STILLINGEN SOM ANDENLÆRER I FRØLUNDE


73.
Min debut på den sjællandske kyst hørte just ikke til de behageliste.
Såsnart jeg var kommen i land og havde fået mig og mit tøj anbragt i et mindre gæstgiveri, forhørte jeg mig om, hvor præsten, min tilkommende sognepræst, boede. Jeg fik da at vide, at det var en Provst Andresen, hvis bopæl blev mig anvist.
Jeg ilede da derhen og præsenterede mig som den vordende andenlærer i Frølunde, Tårnborg sogn.
Jeg må have taget mig noget fordægtig ud; thi provsten ville næppe tro mig, førend jeg fik hentet mine papirer og dermed overbevist ham om, at jeg virkelig var den, jeg udgav mig for.
Da hans betænkeligheder vare overvundne, underrettede han mig om, at han havde skrevet til biskoppen, at da der endnu efter så lang tids forløb ingen havde meldt sig, var det vist bedst at opslå embedet på ny som ledigt, og provsten pålagde mig endnu samme dag at skrive til biskoppen og melde min ankomst.
Han bebrejdede mig i temmelig myndige ord, at jeg ikke havde skrevet ham til for længe siden. Jeg undskyldte mig med, at jeg ikke kendte min tilkommende nærmeste foresattes adresse, og at jeg mente, at det var tidsnok at melde sig inden 6 uger efter kaldelsen.
Disse undskyldninger ville provsten ikke lade gælde; med derved blev det dog. Efter at have udfærdiget og afsendt et brev til biskoppen, lejede jeg en vogn, der kørte mig og mit tøj til den en lille mil fra Korsør liggende landsby Frølunde samme dag.
Her blev jeg modtaget med megen elskværdighed af førstelæreren, hr. Buchmann og hustru. Kun syntes jeg, det var noget brat, at de endnu samme aften ville have fastslået reglerne for vort forhold til hinanden både i skolefaget og i vort private forhold.
Jeg var træt og søvnig og gik ind på alt med den bagtanke, at sådant ordnede sig nok med tiden af sig selv. Forresten fandt jeg ikke deres fordringer og forslag uvillige.

Det blev således straks aftalt, at jeg skulle have kost og vask hos dem for 10 rigsdaler månedlig, og at jeg skulle være fri for betaling, når jeg var rejst bort i ferierne. Det var meget billigt også for den tid; men de ræsonnerede som så, at jeg i forhold til min lønning ikke havde råd til at betale mere, og det var jo både sandt og retskaffen tænkt.
Det værelse, sognet havde givet mig til bolig, var et kammer med kalkede vægge, et fag vinduer mod syd og bræddeloft og ditto gulv.
Det var beliggende bagved gangen mellem de to skolestuer og alt andet end hyggeligt. Af mobilier fandtes kun en dårlig kakkelovn. Straks efter min ankomst måtte jeg gøre en tur til Slagelse for at anskaffe mig et bord, et par stole og en seng, En bondekone fulgte af velvilje med mig for at hjælpe mig ved købet af sengeklæder.
Da jeg aldrig har været anlagt for komfort, købte jeg ikke gardiner til vinduerne.
Buchmann og hans kone vare et par livlige mennesker lidt inde i trediverne, og vi bleve snart meget gode venner. Han var en lille, rask velbegavet mand med mange interesser, så vi havde samtalestof i overflødighed, og vore samtaler kunne næsten aldrig få ende.
Vi drøftede alt mellem himmel og jord og især alt, hvad der stod på dagsordenen i hine dage. Han var ikke lidet musikalsk, og især mindes jeg hans morsomme foredrag til guitar af de Erik Bøghske viser, som den gang vare ny. Konen var meget proper, men også meget talende. De vare begge meget gæstfri, og det var derfor et livligt og muntert hus, jeg var kommen i. De holdt begge meget af at spille kort, og det var just ikke om svovlstikker, vi spillede; thi tab eller gevinst kunne let en aften gå op til 7 a 8 rigsdaler.

Jeg lærte dem at spille l'hombre, som de ikke før havde kendt.

Når de ikke havde fremmede, ville de ud til en eller anden af gårdmændene i deres store skoledistrikt og jeg fulgte dem trolig. Jeg har tit beundret deres opfindsomhed i at hitte på, hvor vi skulle gå hen den aften, og jeg tror nok, at bønderne vare blevne så vante til disse besøg, at de fandt det fuldkommen i sin orden, at skolelærerens ofte besøgte dem.
Jeg har aldrig opdaget trevne eller modvillige ansigter ved vore hyppige besøg.
Der fulgte altid munterhed med, hvor Buchmann og kone kom tilstede. Gårdmændene vare også meget gæstfri og holdt en mængde gilder, dels barnedåb, bryllupper, høstgilder og julegilder. De to førstnævnte slags varede endog i 3 a 4 dage i rad.
Om det var i det første eller andet år under mit ophold der, kan jeg ikke ret huske, tog jeg mig for at tælle, hvormange gilder jeg havde været med til fra mikkelsdag til jul og kom til det resultat, at det havde været 34 aftener med dans.
Det kan man kalde en lystig tid. Et bryllup varede i 4 dage og aftener med dans, desforuden var der i forvejen trolovelsesgilde med rigelig spise og drikke, blandt andet gåsesteg, men ingen dans, kun kortspil.

