Jeg blev ældre.


Da jeg var bleven så stor,
21.
     at man troede jeg kunde udholde en fodtur til Vejle, fik jeg lov af mine plejeforældre at følge med drengen, der skulde trække stude til markedet der.
Det var for mig en storartet fornøjelse.
Rigtignok havde jeg en gang før været i Vejle med mine forældre, men det må have været i min tidligste barnealder, thi mindet derom er så svagt, at jeg kun kan huske, at mine forældre havde hver i sin hånd af mig og trak mig hen ad gaden, mens jeg vilde se mig om til begge sider, og at de knurrede over ikke at kunne få mig trukken stærkt nok af sted.
Dagen før markedet trak vi altså af sted gennem Ildved og Bindelev til Fløjstrup, her begyndte skovegnen, som for mig var noget nyt, og kort efter kom vi ind på en smal og dårlig vej, der førte os gennem en yndig dal, hvor vi på den ene side havde høje bakker bevoksede med skov, og på den anden side enge og bagved høje bakker med skov.
Igennem denne smukke dal løb en å til Leerbæk mølle.
Jeg havde endnu aldrig set noget så smukt.

Grejsdalen ved Leerbæk


Derpå kom vi opad gennem en skov med meget store og smukke træer, indtil vi i afstand kom forbi herregården Leerbæk.
Nu vare vi atter oppe på det flade, skovløse, men dog noget bakkede terrain, indtil vi nåede Hover og kort efter en lille by, der hed Gaarde.
Her drejede vi ad en markvej til venstre henimod skoven og ad en meget stejl skovvej ned i Grejsdalen.
Så høje bakker og så megen skov havde jeg aldrig set, og det gjorde derfor et stort og varigt indtryk på mig.
I Grejsdalen boede min moster og gudmoder, som var gift med Thomas Murer, i et lille hus, hvortil hørte en eng.
Her skulde studene udhvile sig og græsse om natten, for at de ikke skulde se alt for slunkne ud, når de dagen efter kom på markedet.
Drengen og jeg fik også spise og nattely, men det så ellers meget småt og tarveligt, næsten fattigt ud i dette hjem.
Næste morgen stod jeg meget tidligt op.
Jeg kunde ikke sove, men måtte ud at se al den herlighed, der omgav os, og skøndt jeg først mange, mange år efter hørte Grejsdalen berømme for sin skønhed, var jeg aldeles betagen deraf, jeg gennemstrømmedes af en højtidsfuld følelse, der ikke kan beskrives.
Ikke ret langt derfra øjnede jeg de røde tage i Vejle og hørte et tårnur slå derinde.
Endnu lå dalen i morgendæmringen, men på trætoppene på de høje bakker kunde jeg se solen skinne, og først længe efter hævede den sig så højt, at den kunde skinne ned på bunden af dalen og åen, som i mange bugter snoede sig derigennem.


Herregården Leerbæk


Der herskede den gang en fred og stilhed, som nu ved den gode vej og den megen bebyggelse desværre er bortvegen.
Lidt op ad morgenstunden toge vi afsked og trak af sted med studene til Vejle markedsplads, der den gang var lige over for Claus'es kilde, hvor vi vandede kreaturerne i et derved værende vandbassin og selv drak vand af den hule hånd, som vi fyldte ved at holde den under et rør, hvorfra det kolde krystalklare vand kom frem i en stråle.
Jeg gik kort efter til byen, som lå et lille stykke vej derfra. Det var for mig noget nyt og som jeg syntes hel storartet, skønt byen kun havde en sjettedel af den folkemængde, som den har nu til dags.
Den havde kun meget få to etagers huse, ellers vare de kun én etage og små og lave.
Der saaes ingen store butiksvinduer, men kun små stuevinduer med 6, højst 8 ruder i hver, dog havde de træsprosser, medens ruderne på landet næsten overalt vare indfattede i bly.
I de få butikker vare nogle kaffekopper og lidt andre ting, som købmændene havde at sælge, i vinduerne.
Mange steder stod dørene til butikkerne åbne, og man kunde derfra få et indblik i de herligheder, der fandtes indenfor, og de handlende havde at byde kunderne.
Der fandtes, såvidt jeg husker, en mængde værtshuse, hvorfra dunsten af mad- og drikkevarer stod ud på gaden.
Jeg gennemvandrede byen på langs og på tværs for at se alle dens mærkværdigheder og standsede for at betragte det gamle rådhus, apoteket, Sønderbro og især kirken, derpå gik jeg til havnen og så på skibene, som var noget helt nyt for mig med deres master, tovværk og tjærelugt. Efter denne vandring, der varede flere timer, gik jeg atter ud på markedspladsen, hvor jeg traf Andres Urskov, og med ham kørte jeg hjem, søvnig og træt af dagens anstrengelser.
De nærmeste dage derefter havde jeg meget at fortælle mine plejeforældre.


