Jelling seminarium


Endelig i eftersommeren 1849 slog forløsningens time for mig og bragte et vendepunkt i mit liv, en forandring, som har præget hele min tilværelse i de svundne år, og som jeg bestandig mindes med glæde og tak til mine forældre og alle dem, der vare mig behjælpelige dertil. Efter mange overvejelser ved dag og ved nat besluttede jeg nu bestemt at udtale mig for min fader, hvem jeg altid havde en forunderlig angst og sky for at udtale min hjertens mening for. Min ældste søster; Magdalene, der er tre år yngre end jeg, var kommen ud at tjene, min ældste broder, Jens Christian, der knap er seks år yngre end jeg, var stor og stærk og kunne nok nu træde i mit sted som mine forældres medhjælp. Jeg behøvede da ikke længere at nære betænkeligheder i denne henseende. Den eneste læreanstalt, der lå i vores nærhed, var Jelling Seminarium. Den havde et toårigt kursus, og højere turde jeg ikke sætte mit mål, der i grunden var tørst efter kundskab og ikke just at blive uddannet til lærer. En søndag aften kom min fader hjem fra Tørring Kro og fortalte, at krofolkene havde sagt, at kromanden fra Eistrup tillige med sin søn havde logeret sig der en af de foregående nætter. De havde været i Jelling, hvor sønnen ønskedes optaget på seminariet, samt at han skulle møde en bestemt dag til optagelses- eller prøveeksamen. Straks benyttede jeg lejligheden og udbrød: "Gid det var mig, der skulle møde".

53
Mine forældre så begge noget forundrede på mig, men da jeg havde fået tungen på gled, blev jeg ved at forestille dem, hvor højlig jeg ønskede at komme dertil og forøge mine kundskaber. Imod forventning blev mine ønsker ikke ilde optagne, men begge ytrede deres store betænkeligheder ved, hvorfra de skulle skaffe pengene til en for deres stilling så stor udgift- Tanterne henvendtes straks på min farbroder i "Slukefter" ved Fåborg, som den, der ingen børn havde, og som efter min faders udsagn sad i betydelig velstand, hvilket jeg også selv troede, da han ved et besøg hos os for nogle år siden havde pukket på sin rigdom. Til ham skulle jeg skrive, forebringe mine ønsker og bede ham om hjælp.
Dett blev straks iværksat næste dag, men da prøveeksamen var nær for hånden, kunne jeg ikke vente svar, inden denne var afholdt. Min fader ville for at være sikker henvende sig til folk hjemme i sognet, og han gik et par dage efter til kromanden i Tørring, S. Olesen, for at tale med ham og hans kone om denne sag. Disse mennesker havde altid vist os megen velvilje, måske fordi min fader var født og havde sit barndomshjem på dette sted. Jeg gik hjemme i spændt forventning, og da det blev aften, gik jeg ham i møde og traf ham på hjemvejen. Han fortale mig da, at de i høj grad havde opmuntret ham og foreholdt ham, at han på ingen måde måtte sætte sig imod mit ønske. Pengene til min uddannelse vare de villige til at låne ham på billige betingelser, så i den henseende skulle intet mangle. Nu vare vi alle ved frisk mod og jeg ikke mindst.

Nogle dage derefter gik min fader med mig til Jelling for at melde mig som aspirant til optagelsesprøven, og vi bleve modtagne af forstanderen på seminariet, Pastor Kemp, der underrettede mig om, hvad der fordredes ved prøven og hvilke attester, jeg skulle medbringe. Få dage derefter bleve vi underrettede om, at prøven var udsat en måned på grund af forstanderens sygdom. Denne tid måtte benyttes på den bedst mulige måde. Efter min faders ønske skulle jeg gå i forberedelse hos lærer Schou i Ildved. Han havde en søn, der var bleven dimitteret fra Jelling med den dengang sjældne karakter: "udmærket duelig", og nu var lærer i Vejle, hvor han senere blev kordegn og skoleinspektør. Hans søn er den nu bekendte kongelige livlæge, Jens Schou. Den gamle skolelærer Schou i Ildved var en særdeles elskværdig mand. Han vejledede mig så godt, han formåede, i de fag, som han mente, jeg trængte mest til. Allens lærebog i fædrelandets historie, der brugtes ved seminariet, lod han mig lære ordret udenad. Hver gang, jeg var hos ham, måtte jeg remse 10-12 blade op, og når dette var besørget, skrev jeg en dansk stil, som så blev gennemgået og rettet. Det var det hele, og jeg var kun seks gange hos ham inden optagelsen.

Endelig oprandt den dag, da jeg skulle stedes til prøve ved Jelling Seminarium. Dagen forud gik min fader og jeg til Jelling, hvor vi afleverede de nødvendige attester til forstanderen, og jeg blev indskreven som aspirant. Her hørte vi det for mig nedslående, at der havde meldt sig mange flere, end seminariet kunne modtage denne gang. Jeg havde kun liden tiltro til mig selv og mente, at jeg absolut måtte være blandt de simpleste i kundskaber, og kunne derfor ikke gøre mig noget håb om at blive optaget. Vi overnattede hos en skrædder P. Jepsen, hvem min fader kendte fra tidligere tid. Da vi gik til sengs, var hele min hu og tanke opfyldt af, hvad den næste dag ville bringe; thi deraf afhang hele min fremtid. Inter under, at jeg drømte herom om natten. Da jeg vågnede om morgenen, fortalte jeg min fader, at nu havde jeg bedre håb; thi i drømme havde jeg hørt forstanderen med høj og tydelig stemme nævne mit navn blandt de optagne. Jeg gik derfor frejdig til eksamen, og til min store glæde blev jeg en af de udvalgte. Samme dag ved aftenstide ilede vi ad hjemmet til for hurtigst muligt at bringe min moder denne gode tidende. Nu fik også vore naboer og bekendte at vide, hvad der var sket, da vi hidtil havde tiet stille om denn esag, med undtagelse af Olsens, som også havde lovet at tie. Jeg ville nemlig nødig, at nogen skulle vide det, hvis jeg faldt igennem.