Et barnedåbsgilde har særlig fæstet sig i min erindring.
Om aftenen den første dag, medens ungdommen morede sig med dans i øverstestuen til musikken af 3 musikanter, døde barnet, hvilket jeg først fik at vide, da vi gik hjem.
Næste dags formiddag kom der indbydelse til alle den foregående dags gæster om at møde igen, hvilket også blev efterkommet, og om aftenen ved dansen stod faderen frem og indbød gæsterne til den følgende dag begrundet ved, at han dette år ikke havde holdt høstgilde og med tilføjelsen af, at han til i morgen havde bestilt 4 musikanter. Nogle dage efter holdtes begravelsesgilde i 2 samfulde dage, dog uden musik og dans.
Foranstående beretning lyder utrolig, men er dog fuldstændig sand.
Buchmann havde også barnedåb i den tid; men den varede kun en dag og nat og var besøgt af over 200 gæster, hvorfor alle lokalerne vare tagne i brug. Der dansedes i begge skolestuerne, og han havde i forvejen bedt mig om at more piger og koner på det bedste, hvilket jeg også efterkom så trolig, at jeg ikke forsømte en eneste dans den ganske aften og nat.
Om morgenen, lidt efter solopgang, skulle jeg hen i byen for at udhvile mine trætte lemmer, og under denne vandring opdagede jeg, at sveden dryppede stærkt fra mine frakkeskøder. Så godt havde jeg opfyldt mit hverv.

Nogle dage efter min ankomst til Frølunde, gik jeg omkring for at hilse på bønderne.
Ved et af disse besøg kom jeg ind i en gård, hvor konen var ene hjemme. Det var en kone henved de halvfjerds.
Da vi havde talt lidt, sagde hun i en temmelig højtravende tone: "Tænk Dem, jeg har set mit eneste barns, min datters hoved falde for bøddeløksen." Så hurtig anstanden tillod, forføjede jeg mig derfra med ikke liden forfærdelse og spurgte straks Buchmann om den kone var gal, da det jo umuligt kunne være sandt.
Jo det var det rigtignok. Hendes datter og forlovede vare begge blevne halshuggede i nærheden af Skælskør, fordi de havde myrdet faderen en aften, da han var på hjemvejen fra Slagelse og gemt hans lig under nogle plovfurer på en mark tæt udenfor Frølunde.
Det blev snart opdaget, og morderne arresteredes tillige med moderen, som antoges at have været i ledtog med dem.
Hun blev imidlertid frikendt af mangel på bevis; men blev tvungen til at overvære datterens og hendes forlovedes henrettelse.
Ved siden at læse H. C. Andersens "Mit livs eventyr", er jeg kommen til den temmelig bestemte opfattelse, at det var den henrettelse, han der overværede i sin ungdom, da tiden og stedet passer temmelig nøje. Den omtalte kone blev anden gang gift med en yngre mandsperson, der intet ejede; men hun havde en god bondegård. Hun blev meget gammel og slog sig mod slutningen til drik.

74.
Som man vil se af det foregående, færdedes jeg meget blandt bønderne og tog også stor del i deres sorger og glæder, især de sidste og var nær ved at blive bondeven, dog ikke i politisk forstand, således som J. A. Hansen prædikede for dem, når han holdt møder i Fuglebjerg. Til disse møder tog jeg aldrig, og kun ganske enkelte af bønderne toge derhen.
De trængte såmænd heller ikke til en tvangslov for at få fæstet afløst, som var løsenet i de dage. Velstanden var almindelig, og det kunne ikke være andet, da det var i begyndelsen af landbrugets gyldne periode. Indtægterne fløde rigelig. Jorden på den egn var fortrinlig, og dyrkningen også særdeles god. Priserne på produkterne var stærkt i opgående, og udgifterne til skatter, folkehold med mere meget små.
Fæsterne havde gode bøndergårde på uhyre billige betingelser.
Desuagtet mente mange af dem, at det var langt bedre at have deres gårde til selveje, de kunne skalte og valte dermed, som de selv ville, og ikke få iblandt dem foregøglede sig, at en tvangslov ville tvinge godsejerne til at sælge dem gårdene næsten for intet.
Da der på den tid fremkom et billigt tilbud fra Grev Moltke på Espe, under hvilket gods de fleste gårde i Frølunde Skoledistrikt hørte, købte mange af dem deres gårde til selveje for en pris af 6 til 8000 rigsdaler, hvilket var meget billigt, da de gerne dagen efter kunne sælges til den dobbelte eller tredobbelte sum, og det lokkede.

