Tilbage

Højby sogn

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:


Ravn og Stavn Skatten i Snekkebjerg



Laurits tørrede sveden af panden.
Sammen med to karle havde han hele formiddagen gravet i højen på Snekkebjerg.
De var begyndt at grave for nogen tid siden, og de arbejdede sig støt gennem højen i håb om at finde en skat.

"Nu skal vi have frokost", sagde han, "så kan vi fortsætte bagefter".
De satte sig i solen på skråningen og hvilede sig en stund. Bagefter gik de igang igen.

Pludselig stødte Laurits' skovl mod noget hårdt.
Han arbejdede forsigtigt videre og havde snart gravet et hjørne af en egetræskiste fri.
Den så ud til at være meget stor.
Han kaldte på de andre og efter nogle timers hårdt arbejde havde de gravet en mægtig stor kiste, beslået med jernbånd, frem. Den havde en solid lås, så de kunne ikke se hvad der var i den.
De prøvede af alle kræfter at rykke i den, men hvor meget de end forsøgte, rokkede den sig ikke en tomme.

Til sidst gav de op og stod omkring den, støttet til deres skovle, hensunket i overvejelser.
Laurits var den første, der hoppede op på kisten og ud af hullet - de to andre fulgte efter. De stod nu på højens skråning og snakkede i munden på hinanden om den store skat, som var i kisten, og planlagde, hvordan de skulle få den hjem. De havde hver deres mening om den ting.
Bedst som de stod og lagde planer, så de en gammel kone komme vandrende med en stok i hånden.
Hendes hvide hår flagrede i vinden - tøjet var af en mærkelig art, der skiftede fra grønt til blåt, alt efter hvordan hun bevægede sig eller hvordan vinden tog fat i det. Man glemte helt rynkerne i hendes ansigt for de skarpe, lysende øjne, der skiftede farve ligesom hendes øjne.
Hun gik rask afsted og hendes skikkelse vår ikke bøjet af alderen.

Hun henvendte sig til de tre mænd og gav dem følgende råd:
"I skal opdrætte og opfede tre tyrekalve med sødmælk og hvedebrød, og I skal blive ved så længe, at de bliver stærke nok til at trække skatten frem". Så vendte hun om og vandrede mod Højby Sø.

Laurits og de to andre mænd stod og så efter hende, til hun var forsvundet i søens blå, og blev så enige om, at de nok hellere måtte følge den gamles råd. De syntes, hun så ud som om hun vidste mere end dem!

Modstræbende forlod de skattekisten og gik hjemad for at opfede tyrekalvene. Det tog jo sin tid, men på den anden side var de sikre på, at ingen andre kunne tage kisten fra dem - den stod sikkert nok i sit hul i højen.
Ofte gik de derud og kiggede drømmende ned på den. Dér stod deres fremtidige liv - et liv i rigdom, sus og dus.

Efter tre år mente de, at tyrene var stærke nok. De havde brugt de tre år på at grave en vej hen til skatten.
De valgte en solrig forårsdag til at få skatten hævet. Hele landsbyen var kommet for at se på.
Alle var feststemte, da Laurits og hans hjælpere kom trækkende med de store, stærke dyr i solidt seletøj og lange reb som kisten skulle bindes fast til.

Da viste den gamle kone sig pludselig igen:
"Jeg vil hjælpe jer", sagde hun.Da dyrene var spændt for, tog den gamle tøjlerne fra de forbløffede mænd, sprang med uventet behændighed op på kisten og råbte: "Avu, Ravn og Stavn, tag den så i fandens navn"!
Tyrene trak kisten i en rivende fart ud af højen og ned ad Snekkebjergs skrænter.
Kvinden stod nu op på kisten og svang pisken, og hun blev ved at køre - forbi Laurits' gård og ud over markerne og til sidst kørte hun det hele, både tyre og skattekisten ud i Højby Sø, hvor det skjultes for altid.
Tilbage stod Laurits med sine bristede drømme om skatten og rigdom.

Slut

til toppen

Tilbage