Min farbroder Mads Christiansen i Slukefter havde imidlertid svaret på mit brev til ham, at han og kone agtede om kort tid at besøge os, og da kunne vi nærmere tale om sagen. Ikke længe efter kom de også begge. Da vi havde fortalt dem, at jeg havde bestået prøven ved seminariet og i november skulle møde der, kaldte han mig ind i vor øverste stue og overrakte mig en halvhundrededalerseddel som gave, og med det samme lovede han at låne mig de øvrige penge, som jeg skulle bruge under mit ophold på seminariet. Så mange penge havde jeg aldrig før ejet, og jeg blev så rørt over denne store gavmildhed og hjælpsomhed, at jeg greb hans hånd kyssede den med stor inderlighed og med tårer i øjnene. Han, som vist ellers ikke var let til at blive rørt, blev ved denne lejlighed meget bevæget, gav mig nogle gode formaninger og gik så ind i den forreste stue til hans kone og mine forældre. Fra den dag betragtede min farbroder mig med langt mildere øjne end de fleste andre, mod hvem han ellers var temmelig hvas i sin omtale. Og dog tror jeg nok, at han havde et godt sind. Senere vil jeg nærmere komme til at omtale ham i mine erindringer.

Det var en grå og kold novemberdag, min fader kørte mig med en lånt befordring i Urskov til Jelling, hvor jeg skulle møde på seminariet dagen efter, såvidt jeg mindes den 12. november 1849. Allerede i lang afstand øjnede vi de to store gravhøje over Kong Gorm og Dronning Thyra. Forinden jeg omtaler seminarielivet, vil jeg give en lille beskrivelse af landsbyen Jelling, således som den så ud dengang. Den adskilte sig ikke ret meget fra andre landsbyer, da den kun havde et hus med tegltag, de andre gårde og huse havde stråtag, ja endog seminariet, der var en lille hvidkalket enetages bygning med sidebygning, hvori var indrettet en gymnastiksal og bolig for andenlæreren. Foran hovedbygningen ud mod bygaden lå en have med et par dårligt holdte gange og nogen trævækst, særlig grantræer, bagved en lille gravet park og imellem denne og seminariet en græsplæne, der var lige så forsømt som gangene. Gården var en grusbelagt plads, hvor der i godt vejr øvedes gymnastik.
I hovedbygningen fandtes to læseværelser, det største til højre for hovedindgangen og den mindre til venstre. Bagved det mindste af disse og gangen var et lille musikværelse med klaver og seminariets bogsamling, der kun var lille, men indeholdt den danske litteraturs mest udmærkede værker. Tæt østen for seminariet med en lille vej imellem lå præstegården, der aldeles lignede vore almindelige præstegårde på landet. Der var bolig for præsten, der tillige var seminarieforstander. Ud mod vejen eller bygaden var en temmelig stor park eller branddam, og imellem denne og præstegården var præstegårdshaven med mange gamle træer. Skolen, der lå noget nord for bygaden, var aldeles som de øvrige landsbyskoler på den tid. Når man undtager de store gravhøje og runestenene på kirkegården, var der intet, der mindede om, at byen i ældgamle tider havde været kongesæde. Det ville vist nok falde vanskeligt at påvise, om der nogensinde havde været en kongeborg, eller på hvilket sted den havde ligget.
Men de mægtige gravhøje tillige med de to runestene, de største minder om en konge og en dronning her til lands, vidner tilstrækkeligt om, at her har de boet og levet.
De vidner også om, hvilket arbejde den dalevende slægt har udført for at bevare mindet om Gorm og Thyra til alle kommende slægter. Et arbejde med at sammendynge disse uhyre jordmasser på flad mark forbavser tilskueren i høj grad og er et vidnesbyrd om, at disse mindesmærker ere satte over betydelige personligheder, of at de mænd, som have fået slige minder udførte, må have været mægtige, især når man betænker den tids arbejdsmidler. Der er skrevet så meget om disse gravhøje og runestene, om udgravningerne, navnlig i den nordre, Thyras høj, at jeg ikke længere skal opholde mig derved, men kun bemærke, at de også på mig gjorde et stærkt og blivende indtryk.
Imellem de store gravhøje er kirkegården og kirken i midten. Denne er ikke videre anseelig, hverken udvendig eller indvendig. Umiddelbart udenfor våbenhusdøren står de to mærkelige runestene, en større og en mindre. Tæt nordvest for byen findes en gruppe gravhøje af sædvanlig størrelse, men om de ere samtidige med kongehøjene bliver måske aldrig opklaret. Sandsynligheden taler herfor.

54. Seminarieeleverne boede dengang rundt omkring i byen hos gårdmændene og andre, som gjorde sig en lille indtægt deraf. Vi boede to og to sammen i en stue, hvori fandtes en fælles seng, hvortil vi selv måtte levere sengklæder. De fleste fik halv kost, det vil sige middagsmad og kaffe samt varmt vand til theen, og for brødet måtte vi levere 2 tønder rug in natura. Betalingen var meget moderat, men jeg ka ikke mindes hvor meget. Jeg havde til kontubernal et ungt menneske ved navn Stokholm, han var en skolelærersøn fra Vestjylland. Samme dag, vi havde bestået prøveeksamen, sloge vi os sammen og lejede en stue med de behørige emolumenter hos en bager Hansen, der boede sønden for bygaden, lige over for Gorms høj. Bageren havde desuden to andre værelser, der ligeledes vare bortlejede. Vi vare altså seks elever på dette sted, hvorfor vi blandt vore andre kammerater gik under navnet "bagerlauget". Vi havde en hjørnestue med vinduerne mod syd. Den havde meget tynde vægge, hvorfor den var særdeles kold i vintertiden, men det bødede meget derpå, at bagerens tørvebeholdning dannede den ene side af vor indgang til værelset. I meget kolde dage måtte tørvene holde for, skønt bagerkonen så lidt surt, når vi fyrede alt for stærkt, og det var just ikke sjældent, da det var en hård vinter, men tørvene vare til gengæld udmærkede, de såkaldte bagetørv.

