Krigsårene.


41.
Der var et sted,
      jeg i hine dage kom ofte. Det var hos en gårdmand på Stougaards mark ved navn Peder Smed, hvis idiotiske søn, Christian, jeg tidligere har omtalt som den, der frelste mig fra prygl af møllerens drenge ved skøjteløbningen på Havstrup sø, ligesom det også var to af hans andre sønner, der reddede mig, da jeg som gåsehyrde i Urskov vilde sejle over søen efter gæssene.
Det var i høj grad en original familie; men meget retsindig og særdeles underholdende.
Der var først den gamle Peder Smed, som nok i mange år havde været enkemand.
Hans højeste passion var jagten.
Hans mage til at fortælle jagthistorier har jeg aldrig hørt, men overgikkes endda af hans talent til at fortælle spøgelseshistorier.
Han kunde sidde aften efter aften i timevis og udmale sine historier så levende og afvekslende, at man aldrig blev ked eller træt af at høre på ham, ja man troede selv at leve med i dem.
Hans sprog var fuld af originale billeder og vendinger og ingenlunde noget tillært, men den smittede på hele hans store børneflok, der, så vidt jeg husker, ikke bestod af mindre end 5 sønner og 5 døtre, der vare voksne på 2 sønner nær, da jeg lærte dem at kende.
De var alle hjemme på en datter nær.
Sønnerne var ligesom faderen store elskere af jagt og fiskeri, og det var vel også en grund til, at jeg altid var så velkommen i dette hus, da det på en vis måde gav dem fri adgang til Havstrup sø.
Den ældste af sønnerne, lille Peder Smed, som han den gang kaldtes, var den, som jeg nærmest sluttede mig til, uagtet han var meget ældre end jeg, men han var den originaleste og godmodigste, ret sin fader op ad dage.
Et lille minde fra den tid vil jeg dog optegne.
Hjemme på Melhede havde vi en lille sort og hvidbroget køter, der hed Nætte.
En vinternat gøede den næsten uafbrudt og i dagbrækningen stod min fader op for at se, hvad der var på færden.
Ved det frembrydende dagslys så han, at et dyr, som han antog for en mår, havde søgt tilflugt i vort eneste træ, birketræet, som hunden kredsede omkring og bjæffede efter af fuld hals.
Da vi intet gevær havde i huset, blev jeg kaldt op og måtte i højeste hast hente lille Peder Smed.
Han fulgte straks med i rask trav, men da solen stod strålende op under vor vandring, udbrød han:
"Det bliver sandelig vistnok bagefter".
Men vi nåede da alligevel frem i rette tid.
Han skød måren, tog den med sig hjem, flåede skindet af den og udspilede det, og da han siden fik det solgt, kom han og leverede prisen, 3 rigsdaler, til min fader, og de vare begge svært glade over fangsten.
Lille Peder Smed var i midten af fyrrene i soldatertjeneste i København, og da han kom hjem, havde han meget at fortælle.
Kort efter krigens udbrud i 1848 blev han atter indkaldt og gjorde felttoget med, hvorfra han til vor store glæde slap uskadt.
Nogle år efter blev han gift med proprietair Coldings datter på Højgaard.
Med hende fik han Højgaard, da hendes forældre og broder vare døde.
Denne gård ligger for den nordlige ende af Grejsdalen og har navnlig et teglværk og et betydelig areal af skov.
Det var ret noget for Petersen, som han nu kaldtes.
Her var både adgang til jagt og fiskeri og desuden dygtig med penge og sølvtøj, hvoraf der sagdes at være flere kister fulde, så han blev en meget velhavende mand.
På Højgaard besøgte jeg ham et par gange og hørte da, at han havde bevaret sit originale sprog fra ungdomstiden, og at han bestandig nærede interesse for mig og mine søskende.
Det gælder sandelig om at dreje hjulet til den rette side, og det har du og dine søskende forstået, sagde han.
Han viste også sin store interesse for mine to brødre Christian og Mads derved, at da den købmandsgård,(Madam Grytters hus?) som de havde lejet og drev handel i, skulde sælges, mødte han ved auktionen og købte gården samt kautionerede for dem.
Det er den gård, som min broder, M. Christiansen, endnu efter omtrent fyrretyve års forløb ejer, og hvor han driver sin store forretning.
Desværre blev han i de sidste år en del forfalden og vel som følge deraf umådelig korpulent.
Han tog alt for ofte til Vejle; her sad han på hotellet og drak med sin gode venner, uvenner har han vist aldrig haft.
Sidste gang, jeg så ham, var på hotel Dannevirke i København.
Jeg var tillige med min broder Johan og hans kone netop kommen ind i gæstestuen, hvor vi sad og nød en kop kaffe.
På en gang hørte jeg lille Peder Smeds stemme nede i gården.
Jeg fik da at vide af værten, at han var kommen til København første gang efter sin soldatertid, og havde nu været ude at se dyrene i zoologisk have, hvad der jo i høj grad interesserede ham.
Hans egentlige ærinde var at købe et orgel til Grejs kirke, i hvilket øjemed han både havde fået præsten, en arkitekt og en anden mand med sig.
Min broder og jeg begav os straks over på hans værelse for at hilse på ham. Han så først nogle øjeblikke op og ned ad os og udbrød derpå:
"Da var det sandelig et spil, at vi skulde træffes her".
Han vilde nu rekvirere drikkevarer i den anledning, men efter nogen parlamenteren fik vi ham til at nøjes med at dele en flaske bajersk øl med os.
Næste dag rejste han med sit følge til hjemmet og så aldrig København og zoologisk have mere; thi kort efter døde han, og første gang det af ham skænkede orgel blev spillet i Grejs kirke var ved hans begravelse.
Hans fader, gamle Peder Smed, havde for skik et par gange om året at gå til en mand i Vonge, Jørgen Alsted, hvor han sad og drak gammelt øl og fortalte jagt- og spøgelseshistorier og kom gerne hjem med en lille rus.
Til sidst forulykkede han en mørk aften på en sådan tur.
Han var falden i en grøft med lidt vand i.
Her fandtes han om morgenen druknet.
Der var nok ikke mere vand, end at det lige kunde dække ansigtet.


