Min konfirmation.


38.
Så længe jeg var hjemme
      på Melhede, vedblev jeg stadig at besøge det Niels Martinussenske hus, uagtet der indtrådte en stor forandring med den megen sygdom og de tre døtres dødsfald.
Havde det før været livligt, så blev der nu stille her i huset.
De to sønner af min fasters første ægteskab, Johan og Mikkel Christian, kom kun en sjælden gang hjem, men fortsatte stadig deres handel med indsmuglede manufakturvarer, især på Mols og de omliggende egne.
Når de kom hjem, var min faster glad; thi de var agtede karle, der tjente sig en god skilling og vare meget anstændige i deres opførsel, så hun havde grund til at være stolt af disse sønner.
De blev altid nævnt i den orden, jeg her har anført deres navne, og derfor må jeg antage, at Johan var den ældste.
Muligvis har de også støttet deres forældre med penge i de trange tider, da de vare bekendte for deres godhjertede sind.
Johan var den første, der opgav kræmmerhåndteringen.
Han forlovede sig med en gårdmandsdatter i Mørke i nærheden af Rosenholm.
Brylluppet stod i hendes hjem, vistnok i vinteren 1846-47, og det var nok meget stort.
N. Martinussen og min fader vare med; min faster, der var svækket af den megen sygdom og sorg, turde ikke vove sig ud på den lange rejse i vinterkulden.
De havde i lang tid nok at fortælle om dette bryllup med dets fra vor egn forskellige skikke, og navnlig morede det dem at berette om hvor megen fuldskab, der herskede ved gildet, skønt hverken min fader eller N. Martinussen den gang vare vante til at spytte i glasset, som man siger.
Efter flere dages forløb kom de atter hjem, min fader med en stærk forkølelse, som han ikke forvandt i den vinter.

Johan købte en gård i Bøjen, Lime sogn, hvor han boede i mange år, og var en anset mand, også som landmand.
Efter sin første kones død solgte han gården, skiftede med børnene og giftede sig påny.
For få år siden hørte jeg, at han var kommen i armod, boede i omegnen af Viborg og nød alderdoms-understøttelse.
Hvis han lever nu, må han være meget gammel.

Min fasters anden søn af første ægteskab, Mikkel Christian, vedblev at gå med kræmmerposen, indtil han blev tagen af toldvæsenet i nærheden af Clausholm og ført i arrest.
Efter at have betalt en stor bøde og fået sine sager konfiskerede, blev han ked af dette vovelige og omflakkende liv, drog hjem til sin moder og opholdt sig en del år hjemme, hvor han beskæftigede sig med at lave træsko.
For resterne af den formue, han havde tjent ved handelen, købte han en mindre landejendom i Ring og giftede sig der.
Her levede han i ret velhavende kår indtil sin død for få år siden.
Han har vist ikke efterladt sig børn.
Da N. Martinussen og faster blev gamle, overdrog de gården til deres søn Martinus imod at nyde ophold eller aftægt hos ham.
Der foregik en stor forandring med N. Martinussen.
Han aflagde sine unoder fra yngre dage og blev under sønnens styre lige så flittig og ivrig i at få arbejdet fremmet, som han tidligere havde været lad og ligegyldig, så jeg kan godt sige, at Martinus blev til velsignelse for sine gamle forældre, der havde det godt hos ham og hans kone.
Faster blev mere og mere svag og døde af samme sygdom som døtrene og formodentlig smittet af dem, skønt det varede mange år efter, og hun blev en gammel kone.
Hvem der døde først, enten hun eller manden, kan jeg ikke erindre, og jeg har ikke fået deres dødsdag optegnet.
Efter at jeg var kommen ud i verden og aflagde besøg hos mine forældre, gjaldt mine næste besøg altid Urskov og N. Martinussens, hvilke to steder jeg altid blev gæstmildt modtaget.


39.
I vinteren 1844-45
      gik jeg til konfirmationsforberedelse hos vor gamle præst Axel Riber i AAle. Det var en lang vej, vist noget over en mil, og vinteren var streng.
Vi mødte kun en gang om ugen, og vi, som vare unge og raske, ænsede hverken vejr eller dårligt føre.
Fra AAle og Tørring sogne vare vi omtrent en snes stykker, drenge og piger, og det var for os nogle morskabsture; thi lærdommen, vi fik, var kun af ringe værd, i alt fald for mig, skønt den gamle præst gjorde sig megen umage med at indprente os religionens sandheder efter Balles lærebog og den evangelisk kristelige psalmebog.
Det var jo ikke noget nyt, eftersom vi i hele vor skoletid havde fået dem tilstrækkeligt gjennemtærskede.
Den sidste dag, vi mødte hos præsten før julen, havde hver af os en foræring til ham; denne bestod gerne i madvarer som smør, ost, æg, en gås, et par ænder eller høns og lignende.
Jeg havde en hare.
Den dag blev vi beværtede med mjød og kager, ja, jeg tror endogså med kaffe.
Det var det sidste hold konfirmander, han havde i sin embedstid, da han havde fået sin søn P. Riber ansat som kapellan hos sig.
I sin afskedstale til os roste den gamle præst os meget både for flid og opførsel, hvorvidt det var med fuld føje, skal jeg ikke kunde sige, ja, han udtalte endog, at vi var omtrent det bedste hold, han nogensinde havde haft.
Muligvis var det dog vemoden ved hans afsked med denne gerning, der indgav ham de smigrende ord; thi han var virkelig en meget følsom mand.
Første søndag efter påske 1845 blev jeg konfirmeret i Tørring kirke af gamle Riber og hans søn prædikede.
Den påfølgende søndag gik jeg til alters i AAle kirke.
Der blev til hver især af os udstedt en skudsmålsbog, hvori præsten sluttede med det fromme ønske: Herren lede ham fremdeles på dydens vej.


