor der også knytter sig en mængde historiske minder dertil, lige fra Biskop Liafdag, Valdemar Sejr og hans to dronninger, Hans Tausen og langt ind i oldenborgernes tid.
Dens historie tilligemed domkirkens er derfor vist bleven beskreven udførligere end næsten nogen anden her i landet. Det er med en vis ærefrygt, man første gang betræder slige steder. Selve byen var nu ikke ret stor i omfang, og dens huse små og lave.
Dog fandtes her endnu mange mærkelige bygninger, som havde særegne navne, og gade med navne fra klostertiden fandtes der en mængde af.
Højt over hele byen hævede den mægtige domkirke sig med sit store firkantede tårn.
Dette er fladt ovenpå, dækket med blyplader og havde stengelænder.
Herfra haves en vid udsigt til alle sider og da navnlig mod vest over de vidstrakte marskenge til vesterhavsøerne Fanø og Rømø og selve havet. Det var et syn, som var i høj grad imponerende. Selve kirken har en vældig bredde ikke mindre end 5 rader hvælvinger og forbavser ved sin vidtspændte hvælving over koret og sin mange skønne sandstenspiller. Her hvile kongerne Erik Emune og Kristoffer den Første, der begge bleve berøvede livet under tronstridighederne. Kirken er temmelig fattig på prydelser, og akustikken er ikke god.
Lidt udenfor byen mod nordvest ligger voldpladsen af det historisk berømte Riberhus, nu kun en stor jorddynge omgiven af tildels tørre grave.

Efter omfanget at dømme kan dette slot ikke have været af nogen betydelig størrelse, langtfra som Koldinghus. Ribe ligger umiddelbart op til marskengene på et lavt terræn og har derfor ofte i tidernes løb være hjemsøgt af voldsomme stormfloder.
Sejladsen fra havet ad Ribe Å er nu temmelig ubetydelig, men må i gamle tider have været ganske anderledes anseelig, efter hvad der fortælles i gamle skrifter om handelen på Holland, England og Rhinlandene, hvorfra sandstenene til domkirken førtes søværts hertil, og hvorfra Dronning Dagmar ad Elben sejlede hertil fra Bøhmen. Under mit ophold på Kjærgaard blev jeg dog en gang vidne til en stormflod.

Endnu mindes jeg så tydelig en vinteraften, vi sad ved l'hombrebordet og hørte stormen suse og hyle gennem den gamle borggård, at Bolvig pludselig udbrød: "Bliver det vejr ved ret længe, da få vi stormflod". Efter at regnskabet var opgjort, gik jeg tilsengs og tænkte ikke videre over den sag; men da jeg næste morgen var bleven påklædt og såe ud af vinduerne, opdagede jeg, at havet var steget så højt, at det havde nærmet sig gården på en halv fjerdingvej afstand både mos vest og syd. Nogle huse, der lå sydvest for os ude i det skummende hav, vare beboere krøbne op på tagrygningen, hvorfra de heldigvis bleve reddede i både op ad dagen. Vilslev var omflydt af vand, som stod højt i alle huse og bøndergårde. Heldigvis faldt vandet henad aftenen og natten, men stor skade havde floden anrettet.

Beboerne havde for skik at lade fårene gå ude på engene også om vinteren, når jorden ikke var bedækket med sne. De bleve omringede af vandet, og efter sigende druknede flere tusinde får ved denne lejlighed. Såvidt jeg husker, druknede også en hyrde, der var kommen ud på engene for at hente får hjem. En gårdmand fra Hunderup, Niels Hell, havde tidlig om morgenen vovet at køre til Ribe ad landevejen, der fra lystskoven til byen gik på en høj dæmning, der var flankeret af støtter på begge sider i kort afstand fra hverandre for at vejlede de vejfarende, når vandet gik over dæmningen.
Han kom også lykkelig over; men da han skulle tilbage, bleve de vælige heste sky for bølgeslaget, sprang tilside og ramte heldigt nok en af støtterne, så seletøjet brast, og vognen med dens passagerer blev stående på vejen, medens hestene styrtede ud over dæmningen og svømmede så langt de orkede, men faldt døde om netop som de nåede landjorden. Folkene bleve reddede i en båd fra Ribe, hvor de måtte blive til vandet faldt.

