Tilbage





Ridder Ebbes Døtre

Julenatsmordet i Højby kirke og kirkens bandlysning
Fortalt af Tage Christiansen. i 1934.


Blandt de Sagn og historiske Minder, Odsherred er saa rigt paa, findes ingen saa ejendommelige og saa berømte som Sagnene om Rørvig kirke, og beretningerne om et dobbelt Mord en Julenat i Højby Kirke.
Var der overvejende Sandsynlighed for Rørvigsagnenes Troværdighed, er der endnu større Grund til at tro, at den gamle HØjby Kirke i sine yngste Dage har været Skuepladsen for et rystende Morddrama, hvorefter Kirken var bandlyst i en Aarrække.

I Folkeviser, i gamle historiske Dokumenter, i Digtninger og hos vore Dages Folkemindesamlere berettes om dette Drama, ligesom det den Dag i Dag lever usvækket i Folkemunde. Hver fortæller paa sin Maade, hver med sine Nuancer. Men Kærnen i Dramaet er den samme.
Det skal nu fortælles her, saaledes som man efter et grundigt Studium og et nøje førstehaands Kendskab til selve Stedet maa forestille sig, at det i sin Tid er udspillet. Og som den røde Traad igennem Fortællingen vil gaa den af Folkeviserne, der maa antages at give den mest troværdige Skildrntg af Begivenhedernes Gang.


Herr Ebbes Døtre i Burø.


Herr Ebbe lod bygge saa høy en

bure. Den staar endnu til minde

Der synger stær og nattergal faver

To jomfruer sove der inde. Saa

Listelig de fare.


Naar Sommernatten ligger som Mosekonens Bryg ud over den nu Udtørrede Højby Sø, kan den, der giver sig Fantasien i Vold, se for sig den gamle sivkransede Sø, der strakte sig fra Kirkebanken til Borrevangs Højdedrag og i en lignende udstrækning fra Øst til Vest. Og naar man har den for sig, kan man ogsaa lade Tankerne gaa længere tilbage i Tiden, Aarhundrede efter Aarhundrede, til man standser ved Aarene mellem 1200 og 1240. Da laa der ved HØjby to Borge eller Adelsgaarde. Den ene af dem laa inde i Højby; dens Spor er forlængst udslettede, og man kender kun dens Beliggenhed. Men Syd for det nuværende Borrevang, hvor "Herr Ebbe lod bygge saa nøj en Bure", der staar endnu den Dag i Dag til Minde Rester af de gamle Mure.

De hvide Taager har lagt sig over Engen og op ad de stejle Bredder ved den gamle Sø. Og ud af Taagen træder da frem den gamle Borg paa Høidedraget hinsides Søen. Stærk og uindtagelig ser den ud til den Side, hvor Vandet skvulper mod dens Mure. Og ind mod Land, mod Nord, er der kun en smal Tange. Over den strækker sig en vældig Kampestensmur. Den er 2 Meter svær, og den strækker sig i en Længde af 175 Meter tværs over hele Tangen. I det sydlstlige Hjørne og lidt for sig selv ligger et rundt Taarn, efter Sporene at dømme Borgens eneste.
Herr Ebbes Gaard er intet Slot, højt og knejsende med Murtinder og Karnapper, som Fantasien saa ofte maler os en Riddcrborg, men en tung, grundmuret Kærne med lant Kegletag af brune Munketegl, smaa Vinduer og smalle skydehuller. Højenloftet, der slutter sig til Taarnet, bestaar vel af en enkelt, for Yderenden maasks straatakt Længe med kun en rummeligere Sal under Bjælkeloft og et Par mindre Kamre. Der bliver endnu Plads til et Udhus eller to med Fadebur og Hestestald; men det hele er smaat, og Mandskabet paa Gaarden i hvert Fald under Herr Ebbes Fravær er ringe. "Der er ingen anden til Værn uden to Svende smaa".

Herr Ebbe er dog en mægtig Mand. Derom vidner den vældige Kampestensmur. Og da en Voldgrav yderligere deler Holmen, er hans Borg sa godt som uindtagelig. Og Herr Ebbe selv synes at være af fineste Blod, af Skjalm Hvides berømte Æt.
Navnet træffes Gang paa Gang i Slægten. Han kan være identisk med Ebbe Sunesen, hvis Fader var Sune Ebbesen, Sønnesøn af Skjalm Hvide. En Søsterdattersøn af Ebbe Sunesen er Ærkebiskop Jakob Erlandsens Broder, Andreas Erlandsen til Højby, der i 1243 erhvervede Pavebrev om, at han og hans Gods aldrig maatte bandlyses.

Herr Ebbe Skulle til Island fare,
Sin herres erind at rykte;
Hans døtre skulle tage Burø vare,
Dem selv til liden lykke


Ridder Ebbe er borte. Han kan være paa Krigerfærd eller paa Rejse. I saa Fald regner man ikke med saa mange Muligheder. En Vise fortæller, at han er i Rom, en anden, at han tillige er paa Jorsal-Færd, paa Pilgrimsrejse til Det hellige Land. I den her citerede vise nævnes Island. Den omstændighed, at det er ved Vintertid, kunde tyde Paa, at han er draget mod Syd. Men Hovedsagen er, at han er borte.


De to Forførere.


Herr vrømmel og Herr skammel,

de lae dem under ø, saa stærke

var deres drømme om to saa

væne Møer. - Saa lystige paa

Jorden.


Saaledes begynder en ridt yngre Riddervise om Ebbes Døtre. De to Adelsmænd kaldes i viserne ved forskellige Navne: Vrømmel og Skammel, Bonde og skammel, Skienild og Brynild, Bonel og skamel. Man tog sig det frit at lave Navne om for at faa dem til at passe i Rim og Rytme. Hvad de hedder, faar være. Vi kalder dem Herr Bonde og Herr Skammel. De er to unge Adelsmænd, der sammen med deres Moder bor i en Herregaard i Højby. Der er som nævnt ikke fundet Rester af Gaarden men om dens Beliggenhed er der næppe Tvivl; det er dér, hvor nu "Holtegaarden" indtil for nylig Jakob Larsens Gaard, ligger, tæt ved Kirken og ud mod Søen. Den maa antages at have sin Jord i Fællig med Bøndernes som saa mange andre Adelsgaarde, og i det ydre adskiller den sig kun lidet fra Bøndergaardene. Det er først, naar man kommer inden for Borgeleddet, at man paa Bohavet - kostbare Hynder paa Bænken, Silke og Sølvkar - og paa de straalende Klæder kan Se, at her har rige og selvbevidste Folk til Huse.

