Jeg flyttede hjem.


27.
Bestemt
      kan jeg ikke huske, når jeg flyttede fra Urskov til mine forældre på Melhede, men det var enten i vinteren 1842-43 eller tidlig i foråret 1843.
Kun så meget erindrer jeg, at vi kort efter fik at vide, at Christen Urskov var bleven alvorlig syg.
Jeg gik da straks efter en formiddag op for at se til ham.
Han lå da i den sidste strid, og mens jeg stod ved hans leje, udåndede han. Det var den 27. april 1843.
For anden gang stod jeg ved et dødsleje, og mærkelig nok havde jeg natten forud drømt, hvad der vilde ske.
Senere i livet er det hændet mig flere gange, ja endnu i min høje alder.
Dette har indgivet mig en vis frygt for at drømme om dødsfald.
Jeg var, som enhver kan tænke sig, inderlig bedrøvet over min kære plejefaders bortgang fra denne verden, han var da 67 år.
Fra begravelsen fulgtes jeg med min fader hjem til Melhede og græd bitterlig.
Han standsede da pludselig, selv meget bevæget, jeg kan endnu nøje huske stedet, hvor det skete, lagde hånden på mit hoved og sagde: "Græd" nu ikke længere, lille Frederik Christian, din morbroder er nu gået hen, hvor han skal være, men stræb, min lille søn, at blive lige så god og retsindig, som han har været, da kan du måske blive lige så agtet og æret som han, både blandt høje og lave".
Jeg lovede i mit stille sind at følge min faders formaning, som også mangfoldige gange er rundet mig i sinde under mit lange livs forviklinger og førelser.
Hvorledes jeg har holdt mit løfte, må andre og især mine nærmeste dømme om.

28.
Nu var jeg altså havnet
      i mine forældres hjem på Melhede, og den jeg her sluttede mig nærmest til var min moder.
Hun var mild og kærlig i sin færd, en værdig søsterdatter af min plejemoder Frederikke i Urskov, og ingen har nogensinde stået mit hjerte så nær som min moder.
Jeg så, hvor mange vanskeligheder hun havde at overvinde i vore knappe kår, og hvor meget hun måtte spinke og spare for at få føden til os alle til at slå til, da vi allerede var bleven en stor husholdning og mange grådige munde, men hun klagede sjælden eller aldrig.
Kom der en kurre på tråden mellem hende og min fader, havde hun altid mit medhold.
Min fader må jeg især takke for hans gode og forstandige formaninger.
De vare jo undertiden noget trættende, da de gentoges så ofte og tit blev fremførte i en ublid tone, men de havde alligevel en god virkning på os børn, og vi må vist takke ham og vor moder for den opdragelse, de gav os under meget tarvelige kår.
Min fader kunde til tider være meget bevæget, hvad der jo vidner om et kærligt sind, selv om det fremtrådte under noget barske former.
Han holdt os også godt til arbejde, hvad der ingen skade har været for os siden hen i livet.
Det blev derfor en arbejdets tid for mig i modsætning til det liv jeg havde ført i Urskov.