Den stærke stigning i ejendomspriserne blev senere snarest til skade for bønderne, da de vurderede deres eje alt for højt og tillode sig udgifter, som ingenlunde vare nødvendige. Foran har jeg omtalt de altfor mange og overdådige gilder. Deres klædedragt var endnu forskellig fra den købstadsklædte befolkning, men ingenlunde billigere.
Kvindernes hovedtøj var det såkaldte korsklæde, der bestod i en hue med guldbrokades nakke og derover et hvidt stykke med brede ægte kniplinger og en sløjfe bag i nakken af brede kostbare silkebånd, hvis ender nåede næsten til jorden. Et sådant hovedtøj kostede nok ofte over 20 rigsdaler.
Deres kjoler bestod udelukkende af hjemmelavet hvergarn i stribede eller ternede mønstre, ikke sjælden med silkestriber.
Mændenes dragter vare uden undtagelse hjemmelavet vadmel, og på benene havde de mest fremmelige lange støvler, der nåede op over knæene og vare anbragte uden over benklæderne, på hovedet en gul lodden hue, der netop den gang var bleven svært moderne iblandt dem.
En sådan hue sagdes at være af søløveskind og kostede mindst 10 rigsdaler; men den forlod heller ikke deres hoveder selv i den varmeste stue, en uskik jeg ikke tidligere havde været vidne til. Kvinderne vare meget flittige og især om vinteraftenerne snurrede spinderokken i enhver bondestue.
Denne lyd forekommer mig langt hyggeligere end den evindelige hamren på klaver, ligesom det var nyttigere. At have kisterne fulde af uldent og linned var enhver bondekones stolthed og blev forevist for alle kvindelige besøgende. Der var masser af dynevår, vadmel, lærred, drejel til duge og håndklæder med mere. Da var hørkræmmer ikke nogen tom titel; thi der indkøbtes mængder af rustikt hør til forarbejdelse i hjemmene.
Det hjemmeavlede hør var nok ikke nær så godt, og det gik derfor af brug at dyrke hør, således som det var almindeligt i min barndom.

75.
Efter skoletid fulgtes Buchmann og jeg ret ofte ad til Korsør.
Denne by havde ved mit første besøg ikke gjort noget gunstigt indtryk på mig, og siden forekom den mig skiden og fortsmudset, måske kom det fra røgen af de mange dampskibe, der den gang løb ind og ud af havnen.
Ved indløbet til havnen lå den lille fæstning, der til den tid havde en besætning af en kommandant og 14 mand, og den ligger der endnu, uagtet den for mange år siden er nedlagt som fæstning, tilsyneladende uberørt og som en indslumret fortidslevning, hvis røde firkantede tårn og nogle svære røde bygninger omgiven af lave jordvolde minder om dens tidligere bestemmelse.
Der fortælles, at den oprindelig skal være anlagt af Carl Gustav, og at han herfra såe sin hær overvunden ved Nyborg. Måske her også tidligere har ligget en borg, der skulle forsvare det smalle indløb til Korsør nor, der strækker sig en mil ind i landet, og ved hvis nordlige side Tårnborg slot lå på en høj banke. Dette slot menes opført af Svend Grathe og ligger i kort afstand fra Tårnborg kirke.
Det vides ikke, når slottet er gået til grunde, muligvis under borgerkrigen efter Christoffer den Anden. Kun enkelte brokker af røde mursten findes på vanten ud mod noret. Korsør kirke var en uskøn bygning med et stort bjælkestillads på den vestlige ende.
Dette var indrettet til optisk telegraf, hvorfra der signaliseredes til Sprogø, særlig i isvintre og i den besværlige og farefulde isbådsfart over Bæltet. Der, hvor nu Korsør banegård og Hotel Storebælt ligger, var fladt vand i den første tid, jeg kom på egnen; men var da allerede under opfyldning.
Over det smalleste sted på noret førte den gang en bro, hvor der måtte svares bropenge endog af gående. Nogle få år tidligere, da der ingen bro var, havde her været færgefart over til Korsør. Egnen her omkring var just ikke smuk og næsten skovløs, temmelig flad med nogle rundagtige, isolerede bakker eller høje og ikke lidet forskellig fra de egne, jeg tidligere havde set. Tårnborg kirke lå på en højde tæt ved slotsbanken, og derfra havdes en vid udsigt til alle sider, navnlig mod syd over Korsør Nor, som vist her var over en halv mil bred.

Det var en anseelig landsbykirke, hvidkalket både ud- og indvendig; men uden noget minde fra fortiden. Indgangen var igennem tårnet og meget anseelig. Buchmann var kirkesanger, og med ham fulgte jeg hver helligdag ad en hæslig leret marksti, vel over en fjerdingvej, til kirke, der kun var lidet besøgt, da Provst Andresen kun var en dårlig prædikant og meget distræt, så der ofte passerede pudsige fejltagelser og forglemmelser.
Endnu erindrer jeg så tydelig hans mærkelige bevægelse med hovedet , både når han stod for alteret og på prædikestolen. Han havde en lang hårlok, der altid ville falde ned over panden, denne kunne han ved et kast med hovedet sende tilbage, og det gik meget hyppig på.
Det var i den tid, Søren Kierkegaard udgav sine "Øjeblikke". Dem var provsten meget forbitret på, og han skrev en imødegåelse, der var uhyre kedelig, men måske meget lærd. Nok er det, han fik ridderkorset og blev ikke længe efter forflyttet til et større embede, hvilket jeg syntes var ufortjent.
I årene forud for min ankomst til Frølunde havde mormonerne huseret stærkt på den egn og vundet mange tilhængere. Provsten og Buchmann havde imødegået deres vrange lærdomme så godt, de formåede; men havde haft ondt ved at klare sig lige overfor de mundrappe mormonprædikanter.
Nu var der indtrådt stilhed i bevægelsen, da de fleste af de omvendte tilligemed deres førere vare afrejste til Utah, deres forjættede land. Endnu vare dog nogle blevne tilbage, og ved enkelte lejligheder mærkedes svage efterdønninger efter stormen.