42.
Mange vare de originale personligheder,
      som jeg gjorde bekendtskab med og traf på min færden mellem bondebefolkningen på den jyske højderyg; men det vilde blive for vidtløftigt og trættende at omtale dem alle.
Kun så meget vil jeg sige, at langt de fleste vare rettænkende og brave mennesker, der ikke nænnede at gøre en hund fortræd, langt mindre et menneske.
De holdt meget af en lystig skæmt og en forfriskende latter, uden derved at såre nogen.
Uvidenheden var ikke nær så stor, som mange i vore dage forestille sig i den tid, der nu ligger omtrent 60 år tilbage.
I ensomme tider lader jeg ikke sjælden en stor del af dem passere revue for mit indre øje og tænker med vemod tilbage på den lykkelige tid og de lykkelige mennesker, der levede i den.
Når jeg, som i sommeren 1903, besøger mine forældres grav på Tørring kirkegaard og seer de mange kendte navne på ligstenene, da er jeg nær ved at briste i gråd.
Den slægt, der nu befolker denne egn, er i reglen børnebørn af dem, jeg kendte, samt nogle indvandrede fra andre egne.
Iblandt dem er jeg en fremmed, deres udseende er mig fremmed, deres tankegang, deres tragten og stræben er vel ligeså.
Nu hersker vel der, som alle andre steder, strid og kævl om valg, politiske meninger og deslige.
Lykkelig den slægt, der ikke kendte eller befattede sig med slige sager.