Jeg kom også hjem til Melhede i en sund og stærk tilstand, og de børnesygdomme, som de fleste børn må udstå og undertiden svække dem så meget, havde jeg undgået, når jeg undtager mæslingerne, der kun holdt mig i sengen en dag, og den dag gav min moster mig så megen mjød at drikke, så jeg syntes, det var herligt at have mæslinger.
Jeg var meget lille af alderen, men dygtig tyk og stærk, så jeg var godt skikket til arbejde, hvorfor jeg heller ikke blev skånet.
I den første tid efter jeg var kommen hjem, måtte jeg, foruden først og fremmest at passe min skolegang, passe vore kreaturer, der bestod af tre køer, en stud og nogle får samt deltage i alle forefaldende arbejder, som fordres i et så lille landbrug, og mange af dem vare ingenlunde lette, men krævede ganske gode kræfter.
Jeg pløjede med hjulplov, forspændt med to stude.
Disse dyr vare meget egensindige og ikke nemme at få til at gå lige ud ad en plovfure eller gå lige frem ad en vej, når man kørte med dem for en vogn.
Især vare de ustyrlige på den årstid, når bremserne kom og stak dem, da stak de halerne i vejret og gav sig til at bisse, der måtte da spændes fra og man havde da mange besværligheder med dem.
Til de sværeste arbejder hørte at trille tørven ud og lægge dem ved siden af hverandre for at tørres.
Vi havde en arbejdsmand, der hed Jens Melhede, der gravede tørven op af graven.
Han var en meget kraftig mand, der ikke helmede et øjeblik, og jeg var ene om at holde tørvene fra graven, hvorfra han opkastede dem, og det holdt hårdt.
Jeg mindedes, at jeg efter hver dags arbejde gik mødig til sengs og var som mørbanket i hele kroppen.
Desuden havde jeg som følge af det strenge arbejde en stærk halsbrynde.
Jeg længtes derfor efter, at tørveskæret, der gerne varede en eller to uger, snart måtte være forbi.
Også til andre tider kunde der forefalde arbejder, der anstrengte alle mine kræfter, især i høstens og høhøstens tid, og jeg var dog kun en lille 13 års dreng.
Naturomgivelserne fængslede hele min opmærksomhed.
Fra mine forældres hus kunde man mod nordvest se ud igennem en vældig dalslugt og øjnede i klare sommerdage en hvid bakke, der sagdes at være Isenbjerg i det langt borte liggende Ikast sogn.
Igennem dalslugten løb Gudenaaen igennem nogle enge, der begrændsedes til højre af et højt sandigt bakkedrag, der kaldtes Broager, og til venstre af nogle meget høje og stejle lyngbakker med smalle, dybe slugte imellem.
Dette var nok til at fremkalde mangehånde tanker hos mig om jordomvæltninger i fjerne tider, og jeg synes ingensteds at have set så tydelige spor af en mægtig vandflod i en tidligere jordperiode end her i nærheden af mit hjem.
Havstrup sø og fortsættelsen, Guden å, til Egholm mølle, begrænsede mine forældres jorder mod vest.
Ved og på denne sø færdedes jeg både sommer og vinter.
Her lærte jeg at svømme, jeg kan gerne sige mesterligt, og ligeså at løbe på skøjter.
Mange minder har jeg fra hine dage.

29.
I Egholm mølle boede den gang
      møller Schwartz, han havde fem stedsønner og to sønner.
Navnlig stedsønnerne vare meget forvovne og temmelig uvorne.
Den næstældste af dem er senere bleven bekendt i vide kredse, han hed Allan Dahl.
Uagtet de vare noget ældre end jeg, kunde jeg dog ikke lade være med at give mig i kast med dem, selv om jeg dog havde mange formaninger om ikke at give mig af med møllerens drenge, der ofte kom hen til søen.
Da jeg havde lært at løbe på skøjter uden at de vidste det, var jeg ubesindig nok til at prale deraf for dem og vise min færdighed deri, som endog overgik deres.
Det vakte naturligvis deres forbitrelse, og efter at jeg længe havde løbet uden om dem og drillet dem, fik de endelig fat i mig, rev mig omkuld på isen og begyndte at banke løs på mig af alle kræfter.
Jeg skreg i højen sky, men heldigvis kom i rette øjeblik en anden meget stor og stærk dreng tilstede, som straks udbrød: "Hvad, slår i Frederik Christian, da skal a sandelig lære jer", og han befriede mig.
Den omtalte dreng var en søn af Peter Smed på Stougaards mark.
Han hed Christen og var i høj grad idiotisk, men havde den gode egenskab altid at komme den svageste til hjælp, han havde umådelige kræfter, men et godlidende sindelag.
Om denne dreng kunde jeg fortælle mange historier fra vor skoletid, men skal indskrænke mig til denne ene:
En dag sad han og døsede på skolebænken og var lige ved at falde i søvn, da sagde Nielsen:"Du er søvnig, Christen, og trænger til en middagssøvn, gå hen og læg dig under denne skolebænk".
Christen, der var så stor som en voksen karl, adlød sin lærers befaling, og lagde sig på gulvet under bænken og kom ikke frem, før læreren kaldte på ham.
Desværre kom han ulykkelig af dage.
Han var ude på mosen for at hente et læs tørv hjem.
Formodentlig er han falden i søvn, thi han faldt ned af læsset og slog sig ihjel.