55.
Den første dag, vi mødte på seminariet, holdt forstanderen en kort tale og oplæste derpå vore instrukser, hvoraf jeg kan huske, at det var os forbudt at gå på kroen, og at vi skulle møde hver anden søndag i kirken, overvære gudstjenesten og tage del i sangen. Han overlod til os selv at vælge en af vore kammerater til formand, der skulle holde bog over forsømmelser og meddele ham grunden dertil. Desuden meddelte han os, hvilke bøger og andre undervisningsgenstande der skulle benyttes. Dog derom havde vi vistnok alle søgt underretning i forvejen hos vore kammerater i øverste klasse, så undervisningen kunne begynde straks. Da jeg kom til seminariet, var der kun to lærere, da der var vacance i andenlærerembedet. Det reglementerede antal var kun tre.
Forstander og førstelærer var Pastor Carl Emil Kemp, sognepræst til Jelling og Hover. Det var en mand i sin bedste alder, 39 år, men ret skikket til at holde styr på de mange viltre ungersvende ved sit venlige, milde og dog alvorlige væsen. Han imponerede os ved sin store kundskabsfylde, og at vi ikke toge fejl i så henseende, har jeg senere fået stadfæstet af en autoritet som Biskop Martensen. Da han ved en visitats hørte, at jeg var en elev af Kemp, udbrød han i en begejstret lovtale over hans store evner og udmærkede dygtighed og tilføjede, at det var en af hans kæreste venner i deres studietid ved universitetet. Kemp var en ivrig lærer såvidt hans svage helbred tillod det, han havde desværre fået et usædvanligt lille og skrøbeligt legeme at bære på, og som følge deraf døde han allerede 1855 i en alder af 45 år af brystsyge. Om hans lidenhed har jeg hørt en historie af han tidligere læge, Kancelliråd Bøjesen i Holbæk,som førhen havde været læge i Aalborg, hvor Kemp den gang var adjunkt ved Latinskolen. Christian den Ottende besøgte i den tid Aalborg. Da embedsmændene og Latinskolens lærere ved denne lejlighed bleve forestillede for kongen, udbrød denne og pegede på Kemp: "Hvad er det for en lille dreng, der har forvildet sig ind imellem så mange voksne og lærde mænd". Kemp følte sig såret og svarede straks: "Deres Majestæt må ikke have anseet mig for en dreng, da De var så nådig at kalde mig til mit nuværende embede". Der hørte ikke så lidt mod til at svare den enevældige hersker således. Hvorledes svaret blev optaget, melder historien intet om. Denne mand mindes jeg altid med stor højagtelse og taknemmelighed.

Et par måneder efter min ankomst til Jelling blev den vakante andenlærerembede besat med en teologisk kandidat, C. F. Müller. Det var en ret smuk og velvoksen mand, men meget tynd i lærdom og gaver til at undervise i de fag, der henhørte under hans embede, navnlig dansk, historie og geografi. Vi havde slet ingen respekt for ham og lærte kun såre lidt af ham. Vi bleve derfor glade ved, at han et årstid efter fik et præsteembede i hans hjemstavn, Sønderjylland. Jeg var ikke mindst glad ved hans forflyttelse, da jeg i undervisningstimerne i ungdommelig kådhed havde drillet ham ved at fremkomme med ting, der ikke stode i vore lærebøger, men som jeg havde læst andet steds, thi han måtte stadig rådføre sig med bogen, som lå opslået foran ham, og hvad der gik udenfor bogen, kendte han ikke. Jeg mærkede også godt, at han havde mig i kikkerten.
Der hengik et halvt år inden andenlærerpladsen blev besat med teologisk kandidat Julius Claudi fra Aalborg. Han var noget bedre end hans forgænger men langt fra nogen fremragende lærer. Hans undervisning var tør og kedelig, men han var en elskværdig personlighed, der var almindelig yndet. Da Frederik den Syvende var i Jelling ved udgravningen af Thyras høj, indbød kongen Claudi til taffel om aftenen i præstegården, hvor kongen og grevinde Danner havde ophold. Den gang havde Claudi en slem tandpine, og da kongen bemærkede dette, ville han kurere ham med madeira. Claudi turde ikke undslå sig for gentagne gange at drikke med kongen og fik, da han ikke var vant til stærke drikke, en lille rus, hvorved tandpinen gik over, hvilket morede kongen meget. Jeg har denne lille fortælling fra en tilstedværende.

Tredielæreren, Jürgen Heinrich Trähn, var af fødsel en tysk sydslesviger, der var dimitteret fra Skaarup Seminarium. Det var en ganske flink lærer med ironisk tilsnit. Han havde vænnet sig til at bruge de ord: "Naturligvis nemlig der" eller blot: "nemlig der" som fyldekalk i sine sætninger, hvilket muligvis kunde passe i matematik og regning; men ellers ikke altid anbragtes på rette sted, og vi elever gjorde adskillige løjer med disse udtryk mellem os selv indbyrdes. Han var ellers meget flink i sin omgængelse med os, dog noget overlegen. Han blev forflyttet til Skaarup Seminarium som tredielærer der i efteråret 1850, og så var der atter en uheldig vakance indil januar 1851. I hans sted kom så P. C. Bønnløkke, også dimitteret fra Skaarup. Han var en dygtig lærer og venlig imod os, men han blev af nogle beskyldt for at være meget partisk. Jeg havde ingen grund til at give denne beskyldning medhold.
Som det vil fremgå af det foregående vare lærerkræfterne få og ikke altid gode, vakancer hyppige, og resultatet deraf var, at vi lærte alt for lidt. Seminariet var langtfra det lærdomstempel, jeg havde forestillet mig.