De to unge Adelsmænd i de rige Klæder har ikke det bedste Lov paa sig. "Di loffuer sa mangen skønn jomfru och giffuer dem siden haadings-or", staar der i en af de gamle Viser. Deres gode Ord og Løfter bliver kun til SPot og SPe.

En Nat sker det, fortæller en af Viserne, at den ældste af dem har en mærkelig Drøm, hvor han paa en Ridetur bliver spottet af en af de to Døtre paa Burø hinsides søen, og han beslutter at ride derover med sin Broder i Herr Ebbes Fravær "og lokke hans Døtre for Had". Der er dog ikke Tvivl om, at deres rige, men brydske Fru Moder har en Finger med i spillet. Hun har sine Grunde til at ønske de to Ebbe Døtre alt ondt. Det faar saa staa hen, om en af hendes Sønner maaske bærer paa Kærlighed til en af dem, maaske drives af Skinsyge, eller det er Hævntørst eller Erobrerlyst, der - med Moderens Tilskyndelse - faar dem til at tage deres Beslutning.

Herr Bonde og Herr Skammel, Ginge med
deres moder i raad, Herr Ebbes døttre at gille,
Og byde dem spaat og haad.

Den yngste Broder frygtede ved, At byde
de Jomfruer skand, Kommer Herr Ebbe hiem
med fred, Han hevner det om han kand.

Hans moder blegned i hviden kind, Og
blev i huen vred; Ikke haver du din faders
sind, Men du esf bleven saa red.

Der er ingen hiemme til vern, Foruden de
drenge smaa, Vare de end klæde i jern, De
kunde eder ikke modstaa.

Aarle om den morgen, Skerped de deres
spiud, Sr/de om den aften, Red de til Buren ud.
- Saa listelig de fare.

De Jomfruer græde saa mødelig


Saa kommer de sildig en Aften, medens begge Jomfruer sover. Med Bulder banker de paa Porten, og med Angst i Sind lukker en af de to Riddersvende op for de to stolte Nabosønner, der paa svedige Heste er kommet i al deres Pragt. Med Støj og Larm sprænger de ind i Borggaarden, hvor de binder deres Heste. Og hvor der før var tyst og stille, bliver der nu lydt af tunge Trin og snart efter af Graad.
Fra den udtørrede Højby Sø. I Baggrunden til venstre Krat ved Resterne af Burø og bagved Borrevang, Efter Maleri af T. C.


Under den højelofts tille, Brøde de Riddere
ind; Imod de jomfruers ville, Komme de i
højeloft ind.

Op da vogned de jomfruer snild, Og
tænkte sig om saa vide, Herr Bonde og Herr
Skammel Laa hos deres hvide side.

De jomfruer græde,saa mødelig, Og bade
dem for deres ære, At de vilde holde sig tugtelig,
Og frykte deres fader kiere.

Opstod de Riddere og bort hver gik, For
Solen skinte over lide, Og takked' for det, de
nødigt fik, De torde ikke længer bide. Saa
Iistelig de fare.


Før Solen skinner over Lide, er de to Riddere igen paa deres Heste, og snart taber Lyden sig af rappe Hovslag paa den frosne Vej til Højby. "Men oppe paa Vægtergangen staar Ridder Ebbes Døtre, tilhyllende deres fagre Haar. Den yngste af dem, Signelil, bøjer sig ud mod det dybe Vand i Søen neden for Taarnet; Trunde, den ældste Søster, holder hende tilbage og løfter truende Haanden mod de bortridende."

Den yngste søster gremmed sig fast, For
hun sig først til meene: Vi ville springe i søen
med hast, Og siunke os ned med steene.

Den ældste søster svared paa stand: Kier
søster ikke saa, Vi vente vor fader fra Island
hiem, H an hevner det om han maa.


Maaske har de to ulykkelige Søstre villet overlade Hævnen til Faderen; maaske kommer Faderen ikke hjem saa snart, som i denne Vise fortalt, saa de nødes til selv at tage Hævn; eller maaske vil de lade Skæbnen raade, og Ordene falder, som en anden Vise har dem: "Lader vi det stande, til Gud det hævne maa" Under alle Omstændigheder føjer det sig saa, at de selv kommer til at hævne deres Skam.

Ridder Ebbe vender hiem.

Hen paa Foraaret vender Herr Ebbe hjem fra sin

lange Færd. Han rider glad mod sin Borg. Har'

han været paa Pilgrimsfærd, har han jo al

Grund til at være glad og let i Sind. Men næppe
er han inden for Burøs svære Mure, før han faar

at mærke, at her har Sorg til Huse. Grædende

kommer de to Døtre imod ham og fortæller, at

de burde gaa med Kone-Klæde paa deres

Hoveder:

"Herr Bonde og Herr Skammel har skjult vort fagre Haar"

Ebbe bliver forbitret. Den lange Rejse har været forgæves, om han nu straks igen skal bære Brynje og Sværd.

Det var gode Hrr Ebbe, Han kom fra Island
hiem. Hans kiere døttre begge, De ginge
han grædende igien

I være velkommen Fader mild, Vi klage
for eder saa saare; Herr Bonde og Herr Skammild
Have skyvlt vor favre haare.

Herr Ebbe blev i huertet bang, For denne
sorgefuld færd: Ilde stedde jeg min reyse lang,
Skal jeg veye mand med sverd-

Ikke skal I for vores vild, Føre brynie og
skarpen sverd, Vi ville det selv hevne med snild,
Om vi er ære værd.


Det skete om den Jule-Nat

Klokken i Højby Kirke ringer. Ud over den frosne Sø og ud over de sneglitrende Bakker lyder dens glade Kimen. Den kalder sammen til Julefest. Sommer og Efteraar er gaaet, og Herr Ebbes Døtre er blevet haarde af Sorgen. Man vil vide, at "de gaar aldrig til Aftensang uden dragne Sværd under Skinde". De har overstaaet deres Barselfærd, de har født "to Sønner saa unge", og nu bereder de sig paa Kirkegang. Maaske er der pyntet særligt for dem, som det er skik overfor Koner efter overstaaet Barsel. "De lod Lysen' vride, og de lod Voxen sno, Imod Ebbes Døtre to, De skulde til Kirke gaa". Men ellers er der Grund nok endda til Pynt og Pragt; det er den store Jule-Messe, der kaldes sammen til. Klemtene falder hurtigere og hyppigere, end naar Klokken ringer nutildags. Og stadig stærkere skinner den hvide Glans af Sneen, ren og blød nyfalden Sne, dunkelt belyst af den bag Disen dulgte Maane. "Thi Natten skrider frem, og det røde Skær i Vest er ikke længer Gløden af Solnedgangen, men et Baal tændt hinsides Søen ovre i Højby paa Pladsen foran Kirken, et flammende Juleblus. Det ringer sammen til Julefest. Midnatsmessen begynder.