Madam Grytters hus hj. af Vestergade og Horsensvej


43.
I julen 1847 kørte
      Niels Martinussen for min fader, Martinus og mig til et besøg hos hans stedsøn, Johan Christensen, der var bleven gårdejer i Bøjen, Lime sogn.
Der mødte os ikke noget særegent på denne rejse, og jeg omtaler den kun her, fordi det var den første tur, jeg foretog mig længere end til Vejle, og jeg var endda over 17 år.
Rejsen foretoges på en stiv bræddevogn og i temmelig hård frost, hvorfor vi en stor del af vejen måtte gå ved siden af vognen for at holde varmen i de forfrosne lemmer; det var nu den tids rejsemåde.
Overfrakker eller kapper kendte vi ikke til, men vare kun påklædte som når vi opholdt os inde i en varm stue.
Efter fem mils kørsel nåede vi Skanderborg, hvor vi bedede med hestene en god times tid.
Denne tid benyttede jeg til at løbe ud på slotsbanken og se det mindesmærke, der ikke længe i forvejen var bleven rejst for Frederik den sjette, og som jeg havde læst en del om i AArhus Stiftstidende.
Ved samme lejlighed så jeg også slotskirken, der jo er en fløj af det gamle Skanderborg slot.
Omgivelserne med de store søer og de høje banker tiltalte mig meget, skønt det var ved vintertid.
Derpå kørte vi videre de tre mil til AArhus, hvor vi overnattede på et gæstgiversted.
Næste morgen stod jeg meget tidlig op, løb rundt i de mange gader, især for at se de store huse og butikker, der vare mere anseelige end i Vejle.
Hvad der især imponerede mig, var den store domkirke med det mægtige tårn, der den gang havde en underlig flad kalot ovenpå, som langtfra var pyntelig.
Først langt senere har man evnet at få tårnet og spiret op i sin tidligere fulde højde, som det havde, inden det i stærk storm var blæst ned.
Den dag gik turen til Bøjen, og undervejs passerede vi Rosenholm, Rosenkrandsernes gamle herresæde.
En sådan herreborg havde jeg endnu aldrig set, og i forbikørslen betragtede jeg den nøje med dens tårne, gavle og vinduer, så jeg synes endnu at kunde genkalde billedet af den i min erindring, ligeledes af Hornslet kirke og Rosenkrandsernes begravelseskapel på kirkegården.
Henad eftermiddagen nåede vi vor rejses mål og blev så gæstfrit og venligt modtagne, som de formåede, og her opholdt vi os i nogle dage, i hvilke vi også besøgte Johans og hustrus venner og bekendte, alle vegne modtagne med den hjertelige gæstfrihed, som er jyderne egen og især i juletiden.
Efter 3 a 4 dages forløb kørte Johan for os til Randers, for at besøge min faders halvbroder, Johan Melskens, der var kobbersmed og ejede sit eget sted i en gade, der hed Hovmeden.
Det lod til, at der den gang var velstand til huse, men der var mange børn, hvoraf vist ingen vare konfirmerede.
Johan Melskens var en net lille mand med meget pæne manerer.
Vi opholdt os der et par dage og nætter.
Dagene benyttede jeg flittigt af til at se mig om i gaderne, ved tøjhuset, den store kirke og især den lange bro over Gudenaaen.
Det var alt sammen nyt for mig og skulde efterses.
Ja jeg tog endog et grundrids af gaderne.
Randers forekom mig at være anseligere end AArhus og vidnede i det hele om stor velstand.
Fra Randers gik rejsen den samme vej tilbage til vort hjem.
Vi havde bagefter meget at tale om og betragtede det som en højst fornøjelig rejse.


44.
Året 1848 oprandt for den kreds,
      jeg levede i uden synderlig anelse om, hvad dette mærkelige år vilde bringe.
Af og til fortaltes nogle rygter om hertugen af Augustenburg, og det tegnede til uroligheder i Holsten, men man agtede ikke stort derpå og talte så om andre mere nærliggende ting.
AArhus Stiftstidende, hvoraf vi øste vor viden om både uden- og indenlandske begivenheder, havde i år og dag bragt mange forskelligartede nyheder til torvs, men dem vare vi blevne så vante til, at de ikke regnedes stort.
Kun anså vi det for et ondt varsel, at da den prøjsiske konge, Frederik Wilhelm den fjerde, 2 a 3 år i forvejen besøgte vor konge i København, fløj en gnist fra skorstenen i hans dampskib, der lå her på reden, op og udbrændte den prøjsiske ørn af flaget.
Dog, dette måtte jo snarere være et ondt varsel for prøjserne end for os.
Adskillige talte også om, hvor ønskeligt det var, om Christian den ottende måtte leve længe, da det næppe vilde blive godt for landet, når den gale prinds fra Fredericia, han, som allerede var skilt fra 2 koner, blev konge, og at det da vist vilde komme til krig og uroligheder.
Så kom pludselig og for os alle uventet budskabet om Christian den ottendes død den 20. januar 1848.
Det varede vel to a tre døgn inden det nåede til vor egn, og nu begyndte alle kirkeklokkerne at ringe to timer hver halve dag indtil hans bisættelse i Roskilde domkirke.
Endnu husker jeg tydelig, hvor bevæget jeg var ved denne lejlighed, og at jeg, da jeg i den stjerneklare aften gik til mit hjem, ligesom vilde spørge stjernerne om, hvad fremtiden vilde bringe for os alle og vort kære fædreland.
Nu begyndte vi på vor egn med større opmærksomhed at følge vor aviser beretninger om, hvad der foregik ude omkring os i verden, men derom vare alle enige, at således som det gik til andre steder, for eksempel i Tyskland og Frankrig, vilde det aldrig kunne komme til at gå her iblandt de rolige og besindige danske.
Vi læste, at prindsen fra Fredericia havde besteget den danske trone under navnet Frederik den syvende, og at han havde skiftet ministre og tilsagt Københavns og landets borgere en fri forfatning.
Jeg lyttede med begærlighed til de gamle og belæste bønder, og af dem havde vi slet ikke så få, når de talte om denne sag, men ingen af dem havde en klar forestilling om, hvori en fri forfatning skulde bestå, og hvad den kunde gavne befolkningen.
Vi havde jo kongeloven og Christian den femtes danske lov, de vare gode nok og så fuldkomne, at de hverken kunde eller burde omstødes eller forandres, således mente de.
Det er også betegnende for den tids stemninger i vor egn, at en bonde fra vort nabolag, Anders Hermansen fra Sandvad, valgt i Give, i rigsforsamlingen kun udtalte de fem ord: "Kongen skal beholde sin enevoldsmagt".
Således fortaltes der i al fald, og det er troligt nok.