56. Ved seminariet fandtes, som tidligere nævnt, en lille, med sjælden god bogsamling, hvorved forstanderen var bibliotekar. Disse bøger benyttede jeg meget flittig, så flittig, at endog forstanderen, vistnok højst ugerne, advarede mig mod at benytte dem alt for stærkt, for ikke at forsømme, hvad der skulle læres. Det, der især tiltrak mig, vare skrifter af historisk indhold, og endnu mere, skønlitteraturen, repræsenteret af vore ypperste forfattere fra det nittende århundredes begyndelse. Den første, jeg begyndte med, var Ingemann og dernæst Blicher og Oehlenschlæger. Denne sidste betragtede jeg næsten som en halvgud, og hans digterværker og tragedier anså jeg for den skønneste, et menneske kunne nå at frembringe. Da jeg læste hans værker, gik jeg ligesom i en åndelig rus. Jeg havde lagt den plan, at læse enhver forfatter for sig så længe der fandtes noget af ham i samlingen, og Oehlenschlæger var der fuldstændig, endog den af ham selv forfattede biografi, som udkom i slutningen af min seminarietid.

57.
De to år, jeg tilbragte på seminariet, vare de lykkeligste og mest fornøjelige i mit liv. Der var jeg omgiven af gode kammerater og venner, som altid vare glade og altid oplagte til en munter spas, hos os i bagerlauget, der lå midt i byen, blev besøgene så hyppige, især om aftenen, at de forstyrrede os i vort hjemmearbejde, hvorfor min kontubernal og jeg bleve enige om at flytte det sidste år ud til en gårdmand, Jens Pedersen, lidt udenfor byen. Der vare vi ene to og havde mere ro til vor læsning. Det var os jo forbudt at gå på kroen, men vi havde en slags smugkro, der blev tolereret af lærerne, hos en mand ved navn Ole Iversen, hos hvem vi kunne købe æg og selv lave æggesnaps. I hans øverste stue, der var rummelig og net, samledes den mere livlige del af kammeraterne ikke sjælden om en bolle punch, hvor vi forlystede os med at synge de gode gamle drikkeviser og fædrelandssange. Den ene bolle blev undertiden til flere, men sjældent eller aldrig udartede det til drikkeri, og få ere gåede berusede derfra. En af os betalte bagefter hele gildet, og næste dag gav enhver så sin anpart, der altid var meget moderat. I kroen kom vi kun, når et nyt hold var bleven optaget og den aften, vi samledes til afskedsgilde. Ved disse lejligheder var en af vore lærere tilstede for at påse, at alt gik sømmeligt til. En gang om året, seminariets stiftelsesdag den 30. november holdtes der bal på selve seminariet, hvortil hver især havde indbudt en ung dame af hans bekendtskabskreds. Da gik det meget højtideligt til og alle lærerne deltog deri. Forstanderen holdt en tale, og en af eleverne besvarede denne så godt, han formåede. Den mest veltalende blev udvalgt dertil i forvejen.

58.
Da jeg indtrådte på seminariet i november 1849 var der våbenstilstand, og niende bataillon lå indkvarteret i Jelling og omegn. Chefen, Major Harbou, havde sit kvarter i præstegården, og hver eftermiddag efter endt undervisningstid spillede bataillonsmusikken i seminariehaven. Derefter sang de bedste sangkræfter blandt seminaristerne nogle fædrelandssange og andre sange.
Denne koncert samlede gerne en del tilhørere, som fandt det hele meget smukt og højtideligt. Gemytterne vare dengang meget modtagelige ved vort fædrelands farlige og spændte stilling, og ingen kunne forudse om krigen var forbi eller atter ville begynde til forår. Seminariets tredielærer øvede os i gymnastik en time hver dag, men så længe militæret lå i Jelling, havde han fået en underofficer til at overtage dette fag, der elles ikke dreves med stor lyst og iver hverken af læreren eller eleverne.
Om sommeren gik vi i de varme dage til Faarup sø, en lille fjerdingvej fra Jelling, hvor der blev badet og foretaget øvelser i svømning. Ved den østlige ende af søen var et lille hus til opbevaring af de nødvendige rekvisitter, en svømmebro og en båd, som alt tilhørte seminariet. Jeg var så øvet i svømning fra mit hjem, at jeg ikke behøvede nogen undervisning. Ikke så lidt overmodig af min færdighed pralede jeg af at kunne svømme langs igennem søen, der var næsten en halv mil lang. Mine kammerater tog mig på ordet og en dag blev bestemt til udførelsen af dette vovestykke. Vor båd med 2-3 mand skulle følge ved siden af mig. Jeg udførte virkelig kunststykket. Mange år efter kom jeg ved at betragte søen til den overbevisning, at det var en umulighed, og at min hukommelse her havde spillet mig et puds. Men ved jubilæet i 1891 traf jeg en kammerat, som jeg ikke havde set siden dimissionen i 1851.- Han udbrød straks, da han så mig: "Kan du huske, at jeg og en anden kammerat sejlede ved siden af dig, da du svømmede langs gennem Faarup sø". Følgelig havde jeg ikke husket fejl, men hvor let kunne jeg ikke have fået krampe og være gået til bunds i den dybe sø. Det er en af den slags vovestykker, som røber min ubesindighed.

Skønt jeg var lille og ubetydelig, den mindste af alle eleverne, havde jeg dog mange venner blandt mine kammarater, og det var, tør jeg nok sige, de livligste og bedst begavede, der vare mine venner. Af og til fulgte en af dem med hjem til mine forældre om søndagen, og da var der højtid i mit tarvelige hjem. Forresten vandrede jeg ofte den vej. Jeg hentede nemlig det smør, jeg brugte, i en krukke, der kunne tage tre pund; men for ikke at slæbe den alt for ofte to mil og samme vej tilbage, sparede jeg meget på det og brugte kun et halvt pund om ugen. Ligeledes hentede jeg røget fårelår og ost til pålæg, da jeg holdt mig selv med tør kost. Når jeg havde en ven med, hjalp han mig med st bære fetailen, og passiaren gik lystig, selv om vi havde meget at bære på. At komme til at køre var ikke til at tænke på. Det behøvedes heller ikke; thi vi havde raske ben og gode kræfter, og jeg kan mindes, at jeg ikke følte mig det mindste træt efter en sådan 4 mils tur.
Efter et års ophold havde vi en såkaldet årseksamen, den kom jeg godt fra og gav mig grundet håb om at nå bedste karakter til afgangseksamen, og jeg stod mig godt hos lærerne med undtagelse ad den foran omtalte Müller. Både forstanderen og de øvrige så altid på mig med milde øjne, om det var for min lidenhed eller af andre grunde, skal jeg ikke kunne sige.