Inde fra Burø, der som en graalig Masse utydeligt træder frem af Snedisen, kommer to Skikkelser i mørke Vadmelskofter vandrende. Saa listelig de fare. Hen ad Stien gennem Sneen paa den tilfrosne Sø skyder de en Genvej op til Kirken, hvorfra Klokkeklangen runger. Det er den samme Kirke som nu, kun er der intet Taarn, intet Sideskib og ikke det Vaabenhus, der er nu. Men Skibet og Koret staar der med de svære Mure af tilhuggede Kampesten. Der er blot ingen Hvælvinger, men Bjælkeloft, og Vinduerne, der senere blev murede til og erstattede med andre, er smaa og sidder højt. Saavel til dem som til Dørene danner de smukke Fraadsten Indfatningen. Kirken er dog forholdsvis stor. Men til den hører ogsaa Kirkefolk fra et stort Omraade, maaske baade fra Nykøbing, Rørvig og Odden, der vel - endnu ikke selv har Kirker. Der er ingen Kalkmalerier som nu. Men hist og her er Murene bemalede med Figurer og brogede Vaabenskjolde. I Mellemrummene mellem Vinduerne hænger Smaabilleder af Lidelseshistorien, Christus, der tornekronet segner eller med gennemstukket Side sænkes i sin Grav. Klædet paa det store Alter midt for Kirkens Skib er ensfarvet hvidt; "tolv høje vokslys brænder tre og tre i dobbelt Række paa begge Sider af Krucifixet. Til højre for Enden af Sidegangen, hvor man nu ser et tilmuret Buevindue, straaler, ligeledes betrukket med hvidt, et blomstersmykket mindre Alter med seks Vokskærter foran Billedet af Jomfru Maria, der højt i sine Hænder løfter Himlenes Hersker og Jordens Haab. Men til venstre, paa den anden Side, tindrer fire røde Flammer henne paa det mindste Alterbord, viet til Minde om den hellige Helena, som genfandt og fremdrog Guds undergørende Kors og bragte Lindring og Føde til Syge og Faderøse. Ved Siden af det store Alter er opstillet en Krybbe; deri ligger paa Straa med Glorie om Hovedet en Voksfigur, der skal forestille den Nyfødte. Meget tarveligt er det, næsten fattigt, men Folk er ikke saa kunstforstandige, som man senere blev, de synes, at det er ualmindelig pragtfuldt.

Det skeede om den Julenat, Der Folkene ginge til Messe. Rundt om ligger de paa Knæ med en Lysestump brændende foran sig paa Stolestadet, et par af de rigeste læser i et haandskrevet Breviar, men de fleste har ingen Bog og kan heller ikke læse, om de ogsaa havde nogen; alligevel brænder Lysestumperne foran dem, og med Ansigtet gemt i begge Hænder beder de, saa godt de formaar. Der er intet orgel; fire Chordrenge i hvide Skjorter, den ene svingende et Røgelseskar, staar rundt om Krybben og synger Julesangen: Chrisfus nobis natus est; venite, adoremus!

En af Stemmerne er udmærket smuk; medens Præsten i sin røde Messehagel staar foran Højalteret og sagte læser noget op af en Bog i Pergament, fra Tid til anden bøjende Knæ, gentager denne Stemme klart og fyldende hele Kirken sit: "venite adoremusl"

Aller sidst bag hele Skaren kommer de to Kvinder fra Burø

. For da gaar den yngste,
Hun skinte alt som Guld,
Efter gaar den ældste,
Og hun var sorrigfuld.

Det var Ebbe's Døtre to,
De ganger i Kirken ind,
De bar saa meget af røde Guld,
Og Sværd under Skarlagenskind.


De træder ind ad den Dør, der nu ikke findes mere, men hvis Omrids endnu ses i Muren, Kvindernes Indgang i Kirkeskibets nordre Side, modsat Mændenes. Den ene,ser sig sky omkring, ligesom undseende sig for Folk i Kirken; saa dypper de hver en Finger i Vievandskarret og gaar sammen op ad Kirkegulvet. Ved et Stolestade standser de, knæler uden for det, korsende sig flere Gange, som om de ikke længe havde været i Kirke, og tilkendegiver derefter ved en Bevægelse to Bondekoner, som sidder derinde, at de ønsker Plads ved deres Side.

Det skeede om den Jule-nat, Der folkene
ginge til Messe: Herr Ebbes døttre de reyste
sig brat, Deres Knive monne de åyesse.

Hvi monne Herr Ebbes døttre to, Fanged
saa underlig en færd, Men de kund' ikke til
kirken gaa, Foruden dragne sværd.

Fru Mettelil rødned i sine kinder, Og smiled
under skind: staar op I Dannekvinder, og
lader mine Sønnekoner ind!



Den sidste Sætning kommer oppe fra den første Stol i Kirken.

Det er en skarp Kvinderøst, der skærer gennem Sangstemmens Venite adoremus. Det er de to unge Ridderes Moder, der i hele Kirkefolkets Paahør slynger disse Ord i Had og Haan mod de to nyankomne Kvinder.

Alles Øjne, er rettede mod dem, Karlene puffer hinanden i Siden og griner højlydt. Der er pludselig Morskab midt i alt det høitidelige.


Hr. Ebbe's Døtre. Efter Relief af Agnes Slott Møller

"Paa mit Relief, skriver Fru slott Møller i sin Bog "Folkevisebilleder", gaar Hrr. Ebbes Døtre" frem under Kirkebuerne, over deres Hovetler ses de sorte jern-lysekroner med de hvide Lys og gyldne Lysflammer; den yngste Søster, der gaar forrest, løfter stolt sit blonde ubedækkede Hoved, hvorom haaret er lagt i Fletning hun er indhyllet i en lang Kappe, der er helt oversyet med gyldne Ornamenter.