45.
Alle de foran nævnte sager
      fangede dog ikke befolkningens opmærksomhed nær i den grad som den slesvig-holstenske bevægelse, der bestandig blev stærkere og truede med at ende med oprør.
Vore aviser vare stadig fulde af beretninger om, hvad der foregik i vore to sydlige provinser og om stemningen mod os i Tyskland.
Da vi kun sjældent fik aviser mere end en gang om ugen, var der så meget mere plads til vilde rygter, der ret florerede i denne tid og opfyldte alles tanker, og alle samtaler drejede sig næsten udelukkende om, hvad vi havde læst og hørt om denne sag. Jeg var så opfyldt deraf, at jeg i denne vinter og dette forår hver nat ikke drømte om andet end krig og oprør.
Endelig fik vi sikker efterretning om, at oprøret var kommet til udbrud i Rendsborg den 24. marts, og nu blev rygterne endnu vildere end de vare i forvejen og endelig nåede de højdepunktet den såkaldte "gale onsdag", eller også senere benævnt "slavekrigen".
Dagen før vare løbesedler udsendte af sognefogderne til alle herredets mænd med opfordring til at møde på tingstedet i Brædstrup, hvor herredsfogden og andre vilde give befolkningen råd om, hvorledes den rettest burde forholde sig under de nuværende urolige forhold, og hvis egnen skulde blive besat af fjenden.
Om onsdagen drog store skarer allerede fra morgenstunden hen til dette stævne, hvortil der fra mit hjem var omtrent to mil.
Min fader var også med, og min moder og vi børn sad hjemme i spændt forventning om hvad dagen vilde bringe.
Op ad formiddagen kom børnene hjem fra skolen med den besked fra skolelærer Nielsen, at enhver af dem snarest muligt måtte søge at komme hjem, da oprørerne havde løsladt og bevæbnet alle slaverne i Rendsborg, der nu droge nord på med mord, brand og plyndring, og at de allerede havde nået Jelling, som de havde afbrændt og dræbt seminaristerne og en stor del af beboerne, som havde sat sig til modværge.
Da Jelling kun lå to mil syd for os, var faren overhængende, og stillingen alt andet end hyggelig.
Vi stude rådvilde og med angst i kroppen. Ved middagstide kom min fader hjem fra Brædstrup, og han omfavnede min moder og os børn, og vi græd alle, thi vi troede, at nu skulde vi miste både liv og gods.
Rygtet havde ilet forud og nåede Brædstrup samtidig med de først ankomne, og der blev intet af mødet, men enhver skyndte sig så hurtig som muligt tilbage til hjemmet.
Straks efter kom der løbeseddel fra sognefogden, at enhver mandsperson mellem 18 og 60 år skulde møde bevæbnet ved Tørring kro snarest muligt.
Der var kun få, der havde bøsser eller andre våben, men nogle mødte med høtyve eller forke og andre gik til smeden med høstleer, der blev fastgjorte til lange stager og til andre smedede han pigge, som blev satte på skafter.
Jeg skal svare for, at vor gode Korfits Smed havde en travl dag.
Han arbejdede så ivrigt, at sveden haglede ned ad ham, uden vistnok at få en skilling for sit arbejde. Det gjorde han alt sammen i fædrelandets tjeneste.
Jeg var endnu for ung til at møde ved væbningen, derfor skulde jeg blive hjemme hos min moder og mine mindre søskende, men der var også nok at høre og se.
Forbi vort hus førte, som tidligere omtalt, en lille bivej fra Urskov til Egholm mølle.
Ad denne vej kom ridende i snesevis, som red syd på for at erfare, hvor nær fjenderne vare os, thi at de vare i anmarch, derom tvivlede ingen.
Henad eftermiddagen kom flere af dem tilbage efter at have været 2 a 3 mil syd på uden at se eller høre noget, og nu begyndte vi så småt at tvivle om, det dog ikke havde været et falskt rygte.
Samtidig kom der et andet budskab, som desværre var sandt, og det var, at en parcellist, Mikkel Agermand, boende i vort nabolag, havde hængt sig, om det var af skræk eller andre grunde, der havde bevæget ham til dette fortvivlede skridt midt i hurlumhejen, er aldrig bleven opklaret.
Imidlertid havde folk i hjemmene travlt med at skjule deres værdisager, og en stor mængde blev pakket i kister og nedgravet i jorden.
Ja, en af vore naboer, der nylig havde fået ny vogn, trak den hen til en dyb mergelgrav, fyldt med vand, og sænkede den ned der.
Senere havde de stort møje med at få den op igen.
Hjemme hos os blev intet nedgravet eller gemt, da vi intet andet ejede, end nogle fødevarer og de nødvendigste sengeklæder, og dem skulde vi jo bruge til natten, hvis vi ikke vare myrdede forinden, og så havde vi ingen brug for dem.
Henad eftermiddagen var alt Tørring sogns våbenføre mandskab samlet i kroen. Her blev en mand, som tidligere havde været soldat, udnævnt til øverstkommanderende, og han inddelte sit mandskab på militairisk vis ude i krogaarden.
Kort efter kom sognefogden fra Hjortsvang, Jens Andersen, der havde været rytter, marcherende ind i gården i spidsen for sit mandskab.
Han havde et par vældige rytterstøvler på og en lang ryttersabel i hånden, hvormed han hilste vor højstkommanderende, der stod på hovedtrappen.
Det tog sig overmåde komisk og meget krigerisk ud, især når man lagde mærke til Jens Andersens holdning og hans lune og ironiske ansigtstræk.
Jeg var glad ved at have fået lov af min moder til at gå hen til kroen, hvor jeg kom til som tilskuer at overvære dette storartede møde.
Nu blev der efter samråd mellem de to generaler vagtposter udsatte ved de to overgange over Gudenaaen, nemlig Tørring bro og broen ved Egholm mølle, hvert sted to mand til fods og to mand til hest.
Skæbnen vilde, at to tyske vandrende haandværksgeseller, der ikke kunde et dansk ord, kom gående og vilde over Tørring bro.
De blev straks tagne til fange og førte til hovedkvarteret, her skulde de forhøres; men da ingen kunde forstå dem, blev de under opsyn indlogerede i kroen til næste dag og derefter løsslupne.
I aftningen gik det efterhånden op for befolkningen, at den hele ståhej var blind alarm, men alligevel havde kun få oplevet så bevæget en dag som denne.
Dette falske rygte bredte sig over hele Jylland lige til Skagen i løbet af et par dage og ytrede sig næsten overalt på samme måde.
Dagene derefter måtte alle de, der nu vare indrullerede i landsstormen, møde i kroens søndre toft, og her blev de indøvede i våbenbrug af forhenværende soldater, og ingen slap fri, inden de havde skaffet sig fripas fra herredskontoret, hvortil jeg måtte gøre en fodtur med de behørige attester, førend min fader kunde fritages.
Efterhånden ophørte dog eksercitsen af sig selv.