I en af de to klasser, der vare betroede mig, fandtes en lille, forresten ret flink pige, der ikke måtte deltage i religionsundervisningen, hvilket dog ikke blev overholdt så nøje. Ved eksamen mødte moderen, der var meget mundrap, tilligemed barnet. Provst Andresen ville selv overhøre det i moralske begreber og begyndte med, at spørge barnet om vi måtte synde, uden at få noget svar.
Spørgsmålet blev gentaget, og barnet tav fremdeles formodentlig efter ordre, og da dette gentoges i en hidsig tone af provsten, svarede moderen: Ja vi må, derfor har vi fået den fri vilje, og dermed var debatten i gang og udartede til et heftigt skænderi, hvori provsten var langt den underlegne.
Det hele endte med , at skolekommissionen kastede konen på døren, og hele eksamen blev spoleret, da provsten vedblev at være gnaven og utilfreds den dag til ende. Ved andre lejligheder, når han var i godt humør, gik det ud over regnekunsten, og i hvad der end blev eksamineret i, religion, geografi, historie osv, endte det altid med regnestykker; thi han troede om sig selv, at han var en stor regnemester.
Jeg havde en hel anden mening; men tænkte altid, ja, herre gud, kan det fornøje provsten, så er det en uskyldig fornøjelse.
Da jeg var bleven forflyttet til et andet embede, sendte han en opgørelse mellem mit tilgodehavende og skolefonden, der var så nøjagtig, at en skilling var udregnet i 243 dele. Jeg tog mig for at gennemregne opgørelsen og kom til det resultat, at der var regnet nogle rigsdaler forkert; men skrev til provsten om han ville indbetale mit tilgodehavende, der ikke var ret meget til de kolerabetrængte i Korsør.

76.
Buchmann var som før nævnt musikalsk og ville gerne udnytte denne evne. Han fik derfor stiftet en sangforening i Korsør med sig selv som dirigent. Jeg skulle naturligvis være medlem uagtet mine ringe evner i den retning.
En a to aftener om ugen mødte vi i denne forening, der havde lokale på rådhuset, og indøvede en hel del firstemmige sange tilligemed nogle af borgerne der i byen. Jeg blev anbragt ved bassen, hvad der var meget hensigtsmæssig, da jeg fik plads ved siden af en vældig slagter, der havde en meget grov basstemme, som ganske overdøvede mine svage og falske toner. Han var tilmed i høj grad gemytlig og derfor en fornøjelig sidemand.
Hans navn var Schrøder, og jeg mindes disse aftener og særlig denne mand med megen fornøjelse. Da vi havde omtrent en mil til Korsør, var det ikke altid så morsomt at spadsere denne vej i dårligt vejr og føre, især da det var i vinterhalvåret. Vi lejede derfor en husmand i Frølunde til at køre for os for 4 mark pr. gang.
Men han kørte så langsomt for at skåne sin hest, at jeg undertiden stod af vognen og gik ud ad vejen, og han havde ondt ved at følge mig; derover blev han meget fortørnet; men han ville dog gerne tjene sine 4 mark.
Samme mand tog for en tur til Slagelse hen og hjem 1 rigsdaler, og vi benyttede ham enkelte gange; men tilsidst blev hans hest så søvnig, at den var lige ved at gå istå. Jeg gav mig da til at råbe prr, og straks standsede hesten. Da dette havde gentaget sig flere gange, blev manden alvorlig vred og ville ikke køre for mig mere.

Som rimeligt er skulle vore sangøvelser ende med en præstation for byens borgere med sang, deklamation og til slutning bal.
Jeg fik mig i den anledning en ny hvid vest og et rødblomstret silkelommetørklæde, og jeg glædede mig meget til ballet, der skulle afholdes i rådhussalen.
Først sang vi en del numre, derefter deklamerede Buchmann H. C. Andersens digt: "Det har zombien gjort", og ved slutningsordene: "Hun døde med en støvekost i hånden, spyt ej på gulvet, hvisked hun, idet hun opgav ånden", vankede der en hel bifaldssalve.
De ældre begave sig nu ind i spisesalen, hvor der skulle holdes fællesspisning med Buchmann som hædersgæst, medens vi yngre begyndte dansen i balsalen, og alt gik lystigt til begge steder.
Ud ad aftenen, da jeg ret var kommen i mit es, såe jeg Buchmann komme ind i balsalen og trække sine fine hvide handsker op af lommen; men noget usikker på benene.
Jeg agtede ikke videre derpå og dansede lystig rundt; men lidt efter blev jeg hentet neden under, og her fandt jeg ham i en ynkelig forfatning.
Han hængte over et rækværk og kastede op i en sanddynge. Et af vor sangforenings medlemmer havde beordret sit køretøj, en lukket vogn, til at bringe os hjem, og min fornøjelse var spoleret for den gang. Buchmann havde ikke kunnet tåle den megen pokulering under spisningen og var fuldstændig døddrukken.
Under hjemkørslen mælede han ikke et ord, og jeg måtte holde ham oprejst og bære ham ind i stuen, hvor jeg satte ham i en lænestol.
Med lallende stemme udbrød han: "Det var da mageløst," et af hans ofte anvendte udtryk. Hans kone var endnu ikke gået i seng. Hun stillede sig foran ham med hænderne i siden og sagde: Ja, det må du rigtignok sige, det var mageløst, og nu holdt hun en tale til sin mand, der værdigt kan sættes ved siden af en af Mrs. Caudles bedste gardinprædikener.
Jeg tror nu ikke han opfattede ret meget deraf; men situationen var så morsom, at jeg måtte skynde mig over på mit kammer for at le ud i enrum. Buchmann var ellers en meget ædruelig mand, og det er den eneste gang, jeg har set ham beruset; men da var han det også til gavns.