"For da gik den yngste, hun skinte alt som Guld".

Bag hende gaar den ældre søster med bøjet Hoved, men ubedækket Haar hendes udtryk er kummerfuldt, paa den Kappe, hun er indhyllet i, ses, i en Brænme, en Flok sorte Fugle paa gylden Bund.

" Efter gik den ældste - og hun var sorrigfuld'""

"Stat op, I Dannekvinder, lader mine Sønnekoner ind!" Den yngste af de to udstøder et svagt Skrig og falder sammen; men bleg og skælvende griber Søsteren hende og fører hende bort. Snart er Messen sunget til Ende. Det rasler nede ved Mændenes Indgang mellem de afspændte Vaaben, der under Messen er opstillede langs Væggen. Den lille Sølvklokke ringer foran Alteret til Agnus Dei. De to Søstre kommer atter til Syne henne i den mørke Baggrund. Ingen har hørt dem tale sammen. Her behøves ikke Ord. De forstaar hinanden. Hvad de i lange Nætter har hvisket om derude paa Burøs Højenloft, det staar nu for dem ikke som Drøm og Fantasi, men som Virkelighed, kaldt frem af de Ord, der ramte dem værre end Svøbeslag. For de, ved det godt, at den samme Kvinde, der slyngede denne Haan imod dem her denne hellige Julenat, hun har forbudt sine Sønner at indgaa Ægteskab med dem, med Ebbe-Døtrene fra Burø. Et gammelt Had har hun til dem. Hvilken Hævn havde hun nu ikke faaet.

Herr Bonde og Herr Skammel, Ginge sig
at ofre frem. Jomfru Trunde og saa Signild,
Traadte fast efter dem.


De to Søtre følger med Kirkefolket. Den ene tøver; men den anden griber hende om Haandleddet og føgrer hende frem, hvor Mængden stimler sammen ved Krybben for at kysse Christusbarnets Fod. "En ung Mand, der ogsaa ligger paa Knæ, kaster pludselig begge Armene ud fra sig og pladsker med Ansigtet ned i Stengulvet; Haandfanget af en Daggert sidder ham i Ryggen; bagved staar dødbleg med sit lange, nedfaldende Haar skinnende i Lyset af Alterkærterne den yngste Søster fra Burø,, sanseløs med halvaaben Mund, uafladelig korsende sig, hurtigt og forvildet. Kordrengen slænger af Skræk Røgelseskarret fra sig; det falder klirrende ned og slukkes i en rund Pøl af rødt, der med Klukken som af en Flaskehals hurtigt samler sig paa Flisen under Munden af den Dræbte."

Saa skingrer et Skrig gennem den frygtelige Stilhed. En Mand og en Kvinde staar Ansigt til Ansigt. En Gang før har de stirret hinanden i øjnene medens det ene Aasyn var hvidt af Rædsel. En Vinternat derude i Burøs Jomfrubur. Nu er det ham, al Farve er veget fra, nu er det ham, der hjælpeløs viger for hendes Blik. Han ved, at bag Skarlagensskindet glimter Hæftet af et Sværd i hendes Haand. Han har ikke set det; men han ved det af hendes Blik. Bleg som Døden viger han Skridt for Skridt ned mod Kirkens Udgang. Ingen staar i Vejen for de to, der ikke slipper hinandens Øjne. Ingen rører sig, ingen giver en Lyd fra sig, det er næppe nok, at man drager Aande.

Jo, en er der. Ridderens Moder. Det var fra hende, Skriget kom, et skingrende Skrig, da hun rejste sig fra sin ene Søns Blod og saa al Kirkefolket staa som lammede, blot følgende med stive Blikke de to dernede i Kirken.

I et Nu er hun dernede. Med sit eget Bryst søger hun at dække en vaabenløs Mand. Et Sekund staar Kvinde mod Kvinde. Da gnistrer det i den unges Øjne; og i samme Nu, den unge Mand med et Spring vil søge at naa Døren, lyner et Sværd over Moderens Skulder og flænger ham Halsen op under Hagen; han gaar bagover mod det nærmeste Stolestade, raller et øjeblik og synker saa livløs sammen med Blodet strømmende ud af det gabende Saar.

Et haanende Udbrud, brutalt, ligesom farvet af det stænkede Blod, undslippgr den, der førte Hugget. Men Moderen hører det ikke; hun er blevet stum og har med stive Øjne stirret sanseløs paa den Døendes Krampetrækninger. Et Suk af Forfærdelse lyder som et tungt Aandedræt gennem Forsamlingen; men ingen rører sig. Den ældste Søster har taget den yngste med sig bort; henne ved Kirkedlren brister hun højt i Graad; saa bliver det atter aandeagtigt stille. Kun klukker det sagte som skvulpende Vand, og Juleblusset flammer op.

Norden i det Vaaøenhus Drog tomfru
Trunde sit sværd, Sønden for det alterlius Fik
Bonde saa sfor en ufærd.

Norden for det alter klar, Drogg jomfru
signelil sin Kniv, Neden ved den Kirkedør,
Herr Skammel mistede sit liv.

Her staar vi nu, Enker to, For vi ere ikke
mø, Tager i nu eders sønner to: Æder dem til
salt og brød. - Saa listelig de fare.


Kirken lyses i Band,
Klokken ringer ikke mere til Messe i Højby Kirke. Dens Gulv er farvet rødt af de myrdede Ridderes Blod hin hellige Julenat. Det Blod lader sig ikke tvætte af. Pavens haarde Straf har ramt den Kirke, der saa skændigt blev vanhelliget, har ramt de to Ebbe-Døtre fra Burø og har ramt den hele Menighed, i hvis Paasyn den blodige Udaad fandt Sted.

Syv vinter efter dette mord Stod Højby
kirke i ban; Der blev ingen prædiken gjordt,
Ei heller jordet en mand.



Ude hinsides Søen i den af Burøs Bygninger, hvis sparsomne Rester endnu kaldes "Jomfruborgen", henlevede Herr Ebbes ulykkelige Døtre saa trange Aar. Skyede af alle og knugede af Kirkens Forbandelse har de i deres Ensomhed haft Stunder nok til at tænke over deres sørgelige Skæbne og over det Ord, de ikke forstod: "Hævner Eder ikke selv!" Indesluttede i det ensomme Taarn har de ikke blot følt den jordiske Bandlysning, men har ikke kunnet være i Tvivl om, at det, de havde gjort sig skyldige i, gjorde dem fortabte ogsaa hisset.

