I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:
Når høsten var i hus, nætterne blev lange og kulden kom, trak folk sig før i tiden,
lige som nu, tilbage til husene og brugte
de lange aftener til indendørssysler.
På
bondegårdene skulle fårenes uld bearbejdes, så man kunne få garn til at væve
og strikke med. Først kartede man ulden,
det vil sige, man kæmmede det på to
stålbørster, så var det nemlig lettere at
spinde.
Gårdene indbød på skift pigerne
til "kartegilde" og karlene kom med, for
at holde dem med selskab.
Pigerne kartede, og karlene snittede forskellige ting
i træ. Der blev sunget, fortalt historier og
budt på lækker mad. Disse fornøjelige
sammenkomster kunne trække ud til 12-
1 stykker om natten. Så skulle man hjem
gennem den mørke, kolde nat, og det
kunne godt være træls. Man gik, så vidt
det kunne lade sig gøre sammen, men
undertiden var nogen jo nødt til at gå et
stykke alene.
Marens hjem lå lige ved kirkegården, og
det sidste stykke forbi den, måtte hun gå
alene. Hun var nu ikke synderlig bange.
Hun kendte jo kirken og kirkegården
udmærket. Men når det var meget mørkt,
og vinden susede i de høje, gamle træer,
kunne hun dog blive lidt beklemt og
skynde sig imod sit hjems lysende
vinduesfirkanter og varmen.
Een aften havde man under kartegildet
fortalt spøgelseshistorier, og nogle påstod, at der også gik et spøgelse rundt på
Vallekilde kirkegård. De drillede Maren
med, at i aften ville hun sikkert møde den
onde præst, som gik igen, fordi han havde
været så hård mod de fattige i sognet.
Maren grinede lidt, men følte sig samtidig ilde tilmode. Hun havde hørt historien om gengangerpræsten før.
Hendes
bedstefar påstod at have set ham.
Da de unge kom ud af lyset og varmen i
kartestuen var det mørkt og isnende koldt
udenfor.
Dystre, truende skyer jog over
himlen og drev forbi månen.
De unge
skuttede sig, trak tøjet tættere om kroppen og stred frem imod blæsten.
De
sagde farvel til Maren, hvor deres veje
skiltes, og hun nærmede sig hurtigt kirkegården.
Da hun nåede den, hørte hun
en hul tuden og så et blegt skær et sted på
kirkegården.
Hendes hjerte sprang et
slag over.
I samme øjeblik slog klokken
tolv. Hun blev så bange, at hun ikke
kunne røre sig af pletten.
Inde på kirkegården så hun en knokkelmand, viklet
ind i et liglagen, svæve rundt og tude
noget så hjerteskærende. Men han kom
ikke hen til hende, han blev derinde.
Med hamrende hjerte løb Maren hjem og
fortalte sine forældre, hvad hun havde
hørt og set.
De fik hende lidt efter lidt
beroliget, og i den næste dags lys forekom det hele meget uvirkeligt.
Men fra
den dag gik hun aldrig mere alene hjem.
Men det var ikke kun Maren som mødte
præstespøgelset.
Mange andre, som kom
forbi kirkegården omkring klokken tolv,
så det, og snart turde ingen mere gå forbi
kirkegården ved nattetid.
Frygten bredte
sig, og til sidst opsøgte folk deres præst
og snakkede med ham om spøgelset.
Præsten vidste alt om det, han boede jo
lige ved kirkegården.
Da de bad ham om,
at mane spøgelset ned i sin grav, måtte
han tilstå, at han ingen magt havde over
den døde præst. Han var selv bange for
gengangeren, han lukkede og låste sine
døre og vinduer hver nat af angst for det.
Men han tilbød at snakke med nabopræsten om det.
Nabopræsten kom en
nat. Han havde en bibel og et kors med.
Klokken tolv gik han spøgelset imøde
med fremstrakt kors. Jo nærmere han
kom, des mere spagfærdige blev hans
bønner.
Genfærdet foer da imod ham og
slog korset ud af hånden på ham. Nabopræsten tabte modet og bibelen, han
skjulte sig i præstegården til lyset brød
frem den næste morgen.
Sognepræsten og bønderne lagde råd op
på ny og blev enige om, at den gamle
præst i Kundby var den eneste, der var
stærk og klog nok, til at mane gengangeren ned.
De sendte bud efter Kundbypræsten, og
han kom, så hurtigt han kunne. Han
havde en hvid silkegrime med og ikke
andet. Den aften var det fuldmåne. Dens
kolde, klare lys lå over verdenen.
Kundbypræsten gik på kirkegården lidt i
tolv. Han gik uden angst hen til det
ulykkelige spøgelses grav. Klokken tolv
kom det skinnende og tudende op af
graven.
Kundbypræsten veg ikke, han gik helt
hen og lagde silkegrimen om spøgelsets
knokkelhoved. Han trak det tre gange
baglæns rundt om kirken og derefter
tilbage til graven.
Der bad og manede
han over det, til det forsvandt i sin grav
og fik fred.
Siden den tid har der ikke været noget
spøgeri på Vallekilde kirkegård.