46.
Vi blev efter denne dag
      noget tvivlende overfor de mange rygter og satte mere tiltro til de sparsomme efterretninger i vor avis, der stadig var AArhus Stiftstidende, hvoraf vi fik en hel bunke hver ottende eller fjortende dag.
Endelig fik vi at vide, at de danske havde sejret ved Bau, og nu blev glæden stor, da vi troede, at de danske vare uovervindelige. Påskedag, den 23. april, gik jeg som så ofte efter kirketid over til Peder Smeds, hvor talen som sædvanlig drejede sig om krigen.
Lille Peder Smed fortalte da, at han havde hørt for sikkert, at Prøjsen havde sendt omtrent hundrede tusinde mand til hjælp for oprørerne, så at vi vare fjenden langt underlegne i antal, hvorfor det vilde falde os meget vanskeligt at holde vor stilling, og at vi vistnok måtte være beredte på et tilbagetog og muligvis et nederlag.
Med mørke anelser gik jeg denne aften til mit hjem.
Få dage derefter fik vi bekræftelse på, at hvad han den gang udtalte allerede var sket samme dag. En nedslående følelse greb alle, da vi nu kunde være belavede på at se de fjendtlige skarer oversvømme Jylland.
Det varede heller ikke en måned inden general Wrangel rykkede ind i Jylland med sine tyske tropper.
Samtidig udstedte han en proklamation, der beroligede befolkningen i den grad, at enhver gik til sin dont, som om intet var forefaldet.
Fjenden besatte ikke vort sogn eller de nærmeste sogne nord for Gudenaa, men han rekvirerede betydelig kvanta fødevarer, navnlig brød og flæsk, og sendte patrouiller ind i sognene for at påse, at alt det forlangte blev leveret.
Den første udskrivning af Tørring sogn var 1100 lispund hø.
Så vidt jeg husker, var det den 18. maj, netop på den tid kreaturerne sættes på græs, og der altså er udfordret.
Dog tror jeg, rekvisitionen blev præsteret.
Det begyndte efter nogle ugers forløb at knibe for en stor del af beboerne med at udrede, hvad der var påbudt af fødevarer, og jeg kan mindes, at mine forældre ikke havde mere og vist næppe kunde gøre sig håb om at få noget enten til købs eller til låns, og de vest og nord for os liggende sogne vare helt udspiste.
Da kom pludselig ordre fra general Wrangel til jyderne om at udrede en brandskat af 5 millioner rigsdaler.
Så mange kontante penge fandtes måske næppe i hele Nørre-Jylland.
Det så højst betænkeligt ud, og folk vare meget forknytte.
Heldigvis rykkede Wrangel med hele sin hær ud af Jylland uden at få brandskatten inddreven, der sagdes på grund af en note fra den den gang næsten almægtige kejser Nicolaus den første af Rusland.
Nu var faren dreven over for denne gang, og vi åndede atter frit.
Resten af året gled nogenlunde fredeligt hen, enhver passede sin gerning temmelig uforstyrret, men uvisheden holdt os spændte mellem frygt og håb.


