Tilbage

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem




Troldheksen

Der boede en Konge på et Slot, som lå ved en stor Sø.
Ovre på den modsatte Side var en Skov, og i den fandtes der meget Vildt.

En dag kom en Troldheks og tog Bo der. Hun havde tre fagre Ting.
Det ene var to Duer.
Når de kom ud, da skinnede deres Fjer som Guld.
Det andet var et Tæppe.
De, der havde det på, blev aldrig syge.
Den tredje Ting var en Lygte.
Når nogen havde den og da sagde: »Lyst for og mørkt bag,« eller: »Mørkt for og lyst bag,« blev det således.

Kongen og hans Følge kom på Jagt der i Skoven.Heksen slap så sine Duer ud, og de skabte dem om til alle Slags Dyr.
Når Kongens Folk nu skød efter noget, blev det til Duer og fløj op i Træerne.
Der var da aldrig til at få noget Vildt.

Kongen lod så en Skrivelse gå ud til hele sit Kongerige om, at hvem, der kunde skaffe ham de to Duer, det Tæppe og Lygten, skulde få hans Datter og hele Kongeriget.

Der kom nu og meldte sig flere Prinser.
De rejste derefter over til Heksen for at hente de tre Ting, men de kom aldrig tilbage, for de blev forgjorde og blev til store Stenstøtter.
Så var der en fattig Enke, og hun havde en Dreng, der hed Labolt.
Engang sagde han: »Jeg tror, at jeg rejser, for om jeg kan få Kongens Datter og hele hans Kongerige. Så skal du, Moder, få det godt.
« »Nej, Labolt,« sagde Moderen, »det må du ikke tænke på, for da kommer du aldrig tilbage hos mig mere, og dig kan jeg ikke undvære.«
»Jo, Moder,« sagde han, »jeg vil rejse, og man kan dog prøve på det.
« Så måtte Moderen sige Ja til det, og Labolt rejste.

Da han nåede til Kongens Slot, spurgte han, om han ikke kunde få lov til at snakke med Kongen.
»Nej, sådan en Karl snakker Kongen ikke med,« blev der sagt, »pak du dig ad den Vej du er kommen fra.« Om han da ikke matte sidde på Trappen og hvile sig lidt, for han var træt.
Det fik han dog Lov til. Så satte han sig ned og græd.

Da kom Kongens Datter og skulde ind ad Døren, hvor han sad.
»Hvad græder du for?« spurgte hun. »Jo, jeg vilde snakke med Kongen, men det må jeg ikke,« sagde Labolt.
»Hvad vilde du snakke til Kongen om?« spurgte Prinsessen.
»Min Moder er så fattig, og jeg vilde gerne se, om jeg kunde få Prinsessen, for da fik Moder det godt,« sagde han.
»Tror du, at du kan få Prinsessen?« spurgte hun videre.
»Ja,« sagde han, »jeg kunde jo dog prøve ad, om jeg kan skaffe Kongen de tre fagre Ting.
»Kan du det, så skal du også faa hende, og da vil jeg kalde på Kongen,« sagde Prinsessen.
Men inden hun gik, sagde Labolt: »Du skal dog ikke fortælle til Prinsessen, at jeg tænker på at ville have hende, for kanske jeg så ikke får Lov til at rejse.«

Kongen kom da, og Labolt fortalte om, at han vilde prøve på at skaffe de tre fagre Ting ovre hos Heksen.
»Ja, sagde Kongen, »du kan godt rejse, for det har jo ikke så stort at sige, enten du kommer igen eller ej. Men jeg har ellers sendt derover flere Prinser og store Mænd, og når de ikke har kunne skaffe det, da ved jeg, at du slet ikke kan. Er der ellers noget, du forlanger at vil have med?«
Det eneste, Labolt ønskede, var at få en Båd, for at han på den kunde sejle over Søen.
Han fik Båden og nåede da til Skoven. Derovre gik han så længe, at han blev vildfarende.
Men nu så han et Lys, og det gik han efter.
Det var Heksens Slot, som han kom til, og han bankede på Porten.
»Hvem der?« råbte Heksen.
»Ja«, sagde Labolt, »det er en lille Stakkels Dreng, som er bleven vildfarende i Skoven, om jeg ikke kan få Husly i Nat.
« Heksen lukkede op, og han kom ind. Så spurgte han, om han kunde få Lov at tjene der hos hende. Jo det kunde han nok.