Den ene af dem elskede maaske den, hun dræbte, højere end det, hvorfor hun dræbte ham. Det havde hun Lejlighed nok til at tænke over mangen Aften, naar Bølgerne i Søen, farvede røde af Solnedgangen, skvulpede under Taarnet og klukkede med en Lyd, der mindede hende om den røde Strøm, hvori Røgelseskarrets Gløder hin Julenat slukkedes.

Det gaar dog ikke saadan, at de to Søstre maa leve Resten af deres Liv som bandlyste Fanger. Maatte deres Fader, Ridder Ebbe, ikke "føre Brynje og skarpen Sværd" for dem, maa han den tunge vej med Bønskriftet til Paven eller til dennes Repræsentant, Roskildebispen, og omsider opnaas der Aflad. Paa en gammel, længst forsvunden Altertavle skal man kunne have set Jomfruerne holde Afladsbreve i deres foldede Hænder og Faderen ligge knælende for Paven.

Men efter deres Død blev der sunget Vise efter Vise om de to Ridderdøtre. Og Sagn blev digtet om Blodpletterne, der ikke forsvandt:

"Men det var dog en stor begaaet Synd,
Og derfor fandt i Graven ej de Ro;
I Kirken spøge de hver Midnat end,
Naar Maanen skinner bleg og blander sig
Med deres løse, lange, gule Haar;
Imens de svæve hen ad Kirkegulvet
Og bukke sig ned mod Blodpletterne,
Med hvide Lokker bort at viske Blodet;
Men ej det lykkes, Pletten gaar ej bort,
Og naar saa Klokken slaar i Taarnet tolv,
Forsvinde de med Suk."





De bygde et Kapel
I syv Aar staar Højby Kirke i Band. Knugede af Pavens Forbandelse, af Bevidstheden om Syndens Blodpletter inden for Kirkens hellige Mure og med frisk Erindring om, hvad de hin Julenat var rædselsslagne Vidner til, har Sognets Beboere tunge Aar.
Men et Sted maa de have at begrave deres Døde, om de end ikke kan komme i indviet Jord, og et Alter maa der til, foran hvilket der kan gives til Ægte, og hvor de liggende paa deres Knæ kan fremmumle Bønner om Naade og Fritagelse for Kirkens Straf. Paa et af de højeste Punkter i Byens Nærhed, paa en Bakketop nær alfar vej og med skovklædte Højdedrag omkring, bygger de et Kapel. Det kommer til at ligge østen for Højby, paå Helenehøj, hvis ene Bakketop hedder Illingebjerg. Og hertil søger saa Sognets Folk, Aar efter Aar, indtil den Dag oprinder, da Paven løser Kirken af Band, og de en skøn Julemorgen kaldes ud af deres Huse for at lytte efter Lyden, de kender saa godt: det er Kirkeklokken fra Højby, der ringer! Efter syv lange Aars Stilhed bag stængte og forseglede Døre fyldes Kirkerummet paany. Igen lyder det over den højtidsstemte Skare: Christus natus est! Og ud over den snedækte Sø og ud over Bakkerne og Skovene lyder Klokkens glade Klemten, paa ny, saa stærk, som skal den nu aldrig ophøre at kalde.

De bygde et Kapell paa Ellenebjerg, Det
søgte kvinde og mand, Til Paven formildte
deres sorg, Og løste deres Kirke af ban - Saa
listeligt de fare.



KILDESTEDER
Der skal nu gives en kort Oversigt over, hvorfra man nu ved eller tør antage, at Begivenheder engang har udviklet sig som foran fortalt.

I. FOLKEVISERNE
Det ældste kendte Vidnesbyrd om Kirke-Mordet er en Folkevise, der i Aaret 1691 er meddelt Lægen P. Deichfirann af Hr. Peder Viskinge. I sin Dagbog har Deichmann noteret, at den gamle Vise aldrig har været trykt, og at "den skal være komponeret i Anledning af en Historie, hvilken endnu i Højby ved gamle Folks Tradition konserveres, og hvor endnu den Høj vises, paa hvilken de i syv Aar forrettede deres Gudstjeneste, medens Kirken var i Pavens Ban." Visen har til Overskrift: "En gammel Vise om Hr. Ebbe, som boede paa en Øe, hvilken kaldes Buur-Øe, udi Høybye Sogn i Aads Herred"

Der synes dog ikke at være Tvivl om, at Viseopskriften har været bearbejdet af en, der har kendt Begivenheden fra anden Side; bl.a. er Navnet "Burø" i Stedet for "Kviste" og de 7 Aars Bandlysning føjet, til. Det er ret sandsynligt, at det er Hofpoeten Ahasverus Bartholin, Søn af Højby-Præsten Eske Berthelsen, der har bearbejdet den.


Der findes yderligere to danske Folkeviser om Hr. Ebbes Døtre og tre islandske Folkeviser over samme Emne. De er antagelig Oversættelser, ligesom der findes Oversættelser til Tysk og Engelsk. Af alle disse er det kun den ene, der henfører Visen til et bestemt Sted, til Højby i Odsherred. De to andre Viser har Navnene "Kviste" og "Queso", en ukendt Borg, maaske tilfældigt opdigtede Navne. De andre Steder her i Landet, der har været omtalt som mulige Hjemsteder for Kirkemordet, er der et saa spinkelt Grundlag for at regne med, at de her blot skal nævnes: Vivitd ved Randers alene paa Grundlag af en Gisning af Fru Anna Krabbe i 1610, Tem ved Silkeborg, hvor der i 1667 forekommer et Sagn om en ung Pige, der dræbte sin Forførers Fader i Kirken, og Farsø i Himmerland, hvor to Søstre skulde have dræbt to Adelsmænd i Fredbjerg Kirke, der derefter blev nedlagt, men hvor Motivet mangler. En interessant Parallel er endvidere af Hans Ellekilde fremdraget fra Hyby i Skaane. Den har en slaaende Lighed med, hvad der berettes fra Højby, hvad følgende lille Citat af en svensk Opskrift fra Aar 1730 viser: "Der har her I Hyby været en Herregaard, hvoraf der endnu ses Rudera, og der har herpaa boet tvende Junkere, som af tvende Jomfruer er dræbte en Julenat i Kirken for den Voldsomhed, der var hændt dem af samme ]unkere, hvorfor Kirken blev af Paven sat i Band i 7 Aar og Gudstjenesten holdt paa en høj som kaldes Ellebärg. Det er imidlertid utvivlsomt rigtigt at slutte , at dette Sagn i Skaanes danske Tid er overført fra det sjællandske Højby, der ofte er set stavet Hyby og endnu af mange udtales omtrent som Hyby.

