Præsten som genganger

Når høsten var i hus, nætterne blev lange og kulden kom, trak folk sig før i tiden, lige som nu, tilbage til husene og brugte de lange aftener til indendørssysler.
På bondegårdene skulle fårenes uld bearbejdes, så man kunne få garn til at væve og strikke med. Først kartede man ulden, det vil sige, man kæmmede det på to stålbørster, så var det nemlig lettere at spinde.
Gårdene indbød på skift pigerne til "kartegilde" og karlene kom med, for at holde dem med selskab.
Pigerne kartede, og karlene snittede forskellige ting i træ. Der blev sunget, fortalt historier og budt på lækker mad. Disse fornøjelige sammenkomster kunne trække ud til 12- 1 stykker om natten. Så skulle man hjem gennem den mørke, kolde nat, og det kunne godt være træls. Man gik, så vidt det kunne lade sig gøre sammen, men undertiden var nogen jo nødt til at gå et stykke alene.

Marens hjem lå lige ved kirkegården, og det sidste stykke forbi den, måtte hun gå alene. Hun var nu ikke synderlig bange. Hun kendte jo kirken og kirkegården udmærket. Men når det var meget mørkt, og vinden susede i de høje, gamle træer, kunne hun dog blive lidt beklemt og skynde sig imod sit hjems lysende vinduesfirkanter og varmen.

Een aften havde man under kartegildet fortalt spøgelseshistorier, og nogle påstod, at der også gik et spøgelse rundt på Vallekilde kirkegård. De drillede Maren med, at i aften ville hun sikkert møde den onde præst, som gik igen, fordi han havde været så hård mod de fattige i sognet.
Maren grinede lidt, men følte sig samtidig ilde tilmode. Hun havde hørt historien om gengangerpræsten før.
Hendes bedstefar påstod at have set ham.

Da de unge kom ud af lyset og varmen i kartestuen var det mørkt og isnende koldt udenfor.
Dystre, truende skyer jog over himlen og drev forbi månen.
De unge skuttede sig, trak tøjet tættere om kroppen og stred frem imod blæsten.
De sagde farvel til Maren, hvor deres veje skiltes, og hun nærmede sig hurtigt kirkegården.
Da hun nåede den, hørte hun en hul tuden og så et blegt skær et sted på kirkegården.
Hendes hjerte sprang et slag over.
I samme øjeblik slog klokken tolv. Hun blev så bange, at hun ikke kunne røre sig af pletten.
Inde på kirkegården så hun en knokkelmand, viklet ind i et liglagen, svæve rundt og tude noget så hjerteskærende. Men han kom ikke hen til hende, han blev derinde.
Med hamrende hjerte løb Maren hjem og fortalte sine forældre, hvad hun havde hørt og set.
De fik hende lidt efter lidt beroliget, og i den næste dags lys forekom det hele meget uvirkeligt.
Men fra den dag gik hun aldrig mere alene hjem.

Men det var ikke kun Maren som mødte præstespøgelset.
Mange andre, som kom forbi kirkegården omkring klokken tolv, så det, og snart turde ingen mere gå forbi kirkegården ved nattetid.
Frygten bredte sig, og til sidst opsøgte folk deres præst og snakkede med ham om spøgelset.
Præsten vidste alt om det, han boede jo lige ved kirkegården.
Da de bad ham om, at mane spøgelset ned i sin grav, måtte han tilstå, at han ingen magt havde over den døde præst. Han var selv bange for gengangeren, han lukkede og låste sine døre og vinduer hver nat af angst for det.
Men han tilbød at snakke med nabopræsten om det.

Nabopræsten kom en nat. Han havde en bibel og et kors med. Klokken tolv gik han spøgelset imøde med fremstrakt kors. Jo nærmere han kom, des mere spagfærdige blev hans bønner.
Genfærdet foer da imod ham og slog korset ud af hånden på ham. Nabopræsten tabte modet og bibelen, han skjulte sig i præstegården til lyset brød frem den næste morgen.

Sognepræsten og bønderne lagde råd op på ny og blev enige om, at den gamle præst i Kundby var den eneste, der var stærk og klog nok, til at mane gengangeren ned.

De sendte bud efter Kundbypræsten, og han kom, så hurtigt han kunne. Han havde en hvid silkegrime med og ikke andet. Den aften var det fuldmåne. Dens kolde, klare lys lå over verdenen. Kundbypræsten gik på kirkegården lidt i tolv. Han gik uden angst hen til det ulykkelige spøgelses grav. Klokken tolv kom det skinnende og tudende op af graven.
Kundbypræsten veg ikke, han gik helt hen og lagde silkegrimen om spøgelsets knokkelhoved. Han trak det tre gange baglæns rundt om kirken og derefter tilbage til graven.
Der bad og manede han over det, til det forsvandt i sin grav og fik fred.

Siden den tid har der ikke været noget spøgeri på Vallekilde kirkegård.