30.
Under mit lange ophold i Urskov
      var jeg bleven så temmelig vant til at råde mig selv på grund af mine plejeforældres store svaghed lig overfor deres plejesøn.
Jeg havde som følge deraf tillagt mig adskillige unoder og var både selvrådig og trodsig.
Der var derfor meget at rette på min opførsel, da jeg kom hjem til mine forældre på Melhede, og især min fader forsømte ikke sine pligter i den henseende.
Daglig måtte jeg høre hans formaninger og rettelser, hvilket jo langtfra vare behagelige for mig, men i høj grad gavnlige for min fremtid.
I særdeleshed indprentede han mig at være sanddru og høflig i al min færd, aldrig gøre nar af noget menneske og heller ikke bande, som den gang var så almindelig. Af høflighedsregler kan jeg endnu mindes mange, jeg skulde f. ex. altid sørge for at gå ved venstre side af den jeg fulgtes med, når han var ældre end jeg.
Tiltalen du, som da og endnu er så almindelig blandt bønderne, måtte jeg kun bruge til yngre eller jævnaldrende, ellers skulde jeg sige I, og til folk udenfor bondestanden, De, og for de sidstnævnte skulde jeg tillige tage kasketten af, når jeg hilste goddag.
Min skolegang måtte jeg passe lige så nøjagtig, som da jeg var i Urskov.
Min fader interesserede sig meget for regning, hvorfor han ofte regnede med mig og forelagde mig ofte mere vanskelige opgaver, som jeg måtte løse.
Derimod syntes jeg ikke, han interesserede sig videre for min store læselyst, der vel også gik så vidt, at jeg forsømte mine sædvanlige arbejder, hvorfor han ofte udbrød:
"Tror du, at du kan få føden ved at sidde og hænge over en bog".
Min læsning var vel heller ikke synderlig nyttig, men langt fra skadelig, da der den gang kun fandtes anstændige og nyttige bøger, men i et meget tarveligt udvalg især på landet.
Jeg skal nævne enkelte:
Historier om kejser Karl Magnus og hans tolv jævninge, en årgang af Den danske Bondeven af C. Børresen, Præst, nogle hefter af læsefrugter, samlede på litteraturens mark ved Elmkvist, nogle bind af Holbergs fædrelandshistorie, enkelte af hans komedier og Niels Klims underjordiske rejse, et enkelt digt af Oehlenschlaeger om Asker Ryg, som jeg straks lærte udenad, da det tiltrak mig i høj grad, desuden en hel del andre digte af vore bedste forfattere med meget mere af blandet indhold og hvad jeg tilfældigvis fik fat på og lånte på forskellige steder.

31.
Beboelsesrummene i mit hjem var,
      selv tilbygningen i 1838, små og indskrænkede, hvilket jeg ved et besøg i denne sommer, 1903, på stedet har overbevist mig om.
Mine forældres sovekammer var knap 3 alen i bredden, så der var knap plads til en seng i hver ende.
I den ene lå mine forældre og i den anden de fire ældste af vi søskende.
Min moder havde indrettet det så snildt ved at lave et hovedgærde i begge ender af sengen, så to og to vendte hovederne til sin ende, det gjaldt nu om at få plads til benene; jeg kan mindes, at vi sparkede hverandre ganske gevaldig, indtil søvnen overmandede os.
Der måtte jo også skaffes soveplads til min faders 2 a 3 medarbejdere i andre dele af huset, hvad der ikke var ganske let.
En erindring, der vidnede om min faders rådsnarhed, har jeg fra den tid.
Vi vare alle komne i seng på min fader nær.
Da han var afklædt og slukkede lyset så han en stor mandsperson udenfor vinduet mod ruden, der vendte ud mod marken.
Min fader smækkede øjeblikkelig vinduet, der var til at oplukke, op og råbte ud: "Hvad vil de, og hvad skal du her".
Mandfolket gav sig til at løbe, men min fader greb et kosteskaft, som tilfældigvis stod i nærheden, stak det ud af vinduet og lod som om han sigtede med et gevær, idet han råbte til ham: "Dersom du ikke bier, skyder a bestemt".
Da det var klart måneskin og personen vendte sig om, så han den truende stilling, han var kommen i, og troede det var et ladt gevær, min fader sigtede med.
Han kom derfor tilbage og måtte afgive en forklaring, hvormed min fader fandt sig tilfredsstillet og lod ham løbe.
Da vor beboelseslejlighed var så indskrænket, måtte vi om vinteren alle opholde os i dagligstuen, da der var vor eneste kakkelovn, den var stor og med en mægtig dør på forsiden, hvor indfyringen foregik, og der sparedes heller ikke på tørven, hvoraf vi havde rigelig, og jeg husker med fornøjelse det store bål i ovnen, især i de kolde vinteraftener.
De gloende emmer brugte vi til at stege æbler og kartofler i, der i stegt tilstand smagte både unge og gamle fortræffeligt.
Stuen var omtrent 6 alen i kvadrat og ud mod gården 2 fags vinduer, langs med disse og for bordenden var fastgjorte træbænke og op til disse stod et svært egebord, derpå sad min fader og hans medhjælpere og syede, og i det øvrige rum opholdt vor moder og vi børn os.
I dette snævre rum opholdt sig gerne 8 a 9 mennesker.
Intet under, at det undertiden var noget lummert, men vi befandt os alle meget vel, og vi savnede heller ikke den friske luft, men vi havde heller aldrig hørt tale om hygiejne