Hans Ellekilde føjer til:
"Baade i Fredbjerg og Hyby udvikler det odsherredske Sagn sig bort fra Voldtægten som Drabets Motiv over i Motivet Lunefuldhed eller Forbitrelse over for hævet Forlovelse, en Udvikling, som ogsaa har gjort sig gældende i den alleryngste Højby-Overlevering.
Vi kan jo ogsaa, naar vi anskueliggør os Virkelighedsbegivenheden, let forstaa, at ogsaa de to myrdede Riddere maa have haft deres Tilhængere, i Modhu for dem, i Modhu for de voldsomme Jomfruer.
Disse Tilhængere har fremstillet Sagen paa deres Vis, lagt saa meget som muligt af Skylden over paa Morderskerne, fremhævet deres Lumskhed i Udførelsen af Mordet, tiet om Brødrenes Voldsdaad, om Moderens haanende Ord i Kirken og vasket Brødrene saa rene som muligt. Denne fra Brødrenes Tilhæng udgaaede Sagnfortælling har utvivlsomt haft lettere ved at trives ude omkring end hjemme i Højby, hvor Søstrenes Tilhængere havde Magten. I alle Tilfælde er Hovedmassen af Højbys Sagnoverlevering og hele Viseoverleveringen udsprunget af den i Søstrenes Parti herskende Sagnfortællintg om Mordet paa de to Brødre i den til Jomfru Marie indviede Kirke i Højby."


Den i denne Artikel foran citerede Vise findes i Peder Syvs bekendte Visebog fra 1695, her efter Udgaven 1787: "200 Viser om Konger, Kemper oc Andre".
Den er saa godt som enslydende med Peder Viskinges Opskrift og er den, der hovedsagelig danner Grundlaget for den efterfølgende Tids Behandling af Mordet. Peder Syv føjer følgende Forklaring til Visen:
"Herr Ebbes Døttre vare paa Borg i en Søe strax ved Højby; samme Borg kaldtes og Burøe, liggende i Højby Sogn i Odsherred. Herr Ebbe selv var rejst til Island, mens dette skeede, saasom tidt findes i Viserne. Men jeg meener, at her heller forstaaes Jorsals Land og Færd, hvor fleere reyste hen Pilgrims viis end til Island. Der findes endnu afmalet i Høyby Kirke som Assverus Barthol, fød der paa steden, haver sagt mig Historien, hvorledes Ebbes Døttre ligge med Aflads-Breve paa Sengen; men den tredie Dotter haver intet, saasom uskyldig i alt dette, og derfor ey have Aflad behov: Item at Faderen kommer krybende til Paven, og annammer selv af hannem Aflad og Løsgivelse paa det Forbud og Band, som Høyby-Kirke var udi i syv Aar. Kapellet var bygt strax ved Høyby, hvor der hultes Messe og de døde begroves. Der var ogsaa en Herregaard i Høyby (som nu er en stor Bondegaard) hvor disse Junkere med deres Moder boede. Der findes og en anden Holm i en anden Søe, hvor ogsaa har været en Herregaard. Der er og Troldstuen i en Høy derhos, hvorom fortællea en lang Snak."

2. GAMLE SKRIFTER

Adskillige af ældre Tiders Historieskrivere beretter om Herr Ebbes Døtre.
Biskop Erik Pontoppidan fortæller derom i sin paa Tysk skrevne Danmarksbeskrivelse, "Theatrum Daniæ", Bremen 1730, men skriver selv, at han har sine Oplysninger fra Andr. Vellejus og Peder Syv. Pontoppidan, der ikke altid er saa paalidelig i sine Oplysninger, benævner Stedet Goyby Kirke i Ottsharde og fortæller, at Ebbes Døtre ligger begravet i Kirken, og at man over deres Grave ser Billeder af dem med Afladsbrevene i Hænderne. "De var Døtre af Herr Ebbe fra Burø". I sin ligeledes tyskskrevne Kirkehistorie "Annales Ecclesiæ Daniæ" fra 1744 har Pontoppidan en lignende Beretning, dog at her nævnes Højby Kirke i Ottsharde. Men Pontoppidan sætter her et bestemt Aarstal, 1366. Han vilde "slaa et kronologisk Søm igennem Beretningen". Det er ikke blot for egen Regning, Pontoppidan fastslaar dette Aarstal; men det er utvivlsomt forkert. Vi ved ikke, hvornaar Mordet er sket. Men sandsynligvis er det sket langt tidligere, jfr. ogsaa Hans Ellekilde, Sv. Grundtvig og Agnes Slott Møller. Naar Tiden her er sat til 1200-1240, er det navnlig med Holdepunkt i det Pavebrev, Anders Erlandsen til Højby erhvervede i 1243 at han og hans Gods aldrig maatte bandlyses. Hvorfor skulde han træffe denne usædvanlige Forholdsregel, hvis der ikke netop i samme Sogn var en frygtelig Bandlysning i frisk Erindring.
Svend Grundtvig mener ogsaa i sin Folkevisesamling, at den i Visen omhandlede Begivenhed næppe kan være stort yngre end Aar 1200.

Men Erik Pontoppidans Tidsfæstelse blev i den efterfølgende Tid grebet med Begærlighed og gaar igen Gang paa Gang, saa meget mere, som det er det eneste bestemte Tidspunkt, der har været nævnt i Forbindelse med Mordet. Det er dog fri Fantasi, helt uden noget som helst Holdepunkt. Derfor er det ogsaa fri Fantasi, naar man har nævnt bestemt Pavenavn (Urban den 5.) m. v. i Forbindelse med Bandlysningen.