22.
En mil sydvest for
     Urskov i den rigtige hedeegn ligger landsbyen Nørre Kollemorten. Denne by har en kro og nogle tarvelige bøndergårde.
Her holdtes den gang marked forår og efterår, sædvanligvis den 18. maj og den 18. oktober, når disse dage ikke indtraf på en lørdag eller søndag.
Til disse markeder samledes en stor del af omegnens befolkning, dels for at handle og dels for at få en fridag, hvor venner og bekendte mødtes og deltog i markedets mange tarvelige forlystelser.
Allerede tidligt om formiddagen strømmede folk fra alle kanter dertil, dels trækkende med kreaturer, dels kørende, ridende og gående.
Da jeg blev så stor, at mine plejeforældre troede, det kunde gå an, fik jeg også lov til at deltage i den fornøjelse, da skolen den dag var given fri.
Allerede langt fra kunde man høre kreaturernes brølen og se de hvide telte og røgen fra de mange ildsteder.
En hel gade af de handlendes telte, der ofte vare komne langvejs fra, men især fra de nærmeste købstæder, var opført på pladsen.
Her forhandledes en mængde ting, manufakturvarer, skotøj, galanterivarer, christiansfelder-honningkager og meget mere, kort sagt alt, hvad der kunde ventes afsætning på.
Desuden fandtes der gøgler telte med markskrigere udenfor i alle mulige fantastiske kostumer, en eller flere karruseller, hvor man kunde køre en halv snes gange rundt for en lybsk skilling, og hvis man var så heldig med et jernspyd, man fik i hånden, at fange en ring, hver gang man kørte forbi et stativ med ringe, da kørte man frit.
Det måtte også jeg prøve, og var så dygtig dertil, at jeg kørte flere gange frit.
Der var også en mængde beværtningstelte, der vist havde stærk søgning, thi hver gang en kreaturhandel afsluttedes, endte den med lidkøb, som straks måtte indtages, inden handelen ansås for lovlig fuldbyrdet, og til dette lidkøb blev både vidnerne samt venner og bekendte indbudte, og drikkevarerne, der nødes, bestod næsten altid i kaffepuncher.

Ved hvert spise- og drikketelt var gravet et hul i jorden, i dette hul, der fyldtes med tørv, lavedes ild, og over ilden sattes trefødder af jern, hvorpå kaffekedlen og en jernpande anbragtes.
På panden stegtes og brasedes, navnlig ål, om end støvet og sandet stod nok så tæt omkring den.
Stegte ål må have været en meget yndet spise; thi det var næsten udelukkende den slags, der blev stegt, og det i store masser.
I enhver af bøndergårdene var beværtning, og hvor de havde en øverstestue tillige dans.
Når dansestykket var tilkende, slog musikanten med sin bue på fiolinen, hvilket var tegn til, at de dansende mandfolk skulde betale spillemandspenge, der gerne bestod i en lybsk skilling for én eller to danse.
I de andre stuer beværtedes med kaffe og hvedebrød, og her trakterede kavalererne deres damer med disse ting, medens de selv nøde en kaffepunch, der den gang også betaltes med en lybsk skilling.
Egnens folk må have været meget ærbare, thi der var ofte slagsmål på dette marked, og jeg stod en gang på et højt gærde og betragtede et slagsmål, hvori der deltog vist over tyve mennesker, der bearbejdede hinanden med stokke og de bare næver og det meget eftertrykkeligt.
Heldigvis brugte de ikke knive eller dolke.
Henad aften kunde man høre skænderi og slagsmål fra mange telte.
Gode venner af de stridende gik imellem og mæglede forlig; når dette var opnået, skulde der drikkes, og kort efter var klammeriet atter i fuld gang.
Jeg seer endnu så tydelig to ældre mænd i grå kofter slås ganske gevaldig, så saucen fra skråtobakken flød ned ad deres mundvige, og det var endda tidlig på dagen.