77.
Ved min ankomst til
Frølunde var arbejdet på jernbanestrækningen Korsør-Roskilde i fuld gang, og en mængde danske og engelske arbejdere var i virksomhed i vor nærhed, da banen, som bekendt, går nord om herregården Tårnborg, nu Dyrehavegård, og Korsør Noer.
Denne bane blev, som man vil huske, anlagt af et engelsk selskab med Sir Morton Peto i spidsen, derfor de mange engelske entreprenører og arbejdere, da de danske endnu ikke dengang var indøvede i jernbaneanlæg.
Dog havde også mange danske god fortjeneste ved dette arbejde, der, så vidt jeg kunne skønne, blev udført almindelig solidt og godt.
Der kom også mange penge til egnen ved den lejlighed, og mange arbejdere sammensparede en god skilling.

Endelig oprandt den store dag, da arbejdet var færdigt, og banen kunne indvies af kongen.
Det var den 26. april 1856.
Jeg var naturligvis nysgerrig og vilde som tilskuer overvære denne festlighed. Fra banegården spadserede Frederik den Syvende med Grevinde Danner og et lille følge over den nybyggede jernbanesvingbro over Norets smalleste sted til Korsør by, der ligger syd for noret, medens banegården og hotel Store Bælt var de eneste bygninger, der lå norden for.
Det var ret en dag med aprilsvejr.
Den første halvdel af vejen var kongen og hans følge indhyllede i en støvtåge, men inden byen nåedes faldt en vældig regnbyge uden at det lod til at genere kongen og grevinden.
Lidt inde i byen lå en lav enetages bygning, hvori nogle telegrafapparater var anbragte.
Her gik kongen og nogle af følget ind i den snævre stue, hvor der ikke engang fandtes en stol.
En sådan blev hentet til kongen, der satte sig foran apparatet, og under vejledning af telegrafisten meldte kongen til premierminister Hall, at nu var jernbanen til Korsør åbnet.
Denne telegrafering lod til at være en stor nyhed for kongen, da han opholdt sig meget længe i den lille lave stue.
Under alt dette måtte grevinden og det øvrige følge stå op hvad vi tilskuere lettelig kunde se gennem det lavt siddende vindue.
Under vandringen ind til byen havde jeg det held at komme til at gå i umiddelbar nærhed af kongen, og da han ofte standsede på broen, for at den tilstedeværende konstruktør kunde give ham en forklaring af dens indretning, havde jeg god lejlighed til ret nøje at betragte majestæten og grevinden.
Kongen var bleven meget svær, næsten uformelig, og der var al grund til at falde i tanker over den forandring, der var foregået med ham siden lejrsamlingen ved Hedensted 1844, og hans korpus og hele udseende tydede just ikke på, at han ville opnå nogen høj levealder.
Grevinden havde også et ret anseeligt korpus, hendes ansigtstræk forekom mig grove og kun lidet skønne.

78.
Herimod slutningen
af maj 1856 fik jeg med mine foresattes tilladelse en ferie på 4 dage for at gøre en rejse med den nye jernbane til København.
Det var første gang jeg kørte på jernbane og første gang, jeg så landets hovedstad.
Begge dele forekom mig særdeles mærkelige, og det var med en vis ængstelse, jeg satte mig i dette uvante køretøj, som nu forekommer så dagligdags.
I 3 timer og for en pris af 14 mark førte banetoget, som jeg syntes i en rivende fart, mig til rejsens mål.
Københavns banegård var en træbygning, der omtrent var i flugt med indgangen til Tivoli.
Der var ikke nær så megen trængsel, som på den nuværende banegård, der er mange gange større.
København forekom mig stor og prægtig, uagtet den lå indskrænket bag de store volde og grave.
Inden jeg rejste, havde jeg flittig studeret et kort over byen, så jeg let kunde finde Store Larsbjørnsstræde, hvor Buchmanns fader boede, og han var straks villig til at ledsage mig rundt i byen og den nærmest liggende egn.
Hver formiddag gik jeg omkring på samlingerne og beså dem, så vidt jeg kunde overkomme, og da det var noget, som ikke interesserede den gamle Buchmann, fulgte han kun med mig om eftermiddagen til Frederiksberg, hvor han helst vilde have mig ind på Alleenberg og slige steder for at drikke et glas toddy, hvilket slet ikke interesserede mig.
Vi var også henne i gældsfængslet på rådhuset, hvor en af hans bekendte sad. Det var en stor spasmager, og derfor blev besøget ikke så kedeligt.
Vi var også en eftermiddag i dyrehaven, hvortil vi kørte på en kapervogn, der kunde befordre en hel masse passagerer.
Om aftenen, da vi vendte tilbage, var klokken bleven over tolv, og vi måtte da betale for at komme igennem Østerport; thi den gang eksisterede denne port og ligeledes Nørreport, hvorimod der var et gab i volden, hvor Vesterport havde stået.
Belysningen var meget svag; det var endnu tranlygternes tid, og af statuer på offentlige pladser fandtes kun to, nemlig Frederik den Femte og hesten på Kongens Nytorv.
En aften var jeg i det kongelige teater, hvad der blev spillet kan jeg ikke huske.
Dygtig træt tog jeg den fjerde dags aften med toget til Korsør og spadserede derfra til Frølunde.