32.
Hovedbestanddelen af vor føde var rugbrød og kartofler.
      Brødet bagte min moder selv med 3 a 4 ugers mellemrum i en bagerovn, ophedet med tørv.
Rugen, som blev sendt til mølle, i regelen 4 skjæpper, var af sjælden god beskaffenhed.
Min moder sigtede melet i en sigte, en såkaldt tims, og det fine rugmel blev blandet med mælk og æltet til dej, hvoraf der bagtes det fortrinligste sigtebrød, som jeg nogensinde har spist, og nogle kapringer til os børn.
Vi havde den skik at sende et stort sigtebrød til Urskov og Niels Martinussens efter hver bagning, de gjorde så gjengjæld, når de bagte.
Vi fik ikke mindre end fem måltider om dagen, hvoraf de tre kunde kaldes hovedmåltider, nemlig davre, der gerne bestod af øllebrød eller mælkegrød, middagsmad eller på jysk, onnen, der bestod i nykogt grød af byg- eller boghvedegryn med stegt flæsk til eftermad, aftensmad eller nadver, som for det meste var kogte kartofler med meldyppelse eller stuvede kartofler.
Formiddagsmellemmad og eftermiddags-ditto var i reglen tykskåren smørrebrød eller fedtebrød med lidt mager ost eller undertiden en lille tynd skive røget og saltet fårelår.
I knappe tider måtte vi nøjes med et lille stykke ost til det tørre brød.
Når vi slagtede vor gris eller fårene, kunde der vanke lidt fersk kød eller pølse, samt i forår og efterår fisk, som vare fangede i søen, og når en af vore køer kælvede, blev spædekalven stegt, og det betragtedes af os alle som en meget lækker spise.
Oxekjød kendtes næppe til daglig brug.
Der var dengang ingen slagtere på landet og få i byerne.
Kun til store gilder blev der slagtet en kvie eller en ko, og da fik man oxekjødsuppe. Som man seer var der kun liden afveksling i vore måltider, og vor tids ungdom vilde rynke på næsen af den slags bespisning, men vi var ikke vante bedre og vare alle sunde, raske og velfornøjede.

33.
I september 1844 holdt Christian den Ottende
      en stor troppesamling ved Hedensted og omegn.
Det var en begivenhed, som satte hele egnen i bevægelse, og størstedelen af befolkningen tog hen for at se dette militaire skuespil.
Jeg fik lov til at følges med min fader derhen, og en gårdmand, Kynde Poulsen på Stougaards mark, kørte for os.
Det var en mand, der ligesom min fader var bekendt for sine mange besynderlige udtryk og talemåder, men ellers en meget forstandig mand.
Han brugte ofte det fremmede ord "direkte", og anvendte det både i tide og utide.
Vi kom til samlingspladsen, der den dag var omkring Øster Snede, tidlig om formiddagen og hørte straks kanoner dundre og geværskuddene plaffe i en uendelighed.
Vi så de mangfoldige infanterister i rød kjole og brede rabatter og navnlig de smukke kavalerister, især dragonerne, de fynske med blanke messinghjelme og de jyske med hestehaler i toppen af hjelmen med meget mere.
Det var jo et dejligt og uvant syn for os jyder fra hedeegnen.
Vi anede den gang ikke, at vi om fire, fem år skulde få langt mer at se, men af fjendtligt militair, end vi ønskede. Som vi stod og så på soldaterne, kom kronprinsen, den senere Frederik den Syvende, ridende på en hvid hest i strakt galop henimod os og standsede tæt ved, vinkede ad en adjudant og sagde:
"Vil De vise hans majestæt op på denne høj, for jeg kan, her fulgte en drøj ed, ikke være alle vegne".
Kronprins Frederik var nemlig fører for den afdeling af hæren, som skulde sejre i fægtningen.
Han sprængte derpå af sted i en rasende fart.
Han var som bekendt den gang knap 36 år og ikke besværet af den korpulence, som i hans senere år gjorde ham helt uhyggelig at se på.
Vi, som havde hørt den besked, ilede straks hen til den omtalte høj, og kort efter kom kongen og et lille følge ridende og standsede på toppen af højen med front mod vest.
Vi stimlede jo tæt op omkring ham og følget, og stod tæt op ad hesten og betragtede kongen nøje. Han forekom mig at se gammel og noget udlevet ud.
Kort efter blev der bragt kongen en kikkert, som han rettede mod den vestlige horisont og ytrede derpå:
" Er det ikke Nykirke, man der kan se".
Kynde Poulsen, som altid var noget fremsagt, svarede straks:
"Jo det er, Deres Majestæt".
Derpå vekslede kongen nogle ord med sit følge, og de rede snart efter videre.
Da vi kørte hjem, var Kynde stolt af at være den første, der havde givet kongen svar på hans spørgsmål.
Efter en drøj køretur på omtrent tre mil nåede vi til Kynde Poulsens gård, og han indbød os til at gå med ind i stuen, hvor vi blev rigeligt beværtede.
Det første Kynde så sin kone, udbrød han:
"Da har a direkte snakket med kongen i dav",
og han fortalte nu de nærmere omstændigheder ved denne samtale til konen.
Efter en besværlig, men interessant dag, havnede min fader og jeg i vort hjem på Melhede ved midnatstid.