47.
AAret 1849 begyndte
      som det foregående havde endt med håb om hjælp fra Rusland, England, Sverige og Norge, men dette håb bristede og allerede først i april begyndte fjendtlighederne på ny.
Med stor sorg hørte vi, at vor stolteste krigsskib, linieskibet Christian den ottende, var sprunget i luften med en stor del af sit mandskab, og fregatten Gefion var erobret ved den bekendte kamp med landbatterier ved Eckernførde fjord.


PRINDS CHRISTIAN MELLEM DE ENGELSKE LINIESKIBE

Blev sat på grundudfor Odden havn af kaptajn C.W.Jessen, efter en ulig kamp mod de engelske linieskibe " Stately og Nassau".


Den tyske hærstyrke rykkede mod nord den 23. april, og vore tropper måtte vige nord efter.
Den dag så vi en stor mængde bøndervogne komme flygtende nord på, pakfulde af mennesker og gods, hvilket indjog befolkningen i vor egn stor skræk.
Nogle dage efter rykkede tyske troppemasser også mod nord, men vi blev heldigvis forskånede for indkvartering.
Gudenaaen, der dannede en stor bue fra nordvest, vest, syd og øst omkring det meste af Tørring og AAle sogne med store enge på begge sider, var ligesom et beskyttende gjorde mod invasionen.
De store udskrivninger af alt muligt, som vi kendte så godt fra forrige år, kunde den derimod ikke beskytte os imod.
Desuden udskrev de køretøjer til befordring af de mange sager, en stor hær må føre med sig, i massevis.
Enkelte af disse beholdt de i uger og måneder, så vi troede næppe, de nogensinde vilde vende hjem.
Også i dette år begyndte fødemidlerne at slippe op, men tyskerne vare ikke rådvilde.
Da de havde erfaret, at der på den egn var et betydeligt studehold, lod de optage en fortegnelse over alle stude i sognet.
Vi havde kun en eneste stud, og den vilde vi nødig miste.
Min fader foregav derfor, at den var solgt til en mand vesterfra, og jeg måtte straks af sted med den til skolelærer Nielsen i Vesterlund, hvor den blev sat på græs, indtil faren var forbi, så fik vi vor stud hjem i velholdt stand og uden at være bleven spist af de tyske slughalse.
Nogen røre vakte det i vor kreds, da en større deling kurhessiske husarer blev tagne til fange af vore tropper midt om natten i landsbyen Nørre Snede, der ligger to mil nordvest for Tørring.
Et par forskræmte husarer, der vare undslupne fangenskabet, vare dagen efter inde i Tørring kro. De blev siddende på hestene ude i gården og indkrævede drikkevarer.
Jeg var tilfældigvis til stede, og jeg husker ikke at have set andre fjendtlige soldater i dette krigsår.
De stakkels beboere i Nørre Snede måtte hårdt undgælde for det kup, de danske havde udført, thi nogle dage efter rykkede en kommando af alle våbenarter fra Horsens ud til denne by, hvor de huserede vildt både med beboerne og deres gods i et par dage, indtil næsten alt spiseligt var fortæret, deres kreaturer slagtede og mange af beboerne gennempryglede og deres bohave ødelagt, navnlig i præstegården og kroen.
Heldigvis gik denne straffekolonne en god mil norden for os, ellers havde vi vel også fået en rem af huden, men vi vare alle bange for, at den skulde lægge tilbagevejen over Tørring.
Det var netop i en af de dage, tyskerne huserede i Nørre Snede, at jeg trak til Vesterlund skole med vor stud, og da der kun er en lille mil mellem de to landsbyer, kunde jeg snart være kommen ind i løvens gab.