59.
I foråret 1850 døde min yngste søster, Dorthea, der såvidt jeg mindes var født 1844 og opkaldt efter min farbroder Mads Slukefters første kone. Jeg var som så ofte gået hjem en søndag for at besøge mine forældre og søskende, og fandt hende da liggende i sengen, men livlig og tilsyneladende vel tilpas, hvorfor jeg legede en hel del med hende uden at ane, at den lumske død var så nær for hånden. Det hed sig nok, at hun havde strubehoste, men at denne sygdom var så farlig, vidste vi ikke, og det lod også til, st sygdommen skulle få et mildt forløb. En eller to dage efter kom min broder Jens Christian til Jelling og meldte mig hendes dødsfald. Det er den eneste af mine søskende, der er gået bort i de forløbne 54 år, vi andre syv er endnu i live, temmelig sunde og raske, og har haft megen glæde af hverandre.

60.
En sommerferie var noget, som jeg i min tidligere stilling ikke havde kendt, men i egenskab af seminarieelev var en sådan i 4-5 uger en selvfølgelig ting, og den måtte helst benyttes til en lille og ikke videre bekostelig rejse. Jeg havde ingen andre steder at rejse hen, end til min faders 3 søskende i og ved Fåborg. Min fader bestemte sig til at følge mig på denne udflugt, der så vidt muligt skulle foretages til fods for at spare på pengene; thi i hine dage var en rejse med vogn alt for dyr for vore små pengemidler. Efter nogle nødvendige forberedelser gave vi os på vandring om morgenen den 24. juli 1850. Først gik vi til Vindelev, hvorfra min farbroder, Peder Christiansen, befordrede os med sit enspænderkøretøj til Vejle. Efter at have indtaget nogle forfriskninger der og efter at min farbroder havde lovet at hente os der en bestemt dag, vandrede vi ad den gamle landevej efter Fredericia.
Det var en meget varm dag, og vejen, der var flankeret på begge sider af levende hegn, var dårlig og snoede sig i mange bugtninger gennem en særdeles smuk egn med mange skovpartier. Det blev en varm og trættende tur for min fader inden vi nåede Fredericia, hvor en stor del bygninger endnu lå i ruiner efter belejringen det foregående år. Med en båd bleve vi satte over bæltet til Strib. Her var, såvidt jeg mindes, to gæstgivergårde, og i den ene af dem gik vi ind for at få nogen spise og drikke. Min fader var træt og gik ind i begge gårdene, for at høre om der ikke skulle være en retour postvogn til Assens, men en sådan fandtes ikke, men derimod en vogn til Odense hvortil kusken ville befordre os mod en billig penge, og uagtet det var en stor omvej efter Fåborg, besluttede min fader, at vi skulle køre med den, jeg tror for fire mark for os begge. Silde om aftenen kom vi til Odense, hvor vi efter postkuskens anvisning bleve indlogerede i et meget dårligt værtshus, men til gengæld meget billigt. Dagen derpå, den 25. juli 1850, der blev en mærkedag i Danmarks historie og min 20årige fødselsdag, gik min fader og jeg fra Odense af landevejen efter Fåborg. Da vi havde gået en god mil i den varme luft af den støvede vej, begyndte min fader at klage over træthed. Til alt held kom en vogn kørende samme vej.

Det var en ægtvogn med en uniformeret militærperson på bagsædet. Min fader vovede af anråbe denne med anmodning om at måtte køre med, hvilket beredvilligt blev os tilstået, og glade bleve vi, da han sagde os, at vi kunne køre med lige til Holstenshus, hvor der var indrettet et lazaret for lettere sårede. Han var nemlig beordret dertil i egenskab af lazaretforvalter og fortalt os, at der ventedes et stort slag i disse dage. Undervejs standsede vi i Østerhæsinge, hvor hans fader var skolelærer. Der bleve vi alle godt beværtede af de gamle venlige skolelærerfolk, som vare glade ved at se sønnen, og som tillige toge godt imod os, da jeg var vordende skolelærer.
Efter et længere forfriskende ophold hos disse flinke mennesker, kørte vi videre forbi Arreskov ved den store dejlig sø til Holstenshus. Med mange taksigelser til lazaretforvalteren kørte vi med vognen ind igennem Fåborg lige til Slukefter, hvor vi bleve modtagne på det hjerteligste af min farbroder og hans kone. Det blev en langt behageligere tur, end vi havde forestillet os om morgenen, at komme kørende igennem den smukke og velhavende af af Fyn og uden anden udgift end en drikkeskilling til kusken. Tidlig næste morgen stode vi op i Slukefter, da min fader og farbroder begge vare morgenmænd og jeg begærlig efter igen at beskue den smukke natur, der omgav os til alle sider. Lidt op ad formiddagen kom min fætter, Hans Christian Hansen, som var ældste søn af købmand Jens Hansen og min faders søster, Frederikke, i Fåborg. H. C. Hansen, hvem jeg her såe for første gang, fortalte, at han kom lige fra skibsbroen, hvor der var kommen et par jagter med lettere sårede fra krigsskuepladsen til broen. De medbragte tidender om, at der var holdt et stort slag i går i Sydslesvig imellem danskerne og slesvig-holstenerne, og at danskerne havde sejret og beholdt valpladsen.