34.
Når jeg ikke havde noget
      at læse, gik jeg ofte om søndag eftermiddag op til Niels Martinussens; thi der manglede sjælden på liv og lystighed.
Niels Martinussen, der, som tidligere omtalt, var gift med min faders søster, Marie Kirstine, i hendes andet ægteskab, var ingen tiltalende personlighed.
Han bandede frygteligt, næsten til hvert ord, var fuld af uhøviske udtryk og vilde, så vidt han formåede, gøre nar af alt og alle.
Egentlig ond af sindelag tror jeg ikke han var, men han kan heller ikke kaldes god.
Han var nærmest nummer nul og især lige overfor min faster og børnene. I sine yngre år holdt han heller ikke af at bestille noget, hvorfor deres kår også vare højst tarvelige, så længe han stod for styret.
Min faster havde mere karakter og måtte vist drive manden til at udføre de nødvendige arbejder i mark og gård.
Jeg mindes hende som en temmelig høj og mager kone med skarpe ansigtstræk og ikke så liden selvfølelse, men svag lige overfor deres mange børn.
Forholdet mellem ægtefolkene var ret godt.
Foruden hendes to sønner af første ægteskab havde hun 5 døtre og en søn.
Jeg skal her nævne dem i alders orden:
Magdalene, Ane Kirstine, Barbara, Martinus, Frederikke og Henrikke.
På det tidspunkt (1844-48) var Magdalene først i Svanninge præstegård hos provst Leth og hendes tante Henrikke Leth, født Melskens, som deres plejebarn.
Det varede nok ikke ret længe, da hun indlod sig i et kæresteforhold, som præstefolkene ikke kunde lide, hvorfor hun måtte rejse bort.
Hun fik derefter en plads som tjenestepige i Kjøbenhavn, og forældrene hørte ikke noget fra hende i flere år.
Omsider fik de at vide, at hun her havde født et barn udenfor ægteskab, det hed sig, at barnets fader var en officer ved navn Myhre, men det har jeg kun hørt en eneste gang, så jeg er ikke sikker på, det forholder sig således.
Sønnen lever her i Kjøbenhavn, hedder Frederik Melhede og er ansat ved telefonvæsenet.
Efter krigen 1848-50 havde hun gjort bekendtskab med en oversergent Mikkel Christensen Melhede, der var en søn af den tidligere omtalte Christen Smed og hustru, Susanne.
Uagtet hans fader og hendes moder tidligere havde været gifte, men hver især giftede sig påny, indlod Melhede og Magdalene sig også i ægteskab med hinanden og levede meget lykkelig tilsammen.
De adopterede hendes uægte søn, og han fik Melhede til efternavn.
Jeg lærte først at kende disse mennesker i sidste halvdel af halvtredserne, og når jeg kommer til dette tidsrum, vil jeg atter få lejlighed til at omtale dem.

Niels Martinussens næstældste datter, Barbara var heller ikke hjemme i tiden 1844-48, men tjente såvidt jeg husker i Horsens.
Her blev hun forlovet med en norsk skræddersvend ved navn Trosdal.
Deres bryllup stod i hendes hjem, og jeg kan mindes hende som en meget smuk brud. Kort efter brylluppet rejste de til Lillehammer i Norge, formentlig hans fødeby, og han bosatte sig der som skræddermester.
Efter få års forløb blev hun meget svag, og efter lægernes råd rejste hun, ledsaget af sin mand, hjem til sine forældre, for om muligt at opnå bedring i det mildere klima.
Manden rejste hjem igen til sin forretning og til 2 små børn, der vare frugterne af ægteskabet.