Højby-Præsten J. H. Schow har derimod i et Haandskrift fra 1756 "H.Øjby Sogns Specialia" givet et meget værdifuldt Bidrag til Mordets Stedfæstelse og dets nærmere Omstændigheder. Den bygger paa den ældgamle Folkeoverlevering, Sagnet i Folkemunde, uafhængigt af Folkeviserne, men har Tilføjelser, der stammer fra Provst Arctander (i Egebjerg 1736-62), der igen bygger paa Peder Syv og Pontoppidan.
Det gengives her efter Hans Ellekilde:
Højby Sogns Folkesagn. Hvad der tydeligt nok ikke er Folkeoverlevering, men upaalidelige Tilføjelser, er sat i Parentes.
"Ved Borrevangs Heste-Hauge ligger ud til H.øjbye Søe et stort Stykke Jord af Ager og Eng, tilhørende en Bondegaard i Højbye. Derpaa sees endnu kiendelige Rudera af et Slot eller Borg, hvoraf den vedliggende Heste-Hauge bærer sit Navn Borre- eller Borge-Vang, og Stædet selv Borret eller Borget (eller Burø). Paa dette Borg skal (i det t4. Seculo udj Kong Waldamar den 3dies Tiid) have boet en AdelsMand, navnl, Ebbe, der havde 2de Døttre (Trunde og Signild). I Højbye boede en Adelig Frue, som hafde 2de Sønner, (Hr. Bondo og Hr. Skammel;) Da nu Adelsmanden Hr. Ebbe (eller Ebbo) en Tiid er fraværendes (enten udj Krigs-Tieniste eller Pillegrims Gang,) kom Fruens 2de Sønner til at besvangre Adelsmandens 2de Døttre. Og fordi den Adelige Frue icke vilde tillade Ægteskab imellem Hendes Sønner og dem, men engang ved Missetiid, da de komme ind i Kirken, drev Spot med dem, i det hun sagde til SogneQuinderne:
"Staaer op I Danne-Quinder, og lukker mine Sønne-Quinder ind!" besluttede disse Jomfruer Self at hævne deres Skam, og derfor, just Juule-Nat, da de komme til Misse-Tienisten, hafde taget hver sin Dolk eller Sværd hemmeligen med Sig. Som nu ogsaa Fruen med Sine Sønner indfandt sig i Kirken til samme Tieniste, faldt enhver af disse Jomfruer sin Elsker an. Den Ene ihielstak Sin i Vaaben-Huset, Den anden sin ved den Nordre Siide af Alteret; formedelst denne blodige Giernirg, hvorved Kirken blev vanhelliget, maatte Paven (Urbanus den 5te, som da sad,) erklære Kirken vanhellig og Uværdig Guds Tienistes forrættelse, da imidlertid et lidet Capel blev opbygt paa Ellene-Bierg, som forhen er mældet om, hvor de Hellige Ting bleve imidlertid forrættede og de døde begravede."

Lidt før i Haandskriftet skriver schow:
"paa Ellen-Berg, østen for Høybye, findes endnu KiendeTegn, at Folk ere der begravede i de syv Aar, da Højbye Kirke stod i Ban."
Lidt senerehen skriver Schow:
"Endnu strax ved ovenmeldte Borg findes et andet, dog meget mindre Stycke Jord, bestaaendes af en Backe og Moseeng, som endnu kaldes Jomfrue-Borg eller det lidet Borg."
Og for egen Regning tilføjer han:
"Vel troeligt, at der har staaet en liden Bygning, i hvilken fornævnte Jomfruer for det begangne Mords Skyld ere blevne bevarede som i et Fængsel, indtil Pavens AfIads Brev ankom."


I Hofmann's Fundationer, 1762 fortælles om Drabet paa Grundlag af Syv og Pontoppidan, og der nævnes Altertavlen, hvorom længere fremme. Endvidere staar der:
"Ved Borrevangs Heste-Hauge ud til Højby Sø sees endnu Rudera af Herr Ebbes Slott, som kaldes Boret eller Burøe. Endnu findes en liden Bygning strax derved, kaldet Jomfruborg, hvor der meenes, disse to Jomfruer sad fangne, til de fik Pavens Ablass."

I Thieles Folkesagn gives i Afsnittet om Kirker og Klostre en Beretning, der i det væsentlige følger Peder Syvs Folkevise. Der er dog her som flere andre Steder den Afvigelse, at Tilraabet "Stat op I Dannekvinder" skal være faldet en tilfældig Søndag i Kirken. Ebbes Døtre bliver da saa forbitrede over denne Haan i Kirkefolkets Paahør, at de beslutter at tage en blodig Hævn og Julenat bringer den til. Udførelse.
Endvidere findes Kirke-Mordet omtalt i Suåms Danmarkshistorie og en Række andre Danmarksbeskrivelser. Trap bygger paa Peder Syvs Vise og Pontoppidans fejlagtige Aarstal. Ganske enkelte Forfattere anfører ikke Højby som Stedet. Svend Grundtvig udtrykker Tvivl i saa Henseende, og Daniel Brun skriver i sit Værk "Danmark, Land og Folk:"- Borrebakken eller Storeborg, anlagt paa en Halvø i den udtørrede Højby Sø, som mod Land har været afspærret med en godt 2 m. svær og ca. 175 m lang Kampestensmur. Naar Sagnet stedfæster Folkevisen om de to Søstre, som dræbte deres Forførere i Kirken, til Højby Sogn, er dette næppe rigtigt."

3. I FOLKEMUNDE
Det vilde føre alt for vidt her at bringe Citater af, hvad der paa Stedet fortælles om Mordet i Højby Kirke. I Almindelighed kan der ikke lægges nogen stor Vægt derpaa, da de oprindelige Beretninger er blevet noget varieret til Mund. Men Hovedsagen er, at Kærnen er den samme: de to Ridderdøtres Drab i Kirken af deres Forførere og Kirkens Bandlysning. Iøvrigt kan det ganske kort siges, at hvad ældre Folk paa Stedet har fortalt, i alt væsentligt stemmer sammen med den foran givne Beretning. Et værdifuldt Arbejde er af Arkivar Ellekilde gjort for at samle Folkeminder ogsaa om dette Emne. I saa Henseende henvises tit hans Bog "Danmarks Folkeminder Nr. 40" med Hovedartiklen "Højby Sogns Sagn", hvor der gives en udførlig, saglig Redeglrelse for Kilderne til "Hr. Ebbes Døtre" med Sondring mellem, hvad der stammer fra Vise, og hvad der stammer fra Folkesagnet paa Stedet og med Fremdragen af adskilligt nyt.
Paa et Punkt har der været en Del Usikkerhed. Det er angaaende Stedet - eller Stederne for Gudstjeneste under Kirkens Bandlysning. Der findes i Højby Sogn et Bakkeparti, der hedder "Ellingebjerg" og et, der hedder "Helenehøj". Hvad de har heddet i ældre Tid er uvist. I Beretningerne om Ebbes Døtre og Bandlysningen nævnes mange forskellige Navne, men gerne en Sammenblanding af de to her nævnte, f. Eks. Ellenebjerg. Da ogsaa de indsamlede Folkeminder peger snart mod det ene og snart mod det andet Sted, har man altsaa heller ikke i Sognet haft nogen Vished. Da en Bakketop ved Helenehøj bærer Navnet "Illingebjef", ligger det imidlertid nær, at det er den, der har ledet Tanken hen paa det nu lange bedre kendte Ellingebjerg. Sansynligheden er langt overvejende for Bakketoppen paa Helenehøj, jfr. ogsaa at der i en af de indsamlede Opskrifter angives, at Kirkehandlingen foregik "ved Teglværket" d.v.s. Helenehøj Teglværk, og at det i befolkningen ogsaa almindeligvis er Helenehøj man hører nævne.