Denne efterretning gjorde et stort indtryk på mig og sagtens også på de andre ældre, som dog tog den med mere ro. Jeg var begærlig efter at komme ind til byen for at høre, om der var kommen nyere efterretninger, men måtte kønt vente til om eftermiddagen, da min fader og farbroder fulgte med for at besøge deres svoger og søster. Det var ikke en hurtig sag at komme dertil, thi min farbroder skulle standse mangfoldige gange undervejs og tale med bekendte om ligegyldige ting, og undertiden måtte vi ind, blot for at nyde en dansk snaps og et glas øl hos hans gode venner, for hvem vi skulle forestilles. Efter uendelig megen snak nåede vi, vel efter et par timers forløb, vort mål. Her bleve vi meget venligt modtagne og fik endnu flere bekræftelser og tidender om det vundne slag ved Isted. Vort ophold i Slukefter varede vel omtrent en uge, og i den tid besøgte vi gentagende gange, dels Svanninge Præstegård, hvor min faders halvsøster, Johanne Henrikke Leth, født Melskens, var gift med Provst Leth og dels Købmand Jens Hansen i Fåborg. I Svanninge beundrede jeg den store præstegård med den gennemførte orden og finhed i stuerne, men især den store dejlige have, og i Fåborg den store købmandsgård med pakhuse, kornlofter, brænderi med mere, og som jeg syntes, der hørte en uendelig stor rigdom til at kunne sætte i værk. Senere vil jeg komme tilbage til alt dette og det venlige Slukefter og dets beboere, thi jeg lovede mig selv, at det ikke skulle blive sidste gang, jeg besøgte disse steder, hvilket jeg også udførte ret ofte. Mærkværdig nok står udrejsen dertil klart i min erindring, hvorimod rejsen hjemad næsten er udslettet. Jeg kan kun mindes, at vi kom til Snoghøj, vel sagtens over Assens-Middelfart, og at min fader, medens jeg opholdt mig på den ene af de to gæstgivergårde der, gik til den nærliggende by for at leje en befordring ad Vejle til. Vi kom dertil til den aftalte tid, men min farbroder, Peder Christiansen, var der ikke for at hente os. Der var da ikke andet for os at gøre end at spadsere ad hjemmet til. Da vi kom til Fløjstrup, var min fader træt, og vi gik ind i en bondegård for at hvile os lidt. Vi vare så heldige her at træffe på nogle overordentlig gæstfri mennesker, der beværtede os rigelig med mad og drikke, og da vi ville gå, fik vi ikke lov dertil, men manden spændte for sin vogn og kørte os til farbroder i Vindelev. Det kan nok være, han fik en ordentlig skylle af min fader, fordi han ikke var mødt i Vejle med sit køretøj til den forud aftalte tid. Det tog min farbroder på sin sædvanlige flegmatiske måde og spændte nu for sin vogn og kørte os til Melhede. Her endte denne nydelsesrige rejse, og nogle dage derefter begyndte jeg at længes efter feriens slutning for atter at komme til Jelling og samlivet med mine kammerater.

61.
I Jelling gik efter sommerferien alt sin sædvanlige gang. Vi læste vore foresatte pensa, samledes tit om aftenen hos en eller anden kammerat, besøgte Ole Iversens øverste stue, hvor vi holdt punchesold og bedreve adskillig spøg, men ellers ved jeg intet bemærkelsesværdig inden vi kom til næste sommerferie, hvorom jeg intet har bevaret i min hukommelse. Nu stundede de for os store dage til, da vi skulle holde afgangseksamen, og mange af mine kammerater anstrengte sig af yderste evne. Skønt jeg ingenlunde var nogen læsehest, anstrengte jeg mig også en del, men tog dog alting med en sømmelig ro, gik i min seng til sædvanlig tid og læste en eller anden bog, som interesserede mig. Den skriftlige eksamen varede, så vidt jeg husker, 3 dage og fik for mig et gunstigt udfald. Den eneste karakter, jeg var misfornøjet med, var dansk stil, hvorfor jeg kun fik "godt", men jeg fortjente heller ikke mere, da der var mange slemme ortografiske bummerter. Min svaghed i dette punkt kunne jeg måske tilskrive den mange og lange vakancer i dette fag, og den deraf følgende utilstrækkelige vejledning og muligvis min egen skødesløshed. Der hengik vist over en måned mellem den skriftlige og mundtlige eksamen. I den tid fik vi en såkaldt repetationsferie på en uge eller derover. Nogle af mine kammerater fik mig overtalt til i et par dage at besøge Skamlingsbanken, hvor der skulle være den sædvanlige årlige fest. Det var alt for fristende og jeg gik med. Vi vare vistnok 5 eller 6, der lejede en mand i Jelling til at køre for os. Det var smukt, varmt vejr i de dage, hvad der ellers var sjældent i den våde sommer, og det blev derfor en ypperlig køretur gennem den smukke egn. Vi stoppede først op i Kolding, hvor vi besåe den store og interessante slotsruin og vare nede i de store hvælvede kældre. I en af dem skal Skipper Clement have siddet fængslet i 2 år og derfra bleven ført til Viborg, hvor han blev henrettet.

De dybe, mørke kældre gjorde et mægtigt indtryk og ligeså det vældige kæmpetårn, hvorpå de to stenkæmper, Hannibal og Scipio endnu knejsede på den ikke nedfaldne side af tårnet. Den ene af dem blæste ned i en stærk storm nogle år efter, men en dansk mand fik lov til atter at lade den opsætte på sin egen bekostning. Dette store slot, hvor så mange danske konger, især af den oldenborgske stamme, havde ophold i længere tid og yndede så meget for dets skønne beliggenhed i den smukke egn, afbrændte natten til den 30. marts 1808 ved de der indkvarterede spaniolers uforsigtighed, og deres anfører, Bernadotte, stamfaderen til den nuværende svenske kongeslægt, måtte forlade slottet tillige med spaniolerne. Koldinghus ligger på en høj bakke med den lille, men dybe slotssø nordenfor, og ruinen behersker byen og dens omegn, og den kan ses i lang afstand både fra fjorden og imod vest.
Derfra gik vor rejse af Skamlingsbanken til, hvor vi overnattede i en bondegård ikke langt derfra. Næste dag gik vor vandring til den meget omtalte Skamlingsbanke, hvor der havde være afholdt så mange fester, og hvor så mange berømte danske mænd, som Laurids Schou, Lehmann og Grundtvig m. fl. vare optrådte og havde opildnet den danske befolkning, navnlig sønderjyderne, til kraftig modstand mod tyskhedens fremtrængen. Den gang, året efter treårskrigens afslutning, var der jo idel glæde over det heldige udfald og et stort håb om en god fremtid for vort fædreland. Skamlingsbanken har en overordentlig naturskøn beliggenhed med en smuk skov østenfor, bagved Bæltet og i baggrunden Fyns smukke kyst. Det var første gang, jeg var til folkefest og såe den store festklædte forsamling, som var noget helt andet end de senere så udartede folkefester.
Med stor interesse betragtede jeg Laurids Schou, der var den dygtigste forkæmper for danskheden i Sønderjylland, og af hvis enestående veltalenhed der gik stort ry. En vis interesse havde han også for mig, derved at han havde været vor kredses, Brædstrup Kredsens, repræsentant på den grundlovsgivende rigsforsamling. Det var endnu en yngre, smuk mand, men allerede begyndt at blive købstadsklædt, hvad der ikke huede bønderne. Han optrådte desværre ikke den gang som taler, hvilket jeg havde ventet.