Barbara var imidlertid stærkt angreben af brystsyge, og efter længere tids forløb døde hun.
Manden giftede sig påny og fik Niels Martinussen til at tage den ældste af børnene, en datter ved navn Marie Trosdal.
Hun var her i nogle år, så kom hun derfra til M. C. Melhede, den gang bosat i Nykøbing på Sjælland.
Da hun var bleven voksen, fik hun plads som husjomfru, først på Sjælland og senere som privatlærerinde på Als.
Her blev hun forlovet med en mand af meget rig familie, der købte en større gård i Vendsyssel til dem, så vidt jeg husker Solholt, og her levede de en række af år; men da manden, hvis navn var Nielsen, nok ikke var videre dygtig, gik det tilbage for dem, og de måtte forlade gården, og deres støtter, den rige familie på Als, bortdøde.
De lever vist nu et eller andet sted her i landet i små kår.
Det andet af Barbaras børn, en søn, lærte urmagerprofessionen, tog som svend til Tyskland, kom siden tilbage til Danmark og er, såvidt jeg ved, bosat som urmager i en nordjysk købstad.

Om Ane Kirstine er ikke meget at sige.
Da hun var voksen, kom hun som tjenestepige til Egholm mølle.
Her blev hun besvangret af en møllersvend ved navn Rasmus Ejlersen.
Hun kom hjem til sine forældre og fødte nogen tid efter et barn, der døde.
Hun blev så angreben af brystsyge og døde efter et længere sygeleje.
Hun var den mindst tiltalende af N. Martinussens og min fasters børn.

Den næste datter var Frederikke Augusta.
Hun var den smukkeste af døtrene og havde til forskel fra de andre døtre et meget anstændigt væsen og var i det hele særdeles yndet af alle, som kendte hende.
Det var derfor også en stor sorg, da også hun blev angreben af brystsyge og døde deraf.
Thyregod skrev et dejligt digt ved hendes bortgang, og ved hendes begravelse holdt pastor P. Riber en særdeles smuk tale over de ord i skriften; pigen er ikke død, men hun sover.
Hun var vist noget over 14 år, da hun døde.

Den yngste af N. Martinussens og min fasters børn, Johanne Henrikke, var i sin ungdom et meget forvildet pigebarn, der havde en mængde kærester.
Hun led meget af krampe i barne- og den første ungdomsalder; men dette har vist senere fortaget sig.
Hun var som barn meget forkælet og blev som yngste barn føjet i alt.
Endelig blev hun gift med en arbejdsmand Steensen, der har arbejdet mest ved jernbaneanlæg.
De har flere børn, som jeg ikke ved rede på.
For et par år siden besøgte hun mig her og gjorde indtryk af at være en meget pæn, ældre kone.
De boede nu i Faxe, hvor de vist havde været i en længere årrække.

35.
Den, hvem N. Martinussen og min faster,
      og da navnlig hende, knyttede de største forhåbninger til, var deres søn Martinus.
Han var et år ældre end jeg, og da hans forældre boede temmelig nær ved Urskov, blev han min barndoms legekammerat.
Ikke ret mange dage gik hen, i den tid jeg var i Urskov, uden at vi vare sammen.
Han var altid føreren, da han var ældre og mere udviklet både i størrelse og andre henseender end jeg.
Vi vare vist altid enige om vore lege, thi jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde trættedes om, hvad vi foretog os, og denne enighed er der aldrig senere i livet sket brud på, uagtet vi vare højst forskellige.
Jeg havde således vænnet mig til at se op til ham som den ældste og forstandigste, at jeg ikke siden har kunnet ganske frigøre mig derfor.
I skolen så jeg ham ikke til stadighed, da hans forældre skammeligt forsømte hans og pigebørnenes skolegang. Gode evner havde han umiskendelig, men ikke synderlig lyst til den boglige syssel.

