Tilbage

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem




Skattegraveren fra Brændt

Ane, bondens kone stod en aften, som hun ofte gjorde, ved vinduet og kiggede ud over de mørke marker.
"Se, Kresten, nu er det der igen"!
Bonden rejste sig fra stolen, stillede sig ved siden af sin kone og stirrede ud i mørket.
Helt ude ved den store tørvemose, på det sydligste hjørne af markerne, brændte det store lys igen.
De havde set det mange gange og fantaserede om, hvad der mon skjulte sig i jorden under det blafrende lys.
De troede, at der måtte være en skat, men det var ikke så ligetil at få skatten hævet...
der kunne være fare ved det.
Kresten mente nu nok, at han vidste hvad der skulle gøres.
Der skulle stål i ilden, så man næste dag kunne finde stedet og grave skatten op.
Men stedet, hvor lyset var, lå langt fra huset, og hvis man skulle gøre sig håb om at komme fra mærkningen af stedet med livet i behold, måtte man nå et hus og stille sig under tagskægget, for dér var man sikker for magterne, der beskyttede skatten.
"Skulle du nu ikke tage og gøre det", sagde Ane.
"Vi kunne blive rige.
Det var da værd at prøve.
Hvis jeg var manden i huset, havde jeg for længe siden været derude!"

Kresten kiggede forskræmt på sin beslutsomme kone - så vendte han sig uden et ord, gik ud, tog leen ned og gik bleg af ophidselse og angst ud på de mørke marker.
Ane så hans skikkelse gå forbi vinduet.
"Nå, endelig. Det var på tide", mumlede hun.
Kresten gik med rystende ben mod det blafrende lys.
Da han var kommet derhen, huggede han af al magt leen ned i blusset, så snurrede han lynhurtigt omkring og løb, alt hvad han kunne, mod det nærmeste hus, som ikke var hans eget.
Da han rystende, svedig og med hamrende hjerte nåede i sikkerhed under tagskægget, hørte han en underlig, uhyggelig latter.

Der havde hele tiden været nogen i hælene på ham - det havde han godt fornemmet...
men hvad det var, vidste han ikke.

Han stod der til solen stod op.
Først da listede han hjem til sit eget hus, hvor en glad Ane ventede ham med morgenmad, kys og kram.
Og så skulle der graves!
Solen skinnede, og nattens rædsler var glemte. Leen stod med odden boret dybt ned i jorden.
De gravede længe, og da de var ved at opgive håbet, stødte spaden på noget hårdt.
Opildnet aflyden gravede de videre med fornyet iver og havde snart frilagt en stor kobberkedel, fyldt til randen med guld og sølv.

Ane sprang ned i hullet, stak sine hænder dybt ned i herlighederne og kastede store håndfulde op i luften, hvor guldet blinkede i solen som hendes drømme om velstand og lykke.
Kresten stod og så på hende og skatten, men han tænkte mere på, hvordan de kunne få guldet hjem i sikkerhed.
Han lod Ane blive tilbage ved skatten og gik hjem for at hente hest og vogn.
Kedlen var alt for stor til, at de kunne bære den.
Med stor møje læssede de skatten på vognen og kørte den hjem.

De syntes at kedlen var meget flot, så de murede den ind i bryggerset.
Kresten og Ane havde ikke fortalt til nogen om skatten, så folk undrede sig over den pludselige velstand på gården, men da de så kedlen og bemærkede, at lyset ved mosen ikke var der mere, lagde de to og to sammen.
Kedlen kunne ses på gården, indtil gården brændte i 1913.
Den har ligget øst for vejen til Nørre Asmindrup.

Slut