Derimod optrådte den stærkt fædrelandssindede degn Kloster i Sommersted, han, som i mange år leverede vejrspådomme til bladene og almanakken. Af hans tale kan jeg kun mindes temaet: "Hertil skal du komme og ikke længere, her skulle dine stolte bølger lægge sig". Han var langtfra nogen glimrende taler, men han havde nok været Laurids Schous lærer og påvirket hans fædrelandskærlighed i høj grad. Desværre var hans ovenanførte spådom lige så upålidelig som hans vejrspådomme. En anden taler, Pastor Bojsen fra Vilstrup, også kaldet Budstikke-Bojsen efter et tidsskrift, han udgav i mange år, var derimod i besiddelse af stor veltalenhed, ret skikket til at behage den menige mand; thi han roste alt for stærkt de menige soldaters tapperhed på officerernes bekostning. En mand, som stod bag ved mig, og som jeg fik at vide var Rektor Ingerslev ved Kolding lærde Skole, var meget indigneret over denne tale; men uagtet stærk opfordring fra flere af vore omgivelser, var han ikke at formå til at optræde og imødegå Bojsen. Andre talere kan jeg ikke mindes, og om hjemrejsen til Jelling kan jeg heller ikke huske noget.

62.
Så kom endelig den tid, da vi skulle stedes til den sidste afgørende prøve - den mundtlige eksamen - på seminariet, der varede i fire dage, fra den 30. september til den 3. oktober 1851. Vi vare i alt 21, der havde indstillet sig til eksamen. Der hvilede et vist højtidsfuldt præg over seminariet og dimittenderne, der alle vare mødte i flunkende nye sorte klæder og med silkehatte på hovedet, og mange, deriblandt jeg, med en stærk eksamensfeber, så at sveden piblede ud gennem alle porer. Vi skulle nu træde offentlig frem for en stor forsamling af lærde og ulærde og gøre rede for vore kundskaber og færdigheder. Seminariets direktion med Biskop Daugaard fra Ribe i spidsen samt nogle provster og præster vare mødte op for at censurere, medens lærerne selv overhørte os i den forskellige fag. Desuden var en mængde lærere og beboere af Jelling og omegn tilstede som tilhørere og tilskuere, ja endog den bekendte daværende amtmand over Vejle amt, Orla Lehmann, var tilstede. Jeg lagde mærke til en blandt tilhørerne, et ungt, spinkelt menneske, der havde briller eller lorgnetter på næsen, og som sad med en vis overcensormine og betragtede os. Af en kammerat fik jeg at vide, at det var en seminarist Berg, der året før havde taget eksamen ved Ranum. Jeg syntes, at han efter sin ungdom så lovlig vigtig ud. Han blev senere bekendt som en stor politisk agitator og formand i folketinget. Dygtig var han unægtelig, men allerede den gang følte han det i alt for høj grad, hvilket tydeligt sås. De os tildelte karakterer fik vi ikke at vide inden den sidste dag; men vi havde det omtrent på fornemmelsen, hvorledes det var gået os i hvert enkelt fag; vi holdtes herved i en stadig spænding, og jeg kan ikke begribe, hvad dette hemmelighedskræmmeri skulle gøre godt for. Meget beroede på, hvilket held vi havde, når vi trådte hen til det bord, hvorved biskoppen sad, og trak en seddel, hvorpå var opgivet det, hvori vi skulle overhøres i hvert fag for sig. Den fjerde dags formiddag bleve vi prøvede i gymnastik, sang, violin og orgelspil, og dermed var prøven tilendebragt. Derefter samledes seminariets direktion, lærere og censorer for endnu en sidste gang at overveje og sammentælle de tildelte karakterer og deraf uddrage hovedkarakteren. De par timer, dette varede, gik vi alle i spændt forventning, da enkelte karakterer vare blevne holdte hemmelige for os. Jeg havde lidt kendskab til en ung præst her fra egnen, ham havde jeg bedt om at meddele mig min hovedkarakter snarest muligt, hvis han kunne få lejlighed til at erfare den, og dette lovede han. Henimod tiden, da afgørelsen var nær for hånden, såe jeg ham komme ud fra præstegården. Jeg gik ham imøde, og fik straks det trøstende svar på mit spørgsmål: "Meget duelig". Jeg gik så hen til min fader, som var kommen tilstede i Jelling den sidste dag, og kunne knap skjule min glæde. Min fader spurgte øjeblikkelig: "Vidste han noget?" Jeg tillod mig en lille løgn og svarede nej. Jeg morede mig nemlig over også at holde ham i spænding. Endelig kom Biskop Daugaard og Forstander Kemp med direktionen og lærerne, samt amtmanden og en mængde
præster i højtideligt optog spadserende fra præstegården over til seminariet, og vi tilligemed en masse lærere og andre tilhørere gik bagefter og fyldte hele det store læseværelse. Først sang vi et par salmevers, og derefter trådte biskoppen, iført sit ornat med ordenstegn, frem og holdt en meget indtrængende tale til vi dimittender over de ord: "Kundskab er magt". Han lagde os stærkt på sinde, aldrig at blive færdig med at udvide vore kundskaber. Biskoppens pibende stemme forringede noget virkningen af denne ypperlige tale. Derefter trådte vor kære forstander frem og talte i en meget bevæget stemning til os for sidste gang. Denne tale fremkaldte tårer i manges øjne og vist mange gode forsætter hos alle vi dimittender. Derefter oplæste han alle de tildelte karakterer samt hovedkarakteren for enhver især. Da min blev oplæst, mærkede jeg, der stod tæt presset op til min fader, at det gav et sæt i ham og jeg såe tårer i hans øjne.