23.
I min ungdom morede
      de unge bønderkarle sig og andre med at slå katten af tønden på fastelavns mandag.
Det var en stor højtid for næsten hele befolkningen og krævede megen forberedelse.
Hver af karlene måtte sikre sig en ordentlig hest at ride på, og det faldt ofte ret vanskeligt, da de jydske bønder ikke holdt af at låne deres gode heste ud til slige unyttige strabadser, uagtet det faldt på en tid, da hestene intet havde at bestille, og nok kunde trænge til at blive rørte.
Når det var gået i orden, inviterede karlen en pige, der fik det hverv at pynte ham og være hans dame under festligheden.
Dette faldt ikke nær så vanskeligt.
Karlens frakke og benklæder blev pyntede med silkebånd og anden flitter.
At denne pynt ikke altid har været så ganske billig, kan skønnes deraf, at min fætters, den før omtalte kræmmer, Johan Christensens pynt ansloges til en værdi af 200 rigsdaler, hvilket dog vist må være meget overdreven.
Jeg var meget lille, da jeg første gang fik tilladelse til som tilskuer at overvære denne festlighed, der den gang skulde foregå i nærheden af mine forældres bopæl, i og ved Egholm mølle, som da ejedes af Jens Mølgaard.
Her samledes tilskuere i hundredevis, og mine forældre vare også med og havde mig ved hånden.
På en mark nordenfor møllen vare to stærke stænger rejste, og i mellemrummet mellem disse stænger var foroven anbragt et toug, der var stukket igennem begge ender på en tønde, og i denne tønde fandtes en garnnøgle.
Til den bestemte tid mødte alle rytterne i møllen i deres fulde puds, og efter at have indtaget en lille forfriskning blev de ordnede af deres kommandør, en gårdmand ved navn Jens Krænsen (Christensen), som havde været soldat.
Han havde en sabel ved siden, medens de øvrige ryttere hver havde en forsvarlig kølle.
De rede nu ud på marken til festpladsen og ordnede sig her i geled i kort afstand fra den ophængte tønde.
Kommandøren trak sin sabel og sænkede den. På dette tegn red første mand på højre fløj i galop hen under tønden og gav under forbifarten denne et godt slag med sin kølle, vendte derefter hesten og red tilbage udenom tilskuerne og stillede sig på venstre fløj.
Hver gang kommandøren sænkede sabelen, red den næste i rækken frem på samme vis og så fremdeles.
Alt gik med en alvor og orden, som om det var til militair manøvre.
Efter længere tids forløb begyndte tønden at blive mør efter de mange hårde slag, og nu steg spændingen både blandt deltagerne og tilskuerne til det højeste.
Den, efter hvis slag garnnøglen faldt til jorden, blev konge, og kommandøren red hen foran ham, sænkede sabelen og bøjede sig ligesom den øvrige skare.
Musikken blæste på klarinetterne, og hele skaren med kongen i spidsen og kommandøren med skuldret sabel på venstre side red nu ned i møllegården, hvor der atter indtoges nogle forfriskninger.
Derpå red skaren i ovenanførte orden med musikken i spidsen rundt til alle bøndergårde, der ikke lå for langt afsides.
Her blev de, siddende på hestene, opvartede med æbleskiver og mjød eller et krus gammelt øl, hvorpå musikanterne blæste et stykke, og skaren red nu til den næste gård, indtil den havde været rundt i de forud bestemte gårde og tilbage til møllegården, hvor der var mødt karle og drenge for at tage mod hestene og føre dem hjem til deres respektive ejermænd.
I møllens store øverstestue var dækket et langt bord med to sidefløje, her toge nu rytterne hver med sin dame plads; kongen og dronningen midt for det store bord.
Rytterne beholdt under måltidet deres pyntede hat på hovedet, og musikken spillede.
Når spisningen var forbi, ryddedes stuen og dansen begyndte.
Kongen og dronningen dansede ene den første dans og derefter alle de andre kavalerer med damer, bestandig med hattene på.
Når denne formelle højtidelighed var til ende, lagdes hattene, og derefter gik det til som ved en almindelig dans på landet.
Den skik at holde fastelavnsgilde med ridning vedblev at holde sig i min fødeegn i mange år efter; men er, så vidt jeg ved, ikke øvet i hen ved halvtredsindstyve år.