79.
Det var uagtet al min sparsomhed
ikke muligt for mig at få min knappe løn, der ikke var større end en almindelig tjenestekarls på den tid, til at strække til, så det bestandig gik tilbage med mine pengesager.
Jeg måtte derfor søge at opnå forfremmelse til et bedre kald.
Mange ansøgninger blev forgæves udsendte, og jeg besluttede derfor selv at præsentere mig for de kaldende myndigheder.
En gang, det var i juletiden, rejste jeg således til Odense kom dertil med diligencen midt om natten og indlogerede mig på en gæstgivergård.
Næste morgen forespurgte jeg mig hos værten, om han viste, hvem der havde kaldsret til det af mig attråede embede.
Det kendte han ikke til, men nævnte mig navnene på deres provster og præster. Jeg gik da først til den fornemste nemlig stiftsprovsten.
Han modtog mig meget venligt og lovede at gøre for mig, alt hvad han kunde og vilde beholde en afskrift af mine papirer for selv at tale min sag hos rette vedkommende, som ikke var ham, men en distriktsprovst Colding.
Til ham styrede jeg nu min gang, men blev her meget unådigt modtaget, især da han hørte, at jeg først havde været hos stiftsprovsten.
Heldigvis havde jeg de originale attester med og foreviste dem, men det var knap, han vilde se dem.
Jeg gjorde mig al mulig umage for at formilde den strenge provst, men det lykkedes ikke.
Det var også tidlig på formiddagen, og provsten led vist slemt af morgengnavenhed.
Noget nedslået gik jeg hen til den præst, som selv sagde at være den øverste leder af den skole, hvorved jeg søgte ansættelse.
Han udtalte den formening, at han kunde få hvilken af ansøgerne, han pegede på.
Denne mand var idel venlighed. Han så godt som lovede at jeg skulde blive den udkårne, og jeg rejste hjem med ret gode forhåbninger, der ikke blev opfyldte.
Efter lang tids forløb skrev jeg til den omtalte præst, men fik ikke engang et svar.
Når jeg atter blev supplikant, lovede jeg mig selv at begynde nedenfra opefter i stedet for omvendt, hvad jeg nu havde prøvet.
Længe efter fik jeg at vide, at en af mine meddimittender og gode venner havde fået pladsen, hvortil hovedsagelig krævedes særlig duelighed i matematik og regning.
Deri var han noget svag, hvorfor han ved afgangseksamen fra seminariet bad mig om hjælp, og jeg var også så heldig, ubemærket af opsynet, at kunne yde ham den.

80.
Da det var mislykkedes
for mig at opnaa Ansættelse i en Kjøbstad, prøvede jeg Landet og begav mig atter paa Rejse.
Denne gang gjaldt Rejsen et Embede i Nørre Vallingerød, Tølløse Sogn, omtrent midt imellem Sorø og Holbæk.
Da jeg vidste, at Sognepræsten, Provst Lassen i Tølløse, tidligere havde været Provst over Salling Herred paa Fyen, hvor Provst Leth i Svanninge nu var Provst, skrev jeg til denne sidste og bad ham lægge et godt ord ind for mig hos Lassen, og det gjorde han ogsaa.
Dagen efter Kristi Himelfartsdag 1857 vandrede jeg til Korsør for med Banetoget at naa Sorø, og derfra spadserede jeg i et ganske dejligt Foraarsvejr til Tølløse.
Her tog jeg først ind hos Skolelærer Olsen, der tidligere havde været Førstelærer i Frølunde, for af ham nærmere at blive underrettet om forholdene der paa Stedet.
Derpaa begav jeg mig hen til Provst Lassen, hvor jeg blev særdeles venligt og gjæstfrit modtaget baade af ham og Familien, ja, endog bedt om at blive der og spise til Middag.
En saadan Venlighed var jeg ellers ikke vant til hos de Herrer Provster og Præster; men det kom maaske af mit Slægtskab til Provstinde Leth. Provst Lassen lovede at gjøre for mig, hvad der stod i hans magt, og han holdt troligt sit Løfte.
Der var med Loven af 8. Marts 1856 givet Sogneforstanderskaberne Ret til at indstille 3 af Ansøgerne til et ledigt Skolekald.
Denne ret holdt de Kaldende ikke af, og jeg og mine Kaldsfæller endnu mindre.
Provst Lassen udvirkede dog, at jeg blev indstillet som Nummer 2; men jeg blev alligevel forbigaaet af de Kaldende, Skoledirektionen for Merløse og Tudse Herreder.

Henad Eftermiddagen fulgte Lærer Olsen med mig til Nørre Vallingerød, hvor vi talte med en af Sogneforstanderskabets Medlemmer og var tillige inde i Skolen hos den afgaaende Lærer Bøje.
Han var gammel og træt af sit lange brydsomme Arbejde og længtes efter at tilbringe sin Livsaften hos sin Slægt paa hans Fødeø, Ærø.
Han udtalte sig mindre smigrende om Forholdene i Nørre Vallingerød; men jeg hørte dog, at han havde opsparet en ret god sum Penge paa dette Sted.

