Tilbage

Rørvig sogn

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:


Spøgeriet ved Kongeleddet



Kongeleddet kaldes det sted, hvor vejen fra landevejen går op til Rørvig kirke, overfor vejen til Nakke.
Navnet er opstået, fordi kronprins Frederik (senere Frederik den 6.), i 1788, efter at have ophævet stavnsbåndet, red igennem leddet, for at lade sig hylde af Rørvigs bønder.

Om Kongeleddet fortælles:
Tømrer Jens var med til at lægge nyt gulv i Rørvig kirke. Sammen med sine arbejdskammerater begyndte han arbejdet tidlig om morgenen og holdt op, når det begyndte at mørkne.
Så skulle han hjem til Nakke, hvor han boede.
Han vidste, at konen ventede med aftens maden, og den var rigelig og veltillavet i disse tider,
hvor han tjente gode penge.

Han var den eneste, der skulle den vej - hans arbejdskammerater boede i Rørvig eller andre steder.

Han var ikke særlig bange af sig, og folks fortællinger om spøgeri ved Kongeleddet
slog han hen med et bredt grin.

En aften blev det særlig sent. Vejret var køligt med mørke skyer på himlen.
De så ud, som om de hvert øjeblik kunne briste og sende kraftige regnskyl ned.
Håndværkerne tog den sidste slurk afbrændevinsdunken, før de begav sig ud i det truende vejr.

"Kom nu godt hjem", råbte de efter Jens, "og pas på helvedeshundene"!
Jens vinkede farvel og skyndte sig afsted. Da han nærmede sig Kongeleddet, så han et lysskær mellem træerne.
"Det må være en anden vandringsmand, som har taget sin lanterne med", tænkte han.
Men lysskæret bevægede sig ikke, og han kunne heller ikke høre skridt.
"Hvem der"? råbte han ud i mørket, men der var kun ildevarslende stilhed
- en stilhed så dyb, at hårene rejste sig på hans hoved.

Forsigtigt sneg han sig nærmere lysskæret, og der lå to hunde med ildøjne.
De var så store som kalve og forskrækkelige at se på.

Den ene rejste sig og stirrede ondt på ham - den anden vendte bare hovedet og gloede.

Jens stod som naglet til stedet. Han rystede som et espeløv, og hans tanker stod stille.
Sådan stod han længe, men til sidst faldt han til ro, da bæsterne ikke gjorde mine til at springe på ham
eller på anden måde gøre ham fortræd.
Forsigtigt løftede han det ene ben, for at snige sig bort; men oh rædsel! - han var som lammet.
Han kunne ikke røre sig af stedet. Forfærdet prøvede han igen, men han var som frosset fast i sin stilling.
Så åbnede skyerne sig, og en voldsom byge plaskede ned over ham og hundene.

Dyrene var som af varmt jern - de sydede, når regnen ramte dem, men Jens blev gennemblødt.
Det dryppede fra hat og frakkeskøder og ned i træskoene - og intet kunne han gøre for at beskytte sig.
Hundene var helt tørre.

Bygen drev over, og månen brød igennem de drivende skyer.
Da stak hundene pludselig snuden i vejret og begyndte at hylde. En skygge kom løbende over jorden.
Hundene standsede deres tuden - de peb, logrede med halen og krøb på maven hen imod skyggen.

Jens fik øje på en mørk skikkelse - en skikkelse så sort, at den næsten gik i et med natten - men han kunne dog skelne horn og hov og hale, et grimt, ondt fjæs og hænder med lange kløer.
Før Jens kunne nå at tænke: "Djævelen"!, var den hæslige skygge væk. Den efterlod en isnende kulde.

Kun hundene syntes stadigvæk at kunne vejre deres herre. De blev ved med at pibe og logre i lang tid endnu.

Jens stod i sine vandfyldte træsko, for udmattet til at være bange mere.
Han var nærmest besvimet.

Da morgengryet brød frem, forsvandt hunde og onde skygger, og Jens faldt sammen ved foden af træet, som om han var død. Der fandt hans kone ham. Hun havde sammen med nogle naboer søgt efter den forsvundne.
Nu bar de Jens hjem og lagde ham i seng. Han var længe syg, men til sidst kom han sig.
Han ville dog aldrig mere forbi Konge- leddet i mørke - ikke hverken for guld eller gode ord!

Slut

til toppen

Tilbage