24.
Da jeg er kommen til at
      omtale fastelavnsgilder, vil jeg med det samme fortælle, hvorledes det gik til ved en almindelig dans på egnen.
Den gang kunde gårdmandssønner og døtre, husmandssønner og døtre, tjenestekarle og piger godt samles til dans uden at mærke nogen standsforskel, det var forbeholdt den senere demokratiske tidsalder.
Gårdmændenes øverstestuer vare heller ikke så fine, at der ikke kunde holdes dans i dem.
Efter nogen forhandling mellem de unge karle, blev et par af dem udsete til at gå hen til en eller anden gårdmand og bestille dans hos ham, helst en søndag.
Når han så havde indvilget deri, rygtedes det straks og alle og enhver kunde så deltage.
Der var gerne bestilt to musikanter, der lønnedes af deltagerne på den måde, at de karle, som havde bestilt dansen, ud på aftenen gik rundt med en tallerken, hvor bidragene lagdes i forhold til vedkommendes stilling, dog også noget efter eget skøn.
Bagefter tallerkenbærerne fulgte musikanterne, spillende nogle raske dansemelodier.
Dansen gik rask til henimod den lyse dag, kun afbrudt et par gange ved, at der ombødes smørrebrød og æbleskiver samt øl og brændevin, hvorfor der erlagdes en forud aftalt betaling, i reglen en mark. Vilde deltagerne nyde mere, kunde de få kaffe og kaffepunch for særskilt betaling. Der var gerne to a tre gange en sådan legestue, som den dengang kaldtes, hver vinter.
En del af mændene mødte også ved sådanne lejligheder, dog ikke for at danse, men for at samtale med hverandre, drive lidt spøg og drikke nogle kaffepuncher.
Sognefogden, Guldberg, var gerne med, og han satte sig for bordenden, istemte en drikkesang, og de andre sang med.
Det var viserne fra Rahbeks tid, der blev sungne, f. eks.: "Mit fulde glas og sangens raske toner", "Hvor fader Evan troner, glæden smiler", "Jeg er en mand, som er så vidt omvandret", "Om hundred' år er alting glemt" og mange, mange flere.
Det var virkelig morsomt at se den lille Guldberg stå for bordenden og dirigere disse sange med liv og lystighed, især da han var en ældre og i det daglige liv en temmelig alvorlig mand, som nok i sine unge dage havde taget dansk juridisk eksamen, og var i besiddelse af mere dannelse end bønderne i almindelighed.
Ud på aftenen gik de fleste gifte mænd hjem, men adskillige blev tilbage for at dyrke kortspillet.
Der spilledes næsten altid trekort om tre lybske skilling.
Beterne skrives på bordet med kridt ud for hver enkelt.
Det var et spil, som ofte kunde dreje sig om ikke så få dalere.
Min fader var temmelig hengiven til dette spil og kunde ofte vedblive dermed til morgenstunden.
Min moder var ikke glad, når han blev for længe borte, da hun jo vidste, at det drejede sig om ikke få penge, som der var knap tid på hos os.
Når han så endelig kom hjem, undertiden med en lille rus, og havde tabt penge i kortspillet, var han ikke god at komme nær, og min moder måtte bruge al hendes overtalelseskunst for at få ham bragt til ro i sengen.
Dog tror jeg nok, han vandt for det meste, da han var temmelig dreven i kortspillet.