Jeg overnattede i Tølløse Kro og begav mig næste dag paa vandring efter Kundby hvor Provst Formann, der var Provst over disse to Herreder, boede.
Det var en lang og nydelsesrig Vandring i et ypperligt Vejr igjennem frugtbare Egne.
Efter at være kommen gjennem Nørrejernløse og Regstrup, førte vejen gjennem en Skov, der saae saa velplejet ud, og lidt efter passerede jeg ad en dejlig Allee, ved hvis venstre Side der laa en smuk rød Herregaard med fire Taarne og omgiven af brede vandrige Grave.
Jeg maatte standse for atter og atter at nyde dette smukke Syn.
Af en forbigaaende fik jeg at vide, at Borgens navn var Løvenborg uden at ane, at jeg senere skulde tilbringe mange nydelsesrige Timer i og omkring dette yndige Herresæde.

Derfra førte vejen gjennem en prægtig Kastanieallee og atter igjennem Skoven til en saare skjøn og lang Lindeallee.
Ved enden af denne kom man over en lille å ud paa den flade mark til en Landsby, hvis Navn jeg heller ikke vidste.
I en Skole lidt udenfor Byen stod Børnene indenfor Vinduerne og betragtede Vandringsmanden, der passerede vejen der forbi.
Jeg vidste ikke, hvad Byen og Skolen hed og havde ingen Anelse om, at jeg der skulde tilbringe 8 Aar af mit Liv.
Strax efter begyndte en bred Allee af knudrede Piletræer, hvad der tydede paa, at jeg atter nærmede mig en Herregaard, og ganske rigtig, bag ved en gravet, aflang, firkantet Park laa en stor 2-etages rød Bygning tilligemed en mængde vidtløftige straatækte Avlsbygninger.

Aleen ved Vognserup ..( Maleri fra perioden. )


Det var Herregaarden Vognserup hørende under Baroniet Løvenborg.
En lignende Allee førte derfra mod Landsbyen Kundby med Kirken liggende paa en høj Bakke.
I sidstævnte Allee blev jeg indhentet af et Enspænder-Kjøretøj, og da jeg var noget træt af den lange Fodtur, bad jeg om at maatte age med, hvilket meget villigt blev indrømmet.
Da jeg havde gjort Manden rede for, hvem jeg var og min Rejses Maal, spurgte jeg om der fandtes en Kro i denne By, da jeg ikke havde nydt noget, siden jeg gik fra Tølløse.
Han svarede, at der ingen Kro fandtes i Kundby, men jeg skulde nok blive forsynet.
Han kjørte ind i den første Gaard paa venstre Side; her boede hans Datter og Svigersøn, Theodor Reutzer, og her blev jeg paa Mandens Rekvisition rigelig beværtet, uden at de vilde tage en Skilling derfor.
Derpaa gik jeg over i Præstegaarden lige over for, men Provsten var uheldigviis taget til Holbæk.
Nu bad de venlige Mennesker mig om at blive der natten over til Provsten kom hjem; men jeg vilde helst gaa til Holbæk samme Dag for at træffe Provsten der.
Det var de første Bønder paa Holbæk Amt, jeg gjorde bekjendtskab med.

Manden, jeg kjørte med, hed Peder Davidsen og var fra Hellestrup. Siden fik jeg at vide, at han var en af de mere fremragende der paa Egnen.

Derefter begav jeg mig ad samme vej tilbage forbi Vognserup til Trønninge, hvor jeg drejede til venstre gjennem Byen ad en vej, der førte til Hovedlandevejen mellem Holbæk og Kallundborg.
Denne sidstnævnte vej førte mig til Tudse, hvor Kirken laa paa højre og Kroen lige overfor paa venstre side af vejen.
Efter at have nydt en forfriskning i Kroen spadserede jeg videre forbi Tudse Skole gjennem Allerup til Holbæk, hvor jeg tog ind paa Hotel Isefjord.
Der boede en af mine gode venner fra Jelling, Lauridsen, som var Lærer i Holbæk.
Fra Hotellet gik jeg over til Konsul Petersens, hvor jeg var saa heldig at træfe Provst Formann i Kjøbmandsbutikken.
Vi bleve viste ind paa Kontoret, og her forhørte Provsten sig om mine Meninger i forskjellige retninger, medens han ret nøje betragtede min Person; thi Provsten var en praktisk Mand, der saae baade paa det indre og ydre Menneske.
Om Examinationen faldt ud til min Fordeel, skal jeg ikke kunne sige; men jeg troer det næsten, i alt fald kaldede han mig kort efter til Lærer ved Trønninge Skole i hans eget Pastorat.

Efter at have naaet min Rejses Maal og faaet en samtale med Provst Formann, begav jeg mig atter til Hotel Isefjord, hvor jeg overnattede.
Dagen derpaa, en Søndag, tog jeg med Diligence til Roskilde og derfra med Jernbanen til Korsør og til fods til Frølunde, hvortil jeg naaede silde om aftenen.
At jeg saa udførlig har beskreven denne tur er begrundet deri at den efter min Formening havde en afgørende indflydelse paa min Fremtid, og at jeg kom til at passere tæt forbi de to skoler, Trønninge og Tudse, hvor jeg skulde blive Lærer og tilbringe 38 Aar, altsaa mere end halvdelen af den tid, jeg indtil nu har levet her paa Jorden.