I længere tid efter lå isen skruet sammen i en betydelig tykkelse, navnlig i og ved Vilslev.
Ude i engene vest for havde vandet og stormen sat et par mindre skibe op. De lå nu fuldstændigt på tørt land, og mandskabet fra flere sogne vare samlede en dag for på ruller at føre dem ud i deres element, hvilket også lykkedes. Engene dannede en aldeles flad slette af flere miles udstrækning og var kun afbrudt af en lille højde tæt ude ved havet.
Her lå et lille boelssted, hvortil både mennesker, tamme og vilde dyr tyede hen, når der var stormflod; thi denne højde havde endnu aldrig været overskyllet og var et sikkert tilflugtssted. Det må være et ensomt, men mærkeligt sted at bebo, og i stormfloden skal det have myldret af liv derude.

68.
På den sydlige bred af kongeåen lå Jedsted mølle, altså den gang under hertugdømmet Slesvig.
Her boede dengang Bolvigs Svoger og søster, hr. Fogh og hustru. Det var nogle særdeles gæstfri og flinke folk, hvor vi ofte kom.
De havde en stor bedrift, da der tillige var dampbrænderi og en ikke ubetydelig laksefangst. Derfor var kogt bækørred en næsten stående ret ved deres bord, og disse fisk var ikke nær så kostbare som nuomstunder, de de i store mængder føres til udlandet.
Hr. Fogh var altid livlig og dristig og havde en flink og huslig kone. De ville begge fornøje deres gæster, hvoraf de havde mange. Her lærte jeg at kende mange af omegnens honoratiores, særlig proprietærer og præster. Ikke sjældent spilledes der l'hombre, men når der var fremmede, var det for højt for mig.
Fogh holdt også huslærer til sine børn, og ham sluttede jeg mig nærmest til. Det første år, jeg var på denne egn, var det Clausen, som var dimitteret fra Jelling et par år før jeg.
Det var en lys og livlig mand, som især sværmede for poesi og vore store digtere; men han holdt ikke af at spille kort. Det næste år var det Helms, en af mine venner fra Jelling. Han var meget velbegavet, men doven og skødesløs og kunne fås med til alt.
Senere fik han et skolekald i Skejby ved Århus, hvorfra han blev afsat, og købte så en bondegård i Randersegnen. Her levede han en lang række år, stadig trykket af pengesorger, inden han tilsidst for en halv snes år siden døde som sindssyg.

Det tredje år var Johan Peter Nielsen huslærer sammesteds. Han var en gårdmandssøn fra Hørup i Jelling sogn, men han var kun såre lidt begavet og havde slet ingen karakter.
Hans sidste embede var i Kleis, Stouby sogn ved Horsens.
Her lod han sig forlede til drikkeri med nogle af beboerne, blev vist som følge heraf svag og døde af brystsyge, efter at være bleven pensioneret i eller ved Vejle for omtrent 15 år siden.
En afbrydelse i det stille og rolige liv på Kjærgaard skete derved, at møller Fogh kom og fortalte, at han havde antaget en skuespiller Sørensen, der for øjeblikket ledede et dansekursus i Ribe til at komme to gange om ugen til Jedsted mølle og undervise hans børn i denne kunst, og han indbød Bolvigs børn og mig til at deltage, ligesom han nævnte nogle familiers børn i omegnen, som han havde tænkt på at indbyde.
Denne indbydelse lød ikke forgæves til os, og uagtet jeg, som den ældste af deltagerne, havde nogle betænkeligheder, vare de dog snart overvundne, da jeg betænkte, hvor hårdt jeg i grunden trængte til at blive noget afsleben i mine ydre manerer og hvor megen morskab disse danseøvelser og de derefter følgende baller kunne forvolde mig.
Jeg tog heller ikke fejl i så henseende, og den følgende tid havde megen adspredelse til følge, hvorfor jeg var Hr. Fogh meget taknemmelig.
Den gang anede jeg ikke, at vi begge på vore gamle dage skulle komme til at bo i København, hvor vi kom til at holde megen omgang og opfriske gamle minder. Han boede her hos en søn og vedblev at være åndsfrisk til det sidste. I over 7 år kom vi sammen, indtil han døde i den høje alder af 92 år ifjor i begyndelsen af december (1903). Han var desværre fuldstændig blind i de sidste 4-5 år, men bevarede sit jævne og gode humør til det sidste og nød en kærlig og omhyggelig pleje i sin alderdom.