At der imidlertid ogsaa kan være Tale om et helt andet kapel, skal her ganske kort omtales. Der er muligt, at man, saa længe Bandlysningen varede, havde et gudstjeneste-Sted, ogsaa i den vestlige Del af Sognet. Beretningerne herom er det dog sikrest kun at opfatte som Sagn.
Kapellet skulle have ligget ved "Kirkeaasen" umiddelbart Øst for Lumbsaas.
Sagnet er spunder saa meget sammen med andre Sagn - om et Kapel, før Højby Kirke byggedes, og om de vel sagtens til Minde om en ulykkelig Hændelse rejste Trækors ved Vejen mellem Stenstrup og Lumbsaas.
Disse Trækors blev senere til "Korsstenene" store Stenbunker, idet vejfarende kastede hver en sten, stor eller lille efter størrelse af den synd, der derved skulle opnaas Tilgivelse for, til de efterhaanden voksende Bunker. Der er ved Udgravninger i 1906 fundet Murrester fra en Teglovn. Saadanne byggedes, hvor Murstenene skulde anvendes. Men Tilknytningen til nærværende Beretning om Ridder Ebbes Døtre er saa spinkel, at her blot skal henvises til Hans Ellekildes Behandling af de paagældende - og iøvrigt ikke uinteressante Sagn i D. F 40.

4. DEN GAMLE ALTERTAVLE


I de tidligere omtalte Oplysninger, som Peder Syv havde faaet fra Ahasverus Bartholin, Præstesønnen fra Højby, var nævnt et Billede i Kirken med Skildring af Frigivelsen fra Pavens Band.
Provst Arctander nævner Billedet som Altertavle.

Pastor skriver i 1756:
"Historiens Vished sluttes deels af en gammel Alter-tavle i
Kirken, af hvis Malnings liden Levning kand sees,
at Jomfruerne have det Pavelige Aflads Brev i Hænder"

Og senere:
"I samme Tafle staar og een af Pavernes i Billedhugger- Arbeyde"


I Aaret 1808 skriver Pastor Brockedorff, at den omtalte Altertavle er forsvundet, og al Efterspørgen har været forgæves. Men nogle Aar senere indberetter han, at der som Levninger fra den katolske Kultus i Kirken er "afsides hensatte" et ca. 2 Alen højt Mariebillede og "en Helgenfigur af samme Højde, ligeledes af Træ, i bispeligt Costûme, med den højre Haand udstrakt"
Senere skriver han, at Helgenfiguren skal være en Efterlignelse af den Biskop, ved hjælp Faderen erhvervede Aflad for sine Døtre og Løsgivelse for Kirkens Inderdict.

Af størst Betydning i denne Forbindelse har dog J.H.Larsens Bog om Holbæk Amt. Larsen, der er født i Nykøbing 1773, skriver:
"For 50 Aar siden har jeg selv seet i Kirken nogle Malerier, saavidt jeg erindrer paa Korsdørene, hvorpaa var afmalet Hr. Ebbe paa Knæ for Paven og begge Jomfruerne med Afladsbreve i Hænderne."
Ogsaa andre Vidnesbyrd er der om den gamle Altertavle, saa det er med fuld Føje, at H. Ellekilde kan slaa fast, at Altertavlen virkelig har været til, at den har stammet fra katolsk Tid, at den 1572 er blevet afløst af den nuværende Altertavle, og at der har været Billeder i de to malede Felter, der i det mindste af Almuen kunde tydes som forestillende, at Hr. Ebbe knæler for Paven for at opnaa Fritagelse for Højby Kirkes . Bandlysning, og at to af de tre Døtre paa Billedet opnaar Afladsbreve af Paven. Den gamle katolske Altertavle bliver derved Vidnesbyrd om, at der fra ældre Tid har levet et Sagn i Højby Sogn, hvis Hovedtræk ganske svarer til, hvad Visen fortæller.

SLUTNING

Naar man sammenfatter de Omstændigheder, der taler for, at det gamle Kirkemord i alt væsentligt er foregaaet, som det her er skildret, vil man se, at et enkelt, soleklart Bevis ikke er ført. Men de Vidnesbyrd, der foreligser, er saa mange og saa troværdige, at de tilsammen danner en saa stærk Formodning, at man roligt kan opfatte dem som et samlet Bevis.

Disse Vidnesbyrd er da navnlig følgende:
1) Deichmanns Vise-Opskrift, benyttet af Peder Syv.
2) Den gamle, nu forsvundne, katolske Altertavle.
3) Præsten J.H. Schows Optegnelse af det egentlige Højbysagn.
4) Talrige historiske Skribenters Omtale af Begivenhederne.
5) I Folkemunde lever Fortællingen om Ridder Ebbes Døtre den Dag i Dag udbredt og usvækket.
6) Resterne af Burø og Navnet Borrevang, hvortil ogsaa kan føjes, at Holtegaarden ifl. la Cour:
Danske Gaarde menes at være "en Del af en fordums Hovedgaard i Højby, som Kong Vald. Atterdag 1365 skal have ladet nedrive og udstykke."
7) Alle andre Steder, hvortil man har søgt at henføre Visen, har vist sig at have ingen eller saare ringe Formodning for sig.

Der kan saaledes ikke være Tvivl om, at den smukke gamle Højby Kirke, hvis svære Kampestensmure i disse Aar kan fejre 800 Aars Jubilæum, rummer Minder om et saa blodigt og saa skæbnesvangert Drama, at det 700 Aar efter endnu staar levende for Efterverdenen. Fortalt af Tage Christiansen. i 1934







Slut

til toppen

Tilbage