Da denne oplæsning var endt, henvendte forstanderen endnu et sidste hjerteligt farvel til os alle. Derpå sang vi et salmevers, og højtideligheden var endt. Min fader skyndte sig nu hjemad for at nå dertil ved aftenstide og for hurtigst muligt at bringe min moder den glædelige tidende, at jeg havde overstået eksamen med et særdeles godt udfald. For vi dimittender gik resten af dagen præget af en vis mathed, hvilken også gav sig tilkende ved det traditionelle afskedsgilde eller rettere punchesold på kroen, hvor der ikke herskede den livlige, undertiden overgivne munterhed, som ved vore tidligere sammenkomster hos Ole Iversen. Mange vare blevne borte derfra, dels begrundet i træthed efter de foregående dages anstrengelser, dels i skuffede forventninger om eksamens udfald for deres vedkommende, men i særdeleshed den trykkende tanke, at vi nu skulle forlade det kære Jelling og alle vore gode kammerater, som nu skulle spredes ud over den ganske land, så vi muligvis ikke skulle træffes mere i dette liv. Denne tanke var ialfald fremherskende hos mig og gjorde, at jeg gik omkring i en nedslået stemning. For mig har afskedstimen altid været bitter, og den nærmede sig nu med stærke skridt. Jeg misundte formelig de lykkelige, der havde fået lov til at blive endnu et år længere og nyde samlivet med en del af kammeraterne.

Dagen efter eksamens afslutning, det var den 4. oktober 1851, var vi optaget af at pakke vort tøj sammen og tage afsked med lærerne og kammeraterne. Til forstander Kemp gik vi sidst, da vi vidste, at han med flere medhjælpere var travlt beskæftiget med at udfærdige vore dimissionsattester. Ved afskeden med ham fik vi den udleveret i færdig stand ledsaget af et par venlige afskedsord til hver især. Om eftermiddagen kom min fader med et køretøj for at hente mig tilligemed alle mine sager. En af mine kammerater, O. B. Thorkildsen, søn af Pastor Thorkildsen i Egitslevmagle ved Skælskør, kørte med til Ildved, hvor hans farbroder boede i en større bondegård. Vi to kammerater kunne ikke løsrive os fra hinanden, og jeg måtte love at blive hos dem her natten over til næste dag, og min fader måtte køre ene hjem. Den følgende dag fulgte Thorkildsen mig et stykke på vejen, og her toge vi to en vemodig afsked. Det sidste stykke vej til mit hjem vandrede jeg ene i en mørk og dyster stemning.
Det var, som alverden havde forladt mig, og fremtiden syntes mig så tom og øde. Hjemme på Melhede blev jeg modtaget med glædestrålende ansigter af mine forældre og søskende. Nu betragtede de mig som et stort lys og som den, der havde hævet sig til et så højt trin, som de andre søskende aldrig kunne vente at nå. De havde jo ingen anelse om, hvad fremtiden ville bringe dem. Jeg var naturligvis rundt hos venner og bekendte, oftest ledsaget af min fader, og allevegne fik jeg varme lykønskninger. Da det var vel overstået, begyndte min fader og jeg at regne ud, hvor meget det hele havde kostet, og kom, så vidt jeg mindes, til det resultat, at mit forbrug af kontante penge havde, alt iberegnet, kun været 300 rigsdaler. 4 tønder rug til brød havde skolelærer Nielsen i Vesterlund skænket mig. De øvrige naturalier af smør, ost, kød med mere havde jeg fået hjemme. Det kan i sandhed kaldes billigt. Den dag, min fader afhentede mig i Jelling, havde han taget en snes rigsdaler med, for at jeg dermed kunne betale min gæld, hvis jeg havde nogen. Det var med en vis stolthed, jeg kunne sige til ham, at jeg ingen gæld havde. I de dage, jeg gik hjemme, havde jeg ondt ved at glemme mine kære kammerater fra Jelling. Navne som Høg, Helms, Thrige, Thorkildsen, Stokholm, Lauridsen, Jacobsen, Sønderby, Kjersgaard, Lebech, Lund, H. J. Petersen og flere surrede mig bestandig gennem hovedet, og jeg vil mulig senere nærmere komme til at omtale dem, som jeg kom nærmere til at stå i forhold til.

63.
Da jeg var sluppen meget billigere fra mit seminarieophold end min fader havde gjort regning på, var han så velbeslået med penge, at han turde foreslå, at han og jeg skulle aflægge et besøg hos hans familie i og ved Fåborg. Hvad var heller naturligere, end at vi toge over og takkede Mads i Slukefter for hans gode hjælp både i gave og lån og viste ham min attest fra seminariet. Min faders halvsøster var jo gift med Provst Leth, provst over Sallinge Herred i Fyn, og det kunne gerne i tiden komme mig tilgode. Vi rejste altså derover, jeg nok så stolt med min dimissionsattest i lommen. Vi bleve ligesom forrige gang modtagne meget venligt af hele familien, og da jeg ville vise farbroder Mads min attest, erklærede han, at det kunne jeg gå til hans kone med, det forstod han sig ikke på, men da han hørte, at jeg havde fået første karakter, troede han naturligvis, at jeg var nummer et af dem alle, og at heller ikke andets sømmede sig for hans brodersøn. For alle gæsterne i Slukefter blev jeg præsenteret, og der blev i den anledning drukket utallige snapse. Jeg måtte klinke og drikke med, men fik dog lov til kun at nippe til glasset. Min tante, provstinden, blev også så glad ved at høre udfaldet af min eksamen, at hun forærede mig 20 rigsdaler.

Redigeret af:
Gitte Johansen
Efterkommer af Maximilianussen



til toppen