71.
På Kjærgaard gik alt for mig i sin sædvanlig rolige gang, delt mellem undervisning og læsning, navnlig af romaner; thi jeg var i den tid en fuldstændig romansluger. Kun enkelte gange gjorde jeg en lille udflugt i omegnen, særlig i de kortere ferier som jul og påske.
Særlig husker jeg besøgene i Janderup ¾ mil vest for Varde, hvor jeg samledes med min ven og kontubernal Stokholm, hvis fader var skolelærer i nævnte by. Her var jeg langfredag 1854 og traf sammen med den senere noget omtalte Morten Eskesen.
Han og jeg var da i ivrig opposition til det Ørstedske Ministerium, begge Stokholmerne, fader og søn, derimod ikke, og lige god forstand derpå havde vi vel alle fire. En gang i julen var jeg tilligemed Helms, som da var huslærer i Jedsted mølle, i Janderup, og derfra gjorde vi en tur til Vesterhavet.
Vejen førte forbi Hesselmed, der ejedes af Stokholms farbroder.
Efter at have være inde på nævnte gård gik vi videre til Aal.
Her begyndte klitterne, og en sådan natur havde jeg aldrig før set. De havde en betydelig bredde og inde mellem dem lå ret store, grønne flader med en lille sø og nogle små byer, jeg erindrer Grærup og Børsmose. Der vare vi inde i en skole, hvor der må være skrækkelig kedsomt at bo.
Endelig nåede vi gennem de mange sandklitter ud til Vesterhavet, der her viste sig i hele sin vælde. Det var et betagende syn for os, som aldrig før havde set et stort hav. Det buldrede og skummede over de tre revler, så vi måtte råbe til hinanden for at blive hørt.
Om aftenen på tilbagevejen gik vi ind et sted i en af fiskerbyerne. Her var netop julegilde, og dansen gik lystig.
Vi bleve meget gæstfrit modtagne, og folkene samledes om os for at få at vide hvor vi vare fra, og hvad vi ville til Vesterhavet efter. De troede, at vi havde været derude for at finde opskyllet strandingsgods; thi alene at gå efter at se havet syntes dem mærkeligt. Efter en lang vandring nåede vi silde om aftenen Janderup skole. Siden hin langfredag 1854 såe jeg ikke Stokholm inden den 23. juni 1902, da han besøgte mig her.
Jeg kunne straks kende ham, da han ikke havde forandret sig betydeligt i den lange årrække. Nu var han pensioneret og boede i Holbæk ved Udbyhøj, hvor han havde været lærer i 45 år. Hans besøg var kort, men meget kærkomment.

Da jeg var 22 år, mødte jeg til session i Ribe og forlangte udsættelse til mit 25. år.
Den gang gjældte den bestemmelse, at en lærer var fri for militærtjeneste, når han havde haft ansættelse ved det offentlige skolevæsen.
Jeg ville nødig forlade Kjærgaard, og derfor ville jeg have udsættelse så længe som mulig; men da tiden nærmede sig, måtte jeg begynde at søge om et embede.
Helst ville jeg til en købstad, da de bedre embeder på landet næsten altid vare forbundne med kirkesangertjeneste, som jeg med min dårlige sanggave havde en stor skræk for.
For at dygtiggøre mig til et købstadsembede lagde jeg mig efter fysik og lod mig eksaminere i dette fag af læreren i fysik ved Ribe Katedralskole adjunkt Salto, og fik også en god attest fra ham om min brugbarhed som lærer i dette fag, men lige meget hjalp det.
Alle mine ansøgninger vare forgæves, og da mit 25. år nærmede sig, måtte jeg ty til landsbylærer stillingen. Endelig opnåede jeg at blive kaldet til et andenlærerembede i Frølunde, Tårnborg sogn ved Korsør.
Det var den 17. april 1855, at Biskop Martensen kaldede mig til denne stilling, der ikke kan siges at være videre indbringende. Lønnen var kun 200 rigsdaler, et kammer til bopæl og 3 favne brænde til skolens og eget brug. Det var det hele - kost og vask skulle jeg selv betale. Jeg, som altid havde været sparsommelig anlagt og vant dertil fra barndommen, trøstede mig til at kunne komme godt igennem med denne indtægt, der nu i vore tider lyder latterlig ringe.