Imedens general Rye tumlede omkring med tyskerne nordpå, var hele vor opmærksomhed henvendt mod syd, hvor vi havde fået at vide, at Slesvig-Holstenerne lå omkring Fredericia og søgte at indtage denne by.
I måneder fik vi ingen breve eller aviser, så vi vidste ikke andet, end hvad der rygtevis fortaltes, og det vidste vi af erfaring ikke var til at stole på.
Uagtet vi ad landevejen havde sex mil til Fredericia og vel fem mil i lige linie, kunde vi allerede i maj høre den dumpe lyd af kanonerne, som efterhånden tiltog i styrke, således at endog ruderne i vinduerne klirrede både dag og nat, ja, enkelte påstod at have set brandskær, der hidrørte fra brande i den ulykkelige by, og brandraketter lavt i horisonten mod sydøst.
Det var da naturligt, at der fortaltes ulykkesspændte efterretninger derfra, og den almindelige mening var, at det ikke vilde vare mange dage, inden fæstningen var falden i fjendens hænder.
Dog, det kom ganske anderledes, end vi turde håbe.
Lidt over middag den 6te juli kom nogle personer fra Tørring, der havde været i Vejle om formiddagen, hjem og fortalte, at nu vare Slesvig-Holstenerne slagne ved Fredericia, alle deres skanser og alle deres kanoner erobrede, de havde selv set fjendtlige soldater i massevis komme flygtende syd fra ind i Vejle, de fleste af dem havde kastet våben og tornyster og mange tillige deres hovedbeklædning.
Lynsnart bredte denne tidende sig til hele befolkningen, som knap kunde tro, hvad de havde hørt.
Men i løbet af de næste par dage fik vi stadfæstelse på, hvad der var fortalt og endnu meget mere.
Ængstelsen, som før havde været stor, slog nu om til en jubel uden lige.
Enkelte mente, at det var russerne, der vare komne os til hjælp og havde væsentlig bidraget til sejren.
Men da vi hørte, at general Rye, hvem vi troede langt nordpå, parcellerende den der stående tyske hær, var falden ved Fredericia tilligemed mange tapre kammerater, fik vi vished for, at det var danskerne alene, der havde kæmpet og sejret.
Ryes og hans fællers fald dæmpede glæden, men da vi så efter kort tids forløb hørte, at den tyske hær drog syd på og forlod Jylland samt at en våbenstilstand var afsluttet, steg håbet om fred, og glæden blev at være stor.
Inden jeg forlader de krigsbegivenheder, som forefaldt i 1849 i vor nærhed, vil jeg dog omtale en lille episode fra dette år, som jeg har glemt at anføre på rette sted.
Medens Olaf Rye var på tilbagetoget og lå med sin lille hærstyrke nogle få mil nord for mit hjem, blev der etableret en slags efterretningsvæsen også i vort sogn.
Det var ordnet af vor sognefoged, den lille fædrelandssindede og tjenstivrige Guldberg, formodentlig efter militairets anvisning på følgende måde:
På en højde lidt nord for Tørring by, det højeste sted i sognet, blev indrettet en bavn med letfængeligt materiale, hvori der hurtigt kunde stikkes ild, hvis der kom melding syd fra, at fjenden rykkede nord på om natten, og i dette øjemed blev der, efter omgang blandt beboerne, sat en vagt fra mørkets frembrud til daggry.
En lignende vagt blev holdt om dagen af en eller to mand med en opsadlet hest ved siden og vistnok forsynet med en kikkert, for at han hurtigst muligt kunde ride nordefter og bringe besked om fjendens fremrykning om dagen.
Det varede ikke mange dage, inden fjenden blev opmærksom på denne vagtpost, og en patrouille kom sprængende.
Heldigvis opdagede han denne i tide og forsvandt nede i byen, så patrouillen ikke fik fat i ham.
Derimod aflagde den et besøg hos sognefogden, hvor den gjorde en del postyr.
Efter dette besøg savnedes et eller to lommeure og en sølvbeslået merskums pibe.
For fremtiden fik dagvagten ophold i kirketårnets glamhuller mod syd, og snart efter ophørte denne vagttjeneste.
48.
Under mit ophold i hjemmet
      fra 1843 til efteråret 1849 besøgte jeg en gang imellem min farbroder Peder Christiansen i Vindelev, en mils vej syd for os.
Han ejede en lille landejendom på 10 tønder land, hvorpå han holdt en hest og 3 a 4 køer.
Her ernærede han og kone med 2 børn sig tarveligt, men net og førte et meget roligt og stille liv.
Han benævnedes altid ved sit fornavn, men med den købstædsagtige udtale:
"Peer", i stedet for den bondejydske udtale: "Pejer".
Denne finere udtale af navnet Peder kom nok derfra, at han i en årrække havde været tjenestekarl i Vejle hos en "Stashofmand", som min farbroder kaldte ham.
Så vidt jeg har kunnet skønne, var denne mand tillige en stor Købmand, der var udnævnt til stadshauptmand, en bestilling, der nu ikke mere findes.
Her var han bleven forlovet og gift med sin hustru, Karen, der så vidt jeg mindes, havde været kokkepige samme sted.
Efter deres giftermål boede de i nogle år i nærheden af Grejs mølle klædefabrik, hvor de holdt en slags beværtning, navnlig for de, efter den tids forhold, mange fabriksarbejdere.
Her tjente de nok ganske godt.
Hvad der var anledning til, at de forlod denne plads, ved jeg ikke, men nok er det, de købte stedet i Vindelev og tilbragte her deres øvrige liv.
Min farbroder lignede slet ikke sine andre brødre, hverken i det udvortes eller på anden måde.
De vare små og tætbyggede, han derimod høj og tynd og ikke fri for at være noget leddeløs i alle sine bevægelser, ligesom han også var lad af naturen og ikke synderlig foretagsom.
Ville havde han ikke megen af, det var vistnok konen, der var drivkraften.
Men han var inderlig god og venlig, hvorfor jeg holdt meget af ham. Det gjorde mig derfor ondt, når min fader og de andre søskende drillede ham og gjorde nar af ham, hvilket han altid optog med et godmodigt smil.
Kun når min fader, som han var tilbøjelig til, kom til at omtale deres stedfader, Melskens, rosende, da kunde han blive ivrig, og jeg kan huske, han sagde:
"Deri tager du fejl, Max, men du kan heller ikke så godt som vi ældre søskende huske, hvordan han behandlede vor moder og os. Du var jo hans kæledægge, og derfor roser du ham."