En vinterdag, det var en søndag, var han kommen ned til Melhede for at besøge mig.
Jeg var den dag, som så ofte gået til Urskov for at se til min gamle moster, og det for mig så kære andet hjem.
Havstrup sø var den dag tillagt med et skrøbeligt isdække, og Martinus var med nogle andre drenge gået til søen for at prøve isen.
Han var falden igennem, men holdt sig ved armene på isen, der brækkede i stykker, og han skreg af alle kræfter.
Der var ikke få til stede, selv af voksne, men de turde ikke vove sig ud til ham, og de vidste ikke deres levende råd.
En lille 12 a 13 års dreng var dog mere behjertet end alle de andre.
Han trak sin trøje af, tog fat i det ene ærme, lagde sig fladt ned på maven, krøb ud i hans nærhed og kastede så det andet ærme ud til ham; han fik fat i dette og reddede sig således op efter at have hængt i armene i hen ved en time.
Han blev bragt hjem til mine forældres hus og kom straks i seng, hvor han rystede stærkt efter det langvarige, kolde bad.
Der gi bud til Urskov, om jeg vilde gå over til hans forældre, men det var inden sønnen endnu var reddet.
Moderen var ene hjemme, da jeg kom og bragte hende budskabet.
Hun løb øjeblikkelig og under stærke jammerklager og bønner til vor herre om at frelse hendes søn, og jeg løb bagefter.
Da vi kom hjem til Melhede, var sønnen reddet og kommen i seng, og om aftenen var han så rask, at han kunde følge sin moder til deres hjem.

Denne tildragelse havde den gavnlige virkning på mig, at jeg ikke blev nær så dristig ved at løbe på skør is som forhen.
Efterhånden som Martinus voksede til, deltog han mere og mere i arbejdet i marken og gården og blev, i modsætning til sin fader, en flittig og dygtig landmand, hvad der havde til følge, at forældrenes og børnenes kår bedredes betydeligt.
Min fader kunde aldrig ret lide Martinus og påstod, at han var lun og nok vilde tage folk ved næsen i handel, og at han havde arvet noget af sin faders uheldige tilbøjelighed til at gøre nar af andre.
Denne mening deltes i almindelighed også af de omboende, af hvem han heller ikke var yndet.
Martinus overtog faderens ejendom, hvor der kunde holdes 2 heste og 6 køer.
Han købte siden nogle smålodder og ombyggede gården.
I sine sidste år solgte han den og købte en ejendom på Ildved mark, hvor han døde for omtrent 5 år siden.
Han blev gift med en pige fra Hvejsel.
Hun døde nogle år før manden.
De efterlod dem en søn, Niels Martinussen, der fik stedet på Ildved mark, og en datter, der nok er uheldig gift.
36.
I de år, jeg kom så ofte
      i Niels Martinussens hus, særlig søndag eftermiddag og aften 1843-45, herskede der, som tidligere berørt, liv og lystighed.
Det var nemlig inden de 3 dødsfald af brystsyge indtraf.
Der samledes tit ikke få af de omboende karle og piger, og Niels Martinussen, der kunde spille nogle dansemelodier på violin, spillede da op for os, og vi fik en svingom på lergulvet i øverstestuen.
Det lod til, at det morede begge de gamle, der tillige beværtede os med, hvad huset formåede, og da navnlig kaffe og æbleskiver.
Det gik i det hele ret anstændigt til, efter hvad man kan forlange af en sådan sammensat forsamling, og uagtet Niels Martinussen ikke kunde afholde sig fra at opvarte med en eller anden af sine mindre pæne vittigheder.



