Tjørnehætten

En mørk skygge sneg sig gennem natten. Under kappen, klemt fast under armen, bar den grumme heks et afskyeligt væsen - halvt dyr, halvt menneske. Det alt for store hovede sad vendt den forkerte vej og munden var et stort, gabende hul. De lange, tynde arme og ben var forvredne og sad på en lille bitte krop. Heksen listede sig hen til et hus i Ebbeløkke. Hun vidste, at de unge gårdfolk lige havde fået en lille datter. Hun smilede listigt. Det ville være en let sag at få fat i det smukke, velskabte lille pigebarn, for de unge forældre lå og sov dybt. Men det hastede. Heksen skulle have ombyttet skiftingen med pigen, før hun blev døbt, og det skulle ske den kommende søndag.

Hun klatrede ind ad et åbenstående vindue, gled gennem huset og ind i sovekammeret. Den lille pige lå rosenrødt og tilfreds i sin vugge. Forsigtigt tog heksen hende op, lagde den grimme skifting ned i vuggen, slog kappen varsomt om det trygt sovende barn og listede ud af huset igen, uden at tænke på de stakkels forældre, som den næste morgen ville finde en vanskabning i stedet for deres eget barn.

Heksen vuggede den lille i sine arme og småpludrede med hende:

"Du skal nok få det godt hos mig, lille du. Jeg vil passe og pleje dig, til du bliver voksen, og så får du et liv i sus og dus. Du skal være brud til kongen over alle trolde - Klintekongen. Han er så rig, at ingen kan måle sig med ham. Hans brud skal du være"!

I mellemtiden var hun nået tilbage til sit hus, som puttede sig på skråningen af Solås. Det var et lille hus, og det så ret mærkværdigt ud, fordi det var helt overgroet med tjørn. Folk kaldte huset og heksen for Tjømehætten.

Tjørnehætten passede pigen godt. Hun voksede sig til en stor og smuk pige, som troede, at heksen var hendes mor. Om dagen drev pigen heksens svin til skovs og vogtede dem. Der sad hun og drømte under træernes grønne tag. Hun drømte om at en ung, smuk mand, ville tage hende med sig. Hun afskyede den store, klodsede Klintekonge, som heksen havde lovet hende til, og som hun havde mødt nogle gange.

Hun rystede som espeløv hvergang den store, hårede trold kom hende nær, og hun ville helst flygte, hvis hun bare vidste hvorhen.

Hun var lige blevet 18 år, og vidste, at troldekongen var igang med bryllups forberedelserne. Hun sukkede dybt, lænede sig op ad en træstamme og lukkede øjnene. Hun måtte vel føje sin mor og tage den mand, hun var bestemt for. Da knækkede en gren, og hun for op. Lige foran hende stod en ung mand med sin bøsse i hånden. Det var karlen fra den gård, hun var blevet stjålet fra. De to unge mennesker kunne lide hinanden, og aftalte, at de skulle mødes aftenen før skærtorsdag - da skulle heksen nemlig til Hekkenfeldt.

De havde en dejlig aften sammen og pigen fortalte karlen alt om sin opvækst, og de fandt ud af, at hun måtte være den pige, som var blevet røvet fra gården og at heksen slet ikke var hendes mor, men den onde kælling, som havde stjålet hende.

Da heksen næste morgen kom tilbage, snuste hun rundt i huset. "Her lugter af mennesker", snerrede hun - men pigen nægtede. Da vendte heksen sig mod den sorte kat og spurgte den: "Har her ikke været mennesker"? Og katten svarede med et "m-jav, m-jav"! Da tilstod pigen og heksen blev meget vred og truede hende med prygl og værre ting, hvis hun een gang til lod mennesker komme ind.

Sankt Hans aften skulle heksen til Bloksbjerg, og hun red rigtig nok op igennem skorstenen på sin kost - men hun skjulte sig i nærheden af huset, fordi hun havde luret, at karlen den aften ville bortføre pigen.

Hun så ham komme og gå ind i huset. Heksen sneg sig tilbage, lagde sit bidsel på ham, og straks var han forvandlet til en hest. Nu måtte han ride hende til Bloksbjerg. Hun for op igennem skorstenen på sit flotte ridedyr,mens pigen vred sine hænder og løb udenfor hvor hun så dem forsvinde.

Ankommet til Bloksbjerg bandt heksen karlen ved siden af bjerget hvor også de andre hekses heste stod. Selv gik hun op på toppen af bjerget til heksefesten. Karlen asede og masede og fik til sidst bidslet krænget af sig, og var i samme nu menneske igen.

Han tog bidslet med sig, for at heksen ikke skulle lægge det på nogen, og derved skaffe sig en hest, så hun kunne indhente ham.

Karlen havde fået et godt forspring for heksen, som måtte gå hjem til fods, og han nåede Ebbeløkke lang tid før hende. Han gik hen til heksens hus, hvor han fandt pigen opløst i gråd, fordi hun troede, alt var tabt - men de havde ikke tid til kys og kram og glæde. De skyndte sig til pigens hjem i Ebbeløkke, hvor hendes mor straks kunne genkende hende på et modermærke.

I det øjeblik pigen trådte over dørtærskelen, udstødte skiftingen et højt vræl og faldt død om.

Men de havde endnu ikke vundet den fulde sejr over heksen. De spændte hesten for vognen og kørte så hurtigt de kunne til Højby Kirke for at få pigen døbt. Hendes forældre var taknemmelige for, at de havde fået deres datter tilbage, og de gjorde ingen indsigelser mod et bryllup mellem datteren og hendes redningsmand. De blev forlovede samme dag. Heksen sad fortvivlet i sit hus. Men hun havde endnu så megen magt over pigen, at hun kunne trække hende til sig ved tankens kraft.

Hun så de to unge komme gående hen ad vejen og hendes håb om at få pigen tilbage med nye heksekneb, blussede op igen.

Men da så hun de kors, som præsten havde slået for pigens ansigt og bryst, og for hylende op gennem skorstenen og væk fra Ebbeløkke. Klintekongen sad på Klintebjerget og så sin brud forsvinde med en ung mand i hånden. Han så heksen fare afsted og vidste, at han havde tabt sin brud. To store tårer rullede ned ad hans lådne kinder.