Jeg har ingensinde hørt min farbroder udtale sig med sådan fynd og klem, som ved sådanne lejligheder, thi ellers var han sagtmodig og venlig i sin omtale af andre mennesker.
Derfor lever han bestandig i min kærlige erindring.
Han var vist noget svagt udstyret med evner fra naturens hånd, men det kunde han jo ikke gøre for.
Hans hustru, Karen, var flink og dygtig.
Deres søn Mads Christian, kom i skrædderlære hos min fader, og efter udstået lære tog han hjem til forældrene.
Senere overtog han deres ejendom og giftede sig.
I en temmelig tidlig alder døde både han og konen af brystsyge og ligeså hans ugifte søster.
Hvor gammel min farbroder blev, ved jeg ikke, hans kone overlevede ham i nogle år.
Sidste gang jeg så hende, var ved min faders begravelse på Tørring kirkegaard i november 1879.
Så vidt mig bekendt er hele denne familie fuldstændig uddød.


49.
Foruden min gudmoder,
      Ane Mette, der var gift med den tidligere omtalte Thomas Murer, havde min moder en anden helsøster, Johanne, der var gift med Hans Skovsbøl.
De boede fra først af i Honum, hvor vi besøgte dem i min tidligste barndom, og hvor vi så lansenererne holde øvelse.
Den gode gård i Honum blev dog snart byttet bort for en mindre og dårligere gård, Ovnbjerg på Hesselballe mark, omtrent en mil fra mit hjem.
Her besøgte jeg dem en gang imellem, medens jeg var hjemme, og legede med deres børn, især på den høje bakke, hvorefter gården havde navn.
Heller ikke her blev de ret længe, inden de fik et lille parcelsted i Tørring fælled, hvor der kunde holdes 2 a 3 køer.
Til sidst blev også dette sted solgt, og han købte et jordløst hus i Tørring by.
Nu fik han endelig ro, da han så at sige ikke havde mere at handle med, og gik nu ud på dagleje hos bønderne i Tørring.
Her fik han det lov på sig, at han var en dygtig, flittig og ædruelig arbejder, hvad han vistnok næppe havde været tidligere, så længe han ejede noget, og kunde tilfredsstille sin uheldige hang til ejendomshandel.
Det var i grunden en ynk at være vidne til denne bestandige tilbagegang, og det var vistnok en følge heraf, at min moder altid talte i en underlig klynkende tone.
De er begge døde og begravede på Tørring kirkegård.
En søn, Jens Christian, og en datter, Christine, lever endnu, og en anden datter, Frederikke, døde i fjor.
De vare alle i små kår.




til toppen