72.
Så skulle jeg altså til at forlade det gode hjem, jeg havde haft på Kjærgaard i halvfjerde år, og alle mine gode venner på vestkysten.
Det kneb mig hårdt at gøre mig fortrolig med den tanke, og jeg hastede just ikke med at komme afsted.
Inden den 1. maj ville jeg ikke bryde op, og det skete da med stor vemod i sindet. Min rejse gik først til hjemmet på Melhede, medens jeg sendte min kiste med mine sager til Kolding. I min hjemstavn var jeg omkring for at tage afsked; thi den gang ansåe man det at drage til Sjælland for en hel udenlandsrejse, og mine bekendte kunne ikke forstå, at jeg ville tage over til de gale sjællændere, og nogle mente endog, at det var blandt kulsvierne, som vare bekendte for at have en femte vognkæp i vognen til at slå løs på folk med, når de fulde og gale kørte hjem fra købstaden. Efter nogen tids forløb tog min fader med mig først til Eltang, hvor Nielsen i Vesterlund nu var bleven skolelærer, og han kørte os efter en eller to dages ophold til Kolding. Derfra gik et dampskib en gang ugentlig til Fåborg.

Det var en tidlig morgenstund i midten af maj, at vi kom til Kolding skibsbro; men jeg kan endnu mindes, at der lå et tykt lag sne på dampskibsdækket.
Det var også efter den kolde frostvinter 1854-55, i hvilken alle vande vare tillagte med is, så at man i lang tid havde færdedes over Øresund til Sverige, ja, at endog enkelte havde vovet sig til at køre på slæde over Storebælt. Min fader og jeg sejlede altså ud af Kolding fjord langs ad Lillebælt i et dejligt vejr til Fåborg. Her besøgte vi som sædvanligt farbroder Mads i Slukefter og den øvrige familie der og i nærheden.
Efter nogle dages ophold lejede min farbroder en skovfoged til at køre mig ad landevejen over Kværndrup til Nyborg.
En tidlig morgenstund tog jeg afsted fra Slukefter for at køre med det lejede køretøj til Nyborg, således at vi kunne nå dampskibet, der kun en gang i døgnet gik over bæltet til Korsør. Kørslen gik kun langsomt, og da vi nåede tæt til Nyborg, opnåede vi at se den lille dampbåd sejle ud af havnen.
Der var nu ikke andet for end at overnatte i Nyborg, hvor jeg var ganske ukendt og derfor stumpede ind på det dyreste hotel, nemlig Schalburgs.
Der spiste skovfogeden og jeg til middag, og jeg tilbragte eftermiddagen med at strejfe omkring i byen og på voldene; thi den gang var Nyborg endnu en af landets fæstninger.
Næste dag tog jeg med mine sager i god tid ned til damperen efter at have betalt den efter min mening opskruede regning på hotellet. På overfarten, der vel varede et par timer, var jeg så heldig at træffe en af mine bekendte fra Jelling, Lucianus Kofod, der senere blev folketingsmand.
Med ham førte jeg en ivrig samtale, navnlig om politik, hvori vi vare fuldkommen enige, da vi den gang begge vare gode demokrater.
Han var altid på kogepunktet af begejstring, og da jeg gav ham en udskrift af en sang, som Ploug nylig havde skrevet: "Henover tidens hav, der går en dønning død", osv, deklamerede han denne på sit bornholmske mål så højmælt, at alle passagererne og en del af skibsbesætningen samledes omkring os.
Ved landstigningen, der den gang foregik på den vestlige side af Korsør og ikke i den nuværende havn, tog jeg afsked med Kofod og stod nu på Sjællands grund blandt lutter fremmede.

Redigeret af:
Gitte Johansen
Efterkommer af Maximilianussen


til toppen