4o.
Nu var tiden kommen,
      da der skulde tages bestemmelse om min fremtid, således skulde man synes; men således gik det slet ikke til.
Min fader havde allerede taget denne bestemmelse uden at spørge om mine ønsker.
Han var skrædder, og det skulde jeg også være, det betragtede han som noget aldeles selvfølgeligt.
Jeg havde indvendig nogle ganske andre ønsker, men turde ikke komme frem med dem. Følgelig blev det derved.
Jeg spekulerede hver aften, når jeg var kommen i seng, på denne sag og foresatte mig at tale med min fader derom næste dag; men når dagen kom, havde jeg tabt modet og blev ved med at opsætte og opsætte i det uendelige, og til sidst fandt jeg mig i det uundgåelige.
Mine forældre havde det meget knapt, og det var jo rimeligt, at jeg måtte hjælpe til med forsørgelsen af den store børneflok.
Der kunde ikke tænkes på at koste noget på mig eller min uddannelse, da vi havde strængt nok ved at bjerge føde og klæder og øvrige udgifter til os alle.
Jeg tænkte i lang tid på at komme i handelslære, da jeg var dygtig til at regne og skrive, og det jo ikke kostede noget; men så vilde det arbejde, jeg kunde udføre dels i marken og dels ved håndværket, savnes, og det kunde vore kår ikke tåle.
Jeg drømte mig mangen gang som en fin krambodsvend, således som jeg havde set dem i købstaden; thi højere turde jeg ikke sætte målet. Selv at blive købmand anså jeg for aldeles uopnåeligt for mig fattige dreng, og så højt turde jeg ikke hæve mig selv i mine dristigste drømme.
Jeg levede den gang i eventyrets og drømmenes verden, håbede på krig, hvor jeg vilde med og udføre heltegerninger, som skulde forbavse verden; men dag ud og dag ind måtte jeg alligevel sidde på skrædderbordet og prikke med min synål i tøjet med den største ulyst.
Hvad der især havde givet mig denne ulyst, var også de mange hånsord, som folk morede sig med at nævne skrædderne.
Således sagde man f. ex., at der skulde femten skræddere til et pund og mange slige talemåder.
Jeg trøstede mig undertiden med, at Tordenskjold, som dog var bleven Danmarks største nationalhelt, også havde været i skrædderlære og var løben af læren.
Det kunde jeg jo også; men endnu så jeg ingen grund dertil.
Kort sagt, jeg anså dette fag som det mest foragtede, og dog var min fader vel agtet af alle, som han kom i berøring med, så det var vel ikke så slemt.
Han var også en meget forstandig mand og dertil dygtig til sit fag, som kun få.
Han søgtes derfor i vid omkreds og havde altid fuldt op af arbejde til sig selv og 2 a 3 medarbejdere; men lønnen var kun liden, højst 2 mark om dagen foruden kosten, og så skulde der endda hænges godt i fra den tidlige morgen til henimod klokken 12 om aftenen.
Den gang var det brug, at vi gik ud til kunderne og syede deres klæder.
Hos forskellige af dem, især hvor der var mange mandfolk, kunde vi således tilbringe to a tre uger i træk inden vi blev færdige med alt det arbejde, de havde til os.
Min fader gik af og til, når det ikke var alt for langt borte fra hjemmet og vejret var nogenlunde, hjem om aftenen, medens vi andre blev på stedet til vi vare færdige. Det var mest hos gårdmændene, vi vare så længe, og vort distrikt var stort, det strakte sig mindst over syv sogne.
Derved fik jeg et indgående kendskab til landbefolkningen i en vid omkreds.
Det har siden moret mig meget i tankerne at gennem gå disse menneskers forskellige levevis, deres tænke- og handlemåde og alt, hvad der blev fortalt og forhandlet, især i de lang vinteraftener.
Kedeligt var det ingenlunde, og der blev drevet mangen god spas og fortalt en hel del lystige historier.
Den senere i bønderkredse så ivrigt drøftede politik kendte vi ikke engang af navn.
Derfor herskede der også fred og god forståelse mellem os alle.
Det første, jeg så efter, når jeg kom ind i et fremmed hus, var boghylden, og enkelte steder lykkedes det mig at finde ret gode bøger, som jeg så læste i min fritid.
Således henlevede jeg over fire år efter min konfirmation, men med en bestandig ulmende ulyst til det fag, der var blevet påtvunget mig, og derfor drev jeg det heller ikke ret vidt i dette håndværk.
Havde man endda haft symaskiner som nu for tiden, så er det muligt, at jeg kunde have fået mere lyst, men den gang måtte vi lave alt med hånden, og det var langvarigt og kedeligt.




til toppen