25.
Engang kom Thomas Murer,
      der var gift med min moster og gudmoder Ane Mette, i besøg til Urskov. Her fortalte han, at der nu var udsigt til, at min moder og hendes søstre kunde få den arv efter deres forældre, som indestod i deres fødegård i Vester sogn og som Christen Urskov i sin tid forgæves havde søgt at skaffe dem.
Han havde talt med en prokurator Søndersø i Vejle, og han havde ment, at det var en let sag nu, da ejendommene vare stegne betydelig i værdi, at få pengene inddrevne.
Der blev i den anledning sammenkaldt et familieråd, bestående af min moders søstre og deres mænd, i Urskov.
Her fremlagde Thomas Murer et papir, vel sagtens konciperet af prokuratoren, hvorved gaves Thomas fuldmagt til at føre sagen, men det var efter hans sigende nødvendigt, at de alle gav afkald til ham, da kun en af arvingerne kunde føre sagen.
Bagefter skulde så arven deles lig imellem dem.
Efter megen tale frem og tilbage gik de ind på at underskrive dette papir, da ingen troede Thomas Murer slet, og da min morbroder, som troede, at alle mennesker vare lige så ærlige som han selv, heller ikke vilde fraråde dem til at give deres underskrift.
Der var i den anledning stort familiegilde i Urskov, og efter vel forrettet sag drog Thomas Murer hjem.
I mange tider hørtes ikke et ord fra Thomas.
Omsider rygtedes det, at manden i Vester havde måttet betale en større sum til Søndersø for at få sit skøde på gården i orden; men der hørtes stadig ikke et ord fra mester Thomas.
Formodentlig er en eller flere af arvingerne blevne utålmodige og have purret ved ham.
Endelig sammenkaldte han dem til et møde i Vejle, hvor han tilbød hver især 20 rigsdaler.
Dette ringe beløb vilde min fader ikke modtage og vist heller ingen af de andre.
Dermed var den arvehistorie afsluttet, og al forbindelse mellem Thomas og min moster og den øvrige familie ligeledes.
Det hed sig, at Søndersø og Thomas delte de indkomne penge lige imellem sig.
Ret megen nytte og glæde have de næppe haft deraf; thi de døde begge fattige.
Mange år derefter, da jeg var bleven huslærer, faldt min vej gennem Vejle, og jeg besøgte da min moster og hendes mand.
Det var den første tilnærmelse fra min moders families side efter den uheldige arvesags afslutning, og de lod til at være meget glade ved mit besøg.


26.
Der kunde endnu været meget
      at berette om mit ophold i Urskov, og hver gang jeg tænker på mine barndomsår, vrimle minderne fra denne gård, dens beboere og omgivelser frem, og billeder fra hin tid står lyslevende for mig.
I den tid, og vel sagtens endnu, var det skik at brænde blus på høje steder, hvorfra de kunde ses i vid omkreds, på Valborg aften, medens den samme skik på Sjælland og øerne er henlagt til Sct. Hans aften.
Det var, sagde man, for at lyse for heksene, der red på kosteskaft igennem luften til Bloksbjerg, hvor de den aften skulde samles med deres herre og mester, djævelen.
For at gøre mig en fornøjelse tog min morbroder en Valborg aften mig ved hånden, og gik med mig til en højde på Plougstrup mark, hvor der hvert år brændtes blus, som de kaldte gadeild.
Der var samlet en hel mængde mennesker, gamle og unge, som medbragte halmknipper.
Disse knipper blev stukne på en lang stage og antændte.
Det varede ikke ret længe før at halmen var fortæret.
Derefter gik ældre folk og børnene hjem, medens ungdommen gik omkring og sværmede det meste af natten.
I den tid, jeg var i Urskov, brændte vi også mursten.
Der var meget for mig at se. Først hvordan leret blev æltet og derefter formet til mursten og derefter udlagte på en plade for at vindtørres.
Inde i bakken ved Urskov bæk blev gravet et stort firkantet hul.
Her blev de tørrede sten nedsat således, at der var fire lange åbninger forneden, og foran ud mod bækken en mur med fire huller, svarende til de fire åbninger.
Foran muren var et halvtag, hvor tørvene til brændingen vare opstablede, og hvor fyrbøderen havde sit ophold dag og nat.
Når alt var i orden, begyndte brændingen med, at der blev gjort ild i hver af aabningerne, og denne ild måtte fyrbøderen sørge for at vedligeholde i omtrent en halv snes døgn.
Derpå blev fyrhullerne murede til, men ovenpå ovnen kunde man endnu se stenene rødglødende mange dage efter.
Det var for mig en nyhed og stor nydelse at se ind i fyrhullerne og de næsten hvidglødende åbninger, så jeg endog en gang blev hele natten over hos fyrbøderen.
I en sådan ovn brændtes på en gang 24.000 sten.
Det lakkede nu mod enden af mit ophold i Urskov, hvor jeg havde været næsten 10 år.
Anders Urskov begyndte selv at få børneflok, for at lære at bestille noget, men det var med stor sorg, jeg tænkte på denne forandring.
Det er med stor taknemmelighed, jeg mindes min morbroder og moster for al den kærlighed, de viste mig, og ligeledes Anders Urskovs hustru, Ane Kirstine.
Senere har jeg også betragtet Urskov som mit andet hjem, også efter at mine kære plejeforældre, Christen Urskov og Frederikke, er gåede bort.

Efterkommer af familien Urskov, Anders 1881-1971


til toppen