Han vilde gerne have at vide, hvad der blev at bestille. Der var det, at han hver aften skulde lyske Heksen, til hun faldt i Søvn.
Han måtte Så lægge hende ind i Sengen og hylle det fagre Tæppe over hende.
Om Aftenen skulde han også ude fra Brønden hente en Spand Vand, for at Heksen kunde have det at drikke om Natten.
Tiden gik, og snart havde Labolt været der et år. En Aften, da Heksen var falden i Søvn, tog han en Del Gryn og dryssede i Hovedet på hende. Så satte han nogle Kyllinger op der, og når de pillede Grynene, da troede hun, at det var Labolt, som lyskede hende.
Han gik derefter ud og tog de to Duer, løb ned til Søen og i båden med dem.
Imidlertid vågnede Heksen, og hun mærkede, at Kyllingerne var der, men Labolt var væk.
Hun fik også at se, at hendes Duer var borte.

Da Heksen nåede ned til Søen, var Labolt kommen et godt Stykke ud på den, og hun råbte så: »Er det dig, Labolt?«
»Ja, det er, Moder.«
»Er det dig, der har taget mine fagre Duer?«
»Ja, det er, Moder.
« Kommer du tiere, Labolt?«
»Ja, jeg gør, Moder.«
»Så skal du rigtignok ikke komme herfra mere.«

Labolt nåede nu at komme over med Duerne. Kongen vilde da, at - han skulde klædes på som en Prins.
Men det synes Labolt ikke om; han vilde være i sit gamle Tøj. Så rejste han igen over til Heksen.
Da han kom til Porten, råbte hun: »Er det dig, Labolt?«
»Ja, det er, Moder,« sagde han, »og jeg kommer for at tjene dig et år igen.« Heksen lukkede ham op, og han kom ind, for hun var alligevel kommen til at holde så meget af ham.
Hans Arbejde blev det samme som forhen;

Der gik atter et år. Labolt fandt .da på at få boret et Hul i Loftet lige over, hvor Heksen lå og sov.
Så en Aften, han havde fået lagt hende i Sengen, gik han op på Loftet og stak en Kæp med en Pig på ned igennem Hullet, fik fat i Tæppet og slæbte det op til sig.
Han løb nu afsted med det ned til Søen og kom i båden. Men da vågnede Heksen og mærkede, at Tæppet var borte.
Hun tænkte, at Labolt havde nok rendt med det, og hun måtte se at nå ned til Søen. Langt derude sejlede han.
Heksen råbte: »Er det dig, Labolt?«
»Ja, det er, Moder.«
»Det var dig, som tog mine fagre Duer og nu mit fagre Tæppe.«
»Ja, det er, Moder.«
»Kommer du tiere, Labolt?« »Ja, Moder, jeg kommer en Gang endnu.«

Da Labolt kom med Tæppet, lå Kongen og var syg, men så snart han fik det på sig, blev han rask.
Labolt skulde nu til at rejse igen. Kongen vilde sende en Del Folk med ham, men han ønskede helst at tage ene afsted.

Så nåede han over til Heksen, og da han bankede på Porten, spurgte hun: »Er det dig, Labolt?«
»Ja, det er, Moder,« sagde han.
»Denne Gang går det dig galt, Labolt,« sagde hun.
»Ja, Moder,« sagde han, »men jeg vil nu tjene dig altid.«

Der gik et år hen igen.
Det var da en mørk Aften, at Labolt skulde ud at hente Vand. Han spurgte så Heksen om, han måtte låne Lygten.
»Nej, Labolt,« sagde hun, »for da løber du vel med den ligesom med det andet.«
»Nej, Moder, sagde han, »jeg har dog tjent dig tro i tre hele År,men må jeg ikke låne den Lygte, så kan jeg gerne falde i Brønden og drukne.«
Han fik dog nu Lov til at tage den med ud, men Heksen vilde blive oppe, til han kom ind igen.
Da Labolt kom ud, sagde han: »Lyst for og mørkt bag, og så løb han med Lygten ned ad Søen til. Heksen synes, at han blev temmelig længe borte, og hun gik ud for at se, hvor han blev af.
Da Labolt kom ud på Søen, sagde han: »Mørkt for og lyst bag.«
Heksen kunde så derude kende sin Lygte, og hun råbte: »Er det dig, Labolt?«
»Ja, det er, Moder.«
»Det var dig, der tog mine fagre Duer, mit fagre Tæppe, og nu har du taget min fagre Lygte.«
»Ja, det er, Moder.«
»Kommer du tiere, Labolt?« »Nej, jeg kommer aldrig mere.«
Heksen lagde sig så ned og vilde drikke Vandet af Søen, men det kunde hun dog ikke, og Labolt blev ved at sejle.
Da blev Heksen så arrig, at hun fløj i bare Småstene.

Efter at Labolt var kommen hen til Kongen med Lygten, fik han Prinsessen og hele Kongeriget. Han sendte så Bud efter sin gamle Moder.

slut