81.
Henad Sommeren 1857
begyndte en usædvanlig Sygelighed at brede sig baade i Korsør og Landsognet.
En Læge Wilhelmsen i Korsør, hvem jeg ofte kom sammen med, og hvem jeg betragtede som min særdeles gode ven, meente, at Koleraen var i Anmarch.
Han var meget kjendt med denne frygtelige Sygdom, da han havde praktiseret i Kjøbenhavn under den store Koleraepidemi 1853.
Han beskrev alle Symptomer paa denne sygdom og dens forløb; men jeg agtede ikke stort derpaa og længtes efter Høstferien, i hvilken jeg vilde besøge det mig saa kjære hjem i Jylland og mine Forældre, Sødskende og gode Venner.
Endelig oprandt Ferien og med bange anelser, bestyrket ved Wilhelmsens udtalelser, begav jeg mig paa Rejsen.
I Hjemmet fandt jeg alting ved det Sædvanlige og besøgte Venner og Bekjendte og navnlig min gode Ven og Seminariekammerat Peter Høy, som ogsaa var kommen hjem i Ferien fra hans Plads i Sønderjylland til sine Forældre, Gaardejer og Snedker Høy paa Stougaard Mark.
Her overnattede jeg og min ven, og vi laa sammen i én seng, hvad der den Gang var Brug.

Vi havde talt sammen næsten hele Natten til henimod Morgenstunden og laa derfor i en tryg Søvn til op ad Formiddagen, da der blev kaldt paa os, fordi min Fader var kommen med et Brev til mig, som saae ud til at være fra en Autoritet, da der var et stort Segl paa.
Vi kom hurtigt op og i Klæderne. Brevet var fra Provst Formann og berettede mig, at jeg var kaldet til Skolelærer i Trønninge, Kundby Sogn.
I Brevet anmodede Provsten mig om at komme tilstede snarest muligt, hvilket jeg ikke holdt af, da det var i begyndelsen af Ferien; men for ikke at udsætte mig for en lignende Behandling som ved min Ankomst til Korsør, og da Brevet var affattet i en yderst venlig Tone, fandt jeg det rigtigst at skynde mig med at drage over til mit nye Embede, som jeg ikke ret vidste Beliggenheden paa, uagtet jeg for ikke ret længe siden var passeret der forbi.
Efter i et par Dage at have sagt Farvel til Familie og Kjendinge i Hjemmets Kreds og modtaget mange Lykønskninger i Anledning af min Forfremmelse, rejste jeg først til Korsør, hvor Læge Wilhelmsen modtog mig med den efterretning, at nu var han sikker paa, at Koleraen havde holdt sit Indtog i Korsør.

Jeg skyndte mig ud til Frølunde, hvor jeg Dagen efter lejede en Hest for at ride hen og besee mit nye Embede og melde mig hos Provsten.
Efter et Ridt paa 7 a 8 mil ad en heel anden vej, end jeg tidligere var kommen og igjennem mange smukke egne, naaede jeg til Kundby, hvor Provsten modtog mig meget venligt.
Han vilde vise mig alt, og den store Landsbykirke, der ligger paa den høje Bakke, synlig i en vid Omkreds, besaae vi allerførst.
Han vilde først prøve mig i Sang af Salmemelodier efter Orgelet, men det faldt ikke videre heldigt ud.
Derpaa fulgtes vi ad hen til Skolelærer Fog, hvor jeg fik Tilbud om Nattelogi.
Derpaa lod Provsten spænde for sin Vogn og kjørte med mig til Trønninge, hvor vi i Skumringen besaae Skolen, min fremtidige Bopæl, og herefter atter til Kundby.
Næste Dag fulgte Lærer Fog mig atter til Trønninge, hvor vi toge ind til Gaardmand Meinert Nielsen.
Her tingede jeg mig i Kost, indtil jeg kunde faa indrettet egen Husholdning.
Derpaa red jeg atter til Frølunde.
Her formaaede jeg en af mine gode Venner, Gaardmand Niels Jensen, til at kjøre for mig og mit Tøj til Trønninge en af de første Dage.
Det gjaldt om at komme afsted snarest muligt, da Koleraen havde begyndt at vise sig i Skoledistriktet, og jeg ellers ikke havde noget at tøve efter.
I et par Dage gik jeg omkring for at sige Farvel til en Deel af Distriktets beboere.

Under et af disse Afskedsbesøg kom jeg ind i en Gaard, hvor Konen laa i Sengen. Hun forklarede mig Sygdommens forløb, og nu kunde jeg, efter hvad Læge Wilhelmsen tidligere havde fortalt mig om denne Sygdom, tydelig høre, at hun havde Kolera. Hun kom sig; men Manden, som den dag var rask, blev kort efter angrebet og døde. Enhver kan sige sig selv, at jeg ikke opholdt mig ret længe paa dette Sted. Efter en hjertelig Afsked med Buchmann og Kone drog jeg afsted til mit fremtidige hjem. Niels Jensen kjørte mig hen til Meinert Nielsen, hvor jeg foreløbig skulde bo. Han og hans Kone vare ene hjemme, da hans tre voxne Sønner den Dag vare til Nøddedag i Holbæk. Udtrykket Nøddedag kjendte jeg ikke, men Meinert forklarede os, at det var en Fridag, som alle unge Folk paa Landet fik den første Lørdag efter at der var indhøstet. De toge da til Holbæk, hvor de morede dem med Dands og andre forlystelser. Tidligere har vel Dagen været benyttet til at tage i Skoven og plukke Nødder, deraf Navnet.

Redigeret af:
Gitte Johansen
Efterkommer af Maximilianussen

til toppen