Tilbage

Fra et hus i Veddinge blev denne historie nedskrevet ca. i 1847
Redigeret lidt af webmaster så den er nemmere at læse


Fra et hus i Veddinge

Jens Jensen blev født i Veddinge 10. juni 1847.
Hans Moder, Maren Pedersdatter, var hjemme hos sin Fader Peder Jensen,
der boede i et Hus i Veddinge, og det lå nær ved den Gård han før havde haft i Fæste.
Maren var forlovet og havde sit Barn med Jens Jensen, som tjente der i Egnen.
Han var fra Nakke, hvor hans Fader, Jens Mikkelsen, boede.
Så kom Krigen, og Jens måtte med.

Det var da Meningen, at når han kom tilbage igen, så skulde han og Maren have været gift.
Men i Slaget ved Isted faldt han.
Maren kom efter sin Faders Død til at bo hos sin Halvbroder Mads Nielsen i Veddinge.
Senere flyttede hun hen på Ris Fattiggård, hvor hun døde 1899.

Peder Jensen var en udmærket Fortæller.
Hans Dattersøn stod ofte og hørte på de Sagn og Eventyr, som han fremdrog.
Disse Minder havde Jens Jensen så trofast og godt bevaret.
Eventyret om Kværnen gengives nu her, som hans Morfader fortalte det.
Jens Jensen giftede sig l. November 1872 med Karen Olsen fra Høve.
De boede i en Del År i Høve og senere hen i Asnæs.
Jens Jensen døde 10. Maj 1923.

Kværnen

Der var to brødre. Den ene af dem var meget rig, og den anden var så meget fattig.
Engang, da den rige havde slagtet til Jul, kom broderen hen til ham
og bad om et lille stykke sul.
Den rige gav ham kun et flæskesvær og sagde: "Gå så ad helvede til med den."
Den fattige mand gik nu og nåede til helvede.
Der traf han portneren, som endelig vilde købe flæskesværen,
men manden vilde ikke sælge den.
Portneren sagde så til ham:
"Når du kommer ind, skal du forlange den gamle kværn, som står bag ved døren."
Da manden kom ind, bad han om at få kværnen, men de vilde ikke ret gerne af med den.
Der var dog en derinde, som sagde: "Lad ham bare få den, for han forstår ikke at stille den."
Så fik manden kværnen og gik igen. Da han kom ud, lærte portneren ham at stille den.

Juleaften nåede manden hjem til sin kvinde, og hun havde ikke så meget
som en pind brænde at lægge under gryden.
Han satte da kværnen på bordet og kommanderede den til at male alle de fineste retter,
der var til. Det gjorde den også. Den aften spiste de og var godt fornøjede.
Manden lod senere kværnen male alle slags guld - og sølvtøj,
som han hængte op på væggene.

Da der var gået nogle dage, gik manden til sin broder for at bede ham og konen hen hos sig.
Den rige mand sagde senere til sin kvinde:
"Det er vel ikke noget ved at gå derop, for han har jo ikke noget."
Men hun mente, at de burde gå, det var dog hans broder.
De kom nu derop og så først alt det, der hang på væggene.
Manden spurgte så sin rige Broder om, hvad de vilde have at spise.
"Du kan jo give os noget ostebrød og sild, for du har vel ikke andet," sagde han.
Da kværnen havde malet det, ønskede han dog hellere at få nogle bedre retter.
Dette fik de også og var godt tilfredse.
Den rige mand vilde nu gerne købe den kværn.
Så kunde han male mad på den, og det var en stor besparelse.
De kom også til at handle om den, og når de nåede foråret,
skulde han have den for en større betaling.

Dagen efter, at han havde fået den, var hans kvinde tillige med de andre
af gårdens folk ude i marken.
Manden skulde så lave davre.
Han befalede da kværnen til at male sild, vælling og melgrød.
Men han havde ikke lært at stille den, og den blev ved at male.
De, der var ude i arken, gik og ventede på, at der skulde blive kaldt ad dem
for at komme hjem og få mad.
Men der kom ingen, og de gik så hjem.
Da de nåede gården kom manden krybende op af skorstenen.
De lukkede nu tofteporten op, og så væltede derud fra den både sild, vælling og melgrød.
Kværnen malede lige tosset, og de måtte da have Bud efter Mandens Broder,
der fik en hel del penge for at tage den igen.

Han havde nu kværnen i et årstid, og han malede sig megen rigdom til.
Der kom da en Skipper hen til dem.
Han vilde endelig købe den kværn, og han fik den også med sig.
Så skulde han til at sejle langt bort for at hente en ladning salt.
Da han kom noget ud i de store vande, vilde han prøve kværnen,
og han befalede den at male salt.
Men han havde heller ikke fået lært at stille den, og den malede væk, så hele skibet blev fyldt.
Det sank til bunds, og der står kværnen og maler salt den dag i dag.
Det er derfor, at strandvandet er salt.

Slut

til toppen

Tilbage