Tilbage


I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem



Drengen og maren

Om morgenen, da Peter vågnede, lå han sveddryppende foran sengen.
Han lå på sin sammenkrøllede dyne og havde viklet sig ind i lagenet. Det andet sengetøj lå i een vild forvirring rundt om i kammeret.
Fortumlet satte han sig op og prøvede at komme til sig selv. Han var øm over hele kroppen og ør i hovedet. Lyset skar ham i øjnene så han måtte skærme med hænderne... og prøve at huske...!
Maren havde redet ham igen!
Det havde den gjort hver nat i den sidste tid, men denne gang værre end nogensinde før, så han til sidst havde kastet sig ud af sengen med et skrig.
Maren var et uhyre med krop som en kvinde, spidst fuglenæb og røde øjne, som stirrede ondt.
mareridt

Håret var så langt, at det dækkede den helt, og det stak som brændenælder.
Hver nat knælede maren på hans bryst og tyngede ham, pressede luften ud af ham, så han ikke engang kunne skrige. Marens spidse kløer gik ned i hans kød - og med sig havde hun et uhyggeligt slæng af tågede væsener, som fyldte hele værelset.


Peter tog hænderne fra øjnene.
Solen skinnede, maren var forsvundet!
Langsomt kom han i tøjet og gik ud i køkkenet for at få morgenmad.
Hans husbond sad der allerede og kiggede undersøgende på ham. Han kunne se på drengens grå ansigt, at noget var galt, så han spurgte hvad der var i vejen.
»Maren red mig igen i nat. Det var værre end nogensinde før«, sagde Peter.
»Jeg kan ikke holde det ud mere! Hvad skal jeg dog gøre«?
Han lagde hovedet på bordet og begyndte at græde.
»Tab nu ikke modet«, sagde bonden.
»Først spiser du morgenmad, og så går du ned til stranden, før du bestiller noget.
Der ser du dig om. Når der kommer nogen, som hilser og vil snakke med dig, må du ikke svare«!
Drengen tænkte ved sig selv, at det skulle nok hjælpe stort, men der var jo ikke noget forgjort ved at prøve.

Han gik ned til stranden.
I nogen tid gik han i vandkanten. Solen skinnede, himlen var blå, luften dejlig frisk, og han begyndte at glemme nattens rædsler.
Da kom en kvinde imod ham.
Hun var ikke helt ung, men heller ikke gammel endnu. Hun gik forbi ham med et smil på sit kønne ansigt og hilste på ham.
Drengen vendte sig bort og sagde ikke noget.
Hun gik et stykke videre, men vendte så om og kom tilbage. Igen hilste hun på ham.
Drengen forholdt sig stadig tavs og stod der med bortvendt ansigt.
Kvinden gik helt tæt til ham og råbte op i hans ansigt:
»Men så svar mig dog, ellers må jeg revne, jeg kan ikke komme af med vandet«!

Peter strakte armen ud mod hende og sagde tre gange: »Du er en mare - du er en mare - du er en mare«!
Og dermed frelste han hende for den elendighed at være mare, og sig selv for hendes ridt om natten.

Slut