37.
Foruden min ven og fætter,
      Martinus, havde dette hus fået en anden tiltrækning for mig, og det var en væversvend Christen Andersen Thyregod, som havde tinget sig i kost der, da han ikke kunde døje den mad, som væverens svinagtige kone lavede til ham og manden, skønt guderne skal vide, han ikke var forvænnet.
Thyregod var fra byen af samme navn, hvor hans fader var husmand. Han gik meget simpelt klædt, og hans ydre var kun lidet tiltalende.
Frakke, benklæder og vest var gråt tøj af sammenkartet sort og hvid uld, da den tarveligste del af befolkningen på hans fødeegn ikke havde råd til at lade tøjet farve, og det hængte på ham, som jeg endnu ikke har set på nogen anden; især kan jeg mindes hans vide og posede benklæder.
Thyregod skrev det danske sprog rent og fejlfrit, uagtet han forsikrede, at han ingenlunde havde nydt undervisning i en skole.
Han kunde forme sproget i smukke, velklingende vers af gedigent indhold og uden synderlig anstrengelse.
Han var efter min opfattelse en naturbegavelse af meget høj rang.
Han skrev i dette tidsrum digte, som ingen forfattere vilde skamme sig ved, både hvad indhold og form angår.
Under disse sammenkomster hos Niels Martinussens satte han sig undertiden hen i en krog og kom kort efter frem med et vers til hver især, hvori vi vare træffende karakteriserede.
Således skrev han engang om en halv idiotisk tjenestekarl, der altid stod og måbede med halv åben mund:
"Og Niels fra Urskov med hans top og røde undertrøje og i en dejlig stribet vest, han står så stram som nogen præst, han gaber, han gaber, han glor og seer sig omkring og seer måske slet ingen ting."
Thyregod følte dybt savnet af kundskaber og ønskede højlig en videregående uddannelse.
Under lejrsamlingen ved Hedensted i september 1844 boede kong Christian den ottende tilligemed dronning Caroline Amalie og en mængde hoffolk i nogle uger på herregården Boller ved Horsens.
Thyregod skønnede straks, at her muligvis var en lejlighed til at få sit ønske om en bedre uddannelse opfyldt.
Han vandrede derfor til Boller og søgte om audiens hos kongen og var iført den foran beskrevne dragt, da han ikke ejede nogen bedre.
Beretningen om denne audiens har jeg hørt af Thyregods egen mund straks efter, og kan ikke nægte mig fornøjelsen af at anføre den her.
Han blev vidst ind i et værelse, hvor kongen og flere kavalerer vare tilstede.
Her overrakte han kongen et digt, som han i forvejen havde udarbejdet.
Kongen læste straks digtet og udbrød henvendt til sine omgivelser:
"Dette er unægtelig noget helt andet end de vers, Peder Jensen fra Viby har tilegnet mig."
(Peder Jensen fra Viby var den gang bekendt bondedigter, der benyttede enhver lejlighed til at skrive digte til kongen og højtstående personligheder, formodentlig for at slå mønt; thi noget digterkald havde han ikke, han var kun rimsmed.)
Christian den ottende, der jo selv var en skjønaand, roste Thyregods digt meget, men spurgte ham, om han kunde bevise selv at have skrevet det.
Dertil svarede Thyregod straks nej, og ligeledes da kongen spurgte, om han kunde synge det, thi han manglede aldeles sangstemme.
Thyregod dristede sig da til at sige, at han muligvis kunde føje et vers eller to til i kongens nærværelse; dette blev ham bevilget.
Imidlertid kom dronningen og nogle hofdamer ind i salen for at betragte den simpelt klædte bondekarl, der kunde skrive digte.
Der blev anvist Thyregod en plads ved et skrivebord, og da han satte sig på den fløjelsbetrukne stol, rystede han som et espeløv.
Kongen klappede ham da på skulderen og sagde:
"Vær ikke bange, min søn."
Thyregod skrev nu et eller to vers, hvori han indflettede, at han, den fattige bondekarl, så sig omgiven af Danmarks konge og dronning og mange højtstående mænd og kvinder, der agtede nøje på hvert af hans skrifttræk, som han under stor ængstelse satte på papiret.
Nu erklærede kongen, at han følte sig overbevist om, at Thyregod selv var forfatter til det ham overrakte digt.
Derpå spurgte kongen om, hvad han ønskede, og Thyregod svarede: en videre uddannelse.
Kongen spurgte, om han havde været soldat, og da Thyregod dertil svarede, at han til efterår skulde til sæson, sagde kongen, at han ved denne skulde forlange at komme til at aftjene sin værnepligt i København, og så snart han kom der, atter melde sig hos kongen, så vilde han videre overveje, hvad han kunde gøre for ham.
Ved afskeden lod han ham udbetale 10 rigsdaler.
Efter udstået soldatertjeneste lod kongen ham anbringe på Jelling seminarium på sin bekostning.
Under hans ophold her døde Christian den ottende og kort efter udbrød krigen, hvor Thyregod med en del andre af seminaristerne meldte sig som frivillige ved hæren, som han indtrådte i med 12 kammerater i året 1848.
Den 20 marts 1849 blev han dimmiteret fra seminariet, var i mange år lærer i Ans ved Viborg, hvor han har skrevet de fleste af sine fortællinger, der mest handle om livet blandt bønderne.
Han tog afsked den 1. april 1881 og fik tilstået en digtergage på 1000 kroner.
Han døde den 31. juli 1898.
Efter hans død blev der rejst et mindesmærke for ham i hans fødeby, Thyregod.
Den sidste aften, jeg var sammen med ham hos Niels Martinussen, skrev han et vemodigt afskedsdigt, som jeg desværre har glemt.
Efter at han var kommen i soldatertjeneste, så jeg ham kun en meget sjælden gang.
De to sidste gange var i eftersommeren her i København.
Han var da meget svækket både på ånd og legeme; han var da også næsten 73 år; men jeg erfarede dog, at han havde bevaret en klar erindring om mig, mine forældre og ældre søskende, og havde fulgt vor senere skæbne med opmærksomhed.
Jeg har dvælet så længe ved ham, da han er et af de betydeligste mennesker, jeg har truffet på min ikke korte løbebane.




til toppen